7.9.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 230/69

(1)

Den 10. marts 2004 modtog Kommissionen en klage fra Metalls Verkstadsklubb vid Componenta Alvesta AB, i hvilken klageren underrettede Kommissionen om en påstået støtteforanstaltning, som byen Karkkila (i det følgende benævnt »Karkkila«) havde iværksat til fordel for Componenta Corporation Oyj (i det følgende benævnt »Componenta«). Ved brev af 19. november 2004 underrettede Kommissionen Finland om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, (nu artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde) over for støtteforanstaltningen. Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til foranstaltningen, men modtog ingen bemærkninger.

(2)

Den 20. oktober 2005 vedtog Kommissionen en endelig negativ beslutning og forpligtede Finland til at tilbagesøge støttebeløbet fra Componenta (»beslutningen af 2005«). Beslutningen af 2005 om at afslutte den formelle procedure blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Componenta iværksatte appel mod beslutningen, der blev annulleret ved dom af 18. december 2008 (»dommen«) på grund af begrundelsesmangel (4).

(3)

Finland fremsatte bemærkninger ved brev af 5. januar og 10. januar 2010, der også indeholdt to undersøgelser om vurderingen af de pågældende jordarealer. Kommissionen fremsendte yderligere tre anmodninger om oplysninger den 9. januar 2009, 23. juli 2009 og 8. januar 2010, som blev besvaret ved brev registreret henholdsvis den 9. marts 2009, 15. oktober 2009 og 5. marts 2010. Den 23. november 2009 blev der afholdt et møde i Bruxelles med deltagelse af Kommissionen samt repræsentanter for den finske regering og støttemodtageren.

(4)

Componenta er en metalforarbejdende virksomhed, som har hovedsæde i Karkkila, Finland. Den har produktionsanlæg i Finland, Nederlandene og Sverige. Hovedparten af virksomhedens omsætning på 316 mio. EUR i 2004 kom fra de nordiske lande og Mellemeuropa. Koncernen havde i 2004 ca. 2 200 ansatte.

(5)

Den undersøgte transaktion vedrører ejendomsselskabet Karkkilan Keskustakiinteistöt Oy (i det følgende benævnt »KK«), som besad jordejendom i byen Karkkila, der ligger omkring 65 km nordvest for Helsingfors. Componenta og Karkkila ejede hver halvdelen af KK. I 1996 ydede hver af joint venture-partnerne KK et rentefri aktionærlån på 1 670 184 EUR.

(6)

Det blev i henhold til handelsaftalen, der blev underskrevet den 16. december 2003, aftalt, at byen ville erhverve det fulde ejerskab af KK ved køb af de aktier, som var ejet af Componenta, for en samlet pris af 2 383 276,50 mio. EUR. Transaktionen bestod af to dele:

(7)

Karkkila tilvejebragte derfor 2 383 276,50 EUR for ovennævnte transaktion: 713 092,50 EUR som betaling for KK's aktier og 1 670 184 EUR som et rentefrit lån til KK.

(8)

Købsprisen for aktierne blev beregnet med udgangspunkt i de faste priser, som Karkkila solgte fast ejendom til i 2003.

Tabel 1

Salgspriser pr.m2 for de af KK solgte jordarealer

(9)

Disse faste priser blev anvendt på jordarealerne i KK's portefølje på transaktionstidspunktet og delt i to, hvilket gav aktieprisen på 713 092,50 EUR.

(10)

I handelsaftalen mellem Karkkila og Componenta indgik desuden følgende erklæring:

(11)

I handelsaftalens bilag 1 bekræftes det, at Componenta vil sammenlægge aktiviteterne på koncernens to produktionssteder, nemlig støberiet i Alvesta i Sverige og støberiet i Karkkila, og at beslutningen om støberiets fremtidige anbringelsessted vil afhænge af resultatet af en analyse. I 2005 blev støberiet i Alvesta lukket, og produktionen blev flyttet til Karkkila.

(12)

Efter at have købt Componentas aktier i KK besluttede Karkkila at nedlægge KK og lægge jordarealerne ind under byen.

(13)

Karkkila ligger ca. 65 kilometer nordvest for Helsingfors ad hovedvej nr. 2, i den nordøstlige del af Uusimaa-provinsen. Karkkila havde i 2003 ca. 8 500 indbyggere. Byen udvikledes i det 19. århundrede omkring højovnsanlægget i Högfors, og dens nordlige område strækker sig langs med bredderne af en sø.

(14)

De jordarealer, som KK ejede, dækkede 730 000 m2 jord i Karkkila og byens umiddelbare omgivelser, ikke mere end 2,5 km fra centrum. I december 2003 var situationen følgende:

(15)

I alt omfatter jordarealerne ca. 160 grunde. Karkkila by havde imidlertid til hensigt at omdanne en del af arealerne og dele dem op i mindre parceller. KK var langt den største ejer af jordejendom i Karkkila på tidspunktet for transaktionen.

