Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D0795

Rådets afgørelse (FUSP) 2020/795 af 16. juni 2020 om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/809 om støtte til gennemførelsen af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1540 (2004) om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og disses fremføringsmidler

ST/8489/2020/INIT

EUT L 193 af 17.6.2020, p. 14–14 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2020/795/oj

17.6.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 193/14


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2020/795

af 16. juni 2020

om ændring af afgørelse (FUSP) 2017/809 om støtte til gennemførelsen af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1540 (2004) om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og disses fremføringsmidler

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 31, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 11. maj 2017 afgørelse (FUSP) 2017/809 (1), der fastsætter en gennemførelsesperiode på 36 måneder fra datoen for indgåelse af den i nævnte afgørelses artikel 3, stk. 3, omhandlede finansieringsaftale for projekterne omhandlet i afgørelsens artikel 1.

(2)

Nævnte finansieringsaftale med De Forenede Nationers (FN's) Kontor for Nedrustningsanliggender (UNODA) blev indgået den 10. august 2017 og udløber den 10. august 2020.

(3)

Den 19. marts 2020 anmodede UNODA, der forestår den tekniske gennemførelse af de projekter, der er omhandlet i artikel 1 i afgørelse (FUSP) 2017/809, om en forlængelse på 12 måneder af gennemførelsesperioden for nævnte afgørelse. Den anmodede forlængelse ville give UNODA mulighed for at fortsætte med at yde bistand til FN's medlemsstater i gennemførelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1540 (2004) (»UNSCR 1540«), bidrage yderligere til en løbende omfattende gennemgang, fortsætte med at yde bistand til udvalget under FN's Sikkerhedsråd, der er nedsat ved UNSCR 1540, indtil udløbet af dets nuværende mandat den 25. april 2021 og afbøde tabene forårsaget af projekter, der endnu ikke har fundet sted som følge af covid-19-pandemien.

(4)

Fortsættelsen af projekterne omhandlet i artikel 1 i afgørelse (FUSP) 2017/809 har ingen indvirkninger med hensyn til finansielle ressourcer indtil den 10. august 2021.

(5)

Afgørelse (FUSP) 2017/809 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 5, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2017/809 affattes således:

»2.   Denne afgørelse udløber den 10. august 2021.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 16. juni 2020.

På Rådets vegne

A. METELKO-ZGOMBIĆ

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2017/809 af 11. maj 2017 om støtte til gennemførelsen af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1540 (2004) om ikkespredning af masseødelæggelsesvåben og disses fremføringsmidler (EUT L 121 af 12.5.2017, s. 39).


Top