Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0178

2012/178/EU: Kommissionens afgørelse af 23. marts 2011 om statsstøtte C 10/10 (ex N 562/09), som Spanien har til hensigt at yde til omstrukturering af A NOVO Comlink (meddelt under nummer K(2011) 1740) EØS-relevant tekst

EUT L 90 af 28.3.2012, p. 22–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/178(1)/oj

28.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 90/22


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 23. marts 2011

om statsstøtte C 10/10 (ex N 562/09), som Spanien har til hensigt at yde til omstrukturering af A NOVO Comlink

(meddelt under nummer K(2011) 1740)

(Kun den spanske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2012/178/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 108, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger i henhold til ovennævnte bestemmelser (1), og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFORLØB

(1)

Spanien anmeldte den 16. oktober 2009 en omstruktureringsstøtte til den selvstyrende region Andalucía til fordel for A NOVO Comlink SL. Ved brev af 25. marts 2010 meddelte Kommissionen Spanien, at den havde besluttet at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 108, stk. 2, over for den nævnte foranstaltning. Spanien reagerede på denne beslutning ved brev af 26. april 2010. Kommissionen anmodede Spanien om yderligere oplysninger ved brev af 22. september 2010. De spanske myndigheder svarede den 20. oktober 2010 og erklærede, at de trak meddelelsen tilbage, fordi den økonomiske udvikling havde været mere positiv end forventet.

(2)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtteforanstaltning. Der blev ikke modtaget bemærkninger fra tredjeparter.

II.   BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGEN

1.   Den anmeldte omstruktureringsplan

(3)

Den omstruktureringsplan, som Spanien anmeldte i oktober 2009, vedrørte omstruktureringsstøtte til A NOVO Comlink SL (»A NOVO«) på grundlag af Orden de 5 de noviembre de 2008 por la que se establecen las bases reguladoras del programa de Ayudas a Empresas Viables con dificultades coyunturales en Andalucía (bekendtgørelse af 5. november 2008 om fastlæggelse af lovgrundlag for et program for støtte til levedygtige virksomheder med konjunkturbetingede problemer i Andalusien), og der indkaldtes ansøgninger for årene 2008 og 2009 (3). Kommissionen godkendte den nævnte bekendtgørelse i maj 2009 som en støtteordning til redning og omstrukturering af små og mellemstore virksomheder, hvorfor der skal foretages anmeldelse af støtte af denne type til store virksomheder (sag nr. N 608/08).

(4)

Den planlagte støtte til Andalusien omfattede en garanti på 80 % for et lån på 4 375 000 EUR med en løbetid på 10 år, en rentegodtgørelse på 0,89 %, og et offentligt tiårigt lån på 2 000 000 EUR ydet af Agencia de Innovación y Desarrollo de Andalucía (IDEA) (Andalusiens agentur for innovation og udvikling).

(5)

For så vidt angår de nødvendige likvide midler oplyste Spanien i anmeldelsen, at gælden ved udarbejdelsen af omstruktureringsforanstaltningen omfattede:

gæld i forhold til leverandører på 2,7 mio. EUR

gæld i forhold til staten på 650 000 EUR

gæld på 1,6 mio. EUR i forhold til andre virksomheder i A NOVO-gruppen

andre behov som følge af øgede aktiviteter.

Det samlede likviditetsbehov var derfor på omkring 5 mio. EUR.

(6)

Bortset fra den ovenfor beskrevne tilførsel af ny kapital omhandlede omstruktureringsplanen ingen omstrukturering af virksomhedens aktiviteter eller af dens organisation og ledelse og heller ikke af arbejdsstyrken. Hvad angår virksomhedens struktur, omhandlede planen kun de nuværende aktivitetsområder og mulighederne for udbygning af disse.

(7)

Planen omhandlede intet bidrag fra virksomheden selv eller fra moderselskabet. Hvad angår modydelser, omhandlede planen ingen kapacitetsreduktion eller salg af aktiver. Hvad angår de fremtidige muligheder, blev der ikke skelnet mellem optimistiske, neutrale eller pessimistiske hypoteser.

2.   Foranstaltninger, der ikke blev anmeldt til Kommissionen

(8)

Under evalueringen af omstruktureringsplanen kom det frem, at der i maj 2009 var blevet ydet redningsstøtte til A NOVO i form af en garanti på 80 % i forbindelse med et seksmåneders lån på 1 825 000 EUR, med et årligt gebyr på 1,5 % og en rentesats på 2,86 %. Spanien anmeldte ikke denne garanti.

