EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018R1294

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/1294 af 26. september 2018 om afvisning af godkendelse af tjære af strandfyr som basisstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (EØS-relevant tekst.)

C/2018/6125

EUT L 243 af 27.9.2018, p. 5–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2018/1294/oj

27.9.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 243/5


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2018/1294

af 26. september 2018

om afvisning af godkendelse af tjære af strandfyr som basisstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 23, stk. 5, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 22. december 2015 en ansøgning fra Progarein France SAS om godkendelse af tjære af strandfyr som basisstof. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 23, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(2)

Kommissionen anmodede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (i det følgende benævnt »autoriteten«) om videnskabelig bistand. Autoriteten forelagde en teknisk rapport om det pågældende stof for Kommissionen den 30. oktober 2017 (2). Kommissionen forelagde vurderingsrapporten (3) og udkastet til nærværende forordning om afvisning af godkendelse af tjære af strandfyr for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 24. maj 2018 og færdiggjorde dem inden komitéens møde den 20. juli 2018.

(3)

Af den dokumentation, ansøgeren har fremsendt, fremgår det ikke, at tjære af strandfyr opfylder kriterierne for fødevarer, som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (4).

(4)

Imidlertid blev der i autoritetens tekniske rapport konstateret specifikke betænkeligheder vedrørende tjære af strandfyr. Tjære af strandfyr er en kompleks blanding, hvis nøjagtige sammensætning ikke kendes. Tjære af strandfyr bør betragtes som værende et problematisk stof, idet det kan indeholde problematiske stoffer (f.eks. furfuraler og phenoler). Desuden er det ikke muligt at udelukke tilstedeværelsen af særligt problematiske stoffer (f.eks. genotoksiske carcinogener såsom polycykliske aromatiske kulbrinter). Endvidere har vurderingen af risikoen for brugere, arbejdstagere, andre tilstedeværende og forbrugere ikke kunnet afsluttes på grundlag af de data, der var indeholdt i ansøgningen.

(5)

Der forelå ingen relevante vurderinger, der var foretaget i henhold til anden EU-lovgivning, jf. artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(6)

Kommissionen opfordrede ansøgeren til at fremsætte sine bemærkninger til autoritetens tekniske rapport og til Kommissionens udkast til vurderingsrapport. Ansøgeren fremsatte sine bemærkninger, som er blevet nøje gennemgået.

(7)

Selv med de af ansøgeren fremsatte argumenter kan problemerne vedrørende stoffet imidlertid ikke siges at være løst.

(8)

I Kommissionens vurderingsrapport er det derfor ikke fastslået, at kravene i artikel 23 i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt. Tjære af strandfyr bør derfor ikke godkendes som basisstof.

(9)

Denne forordning er ikke til hinder for, at der kan indgives en ny ansøgning vedrørende godkendelse af tjære af strandfyr som basisstof i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Stoffet tjære af strandfyr godkendes ikke som basisstof.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. september 2018.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(2)  Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), 2017. Teknisk rapport om resultatet af høringen af medlemsstaterne og EFSA om ansøgningen af godkendelse af tjære af strandfyr som basisstof til anvendelse i plantebeskyttelse som afskrækningsmiddel. EFSA supporting publication 2017:EN-1311, 57 s.

(3)  http://ec.europa.eu/food/plant/pesticides/eu-pesticides-database/public/?event=activesubstance.selection&language=DA.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).


Top