(1)

I maj 2014 indførte Kommissionen en endelig udligningstold på importen af solcelleglas med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 471/2014 (2) (»den oprindelige undersøgelse«).

(2)

De gældende individuelle udligningstoldsatser varierer fra 3,2 % til 17,1 %. Alle andre virksomheder er omfattet af en landsdækkende told på 17,1 % (»de gældende foranstaltninger«).

(3)

I en særskilt procedure indførte Kommissionen også antidumpingtold på mellem 0,4 % og 36,1 % i maj 2014 (3). Efter en fornyet absorberingsundersøgelse ændrede Kommissionen i august 2015 antidumpingforanstaltningerne ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1394 (4).

(4)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb af de gældende udligningsforanstaltninger (5) indgav EU ProSun Glass (»ansøgeren«), der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af solcelleglas, en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse den 13. februar 2019 (»anmodning om en fornyet undersøgelse«). Ansøgeren hævdede, at udløbet af de oprindelige foranstaltninger sandsynligvis ville føre til fortsat eller fornyet subsidiering og fortsat eller fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

(5)

Forud for indledningen af proceduren meddelte Kommissionen Folkerepublikken Kinas regering (»GOC«), at den havde modtaget en behørigt dokumenteret anmodning om en fornyet undersøgelse, i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7. Kommissionen indbød GOC til konsultationer med henblik på at klarlægge situationen med hensyn til indholdet af anmodningen om en fornyet undersøgelse og nå frem til en gensidigt tilfredsstillende løsning. GOC tog imod tilbuddet om konsultationer, som efterfølgende blev gennemført den 10. maj 2019. Det var ikke muligt at nå frem til en fælles løsning under konsultationerne. GOC samarbejdede ikke yderligere.

(6)

Den 14. maj 2019 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (6) om indledning af en udløbsundersøgelse af de gældende udligningsforanstaltninger (»indledningsmeddelelsen«), jf. grundforordningens artikel 18.

(7)

Den nuværende undersøgelsesperiode (»NUP«) omfattede perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2018. Undersøgelsen af tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2015 til udløbet af NUP (»den betragtede periode«).

(8)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen alle interesserede parter til at deltage i undersøgelsen. Den kontaktede navnlig ansøgeren, kendte producenter i Unionen, kendte eksporterende producenter i Kina, kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører, brugere af den undersøgte vare i Unionen og de kinesiske myndigheder.

(9)

Samtlige interesserede parter blev opfordret til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge supplerende dokumentation inden for den tidsfrist, der er fastsat i indledningsmeddelelsen. De interesserede parter fik også lejlighed til skriftligt at anmode om en høring med Kommissionens undersøgelsestjenester og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer (»høringskonsulenten«).

(10)

En af EU-producenterne anmodede om, at virksomhedens navn hemmeligholdes med den begrundelse, at deltagelsen i undersøgelsen af den virksomhedsgruppe, som den tilhører, kan få indflydelse på gruppens aktiviteter i Kina, og af frygt for gengældelse fra kunder, der er berørt af undersøgelsen. Kommissionen behandlede anmodningen. Den fandt, at gruppens blotte tilstedeværelse i Kina beskrev en abstrakt fare, som ikke var tilstrækkelig til at udmønte sig i en konkret trussel om gengældelse. Kommissionens tjenestegrene fik ikke kendskab til nogen konkrete beviser i denne forbindelse. Desuden havde ingen af gruppens virksomheder i Kina specifikt forbindelse til solcelleglassektoren. På dette grundlag besluttede Kommissionen at afvise anmodningen.

(11)

Virksomheden henvendte sig til høringskonsulenten i samme anledning. Høringskonsulenten støttede Kommissionens afvisning, da konsulenten fandt, at anmodningen om anonymitet var baseret på antagelser om mulige repressalier snarere end på faktiske trusler mod virksomheden eller gruppen, og da virksomheden ikke havde fremlagt nye oplysninger eller dokumentation, der kunne berettige en ændring af den tidligere afgørelse.

(12)

Flere parter anmodede om en høring med Kommissionens tjenestegrene. Der blev afholdt en høring mellem Kommissionens tjenestegrene og de to stikprøveudtagne EU-producenter den 9. januar 2020. En høring med REC Group, Solitek og EU ProSun, en sammenslutning som repræsenterer flere brugere, fandt sted den 11. februar 2020. Høringerne vedrørte de forskellige parters argumenter, som er nærmere beskrevet i afsnit 4-6 om skade og om Unionens interesser.

(13)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 27.

(14)

Kommissionen meddelte i indledningsmeddelelsen, at den havde udtaget en foreløbig stikprøve bestående af to EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven ud fra den største produktions- og salgsmængde af samme vare, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Stikprøven bestod af to EU-producenter, der tegnede sig for mere end 80 % af EU-produktionen af den undersøgte vare. Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Den eneste bemærkning, som var fra ansøgeren, støttede stikprøven. Stikprøven er repræsentativ for EU-erhvervsgrenen. Den består af følgende to virksomheder:

(15)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at indgive de oplysninger, som der anmodes i indledningsmeddelelsen, og opfordrede dem til at deltage i undersøgelsen.

(16)

Ingen af de ikke forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen samarbejdede.

(17)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning blandt de eksporterende producenter, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen alle kendte eksporterende producenter i Kina om at indgive de oplysninger, som der anmodes om i indledningsmeddelelsen. Kommissionen anmodede endvidere Folkerepublikken Kinas repræsentation ved Den Europæiske Union om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(18)

Ingen virksomheder fra Kina gav sig til kende inden for fristen. En virksomhed indsendte et indlæg efter fristen, men samarbejdede i sidste ende ikke.

(19)

Ved en verbalnote af 24. maj 2019 underrettede Kommissionen derfor de kinesiske myndigheder om, at den havde til hensigt at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, stk. 1, i forbindelse med undersøgelsen af fortsat eller fornyet subsidiering. De kinesiske myndigheder reagerede ikke på verbalnoten.

(20)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til GOC og til de to stikprøveudtagne EU-producenter. GOC besvarede ikke spørgeskemaet. Begge de stikprøveudtagne EU-producenter besvarede spørgeskemaet.

(21)

Med forbehold af anvendelsen af grundforordningens artikel 28 efterprøvede Kommissionen alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om der var sandsynlighed for fortsat eller fornyet subsidiering og skade, og for at vurdere Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos de to stikprøveudtagne EU-producenter.

(22)

Den 26. maj 2020 fremlagde Kommissionen de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at opretholde den gældende udligningstold. Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger. Ansøgeren, EU ProSun og solcelleindustriens brancheforening i Unionen, European Solar Manufacturing Council (»ESMC«), fremsatte bemærkninger.

(23)

De bemærkninger, som de interesserede parter fremsatte, blev undersøgt af Kommissionen og taget i betragtning, hvor det var relevant. Der blev afholdt en høring mellem Kommissionens tjenestegrene og EU ProSun den 9. juni 2020.

(24)

Den undersøgte vare er solcelleglas bestående af hærdet planglas af natronkalk med et jernindhold på under 300 ppm, en soltransmission på over 88 % (målt i henhold til AM1.5 300-2 500 nm), en varmebestandighed på indtil 250 °C (målt i henhold til EN 12150), en temperatursvingningsmodstand på Δ 150 K (målt i henhold til EN 12150) og en mekanisk modstandsdygtighed på 90 N/mm2 eller mere (målt i henhold til EN 1288-3), som for øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7007 19 80 (Taric-kode 7007198012, 7007198018, 7007198080 og 7007198085), og med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den undersøgte vare«, oftest omtalt som »solcelleglas«).

(25)

Solcelleglas kan være med eller uden mønster, med enten en gennemsigtig eller diffus overflade eller forskellige udformninger af hjørnerne. Der kan være forskellige mønstre på begge sider af glasset, eller mønstret kan blot være på den ene side. Solcelleglas kan have huller til beslag og kan også være påført tryk med f.eks. keramiske farver. Overfladen af glasset kan behandles med forskellige teknologier. Den mest almindelige behandling er en antireflektiv belægning, der påføres før eller efter hærdeprocessen. Andre teknologier gør det muligt at overfladebehandle solcelleglas med tynde funktionslag, der giver øgede egenskaber for transmission, selvrensning, smudsafvisning eller hårdhed.

(26)

Solcelleglas er en af komponenterne til fremstilling af fotovoltaiske solcellemoduller af krystallinsk silicium og fotovoltaiske tyndfilmsmoduler, der producerer elektricitet, og til fremstilling af flade solfangere, der f.eks. bruges til at producere varmt vand. Det kan også anvendes til opførelse af væksthuse (såkaldt »gartnerglas« eller »drivhusglas«).

(27)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse har solcelleglas, der produceres og sælges af EU-erhvervsgrenen i Unionen, solcelleglas, der produceres og sælges på hjemmemarkedet i Kina, og solcelleglas, der importeres til Unionen fra Kina, de samme grundlæggende fysiske og kemiske egenskaber og de samme endelige anvendelsesformål. De anses derfor for at være samme vare, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(28)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, og som anført i indledningsmeddelelsen, undersøgte Kommissionen først, om der var sandsynlighed for, at de gældende foranstaltningers udløb ville føre til fortsat eller fornyet subsidiering.

(29)

Den 13. femårsplan for Kinas nationale økonomiske og sociale udvikling (»den 13. femårsplan«), som omfatter perioden 2016-2020 og dermed den nuværende undersøgelsesperiode, fokuserer på GOC's strategiske vision for forbedring og fremme af nøgleindustrier, såsom solenergisektoren. Den 13. femårsplan er efterfølgeren til den 12. femårsplan, hvori solcelleglasindustrien var blevet udpeget som et nøgleområde for produktionsudvikling.

(30)

Kapitel 30 i den 13. femårsplan giver udtryk for GOC's tilsagn om at »[opbygge] et moderne energisystem«. Navnlig afsnit 1 i dette kapitel indeholder stærke beviser for, at GOC stadig betragter solcelleglasindustrien som en tilskyndet industri. Det hedder faktisk i afsnit 1, at »[GOC] fortsat vil sætte skub i udviklingen af (…) solcelleenergi«, og at »[GOC] vil forbedre støttepolitikkerne for elektricitetsproduktion ved solenergi«. Endvidere vil »udviklingen af (…) solcelleenergi i det nordlige, nordøstlige og nordvestlige område og i kystområder« blive optimeret i forbindelse med energiudviklingsprojekter. Disse uddrag viser, at GOC fortsat støtter solenergiindustrien, hvor solcelleglas har en afgørende rolle og således er en integrerende del af udviklingen af solenergiindustrien.

(31)

I den 13. plan for byggematerialer henvises der også til forskellige typer glas, herunder kvartsglas og produkter med høj renhedsgrad, glas med højtydende multifunktionel belægning, teknologi til fremstilling af elektrisk/termokromt glas, teknologi til fremstilling af glasprodukter, der integrerer strukturer og funktioner i forbindelse med solcelle- og solvarmemoduler.

(32)

I 2018 udstedte GOC nye lovgivningsmæssige foranstaltninger for solcelleanlæg, nemlig 2018-meddelelsen om produktion af solenergi (2018 Photovoltaic Power Generation Notice omtalt som »531-politikken«, da den blev offentliggjort den 31. maj 2018), hvorigennem subsidierne blev opretholdt, dog med visse reduktioner. I henhold til denne politik har den kinesiske regering markant reduceret den årlige kvote for ny solenergikapacitet, som er berettiget til statsstøtte.

(33)

Grøn udvikling fremmes også i strategien »Made in China 2025« (»MIC2025«). Der ydes støtte til glas under MIC2025 og navnlig i 2016-fortegnelsen for »Fire vigtige« industriudviklinger (Four Essential Industry Developments) (MIC2025), i kapitel 9, »Nye materialer«, underafsnit II »Nøglematerialer«: i nr. 24 opføres glasbaserede materialer, og i nr. 29 opføres kvartsglas og varer af høj renhedsgrad.

(34)

Det fremgår endvidere af »Statsrådets afgørelse nr. 40 om offentliggørelse og gennemførelse af de »midlertidige bestemmelser om fremme af den industrielle strukturtilpasning«« (som sammen med de »midlertidige bestemmelser om fremme af den industrielle strukturtilpasning« benævnes »afgørelse nr. 40«), at GOC aktivt vil støtte udviklingen af sektorerne for ny energi og fremme udviklingen af solenergi (7); pålægger alle finansielle institutioner kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter og lover gennemførelse af »andre præferencepolitikker for tilskyndede projekter« (8).

(35)

Dertil kommer, at GOC og offentlige organer i »Statsrådets afgørelse nr. 9 om offentliggørelse og gennemførelse af det vejledende katalog for fremme af den industrielle strukturtilpasning« (»afgørelse nr. 9«) »aktivt tilskyndes« til at »lede udviklingen af relevante industrier og optimere opgraderingen af den industrielle struktur«. Punkt 12, stk. 2, i afgørelse nr. 9 omhandler specifikt tilskyndelse til fremstilling af »ultra-klart floatglas til solenergisektoren«. Denne afgørelse, der var i kraft indtil 2020, blev i 2019 erstattet af »afgørelse nr. 29 fra den nationale udviklings- og reformkommission om offentliggørelse og gennemførelse af det vejledende katalog for fremme af den industrielle strukturtilpasning (2019-udgaven)« med samme henvisning i punkt 12, stk. 2.