(9)

I forlængelse af redningsstøtten den 21. maj 2009 fremlagde A NOVO den 10. september 2009 en omstruktureringsplan for de andalusiske myndigheder.

3.   Modtager

(10)

A NOVO er en stor virksomhed, der opererer i sektoren for eftersalgsservice omfattende computere, mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr. Virksomheden er helejet af den franske virksomhed A NOVO SA. A NOVO var oprindeligt en telefonproducent, men indstillede 2004 og 2006 denne produktion for at koncentrere sig om eftersalgsservice. A NOVO er beliggende i Málaga (Andalusien) — et område, som kan modtage regionalstøtte i henhold til undtagelsen i artikel 107, stk. 3, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(11)

Da omstruktureringsplanen blev anmeldt, opfyldte A NOVO betingelserne for insolvens. Virksomheden havde vanskeligt ved at opnå penge på kapitalmarkederne. Af den oprindeligt tegnede kapital fra 2001 på 15 mio. EUR var der forsvundet mere end 10 mio. EUR, og alene i 2008 var der gået mere end en fjerdedel tabt:

(EUR)

 

2001

2004

2005

2006

2007

2008

2009

Kapital

15 000 000

14 684 923

6 167 668

6 167 668

8 967 667

4 056 802

2 057 000

A NOVO registrerede også store tab og faldende omsætning:

(EUR)

 

2006

2007

2008

2009

Forøgelse af tab

–2 603 000

–4 549 000

–3 923 000

– 292 000

Nedgang i omsætningen

22 090 000

21 853 000

15 305 000

15 464 000

(12)

I starten af 2009 var A NOVO således i krise i henhold til punkt 10 og 11 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (»rammebestemmelserne«) (4). Mere end halvdelen af den tegnede kapital var forsvundet, og mere end en fjerdedel heraf var forsvundet i løbet af de foregående 12 måneder (punkt 10, litra a), i rammebestemmelserne). Virksomheden opfyldte således de kriterier, der er omhandlet i den spanske lovgivning, for at underkaste sig konkursbehandling (punkt 10, litra c), i rammebestemmelserne). Omsætningen var under alle omstændigheder faldende, og der var næsten ingen aktiver af værdi, jf. punkt 11 i rammebestemmelserne.

(13)

Allerede i juli 2005 påbegyndtes en omstrukturering af A NOVO med det formål at ændre dens aktiviteter fra telefonproduktion til eftersalgsservice. En aftale om grundlag og forpligtelser under overlevelsesplanen for A NOVO COMLINK S.L. fra 2005 forpligtede A NOVO til at bidrage til finansiering af virksomhedens overlevelsesplan gennem salg og en leasingaftale angående dens faste ejendom i Andalusiens teknologipark (til et anslået beløb på 14,9 mio. EUR), til at omdanne 94 midlertidige kontrakter til fast ansættelse inden den 31. december 2007, indgå 88 nye kontrakter inden den 31. december 2009 og opretholde den eksisterende arbejdsstyrke frem til 2015. Aftalen omfattede desuden en ordning for delvis pensionering fra 60 år.

(14)

Beskæftigelsesmyndighederne under Junta de Andalucía gav til gengæld A NOVO mulighed for at ophæve 224 beskæftigelseskontrakter for ansatte på over 54 år inden den 31. august 2008. Denne tilladelse gør det muligt for disse arbejdstagere at anmode om arbejdsløshedsunderstøttelse, selv om de i teorien bliver ved med at være aktive. Under den midlertidige suspension af arbejdskontrakterne bliver arbejdstagerne ved med at være en del af virksomheden. Foranstaltningen har til formål at supplere de berørte arbejdstageres indtægter, indtil de når pensionsalderen.

(15)

Virksomhedens retlige forpligtelser er begrænset til at betale arbejdsgiverbidraget til den sociale sikring for de arbejdstagere, der er berørt af kontraktens ophævelse, samt løn- og socialsikringsomkostninger i perioden med delvis pensionering (mellem 60 og 65 år).

4.   Begrundelse for procedurens indledning

(16)

Efter en analyse af disse statsstøtteforanstaltninger i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF og i lyset af rammebestemmelserne besluttede Kommissionen at indlede proceduren i henhold artikel 108, stk. 2, i TEUF, eftersom den nærede tvivl om, hvorvidt de nødvendige betingelser for at tillade rednings- og omstruktureringsstøtten var opfyldt.