(16)

Efter at have erhvervet det fulde ejerskab havde Karkkila til hensigt at lease en del af arealerne for at dække driftsomkostningerne. KK's driftsomkostninger (løn, leje, renter på lån) udgjorde i 2000-2003 højst 40 000 EUR.

(17)

Karkkila ligger inden for pendlerafstand fra Helsingfors. Fast ejendom i Helsingfors og omliggende områder er blevet meget dyr, og priserne stiger fortsat. Dette prispres har fået folk til at slå sig ned i kommunerne omkring hovedstaden, hvilket har slået kraftigt igennem på huspriserne disse steder. Karkkila kan betragtes som en mulig alternativ beliggenhed, sammen med tre andre byer: Vihti, Lohja og Hyvinkää. Afstandene fra Helsingfors er følgende:

Tabel 2

Afstande fra Helsingfors

(18)

Disse kommuner har trukket et betydeligt antal nye beboere til sig. I konsekvens heraf steg ejendomspriserne kraftigt før (og efter) transaktionen, hvor priserne fordobledes i Karkkila, og i nogle tilfælde seksdobledes.

(19)

Ifølge officielle prognoser offentliggjort i 2000 skønnedes befolkningen i Karkkila at stige til 9 600 indbyggere frem til 2025, hvilket ville medføre et behov for 600 nye boliger. Disse prognoser viste sig hurtigt at blive overhalet af den faktiske befolkningstilvækst. Tre år senere, på tidspunktet for transaktionen, var Karkkilas forventede behov for boliger på ca. 70 nye boliger om året, hvilket blev bekræftet i en undersøgelse, som Uusimaas regionalråd havde ladet udføre kort tid efter, og som omfattede perioden op til 2025. (I praksis blev der opført 63 nye boliger i 2005, 137 i 2006 og 95 i 2007).

(20)

I de fem år forud for transaktionen var priserne på fast ejendom i Karkkila steget med i gennemsnit 30 %.

(21)

Finland fremsendte tre efterfølgende ekspertundersøgelser om vurderingen af jordarealerne. Konklusionen af disse var, at den betalte pris svarede til markedsværdien. Kommissionen afviste generelt den undersøgelse (undersøgelse A), der blev fremsendt under den første undersøgelsesprocedure i den oprindelige beslutning af 2005 (5). Efter vedtagelsen af 2005-beslutningen lod Finland udføre yderligere to ekspertundersøgelser. Den første af disse (undersøgelse B) indeholder kun en generel udtalelse om, at vurderingen af jordarealerne var korrekt, uden at den går i nærmere enkeltheder. Den anden undersøgelse, KP&P-rapporten, (undersøgelse C) analyserer situationen på ejendomsmarkedet i Karkkila og nabokommuner nærmere.

(22)

Finland anfører, at Karkkila erhvervede fuldt ejerskab over aktierne, fordi der var tale om en mellem- til langsigtet investering med lav risiko. I betragtning af den konstante stigning i ejendomspriserne i nabokommunerne, Karkkilas skønnede befolkningstilvækst, mætningen af de eksisterende beboelsesområder samt behovet for udvidelse, fandt Karkkilas byråd, at fuldt ejerskab af KK ville være profitabelt.

(23)

Finland forklarede ligeledes, at muligheden for at fremskynde procedurerne var en anden praktisk årsag til ønsket om at opnå eneejerskab. Finland pegede på flere situationer, hvor et samarbejde mellem Karkkila og Componenta ikke var ideelt på grund af deres divergerende kommercielle interesser. Begge partnere forpligtede sig til at bringe det aftalte joint venture til ophør for at undgå at komme ud i situationer, hvor mange beslutninger går i hårdknude. Især måtte der træffes en lang række beslutninger i Haapala/Uusitalo-området om en opdeling af grunde for at fremme udstykningen af området. Eftersom ejendomstransaktioner ikke var Componentas kerneforretningsområde, var det i dens interesse at indstille denne særlige aktivitet, hvorimod det var i Karkkilas interesse at være i stand til at styre byggemodningen helt uafhængigt.

(24)

Finland forklarede, hvorfor en sammenligning med Vihti, Lohja og Hyvinkää var relevant. Finland understregede bl.a., at der ikke var nogen persontogforbindelse til Vihti og Lohja, som ville sætte pendlere i stand til let at rejse mellem disse kommuner og Helsingfors.

(25)

Finland gør gældende, at Kommissionens beregning af støttebeløbet i beslutningen af 2005 var forvrænget, idet aktionærlånet var medtaget to gange. Lånet var blevet fratrukket virksomhedens værdi med henblik på beregningen af værdien af 50 % af aktierne og dets funktion som tilbagebetaling til Componenta. Finland argumenterer således for, at prisen på aktierne (713 092,50 EUR) allerede inkluderer lånet, idet beløbet var beregnet på grundlag af KK's nettoværdi.