(36)

Endelig lover de nationale retningslinjer for mellem- og langsigtet videnskabelig og teknologisk udvikling (2006–2020), som omfatter NUP, at »give førsteprioritet til politikfinansiering«, »tilskynde finansieringsinstitutterne til at yde præferencekreditstøtte til store nationale videnskabelige og teknologiske industrialiseringsprojekter«, »tilskynde finansieringsinstitutterne til at forbedre og styrke de finansielle tjenester til højteknologiske virksomheder« og til at »gennemføre præferencebeskatningspolitikker til fremme af udviklingen i højteknologiske virksomheder«. Eftersom i det mindste nogle af de eksporterende producenter af solcelleglas kan betegnes som en »virksomhed med højteknologi eller ny teknologi«, bidrager denne nationale plan blot til solcelleglasindustriens status som en tilskyndet industri.

(37)

Det kan således konkluderes, at GOC stadig betragter solcelleglasindustrien som en industri, der skal tilskyndes.

(38)

Som nævnt ovenfor i afsnit 1.3.3.3 gav kun én eksporterende producent sig til kende over for Kommissionen (efter fristen), men besluttede i sidste ende ikke at samarbejde. Kommissionen anvendte derfor de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28, stk. 1.

(39)

Den 14. juni 2019 sendte Kommissionen et spørgeskema til GOC og orienterede om de eksporterende producenters manglende samarbejdsvilje. Spørgeskemaet omfattede også specifikke spørgsmål til Export Import Bank of China (»EXIM«) og China Export & Credit Insurance Corporation (»Sinosure«). Desuden blev GOC anmodet om at fremsende et tillæg til de banker, der var nævnt i klagen, og andre finansielle institutioner, som GOC vidste havde ydet lån til de kinesiske solcelleglasproducenter, der blev undersøgt i den oprindelige undersøgelse.

(40)

Kommissionen modtog intet svar på anmodningerne hverken fra GOC, EXIM eller Sinosure. Kommissionen underrettede derfor ved verbalnote af 24. juli 2019 GOC om, at den havde til hensigt at anvende de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, stk. 1, med hensyn til de oplysninger, der blev anmodet om fra GOC, EXIM og Sinosure samt de relevante finansielle institutioner. GOC blev informeret om, at en konklusion baseret på de foreliggende faktiske oplysninger kan være mindre gunstig.

(41)

Der blev ikke modtaget bemærkninger i den forbindelse. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 28 anså Kommissionen det for nødvendigt at anvende de foreliggende faktiske oplysninger til at træffe afgørelser vedrørende Kinas fortsatte subsidieringspraksis inden for solcelleglasindustrien.

(42)

Derfor anvendte Kommissionen til sin analyse alle de foreliggende faktiske oplysninger, som den rådede over, herunder navnlig:

(43)

Kommissionen undersøgte, om der var tale om fortsat subsidiering, ved at analysere, om de udlignede subsidier i den oprindelige undersøgelse fortsat indebar fordele for solcelleglasindustrien.

(44)

Kommissionen besluttede, at eftersom resultaterne i dette afsnit bekræftede eksistensen af fortsat subsidiering med hensyn til de udlignede subsidier i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, var det ikke nødvendigt at undersøge alle de øvrige subsidier, som ifølge ansøgeren angiveligt fandtes. Når Kommissionen har konstateret, at der foreligger beviser for fortsat subsidiering i henhold til grundforordningens artikel 18, er det ikke nødvendigt at fastsætte det nøjagtige subsidiebeløb.

(45)

Der blev ikke modtaget bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger til de interesserede parter.

(46)

I den oprindelige undersøgelse (16) konkluderede Kommissionen, at statsejede banker eller banker, hvori staten har en kontrollerende interesse med hensyn til aktieposter, begge benævnt »statsejede forretningsbanker«, er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b). Den konkluderede endvidere, at det i henhold til artikel 34 i Kinas lov om forretningsbanker (bankloven) kræves, at bankerne i Kina udfører deres låneaktiviteter i henhold til den nationale økonomis behov. Kommissionen konkluderede også, at afgørelse nr. 9 og afgørelse nr. 40 havde retskraft, og at disse afgørelser pålægger bankerne at yde kreditstøtte til tilskyndede industrier. Kommissionen konkluderede derfor, at statsejede forretningsbanker ydede finansielle bidrag i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(47)

Kommissionen konkluderede endvidere, at artikel 34 i bankloven finder anvendelse på privatejede banker i Kina (17). I sidste ende er det således GOC, der træffer beslutning om udlånsstrategien for både statsejede forretningsbanker og privatejede banker. Kommissionen fastslog derfor, at GOC pålægger og overdrager til private banker at yde finansielle bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), gennem udlån til tilskyndede industrier.

(48)

Hvad angår specificitet (18), fandt Kommissionen, at GOC rettede præferencelånsordninger til et begrænset antal industrier, herunder solcelleglasindustrien. Kommissionen konkluderede, at dette klart fremgik af den 12. femårsplan og afgørelse nr. 40. Som følge heraf blev det konstateret, at de finansielle bidrag, som de statsejede forretningsbanker havde ydet, eller som private banker var blevet pålagt og overdraget at yde i henhold til artikel 34 i bankloven, var specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(49)

Endelig mindede Kommissionen om, at lån som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), giver modtageren en fordel, hvis de ydes på vilkår, der er mere gunstige end dem, der faktisk kan opnås på markedet (19). Kommissionen konkluderede, at dette faktisk var tilfældet efter anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger.

(50)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse for præferencelån til de stikprøveudtagne eksporterende producenter af solcelleglas, varierede fra 0 % til 6,2 %, hvorimod satsen for ikke samarbejdsvillige virksomheder var på 6,2 %.

(51)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse og de tilhørende bilag (20) fremlagde ansøgeren bevis for, at kinesiske producenter af solcelleglas fortsat nød godt af præferencelån og rentesatser, der lå under markedsrenten, fra nationale banker i Kina. Solcelleglas er en tilskyndet industri i den 13. femårsplan (21), hvilket førte Kommissionen til at konkludere, at både statsejede forretningsbanker og private banker stadig er forpligtet til at yde præferentiel finansiering til den kinesiske solcelleglasindustri i henhold til artikel 34 i bankloven.

(52)

Ansøgeren fremlagde dokumentation for, at statsejede forretningsbanker fortsat er offentlige organer i henhold til den test, som appelorganet (22) har udarbejdet, idet de udfører statslige funktioner og dermed udøver offentlig myndighed. Ansøgeren henviste specifikt til resultaterne af undersøgelsen om elcykler (23) og udløbsundersøgelsen vedrørende coated finpapir (24), som bekræftede Kommissionens holdning i den oprindelige undersøgelse.

(53)

Anmodningen om en fornyet undersøgelse indeholdt også beviser for, at private banker stadig opererer under pålæg eller overdragelse fra GOC, når de træffer afgørelser om lån, da de også er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 34 i bankloven. Ansøgeren henviste til den nylige undersøgelse vedrørende elcykler, hvor Kommissionen havde konkluderet, at den 13. femårsplan ikke kunne betragtes som »blot opmuntring«, og at »alle finansielle institutioner (herunder private finansielle institutioner), der er aktive i Kina og underlagt tilsyn af CRBC, af staten er blevet overdraget eller pålagt, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), første led, at forfølge regeringens politik og yde lån på favorable vilkår til industrien for elektriske cykler« (25).

(54)

Da GOC og de eksporterende producenter af solcelleglasproducenter ikke samarbejdede, blev der ikke fremført argumenter, der kunne anfægte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt vedrørende den aktuelle situation i det kinesiske banksystem.

(55)

Endvidere bekræftede den nylige udløbsundersøgelse vedrørende overtrukne stålprodukter (26), undersøgelsen vedrørende dæk (27), undersøgelsen vedrørende varmvalsede flade produkter (28) og rapporten om Kina (29) konklusionen om, at statsejede forretningsbanker bør betragtes som offentlige organer, der yder præferentiel finansiering i henhold til artikel 34 i bankloven, og at private organer har fået pålagt og overdraget at gøre det samme.

(56)

I bilag 23 til anmodningen om en fornyet undersøgelse gav ansøgeren et eksempel på en kinesisk producent af solcelleglas, der modtog eller havde modtaget præferencelån på grundlag af dennes (halv-) årlige regnskaber. Desuden fremgik det af andre offentligt tilgængelige årsregnskaber fra eksporterende producenter, at de også modtog eller havde modtaget præferencelån (30).

(57)

Da de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, havde Kommissionen ingen virksomhedsspecifikke oplysninger, ud fra hvilke den kunne beregne det subsidiebeløb, som blev ydet i NUP. Med henblik på konklusionen om den fortsatte subsidiering i den nuværende udløbsundersøgelse fandt Kommissionen det imidlertid ikke nødvendigt at beregne disse beløb. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at disse beløb stadig er betydelige. Intet i sagsakterne viste, at subsidieringsniveauet var faldet i forhold til den oprindelige undersøgelse, og subsidieringen anses derfor fortsat for at være på et niveau, der ligger over minimalgrænsen.

(58)

Den pågældende subsidieordning var fortsat specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a) og b), idet den retlige situation ikke havde ændret sig, og idet GOC fortsætter med at tilskynde solcelleglasindustrien (31).

(59)

Kommissionen konkluderede derfor, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at de eksporterende producenter fortsatte med at modtage præferencelån som udligningsberettigede subsidier i NUP.

(60)

I den oprindelige undersøgelse (32) konkluderede Kommissionen, at de stikprøveudtagne virksomheder modtog betydelige engangstilskud fra forskellige offentlige myndigheder på mange regeringsniveauer, som medførte en fordel i UP. Disse tilskud blev givet til virksomhederne af myndigheder på nationalt plan, provins-, by- og amtsplan samt lokalt plan, og alle forekom at være specifikke for de berørte virksomheder eller specifikke i forhold til beliggenhed eller type erhvervsgren.

(61)

GOC undlod at fremlægge yderligere oplysninger om disse engangstilskud og afviste at indlede konsultationer om dette aspekt. Kommissionen konkluderede derfor på grundlag af den dokumentation, der blev indsamlet med hensyn til disse tilskud fra de stikprøveudtagne virksomheder, og i mangel af andre oplysninger, at disse tilskud var direkte overførsler af midler, der gav modtagerne en fordel, og dermed var subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2.

(62)

Med hensyn til specificitet bemærkede Kommissionen, at tilskuddene var specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 3, da de forekom at være begrænset til visse virksomheder eller specifikke projekter i bestemte regioner. Kommissionen anførte også, at der ikke var bevis for, at tilskuddene indgik i en overordnet støtteordning, og at de ikke opfyldte kravene om ikke-specificitet i grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(63)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse for tilskud til de stikprøveudtagne eksporterende producenter af solcelleglas, varierede fra 1,1 % til 3,0 %, hvorimod satsen for ikke samarbejdsvillige virksomheder var på 3,0 %.

(64)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse og de tilhørende bilag (33) fremlagde ansøgeren dokumentation for, at producenter af solcelleglas fortsat modtog tilskud og ad hoc-subsidier.

(65)

Ansøgeren henviste først til en rapport fra USA's handelsrepræsentant, som specificerede provinsregeringernes og lokalregeringernes rolle i forbindelse med gennemførelsen af Kinas industripolitik ved at yde støtte til sektorer med overkapacitet. Ansøgeren fremførte, at sektoren for solcelleglas netop er en sektor med overkapacitet (34).

(66)

Ansøgeren fremlagde eksempler på subsidiering på ad hoc-basis ved at henvise til de specifikke poster i de reviderede årsregnskaber fra flere eksporterende producenter. Det blev påvist, at en eksporterende producent af solcelleglas modtog en stigning på 2,68 mio. RMB i offentlige tilskud i NUP, hvilket resulterede i en slutsaldo på omkring 550 mio. RMB i offentlige tilskud. På samme måde indberettede en anden eksporterende producent af solcelleglas en stigning i de offentlige tilskud på op til 14 mio. RMB i NUP.

(67)

Da GOC og de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, blev der ikke fremført argumenter, der kunne anfægte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt i anmodningen om en fornyet undersøgelse. De faktiske oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har således vist, at der i NUP fortsat blev ydet tilskud og ad hoc-subsidier til eksporterende producenter af solcelleglas, som indgår i en tilskyndet industri (35). Disse tilskud og ad hoc-subsidier udgør en direkte overførsel af midler, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(68)

I bilag 23 til anmodningen om en fornyet undersøgelse gav ansøgeren eksempler på kinesiske eksporterende producenter af solcelleglas, der modtog eller havde modtaget tilskud eller ad hoc-subsidier på grundlag af deres (halv-) årlige regnskaber.

(69)

Som følge af det manglende samarbejde fra de eksporterende producenter af solcelleglas havde Kommissionen ingen virksomhedsspecifikke oplysninger, ud fra hvilke den kunne beregne det subsidiebeløb, der blev ydet i den nuværende undersøgelsesperiode. Med henblik på konklusionen om den fortsatte subsidiering i den nuværende udløbsundersøgelse fandt Kommissionen det imidlertid ikke nødvendigt at beregne disse beløb. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at disse beløb stadig er betydelige. Der er ikke noget i sagsakterne, der tyder på, at subsidieringsniveauet var faldet i forhold til i den oprindelige undersøgelse.

(70)

De pågældende tilskud og ad hoc-subsidier er fortsat specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a) og b), da der ikke er noget, der modsiger Kommissionen konklusionen om, at disse tilskud var specifikke i den oprindelige undersøgelse.

(71)

Kommissionen konkluderede derfor, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at de eksporterende producenter fortsatte med at modtage tilskud og ad hoc-subsidier som udligningsberettigede subsidier i NUP.

