EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008L0091

Kommissionens direktiv 2008/91/EF af 29. september 2008 om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage diuron som aktivstof (EØS-relevant tekst)

EUT L 262 af 1.10.2008, p. 31–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 13/06/2011

ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2008/91/oj

1.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 262/31


KOMMISSIONENS DIREKTIV 2008/91/EF

af 29. september 2008

om ændring af Rådets direktiv 91/414/EØF for at optage diuron som aktivstof

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 6, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 451/2000 (2) og Kommissionens forordning (EF) nr. 703/2001 (3) er der fastsat nærmere bestemmelser for iværksættelsen af anden fase af det arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF, ligesom der er opstillet en liste over aktivstoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I til direktiv 91/414/EØF. Denne liste omfattede diuron. Ved Kommissionens beslutning 2007/417/EF (4) blev det besluttet ikke at optage diuron i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

(2)

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF indgav den oprindelige anmelder den 26. juni 2007 en ny ansøgning til Danmark, der var blevet udpeget som rapporterende medlemsstat ved forordning (EF) nr. 451/2000.

(3)

Danmark vurderede de oplysninger, som anmelderen havde forelagt, og udarbejdede en supplerende rapport den 15. november 2007 med en anbefaling af, at stoffet optages i bilag I.

(4)

Kommissionens forordning (EF) nr. 33/2008 af 17. januar 2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 91/414/EØF for så vidt angår en almindelig og en fremskyndet procedure for vurdering af aktivstoffer, der har været omfattet af det i artikel 8, stk. 2, i samme direktiv omhandlede arbejdsprogram, men som ikke er optaget i direktivets bilag I (5) trådte i kraft den 25. januar 2008. Den rapporterende medlemsstat afsluttede sin vurdering af de yderligere oplysninger om diuron, der var forelagt af anmelderen inden forordningens ikrafttrædelse, og tog hensyn til de krav, der er fastsat i forordningens artikel 15. I lyset heraf evaluerede Kommissionen den supplerende rapport og, i det omfang det var relevant, udkastet til vurderingsrapport samt anbefalingen fra den rapporterende medlemsstat, jf. artikel 20 i forordning (EF) nr. 33/2008.

(5)

Udkastet til vurderingsrapport er blevet behandlet af medlemsstaterne og Kommissionen i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed og blev færdigbehandlet den 11. juli 2008 i form af Kommissionens reviderede vurderingsrapport om diuron. Behandlingen vedrørte hovedsageligt de forhold, der medførte en afvisning af at optage stoffet i bilag I. Det drejede sig om den uacceptable eksponering af brugerne, de manglende konklusioner om den potentielle risiko for grundvandet på grund af usikkerheden om, hvad der sker med visse metabolitter, og den manglende dokumentation for, at risikoen for fugle og pattedyr er acceptabel.

(6)

Som nævnt i vurderingsrapporten har anmelderen nu givet instruks om, at der skal anvendes betydeligt mindre doseringer af diuron. Som følge heraf kan der påvises et acceptabelt eksponeringsniveau for brugerne, men i nogle tilfælde er det nødvendigt at anvende beskyttelsesudstyr. Hvad angår grundvandet, har anmelderen klarlagt visse metabolitters nedbrydningsmønster, hvilket er blevet gennemgået af den rapporterende medlemsstat, der var enig i, at udløsningsværdien ved anvendelse af grundvandsmodellerne ikke overskrides. På grundlag af de klarere vurderinger, som anmelderen nu har fremlagt, kan risikoen for fugle og pattedyr endvidere anses for at være acceptabel.

(7)

De supplerende oplysninger fra anmelderen gør det derfor muligt at udelukke de specifikke problematiske forhold, der medførte en afvisning af at optage stoffet i bilag I. Der er ikke fremkommet andre uafklarede videnskabelige spørgsmål. Derfor blev det ikke anset for nødvendigt at høre Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet.

(8)

Det fremgår af diverse undersøgelser, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder diuron, kan forventes generelt at opfylde kravene i artikel 5, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 91/414/EØF, især med hensyn til de anvendelsesformål, der er undersøgt og udførligt beskrevet i Kommissionens reviderede vurderingsrapport. Diuron bør derfor optages i bilag I for at sikre, at godkendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder det pågældende aktivstof, i alle medlemsstater finder sted i overensstemmelse med direktivet.

(9)

Direktiv 91/414/EØF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag I til direktiv 91/414/EØF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 31. marts 2009. De tilsender straks Kommissionen disse bestemmelser med en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de pågældende bestemmelser og dette direktiv.

Bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft den 1. oktober 2008.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. september 2008.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.

(2)  EFT L 55 af 29.2.2000, s. 25.

(3)  EFT L 98 af 7.4.2001, s. 6.

(4)  EUT L 156 af 16.6.2007, s. 32.

(5)  EUT L 15 af 18.1.2008, s. 5.


BILAG

Følgende indsættes sidst i tabellen i bilag I til direktiv 91/414/EØF:

Nr.

Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr.

IUPAC-navn

Renhed (1)

Ikrafttrædelse

Udløbsdato for stoffets optagelse i listen

Særlige bestemmelser

»198

Diuron

CAS-nr.: 330-54-1

CIPAC-nr.: 100

3-(3,4-dichlorphenyl)-1,1-dimethylurea

≥ 930 g/kg

1. oktober 2008

30. september 2018

DEL A

Må kun tillades anvendt som herbicid i doseringer på højst 0,5 kg/ha (overfladegennemsnit).

DEL B

Med henblik på gennemførelsen af de ensartede principper i bilag VI skal der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om diuron, særlig tillæg I og II, som færdigbehandlet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 11. juli 2008.

Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne:

være særligt opmærksomme på brugerens sikkerhed, idet betingelserne for anvendelse skal foreskrive brug af personlige værnemidler, hvis det er relevant

være særligt opmærksomme på beskyttelsen af vandorganismer og planter, der ikke er målarter.

Godkendelsesbetingelserne skal omfatte risikobegrænsende foranstaltninger, hvis det er relevant.«


(1)  Yderligere oplysninger om aktivstoffets identitet og specifikationer fremgår af den reviderede vurderingsrapport.


Top