(26)

I henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 1, er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Domstolen for Den Europæiske Union har konsekvent stadfæstet, at kriteriet for samhandel, der påvirkes, er opfyldt, hvis den modtagende virksomhed udfører en økonomisk aktivitet, der involverer samhandel mellem medlemsstater.

(27)

Andre selskaber på hjemmemarkedet producerer samme produkter som Componenta, og de handles intensivt mellem medlemsstaterne. For så vidt angår artikel 107, stk. 1, i TEUF, omfatter statslige midler lokale myndigheders midler (6). Den pågældende transaktion, der blev finansieret med byen Karkkilas midler, indebærer statsmidler i den i artikel 107, stk. 1, nævnte forstand. Derfor vil enhver fordel, som Componenta modtager inden for rammerne af transaktionen, og som Componenta ikke ville have modtaget under normale markedsvilkår, være omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Det følger, at det vigtigste spørgsmål i denne sag er, om Componenta modtog en eller anden grad af betaling, som virksomheden ikke ville have fået under normale markedsvilkår.

(28)

Kommissionen bemærker, at indløsningsklausulen i handelsaftalen mellem Componenta og Karkkila kan ses som en indikation på, at købsbetingelserne, som Karkkila fik tilbudt, havde til hensigt at tilskynde Componenta til at bevare sit produktionssted i Karkkila og lukke højovnen i Alvesta.

(29)

I dommen afsagt af Retten i Første Instans (7) blev det stadfæstet, at handelen blev indgået på visse betingelser, men at den ikke angav følgevirkningerne nærmere. Der er reelt ikke nogen fordel for Componenta, der klart udspringer af disse betingelsesklausuler, selv om disse betingelser antyder, at transaktionen kan være indgået på favorable vilkår for Componenta. Faktisk oversteg, som det fremgår af nedenstående, den pris, der blev betalt til Componenta for salget af virksomhedens andel af KK, ikke markedsprisen, og samtidig fandt Kommissionen ikke nogen beviser på andre fordele, som Componanta kunne have fået i kraft af disse klausuler. Kommissionen analyserede derfor, om en markedsøkonomisk investor, der allerede ejer 50 % af aktierne, ville have erhvervet det fulde ejerskab under disse betingelser.

(30)

Det er fast retspraksis, at »der vel skal foretages en sammenligning mellem de indgreb, som iværksættes af en offentlig investor, når denne forfølger visse formål med hensyn til økonomisk politik, og den fremgangsmåde, der følges af en privat investor, men denne sidste behøver ikke nødvendigvis at være en almindelig investor, som placerer kapital til forrentning på kortere eller længere sigt, men skal dog i det mindste være et privat holdingselskab eller en privat koncern af virksomheder, som følger en global eller sektorbestemt strukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter« (8).

(31)

Meddelelsen fra Kommissionen om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord og bygninger (9) (i det følgende benævnt »meddelelsen«) finder ikke direkte anvendelse, da den pågældende handel ikke reelt vedrører salg af jord, men derimod køb af aktier i et ejendomsselskab. Imidlertid kan principperne i denne meddelelse lægges til grund, da værdien af KK's aktier i bund og grund bestemmes af markedsværdien på jordarealer i selskabets portefølje. Derfor er vurderingen af værdien af den jord, som KK ejer, af afgørende betydning for fastlæggelsen af, om der foreligger statsstøtte.

(32)

Under alle omstændigheder er meddelelsen baseret på det markedsøkonomiske investorprincip, dvs. at offentlige myndigheders salg af jordarealer ikke omfatter elementer af statsstøtte, hvis de sælges til en pris, som en privat investor kunne have erhvervet dem til under normale markedsvilkår.

(33)

Kommissionen finder, at det passende udgangspunkt for analysen er den pris, som en markedsøkonomisk investor, der ejer 50 % af KK’s aktier, ville have været villig til at betale for erhvervelsen af fuldt ejerskab. En markedsøkonomisk investor ville basere beregningen på den pris, denne ville have været villig til at betale af det afkast, der kunne forventes af investeringen.

(34)

I den pågældende handel forsøgte Componenta ikke at finde en anden køber. Det var i dens interesse at sælge sine aktier til den anden aktionær. Reelt havde Karkkila i henhold til aktionæroverenskomsten (10) og KK's vedtægter (11) forkøbsret til Componentas aktier i KK, og den havde ret til indløsning, såfremt Componenta forsøgte at sælge dem til en tredjepart. Disse regler tilskyndede ikke Componenta til at lede efter andre købere. Derudover ville en hvilken som helst anden køber have afholdt sig fra at købe 50 % af aktierne i KK, medmindre denne derved ville have erhvervet fuld kontrol over KK. Reelt ville enhver ny partner, der ikke havde fuld kontrol over KK, være bundet af KK's vedtægter (12), i henhold til hvilke formålet med KK var at sænke stigningstakten i priserne for jord og bygninger i Karkkila til fordel for befolkningen.