(17)

Kommissionen konkluderede, at det var muligt, at begge foranstaltninger udgjorde støtte. Artikel 107, stk. 1, i TEUF fastsætter, at støtte er enhver form for finansiel støtte, der ydes af en medlemsstat, og som giver bestemte virksomheder en specifik fordel og derved fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. De foranstaltninger, som der her er tale om — garantierne, rentegodtgørelsen, lånet fra den andalusiske region og de direkte betalinger til A NOVO's arbejdstagere — omfatter anvendelse af statsmidler. De blev indrømmet af den selvstyrende region Andalusien og er offentlige.

(18)

Foranstaltningerne bør give støttemodtageren en fordel, som han ikke ville kunne opnå under normale arbejdsvilkår. En garanti udgør ikke en lignende fordel, når låntageren befinder sig i en vanskelig finansiel situation, jf. punkt 3.2, litra a), i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 angående statsstøtte i form af garantier (5). Lånet ydet af regionen Andalusien kan ligeledes give en fordel. Kommissionen tvivler på, at det blev ydet til markedsrentesatser, der var fastsat i henhold til Kommissionens normer om fastlæggelse af markedsrentesatser, der er omhandlet i Kommissionens meddelelse om revision af metoden til fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (6). Det er derfor muligt, at foranstaltningerne udgør støtte, som fordrejer konkurrencen.

(19)

A NOVA havde i begyndelsen af 2009 økonomiske problemer, men der var tvivl om, hvorvidt virksomheden kunne opnå nogen form for rednings- eller omstruktureringsstøtte, da den var et helejet datterselskab af den franske virksomhed A NOVO SA, som havde en omsætning på omkring 350 mio. EUR, og opnåede en nettofortjeneste på 12 mio. EUR. i 2009. I overensstemmelse med punkt 11 i rammebestemmelserne kan virksomheder i krise kun nyde godt af støtte, hvis de ikke kan komme på fode med midler fra deres ejere. Ifølge punkt 13 i rammebestemmelserne skal medlemsstaten endvidere, når der er tale om en virksomhed, der tilhører en større gruppe, godtgøre, at virksomhedens problemer er dens egne, og at de er for komplekse til, at gruppen selv kan løse dem. Spanien har ikke fremlagt oplysninger, der gør det muligt at fastslå, om disse betingelser er opfyldt.

(20)

Hvad angår omstruktureringsplanen, tvivler Kommissionen på, at den vil sikre overlevelse på langt sigt som krævet i punkt 35 og 36 i rammebestemmelserne. Omstruktureringsplanen omfattede ingen beskrivelse af interne foranstaltninger til forbedring af virksomhedens overlevelsesevne og struktur. Planen omfatter heller ikke modydelser, som i videst muligt omfang begrænser enhver form for negative konsekvenser for konkurrenterne, f.eks. en reduktion af kapaciteten (punkt 38 og 39 i rammebestemmelserne). Det var heller ikke muligt at fastslå, om beløbet og støttens intensitet var begrænset til de strengt nødvendige omkostninger (punkt 43 og 45 i rammebestemmelserne). Rent konkret indgik der i planen ikke noget bidrag fra støttemodtageren.

(21)

Hvad angår omstruktureringen i 2005, er Kommissionen i tvivl om, hvorvidt princippet om »engangsstøtte« er overholdt. I henhold til punkt 72 ff. i rammebestemmelserne tillades statsstøtte ikke, når der er gået mindre end 10 år siden gennemførelsen af den sidste rednings- eller omstruktureringsforanstaltning. Kommissionen mangler de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, om den selvstyrende region Andalusiens direkte betalinger til arbejdstagerne udgør statsstøtte. Hvis disse betalinger blev foretaget inden for rammerne af en generel socialsikringsordning, betragtes de ikke som statsstøtte. Hvis de skulle have været afholdt på normal vis af virksomheden selv — i henhold til arbejdsmarkedslovgivningen eller kollektive overenskomster — ville disse betalinger være en del af virksomhedens normale omkostninger. Hvis staten påtager sig disse betalinger, er de at betragte som støtte (7).

(22)

Det var derfor tvivlsomt, om rednings- og omstruktureringsstøtten kunne anses for at være forenelig med de relevante rammebestemmelser.

