Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D1282

Kommissionens afgørelse (EU) 2020/1282 af 31. august 2020 om at tillade Frankrig at forlænge visse perioder, der er fastsat i artikel 11, 16 og 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/698 (meddelt under nummer C(2020) 6027) (Kun den franske udgave er autentisk)

C/2020/6027

EUT L 301 af 15.9.2020, p. 9–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/1282/oj

15.9.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/9


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2020/1282

af 31. august 2020

om at tillade Frankrig at forlænge visse perioder, der er fastsat i artikel 11, 16 og 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/698

(meddelt under nummer C(2020) 6027)

(Kun den franske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/698 af 25. maj 2020 om særlige og midlertidige foranstaltninger i lyset af covid-19-udbruddet vedrørende fornyelse eller forlængelse af visse certifikater, licenser og godkendelser eller tilladelser samt udsættelse af visse periodiske kontroller og efteruddannelser inden for visse områder af transportlovgivningen (1), særlig artikel 11, stk. 4, artikel 16, stk. 6, og artikel 17, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2020/698 forlænges fristerne for, hvornår indehaveren af en lokomotivførerlicens skal gennemføre de periodiske kontroller, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020.

(2)

Ifølge artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698 forlænges fristen for foretagelse af den regelmæssige revision af sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020.

(3)

Ifølge artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698 forlænges fristerne for at gennemføre revision af havnenes sårbarhedsvurderinger og sikringsplaner, som ellers ville være udløbet eller ellers udløber mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020.

(4)

Hver af disse artikler giver en medlemsstat mulighed for at anmode om en yderligere forlængelse af den deri fastsatte fristforlængelse, hvis medlemsstaten mener, at det efter al sandsynlighed stadig ikke vil være praktisk muligt at gennemføre den pågældende aktivitet efter den 31. august 2020 grundet de foranstaltninger, som den har truffet for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19. Sådanne forlængelser bør behørigt begrundes og begrænses til den periode, der er strengt nødvendig for at dække den periode, hvor det efter al sandsynlighed stadig ikke vil være praktisk muligt at fuldføre formaliteter, procedurer, kontroller og uddannelse, og de bør under ingen omstændigheder overstige seks måneder.

(5)

Ved brev af 31. juli 2020 forelagde Frankrig en begrundet anmodning om at forlænge den periode på seks måneder, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 11, stk. 2, med yderligere seks måneder. Frankrig forelagde endvidere en begrundet anmodning om tilladelse til at forlænge perioden mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020 med fire måneder samt en forlængelse til den 28. februar 2021 af fristen den 30. november 2020, idet der blev henvist til artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698. Frankrig forelagde yderligere oplysninger til støtte for sine anmodninger den 5., den 14. og den 28. august 2020. På sidstnævnte dato ændrede landet sin anmodning vedrørende den periode på seks måneder, der er fastsat i artikel 11, stk. 2, ved at afkorte den ønskede forlængelse til fire måneder. Samme dato trak landet sin anmodning af 31. juli 2020 om en forlængelse af de frister, der er fastsat i artikel 9 og 10 i forordning (EU) 2020/698, tilbage.

(6)

For så vidt angår anmodningen vedrørende artikel 11 i forordning (EU) 2020/698 har covid-19-pandemien ifølge Frankrigs oplysninger i særlig grad ramt det franske område, hvilket har fået regeringen til at indføre særligt restriktive foranstaltninger og beskyttelsesforanstaltninger. I kraft af disse foranstaltninger blev antallet af periodiske lægeundersøgelser af lokomotivførere reduceret til blot 6 % af, hvad der var planlagt i april 2020.

(7)

Ifølge oplysningerne fra Frankrig anvendes der i overensstemmelse med den lægefaglige ekspertise fortsat beskyttelsesforanstaltninger til forebyggelse af virussets spredning til trods for en forbedring af sundhedssituationen. I kraft af disse foranstaltninger blev antallet af regelmæssige kontroller, der kunne foretages, reduceret til 60 % af normen i maj 2020.

(8)

På trods af de store bestræbelser, der er udfoldet siden juni 2020 for at opprioritere forsinkede kontroller og øge antallet af lægeundersøgelser, vil det ikke være muligt at bringe den forsinkede gennemførelse af lægeundersøgelser ud af verden inden for den forlængede frist, som er fastsat ved forordning (EU) 2020/698. De omhandlede ressourcer inden for sundhedsvæsenet vil også skulle bruges til at tage hånd om covid-19-smittede patienter. Desuden kan antallet af sundhedsprofessionelle, som er akkrediteret til at validere lokomotivførernes duelighed, ikke øges betydeligt som følge af pandemien og i betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for de pågældende lægeundersøgelser.

(9)

De nuværende covid-19-protokoller, der er gennemført af Frankrigs myndigheder, omfatter:

systematisk screening ved modtagelsen i lægecentre (temperaturen måles, et spørgeskema udleveres til hver enkelt lokomotivfører, vejledning og pleje ydes ved mistanke om eller påvisning af et symptom på infektion og håndvask)

der sikres afstand mellem personer i venteværelserne, og nogle stole gøres uanvendelige for at respektere en afstand på mindst en meter mellem 2 personer, som begge bærer maske

testlokaler og venteværelser udluftes efter hver lægeundersøgelse, efter at andet sundhedspersonale har udført deres opgaver (audiogram, udtagning af prøver) eller efter gennemførelsen af psykologiske test

desinfektion efter hver lægeundersøgelse, efter at andet sundhedspersonale har udført deres opgaver (audiogram, udtagning af prøver) eller efter gennemførelsen af psykologiske test.