(72)

I den oprindelige undersøgelse (36) konkluderede Kommissionen, at nogle af de stikprøveudtagne virksomheder, men ikke alle, var omfattet af favorable skattepolitikker for virksomheder, der er anerkendt som »virksomheder med højteknologi eller ny teknologi«. Kommissionen fandt, at en sådan anerkendelse var afhængig af opfyldelsen af en række kriterier, som, når de blev opfyldt, resulterede i en nedsættelse af selskabsskatten til 15 % i forhold til normalsatsen på 25 %.

(73)

Kommissionen fastslog, at retsgrundlaget for denne ordning var:

(74)

Kommissionen betegnede denne skatteordning som statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller som der gives afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Efterfølgende fandt Kommissionen, at de favorable skattepolitikker for anerkendte virksomheder med højteknologi og ny teknologi gav modtagerne en fordel svarende til skattebesparelsen.

(75)

Hvad angår specificitet, konkluderede Kommissionen, at disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da de er begrænset til virksomheder, der modtog certificering som virksomheder med højteknologi og ny teknologi og opfyldte alle kravene i de administrative foranstaltninger fra 2008. Det blev endvidere konstateret, at berettigelsen til disse favorable skatteordninger ikke var automatisk, og at der ikke var fastsat objektive kriterier i lovgivningen eller af den subsidieydende myndighed. Kommissionen fandt, at støtteberettigelsen var betinget af udstedelsen af et certifikat som virksomhed med højteknologi og ny teknologi, som tildeltes efter en skønsmæssig procedure.

(76)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse for eksporterende producenter af solcelleglas, der var omfattet af favorable skattepolitikker for anerkendte virksomheder med højteknologi og ny teknologi, varierede fra 0,4 % til 1,8 %, hvorimod satsen for ikke samarbejdsvillige virksomheder var på 1,8 %.

(77)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse og de tilhørende bilag (37) fremlagde ansøgeren dokumentation for, at eksporterende producenter af solcelleglas fortsat var omfattet af favorable skattepolitikker for virksomheder med højteknologi og ny teknologi.

(78)

Ansøgeren henviste til (foreløbige) rapporter fra tre store eksportende producenter af solcelleglas, som viste, at de var anerkendte virksomheder med højteknologi og ny teknologi og således var omfattet af en nedsat selskabsskat på 15 %.

(79)

Ansøgeren henviste ligeledes til de administrative foranstaltninger for anerkendelse af virksomheder med højteknologi og ny teknologi (GuoKeFaHuo [2016] No. 32 (cirkulære 32)), og et sammendrag heraf findes i bilag 24 til anmodningen om en fornyet undersøgelse. Cirkulære 32 ændrer de kriterier, som virksomheder, der ansøger om status som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, skal opfylde, og udgør et fortsat tilsagn fra GOC om at subsidiere tilskyndede industrier såsom solcelleglas (38).

(80)

Ud over de beviser, der er fremlagt af ansøgeren, har Kommissionen bekræftet videreførelsen af de favorable skattepolitikker for anerkendte virksomheder med højteknologi og ny teknologi i tilskydende industrier i forbindelse med den nylige undersøgelse vedrørende elcykler (39), undersøgelsen vedrørende dæk (40) samt udløbsundersøgelsen vedrørende overtrukne stålprodukter (41). I sagen om elcykler fastslog Kommissionen, at retsgrundlaget for denne ordning er:

(81)

Da GOC og de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, blev der ikke fremført argumenter, der kunne anfægte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt, eller Kommissionens seneste konklusioner. De faktiske oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har således vist, at de favorable skattepolitikker, som de eksporterende producenter af solcelleglas anerkendt som virksomheder med højteknologi og ny teknologi var omfattet af, og som blev udlignet i den oprindelige undersøgelse, fortsatte i NUP. Disse skattepolitikker udgør statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller som der gives afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii).

(82)

I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, giver de favorable skattepolitikker en fordel svarende til skattebesparelsen til anerkendte virksomheder med højteknologi og ny teknologi. Som tidligere nævnt fremlagde ansøgeren i bilag 23 beviser for, at mindst tre eksporterende producenter af solcelleglas var omfattet af disse fordele.

(83)

Da de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, havde Kommissionen ingen virksomhedsspecifikke oplysninger, ud fra hvilke den kunne beregne det subsidiebeløb, der blev ydet i den nuværende undersøgelsesperiode. Med henblik på konklusionen om den fortsatte subsidiering i den nuværende udløbsundersøgelse fandt Kommissionen det imidlertid ikke nødvendigt at beregne disse beløb. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at disse beløb stadig er betydelige. Der er ikke noget i sagsakterne, der tyder på, at subsidieringsniveauet var faldet i forhold til i den oprindelige undersøgelse.

(84)

Som i den oprindelige undersøgelse er de favorable skattepolitikker for anerkendte virksomheder med højteknologi og ny teknologi specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed tildeler virksomhederne status som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, begrænser adgangen til ordningerne til visse virksomheder og industrier.

(85)

På baggrund af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at i det mindste nogle eksporterende producenter fortsat modtog subsidier i NUP gennem favorable skattepolitikker for virksomheder med højteknologi og ny teknologi.

(86)

I den oprindelige undersøgelse (42) konkluderede Kommissionen, at en af de stikprøveudtagne virksomheder modtog skattefradrag for FoU-udgifter, og konstaterede, at de lokale myndigheder havde begrænset fradraget til nyetablerede virksomheder med højteknologi og ny teknologi.

(87)

Kommissionen fandt, at retsgrundlaget for skattefradraget for FoU-udgifter var artikel 30 i den kinesiske EIT-lov, og at der var tale om en form for statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller som der gives afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Kommissionen fandt endvidere, at skattefradraget for FoU-udgifter medførte en fordel for modtageren svarende til skattebesparelsen.

(88)

For så vidt angår specificitet, anførte Kommissionen, at artikel 30 i EIT-loven bør læses sammenholdt med artikel 25 i EIT-loven, hvori det hedder, at skattefradraget er forbeholdt industrier og projekter, der tilskyndes af staten. Derfor kunne kun tilskyndede industrier og projekter få adgang til denne ordning, og solcelleglasindustrien blev anset for at være en tilskyndet industri. Kommissionen konkluderede derfor, at disse subsidier var specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(89)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse for den eksporterende producent af solcelleglas, der er omfattet af skattefradraget for FoU-udgifter, var på 0,7 %, hvilket også var restsatsen.

(90)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse og de tilhørende bilag (43) redegjorde ansøgeren for de retlige rammer for skattefradraget for FoU-udgifter og henviste bl.a. til artikel 25 og 30 i EIT-loven, hvilket også blev konstateret i den oprindelige undersøgelse. Ansøgeren fremlagde desuden dokumentation i bilag 23 til anmodningen om en fornyet undersøgelse, hvoraf det fremgår, at mindst to eksporterende producenter af solcelleglas har rapporteret FoU-udgifter, og at de har status af virksomheder med højteknologi og ny teknologi, hvilket er afgørende forudsætninger for at modtage skattefradraget for FoU-udgifter.

(91)

Ud over de beviser, som ansøgeren har fremlagt, har Kommissionen for nylig bekræftet, at skattefradraget for FoU-udgifter blev udlignet som subsidier i undersøgelserne vedrørende elcykler (44) og dæk (45). I disse undersøgelser fandt Kommissionen, at FoU-udgifter, der påløber i forbindelse med udviklingen af nye teknologier, nye varer og nye håndværk, og som ikke er immaterielle aktiver, og som opføres i resultatopgørelsen, er genstand for et yderligere fradrag på 50 % efter at være blevet fradraget i sin helhed på grund af den faktiske situation. I tilfælde, hvor ovennævnte FoU-udgifter er immaterielle aktiver, er de genstand for afskrivning baseret på 150 % af omkostningerne ved immaterielle aktiver. Kommissionen fandt desuden, at ordningens retsgrundlag er:

(92)

Da GOC og de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, blev der ikke fremført argumenter, der kunne anfægte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt, eller Kommissionens seneste konklusioner. De faktiske oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har således vist, at skattefradraget for FoU-udgifter, som blev konstateret i den oprindelige undersøgelse, fortsatte i NUP. Skattefradraget for FoU-udgifter udgør statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller som der gives afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii).

(93)

I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, giver skattefradraget for FoU-udgifter en fordel svarende til skattebesparelsen.

(94)

Da de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, havde Kommissionen ingen virksomhedsspecifikke oplysninger, ud fra hvilke den kunne beregne det subsidiebeløb, der blev ydet i den nuværende undersøgelsesperiode. Med henblik på konklusionen om den fortsatte subsidiering i den nuværende udløbsundersøgelse fandt Kommissionen det imidlertid ikke nødvendigt at beregne disse beløb. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at disse beløb stadig er betydelige. Der er ikke noget i sagsakterne, der tyder på, at subsidieringsniveauet var faldet i forhold til i den oprindelige undersøgelse.

(95)

Disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne foranstaltning til kun at omfatte virksomheder, der har udgifter til forskning og udvikling (»FoU-udgifter«) inden for visse højteknologiske områder, der er prioriteret og udpeget af staten.

(96)

Kommissionen konkluderede således, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at i det mindste nogle eksporterende producenter fortsat modtog subsidier i NUP gennem skattefradrag for FoU-udgifter.

(97)

I den oprindelige undersøgelse (46) konstaterede Kommissionen, at én af de stikprøveudtagne virksomheder fik skattefritagelse for udbytte mellem kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina.

(98)

Kommissionen fandt, at retsgrundlaget for skattefritagelsen for udbytte er artikel 25-26 i EIT-loven og artikel 83 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven, og at skattefritagelsen udgjorde statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller som der gives afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Kommissionen fandt endvidere, at skattefradraget for FoU-udgifter medførte en fordel for modtageren svarende til skattebesparelsen.

(99)

For så vidt angår specificitet, fandt Kommissionen, at denne subsidieordning kun fandt anvendelse på virksomheder med hjemsted i Folkerepublikken Kina, og som havde foretaget investeringer i andre virksomheder med hjemsted i Kina. Kommissionen konkluderede desuden, at i lighed med situationen i forbindelse med skattefradraget for FoU-udgifter var denne skattefritagelse i henhold til artikel 25 i EIT-loven forbeholdt industrier og projekter, der tilskyndes af staten. Kommissionen konkluderede derfor, at disse subsidier var specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(100)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse for den eksporterende producent af solcelleglas, der er omfattet af skattefradraget for FoU-udgifter, var på 5,8 %, hvilket også var restsatsen.

(101)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse og de tilhørende bilag (47) fremlagde ansøgeren beviser for, hvilke eksporterende producenter af solcelleglas, der er omfattet af skattefritagelsen. Retsgrundlaget for skattefritagelsen er artikel 25 og 26, stk. 2, i EIT-loven og artikel 83 i gennemførelsesbestemmelserne til EIT-loven, som fremsat af ansøgeren (48) og bekræftet og uddybet af Kommissionen i forbindelse med de nylige undersøgelser vedrørende elcykler (49) og coated finpapir (50).

(102)

I artikel 2 i EIT-loven defineres begrebet »virksomhed med hjemsted i Kina« som […] en virksomhed, der er oprettet i henhold til kinesisk lovgivning inden for Kinas område, eller som er oprettet i henhold til loven i et andet land (region), men hvis faktiske ledelsesorgan befinder sig inden for Kinas område. Endvidere hedder det i EIT-lovens artikel 26, stk. 2, at [u]dbytte, bonusser og andre afkast af kapitalandele, der skabes mellem kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina, anses for at være skattefrie. Med andre ord vil skattefritagelsen for udbytte mellem kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina gælde for en hjemmehørende (dvs. kinesisk) eksporterende producent af solcelleglas, hvis denne eksporterende producent har aktier i en virksomhed med hjemsted i Kina (51).

(103)

Ansøgeren fremlagde dokumentation for mindst en eksporterende producent af solcelleglas med flere dattervirksomheder (52), mens Kommissionen fandt flere eksporterende producenter i en lignende situation. Da GOC og de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, blev der ikke fremført argumenter, der kunne anfægte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt, eller Kommissionens konklusioner i denne og tidligere sager. De faktiske oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har således vist, at skattefritagelsen for udbytte for eksporterende producenter af solcelleglas, der havde aktieandele i en virksomhed med hjemsted i Kina, fortsatte i NUP. Denne skattefritagelse for udbytte udgør statsindtægter, der ellers er forfaldne, ikke opkræves, eller som der gives afkald på, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii) (53).

(104)

I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, svarer fordelen for en eksporterende producent af solcelleglas, der er omfattet af fritagelsen for udbytte, til skattebesparelsen.

(105)

Da de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, havde Kommissionen ingen virksomhedsspecifikke oplysninger, ud fra hvilke den kunne beregne det subsidiebeløb, der blev ydet i den nuværende undersøgelsesperiode. Med henblik på konklusionen om den fortsatte subsidiering i den nuværende udløbsundersøgelse fandt Kommissionen det imidlertid ikke nødvendigt at beregne disse beløb. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at disse beløb stadig er betydelige. Der er ikke noget i sagsakterne, der tyder på, at subsidieringsniveauet var faldet i forhold til i den oprindelige undersøgelse.