III.   KOMMENTARER FRA SPANIEN

(23)

Ved brev af 22. oktober 2010 meddelte Spanien Kommissionen, at den anmeldte omstruktureringsforanstaltning ikke var blevet gennemført, og at anmeldelsen blev trukket tilbage.

(24)

Hvad angår redningsstøtten i maj 2009, oplyste Spanien, at Andalusiens agentur for innovation og udvikling (IDEA) den 19. januar 2009 havde godkendt en risikofyldt transaktion, der bestod i en redningsgaranti på 1,5 mio. EUR for en seksmåneders periode, som gjorde det muligt for virksomheden at optage et lån på 1 875 000 EUR på kapitalmarkedet. Dette lån blev udstedt den 21. maj 2009. Det lettede virksomhedens likviditetsproblemer, som havde kunnet fremkalde en konkurs, og sikrede den nødvendige margen til, at den kunne fastlægge en ny omstruktureringsplan med de foranstaltninger, der var nødvendige for at sikre virksomhedens overlevelse på trods af den uventede situation med de finansielle institutioners generelle kreditstramning.

(25)

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt garantien skal betragtes som støtte, fremførte Spanien, at handelen ikke var berørt. Det hævdes, at den eftersalgsservice, som støttemodtageren står for, ydes lokalt og er begrænset til Spaniens område. Støtten skulle heller ikke berøre grænseoverskridende udvekslinger eller mærkbart forhindre ikke-spanske konkurrenter i at drive virksomhed på det spanske marked. Der skulle heller ikke være mulighed for at yde eftersalgsservice til endelige forbrugere uden for spansk område. Selv om A NOVO var en del af den franske gruppe A NOVO S.A., som er en vigtig spiller på markedet for eftersalgsservice i Europa, skulle den indirekte mulige indvirkning på udvekslingerne kun være teoretisk og i værste fald meget uvæsentlig og derfor ikke have mærkbare konsekvenser for konkurrenceforholdet mellem en gruppe som A NOVOV S.A. og dens konkurrenter, hvis der tages hensyn til støttens omfang sammenholdt med en stor gruppe som A NOVO S.A., hvis omsætning i 2009 beløb sig til 366 mio. EUR.

(26)

De spanske myndigheder hævdede, at rentesatsen for banklånet af 21. maj 2009 på 1,875 mio. EUR, som var ledsaget af en garanti på 80 % fra den selvstyrende region Andalusien med et årligt gebyr på 1,5 %, svarede til de rentesatser, der blev anvendt på lån til sunde virksomheder. Denne rentesats var på 2,88 %, og den referencesats, som Kommissionen havde offentliggjort for maj 2009, var på 2,22 % (8). Ifølge meddelelsen om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (9) er den margen, som anvendes på lån med høj garanti til sunde virksomheder (kreditværdighed lig med AAA — A), på 60 basispoint. Det ville indebære en grænse på 2,82 %. I henhold til beslutningen om at yde garantien udløb den senest seks måneder efter, at lånet var ydet.

(27)

De spanske myndigheder fremførte også, at garantien var berettiget på grund af de alvorlige beskæftigelsesmæssige konsekvenser og ikke havde nogen uheldige konsekvenser for andre medlemsstater, jf. punkt 25, litra b), i rammebestemmelserne. Antallet af officielt ansatte i virksomheden var på 527. Virksomhedens konkurs eller lukning ville have berørt disse arbejdstagere og flere hundrede indirekte arbejdspladser. På grund af arbejdstagernes aldersfordeling ville mange af dem have haft svært ved at finde ny beskæftigelse. På grund af den høje arbejdsløshed i Andalusien (30 % i Málaga) ville lukningen have skabt en meget alvorlig beskæftigelsessituation. Spanien vurderede endvidere, at eftersom eftersalgs- og reparationsservice ydes på regionalt niveau, var det ikke sandsynligt, at foranstaltningen ville få uheldige konsekvenser i andre medlemsstater.

(28)

De spanske myndigheder anførte desuden, at man opfyldte betingelserne i punkt 25, litra c), i rammebestemmelserne for ikke-anmeldt redningsstøtte, i henhold til hvilke medlemsstaterne inden for seks måneder efter den første godkendelse af redningsstøtten skal fremlægge en omstruktureringsplan eller dokumentation for, at garantien er ophævet. Efter ydelsen af redningsstøtten den 21. maj 2009 anmeldte Spanien omstruktureringsplanen og den planlagte støtte den 16. oktober 2009. Dette skete således inden for fristen på seks måneder efter ydelsen af redningsstøtten. Spanien bekræftede desuden, at varigheden af statsgarantien var begrænset til seks måneder.

