EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017L2103

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2103 af 15. november 2017 om ændring af Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA med henblik på at inkludere nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika« og om ophævelse af Rådets afgørelse 2005/387/RIA

EUT L 305 af 21.11.2017, p. 12–18 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2017/2103/oj

21.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 305/12


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2017/2103

af 15. november 2017

om ændring af Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA med henblik på at inkludere nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika« og om ophævelse af Rådets afgørelse 2005/387/RIA

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 83, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA (3) skaber en fælles tilgang til at tackle ulovlig handel med narkotika, som udgør en trussel mod EU-borgernes sundhed, sikkerhed og livskvalitet, mod den lovlige økonomi og mod medlemsstaternes stabilitet og sikkerhed. Rammeafgørelse 2004/757/RIA fastsætter fælles mindsteregler for definitionen af lovovertrædelser i forbindelse med narkotikahandel og for sanktioner for at undgå, at der opstår problemer i samarbejdet mellem medlemsstaternes judicielle og retshåndhævende myndigheder, fordi den eller de pågældende lovovertrædelser ikke er strafbare i henhold til både den anmodende og den anmodede medlemsstats ret.

(2)

Rammeafgørelse 2004/757/RIA gælder for de stoffer, der er omfattet af De Forenede Nationers enkeltkonvention af 1961 angående narkotiske midler som ændret ved protokollen af 1972 og for de stoffer, der er omfattet af De Forenede Nationers konvention af 1971 om psykotrope stoffer (»FN-konventionerne«), samt for de syntetiske stoffer, der er underlagt kontrolforanstaltninger i hele Unionen i henhold til Rådets fælles aktion 97/396/RIA (4), og som udgør en sammenlignelig trussel for folkesundheden som de stoffer, der er opført på listerne i FN-konventionerne.

(3)

Rammeafgørelse 2004/757/RIA bør også gælde for de stoffer, der er omfattet af kontrolforanstaltninger og strafferetlige sanktioner i henhold til Rådets afgørelse 2005/387/RIA (5), og som udgør en sammenlignelig trussel for folkesundheden som de stoffer, der er opført på listerne i FN-konventionerne.

(4)

Der dukker ofte nye psykoaktive stoffer op, som efterligner virkningerne af stoffer, der er opført på listerne i FN-konventionerne, og de udbredes hurtigt i Unionen. Visse nye psykoaktive stoffer udgør alvorlige folkesundhedsmæssige og sociale risici. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2101 (6) fastsætter rammerne for udvekslingen af oplysninger om nye psykoaktive stoffer og for en risikovurderingsprocedure baseret på en indledende rapport og en risikovurderingsrapport, der udarbejdes for at bedømme, om et nyt psykoaktivt stof udgør alvorlige folkesundhedsmæssige og sociale risici. For effektivt at begrænse udbuddet af nye psykoaktive stoffer, der udgør alvorlige folkesundhedsmæssige risici og, alt efter omstændighederne, alvorlige sociale risici og for at forhindre handel med disse stoffer i hele Unionen og begrænse kriminelle organisationers involvering bør disse stoffer inkluderes i definitionen af »narkotika« i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv og understøttes af forholdsmæssige strafferetlige bestemmelser.

(5)

De nye psykoaktive stoffer, der inkluderes i definitionen af »narkotika«, bør derfor være omfattet af Unionens strafferetlige bestemmelser om ulovlig narkotikahandel. Dette ville også være med til at ensrette og præcisere Unionens retlige ramme, da der så ville gælde de samme strafferetlige bestemmelser for stoffer, der er omfattet af FN-konventionerne, og for de mest skadelige nye psykoaktive stoffer. Definitionen af »narkotika« i rammeafgørelse 2004/757/RIA bør derfor ændres.

(6)

Dette direktiv bør fastlægge de vigtigste elementer i definitionen af »narkotika« samt proceduren og kriterierne for inkludering af nye psykoaktive stoffer i definitionen. Desuden bør der for at inkludere i definitionen af »narkotika« psykoaktive stoffer, som allerede er omfattet af kontrolforanstaltninger i medfør af rådsafgørelser vedtaget i henhold til fælles aktion 97/396/RIA og afgørelse 2005/387/RIA, tilføjes et bilag, der indeholder en liste over disse psykoaktive stoffer, til rammeafgørelse 2004/757/RIA.