(106)

Disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet retsgrundlaget for skattefritagelsen for udbytte begrænser adgangen til dette tilskud på to forskellige måder. For det første kan der kun ydes støtte til virksomheder, der ejer aktier i virksomheder med hjemsted i Kina, hvilket udelukker virksomheder, der investerer i virksomheder uden hjemsted i Kina (54). For det andet er artikel 26, stk. 2, i EIT-loven omfattet af samme kapitel som artikel 25 i EIT-loven, nemlig »Kapitel IV Skattemæssig præferencebehandling«. I artikel 25 i EIT-loven, som er den første artikel i dette kapitel, hedder det, at [v]igtige industrier og projekter, hvis udvikling støttes og tilskyndes af staten, er omfattet af selskabsskattemæssig præferencebehandling, hvilket klart begrænser adgangen til disse subsidier i artikel 26, stk. 2, i EIT-loven til tilskyndede industrier, som f.eks. solcelleglasindustrien (55).

(107)

Kommissionen konkluderede således, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at i det mindste nogle eksporterende producenter fortsat modtog subsidier i NUP gennem skattefritagelse for udbytte mellem kvalificerede virksomheder med hjemsted i Kina.

(108)

I den oprindelige undersøgelse (56) fandt Kommissionen, at virksomheder ikke kunne købe jord direkte i Kina, men kun kunne købe brugsrettigheder til jord fra lokale myndigheder. Retsgrundlaget for dette system var Kinas lov om jordforvaltning, hvori det hedder, at al jord tilhører folket og kun kan købes af eller sælges til virksomheder ved offentlige udbud, pristilbud eller auktioner på de i loven fastsatte betingelser. Det blev konstateret, at GOC dog i praksis fastsatte prisen, og at virksomheden betalte denne fastsatte pris. Kommissionen konkluderede, at denne konstruktion svarede til en levering af varer som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii).

(109)

Kommissionen anførte, at den fordel, som blev indrømmet de eksporterende producenter af solcelleglas, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2, gennem brugsrettigheder til jord, er forskellen mellem den pris, der betales for brugsrettigheden til jord, og en passende ekstern referenceværdi. Kommissionen valgte Kinesisk Taipei som en passende ekstern reference og bemærkede, at priserne på brugsrettighed til jord i Kina, hvis der herskede markedsvilkår for de eksporterende producenter af solcelleglas, ville være meget lig priserne på jord i Kinesisk Taipei. Kommissionen konkluderede, at de priser, som de eksporterende producenter af solcelleglas betalte, svarede til enten den startpris, der var fastsat af GOC, eller fem CNY mere pr. kvadratmeter end den pris, der udgjorde et utilstrækkeligt vederlag i forhold til den eksterne referenceværdi og derfor medførte en fordel for de eksporterende producenter af solcelleglas.

(110)

Med hensyn til specificitet fandt Kommissionen, at afgørelse nr. 40 fastsætter, at de offentlige myndigheder skal sikre, at der ydes jord til tilskyndede industrier, som bl.a. omfatter solcelleglas (57). Artikel 18 i afgørelse nr. 40 gør det klart, at industrier, der er »begrænsede«, ikke får adgang til brugsrettigheder til jord. Kommissionen konkluderede derfor, at disse subsidier var specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a) og litra c).

(111)

Den subsidiesats, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse for de stikprøveudtagne eksporterende producenter af solcelleglas, der af staten blev indrømmet brugsrettigheder til jord, varierede fra 3,2 % til 17,1 %, hvorimod satsen for ikke samarbejdsvillige virksomheder udgjorde 17,1 %.

(112)

I anmodningen om en fornyet undersøgelse og de tilhørende bilag (58) fremlagde ansøgeren beviser for, at mindst én eksporterende producent af solcelleglas blev indrømmet jord gratis af de pågældende lokale myndigheder henblik på at fremme projekter inden for højteknologiske industrier. Ansøgeren gjorde endvidere gældende, at den markedsstruktur, der blev beskrevet i den oprindelige undersøgelse, stadig var fremherskende i NUP.

(113)

Ud over de argumenter, som blev fremført af ansøgeren, har Kommissionen for nylig i forbindelse med undersøgelsen vedrørende elcykler (59), undersøgelsen vedrørende dæk (60), undersøgelsen vedrørende overtrukne stålprodukter (61) og udløbsundersøgelsen vedrørende coated finpapir (62) konkluderet, at indrømmelse af brugsrettigheder til jord er en form subsidier. I alle tre sager bekræftede Kommissionen, at den retlige situation og den markedsstruktur, som blev beskrevet i den oprindelige undersøgelse, ikke havde ændret sig. I undersøgelserne vedrørende elcykler og dæk identificerede Kommissionen retsgrundlaget for levering af brugsrettigheder til jord specifikt som:

(114)

Da GOC og de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, blev der ikke fremført argumenter, der kunne anfægte de beviser, som ansøgeren havde fremlagt, eller Kommissionens seneste konklusioner. De faktiske oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har således vist, at den statslige indrømmelse af brugsrettigheder til jord, som blev konstateret i den oprindelige undersøgelse, fortsatte i NUP. Kommissionen konkluderede, at statslig indrømmelse af brugsrettigheder til jord svarede til en levering af varer som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii).

(115)

Statslig indrømmelse af brugsrettigheder til jord giver en fordel, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2, idet eksporterende producenter af solcelleglas indrømmes brugsrettigheder til jord mod utilstrækkeligt vederlag, jf. grundforordningens artikel 6, litra d). I denne forbindelse konkluderede Kommissionen i de nylige undersøgelser vedrørende elcykler og dæk, som i den oprindelige undersøgelse, at der stadig ikke findes et marked for brugsrettigheder til jord i Kina, da priserne fastsættes vilkårligt af myndighederne. Konklusionen er derfor, at priserne for brugsrettigheder til jord udgør mindre end tilstrækkeligt vederlag i forhold til en ekstern referenceværdi og derfor har medført en fordel for de eksporterende producenter af solcelleglas.

(116)

Da de eksporterende producenter af solcelleglas ikke samarbejdede, havde Kommissionen ingen virksomhedsspecifikke oplysninger, ud fra hvilke den kunne beregne det subsidiebeløb, der blev ydet i den nuværende undersøgelsesperiode. Med henblik på konklusionen om den fortsatte subsidiering i den nuværende udløbsundersøgelse fandt Kommissionen det imidlertid ikke nødvendigt at beregne disse beløb. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at disse beløb stadig er betydelige. Der er ikke noget i sagsakterne, der tyder på, at subsidieringsniveauet var faldet i forhold til i den oprindelige undersøgelse.

(117)

Hvad angår specificitet, gøres det i artikel 18 i afgørelse nr. 40 klart, at industrier, der er »begrænsede«, ikke får adgang til brugsrettigheder til jord. Heraf fremgår, at subsidierne er specifikke i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 2, litra c), da bestemmelsen om præference ved tildeling af jord er begrænset til virksomheder, der tilhører visse industrier, og regeringens praksis på dette område er uklar og uigennemsigtig.

(118)

Kommissionen konkluderede således, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at i det mindste nogle eksporterende producenter fortsat modtog subsidier i NUP gennem indrømmelse af brugsrettigheder til jord.

(119)

I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at solcelleglasproducenterne i Kina fortsat opnåede fordele gennem udligningsberettigede subsidier i NUP. I betragtning af det manglende samarbejde i denne sag havde Kommissionen ingen oplysninger om, hvorvidt omfanget af den fortsatte subsidiering var faldet i forhold til den oprindelige undersøgelse. Den konkluderede også, at omfanget af den fortsatte subsidiering lå over minimalgrænsen. Det fremgår af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse, at fordelen ved disse subsidier stadig er betydelig.

(120)

Forekomsten af fortsat subsidiering i NUP er en indikation af sandsynligheden for, at subsidieringen vil fortsætte, hvis foranstaltningerne udløber. Derudover undersøgte Kommissionen også, om der var sandsynlighed for, at mængden af den subsidierede eksport ville stige, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe. Med henblik herpå analyserede Kommissionen følgende elementer: produktionskapaciteten og den uudnyttede kapacitet i Kina, de kinesiske eksporterende producenters prisadfærd på andre markeder og EU-markedets tiltrækningskraft. Som følge af manglende samarbejdsvilje fra de kinesiske producenters/eksportørers side baserede Kommissionen sin vurdering på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

(121)

Som følge af den manglende samarbejdsvilje indgav ingen af de kinesiske eksportører/producenter oplysninger om produktionskapaciteten i Kina. Ansøgeren hævdede, at den kinesiske solcelleglasindustris produktionskapacitet er på over 750 mio. m2 om året (63). Anmodningen om en fornyet undersøgelse indeholder beviser for, at dette svarer til 78 % af den globale produktionskapacitet for solcelleglas (64). Endvidere fremførte ansøgeren, at den indenlandske efterspørgsel efter solcelleglas i Kina kun var på 600 mio. m2 i 2016 og blev yderligere svækket i anden halvdel af NUP som følge af gennemførelsen af 531-politikken (65). Denne virkning blev bl.a. bekræftet af en kinesisk eksporterende producents årsberetning (66). Til sammenligning havde EU-erhvervsgrenen i NUP en produktionskapacitet på [33-38] mio. m2 (betragtning 150), og efterspørgslen i Unionen var på [13-18] mio. m2 (betragtning 134-135). Den kinesiske produktionskapacitet er dermed langt større end efterspørgslen i Unionen (ca. 37 gange større) og kan øge fokus på EU-markedet som følge af 531-politikken.

(122)

På grundlag af databasen i henhold til artikel 14, stk. 6, konstaterede Kommissionen desuden, at en kinesisk eksporterende producent tegnede sig for en meget stor del af eksporten af den undersøgte vare til Unionen i NUP. På den eksporterende producents websted angives en produktionskapacitet på [15 000-25 000] m2 pr. dag eller [5,5-9] mio. m2 om året. I NUP blev kun [10-20]% af denne produktionskapacitet anvendt til EU-markedet. Det er meget sandsynligt, at en kombination af 531-politikken og udløbet af de gældende foranstaltninger vil medføre, at en større del af produktionskapaciteten anvendes til EU-markedet.

(123)

Det kan konkluderes, at kombinationen af den store produktionskapacitet, ændringer i den kinesiske efterspørgsel, en relativt begrænset EU-efterspørgsel og de tilgængelige virksomhedsdata sandsynligvis vil medføre en stigning i mængden af subsidieret eksport fra Kina, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

(124)

Eftersom de kinesiske eksporterende producenter ikke samarbejdede, måtte Kommissionen basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger med henblik på at fastsætte eksportpriser fra Kina til andre tredjelandsmarkeder. I mangel af andre pålidelige oplysninger anvendte Kommissionen eksportdata fra GTA. Disse data var kun tilgængelige på det sekscifrede »toldkode«-niveau og omfattede således flere andre varer af glas ud over den undersøgte vare. Kommissionen konkluderede, at disse data ikke var nøjagtige nok til at blive anvendt i undersøgelsen.

(125)

Ansøgeren fremførte, at EU-markedet er det eneste betydelige marked for solcelleglas udover Kina, idet det kinesiske marked allerede er mættet som følge af 531-politikken (67). Den kinesiske markedsandel var stadig på 9 % i NUP til trods for de gældende foranstaltninger, og EU-markedet er derfor fortsat et attraktivt eksportmarked for kinesiske producenter af solcelleglas. EU-markedet forventes også at vokse, jf. afsnit 6.2.3. Der kunne ikke foretages nogen nøjagtig prissammenligning med data vedrørende den kinesiske eksport til andre lande på grund af ovennævnte aspekter i forbindelse med GTA.

(126)

Kommissionen bemærkede også, at andre lande, nemlig Indien og Tyrkiet, har indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for den undersøgte vare, hvilket gør det mere sandsynligt, at eksportstrømmen fra Kina vil kunne omdirigeres til Unionen.

(127)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at EU-markedet er et attraktivt marked for kinesisk eksport.

(128)

Baseret på den betydelige produktionskapacitet i Kina og EU-markedets tiltrækningskraft for kinesiske eksporterende producenter konkluderede Kommissionen, at der er stor sandsynlighed for, at udløbet af udligningsforanstaltningerne vil føre til en stigning i mængden af subsidieret import.

(129)

Kommissionen konkluderede, at der foreligger tilstrækkelige beviser for, at subsidieringen af solcelleglasindustrien i Kina fortsatte i den nuværende undersøgelsesperiode og sandsynligvis vil fortsætte i fremtiden. Kommissionen fandt også, at en ophævelse af udligningsforanstaltningerne sandsynligvis vil resultere i en omdirigering af visse mængder subsidieret import af den pågældende vare til EU-markedet. Kommissionen konkluderede på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, at der er stor sandsynlighed for, at udløbet af udligningsforanstaltningerne vil føre til fortsat subsidiering.

(130)

Samme vare blev fremstillet af 11 producenter i Unionen i NUP. De udgør »EU-erhvervsgrenen«, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 1.

(131)

Den samlede EU-produktion i NUP blev fastsat til ca. 12 mio. m2. Kommissionen fastsatte tallet på grundlag af alle tilgængelige oplysninger, såsom anmodningen om en fornyet undersøgelse og besvarelserne af spørgeskemaet fra de stikprøveudtagne virksomheder. To EU-producenter blev udtaget til at indgå i stikprøven, jf. betragtning 14, der tegnede sig for over 80 % af den samlede EU-produktion af samme vare.

(132)

Med henblik på at sikre en fortrolig behandling af følsomme virksomhedsoplysninger, jf. grundforordningens artikel 29, vises oplysningerne om de to stikprøveudtagne EU-producenter i indekseret form eller i form af intervaller.

