Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D0954

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/954 af 4. juli 2018 om visse beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre spredning af fåre- og gedepest i Bulgarien (meddelt under nummer C(2018) 4374) (EØS-relevant tekst.)

    C/2018/4374

    EUT L 168 af 5.7.2018, p. 7–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/12/2018: This act has been changed. Current consolidated version: 09/10/2018

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/954/oj

    5.7.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 168/7


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/954

    af 4. juli 2018

    om visse beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre spredning af fåre- og gedepest i Bulgarien

    (meddelt under nummer C(2018) 4374)

    (Kun den bulgarske udgave er autentisk)

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,

    under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Fåre- og gedepest (PPR) er en alvorlig virussygdom hos små drøvtyggere, nemlig får og geder, som primært overføres ved direkte kontakt. Sygeligheden og dødeligheden som følge af PPR kan være meget høj, især i områder, hvor PPR forekommer for første gang, og sygdommen kan have alvorlige økonomiske konsekvenser for landbrugssektoren. PPR kan ikke overføres til mennesker. PPR er endemisk i mange lande i Afrika, Mellemøsten og Asien, og den er yderst problematisk i forhold til dyresundheden og -velfærden.

    (2)

    Ved Rådets direktiv 92/119/EØF (3) er der fastsat generelle foranstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme, herunder PPR. Disse omfatter bekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af mistanke om og bekræftelse af PPR på en bedrift. Disse bekæmpelsesforanstaltninger omfatter også afgrænsning af beskyttelses- og overvågningszoner (»beskyttelses- og iagttagelsesdistrikter«) omkring udbrud og andre, supplerende foranstaltninger, der skal forhindre spredning af sygdommen.

    (3)

    Den 23. juni 2018 underrettede Bulgarien Kommissionen og de øvrige medlemsstater om et udbrud af PPR på tre bedrifter med små drøvtyggere, hvor dyr fra disse bedrifter græsser sammen i Bolyarovo kommune i regionen Yambol i Bulgarien.

    (4)

    Bulgarien har gennemført de bekæmpelsesforanstaltninger, der er foreskrevet ved direktiv 92/119/EØF, og har først og fremmest gennemført sanering af inficerede besætninger og afgrænset beskyttelses- og overvågningszoner omkring udbruddene i overensstemmelse med nævnte direktiv. Overvågningen er desuden blevet intensiveret i de kommuner, der grænser op til de sygdomsramte zoner, samt i kommunerne langs Unionens grænser med tredjelande, der ikke er frie for PPR.

    (5)

    Ud over de ved direktiv 92/119/EØF fastlagte bekæmpelsesforanstaltninger er det nødvendigt at træffe supplerende beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre spredning af PPR. Med henblik på at forhindre spredning af PPR til andre områder af Bulgarien, til andre medlemsstater og til tredjelande, især via handel med små drøvtyggere og avlsmateriale herfra, bør afsendelse af sendinger af små drøvtyggere og markedsføring af visse produkter fra små drøvtyggere derfor holdes under kontrol.

    (6)

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/911 (4) blev vedtaget for at forhindre spredning af PPR til andre dele af Bulgarien, til andre medlemsstater og til tredjelande. Nævnte retsakt foreskriver midlertidige beskyttelsesforanstaltninger, idet den først og fremmest forbyder afsendelse af sendinger af små drøvtyggere og markedsføring af visse produkter fra små drøvtyggere fra regionen Yambol i Bulgarien.

    (7)

    Siden vedtagelsen af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/911 har Bulgarien underrettet Kommissionen om et nyt udbrud af PPR på en bedrift med små drøvtyggere i regionen Burgas i denne medlemsstat.

    (8)

    Bulgarien har også meddelt Kommissionen, at landet efter udbruddet for nylig har gennemført de nødvendige foranstaltninger i henhold til direktiv 92/119/EØF, herunder oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner omkring den inficerede bedrift, i denne medlemsstat.