(29)

De spanske myndigheder fremførte endelig, at støtten var begrænset til, hvad der var nødvendigt for at opretholde aktiviteterne i den periode på seks måneder, som godkendelsen omfattede, jf. punkt 25, litra d), i rammebestemmelserne. Beløbet var beregnet med udgangspunkt i likviditetsbehovet for seks måneder og kasseunderskuddet i virksomheden, som fremlagde følgende pengestrømsopgørelse for seks måneder som led i ansøgningen om redningsstøtte:

(EUR)

 

Måned 1

Måned 2

Måned 3

Måned 4

Måned 5

Måned 6

Indtægter

1 440 998,00

1 685 785,00

1 586 880,00

1 403 600,00

1 405 920,00

1 549 760,00

Udgifter

1 632 677,00

4 231 415,00

2 631 987,00

2 684 834,00

1 754 309,00

1 504 723,00

Saldo

– 191 679,00

–2 545 630,00

–1 045 107,00

–1 281 234,00

– 348 389,00

45 037,00

Kumuleret saldo

– 191 679,00

–2 737 309,00

–3 782 416,00

–5 063 650,00

–5 412 039,00

–5 367 002,00

(30)

De spanske myndigheder konkluderede på grundlag af disse oplysninger, at der var behov for et beløb på 1 875 000 EUR på trods af den store negative pengestrøm (– 5 367 002 EUR). For at fastslå støttebeløbet tog de spanske myndigheder højde for det resultat, der var opnået ved at anvende den formel, der findes i bilaget til rammebestemmelserne. Der var tale om følgende beregning:

 

EBIT 2008: – 4 212 036 EUR

 

Nedskrivning 2008: 437 201 EUR

 

Driftskapital 2008: (omsætningsaktiver: 7 686 473 – kortfristet gæld: 10 446 997 EUR) = – 2 760 524 EUR

 

Driftskapital 2007: (omsætningsaktiver: 11 748 449 – kortfristet gæld: 10 958 960 EUR) = 789 489 EUR

 

(driftskapitalt – driftskapitalt-1) = – 3 550 013 EUR

 

[EBITt + tilbagebetalingt + (driftskapitalt – driftskapitalt-1)]/2

 

= [– 4 212 036 EUR + 437 201 EUR + – 3 550 013 EUR]/2 = – 3 662 424 EUR

Som følge heraf beløb halvdelen af den negative pengestrøm for året forud for ydelsen af støtten sig til 3 662 424 EUR. Det lån med statsgaranti, som Spanien havde ydet, lå langt under denne grænse og var derfor begrænset til det nødvendige beløb.

(31)

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt det kan vurderes, at A NOVO, som er et helejet datterselskab under den franske virksomhed A NOVO S.A. — hvis omsætning ligger på omkring 350 mio. EUR — er en virksomhed, hvortil der kan ydes rednings- og omstruktureringsstøtte, fremførte Spanien, at virksomhedens problemer var interne og for komplekse til at kunne løses af gruppen selv. De var interne, eftersom de udelukkende var forbundet med A NOVO's aktiviteter og navnlig med dens overgang fra fremstilling af produkter til levering af tjenesteydelser. De var ikke et resultat af fordelingen af omkostninger i gruppen. Virksomhedens finansielle problemer var desuden for komplekse til, at gruppen selv kunne løse dem. Resultaterne og pengestrømmene i 2008 og 2009 i gruppen A NOVO S.A. og i A NOVO Comlink España viser, at i slutningen af 2008, da A NOVO's problemer begyndte at nødvendiggøre en redningsaktion, stod modervirksomheden over for et finansielt pres:

(mio. EUR)

 

Gruppen A NOVO SA (Frankrig)

A NOVO (Spanien)

2008

2009

2008

2009

Salg

350

366

14,9

15,5

Fortjeneste

–17

12

–3,9

–0,3

Egne indtægter

45

53

0

1,8

Kortfristede lån

28

18

3,4

2

Langfristede lån

56

51

0,6

0,7

Likviditet

–0,3

2

–0,6

–0,9

Aktiver

230

225

14,2

13,4

Gruppens tab på 17 mio. EUR skyldtes også en række forpligtelser i forhold til A NOVO España. Gruppen A NOVO har ydet meget store bidrag til sit spanske datterselskab: 2,123 mio. EUR i 2006 og 2,060 mio. EUR i 2009. I 2009 var den under fornyet pres på grund af behovet for at omlægge den franske gruppes gæld.