(133)

Kommissionen fastlagde EU-forbruget ved at lægge EU-erhvervsgrenens salgsmængde på EU-markedet og importen fra Kina og andre tredjelande sammen ud fra tallene i databasen i henhold til artikel 14, stk. 6. EU-producenternes salgsmængder blev krydstjekket og opdateret, hvor det var nødvendigt, for så vidt angår efterprøvede oplysninger fra de stikprøveudtagne EU-producenter. Importmængden blev krydstjekket med data fra Eurostat.

(134)

I den betragtede periode udviklede EU-forbruget sig som følger:

Tabel 1

EU-forbrug

(135)

I den betragtede periode faldt forbruget af den undersøgte vare i Unionen med 35 %. Det største fald (på 19 procentpoint) fandt sted mellem 2017 og NUP. Faldet skyldtes en lavere efterspørgsel fra EU-producenter af solcellemoduler.

(136)

På EU-markedet begyndte solcelleglas i stigende grad at blive anvendt på markedet for opførelse af drivhuse. Efterspørgslen (og det tilknyttede forbrug) var imidlertid projektbaseret og begrænset i forhold til det nuværende forbrug af solcelleglas på markederne for solcellemoduler eller solvarmeanlæg.

(137)

Kommissionen fastsatte importmængden baseret på databasen i henhold til artikel 14, stk. 6, og krydstjekkede med data fra Eurostat. Markedsandelen blev fastsat på grundlag af EU-forbruget som fastsat i tabel 1. I den betragtede periode udviklede importen til Unionen fra Kina samt markedsandelen sig som følger:

Tabel 2

Importmængde fra Kina og markedsandel

(138)

Importmængden fra Kina faldt i den betragtede periode med 76 % fra over 5 mio. m2 i 2015 til 1,2 mio. m2 i NUP. I samme periode faldt markedsandelen for importen fra Kina fra 24 % til 9 % (et fald på 64 %). Det største fald i markedsandelen (74 %) fandt sted mellem 2015 og 2016 efter vedtagelsen af absorberingsforanstaltninger i august 2015 (68), hvor den landsdækkende antidumpingtold steg fra 25 % til 67,1 %. Fra 2016 til NUP steg markedsandelen for importen fra Kina imidlertid med 3 procentpoint til 9 % i NUP.

(139)

På grund af manglende samarbejdsvilje fra de kinesiske eksporterende producenters side fastsatte Kommissionen den gennemsnitlige pris for importen fra Kina på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, dvs. på grundlag af oplysningerne i databasen i henhold til artikel 14, stk. 6. Disse data blev krydstjekket med data fra Eurostat. I NUP var den gennemsnitlige importpris på 6,34 EUR/m2.

Tabel 3

Gennemsnitspriser for importen fra Kina

(140)

I den betragtede periode steg den gennemsnitlige importpris med 26 %. I samme periode steg prisen på EU-markedet med 19 % (se tabel 8).

(141)

Kommissionen konstaterede, at importpriserne underbød EU-erhvervsgrenens priser. Den fastsatte prisunderbuddet i NUP ved at sammenligne de stikprøveudtagne EU-producenters vejede gennemsnitlige salgspriser til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet ab fabrik og den tilsvarende vejede gennemsnitspris for importen fra Kina, som blev fastsat på cif-basis (omkostninger, forsikring og fragt) justeret med tolden og omkostningerne efter importen.

(142)

Resultatet af sammenligningen blev udtrykt i procent af den hypotetiske omsætning i NUP. Den fremkom ved at multiplicere EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige salgspriser med de mængder, der eksporteres til Unionen. Prissammenligningen viste en vejet gennemsnitlig underbudsmargen på næsten 10 % for importen fra Kina på EU-markedet.

(143)

Importmængden fra alle andre tredjelande og deres markedsandel udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 4

Import fra tredjelande

(144)

Importmængden fra alle andre tredjelande steg med 194 % i den betragtede periode. Markedsandelen for denne import i NUP var på 12 % og var steget fra 3 % i 2015. Det vigtigste land, der eksporterer til Unionen, og som ikke er omfattet af foranstaltninger, er Malaysia, der først kom ind på markedet i 2017, men som allerede havde en markedsandel på 7 % i NUP. Den indiske eksport steg også betydeligt og nåede op på en markedsandel på 3 % i NUP. Tyrkiets markedsandel faldt fra ca. 4 % i 2016 til 2 % i NUP. Endelig steg den gennemsnitlige pris på den samlede import fra tredjelande, der ikke er omfattet af foranstaltninger, med 20 % i den betragtede periode og nåede op på 7,31 EUR/m 2 i NUP.

(145)

I den betragtede periode og med undtagelse af 2016 var gennemsnitsprisen for importen fra andre tredjelande højere end gennemsnitsprisen for importen fra Kina. I NUP var de kinesiske producenters gennemsnitlige importpris (på 6,34 EUR/m2) ca. 13 % lavere end den gennemsnitlige importpris fra andre tredjelande (på 7,31 EUR/m2).

(146)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 8, stk. 5, undersøgte Kommissionen alle økonomiske faktorer og forhold, der har indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode. Med henblik på vurderingen af skade skelnede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer.

(147)

Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer baseret på data i anmodningen om en fornyet undersøgelse og de efterprøvede spørgeskemabesvarelser. Disse data vedrørte alle EU-producenter og omfatter: produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, subsidiemargenens størrelse og genrejsning efter tidligere subsidiering.

(148)

Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer ud fra dataene i de efterprøvede spørgeskemabesvarelser fra de stikprøveudtagne EU-producenter. Disse data vedrørte de stikprøveudtagne EU-producenter og omfatter: gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital. Begge datasæt blev anset for at være repræsentative for EU-erhvervsgrenens økonomiske situation.

(149)

Kommissionen fastsatte produktionsmængden og -kapaciteten på grundlag af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse. Disse data blev krydstjekket og opdateret, hvor det var nødvendigt, for så vidt angår efterprøvede oplysninger fra de stikprøveudtagne EU-producenter.

(150)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 5

Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(151)

Forbedringen i produktionsmængden, produktionskapaciteten og kapacitetsudnyttelsen mellem 2015 og 2016 svarede til indførelsen af en højere antidumpingtold efter den fornyede absorberingsundersøgelse (69), mens faldet efter dette tidspunkt fulgte et fald i EU-forbruget, jf. betragtning 134.

(152)

I 2016 steg den samlede EU-produktion med 3 %, før den faldt to år i træk, hvilket resulterede i et fald på 26 % mellem 2015 og NUP. Et lignende mønster opstod med hensyn til EU-erhvervsgrenens produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse. En væsentlig årsag til dette fald er, at en stor EU-producent (Ducatt, som i 2015 tegnede sig for ca. 20 % af EU-produktionen og ca. 15 % af produktionskapaciteten) gik konkurs i 2017.

(153)

Kommissionen fastsatte salgsmængden på grundlag af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse. Disse data blev krydstjekket og opdateret, hvor det var nødvendigt, for så vidt angår efterprøvede oplysninger fra de stikprøveudtagne EU-producenter. EU-erhvervsgrenens salg og markedsandel i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 6

Salgsmængde og markedsandel i Unionen

(154)

Mellem 2015 og 2016 steg EU-erhvervsgrenens salgsmængder med 8 %. I 2017 faldt de med 11 % på årsbasis og endte 3 % under 2015-niveauet. I NUP var faldet i EU-erhvervsgrenens salg mere markant og endte 29 % under 2015-niveauet i NUP. Med hensyn til markedsandel ses der et lignende mønster, men EU-erhvervsgrenen øgede sin markedsandel fra 73 % i 2015 til 79 % i NUP på grund af faldet på 35 % i EU-forbruget i samme periode (jf. tabel 1).

(155)

Mellem 2015 og NUP faldt forbruget af solcelleglas med 35 %. Faldet i forbruget havde en negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenens produktions- og salgsmængde. Produktionsmængden faldt imidlertid kun med 26 %, og salgsmængden faldt med 29 %. EU-erhvervsgrenens markedsandel steg derimod med 8 %.

(156)

Kommissionen fastsatte data vedrørende beskæftigelsen og produktiviteten på grundlag af oplysningerne i anmodningen om en fornyet undersøgelse. Disse data blev krydstjekket og opdateret, hvor det var nødvendigt, for så vidt angår efterprøvede oplysninger fra de stikprøveudtagne EU-producenter. I den betragtede periode udviklede beskæftigelsen og produktiviteten i EU-erhvervsgrenen sig som følger:

Tabel 7

Beskæftigelse og produktivitet

(157)

I den betragtede periode faldt beskæftigelsen i EU-erhvervsgrenen med 26 %. Dette fald svarer til et fald på 29 % i produktionen i samme periode (se tabel 5).

(158)

Som forklaret i afsnit 4.4 er den kinesiske imports markedsandel steget siden 2016 og nåede op på 9 % i NUP. Subsidieringen fortsatte i den nuværende undersøgelsesperiode på et betydeligt niveau, jf. afsnit 3, og de kinesiske eksporterende producenters priser underbød fortsat i høj grad EU-erhvervsgrenens salgspriser.

(159)

Analysen af skadesindikatorerne viser, at den forhøjede toldsats, der blev indført i 2015 efter en fornyet antiabsorberingsundersøgelse, havde en positiv indvirkning på EU-erhvervsgrenen, som havde genrejst sig efter den tidligere subsidiering. Den subsidierede import fortsatte imidlertid med at lægge pres på EU-erhvervsgrenen. Den kombinerede virkning af den stigende mængde af subsideret import til lave priser fra Kina og de faktiske udligningsmargener gjorde det ikke muligt for EU-erhvervsgrenen fuldt ud at genrejse sig efter den tidligere subsidiering.

(160)

EU-producenternes gennemsnitspriser ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 8

Salgspris og produktionsomkostninger

(161)

I den betragtede periode steg de gennemsnitlige salgspriser pr. kvadratmeter med 19 %. Produktionsomkostningerne var derimod forholdsvis stabile.

(162)

EU-erhvervsgrenens gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 9

Arbejdskraftomkostninger

(163)

Mellem 2015 og NUP faldt de stikprøveudtagne EU-producenters gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat med 18 %.

(164)

EU-erhvervsgrenens lagerbeholdninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 10

Lagerbeholdninger

(165)

Lagerbeholdningerne steg med 32 % i absolutte tal og med 29 % i relative tal i den betragtede periode. I betragtning af forskellene i den undersøgte vare med hensyn til størrelse, mønstre, belægning osv. for hver kunde producerede de stikprøveudtagne EU-producenterne imidlertid kun efter ordre. Lagerbeholdningerne i disse virksomheder omfattede således varer, hvis produktion var spredt over det pågældende år, men som var bestemt til en specifik kunde, til hvem den ville blive solgt til senere.

(166)

EU-erhvervsgrenens rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 11

Rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast

(167)

Kommissionen beregnede de stikprøveudtagne EU-producenters rentabilitet som nettofortjenesten før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg. I den betragtede periode steg EU-erhvervsgrenens rentabilitet fra [–10 %-0 %] til [5 %-15 %], mens likviditeten forbedredes med 365 %. Investeringerne faldt med 75 % i løbet af den betragtede periode. Investeringsafkastet, udtrykt i procent af den bogførte nettoværdi af faste aktiver, steg kraftigt i den betragtede periode.

(168)

Tendensen for likviditeten, som er en erhvervsgrens evne til selv at finansiere sine aktiviteter, var positiv i den betragtede periode. Som følge af forbedringerne i rentabiliteten og likviditeten forbedredes EU-erhvervsgrenens evne til at rejse kapital betydeligt mellem 2015 og NUP.

(169)

I den betragtede periode var EU-erhvervsgrenens økonomiske indikatorer påvirket af et fald i EU-forbruget af solcelleglas på 35 % mellem 2015 og NUP.

(170)

Trods faldet i forbruget fastholdt EU-erhvervsgrenen mellem 2015 og 2017 en relativt stabil produktionsmængde. Produktionsmængden faldt mere markant (med 25 %) mellem 2017 og NUP. EU-erhvervsgrenens markedsandel steg fra 73 % i 2015 til 79 % i NUP.

(171)

På trods af det oprindelige fald i markedsandelen for den kinesiske import efter antiabsorberingsforanstaltningerne i august 2015 var markedsandelen for importen fra Kina fortsat forholdsvis stor i NUP (9 %).

(172)

De makroøkonomiske indikatorer afspejlede en sårbarhed i EU-erhvervsgrenen. Indikatorerne forbedredes efter vedtagelsen af antiabsorberingsforanstaltningerne i 2015, men forværredes efterfølgende på grund af det svækkede EU-forbrug. Som forklaret i afsnit 4.6 ses det samme mønster med hensyn til produktion/produktionskapacitet i Unionen, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde og markedsandel og produktivitet. Antallet af ansatte faldt støt i den betragtede periode.

(173)

De mikroøkonomiske indikatorer viste tværtimod en forbedring af EU-erhvervsgrenens situation. I den betragtede periode var enhedsproduktionsomkostningerne stabile, mens priserne på EU-markedet steg. Denne positive situation udmøntede sig i en rentabilitet, der steg fra [– 10 %-0 %] i 2015 til [5 %-15 %] i NUP.

(174)

På grundlag af ovenstående fandt Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen i vid udstrækning har genrest sig efter den væsentlige skade, der blev forvoldt af den subsidierede import fra Kina, jf. grundforordningens artikel 8, stk. 4. I betragtning af det faldende EU-forbrug og den relativt store markedsandel for den kinesiske subsidierede import var EU-erhvervsgrenens situation ikke desto mindre fortsat skrøbelig.