(35)

Kommissionen har ligeledes den holdning, at en markedsøkonomisk aktionær, der erhverver fuldt ejerskab, ville lade finansieringen af hele investeringen (2,37 mio. EUR for aktierne og lånet) indgå i overvejelserne.

(36)

Med hensyn til tilbagebetalingen af aktionærlånet bemærker Kommissionen, at aktiverne i KK's portefølje var sat til en værdi af 4,9 mio. EUR. Denne værdi dækkede primært de udestående lån på 3,34 mio. EUR, hvilket betyder, at lånetilbagebetalingen som sådan ikke forekom problematisk.

(37)

Finland forklarede ligeledes, at Karkkila havde planlagt at forøge lejeindtægterne efter transaktionen for at dække finansieringen af KK's og dets driftsomkostninger (under 40 000 EUR om året før transaktionen). Hvis byen blev eneaktionær, ville den kunne ændre KK's vedtægter, hvilket begrænsede KK’s frihed med hensyn til prispolitikker. Der var således ud fra et juridisk synspunkt ikke noget til hinder for, at byen kunne forhøje lejeindtægten, når først den ejede KK fuldt ud.

(38)

Kommissionen bemærker, at udviklingen efterfølgende bekræfter, at omkostningsdækning gennem en lejeforhøjelse var en realistisk plan. Karkkila indgik 28 langtidslejeaftaler, der gav følgende indtægter:

Tabel 3

Lejeindtægter efter transaktionen

(39)

Desuden ville en privat investor, som kompensation for det rentefri lån, have en forventning om en stigning i værdien af sin andel i selskabet. I den pågældende handel gav afkastet af investeringen sig udslag i den stigende værdi af de af KK ejede jordarealer. Finland forklarede, at de jordarealer, som KK ejede, var steget betragteligt i værdi i perioden fra 1996 til 2003. I de fem år forud for transaktionen var ejendomspriserne i Karkkila steget med i gennemsnit 30 % og med ca. 10 % mellem 2005 og 2008.

(40)

Samtidigt forventedes Karkkilas befolkning at stige med mere end 100 mennesker om året frem til 2025, hvilket med et konservativt skøn ville indebære, at der ville skulle bygges mindst 70 nye boliger i byen hvert år (13).

(41)

Af disse årsager kunne en privat investor forvente en betydelig stigning i værdien af sin andel i KK.

(42)

I første omgang vurderede Kommissionen, hvorvidt den pris, Karkkila betalte for aktierne, medførte en fordel for Componenta, da sælgeren ville have opnået en lavere pris under normale markedsvilkår.

(43)

Finland angav værdien af KK's aktiver således (14):

Tabel 4

Værdi af KK's aktiver som beregnet af Finland

(44)

Værdien af jordarealerne blev beregnet med udgangspunkt i de faste priser, som Karkkila forlangte i 2003. Disse var ensartede priser for hele Karkkila-området, hvor den eneste undtagelse var forskellene mellem to zoner. Det fremgik af de af Finland fremsendte oplysninger, at de faktiske markedspriser varierer betydeligt mellem de forskellige bydele og boligområder. Kommissionen fokuserede derfor sin vurdering mere intensivt på de pågældende områder.

(45)

Kommissionen bemærker, at Karkkila igangsatte erhvervelsen af det fulde ejerskab i et mellemlangt til langt perspektiv. Det er ikke usædvanligt i forbindelse med ejendomshandler at forvente værdistigninger på mellemlang til lang sigt afhængigt af omstændighederne. Karkkila forfulgte en langsigtet investeringsstrategi og tilstræbte at skabe overskud af et fremtidigt mersalg.

(46)

I Karkkilas specifikke situation påviste Finland, at Karkkila havde saglige grunde til at forvente en større befolkningstilvækst på mellemlang til lang sigt, der ville medføre et betydeligt ekstra behov for nye boliger. Hovedårsagen var, at de tre kommuner nord og vest for Helsingfors — Vihti, Lohja og Hyvinkää — havde trukket et stort antal indbyggere til sig, som for manges vedkommende var pendlere. Som følge heraf steg ejendomspriserne hurtigt og konstant uden udsigt til en nedbremsning på meget kort sigt. I 2003 var priserne i nabokommunerne i gennemsnit 2,5 gange højere end i Karkkila. Karkkila forventede derfor, at yderligere prisstigninger ville få folk til at flytte til Karkkila som det næste logiske sted at bo, selv om priserne også i Karkkila steg betydeligt. Det syntes ikke urealistisk at forvente, at ejendomspriserne i Karkkila ville blive fordoblet.

(47)

Selv om efterfølgende udviklinger ikke er direkte relevante for en forudgående analyse af transaktionen, bekræftede udviklingen af ejendomspriserne i de tre nabokommuner i årene efter transaktionen, at skønnet var realistisk. I visse tilfælde var ejendomspriserne over fire gange så høje som i Karkkila.