(32)

Hvad angår omstruktureringen i 2005 og princippet om engangsstøtte, var der ifølge de spanske myndigheder 224 arbejdstagere, der nød godt af ordningen med delvis pensionering efter ophævelsen af deres arbejdskontrakter i overensstemmelse med en procedure for midlertidig regulering af beskæftigelsen (Expediente de Regulación Temporal de Empleo (ERTE). I henhold til nævnte ERTE ophævedes kontrakterne for 224 arbejdstagere i overensstemmelse med de gældende arbejdsmarkedsregler, navnlig artikel 45 i loven om arbejdstagere (Estatuto de los Trabajadores), som var godkendt ved kongeligt dekret (Real Decreto) nr. 1/1995 af 24. marts 1995 (10).

(33)

I henhold til artikel 45, stk. 1, i loven om arbejdstagere kan arbejdskontrakten ophæves af økonomiske, tekniske, organisatoriske eller produktionsmæssige årsager. Stk. 2 i den nævnte artikel fastsætter, at ophævelsen fritager for de gensidige forpligtelser til at arbejde og aflønne arbejde. Arbejdstagerne modtager arbejdsløshedsunderstøttelse i henhold til artikel 208, stk. 1, litra a), i loven om social sikring (Ley General de la Seguridad Social) godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/1994 af 20. juni 1994 (11). I henhold til artikel 214, stk. 2, i dette kongelige dekret om vedtagelse af den reviderede lov om socialsikring (Texto Refundido de la Ley General de la Seguridad Social) skal arbejdsgiveren indbetale arbejdsgiverbidraget til socialsikring, mens det nationale institut for socialsikring (Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS)) betaler arbejdstagerens bidrag.

(34)

Efter udløbet af den ERTE-godkendte suspensionsperiode for individuelle kontrakter blev arbejdstagerne igen integreret i virksomheden, men de kom ind under ordningen for delvis pensionering, i henhold til hvilken de kun arbejdede 15 % af, hvad der var fastsat i den oprindelige kontrakt. Virksomheden betalte 15 % af lønnen og bidragene til socialsikring. I henhold til de spanske myndigheder er denne foranstaltning på samme måde som supplerende finansielle foranstaltninger, der er godkendt af beskæftigelsesmyndighederne under Junta de Andalucía i forbindelse med ERTE fra 2005 og baseret på aftalen om grundlag og forpligtelser under overlevelsesplanen for A NOVO Comlink España S.L. af 18. juli 2005, i overensstemmelse med den gældende arbejdsmarkedslovgivning. Det gælder navnlig artikel 51 ff. i loven om arbejdstagere, kongeligt dekret nr. 43/1996 af 19. januar, der er udstedt af ministeriet for beskæftigelse og socialsikring, og som omhandler forordningen om regulering af beskæftigelsen og administrative foranstaltninger i forbindelse med kollektive opsigelser af kontrakter (Reglamento de los procedimientos de regulación de empleo y de actuación administrativa en materia de translados colectivos) (12), kongeligt dekret nr. 2064 af 22. december 1995, som omhandler den generelle forordning om indbetaling til socialsikring og ophævelse af socialsikringsrettigheder (Reglamento General sobre cotización y liquidación de otros derechos de la Seguridad Social) (13) og aftalen om kollektiv livsforsikring (Convenio de Seguro Colectivo de Vida), som er en direkte og nominel foranstaltning for arbejdstagere, der skal sikre dem over for de beskæftigelsesmæssige følger af overgangen til delvis pensionering, jf. lov nr. 50 af 8. oktober 1980 om sikringskontrakten (Contrato de Seguro) (14).

IV.   EVALUERING

1.   Spaniens tilbagetrækning af anmeldelsen

(35)

Efter tilbagetrækningen af anmeldelsen gav proceduren vedrørende omstruktureringsplanen ikke længere nogen mening. Tilbagetrækningen af en anmeldelse kan imidlertid ikke have konsekvenser for ikke-anmeldt redningsstøtte, der allerede var ydet inden anmeldelsen heraf.

2.   Redningsstøtten fra maj 2009

(36)

Efter svarene fra de spanske myndigheder skal det sikres, at redningsstøtten er forenelig med artikel 107, stk. 3, litra c), eftersom den opfylder de relevante bestemmelser i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder.