(175)

Da EU-erhvervsgrenen ikke længere blev påført væsentlig skade, undersøgte Kommissionen, om der er sandsynlighed for fornyet skade, hvis foranstaltningerne udløber, jf. grundforordningens artikel 18, stk. 2.

(176)

For at fastslå sandsynligheden for fornyet skade blev følgende elementer analyseret: produktionskapaciteten og den uudnyttede kapacitet i Kina og EU-markedets tiltrækningskraft.

(177)

I betragtning af de kinesiske eksporterende producenters manglende samarbejdsvilje blev analysen af produktionskapaciteten og den uudnyttede kapacitet i Kina baseret på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28. Kommissionen baserede sig i denne forbindelse på databasen i henhold til artikel 14, stk. 6, Eurostat og de beviser, som ansøgeren fremlagde i anmodningen om en fornyet undersøgelse.

(178)

Kommissionen analyserede yderligere virkningerne på EU-erhvervsgrenen af sandsynligheden for fornyet subsidieret import. Analysen tog også hensyn til den sandsynlige fremtidige stigning i forbruget af solcelleglas i Unionen og EU-erhvervsgrenens rentable situation ved udløbet af den betragtede periode.

(179)

Kina er den største producent af solcelleglas i verden. Siden 2015 er Kinas produktionskapacitet vokset betydeligt fra 460 mio. m2 i 2015 til næsten 770 mio. m2 i NUP. En sådan kapacitet var langt større end det indenlandske forbrug, som siden 2018 blev påvirket negativt af den kinesiske regerings »531«-politik, som er omtalt i betragtning 32.

(180)

Samtidig viser en række beviser, at kapaciteten hos nogle af de kinesiske eksporterende producenter er stigende (70).

(181)

EU-markedet er relativt stort, og der er en sandsynlighed for fremtidig vækst (71). Trods det oprindelige fald mellem 2015 og 2016 har importen fra de kinesiske eksporterende producenter siden 2016 været stigende og nåede op på 9 % i NUP. Dette viser, at EU-markedet på trods af de gældende foranstaltninger fortsat var attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter.

(182)

Desuden var EU-priserne i NUP forholdsvis højere end priserne på den nuværende kinesiske import (jf. tabel 4 og 9). De kinesiske importpriser underbød EU-erhvervsgrenens salgspriser i NUP. Dette gør EU-markedet attraktivt med hensyn til priser. Hvis foranstaltningerne udløber, er det således meget sandsynligt, at den kinesiske eksport vil gøre betydelige indhug i EU-forbruget på grund af de lave priser.

(183)

Desuden begrænser handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for importen af den undersøgte vare i Indien og Tyrkiet, som er to andre vigtige markeder, de kinesiske eksporterende producenters muligheder for at eksportere til disse lande og gør EU-markedet endnu mere attraktivt, da denne eksport kan omdirigeres, hvis foranstaltningerne vedrørende importen af solcelleglas til Unionen ikke forlænges.

(184)

I betragtning af den omfattende uudnyttede kapacitet i Kina, EU-markedets tiltrækningskraft og de relativt høje EU-priser er det sandsynligt, at betydelige mængder subsidieret kinesisk solcelleglas vil blive eksporteret til Unionen til priser, der underbyder EU-erhvervsgrenens priser, hvis foranstaltningerne udløber.

(185)

Kommissionen undersøgte, hvordan skadesindikatorerne sandsynligvis ville blive påvirket, hvis foranstaltningerne fik lov at udløbe.

(186)

Ifølge EU-producenterne vil den sandsynlige stigning i den subsidierede import fra Kina have alvorlige negative følger for deres økonomiske situation. Efter deres opfattelse ville brugerne sandsynligvis begynde at købe billigt solcelleglas fra Kina i stedet for at beholde EU-erhvervsgrenen som hovedleverandør. De var af den opfattelse, at salget af solcelleglas til deres kunder derfor ville falde med 30-75 %, afhængigt af virksomheden og kunden. På grundlag af de billige kinesiske pristilbud, som de havde til rådighed, mente de, at der ville være et pres på EU-erhvervsgrenens priser, som derfor ville falde med 0,9-2,6 EUR/m2 afhængigt af kunden og varen. Desuden mente EU-producenterne, at gartnerglas ville blive påvirket i mindre grad, da solcelleglas, der anvendes til at konstruere et drivhus, skæres i en bestemt form, ordrerne er projektbaserede, og rettidig levering spiller en vigtig rolle.

(187)

Ud fra ovenstående antagelser opstillede EU-erhvervsgrenen forskellige scenarier for sandsynlige virkninger af foranstaltningernes udløb på deres økonomiske situation og simulerede virkningen af salget og/eller prisfaldet på deres omkostningsstruktur. Et af scenarierne tog hensyn til den forventede vækst på markedet. I alle de forskellige scenarier viste simuleringerne, at foranstaltningernes bortfald ville medføre betydelige tab for EU-erhvervsgrenen.

(188)

Kommissionen vurderede ovennævnte scenarier for at se, om de var realistiske. Mellem 2009 og 2012 (dvs. før indførelsen af foranstaltningerne) steg importen af solcelleglas til Unionen kraftigt fra 1,2 mio. m2 i 2009 til 8,35 mio. m2 i 2012. Den kraftige stigning i lavprisimporten førte til prisfald, tab af markedsandel og en forværring af EU-erhvervsgrenens rentabilitet og forvoldte EU-erhvervsgrenen væsentlig skade (72).

(189)

I denne forbindelse analyserede Kommissionen de sandsynlige virkninger af lavprisimporten for EU-erhvervsgrenens nuværende situation, idet den tog udgangspunkt i de efterprøvede oplysninger fra EU-producenterne. Den var af den opfattelse, at hvis kinesisk solcelleglas til lave priser dukker op på EU-markedet igen, vil importen potentielt først vinde markedsandele på bekostning af EU-erhvervsgrenen, før den overtager markedsandelen for eksporten fra tredjelandsproducenter til Unionen.

(190)

I denne forbindelse analyserede Kommissionen de sandsynlige virkninger af lavprisimporten for EU-erhvervsgrenens nuværende situation, idet den tog udgangspunkt i de efterprøvede oplysninger fra EU-producenterne. På grundlag af konstateringerne i den oprindelige undersøgelse antog den, at hvis importen af kinesisk solcelleglas til lave priser stiger igen på EU-markedet, vil importen potentielt først vinde markedsandele på bekostning af EU-erhvervsgrenen, før den overtager markedsandelen for eksporten fra tredjelandsproducenter til Unionen.

(191)

På dette grundlag beregnede Kommissionen, at hvis den kinesiske lavprisimport steg med 3,5 mio. m2 på bekostning af EU-salget, ville det deraf følgende fald i EU-produktionen og den deraf følgende stigning i enhedsproduktionsomkostningerne på grund af de faste omkostninger resultere i et fald i EU-erhvervsgrenens rentabilitet til nulpunktet (dvs. hvor indtægterne svarer til de samlede faste og variable omkostninger).

(192)

Der er tale om en forsigtig beregning. I betragtning af de kinesiske virksomheders store produktionskapacitet og deres nuværende lave priser, der i væsentlig grad underbød EU-erhvervsgrenens priser, vil de kinesiske eksporterende producenter sandsynligvis eksportere mængder på over 3,5 mio. m2 og trykke EU-priserne nedad, hvilket vil medføre yderligere tab og en skadevoldende situation for EU-erhvervsgrenen.

(193)

Eftersom EU-erhvervsgrenen ikke producerer til lagre, skal den organiseres på grundlag af kontrakter eller ordrer fra kunder (jf. afsnit 4.6.3.3 Lagerbeholdninger). Et væsentligt fald i virksomhedernes salgsmængder kan derfor føre til uholdbare tab og konkurs.

(194)

Kommissionen konkluderede derfor, at udløbet af foranstaltningerne over for importen fra Kina sandsynligvis vil føre til fornyet væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen efter kort tid.

(195)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 31 undersøgte Kommissionen, om den klart kunne konkludere, at det ikke var i Unionens interesse at vedtage foranstaltninger i dette tilfælde til trods for konstateringen af sandsynligheden for fornyet skadevoldende subsidiering. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede parters interesser, heriblandt EU-erhvervsgrenens og brugernes interesser.

(196)

I betragtning 194 konkluderedes det, at EU-erhvervsgrenen sandsynligvis vil opleve en alvorlig forværring af dens situation, hvis udligningsforanstaltningerne får lov at udløbe. Derfor vil en videreførelse af foranstaltningerne være til gavn for EU-erhvervsgrenen, således at den kan opretholde sin salgsmængde, markedsandel, rentabilitet og yderligere forbedre sin økonomiske situation.

(197)

Derimod vil en ophævelse af foranstaltningerne sandsynligvis medføre en betydelig stigning i den kinesiske import til EU-markedet til subsidierede priser, der underbyder priserne, hvilket vil føre til fornyet skade for EU-erhvervsgrenen og true dens levedygtighed.

(198)

Over 40 brugere blev kontaktet i den indledende fase. Fire brugere besvarede spørgeskemaet.

(199)

Flere brugere af solcelleglas (producenter af solcellemoduler og solvarmemoduler) var imod en videreførelse af foranstaltningerne.

(200)

Brugernes argumenter vedrørte øgede produktionsomkostninger, solcelleglasproducenternes evne til at dække efterspørgslen, de planlagte investeringer i produktionen af solcellepaneler og de miljømæssige aspekter. De påpegede også, at EU-erhvervsgrenen havde lidt under illoyal konkurrence fra Kina efter ophævelsen af antidumping- og antisubsidietolden på importen af solcellemoduler og solceller fra Kina. Brugerne fandt, at det var urimeligt, at der på nuværende tidspunkt ikke findes handelsbeskyttende foranstaltninger vedrørende solceller og solcellemoduler, mens importen af en af komponenterne til solcellemoduler, nemlig solcelleglas, stadig er pålagt told (73). Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog EU ProSun, at der manglede en sammenhængende tilgang til sektoren. Mens foranstaltningerne vedrørende importen af solcellemoduler og solceller er udløbet, er Kommissionen parat til at opretholde foranstaltningerne vedrørende solcelleglas. Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte ESMC på samme måde, solcelleindustriens brancheforening i Unionen, at det ville blive vanskeligt for producenter af solcellemoduler i Unionen, hvis importtolden på solcelleglas blev opretholdt, da dette øger deres omkostninger ved solcelleglas, mens moduler, der importeres til Unionen, ikke er omfattet af sådanne toldsatser, selv når der anvendes kinesisk glas.

(201)

Kommissionen mindede om, at ophævelsen af foranstaltningerne overfor solcellemoduler i september 2018 ikke medfører et krav for producenter af solcellemoduler om, at foranstaltningerne vedrørende varer i det foregående produktionsled også bør udløbe. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 31 skal Kommissionen i stedet foretage en undersøgelse af Unionens interesser for hver undersøgelse separat. Kommissionen undersøgte derfor, om videreførelsen af foranstaltningerne over for solcelleglas ville have en uforholdsmæssig negativ indvirkning på brugerne som nærmere beskrevet nedenfor.

(202)

Flere brugere hævdede, at foranstaltningerne havde en negativ indvirkning på deres virksomhed, da de øgede deres produktionsomkostninger. Det forhold, at de skulle betale højere priser end deres konkurrenter uden for Unionen, udgjorde efter deres opfattelse en direkte konkurrencemæssig ulempe for Unionens producenter af solcellepaneler i forhold til importerede solcellepaneler. Brugerne hævdede også, at mens de forskellige komponenter til solcellemoduler var blevet betydeligt billigere i de seneste år, forblev prisen på solcelleglas uændret, og derfor steg den relative omkostning ved solcelleglas i de samlede omkostninger ved solcellemoduler. Solcelleglas udgør derfor nu den næststørste omkostningsfaktor i et solcellepanel.

(203)

Brugerne bemærkede endvidere, at selv om de fleste af de moduler, de producerer, er de såkaldte »glas/film«-moduler, dvs. at de på forsiden er forsynet med en glasfacade og plastfolie på bagsiden, producerer de i stigende grad såkaldte »glas/glas«-moduler, dvs. at der er glas på begge sider af modulet. Da »glas/glas«-moduler kræver anvendelse af to lag glas i stedet for ét, fordobles andelen af solcelleglas i produktionsomkostningerne.

(204)

EU ProSun, der repræsenterer flere brugere, fremførte, at omkostningerne ved solcelleglas udgjorde 10 % af omkostningerne ved et solcellepanel. To andre brugere fremførte, at glas udgjorde henholdsvis 7 % og 10 % af deres omkostninger ved »glas/film«-moduler og 14 % og 22 % for et »glas/glas«-modul.

(205)

Ifølge EU ProSun vil foranstaltningernes indvirkning på omkostningerne være på 3 % for »glas/film«-moduler og 6 % for »glas/glas«-moduler.

(206)

EU ProSun Glass, der repræsenterer EU-erhvervsgrenen for solcelleglas, hævdede, at tolden havde en begrænset virkning på produktionsomkostningerne for moduler. De fremlagde beregninger, der viste, at på grundlag af de nuværende EU-priser på solcelleglas udgjorde solcelleglas 4 % af omkostningerne ved et solcellemodul. De yderligere omkostninger som følge af de foranstaltninger, der er truffet på grundlag af de nuværende kinesiske pristilsagn, udgjorde ifølge deres beregning 1,5 % af de endelige modulomkostninger. Efter deres opfattelse var de yderligere omkostningsvirkninger for brugerne endnu mere begrænsede, da de fleste brugere i Unionen var aktive inden for markedssegmentet for boliger og ud over moduler solgte komplette sæt, herunder installation og batteri. Hvis der sælges komplette sæt, udgør omkostningerne til glasdelen i et modul under 0,5 %.