(48)

En anden grund til at forvente, at Karkkilas befolkning ville stige, var den planlagte renovering af vejen til Karkkila — den var allerede planlagt på transaktionstidspunktet og blev efterfølgende ført ud i livet.

(49)

Erhvervelsen af det fulde ejerskab var ligeledes drevet af officielle prognoser over befolkningstilvæksten. Regionalrådet i Uusimaa havde i 2000 offentliggjort en indledende undersøgelse, ifølge hvilken Karkkilas befolkning ville stige med ca. 9 600 frem til 2025 (dvs. omkring 10 %), ligesom der forventedes at være behov for yderligere 600 nye boliger. Denne prognose viste sig hurtigt at være for konservativ. På tidspunktet for transaktionen forventede Karkkila en meget større befolkningstilvækst som følge af et yderligere behov for mindst 70 nye boliger om året.

(50)

Denne positive prognose blev senere bekræftet af en yderligere undersøgelse, der blev gennemført af Uusimaas regionalråd den 18. august 2009, ifølge hvilken Karkkilas befolkning forventedes at vokse med 100 indbyggere om året frem til 2030, hvilket førte til et behov for yderligere 70 nye boliger om året. Som det viste sig, blev selv denne prognose overgået, idet der i 2006 blev bygget 137 nye boliger og 95 nye boliger i 2007.

(51)

Det skal bemærkes, at KK var langt den største ejer af fast ejendom i Karkkila. På tidspunktet for transaktionen var antallet af grunde i porteføljen ikke klart, idet Karkkila havde til hensigt at opdele og omlægge nogle af dem (især i Haapala/Uusitalo-området). Desuden kan der opføres et større antal boliger pr. rækkehusgrund og endnu flere pr. etagehusgrund. Den af Finland fremsendte porteføljeliste angiver færre end 140 grunde til boligbyggeri (de resterende grunde var udlagt til parker). Med et skønnet behov på 70 nye boliger om året på tidspunktet for transaktionen ville det skønnede behov for de kommende 10 år være på 700 nye boliger og for de kommende 20 år 1 400 nye boliger. I betragtning af, at KK ikke havde nogen større konkurrent i Karkkila, kunne Karkkila by med rimelighed forvente at kunne sælge de fleste — om ikke alle — ejendomme i sin portefølje.

(52)

Finland forklarede, at Karkkilas strategi var først at forbedre værdien af jordarealerne i dens besiddelse ved at omlægge og udstykke dem, at vente på at den generelle prisstigning i området skulle slå igennem og først sælge grundene på et senere tidspunkt. KK havde allerede i overensstemmelse med denne strategi undladt tidlige frasalg i foregående år, hvilket forklarer de lave salgstal i årene forud for transaktionen.

(53)

Kommissionen bemærker, at de grunde, der er ejet af KK, var vurderet forskelligt afhængigt af de forskellige typer grunde, f.eks. grunde til parcelhuse, rækkehuse, etagehuse, parker og grunde til offentlig anvendelse. Hvert enkelt områdes særlige karakteristika beskrives og analyseres særskilt nedenfor.

(54)

De grunde, der er udlagt til etagehuse beliggende i Asemanranta-området, er vurderet til 2 358 158 EUR, dvs. omkring halvdelen af værdien af KK's aktiver. I relation til transaktionen blev grundene vurderet til 79,56 EUR/m2.

(55)

Undersøgelserne er ikke entydige i denne henseende, idet den vigtigste årsag er mangelen på referencepriser i Karkkila. Der var nemlig ikke blevet solgt nogen grunde til etageejendomme på markedet i Karkkila forud for transaktionen. Den af Finland fremsendte ekspertundersøgelse i den første undersøgelsesperiode (undersøgelse A) havde indikeret en pris på 50 EUR/m2. Finland har nu forklaret, at dette tal sandsynligvis var baseret på det tal, der var brugt til statsfinansieret socialt boligbyggeri i regionen, og som lå et godt stykke under markedsprisen. Denne første undersøgelse anslog ligeledes værdien af grundene til etageejendomme til mellem 60 EUR og 75 EUR/m2. Den anden undersøgelse (undersøgelse B) forklarer, at den betalte pris svarer til markedsprisen, uden at der bliver gjort yderligere rede herfor. KP&P-rapporten (undersøgelse C) konkluderer, at prisen på 79,56 EUR/m2 svarer til markedsprisen, idet den ligger langt under de priser, der blev betalt i de tre nabokommuner. I mangel af yderligere benchmarks opstiller disse undersøgelser visse retningslinjer for ejendomspriserne i områderne omkring Helsingfors på tidspunktet for transaktionen. Kommissionen verificerede derfor oplysningerne i disse tre undersøgelser og supplerede dem med sin egen vurdering.

