Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R0629

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/629 af 12. januar 2022 om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) 2017/583 for så vidt angår justering af likviditetstærskler og handelspercentil, der anvendes til at bestemme den størrelse, der er specifik for instrumentet, og som finder anvendelse på visse andre instrumenter end aktieinstrumenter (EØS-relevant tekst)

    C/2022/52

    EUT L 115I af 13.4.2022, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/629/oj

    13.4.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    LI 115/1


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/629

    af 12. januar 2022

    om ændring af de reguleringsmæssige tekniske standarder i delegeret forordning (EU) 2017/583 for så vidt angår justering af likviditetstærskler og handelspercentil, der anvendes til at bestemme den størrelse, der er specifik for instrumentet, og som finder anvendelse på visse andre instrumenter end aktieinstrumenter

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 9, stk. 5, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/583 (2) er der fastsat gennemsigtighedskrav for obligationer, strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og derivater. For at sikre en gnidningsløs gennemførelse af disse krav indførtes ved nævnte delegerede forordning en årlig indfasning af anvendelsen af visse gennemsigtighedstærskler over en periode på fire år fra og med 2019. Denne indfasning gør det muligt gradvist at udvide anvendelsen af tilsvarende gennemsigtighedsforpligtelser. Dette vedrører navnlig kriteriet om »gennemsnitligt antal daglige handler«, der anvendes til at bestemme, hvilke obligationer der findes et likvidt marked for, og de handelspercentiler, der anvendes til at bestemme den størrelse, der er specifik for instrumentet (SSTI), og som gør det muligt at dispensere fra kravet om førhandelsgennemsigtighed.

    (2)

    I henhold til denne indfasningsmetode sker overgangen til næste fase ikke automatisk. Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) skal forelægge Kommissionen sin årlige vurdering af, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at gå videre til næste fase. ESMA's vurdering skal analysere udviklingen i handelsvolumen for de pågældende finansielle instrumenter i den nuværende fase og foregribe de mulige virkninger, som et skift til næste fase kan få for både den tilgængelige likviditet og markedsdeltagerne. ESMA skal, hvis det er relevant, sammen med sin rapport forelægge en revideret reguleringsstandard om tilpasning af tærskelværdien i forhold til næste fase.

    (3)

    ESMA forelagde sin vurdering og reviderede reguleringsmæssige standarder for Kommissionen den 22. juli 2021. ESMA konkluderer, at mellem 1,57 % og 2,58 % af de obligationer, der blev handlet mellem første og fjerde kvartal 2020, blev betragtet som likvide efter kriterierne i fase S2. En overgang til fase S3 indebærer en stigning på ca. 40 %.

    (4)

    Med hensyn til SSTI konkluderer ESMA, at overgangen fra fase S2 til S3 hovedsagelig vil påvirke handelen med statsobligationer og andre offentlige obligationer, da stigningen for disse instrumenter vil være størst. Disse instrumenter handles dog typisk i størrelsesordenen 3-6 mio. EUR. ESMA mener derfor, at en overgang til fase S3 vil holde førhandelsgennemsigtighed for SSTI tilstrækkeligt lavt til at beskytte likviditetsudbydere mod markedsvirkninger fra store ordrer, samtidig med at det sikres, at mere likvide obligationer er underlagt førhandelsgennemsigtighed.

    (5)

    Under hensyntagen til ESMA's vurdering og den begrænsede gennemsigtighed på obligationsmarkederne, de begrænsede virkninger for konkurrencen på markedet og det forhold, at tærsklen stadig vil være tilstrækkelig lav til at beskytte likviditetsudbydere mod potentielle markedsvirkninger som følge af store ordrer, er det hensigtsmæssigt at gå over til fase S3 for obligationer, for hvilke der findes et likvidt marked, og for SSTI for obligationer. Overgangen til fase S3 bør øge den gennemsigtighed, der findes på obligationsmarkedet, uden at det får negative virkninger for likviditeten.

    (6)

    Delegeret forordning (EU) 2017/583 bør derfor ændres.

    (7)

    Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ESMA har forelagt Kommissionen.

    (8)

    ESMA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (3), om rådgivning —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ændringer af delegeret forordning (EU) 2017/583

    I artikel 17 i delegeret forordning (EU) 2017/583 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1 affattes således:

    »1.   Til bestemmelse af obligationer, hvor hvilke der ikke findes et likvidt marked med henblik på artikel 6 og i henhold til metoden i artikel 13, stk. 1, litra b), vælges fremgangsmåden med likviditetskriteriet »gennemsnitligt antal daglige handler«, hvor der anvendes et »gennemsnitligt antal daglige handler« svarende til fase S3 (7 daglige handler).«

    b)

    Stk. 3 affattes således:

    »3.   Ved fastlæggelsen af den størrelse, der er specifik for det finansielle instrument, som omhandlet i artikel 5 og i overensstemmelse med metoden i artikel 13, stk. 2, litra b), nr. i), benyttes fremgangsmåden med handelspercentiler, hvor der anvendes en handelspercentil svarende til fase S3 (50. percentil).

    Ved fastlæggelsen af den størrelse, der er specifik for det finansielle instrument, som omhandlet i artikel 5 og i overensstemmelse med metoden i artikel 13, stk. 2, litra b), nr. ii)-iv), benyttes fremgangsmåden med handelspercentiler, hvor der anvendes en handelspercentil svarende til fase S1 (30. percentil).«

    Artikel 2

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 12. januar 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/583 af 14. juli 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 om markeder for finansielle instrumenter for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for gennemsigtighedskrav for markedspladser og investeringsselskaber med hensyn til obligationer, strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og derivater (EUT L 87 af 31.3.2017, s. 229).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).


    Top