    (9)

    De beskyttelsesforanstaltninger, der fastsættes ved denne afgørelse, bør tage hensyn til den nye epidemiologiske situation i Bulgarien og erstatte de midlertidige beskyttelsesforanstaltninger, der blev fastsat ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/911. Nævnte afgørelse bør derfor ophæves.

    (10)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Ved denne afgørelse fastsættes der visse beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre spredning af fåre- og gedepest i Unionen.

    Den finder anvendelse på små drøvtyggere og på sæd, æg og embryoner fra disse dyr samt visse varer fremstillet af disse dyr.

    Artikel 2

    I denne afgørelse forstås ved:

    a)   »små drøvtyggere«: alle får eller geder

    b)   »animalske biprodukter«: animalske biprodukter som defineret i artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 (5)

    c)   »afledte produkter«: afledte produkter som defineret i artikel 3, nr. 2), i forordning (EF) nr. 1069/2009.

    Derudover gælder definitionerne i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 (6).

    Artikel 3

    Bulgarien forbyder afsendelse af følgende varer fra de i bilaget opførte områder til andre dele af Bulgarien, til andre medlemsstater og til tredjelande:

    a)

    små drøvtyggere

    b)

    sæd, æg og embryoner fra små drøvtyggere.

    Artikel 4

    1.   Bulgarien forbyder markedsføring af følgende varer uden for de i bilaget opførte områder, hvis disse varer er fremstillet af små drøvtyggere fra de i bilaget opførte områder:

    a)

    fersk kød

    b)

    hakket kød og tilberedt kød fremstillet af kød som omhandlet i litra a)

    c)

    kødprodukter og behandlede maver, blærer og tarme til konsum, der er fremstillet af kød som omhandlet i litra a) og ikke har været underkastet en behandling til fjernelse af specifikke dyresundhedsmæssige risici i overensstemmelse med bilag III til Rådets direktiv 2002/99/EF (7)

    d)

    rå mælk og mejeriprodukter, der ikke har været underkastet en behandling i hermetisk lukkede beholdere, hvis F0-værdi er på mindst 3,00, som beskrevet i bilag III til direktiv 2002/99/EF

    e)

    produkter, der indeholder varer som omhandlet i litra a)-d)

    f)

    animalske biprodukter.

    2.   Uanset forbuddet i nærværende artikel, stk. 1, litra f), kan den kompetente myndighed tillade afsendelse under officielt tilsyn af animalske biprodukter bestemt til forarbejdning til afledte produkter eller bortskaffelse på et anlæg, som af myndigheden er godkendt til dette formål, inden for Bulgariens grænser, jf. artikel 4, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1069/2009.

    Artikel 5

    Gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/911 ophæves.

    Artikel 6

    Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 28. december 2018.

    Artikel 7

    Denne afgørelse er rettet til Republikken Bulgarien.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2018.

    På Kommissionens vegne

    Vytenis ANDRIUKAITIS

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

    (2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

    (3)  Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin (EFT L 62 af 15.3.1993, s. 69).

    (4)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/911 af 25. juni 2018 om midlertidige beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre spredning af fåre- og gedepest i Bulgarien (EUT L 161 af 26.6.2018, s. 67).

    (5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 af 21. oktober 2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1774/2002 (forordningen om animalske biprodukter) (EUT L 300 af 14.11.2009, s. 1).

    (6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 853/2004 af 29. april 2004 om særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer (EUT L 139 af 30.4.2004, s. 55).

    (7)  Rådets direktiv 2002/99/EF af 16. december 2002 om dyresundhedsbestemmelser for produktion, tilvirkning, distribution og indførsel af animalske produkter til konsum (EFT L 18 af 23.1.2003, s. 11).


    BILAG

    Følgende kommuner i Bulgarien:

    Kommunerne Bolyarovo og Elhovo i regionen Yambol.

    Kommunerne Sredets, Sozopol, Primorsko, Malko Tarnovo og Tsarevo i regionen Burgas.


    Top