(56)

Asemanranta-området nyder godt af en meget fin beliggenhed ved bredderne af en sø, 200 m fra centrum. Ifølge Finland er værdien af området ekstraordinært høj, fordi der er direkte udsigt og adgang til søen. En sammenlignelig grund blev i 2006 solgt for 92,35 EUR/m2. Karkkila anså ejendomsværdien for at være høj nok til, at salgsprisen kunne forhøjes til 105 EUR/m2 i januar 2008.

(57)

En anden vigtig faktor for vurderingen af værdien af dette område er det grundareal, som prisen er baseret på. Salgsvurderingen var konservativt baseret på det mindste areal på 29 640 m2, hvortil der er givet byggetilladelse, mens det største areal, hvortil der vil kunne gives byggetilladelse, kan komme op på 39 590 m2. I betragtning af den forventede befolkningstilvækst regnede Karkkila med en langsigtet business case baseret på den maksimale byggetilladelse.

(58)

På trods af at der ikke var solgt nogen grunde til etageejendomme i Karkkila forud for transaktionen, kunne byen med rimelighed forvente, at der var et nyt marked for denne type boliger. I 2003 blev der givet fire byggetilladelser til etageejendomme. Udviklingen efter transaktionen bekræfter, at prognosen ikke var urimelig i betragtning af, at der blev anmodet om og givet yderligere seks tilladelser frem til 2007, og der blev opført syv etageejendomme mellem 2007 og medio 2010.

(59)

De priser, der blev betalt i nabokommunerne, lå mellem 133,6 EUR/m2 i 2003 i Hyvinkää og endda helt op til 312,6 EUR/m2 for en handel i Vihti i 2004.

(60)

Kommissionen finder, at de tre undersøgelser anfører værdier, der er stort set sammenlignelige og ikke forekommer åbenlyst fejlbehæftede sammenholdt med de priser, der blev betalt for tilsvarende grunde på transaktionstidspunktet. Der er ingen grund til at få fastslået, hvilken af undersøgelserne der er den mest pålidelige, eftersom den pris, der blev betalt for aktierne, fortsat ligger under markedsværdien, selv under det mest konservative skøn (se samlet markedsværdiberegning i punkt 84 ff.). Den lavest mulige værdi er blevet skønnet af Kommissionen således: Med deres førsteklasses beliggenhed havde jordarealerne i Asemanranta en markedsværdi på mindst den højeste værdi, baseret på den mest konservative eksperts vurdering, dvs. 75 EUR/m2. Ud fra den konservative antagelse, at grundene kun sælges på grundlag af det mindste areal, hvortil der gives byggetilladelse, ville markedsværdien komme til at ligge på mindst 2 223 000 EUR.

(61)

Den maksimale værdi i tilfælde af en overvurdering — om nogen — kunne således anslås at udgøre 135 158,40 EUR, hvilket ville svare til 67 579,20 EUR for 50 %.

(62)

Kommissionen bemærker, at denne værdi omfatter 8-9 hektar, der ligeledes hører til Asemanranta-området, og som vil blive bevaret som veje og gader, parker osv. F.eks. er området ved søens bredder i dispositionsplanen udlagt til rekreative formål og som et fredet område. Derfor bidrager disse 8-9 hektar til den høje pris på det areal, der er udlagt til beboelse, men de er ikke prissat separat.

(63)

De fleste af jordarealerne i KK's portefølje lå i Haapala/Uusitalo-området, som ligger omkring 2,5 km sydvest for centrum. Disse to tilstødende områder var udlagt til parcelhuse og rækkehuse, men var endnu ikke blevet udstykket. Da udstykningen endnu ikke var startet, var priserne lave, og det samme var tilfældet med antallet af handler. KK ejede stort set hele området.

(64)

I forbindelse med transaktionen blev jordarealerne vurderet til 1 612 059 EUR for alle typer grunde, med en pris på 10,19 EUR/m2 for parcelhuse og 74,02 EUR/m2 for rækkehuse, i overensstemmelse med de faste priser, som byen opnåede. Den samlede værdi af parcelhusgrundene var 973 268 EUR og 811 209 EUR for rækkehusgrundene.

(65)

Alle tre undersøgelser anfører, at priserne på parcelhuse svarede til markedspriserne. KP&P-rapporten (undersøgelse C) forklarer, at markedspriserne var 15-20 % højere end de af Karkkila anvendte priser. Finland fremsendte data, der viste, at den gennemsnitlige pris var ca. 14,4 EUR/m2 i 2003. Den første ekspert (undersøgelse A) havde indikeret, at markedspriserne i Karkkila lå mellem 9,43 EUR og 14,76 EUR.