(37)

Foranstaltningen udgør støtte i henhold til artikel 107, stk. 1 i TEUF. For at konkludere, at foranstaltningen udgør statsstøtte, skal den give modtageren en fordel, som vedkommende ikke kunne opnå under normale markedsbetingelser, og som kan få indvirkning på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. Det må vurderes, at en garanti udgør støtte, hvis låntageren befinder sig i en vanskelig finansiel situation, jf. punkt 3.2, litra a), i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte i form af garantier. I den foreliggende sag vurderer Kommissionen, at garantien giver låntageren en fordel. Den begunstigede virksomheds stilling blev styrket i forhold til konkurrenterne. Foranstaltningen kan derfor fordreje konkurrencen.

(38)

De spanske myndigheder fremførte, at der ikke var nogen indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne. Domstolen har imidlertid i sin retspraksis fastslået, at indvirkningen på samhandelen ikke afhænger af den lokale eller regionale karakter af de leverede tjenesteydelser eller rækkevidden af den omhandlede aktivitet (15). A NOVO's eftersalgsservice udbydes desuden frit i Unionen. Ejerskabet for de virksomheder, som leverer denne type tjenesteydelser, omfatter mere end en medlemsstat. Dette gælder navnlig den begunstigede, som udgør en del af den franske gruppe A NOVO, som er en vigtig spiller på markedet for eftersalgsservice i Europa og andre markeder. A NOVO's tjenesteydelser kunne uden problemer ydes af andre europæiske virksomheder med et datterselskab i Spanien. På tilsvarende vis kunne virksomhederne i andre medlemsstater undersøge muligheden for at etablere sig i Spanien for at tilbyde denne form for tjenesteydelser, men de kunne afholde sig herfra på grund af de tjenesteydelser, som A NOVO kan tilbyde i kraft af den modtagne støtte. En lille støtte kan også have indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne, navnlig hvis den er afgørende for, om A NOVO kan fortsætte sine aktiviteter. Støtten kan desuden styrke den franske modervirksomhed. Betingelsen om indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne er derfor opfyldt, og ydelsen af redningsstøtte udgør redningsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF. Støtten blev ydet af Junta de Andalucía og udgør statsstøtte.

(39)

A NOVO er en kriseramt virksomhed i henhold til punkt 13 i rammebestemmelserne, selv om den er en del af en større gruppe. Spanien kunne godtgøre, at virksomhedens problemer var interne, hvis de ikke skyldtes arbitrær fordeling af omkostninger. De skyldtes således den industrielle omstrukturering, som virksomheden havde undergået de foregående år. Problemerne var for komplekse til, at de kunne løses af gruppen selv, eftersom virksomheden selv ved ydelsen af redningsstøtten stod over for et betydeligt finansielt pres. Den havde investeret 2,123 mio. EUR i A NOVO i 2006 og havde også lidt tab i 2008. I 2009 foretog den en kapitalindsprøjtning på 2,060 mio. EUR.

(40)

Garantien er i overensstemmelse med de krav, der er fastsat i punkt 25, litra a), i rammebestemmelserne. Bankredningslånet på 1,875 mio. EUR, som var ledsaget af en garanti på 80 % fra Junta de Andalucía, havde en rentesats svarende til den, der anvendes på lån til sunde virksomheder som omhandlet i Kommissionens meddelelse om revision af metoden til fastsættelse af rentesatsen og kalkulationsrenten. Låntageren betalte desuden et årlig garantigebyr på 1,5 %. Garantien udløb seks måneder efter datoen for ydelsen af lånet.

(41)

Garantien var berettiget på grund af A NOVO's store virksomhedsproblemer og havde ingen uheldige konsekvenser for de øvrige medlemsstater, jf. punkt 25, litra b), i rammebestemmelserne. Kommissionen havde allerede i sin beslutning om at indlede proceduren anerkendt, at den økonomiske situation for A NOVO, som beskæftigede 527 personer, var vanskelig i 2008 (se betragtning 11 og 12). Virksomhedens konkurs eller lukning ville have skabt en meget alvorlig beskæftigelsessituation i Andalusien, som allerede har stor arbejdsløshed. Under hensyn til, at reparationsservice efter salg har en regional karakter, er det ikke sandsynligt, at der opstår uheldige konsekvenser i andre medlemsstater.

