Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0239

    Kommissionens forordning (EU) nr. 239/2010 af 22. marts 2010 om ændring af forordning (EF) nr. 318/2007 om dyresundhedsmæssige betingelser for import af visse fugle til Fællesskabet samt karantænebetingelser herfor (EØS-relevant tekst)

    EUT L 75 af 23.3.2010, p. 18–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 11/03/2013; ophævet ved 32013R0139

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/239/oj

    23.3.2010   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 75/18


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 239/2010

    af 22. marts 2010

    om ændring af forordning (EF) nr. 318/2007 om dyresundhedsmæssige betingelser for import af visse fugle til Fællesskabet samt karantænebetingelser herfor

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets direktiv 91/496/EØF af 15. juli 1991 om fastsættelse af principperne for tilrettelæggelse af veterinærkontrollen for dyr, der føres ind i Fællesskabet fra tredjelande, og om ændring af direktiv 89/662/EØF, 90/425/EØF og 90/675/EØF (1), særlig artikel 10, stk. 3, andet afsnit, og artikel 10, stk. 4, andet afsnit,

    under henvisning til Rådets direktiv 92/65/EØF af 13. juli 1992 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandel med og indførsel til Fællesskabet af dyr samt sæd, æg og embryoner, der for så vidt angår disse betingelser ikke er underlagt specifikke fællesskabsbetingelser som omhandlet i bilag A, del I, til direktiv 90/425/EØF (2), særlig artikel 18, stk. 1, fjerde led, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Ved direktiv 91/496/EØF er der fastsat karantænebetingelser for levende dyr importeret fra tredjelande, herunder de almindelige betingelser, der skal opfyldes af karantænestationer beliggende i EU. I direktivets bilag B er der fastsat en liste over almindelige betingelser for godkendelse af sådanne stationer.

    (2)

    Ved artikel 10, stk. 4, litra b), i direktiv 91/496/EØF, som ændret ved Rådets direktiv 2008/73/EF af 15. juli 2008 om forenkling af procedurerne for udarbejdelse af lister og offentliggørelse af oplysninger på veterinærområdet og det zootekniske område (3), blev der indført en forenklet procedure for udarbejdelse og offentliggørelse af en liste over godkendte karantænestationer, hvor levende dyr skal anbringes i karantæne eller isoleres, hvis det kræves i henhold til EU-lovgivningen. Ifølge den nye procedure, der anvendes fra den 1. januar 2010, er det ikke længere Kommissionen, men medlemsstaterne, der har beføjelse til at udarbejde listen over godkendte karantænestationer, som opfylder de almindelige betingelser i direktivets bilag B.

    (3)

    Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 318/2007 (4) er der fastsat dyresundhedsmæssige betingelser for import af visse fugle, bortset fra fjerkræ, til EU. I henhold til nævnte forordnings artikel 6 skal godkendte karantænefaciliteter og -centre desuden opfylde minimumskravene i bilag IV. I bilag V til forordningen er der endvidere fastsat en liste over godkendte karantænefaciliteter og -centre.

    (4)

    Af hensyn til forenklingen af EU-lovgivningen er det nødvendigt at ændre artikel 6 i forordning (EF) nr. 318/2007 og lade samme forordnings bilag V udgå for at afspejle de nye procedurer for godkendelse af og udarbejdelse af lister over godkendte karantænefaciliteter og -centre, der er fastsat i direktiv 91/496/EØF, som ændret ved direktiv 2008/73/EF. Nogle medlemsstater er allerede begyndt at udarbejde lister over godkendte karantænestationer med henblik på at gennemføre artikel 10, stk. 4, litra b), i direktiv 91/496/EØF. Af hensyn til EU-lovgivningens klarhed bør ændringerne af forordning (EF) nr. 318/2007 finde anvendelse fra samme dato som anvendelsesdatoen for direktiv 91/496/EØF.

    (5)

    Forordning (EF) nr. 318/2007 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

    (6)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I forordning (EF) nr. 318/2007 foretages følgende ændringer:

    1)

    Artikel 6 affattes således:

    »Artikel 6

    Godkendte karantænefaciliteter og -centre

    Godkendte karantænefaciliteter og -centre skal opfylde minimumsbetingelserne i bilag IV.

    Hver medlemsstat udarbejder og ajourfører en liste over godkendte karantænefaciliteter og -centre og deres godkendelsesnumre og gør listen tilgængelig for Kommissionen, for de øvrige medlemsstater og for offentligheden.«

    2)

    Bilag V udgår.

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. januar 2010.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. marts 2010.

    På Kommissionens vegne

    José Manuel BARROSO

    Formand


    (1)  EFT L 268 af 24.9.1991, s. 56.

    (2)  EFT L 268 af 14.9.1992, s. 54.

    (3)  EUT L 219 af 14.8.2008, s. 40.

    (4)  EUT L 84 af 24.3.2007, s. 7.


    Top