EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1963

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/1963 af 9. august 2017 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår arbejdsprogrammer for støtte til olivenolie- og spiseolivensektoren

C/2017/5518

EUT L 279 af 28.10.2017, p. 30–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2022; stiltiende ophævelse ved 32022R2532

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2017/1963/oj

28.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 279/30


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2017/1963

af 9. august 2017

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår arbejdsprogrammer for støtte til olivenolie- og spiseolivensektoren

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 (1), særlig artikel 57, stk. 2, artikel 58, stk. 4, artikel 62, stk. 2, og artikel 66, stk. 4,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (2), særlig artikel 31, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

På baggrund af erfaringerne med gennemførelsen af de treårige arbejdsprogrammer, som påbegyndtes den 1. april 2015, bør visse bestemmelser i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 (3) forenkles eller præciseres. Samtidig bør den administrative byrde mindskes yderligere for de erhvervsdrivende og de nationale myndigheder.

(2)

I forbindelse med ændringer af godkendte arbejdsprogrammer som følge af en sammenlægning af støttemodtagende organisationer skal de særskilte arbejdsprogrammer for de sammenlagte organisationer gennemføres parallelt og særskilt frem til starten af det gennemførelsesår, der følger efter det gennemførelsesår, hvori sammenlægningen fandt sted, eftersom arbejdsprogrammernes gennemførelsesår starter den 1. april. I denne sammenhæng bør visse betingelser for godkendelse af ændringer i arbejdsprogrammers foranstaltninger tilpasses for at præcisere, at finansieringsrammen, der er tildelt det pågældende område, ikke ændres.

(3)

For bedre at afstemme ansøgningerne om forskud til ansøgerens likvide midler bør medlemsstaterne have mulighed for at tillade, at støttemodtagende organisationer kan indgive ansøgninger om forskud i løbet af det treårige arbejdsprograms gennemførelse.

(4)

Det bør fastsættes, hvor stort et beløb der som et minimum skal stilles som sikkerhed ved indgivelsen af en ansøgning om godkendelse af et arbejdsprogram, således at det sikres, at det godkendte arbejdsprogram gennemføres. Bestemmelserne om frigivelse af den stillede sikkerhed i forbindelse med forskud før udgangen af hvert af arbejdsprogrammets gennemførelsesår bør være mere fleksible og bør afstemmes med bestemmelserne om betalingen af EU-finansieringen.

(5)

Under hensyn til at det vigtigste formål med stramme tidsfrister for indgivelse af en betalingsansøgning er efterlevelse af den årlige budgetcyklus, bør medlemsstaterne have større spillerum ved fastsættelsen af fristen for indgivelse af en ansøgning om betaling, så længe medlemsstaterne senest den 15. oktober i det kalenderår, hvori arbejdsprogrammets gennemførelsesår udløber, foretager betalingerne.

(6)

For at hindre likviditetsproblemer i at opstå bør der indføres en ordning med delvise betalinger i løbet af hvert af arbejdsprogrammets gennemførelsesår til at refundere allerede afholdte udgifter.

(7)

Af forenklingshensyn bør det være muligt at kontrollere overholdelsen af betingelserne for godkendelse af støttemodtagere udelukkende på grundlag af dokumenter.

(8)

Endelig bør visse datoer for meddelelse til Kommissionen af bestemte oplysninger og nogle krydshenvisninger mellem visse bestemmelser i gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 formuleres mere tydeligt.

(9)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 bør derfor ændres.

(10)

For arbejdsprogrammer, som er godkendt inden den 1. april 2018, bør bestemmelserne i gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014, som er gældende på tidspunktet for godkendelsen, forblive gældende indtil disse programmer udløber.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 foretages følgende ændringer:

1)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 3, første afsnit, affattes således:

»3.   Hvis støttemodtagende organisationer, som har foretaget en sammenlægning, tidligere har benyttet særskilte arbejdsprogrammer, skal de gennemføre disse programmer parallelt og særskilt frem til den 31. marts i året efter sammenlægningen.«

b)

Stk. 6, litra c) og d), affattes således:

»c)

de finansielle midler, som tildeles det pågældende område som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i delegeret forordning (EU) nr. 611/2014, ikke ændres

d)

overførslen af midler fra den pågældende foranstaltning til andre foranstaltninger inden for det pågældende område ikke overstiger 40 000 EUR.«

2)

Artikel 3 og 4 affattes således:

»Artikel 3

Forskud

1.   En støttemodtagende organisation kan indgive ansøgning om forskud senest på de datoer, som fastlægges af medlemsstaten.

2.   De samlede forskud, der udbetales for et givet arbejdsprograms gennemførelsesår, kan ikke overstige 90 % af det oprindeligt godkendte støttebeløb for det pågældende arbejdsprogram.

3.   Medlemsstaten kan fastsætte et mindstebeløb for forskud og frister for udbetalingen af forskud.

Artikel 4

Sikkerhedsstillelse

1.   Den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, litra g), i delegeret forordning (EU) nr. 611/2014, skal være mindst 10 % af den EU-støtte, der ansøges om.

2.   De forskud, der er omhandlet i artikel 3, udbetales, mod at der stilles sikkerhed i overensstemmelse med kapitel IV i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 (*1). Størrelsen af sikkerheden skal svare til 110 % af forskuddet.