(66)

Alle tre undersøgelser refererede til gennemsnitlige salgspriser, hvorimod de af Finland fremsendte data afslørede betydelige forskelle mellem de forskellige bydele, hvor Haapala/Uusitalo tilsyneladende befandt sig i den lavere ende af prisskalaen. I 2003 blev der solgt to grunde i Haapala (en privat virksomhed til en privatperson): I april 2003 var der blevet solgt en grund for 9,25 EUR/m2, og i august en anden grund for 10,06 EUR/m2. Dette ville svare til en prisstigning på 8,8 % over fire måneder. Med den generelle prisudvikling i Karkkila, hvor priserne steg med 12,6 % mellem 2001 og 2002, og 42,7 % mellem 2002 og 2003, kan en prisstigning over de seneste fire måneder af 2003 på 1,3 % siges at ligge på linje med den generelle tendens. I lyset af disse omstændigheder ser Kommissionen ingen grund til, hvorfor en pris på 10,19 EUR/m2 i december 2003 ikke skulle kunne accepteres som markedsprisen.

(67)

Med hensyn til priserne på rækkehuse er der ikke foretaget nogen referencehandler i området, der kunne give en direkte benchmark. Den første ekspert havde anslået en markedsværdi på mellem 70 EUR og 80 EUR/m2, KP&P-rapporten (undersøgelse C) refererer kun til de meget højere priser for rækkehusgrunde i nabokommunerne. Da alle tre undersøgelser konkluderer, at den betalte pris svarede til markedsprisen, og da der ikke er nogen indikatorer for, at disse konklusioner ikke er korrekte for Haapala/Uusitalo-områdets vedkommende, kan Kommissionen acceptere, at prisen på 74,2 EUR/m2 svarede til markedsprisen.

(68)

Kommissionen bad Finland om at gøre rede for, hvorfor Karkkila havde en interesse i at erhverve det fulde ejerskab af hele dette område i betragtning af, at de tidligere handelstal syntes at antyde, at køberne ikke var interesseret i denne bydel, og at de indlysende foretrak andre områder i byen trods højere priser. Finland forklarede, at KK allerede i foregående år havde fulgt en målrettet strategi, der bestod i at udvikle Haapala/Uusitalo som det kommende boligområde i Karkkila. Andre boligområder i byen var allerede begyndt at blive mættet, og baseret på befolkningstilvæksten var det forventet, at der ville være behov for at byggemodne nye områder.

(69)

Haapala/Uusitalo-området blev lagt ind under byplanlægningen, men byggemodningen var ikke startet endnu. Hertil hørte en ny udstykning af arealet i individuelle og mere passende udformede grunde, tilslutning af grundene til de offentlige fordelingsnet samt opførelse af offentlige faciliteter.

(70)

Karkkila havde allerede fulgt samme strategi i andre bydele med succes: den havde udvidet de offentlige fordelingsnet til Tuorila-, Nikkimäki- og Pumminmäki-området. I 2003 udgjorde den gennemsnitlige salgspris i Pumminmäki allerede 14,28 EUR, og det var lykkedes Karkkila at sælge grunde til den nye faste pris på 14 EUR i 2004, og priserne fortsatte med at stige yderligere i de følgende år (op til 18,5 EUR/m2 i 2005).

(71)

Forventningen var, at ejendomsværdien i Haapala/Uusitalo ville nå op på denne værdi for tilsvarende udstykkede boligområder og derudover ville følge den almindelige prisudvikling. En værdistigning på mindst 40-50 % efter byggemodningen (dvs. inden for 3 til 4 år) syntes derfor at være forsvarlig, plus yderligere stigninger på mellemlang til lang sigt.

(72)

Det var i Karkkilas interesse at byggemodne området under et enkelt infrastrukturprojekt, der omfattede hele området. En enkelt koordineret byggemodningsproces ville være meget billigere end en byggemodning grund for grund (kommunen er forpligtet ved lov til at koble ejendommen til de offentlige fordelingsnetværk, hvilket normalt sker efter anmodning fra ejere, der har til hensigt at bygge). Karkkila understregede, at processerne forløb meget mere glat under dens eneejerskab og kontrol. Der skulle træffes et stort antal enkeltstående beslutninger for hver parcel og for hver enkelt teknisk foranstaltning. Eftersom ejendomstransaktioner ikke var Componentas kerneforretningsområde (virksomheden var stålproducent), var det allerede blevet klart, at den havde større vanskeligheder med sådanne byggemodningsaktiviteter.

(73)

Som følge af Karkkilas langsigtede byggemodningsstrategi og byens intention om at udføre hele anlægsarbejdet på én gang, havde den ikke nogen interesse at sælge arealet, før det var byggemodnet. Det var årsagen til, at der praktisk taget ikke var sket nogen handler overhovedet forud for transaktionen.

(74)

Kommissionen kan acceptere, at en markedsøkonomisk investor på grundlag af Karkkilas langsigtede strategi for Haapala/Uusitalo-området, som allerede ejede 50 % af aktierne i dette område, ligeledes kunne have en økonomisk interesse i at erhverve de resterende 50 % af aktierne. Udsigten til at eje hele det kommende nye boligområde, den lave risiko med hensyn til pris, og de gode udsigter til at sælge de fleste af grundene over de næste ti år, og de resterende grunde over de følgende ti år, kan betragtes som en forretningsstrategi, som en markedsøkonomisk investor ville have forfulgt.