Disse foranstaltninger mindsker kapaciteten med 20 % i forhold til den normale kapacitet.

(10)

Uanset at disse foranstaltninger opretholdes, forventer Frankrig mærkbart at øge antallet af lægeundersøgelser, der gennemføres i løbet af efteråret, med henblik på at afhjælpe det akkumulerede efterslæb. Det vil dog kun være muligt at afhjælpe efterslæbet fuldt ud ved udgangen af december måned.

(11)

For så vidt angår artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698 vil det ifølge oplysningerne fra Frankrig efter al sandsynlighed ikke være praktisk muligt at fuldføre alle de revisioner af sårbarhedsvurderinger af havne og sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter, som ellers er udløbet eller ville være udløbet i 2020, i Frankrig inden den 28. februar 2021 på grund af de foranstaltninger, der er truffet for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19.

(12)

Der er navnlig tale om et usædvanligt stort antal sårbarhedsvurderinger af havne henholdsvis sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter, som skulle have været revideret i Frankrig i 2020: 7 sårbarhedsvurderinger af havne og 62 sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter og lige så mange sikringsplaner for havne og havnefaciliteter. Pr. 3. august 2020 skulle 6 sårbarhedsvurderinger af havne og 53 sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter endnu revideres. Dette overstiger de 6-8 havnesårbarhedsvurderinger og 27-30 havnesikringsvurderinger, som efter planen skulle foretages i 2021, 2022 og 2023 alt i alt.

(13)

Ifølge oplysningerne fra Frankrig har de kompetente myndigheder, der står for disse revisioner, samtidig været og er fortsat på frontlinjen med hensyn til at håndtere følgerne af covid-19-krisen. Disse myndigheder varetager også opgaver på områderne civil sikkerhed, risikoforebyggelse og krisestyring. I øjeblikket oplever kystområder i Frankrig en stigning i antallet af covid-19-tilfælde, og myndighederne i disse områder er forpligtet til at reagere. Desuden kompliceres afholdelsen af audio- eller videokonferencer mellem de relevante parter af manglen på udstyr til at garantere sikkerheden og fortroligheden af de oplysninger, som udveksles. Under disse omstændigheder står de kompetente myndigheder over for betydelige praktiske vanskeligheder i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver, da det relevante personales afholdelse af fysiske møder og rejser også fortsat kompliceres af de foranstaltninger, der stadig er indført for at forebygge eller begrænse spredningen af covid-19.

(14)

Dette, sammenholdt med efterslæbet, fordi revisionerne måtte afbrydes mellem den 17. marts 2020 og den 11. maj 2020 (nedlukningsperioden i Frankrig), gør det umuligt i praksis at fuldføre alle de nødvendige revisioner i tide, medmindre en forlængelse tillades. Revisionen var ligeledes vanskelig i perioden efter, at nedlukningen blev ophævet, og er det fortsat, idet den af Frankrig erklærede folkesundhedskrise blev ophævet den 10. juli 2020.

(15)

Dertil kommer, at et betydeligt antal sårbarhedsvurderinger af havne og sårbarhedsvurderinger af havnefaciliteter, som foreligger til revision, vedrører de franske oversøiske departementer, hvor covid-19-pandemien har været og fortsat er særlig akut. Ud over det personale, der er mobiliseret som følge af udbruddet på Frankrigs fastland, har den begrænsede kapacitet på hospitaler og den store udbredelse af covid-19 gjort det nødvendigt at indføre strenge rejserestriktioner, herunder karantæneforanstaltninger. Dette har direkte påvirket arbejdet med havnesikring — navnlig ved at gøre det vanskeligt for personalet fra autoriserede sikkerhedsorganisationer at rejse fra det franske fastland.

(16)

I lyset af ovennævnte komplicerede forhold er det sandsynligt, at fuldførelsen af sårbarhedsvurderinger af havne og havnefaciliteter i Frankrig fortsat vil være vanskelig. Under disse omstændigheder mener Frankrig, at det ikke vil være praktisk muligt at afslutte de udestående revisioner i 2020 og afvikle det efterslæb, der er opstået i løbet af nedlukningsperioden, uden en forlængelse af referenceperioden til den 31. december 2020 og en forlængelse af fristen til den 28. februar 2021.

(17)

Frankrig bør derfor gives tilladelse til at forlænge den periode, der er fastsat i artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2020/698, med fire måneder. Frankrig bør også gives tilladelse til at forlænge de perioder mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020 samt fristen den 30. november 2020, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Frankrig gives tilladelse til at forlænge perioden på seks måneder som fastsat i artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) 2020/698 med fire måneder.

Frankrig gives tilladelse til at forlænge de perioder mellem den 1. marts 2020 og den 31. august 2020, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698, med fire måneder.

Frankrig gives tilladelse til at forlænge fristen den 30. november 2020, der er fastsat i artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) 2020/698, til den 28. februar 2021.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Franske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. august 2020.

På Kommissionens vegne

Adina VĂLEAN

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 165 af 27.5.2020, s. 10.


Top