(42)

Betingelserne i punkt 25, litra c), i rammebestemmelserne angående ikke-anmeldt redningsstøtte — i henhold til hvilke medlemsstaten senest seks måneder efter den første tilladelse til at modtage redningshjælp skal fremlægge en omstruktureringsplan eller dokumentation for, at garantien er ophævet — er også opfyldt. Efter ydelsen af redningsstøtten den 21. maj 2009 fremlagde A NOVO den 10. september 2009 en omstruktureringsplan sammen med en ansøgning om redningsstøtte. Den 16. oktober 2009 anmeldte Spanien omstruktureringsplanen. Statsgarantiens varighed var desuden begrænset til seks måneder og udløb den 21. november 2009.

(43)

Støtten var ligeledes begrænset til, hvad der var nødvendigt for at opretholde virksomhedens drift i den fastsatte periode på seks måneder, således som det kræves i punkt 25, litra d), i rammebestemmelserne. Dette beløb var beregnet ud fra likviditetsbehovene over en seksmåneders periode og det kasseunderskud, virksomheden havde fremlagt, og det lå langt under den grænse, der fastsættes under anvendelse af den formel, der er angivet i bilaget til rammebestemmelserne. Det skal bemærkes, at beløbet er begrænset til, hvad der er nødvendigt, jf. punkt 25, litra d), i rammebestemmelserne.

(44)

Hvad angår princippet om engangsstøtte, gjorde de oplysninger, der blev fremlagt af Spanien, det muligt for Kommissionen at fastslå, at anvendelsen af offentlige midler i forbindelse med omstruktureringen i 2005 til beskæftigelsesmæssige foranstaltninger for en del af A NOVO's arbejdsstyrke skete i overensstemmelse med en generel socialsikringsordning og ikke kan anses for at udgøre statsstøtte, jf. punkt 61 og 63 i rammebestemmelserne.

(45)

De oplysninger, der blev fremlagt af de spanske myndigheder, fjerner tvivlen om, hvorvidt de midlertidige foranstaltninger til fordel for A NOVO er forenelige med artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF — en tvivl, som Kommissionen havde givet udtryk for i forbindelse med sin beslutning om at indlede proceduren i henhold til traktatens artikel 108, stk. 2.

V.   KONKLUSION

(46)

Kommissionen bør på den baggrund indstille proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, i TEUF. Hvad angår den ikke-anmeldte redningsstøtte, er Kommissionen nået frem til den konklusion, at Spanien gennemførte denne foranstaltning ulovligt og overtrådte artikel 108, stk. 3, i TEUF. Kommissionen må imidlertid vedtage en positiv afgørelse, eftersom den er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, i TEUF. Proceduren vedrørende den anmeldte omstruktureringsstøtte indstilles, da den ikke tjener noget formål, i og med at Spanien har trukket foranstaltningen tilbage —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den statsstøtte, som Spanien har ydet i form af en garanti til redning af A NOVO Comlink SL, er forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Artikel 2

Spanien har trukket omstruktureringsforanstaltningen tilbage, og proceduren vedrørende den nævnte omstruktureringsforanstaltning tjener derfor ikke noget formål. Kommissionen har derfor besluttet at indstille proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, i TEUF for så vidt angår omstruktureringsstøtten.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. marts 2011.

På Kommissionens vegne

Joaquín ALMUNIA

Næstformand


(1)  EUT C 140 af 29.5.2010, s. 25.

(2)  Se fodnote 1.

(3)  BOJA (Andalusiens officielle tidende) nr. 236 af 27.11.2008, s. 6.

(4)  EUT C 244 af 1.10.2004, s. 2.

(5)  EUT C 155 af 20.6.2008, s. 10.

(6)  EUT C 14 af 19.1.2008, s. 6.

(7)  Se også punkt 61 og 63 i rammebestemmelserne.

(8)  http://ec.europa.eu/competition/state_aid/legislation/reference_rates.html.

(9)  EUT C 14 af 19.1.2008, s. 6.

(10)  BOE (den spanske statstidende) nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654.

(11)  BOE nr. 154 af 29.6.1994, s. 20658.

(12)  BOE nr. 44 af de 20.2.1996, s. 6074.

(13)  BOE nr. 22 af 25.1.1996, s. 2295.

(14)  BOE nr. 250 af 17.10.1980, s. 23126.

(15)  Sag C-280/00, Altmark Trans, Sml. 2003 I, s. 7747, præmis 82, Sag C-172/03, Heiser mod Finanzamt Insbruck, Sml. 2005 I, s. 1627, præmis 33.


Top