(207)

I den oprindelige sag var det opfattelsen, at solcelleglas kun udgjorde en begrænset del (ca. 6-8 %) af omkostningerne ved solcellemoduler (74). Da brugerne desuden købte betydelige mængder solcelleglas fra EU-producenterne, og da brugerne kunne købe glas fra andre lande end Kina, blev det konkluderet, at virkningen af de oprindelige foranstaltninger på omkostningerne ved solcellemoduler var på under 1 %.

(208)

Siden den oprindelige undersøgelse er antidumpingforanstaltningernes niveau steget fra 25 % til 67 %, hvilket udgjorde en yderligere omkostningsvirkning i forhold til situationen i den oprindelige undersøgelse.

(209)

Kommissionen fandt, at omkostningsstrukturen for solcellemoduler på trods af brugernes argumenter ikke havde ændret sig væsentligt siden den oprindelige undersøgelse. Ifølge en undersøgelse foretaget af et uafhængigt institut, som var baseret på prisniveauer i 2017-2018, var den relative andel af omkostningerne ved solcelleglas i et modul i gennemsnit på 9 % (75) og derfor ikke væsentligt højere end den andel på 6-8 %, som blev fastsat i den oprindelige undersøgelse. Kommissionen bemærkede, at dette svarede til oplysningerne fra brugerne om, at omkostningerne ved glas i et modul lå på 7-10 % (se betragtning 204).

(210)

Med hensyn til den stigende andel af »glas/glas«-moduler på markedet konstaterede Kommissionen, at denne type i NUP udgjorde ca. 10 % af EU-forbruget, og at dens relative markedsandel derfor stadig var begrænset. Selv om dens andel var stigende, forventes den ikke at ovestige 30 % inden for de næste fem år (76).

(211)

Endelig købte brugerne stadig størstedelen af glasset på EU-markedet, og flere brugere hævdede, at de ville fortsætte med at gøre dette, selv hvis foranstaltningerne udløb.

(212)

På grundlag af ovenstående bemærkede Kommissionen, at den lille relative stigning i andelen af solcelleglas i produktionsomkostningerne ved solcellemoduler, jf. betragtning 209, den øgede produktion af »glas/glas«-moduler og stigningen i foranstaltningernes niveau tilsammen udmøntede sig i en større virkning af foranstaltningerne på brugernes omkostninger end den, der blev fastsat i den oprindelige undersøgelse. Kommissionen vurderede, at foranstaltningernes indvirkning på producenterne af solcellemoduler var på 2-3 %.

(213)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EU ProSun, at oplysningerne om andelen af omkostningerne ved solcelleglas i solcellemoduler fra Fraunhofer-Institut für Solare Energiesysteme ISE (»Fraunhofer-instituttet«), der blev fastlagt af Kommissionen i betragtning 209, var forældede. Ifølge nye oplysninger, som EU ProSun har modtaget fra Fraunhofer-instituttet, er andelen af omkostninger ved solcelleglas i solcellemoduler steget fra 9 % til 11 % siden 2019. Desuden hævdede EU ProSun, at ifølge samme kilde ville den fremtidige andel af »glas/glas«-moduler være højere end det, der er angivet af Kommissionen i betragtning 210, fordi den undersøgelse, som Kommissionen henviser til i samme betragtning, henviser til verdensmarkedet og ikke kun til EU-markedet. Ifølge Fraunhofer-instituttet var det forventet, at andelen af »glas/glas«-moduler på EU-markedet ville være højere. EU ProSun fremførte endvidere, at andelen af »glas/glas«-moduler i dag snarere var på 18,5 % i stedet for de 10 %, der er angivet i undersøgelsen.

(214)

EU ProSun hævdede også, at fortjenstmargenerne for solcellepanelindustrien hovedsagelig lå under 5 % eller var endda negative. Parten fremførte således, at EU-markedet for solcellemoduler var meget prisfølsomt, og at den yderligere stigning i omkostningerne på 2-3 % derfor ville føre til yderligere lukninger og afskedigelser.

(215)

Kommissionen noterede sig de oplysninger, som Fraunhofer-instituttet havde sendt til EUProSun, om stigningen i andelen af omkostningerne ved solcelleglas i solcellemoduler siden 2019. Den bemærkede, at denne udvikling ikke falder ind under den nuværende undersøgelsesperiode, og at den kun kan være relevant i forbindelse med vurderingen af den fremtidige byrde for producenterne af solcellemoduler. For så vidt angår andelen af »glas/glas«-moduler på markedet, noterede den sig endvidere oplysningen om, at undersøgelsen i betragtning 210 vedrørte et verdensmarked, og at situationen og de fremtidige udsigter kan variere i Unionen. Hvad angår den nøjagtige andel, fandt Kommissionen imidlertid, at den andel på 18,5 %, som EU ProSun havde oplyst, ikke var underbygget af noget bevis. Ved analysen af de efterprøvede oplysninger fra EU-producenterne i undersøgelsesperioden konstaterede Kommissionen, at den nuværende markedsandel for glas/glas-moduler kun var på 14 %. Da de to efterprøvede producenter tegnede sig for mere end 80 % af salget på markedet for solcelleglas i den nuværende undersøgelsesperiode, konkluderede Kommissionen, at andelen var repræsentativ for markedssituationen.

(216)

Selv om andelen af glas/glas-moduler var steget lidt efter den nuværende undersøgelsesperiode, ville det desuden ikke ændre ved konklusionerne om, at omkostningerne ved at fastholde foranstaltningerne på deres nuværende niveau fortsat ville have en begrænset indvirkning på brugerne. Som bekræftet af EU ProSun og flere brugere købte sidstnævnte betydelige mængder solcelleglas fra EU-producenterne, og dette ville ifølge brugerne ikke ændre sig i fremtiden. Desuden kunne brugerne importere solcelleglas fra andre lande, der ikke var omfattet af foranstaltninger, og i den nuværende undersøgelsesperiode havde importeret glas fra lande uden foranstaltninger en markedsandel på 12 % (jf. tabel 4).

(217)

Med hensyn til brugernes argument om, at den yderligere stigning i omkostningerne på 2-3 % ville føre til yderligere lukninger og afskedigelser, mindede Kommissionen om, at opretholdelsen af foranstaltningerne ikke burde føre til yderligere prisstigninger, da den blot fastholder de allerede eksisterende toldsatser på solcelleglas fra Kina. Som nævnt i betragtning 216 vil brugerne på grund af den geografiske nærhed fortsat købe størstedelen af deres solcelleglas fra EU-producenterne og/eller kunne importere solcelleglas fra andre lande, der ikke er omfattet af foranstaltninger såsom Tyrkiet, Malaysia og Indien.

(218)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at en opretholdelse af foranstaltningerne på nuværende tidspunkt sandsynligvis ville medføre højere produktionsomkostninger for brugerne i forhold til omkostningerne i forbindelse med de oprindelige foranstaltninger, idet de relative omkostninger ved glas i de samlede produktionsomkostninger er steget en smule. Sammenlignet med de samlede produktionsomkostninger konkluderede Kommissionen imidlertid, at omkostningsvirkningerne for brugerne stadig ville være begrænsede, og at de derfor ikke ville blive afgørende for at bevare deres forretningsaktiviteter i Unionen.

(219)

Efter brugernes opfattelse har EU's solcelleglasindustri ikke tilstrækkelig produktionskapacitet til at dække efterspørgslen efter solcelleglas på markedet. De fremførte endvidere, at EU-producenterne af solcelleglas ikke havde øget deres kapacitet, og at de heller ikke planlægger at gøre det. Efter deres opfattelse er den nuværende produktionskapacitet lavere end den nuværende efterspørgsel efter solcelleglas. Brugerne mente, at denne situation tvinger dem til at anvende importeret glas fra andre lande som Malaysia eller Tyrkiet eller til at importere glas fra Kina til højere omkostninger. Ifølge dem er importeret glas fra disse lande imidlertid ikke altid af tilstrækkelig kvalitet.

(220)

EU-erhvervsgrenen var tværtimod af den opfattelse, at udbuddet af solcelleglas var tilstrækkeligt til at dække efterspørgslen. De fremførte, at de aldrig nægtede at levere til nogen af EU-producenterne af solcellepaneler på grund af den påståede manglende kapacitet. Tværtimod var de villige til at drøfte eventuelle yderligere ordrer og bekræftede, at de var i stand til at levere større mængder.

(221)

Kommissionen bemærkede først, at forbruget af solcelleglas i NUP var på [13-18] mio. m2 (jf. tabel 1). For det andet var EU-erhvervsgrenens samlede produktion, som blev kontrolleret af Kommissionen, på [11-14] mio. m2. For det tredje udgjorde de to EU-producenters samlede kontrollerede kapacitet [14-18] mio. m2.

(222)

Kommissionen konkluderede derfor, at kun de to efterprøvede producenter af solcelleglas i NUP havde en uudnyttet kapacitet på [5-8,5] mio. m2, som kunne leveres uden yderligere investeringer. Kommissionen fandt derfor, at dette argument fra brugerne var grundløst.

(223)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EU ProSun, at solcelleglasproducenternes produktionskapacitet allerede efter den nuværende undersøgelsesperiode ikke dækkede efterspørgslen efter solcelleglas, eftersom to af brugerne i 2019/2020 investerede i ny kapacitet på i alt 950 MW. På dette grundlag hævdede EU ProSun, at der allerede på nuværende tidspunkt var en forsyningsmangel for solcelleglas på markedet. Som svar på argumentet gentog EU ProSun Glass, der repræsenterer EU-producenterne, efter fremlæggelsen af oplysninger, at nogle få større producenter af solcellepaneler, som blev præsenteret af EU ProSun som aktive på markedet, allerede havde indstillet deres produktion. Derfor erstattede den nyoprettede kapacitet den eksisterende.

(224)

Kommissionen bemærkede indledningsvis, at producenterne af solcellemoduler ifølge oplysningerne fra EU ProSun havde en samlet kapacitet på over 5 GW i 2019. Den bemærkede imidlertid også, at enkelte af producenterne af solcellemoduler faktisk allerede havde indstillet produktionen. Den samlede kapacitet hos de virksomheder, der indstillede produktionen, var på over 1 GW (77). Derfor bekræftede Kommissionens konklusioner, at den nyetablerede kapacitet delvis erstattede investeringerne i 2019/2020 hos nogle af de virksomheder, som EU ProSun havde omtalt.

(225)

For det andet fandt Kommissionen, at den eksisterende og den nyetablerede kapacitet ikke nødvendigvis svarede til produktionen af solcellemoduler. Ifølge data fra EU ProSun blev der i 2019 anvendt mindre end halvdelen af produktionskapaciteten i solcellemoduler. Kommissionen fandt derfor, at den nyetablerede kapacitet ikke automatisk gav sig udslag i en tilsvarende produktion og vækst i efterspørgslen efter solcelleglas, i hvert fald ikke umiddelbart efter implementeringen.

(226)

For det tredje mindede Kommissionen om, at der ud over de to efterprøvede producenter af solcelleglas fandtes andre producenter af solcelleglas i den nuværende undersøgelsesperiode. Ifølge oplysninger fra EU-erhvervsgrenen for solcelleglas udgjorde den samlede kapacitet hos producenterne af solcelleglas [33-38] mio. m2 (jf. tabel 5) (78). Den samlede kapacitet af solcelleglas på markedet er dermed næsten tre gange større end den nuværende produktion.

(227)

På dette grundlag afviste Kommissionen EU ProSuns argument om, at der for tiden var en forsyningsmangel for solcelleglas på EU-markedet.

(228)

Alle interesserede parter var enige om, at efterspørgslen efter solcellepaneler og dermed også solcelleglas var stigende og vil stige betydeligt i de kommende år. Blandt de primære drivkræfter kan nævnes Unionens 2030-målsætning for vedvarende energi, den potentielle opjustering heraf og Europas grønne pagt generelt, der sigter mod klimaneutralitet og fremmer EU's industri for grøn teknologi, herunder vedvarende energikilder og andre lavemissionsteknologier. Der forventes vækst i alle markedssegmenter (boliger, virksomheder, industrier og forsyningssektoren) afhængigt af udviklingen i de enkelte medlemsstaters offentlige politikker.

(229)

I øjeblikket er produktionen af solcellemoduler i Unionen på 1,7 GW (79). I forventning om en større fremtidig efterspørgsel meddelte flere brugere i Østrig, Frankrig, Tyskland, Italien og Slovenien, at de forberedte sig på at udvide deres produktionskapacitet. Samlet set og i tilfælde af, at de nye kapacitetsplaner gennemføres og anvendes fuldt ud, ville brugernes planlagte investeringer sammen med de 900 MW, der henvises til i afsnit 6.2.2, svare til en supplerende produktion på 2,9 GW inden for de næste 2-3 år og således tredoble produktionen af solcellemoduler. Derudover hævdede EU ProSun, at en af de planlagte investeringer i anden fase af virksomhedens implementering ville udgøre en supplerende kapacitet på 2 GW. Parten henviste også til en schweizisk-tysk virksomhed, der var villig til at investere i en produktion af GW-størrelsesorden.

(230)

På dette grundlag hævdede EU ProSun og nogle af brugerne, at hvis foranstaltningerne opretholdes, vil de planlagte investeringer blive bragt i fare, fordi de vil skulle afholde yderligere omkostninger, og fordi der ikke vil være et tilstrækkeligt udbud af solcelleglas på markedet.