(7)

For hurtigt at imødegå fremkomsten og udbredelsen af skadelige nye psykoaktive stoffer i Unionen bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) dog delegeres til Kommissionen for så vidt angår ændring af det nævnte bilag for at medtage nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika«. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen foretager relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (7). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(8)

For hurtigt at imødegå fremkomsten og udbredelsen af skadelige nye psykoaktive stoffer i Unionen bør medlemsstaterne anvende bestemmelserne i rammeafgørelse 2004/757/RIA på nye psykoaktive stoffer, der udgør alvorlige folkesundhedsmæssige og, alt efter omstændighederne, alvorlige sociale risici, hurtigst muligt og senest seks måneder efter ikrafttrædelsen af en delegeret retsakt, der ændrer bilaget for at inkludere de nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika«. Medlemsstaterne bør så vidt muligt udfolde alle bestræbelser på at afkorte denne frist.

(9)

Målet for dette direktiv, nemlig at udvide anvendelsen af Unionens strafferetlige bestemmelser, der gælder for ulovlig narkotikahandel, til at omfatte nye psykoaktive stoffer, der udgør alvorlige folkesundhedsmæssige risici og, alt efter omstændighederne, alvorlige sociale risici, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, når de handler hver for sig, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(10)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, uskyldsformodningen og retten til et forsvar, retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse samt legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf.

(11)

Eftersom dette direktiv sammen med forordning (EU) 2017/2101 skal erstatte den mekanisme, der blev etableret ved afgørelse 2005/387/RIA, bør nævnte afgørelse ophæves.

(12)

I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, har Irland meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(13)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Det Forenede Kongerige ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(14)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(15)

Rammeafgørelse 2004/757/RIA bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer til rammeafgørelse 2004/757/RIA

I rammeafgørelse 2004/757/RIA foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1 ændres således:

a)

Nr. 1) affattes således:

»1)   »narkotika«: ethvert af følgende stoffer:

a)

et stof, der er omfattet af De Forenede Nationers enkeltkonvention af 1961 angående narkotiske midler som ændret ved protokollen af 1972 eller af De Forenede Nationers konvention af 1971 om psykotrope stoffer

b)

et af de stoffer, der er opført på listen i bilaget«.

b)

Følgende numre tilføjes:

»4)   »nyt psykoaktivt stof«: et stof i ren form eller i et præparat, der hverken er omfattet af De Forenede Nationers enkeltkonvention af 1961 angående narkotiske midler som ændret ved protokollen af 1972 eller af De Forenede Nationers konvention af 1971 om psykotrope stoffer, men som kan udgøre sundhedsmæssige eller sociale risici, der svarer til de risici, der udgøres af de af nævnte konventioner omfattede stoffer

5)   »præparat«: en blanding, der indeholder et eller flere nye psykoaktive stoffer.«

2)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 1a

Procedure for inkludering af nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika«

1.   På grundlag af en risikovurdering eller en kombineret risikovurdering i henhold til artikel 5c i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1920/2006 (*1) og i overensstemmelse med kriterierne i denne artikels stk. 2 vedtager Kommissionen uden unødig forsinkelse en delegeret retsakt i henhold til artikel 8a om ændring af bilaget til denne rammeafgørelse for at tilføje det eller de nye psykoaktive stoffer hertil og fastsætte, at det eller de nye psykoaktive stoffer udgør alvorlige folkesundhedsmæssige risici eller, alt efter omstændighederne, alvorlige sociale risici på EU-plan, og at det eller de er omfattet af definitionen af »narkotika«.

2.   Ved vurderingen af, om der skal vedtages en delegeret retsakt som omhandlet i stk. 1, tager Kommissionen hensyn til, om omfanget af eller anvendelsesmønstrene for det nye psykoaktive stof og dets tilgængelighed og potentiale for udbredelse inden for Unionen er væsentlig(t), og om den sundhedsmæssige skade ved forbrug af det nye psykoaktive stof sammenholdt med dets akutte eller kroniske toksicitet og misbrugspotentiale eller afhængighedsskabende potentiale er livstruende. Den sundhedsmæssige skade anses for livstruende, hvis det er sandsynligt, at det nye psykoaktive stof forårsager dødsfald eller dødelig skade, alvorlig sygdom, alvorlig fysisk eller psykisk svækkelse eller en væsentlig spredning af sygdomme, herunder overførsel af blodbårne vira.

Derudover skal Kommissionen tage hensyn til, om den sociale skade, som det nye psykoaktive stof forvolder på personer og på samfundet, er alvorlig og navnlig om det nye psykoaktive stofs indvirkning på samfundets funktion og den offentlige orden medfører forstyrrelse af den offentlige orden eller voldelig eller asocial adfærd, der skader brugeren, andre personer eller ejendom, eller om kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet, der er forbundet med det nye psykoaktive stof, er systematiske, indebærer betydelige ulovlige gevinster eller medfører betydelige økonomiske omkostninger.