3.   Før en dato, som medlemsstaten fastsætter, dog senest ved udgangen af hvert af arbejdsprogrammets gennemførelsesår kan de støttemodtagende organisationer indgive ansøgning til den berørte medlemsstat om, at sikkerheden i stk. 2 frigives. Ud over de dokumenter, der er henvist til i artikel 5, stk. 2, litra b) og c), skal ansøgningen ledsages af en nøjagtig beskrivelse af de afsluttede etaper af arbejdsprogrammet opdelt på de områder og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3 i delegeret forordning (EU) nr. 611/2014. Medlemsstaten kontrollerer disse dokumenter og frigiver den sikkerhedsstillelse, der svarer til de berørte udgifter, senest i løbet af den anden måned efter den måned, hvor ansøgningen er indsendt.

(*1)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT L 255 af 28.8.2014, s. 18).«"

3)

I artikel 5 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 affattes således:

»1.   For at få udbetalt EU-finansieringen i henhold til artikel 29, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1308/2013 indsender en støttemodtagende organisation i det kalenderår, hvori arbejdsprogrammets gennemførelsesår slutter, dog senest på en dato, som medlemsstaten skal fastsætte, og som gør det muligt at opfylde kravene i stk. 5, en finansieringsansøgning til medlemsstatens betalingsorgan.

Medlemsstatens betalingsorgan kan udbetale restbeløbet af den EU-finansiering, der svarer til hvert års gennemførelse af arbejdsprogrammet, til de støttemodtagende organisationer, efter at det på grundlag af den i artikel 9 omhandlede årlige rapport eller den i artikel 7 omhandlede kontrolrapport er fundet godtgjort, at de foranstaltninger, der svarer til hver af de forskudsrater, der omhandlet i artikel 3, rent faktisk er gennemført.«

b)

Stk. 5, første punktum, affattes således:

»Senest den 15. oktober i det kalenderår, hvori arbejdsprogrammets gennemførelsesår slutter, udbetaler medlemsstaten efter at have gennemgået ledsagedokumenterne og foretaget den kontrol, der er omhandlet i artikel 6, den skyldige EU-finansiering og frigiver eventuelt den sikkerhed, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2.«

4)

Følgende indsættes som artikel 5a:

»Artikel 5a

Delvis betaling

1.   Medlemsstaterne kan tillade, at de støttemodtagende organisationer ansøger om betaling af den del af støtten, som svarer til udgifter, der allerede er afholdt i forbindelse med arbejdsprogrammet.

2.   Ansøgningerne i stk. 1 kan indgives på et hvilket som helst tidspunkt, men højst to gange i hvert af arbejdsprogrammets gennemførelsesår. Ud over de dokumenter, der er henvist til i artikel 5, stk. 2, litra b) og c), skal ansøgningen ledsages af en nøjagtig beskrivelse af de afsluttede etaper af arbejdsprogrammet opdelt på de områder og foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 3 i delegeret forordning (EU) nr. 611/2014.

3.   Betalingerne på grundlag af de i stk. 1 nævnte ansøgninger må ikke overstige 80 % af den del af støtten, som svarer til udgifter, som allerede er afholdt i forbindelse med arbejdsprogrammet for den pågældende periode. Medlemsstaterne kan fastsætte et mindstebeløb for udbetaling af dele af støtten og frister for indgivelsen af ansøgninger.«

5)

I artikel 6 tilføjes som stk. 6:

»6.   Medlemsstaterne kan kontrollere overholdelsen af betingelserne for godkendelse af støttemodtagere, jf. stk. 1, litra a), udelukkende på grundlag af dokumenter.«

6)

I artikel 10 foretages følgende ændringer:

a)

Stk. 1 ændres således:

i)

Indledningen affattes således:

»1.   Senest den 31. januar inden det nye treårige arbejdsprogram indledes, meddeler de kompetente myndigheder Kommissionen de nationale foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning, navnlig hvad angår:«.

ii)

Litra c) og d) affattes således:

»c)

den andel af EU-finansieringsbeløbet, der som et minimum skal tildeles de specifikke områder, der er omhandlet i artikel 5 i delegeret forordning (EU) nr. 611/2014, de retningslinjer og prioriteter for olivensektoren, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a), i nævnte delegerede forordning, og de kvantitative og kvalitative indikatorer for effektivitet, der er omhandlet i artikel 7, stk. 3, litra f), i nævnte delegerede forordning

d)

de datoer, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, og artikel 5a, stk. 3, i nærværende forordning«

b)

I stk. 3 affattes indledningen således:

»3.   Senest den 20. oktober efter hvert af arbejdsprogrammets gennemførelsesår sender de kompetente myndigheder Kommissionen en rapport om gennemførelsen af denne forordning, der mindst skal indeholde følgende:«.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse på arbejdsprogrammer, der indledes fra den 1. april 2018, og på godkendelsesprocedurerne herfor.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. august 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 549.

(2)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 615/2014 af 6. juni 2014 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 for så vidt angår arbejdsprogrammer for støtte til olivenolie- og spiseolivensektoren (EUT L 168 af 7.6.2014, s. 95).


Top