(231)

EU-erhvervsgrenen for solcelleglas var af den opfattelse, at den bebudede nye kapacitetsforøgelse ville være til gavn for erhvervsgrenen. Efter dens opfattelse erstattede den nye planlagte kapacitet dog i et vist omfang kapaciteten i produktioner, der tidligere var blevet stoppet. Erhvervsgrenen mente desuden, at de nye investeringer muligvis ikke som anført ville blive gennemført, sådan som det havde været tilfældet tidligere. Endvidere hævdede erhvervsgrenen, at alle nye anlæg, der skal opføres, ikke ville kunne operere ved fuld kapacitet fra starten.

(232)

For at undersøge disse påstande tog Kommissionen sine konklusioner op til fornyet behandling. Den gentog følgende: For det første fremgår det ikke af sagsakterne, at de planlagte investeringer vil være betinget af, at de gældende udligningsforanstaltninger ophæves. Faktisk viser dokumentationen i sagen snarere, at mange af de bebudede projekter hovedsagelig var drevet af udsigten til den fremtidige vækst på markedet for solcellepaneler snarere end af, om der indføres foranstaltninger vedrørende solcelleglas eller ej. Derfor kan beslutningen om, hvorvidt foranstaltningerne vedrørende solcelleglas vil blive opretholdt eller ej, ikke betragtes som en afgørende faktor for udformningen eller virkeliggørelsen af ovennævnte udvidelsesprojekter.

(233)

For det andet mindede Kommissionen om, at analysen af omkostningsvirkninger i afsnit 6.2.1 viste, at omkostningerne som følge af foranstaltningerne for de berørte brugere var forholdsvis lave. De planlagte investeringer sætter ikke spørgsmålstegn ved denne konklusion, da omkostningerne ved denne yderligere produktion i brugersektoren vil være af samme begrænsede størrelse.

(234)

For det tredje gentog Kommissionen på grundlag af analysen i afsnit 6.2.2 yderligere, at EU-erhvervsgrenens nuværende kapacitet sandsynligvis vil dække den øgede efterspørgsel som følge af de planlagte investeringer. Desuden ville en eventuel stigning i efterspørgslen under alle omstændigheder ske løbende, hvilket ville gøre det muligt for solcelleglasindustrien at tilpasse sig og om nødvendigt øge sin kapacitet, således som det hævdes. Desuden kunne brugerne fortsætte med at købe glas fra andre lande som Tyrkiet, Malaysia og Indien, som de også gjorde i NUP.

(235)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EU ProSun endvidere, at solcelleglasproducenterne ikke havde kapacitet til at dække den fremtidige efterspørgsel efter solcelleglas. Den hævdede også, at brugerne ikke kunne importere glas, da kvaliteten af det importerede glas ikke var tilstrækkelig. Til støtte for dette argument fremlagde den en rapport fra en af brugerne, der anførte, at en bestemt ordre fra en malaysisk virksomhed var mangelfuld.

(236)

Kommissionen var ikke overbevist om, at kvaliteten af solcelleglas fra andre tredjelande, som ikke var omfattet af foranstaltninger, var så dårlig, at glasset ikke kunne betragtes som et pålideligt alternativ for en europæisk modulproducent. I antidumpingundersøgelsen vedrørende importen af solcelleglas fra Malaysia var alle parter enige om, at denne import reelt konkurrerede med solcelleglas fremstillet i Unionen. Som anført ovenfor var importen af solcelleglas til Unionen fra Malaysia steget og nåede i den nuværende undersøgelsesperiode op på en markedsandel på 7 %. Dette tyder på, at det malaysiske solcelleglas generelt er af tilstrækkelig høj kvalitet, selv om en leverance af importeret solcelleglas fra det pågældende land i enkelte tilfælde havde fejl og ikke var fuldt ud i overensstemmelse med de aftalte vilkår og specifikationer. Derfor afviste Kommissionen denne påstand.

(237)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EU ProSun også, at den skade, der potentielt ville blive forvoldt som følge af opretholdelsen af foranstaltningerne vedrørende solcelleglas, omgående ville påvirke mere end 1 000 arbejdspladser og investeringer på ca. 50 mio. EUR, og indtil mere end 4 000 arbejdspladser og investeringer på en milliard EUR, der skulle foretages i løbet af de næste to år.

(238)

Kommissionen afviste argumentet og mindede om, at mange af udvidelsesplanerne allerede fandt sted, mens foranstaltningerne allerede var indført, uden hensyntagen til beslutningen om at opretholde foranstaltningerne eller ej. På grundlag af de konklusioner, der er sammenfattet ovenfor i afsnit 6.2.1-6.2.3, var den af den opfattelse, at opretholdelsen af foranstaltningerne ikke forhindrede flere brugere i at realisere deres planlagte investeringer.

(239)

Selv om de bemærkninger, der blev modtaget efter fremlæggelsen af oplysninger, yderligere underbyggede, at en videreførelse af foranstaltningerne er i strid med brugernes interesser, har de også bekræftet, at sektoren kun befinder sig i begyndelsen af en igangværende investeringsproces. Kommissionen konkluderede, at foranstaltningernes indvirkning på brugernes omkostningsstruktur ikke på nuværende tidspunkt er uforholdsmæssig, at deres forsyningssikkerhed ikke er truet på grund af den uudnyttede kapacitet i Unionen og de alternative kilder til import, og også at deres investeringsplaner endnu ikke er blevet realiseret i tilstrækkelig grad.

(240)

Hvis dette viser sig at være tilfældet, og der er ændrede omstændigheder af varig karakter, mindede Kommissionen om, at brugerindustrien under alle omstændigheder kan indgive en anmodning om en fornyet undersøgelse af foranstaltningernes form og/eller niveau, som er begrænset til den skade, EU-erhvervsgrenen har lidt, kombineret med forsyningssituationen for brugerindustrien i henhold til grundforordningens artikel 19, stk. 3, hvilket kunne føre til en ny vurdering af Unionens interesser.

(241)

Brugerne fremførte, at en opretholdelse af foranstaltningerne vedrørende solcelleglas ikke var i overensstemmelse med Kommissionens mål om anvendelse af ren energi. Tværtimod ville en forlængelse af foranstaltningerne over for solcelleglas betyde, at EU-erhvervsgrenen for solcellemoduler ikke kunne foretage nye investeringer. Selv om EU-markedet for solcelleanlæg forventes at vokse, vil EU-erhvervsgrenen for solcellemoduler også blive tvunget ud af markedet, da den ikke vil kunne foretage planlagte nye investeringer på grund af manglende forsyning af solcelleglas, og den vil derfor ikke være konkurrencedygtig.

(242)

I forbindelse med den bredere europæiske grønne pagt foreslog Kommissionen i marts 2020 en bindende europæisk klimalov, der har til formål at indarbejde 2050-målet om klimaneutralitet (80). Den europæiske grønne pagt indeholder desuden et udtrykkeligt mål med hensyn til at »levere ren, prismæssigt overkommelig og sikker energi« (81), navnlig gennem en potentiel opjustering af EU's 2030-målsætning for vedvarende energi.

(243)

På begge markeder, altså markedet for gartnerglas (drivhusglas) og markedet for solcellemoduler og solvarmemoduler, er EU-producenterne af solcelleglas i færd med at udvikle nye innovative løsninger, der kan fremme brugen af grøn energi, og de samarbejder med forskningsinstitutioner og universiteter og investerer i forskning og udvikling. I denne forbindelse fandt Kommissionen, at en videreførelse af foranstaltningerne er afgørende for at sikre eksistensen af en levedygtig solcelleglasindustri og for at fremme forskning og udvikling på dette område.

(244)

Kommissionen fandt endvidere, at hvis foranstaltningerne udløber, vil rentabiliteten i EU-erhvervsgrenen for solcelleglas være truet, og brugerne (navnlig producenter af solcellemoduler) vil blive afhængige af import, højst sandsynligt fra Kina. Foranstaltningernes bortfald ville også betyde, at solcelleglasindustrien ikke kunne investere i innovation og forskning og udvikling. Ud fra et miljøperspektiv fandt Kommissionen derfor, at det var af afgørende betydning at bevare en levedygtig solcelleglasindustri.

(245)

Samtidig støtter Kommissionens grønne politik også anvendelsen af vedvarende energi i Unionen. Det vigtigste innovationspotentiale ligger i produktion af celler i aftagerindustrien. Ved at opretholde foranstaltningerne vil denne del af den »grønne« industri, dvs. hovedsagelig producenterne af solcellemoduler, skulle bære en række yderligere omkostninger. På baggrund af analysen i afsnit 6.2.1 konkluderede Kommissionen imidlertid, at de ekstra omkostninger for brugerne ikke var tilstrækkelige til at forhindre deres fortsatte drift eller ekspansion.

(246)

Kommissionen konkluderede derfor, at opretholdelsen af foranstaltningerne samlet set ikke skader Unionens miljøpolitikker.

(247)

Den gruppe, der er aktiv inden for distribution af solcelleglas til opførelse af drivhuse, støttede en videreførelse af foranstaltningerne. Gruppen var ikke en direkte bruger, men indgik i et tæt samarbejde med brugere/landmænd for at finde passende glas til opførelse af drivhuse. Den hævdede, at højkvalitetsglas med lavt jernindhold og mange forskellige mønstre var nødvendigt for at sikre effekten i drivhusene. Levering af denne type glas og et tæt samarbejde med producenter om at finde innovative løsninger vil efter dens opfattelse ikke være muligt, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe, da dette vil have en negativ indvirkning på produktionen af solcelleglas i Unionen. Ifølge denne gruppe var det ikke muligt at importere lignende glas, da producenterne i udlandet ikke kunne tilbyde de samme relevante mønstre og variationer med henblik på en vellykket gennemførelse af deres projekter inden for den sædvanlige tidsramme.

(248)

Der var ingen importører, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Da der ikke forelå nogen data, var der ingen dokumentation for, at indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med disse parters interesser.

(249)

På grundlag af de foreliggende oplysninger om Unionens interesser konkluderede Kommissionen, at der ikke er nogen tvingende grunde til ikke at opretholde de endelige udligningsforanstaltninger over for importen af solcelleglas med oprindelse i Kina.

(250)

Det følger af ovenstående, at de gældende udligningsforanstaltninger over for importen af solcelleglas med oprindelse i Kina bør opretholdes, jf. grundforordningens artikel 18.

(251)

For at mindske risikoen for omgåelse som følge af den store forskel på toldsatserne er der behov for særlige foranstaltninger, som kan sikre anvendelsen af den individuelle udligningstold. De virksomheder, der er omfattet af individuel udligningstold, skal fremlægge en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder. Fakturaen skal overholde kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3. Import, der ikke er ledsaget af en sådan faktura, bør være omfattet af den udligningstold, der gælder for »alle andre virksomheder«.

(252)

Selv om det er nødvendigt at fremlægge disse dokumenter for toldmyndighederne i medlemsstaterne, således at de kan anvende de individuelle udligningstoldsatser på importen, er disse dokumenter ikke det eneste element, som toldmyndighederne skal tage i betragtning. Selv hvis det antages, at en sådan faktura opfylder alle kravene i denne forordnings artikel 1, stk. 3, bør medlemsstaternes toldmyndigheder foretage deres sædvanlige kontrol og skal i lighed med alle andre tilfælde kræve yderligere dokumenter (forsendelsesdokumenter mv.) for at kontrollere, at oplysningerne i erklæringen er korrekte, og sikre, at den efterfølgende anvendelse af den lavere toldsats er berettiget i henhold til toldlovgivningen.

(253)

Hvis der er en betydelig mængdemæssig stigning i eksporten fra en af de virksomheder, der er omfattet af lavere individuelle toldsatser, efter indførelse af de pågældende foranstaltninger, kan en sådan mængdemæssig stigning i sig selv betragtes som en ændring af handelsmønstret som følge af indførelsen af foranstaltninger, jf. grundforordningens artikel 23, stk. 1. Under sådanne omstændigheder kan der indledes en antiomgåelsesundersøgelse, forudsat at betingelserne herfor er opfyldt. Ved denne undersøgelse kan det bl.a. overvejes, om det bliver nødvendigt at fjerne individuelle toldsatser og pålægge en landsdækkende told.

(254)

De individuelle udligningstoldsatser for de virksomheder, der er udtrykkeligt nævnt i denne forordning, gælder for importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina, som er fremstillet af de nævnte retlige enheder. Importen af den pågældende vare, fremstillet af andre virksomheder, som ikke er udtrykkeligt nævnt i denne forordnings dispositive del, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de udtrykkeligt nævnte enheder, bør være omfattet af toldsatsen for »alle andre virksomheder«. Den bør ikke være omfattet af nogen af de individuelle udligningstoldsatser.

(255)

En virksomhed kan anmode om, at disse individuelle udligningstoldsatser anvendes, hvis den efterfølgende ændrer navnet på sin enhed. Anmodningen skal rettes til Kommissionen (82). Anmodningen skal indeholde alle relevante oplysninger, som gør det muligt at dokumentere, at ændringen ikke påvirker virksomhedens ret til at benytte den toldsats, som finder anvendelse på den. Hvis ændringen af virksomhedens navn ikke påvirker dens ret til at benytte den toldsats, der finder anvendelse på den, offentliggøres der en meddelelse om navneændringen i Den Europæiske Unions Tidende.

(256)

I henhold til artikel 109 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (83) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(257)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i medfør af artikel 15, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (84) —