3.   Hvis Kommissionen senest seks uger fra datoen for modtagelse af risikovurderingsrapporten eller den kombinerede risikovurderingsrapport, jf. artikel 5c, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1920/2006, finder, at det ikke er nødvendigt at vedtage en delegeret retsakt for at inkludere det eller de nye psykoaktive stoffer i definitionen af »narkotika«, fremlægger den en rapport for Europa-Parlamentet og for Rådet, hvori den angiver grundene til ikke at gøre det.

4.   For så vidt angår nye psykoaktive stoffer, der tilføjes bilaget til denne rammeafgørelse, sætter de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at anvende bestemmelserne i denne rammeafgørelse på disse nye psykoaktive stoffer snarest muligt, men senest seks måneder efter ikrafttrædelsen af den delegerede retsakt, der ændrer bilaget. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til denne rammeafgørelse eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætter de nærmere regler for henvisningen.

Artikel 1b

Nationale kontrolforanstaltninger

Uden at det berører de forpligtelser, som er pålagt medlemsstaterne i medfør af denne rammeafgørelse, kan medlemsstaterne på deres område opretholde eller indføre de nationale kontrolforanstaltninger, som de finder passende, med hensyn til nye psykoaktive stoffer.

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1920/2006 af 12. december 2006 vedrørende Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 1).«"

3)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 8a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 1a, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 22. november 2017. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 1a omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (*2).

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 1a træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

(*2)  EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.«"

4)

Teksten i bilaget til dette direktiv tilføjes som bilag.

Artikel 2

Gennemførelse af dette direktiv

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 23. november 2018. De underetter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. Medlemsstaterne fastsætte de nærmere regler for henvisningen.

Artikel 3

Ophævelse af afgørelse 2005/387/RIA

1.   Afgørelse 2005/387/RIA ophæves med virkning fra den 23. november 2018.

2.   Uanset stk. 1 finder afgørelse 2005/387/RIA fortsat anvendelse på nye psykoaktive stoffer, for hvilke en fælles rapport som omhandlet i nævnte afgørelses artikel 5 er forelagt inden den 23. november 2018.

3.   Kommissionen vedtager i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 4-8 delegerede retsakter om ændring af bilaget til rammeafgørelse 2004/757/RIA med henblik på at tilføje nye psykoaktive stoffer som omhandlet i nærværende artikels stk. 2 til bilaget.

4.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. stk. 3, tillægges Kommissionen for en periode på to år fra den 22. november 2017.

5.   Den i stk. 3 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

6.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

7.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

8.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til stk. 3 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 4

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 5

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Strasbourg, den 15. november 2017.

På Europa-Parlamentets vegne

A. TAJANI

Formand

På Rådets vegne

M. MAASIKAS

Formand


(1)  EUT C 177 af 11.6.2014, s. 52.

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 17.4.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 25.9.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af 24.10.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Rådets rammeafgørelse 2004/757/RIA af 25. oktober 2004 om fastsættelse af mindsteregler for gerningsindholdet i strafbare handlinger i forbindelse med ulovlig narkotikahandel og straffene herfor (EUT L 335 af 11.11.2004, s. 8).

(4)  Fælles aktion 97/396/RIA af 16. juni 1997 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende udveksling af oplysninger, risikovurdering og kontrol med nye former for syntetisk narkotika (EFT L 167 af 25.6.1997, s. 1).

(5)  Rådets afgørelse 2005/387/RIA af 10. maj 2005 om udveksling af oplysninger om, risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer (EUT L 127 af 20.5.2005, s. 32).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2101 af 15. november 2017 om ændring af forordning (EF) nr. 1920/2006 for så vidt angår udveksling af oplysninger om et system for tidlig varsling af og risikovurderingsprocedure for nye psykoaktive stoffer (se side 1 i denne EUT).

(7)  EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.


BILAG

»

BILAG

Liste over stoffer omhandlet i artikel 1, nr. 1), litra b)

1.

P-metyltioamfetamin eller 4-metyltioamfetamin, jf. Rådets afgørelse 1999/615/RIA (1)

2.

paramethoxymethylamfetamin eller N-methyl-1-(4-methoxyphenyl)-2-aminopropan, jf. Rådets afgørelse 2002/188/RIA (2)

3.

2,5-dimethoxy-4-iodophenethylamin, 2,5-dimethoxy-4-ethylthiophenetylamin, 2,5-dimethoxy-4-(n)-propylthiophenethylamin og 2,4,5-trimethoxyamphetamin, jf. Rådets afgørelse 2003/847/RIA (3)

4.

