EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0496

2011/496/EU: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 9. august 2011 om overensstemmelse for så vidt angår standard EN 16156:2010 »Cigaretter — Vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed — Sikkerhedskrav« og standard EN ISO 12863:2010 »Standardprøvemetode til vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed« med det almindelige sikkerhedskrav i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF og offentliggørelse af referencerne til standard EN 16156:2010 »Cigaretter — Vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed — Sikkerhedskrav« og standard EN ISO 12863:2010 »Standardprøvemetode til vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed« i Den Europæiske Unions Tidende (meddelt under nummer K(2011) 5626) EØS-relevant tekst

EUT L 205 af 10.8.2011, p. 31–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 09/10/2019; ophævet ved 32019D1698

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2011/496/oj

10.8.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 205/31


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 9. august 2011

om overensstemmelse for så vidt angår standard EN 16156:2010 »Cigaretter — Vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed — Sikkerhedskrav« og standard EN ISO 12863:2010 »Standardprøvemetode til vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed« med det almindelige sikkerhedskrav i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF og offentliggørelse af referencerne til standard EN 16156:2010 »Cigaretter — Vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed — Sikkerhedskrav« og standard EN ISO 12863:2010 »Standardprøvemetode til vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed« i Den Europæiske Unions Tidende

(meddelt under nummer K(2011) 5626)

(EØS-relevant tekst)

(2011/496/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3. december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed (1), særlig artikel 4, stk. 2, første afsnit,

efter høring af det stående udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/95/EF fastsættes det, at producenter kun må markedsføre sikre produkter.

(2)

I henhold til artikel 3, stk. 2, andet afsnit, i direktiv 2001/95/EF formodes et produkt at være sikkert for så vidt angår de risici og risikokategorier, der er omfattet af de relevante nationale standarder, når det er i overensstemmelse med ikke-bindende nationale standarder, der gennemfører europæiske standarder, for hvilke Kommissionen i overensstemmelse med direktivets artikel 4, stk. 2, har offentliggjort referencer i Den Europæiske Unions Tidende.

(3)

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 2001/95/EF udarbejdes europæiske standarder af europæiske standardiseringsorganer på grundlag af mandater fra Kommissionen.

(4)

I henhold til direktivets artikel 4, stk. 2, offentliggør Kommissionen referencerne for sådanne standarder.

(5)

Kommissionen gav i juni 2008 mandat M/425 til CEN (Den Europæiske Standardiseringsorganisation) til udarbejdelse af et udkast til en europæisk sikkerhedsstandard med hensyn til cigaretters brandfare.

(6)

CEN vedtog standard EN 16156:2010 »Cigaretter — Vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed — Sikkerhedskrav« som opfølgning af Kommissionens mandat. Denne standard refererer til standard EN ISO 12863:2010 »Standardprøvemetode til vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed«. Derfor bør der også refereres til EN ISO-standarden ved offentliggørelsen af referencen til EN 16156:2010.

(7)

EN ISO 12863:2010 er blevet ændret ved et teknisk korrigendum (3). Dette korrigendum blev godkendt af CEN uden ændringer (4) og indgår således i standard EN 16156:2010.

(8)

Standarderne EN 16156:2010 og EN ISO 12863:2010 opfylder mandat M/425 og er i overensstemmelse med det almindelige sikkerhedskrav i direktiv 2001/95/EF. Referencerne hertil bør offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

(9)

For at sikre en vellykket indførelse af standarderne bør industrien desuden have tilstrækkelig tid til at tilpasse deres produktion til standardernes sikkerhedsniveau. Offentliggørelsen af referencerne til standarderne i Den Europæiske Unions Tidende 12 måneder efter CEN's vedtagelse af standarderne den 17. november 2010 skal sikre, at formodningen om brandsikkerhed derefter er baseret på fælles kriterier i alle medlemslande. For at sikre klarhed og retssikkerhed i det indre marked bør tilsynsmyndighederne i alle medlemsstater tage hensyn til de europæiske standarder, der er nævnt i betragtning 8, ved vurdering af cigaretters brandsikkerhed, herunder også på det trin, hvor cigaretterne sælges til forbrugerne.

(10)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det i henhold til direktiv 2001/95/EF nedsatte udvalg —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Standard EN 16156:2010 »Cigaretter — Vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed — Sikkerhedskrav« og standard EN ISO 12863:2010 »Standardprøvemetode til vurdering af cigaretters antændelsestilbøjelighed« opfylder det almindelige sikkerhedskrav i direktiv 2001/95/EF for så vidt angår de risici, som de omfatter.

Artikel 2

Referencerne for standarderne EN 16156:2010 og EN ISO 12863:2010 offentliggøres i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende den 17. november 2011.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. august 2011.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 11 af 15.1.2002, s. 4.

(2)  EFT L 204 af 21.7.1998, s. 37.

(3)  Technical corrigendum 1. Referencenummer ISO 12863:2010/Cor.1:2011(E).

(4)  Reference: EN ISO 12863:2010/AC:2011.


Top