Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D0599

    Rådets afgørelse (FUSP) 2015/599 af 15. april 2015 om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten (MEPP)

    EUT L 99 af 16.4.2015, p. 29–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/06/2018

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2015/599/oj

    16.4.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 99/29


    RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2015/599

    af 15. april 2015

    om udnævnelse af Den Europæiske Unions særlige repræsentant for fredsprocessen i Mellemøsten (MEPP)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

    under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    En løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt er en strategisk prioritet for Unionen, og det er nødvendigt, at Unionen fortsætter sit aktive engagement, indtil der er fundet en løsning på grundlag af tostatsløsningen.

    (2)

    Der bør udnævnes en særlig repræsentant for Den Europæiske Union (EUSR) for fredsprocessen i Mellemøsten (MEPP) for en periode på 12 måneder.

    (3)

    EUSR skal gennemføre mandatet under forhold, der muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions særlige repræsentant

    Fernando GENTILINI udnævnes hermed til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for fredsprocessen i Mellemøsten (MEPP) indtil den 30. april 2016. Rådet kan dog beslutte, at EUSR's mandat skal afsluttes tidligere, på grundlag af en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

    Artikel 2

    Politikmål

    1.   EUSR's mandat bygger på Unionens politikmål for MEPP.

    2.   Det overordnede mål er en samlet fred, der bør opnås på grundlag af en tostatsløsning, hvor Israel og en demokratisk, sammenhængende, levedygtig, fredelig og uafhængig palæstinensisk stat lever side om side inden for sikre og anerkendte grænser med normale forbindelser med deres naboer i overensstemmelse med de relevante resolutioner fra De Forenede Nationers (FN's) Sikkerhedsråd, Madridprincipperne, herunder land for fred, køreplanen, de aftaler, som parterne tidligere har indgået, og det arabiske fredsinitiativ. I lyset af de forskellige dele af de israelsk-arabiske forbindelser udgør den regionale dimension et væsentligt element med henblik på en samlet fred.

    3.   For at nå dette mål er de politiske prioriteter at bevare en tostatsløsning og at relancere og støtte fredsprocessen. Klare parametre, der fastlægger grundlaget for forhandlingerne, er nøgleelementer med henblik på et vellykket resultat, og Unionen har fastlagt sin holdning med hensyn til sådanne parametre i Rådets konklusioner fra december 2009, december 2010 og juli 2014, som det fortsat vil fremme aktivt.

    4.   Unionen er fast besluttet på at arbejde sammen med parterne og med partnere i det internationale samfund, herunder gennem deltagelse i Mellemøstkvartetten (»Kvartetten«) og aktivt stræbe efter passende internationale initiativer med henblik på at skabe en ny dynamik i forhandlingerne.

    Artikel 3

    Mandat

    1.   For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

    a)

    at yde et aktivt og effektivt EU-bidrag til aktioner og initiativer, der fører til en endelig løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt på grundlag af en tostatsløsning og i overensstemmelse med Unionens parametre

    b)

    at fremme og fastholde tætte kontakter til alle parterne i fredsprocessen, relevante politiske aktører, andre lande i regionen, medlemmerne af Kvartetten og andre relevante lande samt FN og andre relevante internationale organisationer, f.eks. Den Arabiske Liga, for sammen med dem at arbejde på at styrke fredsprocessen

    c)

    at arbejde på at fremme og bidrage til en mulig ny ramme for forhandlinger i samråd med alle de vigtigste interessenter og Unionens medlemsstater

    d)

    aktivt at støtte og bidrage til fredsforhandlingerne mellem parterne, herunder ved at fremsætte forslag på Unionens vegne i forbindelse med disse forhandlinger

    e)

    at sikre, at Unionen fortsat er til stede i de relevante internationale fora

    f)

    at bidrage til krisestyring og -forebyggelse, herunder med hensyn til Gaza

    g)

    på anmodning at bidrage til gennemførelsen af internationale aftaler mellem parterne og at tage diplomatiske kontakter til dem, såfremt vilkårene i disse aftaler ikke overholdes

    h)

    at bidrage til de politiske bestræbelser på at foretage en grundlæggende ændring, der kan føre til en holdbar løsning for Gazastriben, som udgør en integreret del af en fremtidig palæstinensisk stat, og som bør drøftes under forhandlingerne

    i)

    at være særlig opmærksom på faktorer, der påvirker den regionale dimension af fredsprocessen, på engagementet med arabiske partnere og på gennemførelsen af det arabiske fredsinitiativ

    j)

    at gå ind i en konstruktiv drøftelse med stater, der har undertegnet aftaler inden for rammerne af fredsprocessen, for at fremme overholdelsen af de grundlæggende standarder for demokrati, herunder respekten for den humanitære folkeret, menneskerettighederne og retsstatsprincippet

