Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R1340

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1340 af 22. april 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til fastlæggelse af indholdet af kontraktbestemmelser om anerkendelse af beføjelser til udsættelse under afvikling (EØS-relevant tekst)

    C/2021/2656

    EUT L 292 af 16.8.2021, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1340/oj

    16.8.2021   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 292/1


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2021/1340

    af 22. april 2021

    om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til fastlæggelse af indholdet af kontraktbestemmelser om anerkendelse af beføjelser til udsættelse under afvikling

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 71a, stk. 5, tredje afsnit, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved direktiv 2014/59/EU som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 (2) blev der indført visse sikkerhedsforanstaltninger for at fremme en effektiv gennemførelse af afvikling i forbindelse med finansielle kontrakter, der er underlagt lovgivningen i et tredjeland.

    (2)

    I henhold til artikel 71a, stk. 1, i direktiv 2014/59/EU skal institutter og enheder indføre bestemmelser, der anerkender afviklingsmyndighedernes beføjelser til udsættelse under afvikling, i de finansielle kontrakter, som de indgår, og som er underlagt lovgivningen i et tredjeland.

    (3)

    For at forbedre afviklingens effektivitet fastsættes det i artikel 68 i direktiv 2014/59/EU, at visse kriseforebyggelses- eller krisestyringsforanstaltninger ikke bør anses for at være fyldestgørelsesgrund eller insolvensbehandling. Desuden fastsætter denne artikel, at sådanne foranstaltninger ikke bør give de kontraherende modparter i relevante kontrakter ret til at udøve visse kontraktmæssige rettigheder alene i kraft af anvendelsen af sådanne foranstaltninger. Det er derfor nødvendigt at medtage parternes accept af at være bundet af disse krav i kontraktbestemmelserne. I henhold til artikel 33a, 69, 70 og 71 i direktiv 2014/59/EU kan afviklingsmyndighederne desuden i en begrænset periode suspendere kontraktlige betalings- eller leveringsforpligtelser i henhold til en kontrakt med et institut eller en enhed under afvikling eller, under visse omstændigheder inden afvikling, begrænse muligheden for at gøre sikkerhedsrettigheder gældende og suspendere visse af modparternes ret til f.eks. at afslutte eller nette bruttoforpligtelser, fremskynde fremtidige betalinger eller på anden måde opsige finansielle kontrakter. Da afviklingsmyndighedernes beføjelser muligvis ikke er effektive, når de anvendes på finansielle kontrakter i henhold til lovgivningen i et tredjeland, bør de udtrykkeligt anerkendes i bestemmelserne i de finansielle kontrakter.

    (4)

    For at sikre en effektiv afvikling og fremme ensartethed i de metoder, som medlemsstaterne har valgt, og for at sikre, at afviklingsmyndigheder, institutter og enheder kan tage hensyn til forskelle i deres retssystemer eller forskelle, der skyldes en bestemt kontraktform eller -struktur, er det hensigtsmæssigt at fastlægge det obligatoriske indhold af kontraktbestemmelserne. Indholdet af disse kontraktbestemmelser bør tage hensyn til institutternes og enhedernes forskellige forretningsmodeller. Da finansielle kontrakter i forbindelse med internationale transaktioner generelt ikke varierer i forhold til institutternes eller enhedernes forretningsmodel, er det ikke nødvendigt at udarbejde forskelligt indhold for bestemmelserne om kontraktmæssig anerkendelse.

    (5)

    Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har forelagt Kommissionen.

    (6)

    EBA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt anmodet interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3), om rådgivning —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Kontraktbestemmelsernes indhold

    Bestemmelserne om kontraktmæssig anerkendelse af en relevant finansiel kontrakt, der er underlagt lovgivningen i et tredjeland, og som et institut eller en enhed som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), c) eller d), i direktiv 2014/59/EU indgår, indeholder følgende:

    1)

    parternes anerkendelse og accept af, at kontrakten kan gøres til genstand for en afviklingsmyndigheds udøvelse af beføjelser til at suspendere eller begrænse rettigheder og forpligtelser i henhold til en sådan kontrakt, jf. artikel 33a, 69, 70 og 71 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret, og at betingelserne i artikel 68 i nævnte direktiv som gennemført ved gældende national ret finder anvendelse

    2)

    en beskrivelse af eller en henvisning til afviklingsmyndighedens beføjelser som fastsat i artikel 33a, 69, 70 og 71 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret og en beskrivelse af eller en henvisning til betingelserne i artikel 68 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret

    3)

    parternes anerkendelse og accept af:

    a)

    at de er bundet af virkningen af en anvendelse af følgende beføjelser:

    suspension af enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til artikel 33a i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret

    suspension af enhver betalings- eller leveringsforpligtelse i henhold til artikel 69 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret

    begrænsning af muligheden for at gøre enhver sikkerhedsrettighed gældende i henhold til artikel 70 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret

    suspension af enhver opsigelsesrettighed i henhold til kontrakten i henhold til artikel 71 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret

    b)

    at de er bundet af bestemmelserne i artikel 68 i direktiv 2014/59/EU som gennemført ved gældende national ret

    4)

    parternes anerkendelse og accept af, at bestemmelserne om kontraktmæssig anerkendelse er udtømmende på de områder, der er beskrevet deri, med udelukkelse af alle andre aftaler, ordninger eller forståelser mellem modparterne vedrørende genstanden for den relevante aftale.

    Artikel 2

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. april 2021.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)  EUT L 173 af 12.6.2014, s. 190.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/879 af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår kreditinstitutters og investeringsselskabers tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet og af direktiv 98/26/EF (EUT L 150 af 7.6.2019, s. 296).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).


    Top