1-benzylpiperazin eller 1-benzyl-1,4-diazacyclohexan eller N-benzylpiperazin eller benzylpiperazin, jf. Rådets afgørelse 2008/206/RIA (4)

5.

4-metylmetcathinon, jf. Rådets afgørelse 2010/759/EU (5)

6.

4-methyl-5-(4-methylphenyl)-4,5-dihydrooxazol-2-amin (4,4′-DMAR) og 1-cyclohexyl-4-(1,2-diphenylethyl)piperazin (MT-45), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1873 (6)

7.

4-methylamfetamin, jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1874 (7)

8.

4-iod-2,5-dimethoxy-N-(2-methoxybenzyl)phenethylamin (25I-NBOMe), 3,4-dichlor-N-[[1-dimethylamino)cyclohexyl]methyl]benzamid (AH-7921), 3,4-methylendioxypyrovaleron (MDPV) og 2-(3-methoxyphenyl)-2-(ethylamino)cyclohexanon (methoxetamin), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1875 (8)

9.

5-(2-aminopropyl)indol, jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1876 (9)

10.

1-phenyl-2-(pyrrolidin-1-yl)pentan-1-on (α-pyrrolidinovalerophenon, α-PVP), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1070 (10)

11.

methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/369 (11)

12.

N-(1-phenethylpiperidin-4-yl)-N-phenylacrylamid (acryloylfentanyl), jf. Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1774 (12).

«

(1)  Rådets afgørelse 1999/615/RIA af 13. september 1999 om definition af 4-MTA som en ny form for syntetisk narkotika, der skal underlægges kontrolforanstaltninger og strafferetlige sanktioner (EFT L 244 af 16.9.1999, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 2002/188/RIA af 28. februar 2002 om kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger med hensyn til den nye syntetiske narkotika PMMA (EFT L 63 af 6.3.2002, s. 14).

(3)  Rådets afgørelse 2003/847/RIA af 27. november 2003 om kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger med hensyn til de nye former for syntetisk narkotika 2C-I, 2C-T-2, 2C-T-7 og TMA-2 (EUT L 321 af 6.12.2003, s. 64).

(4)  Rådets afgørelse 2008/206/RIA af 3. marts 2008 om definition af 1-benzylpiperazin (BZP) som et nyt psykoaktivt stof, der skal underlægges kontrolforanstaltninger og strafferetlige foranstaltninger (EUT L 63 af 7.3.2008, s. 45).

(5)  Rådets afgørelse 2010/759/EU af 2. december 2010 om at underkaste 4-metylmetcathinon (mephedron) kontrolforanstaltninger (EUT L 322 af 8.12.2010, s. 44).

(6)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1873 af 8. oktober 2015 om at underkaste 4-methyl-5-(4-methylphenyl)-4,5-dihydrooxazol-2-amin (4,4′-DMAR) og 1-cyclohexyl-4-(1,2-diphenylethyl)piperazin (MT-45) kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 32).

(7)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1874 af 8. oktober 2015 om at underkaste 4-methylamfetamin kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 35).

(8)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1875 af 8. oktober 2015 om at underkaste 4-iod-2,5-dimethoxy-N-(2-methoxybenzyl)phenethylamin (25I-NBOMe), 3,4-dichlor-N-[[1-(dimethylamino)cyclohexyl]methyl]benzamid (AH-7921), 3,4-methylendioxypyrovaleron (MDPV) og 2-(3-methoxyphenyl)-2-(ethylamino)cyclohexanon (methoxetamin) kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 38).

(9)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/1876 af 8. oktober 2015 om at underkaste 5-(2-aminopropyl)indol kontrolforanstaltninger (EUT L 275 af 20.10.2015, s. 43).

(10)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1070 af 27. juni 2016 om at underkaste 1-phenyl-2-(pyrrolidin-1-yl)pentan-1-on (α-pyrrolidinovalerophenon, α-PVP) kontrolforanstaltninger (EUT L 178 af 2.7.2016, s. 18).

(11)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/369 af 27. februar 2017 om at underkaste methyl-2-[[1-(cyclohexylmethyl)-1H-indol-3-carbonyl]amino]-3,3-dimethylbutanoat (MDMB-CHMICA) kontrolforanstaltninger (EUT L 56 af 3.3.2017, s. 210).

(12)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1774 af 25. september 2017 om at underkaste N-(1-phenethylpiperidin-4-yl)-N-phenylacrylamid (acryloylfentanyl) kontrolforanstaltninger (EUT L 251 af 29.9.2017, s. 21).


Top