    k)

    at fremsætte forslag om Unionens mellemkomst i fredsprocessen og om den bedste måde, hvorpå man kan videreføre Unionens initiativer og igangværende indsats i relation til fredsprocessen, såsom Unionens bidrag til palæstinensiske reformer, herunder de politiske aspekter af relevante EU-udviklingsprojekter

    l)

    at engagere parterne i at afstå fra ensidige handlinger, der kan true tostatsløsningens levedygtighed

    m)

    som udsending til Kvartetten at rapportere om fremskridt og udvikling i forhandlingerne og bidrage til forberedelsen af Kvartettens udsendinges møder på grundlag af Unionens holdninger og gennem koordinering med andre medlemmer af Kvartetten

    n)

    at bidrage til gennemførelse af Unionens menneskerettighedspolitik i samarbejde med EUSR for menneskerettigheder, herunder Unionens retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig Unionens retningslinjer om børn i væbnede konflikter og om vold mod kvinder og piger og bekæmpelse af alle former for diskrimination mod dem, og Unionens politik vedrørende FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 (2000) om kvinder, fred og sikkerhed, bl.a. ved at overvåge, aflægge rapport om udviklingen og formulere henstillinger i den henseende

    o)

    at bidrage til at skabe bedre forståelse for Unionens rolle blandt indflydelsesrige personer i regionen.

    2.   EUSR skal støtte HR i dennes arbejde og bevare et overblik over alle Unionens aktiviteter i regionen, der er relateret til fredsprocessen i Mellemøsten.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

    2.   Den PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

    3.   EUSR arbejder tæt sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og dens relevante tjenestegrene.

    4.   EUSR arbejder tæt sammen med Unionens repræsentationskontor i Jerusalem, EU-delegationen i Tel Aviv samt med alle andre relevante EU-delegationer i regionen.

    5.   EUSR er først og fremmest baseret i regionen, samtidig med at der sikres en regelmæssig tilstedeværelse i EU-Udenrigstjenestens hovedkvarter.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden indtil den 30. april 2016 udgør 1 980 000 EUR.

    2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

    3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for at sammensætte sin medarbejderstab. Medarbejderstaben skal have den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder løbende Rådet og Kommissionen underrettet om sammensætningen af sin medarbejderstab.

    2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere til EUSR. Løn til udstationerede medarbejdere afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres ved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

    3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats, den udsendende EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

    Artikel 7

    Privilegier og immuniteter for EUSR og EUSR's medarbejderstab

    De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtslandene i relevant omfang. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 8

    EU's klassificerede informationers sikkerhed

    EUSR og EUSR's medarbejdere overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (1).

    Artikel 9

    Adgang til oplysninger og logistisk støtte

    1.   Medlemsstaterne, EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

    2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer i regionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

    Artikel 10

    Sikkerhed

    EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med mandatet og på baggrund af sikkerhedssituationen i det geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

    a)

    udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, der omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet og styringen af sikkerhedshændelser, samt en beredskabsplan og en evakueringsplan for missionen

    b)

    sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

    c)

    sikre, at alle de medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, der er opstillet for missionsområdet af EU-Udenrigstjenesten

    d)

    sikre, at alle vedtagne henstillinger, som fremsættes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og afgive skriftlige rapporter til HR, Rådet og Kommissionen om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i fremskridtsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet.

    Artikel 11

    Rapportering

    EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og EU-Udenrigstjenesten. EUSR aflægger regelmæssigt rapport til PSC ud over minimumskravene til rapportering og fastsættelse af mål, jf. retningslinjerne vedrørende udnævnelse af, mandat for og finansiering af Unionens særlige repræsentanter. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.

    Artikel 12

    Koordinering

    1.   EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og af Unionens delegationer.

    2.   Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til Unionens delegationschefer, cheferne for FSFP-missionerne og medlemsstaternes missionschefer. Disse skal gøre alt for at bistå EUSR i gennemførelsen af dennes mandat. EUSR giver i tæt samarbejde med Unionens delegationschef i Tel Aviv og Unionens repræsentationskontor i Jerusalem lokal politisk vejledning til cheferne for Den Europæiske Unions politimission i det palæstinensiske område (EUPOL COPPS) og EU-grænsebistandsmissionen ved grænseovergangen i Rafah (EU BAM Rafah). EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

    Artikel 13

    Revision

    Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger HR, Rådet og Kommissionen en fremskridtsrapport inden udgangen af september 2015 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet inden udgangen af januar 2016.

    Artikel 14

    Ikrafttræden

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 15. april 2015.

    På Rådets vegne

    E. RINKĒVIČS

    Formand


    (1)  Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).


    Top