(75)

Nogle få parcelhusgrunde er beliggende i andre områder. Vurderingen (43 000 EUR) var baseret på Karkkilas officielle enhedssalgspris på 10,19 EUR/m2 for grunde af denne art. Af oven for anførte grunde (betragtning 65-66) finder Kommissionen, at prisen pr. december 2003 kan accepteres som markedsprisen.

(76)

KK's portefølje omfatter ligeledes to grunde til etageejendomme i Takko I-området. Den samlede værdi af disse grunde er 110 191 EUR. Takko I er ligeledes beliggende i centrum. Ifølge undersøgelse A svingede markedsprisen mellem 60 EUR til 75 EUR/m2. KP&P-rapporten (undersøgelse C) nåede frem til samme konklusion for etagehusgrundenes vedkommende, nemlig at prisen med udgangspunkt i de salgspriser, der blev betalt i visse nabokommuner, svarede til markedsprisen.

(77)

Efter Kommissionens opfattelse er der ikke noget behov for at få fastslået, hvilken en af ekspertundersøgelserne der er den mest pålidelige. Selv hvis der blev taget udgangspunkt i den lavest mulige markedspris på 60/m2 EUR, ville den korrigerede samlede værdi alligevel overstige den pris, som Karkkila har betalt (se beregningen af den mindste aktieværdi nedenfor). Under denne antagelse af den lavest mulige markedsværdi ville grundene i Takko I-området have været overvurderet med 19,65 EUR/m2. Dette ville svare til i alt 27 212 EUR, dvs. 13 606 EUR for 50 % af aktierne.

(78)

Værdien for jordarealer udlagt til parker anslås til 456 601 EUR. Dette var baseret på en fast pris på 1,18 EUR/m2, som Karkkila normalt betaler for sådanne jordarealer. Der er tale om arealer, som byen har ret til at købe til den gældende pris (15). Da disse arealer ikke påregnes bebygget ifølge byplanen, er der anvendt samme prisgrundlag som for råjord, der ikke er udlagt til bebyggelse (se betragtning 79). Kommissionen konkluderede derfor, at denne del af jorden ikke var vurderet for højt.

(79)

KK's portefølje omfattede tillige råjord uden for byplanen, der var vurderet til i alt 49 678 EUR baseret på en pris på 1,18 EUR/m2. Det forklares ikke i undersøgelserne, hvorfor disse jordarealer skulle være korrekt vurderet. De øvrige data fremsendt af Finland indeholder en liste over salg af ikke-byggemodnet jord i tyndt befolkede områder i Karkkila, der blev solgt til i gennemsnit 1,86 EUR/m2. Kommissionen kan på dette grundlag acceptere, at 1,18 EUR ikke oversteg markedsprisen.

(80)

I henhold til de beregninger, som Finland har foretaget på basis af de faste priser, som KK solgte sine jordarealer til, androg værdien af KK's jordarealer 5 067 988 EUR. Efter fradrag af beløbene i forbindelse med en eventuel overvurdering af etagehusgrundene i Asemanranta (135 158 EUR) og i Takko I (27 212 EUR), andrager værdien af jordarealerne mindst 4 905 618 EUR.

(81)

I 1996 havde både Componenta og Karkkila, ydet et rentefrit aktionærlån på 1 670 814 EUR til KK på lige vilkår (pari passu). Componentas udtræden af KK fortsatte med KK’s tilbagebetaling af aktionærlånet. Da KK ville skulle sælge betydelige jordarealer for at skaffe disse midler, og da dette som beskrevet ovenfor ville bringe forretningsstrategien på mellemlang og lang sigt i fare, besluttede Karkkila at yde et yderligere rentefrit lån til KK for samme beløb, som KK anvendte til tilbagebetalingen. Som følge heraf skyldte KK Karkkila i alt 3,34 mio. EUR.

(82)

Kommissionen er enig med Finland i, at lånene allerede var medtaget i vurderingen af virksomheden, dvs. at værdien af aktierne allerede var blevet nedskrevet med værdien af gælden. En vurdering af lånetilbagebetalingen som en separat foranstaltning ville derfor svare til, at lånet blev talt med to gange.

(83)

Efter fradrag af det eventuelt overvurderede beløb er værdien af 50 % af KK's aktier følgende:

Tabel 5

Værdien af KK

(84)

Da Karkkila betalte en købspris på 713 092,50 EUR for 50 % af aktierne, finder Kommissionen ikke, at den betalte en pris, der lå over markedsværdien.

(85)

Kommissionen finder ikke, at den pris, som Karkkila betalte til Componenta for erhvervelsen af 50 % af aktierne i KK, overstiger markedsprisen, og den er således ikke omfattet af artikel 107, stk. 1, i TEUF —