Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D1893

    Rådets afgørelse (EU) 2018/1893 af 16. juli 2018 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side

    ST/10591/2018/INIT

    EUT L 310 af 6.12.2018, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2018/1893/oj

    Related international agreement

    6.12.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 310/1


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2018/1893

    af 16. juli 2018

    om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (1) (»associeringsaftalen«) trådte i kraft den 1. marts 2000.

    (2)

    Siden ikrafttrædelsen af associeringsaftalen har Unionen fortsat styrket sine bilaterale forbindelser med Kongeriget Marokko og har indrømmet landet avanceret status.

    (3)

    Unionen foregriber ikke resultatet af den politiske proces vedrørende Vestsaharas endelige status, der finder sted under De Forenede Nationers tilsyn, og den har bekræftet sin tilslutning til tvistbilæggelsen i Vestsahara, som i øjeblikket er optaget af De Forenede Nationer på listen over ikke-selvstyrende områder, der i dag hovedsageligt administreres af Kongeriget Marokko. Den støtter fuldt ud FN's generalsekretær og sin personlige udsendings bestræbelser på at hjælpe parterne med at nå frem til en retfærdig, varig og gensidigt acceptabel politisk løsning, der kan muliggøre selvbestemmelse for Vestsaharas befolkning inden for rammerne af og i overensstemmelse med målene og principperne i De Forenede Nationers pagt, som fastlagt i resolutionerne fra FN's Sikkerhedsråd, navnlig resolutionerne 2152 (2014), 2218 (2015), 2385 (2016), 2351 (2017) og 2414 (2018).

    (4)

    Siden associeringsaftalens ikrafttræden er produkter fra Vestsahara med marokkansk oprindelsescertifikat blevet importeret i Unionen, idet de dermed har draget fordel af toldpræferencerne i henhold til de relevante bestemmelser i den pågældende aftale.

    (5)

    Domstolen har i sin dom i sag C-104/16 P (2) imidlertid præciseret, at associeringsaftalen kun omfatter Kongeriget Marokko og ikke Vestsahara, der er et ikke-selvstyrende område.

    (6)

    Det er vigtigt at sikre, at de handelsstrømme, som er udviklet i årenes løb, ikke forstyrres, samtidig med at der etableres passende garantier for beskyttelsen af international ret, herunder menneskerettighederne og den bæredygtige udvikling i de pågældende områder. Rådet gav den 29. maj 2017 Kommissionen bemyndigelse til at indlede forhandlinger med Kongeriget Marokko med henblik på at etablere i overensstemmelse med Domstolens dom et retsgrundlag for at indrømme de toldpræferencer, som er fastsat i associeringsaftalen, til produkter med oprindelse i Vestsahara. En aftale mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at import af produkter med oprindelse i Vestsahara drager fordel af præferenceoprindelse, eftersom de marokkanske myndigheder er de eneste, der er i stand til at sikre, at reglerne for at indrømme sådanne præferencer overholdes.

    (7)

    Kommissionen har vurderet de potentielle følger af sådan en aftale for den bæredygtige udvikling, navnlig hvad angår fordelene og ulemperne for de pågældende personer, som følger af de toldpræferencer, der er indrømmet produkter fra Vestsahara, samt virkningerne på udnyttelsen af naturressourcerne i de pågældende områder. De toldmæssige fordeles virkning på beskæftigelsen, menneskerettighederne og udnyttelsen af naturressourcer er vanskelige at måle, da de er indirekte. Det er desuden ikke let at indhente objektive informationer herom.

    (8)

    Ikke desto mindre fremgår det af denne vurdering, at de fordele, der er for Vestsaharas økonomi som følge af, at de i associeringsaftalen fastsatte toldpræferencer indrømmes for produkter med oprindelse i Vestsahara, navnlig den betydelige økonomiske løftestangseffekt og dermed også en social udvikling, overordnet set overstiger de ulemper, der er nævnt i forbindelse med høringen, herunder den omfattende udnyttelse af naturressourcer, bl.a. grundvandsreserverne, for hvilken der er truffet foranstaltninger.

    (9)

    Det er blevet vurderet, at udvidelsen af toldpræferencerne til produkter med oprindelse i Vestsahara overordnet set vil have en positiv virkning på de pågældende personer. Det er sandsynligt, at denne virkning fortsætter, og at den endda kan øges i fremtiden. Vurderingen viser, at udvidelsen af fordelene ved toldpræferencerne til produkter fra Vestsahara vil fremme investeringsvilkårene samt at fremme en hurtig og betydelig vækst til fordel for den lokale beskæftigelse. Eksistensen af økonomiske og produktionsmæssige aktiviteter i Vestsahara, der vil have stor interesse i at drage fordel af toldpræferencerne i associeringsaftalen, viser, at en manglende indrømmelse af toldpræferencer i høj grad vil hindre Vestsaharas eksport, navnlig eksporten af fiskevarer og landbrugsprodukter. Det vurderes, at indrømmelsen af toldpræferencer forventes have en betydelig virkning på den økonomiske udvikling i Vestsahara, da det vil stimulere investeringerne.

    (10)

    Henset til Domstolens betragtninger om samtykket har Kommissionen sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil truffet alle rimelige og mulige foranstaltninger i den nuværende situation for at inddrage de pågældende personer tilstrækkeligt med henblik på at sikre deres samtykke til aftalen. Der er blevet afholdt omfattende høringer, og de socioøkonomiske og politiske aktører, der deltog i høringerne, har for størstedelens vedkommende bakket op om, at associeringsaftalens toldpræferencer udvides til at omfatte Vestsahara. De, som har forkastet udvidelsen, har vurderet, at en sådan aftale vil stadfæste Marokkos position over for Vestsaharas territorium. Imidlertid er der intet i denne aftale, der giver grund til at antage, at den vil føre til anerkendelsen af Marokkos suverænitet over Vestsahara. Unionen fortsætter desuden med forøget styrke med at støtte den proces, der skal føre til en fredelig løsning af den tvistbilæggelsesprocedure, der er indledt og fortsat foregår under De Forenede Nationers tilsyn.

    (11)

    Kommissionen har derfor på Unionens vegne ført forhandlinger om en aftale i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af Protokol nr. 1 og nr. 4 i associeringsaftalen (»aftalen«), som blev paraferet den 31. januar 2018.

    (12)

    Aftalen bidrager til at gennemføre Unionens mål, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union.

    (13)

    Aftalen bør derfor undertegnes —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Undertegnelsen på Unionens vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om ændring af protokol nr. 1 og nr. 4 i Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Kongeriget Marokko på den anden side (»aftalen«) godkendes med forbehold af den indgåelse (3).

    Artikel 2

    Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft ved vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 16. juli 2018.

    På Rådets vegne

    F. MOGHERINI

    Formand


    (1)  EFT L 70 af 18.3.2000, s. 2.

    (2)  Domstolens dom af 21. december 2016, Rådet mod Front Polisario, C-104/16 P, ECLI:EU:C:2016:973.

    (3)  Teksten til aftalen offentliggøres sammen med afgørelsen om indgåelse heraf.


    Top