Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0106

    Rådets afgørelse 2011/106/FUSP af 15. februar 2011 om tilpasning og forlængelse af foranstaltningerne i afgørelse 2002/148/EF om afslutning af konsultationerne med Zimbabwe i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen

    EUT L 43 af 17.2.2011, p. 31–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 15/02/2011

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2011/106(1)/oj

    17.2.2011   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 43/31


    RÅDETS AFGØRELSE 2011/106/FUSP

    af 15. februar 2011

    om tilpasning og forlængelse af foranstaltningerne i afgørelse 2002/148/EF om afslutning af konsultationerne med Zimbabwe i henhold til artikel 96 i AVS-EF-partnerskabsaftalen

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217,

    under henvisning til AVS-EF-partnerskabsaftalen mellem medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 (1) og revideret i Ouagadougou, Burkina Faso, den 23. juni 2010 (2) (i det følgende benævnt »AVS-EU-partnerskabsaftalen«), særlig artikel 96,

    under henvisning til den interne aftale mellem repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer, forsamlet i Rådet, om de foranstaltninger, der skal træffes, og de procedurer, der skal følges, ved gennemførelsen af AVS-EF-partnerskabsaftalen (3), særlig artikel 3,

    under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved afgørelse 2002/148/EF (4) blev konsultationerne med Republikken Zimbabwe i henhold til artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS-EU-partnerskabsaftalen afsluttet, og der blev truffet relevante foranstaltninger som anført i bilaget til afgørelsen.

    (2)

    I medfør af Rådets afgørelse 2010/97/FUSP (5) blev foranstaltningerne omhandlet i bilaget til afgørelse 2002/148/EF tilpasset og deres gyldighedsperiode forlænget med 12 måneder indtil den 20. februar 2011.

    (3)

    Oprettelsen af en national samlingsregering i Zimbabwe blev anerkendt som en mulighed for at reetablere konstruktive forbindelser mellem Den Europæiske Union og Zimbabwe og for at støtte gennemførelsen af Zimbabwes reformprogram.

    (4)

    Dette undermineres imidlertid af den nationale samlingsregerings manglende gennemførelse af visse væsentlige elementer af AVS-EU-partnerskabsaftalen, som den nationale samlingsregering havde indvilget i som led i den globale politiske aftale.

    (5)

    Gyldighedsperioden for de i afgørelse 2002/148/EF omhandlede foranstaltninger bør derfor forlænges. Foranstaltningerne bør løbende revideres i lyset af de konkrete fremskridt i marken —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    De foranstaltninger, der omhandles i det brev, der er knyttet som bilag til denne afgørelse, forlænges hermed som relevante foranstaltninger, jf. artikel 96, stk. 2, litra c), i AVS-EU-partnerskabsaftalen.

    Disse foranstaltninger anvendes indtil den 20. februar 2012. Foranstaltningerne vil løbende blive revideret.

    Artikel 2

    Det brev, der er knyttet som bilag til denne afgørelse, stiles til Zimbabwes præsident Mugabe med kopi til premierminister Tsvangirai og vicepremierminister Mutambara.

    Artikel 3

    Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

    Artikel 4

    Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 15. februar 2011.

    På Rådets vegne

    MATOLCSY Gy.

    Formand


    (1)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3.

    (2)  EUT L 287 af 4.11.2010, s. 3.

    (3)  EFT L 317 af 15.12.2000, s. 376.

    (4)  EFT L 50 af 21.2.2002, s. 64.

    (5)  EUT L 44 af 16.2.2010, s. 20.


    BILAG

    BREV TIL ZIMBABWES PRÆSIDENT

    Den Europæiske Union knytter den allerstørste betydning til bestemmelserne i artikel 9 i AVS-EU-partnerskabsaftalen. Overholdelsen af menneskerettighederne og demokratiets og retsstatens principper, der indgår som væsentlige elementer i aftalen, danner grundlaget for vore indbyrdes forbindelser.

    Ved brev af 19. februar 2002 underrettede Den Europæiske Union Dem om, at den havde besluttet at afslutte konsultationerne i henhold til artikel 96 i AVS-EU-partnerskabsaftalen og at træffe relevante foranstaltninger som omhandlet i artikel 96, stk. 2, litra c), i nævnte aftale.

    Ved brev af 15. februar 2010 underrettede Den Europæiske Union Dem om, at den havde besluttet ikke at ophæve de relevante foranstaltninger, men at forlænge deres gyldighedsperiode frem til den 20. februar 2011.

    Siden oprettelsen af den nationale samlingsregering i 2009 har Den Europæiske Union hilst det fremskridt, der er gjort på grundlag af den globale politiske aftale, velkommen. Den Europæiske Union skal igen understrege, hvor stor vægt den lægger på den politiske dialog på basis af artikel 8 i AVS-EU-partnerskabsaftalen, der efter den zimbabwiske regerings anmodning blev officielt lanceret på trojkamødet mellem EU's og Zimbabwes ministre i Bruxelles den 18.-19. juni 2009. På det seneste ministermøde den 2. juli 2010 overdrog en inklusiv zimbabwisk delegation ledet af minister Mangoma en ajourført version af den forpligtende plan for gennemførelsen af den globale politiske aftale. Den Europæiske Union noterede sig det fremskridt, der indtil videre var sket i gennemførelsen af den globale politiske aftale, og underrettede ved brev af 29. september 2010 Zimbabwes regering om den vejledende tildeling fra den 10. EUF (130 mio. EUR, som vil blive stillet til rådighed, når foranstaltningerne i henhold til artikel 96 ophæves, og et landestrategipapir undertegnes). Den Europæiske Union er fortsat engageret med henblik på yderligere at intensivere den politiske dialog på basis af artikel 8.

    Den Europæiske Union støtter den nationale samlingsregerings fortsatte bestræbelser på at gennemføre den globale politiske aftale, og den hilser de resultater, der er opnået med hensyn til at stabilisere økonomien og genskabe basale sociale ydelser, velkommen. Den Europæiske Union beklager dog det manglende fremskridt med vigtige politiske aftaler som led i den globale politiske aftale.

    Den Europæiske Union opfordrer alle parter i den nationale samlingsregering til fortsat at støtte gennemførelsen af de demokratiske reformer, der er fastsat i den politiske aftale. Den Europæiske Union opfatter fremskridt på dette område, herunder en fælles forståelse mellem alle parterne i den nationale samlingsregering vedrørende konkrete skridt, der skal tages for at skabe en ramme for fredelige og troværdige valg, at være af stor betydning.

    I den sammenhæng hilser Den Europæiske Union det intensiverede regionale diplomati og indsatsen fra Southern African Development Community (SADC) og medlemsstaterne med henblik på at skabe en ramme, der fremmer gennemførelsen af valg, velkommen.

    Den Europæiske Union har derfor besluttet at forlænge gyldighedsperioden for de relevante foranstaltninger, der er anført i Rådets afgørelse 2002/148/EF og ajourført i Rådets afgørelse 2010/97/FUSP, indtil den 20. februar 2012. Den Europæiske Union ønsker at forsikre Zimbabwe om dens fortsatte villighed til på ethvert tidspunkt at revidere restriktionerne vedrørende udviklingssamarbejde. Vi håber, at der kan ske konkrete fremskridt, således at det fulde samarbejde kan genoptages. I den sammenhæng vil Den Europæiske Union tæt følge de skridt, som Zimbabwe tager med henblik på at sikre afholdelsen af troværdige valg.

    Med venlig hilsen

    For Den Europæiske Union


    Top