Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001D0246

    2001/246/EF: Kommissionens beslutning af 27. marts 2001 om fastlæggelse af betingelserne for bekæmpelse og udryddelse af mund og klovesyge i Nederlandene i henhold til artikel 13 i direktiv 85/511/EØF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2001) 1018)

    EFT L 88 af 28.3.2001, p. 21–23 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 06/04/2001

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/246/oj

    32001D0246

    2001/246/EF: Kommissionens beslutning af 27. marts 2001 om fastlæggelse af betingelserne for bekæmpelse og udryddelse af mund og klovesyge i Nederlandene i henhold til artikel 13 i direktiv 85/511/EØF (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2001) 1018)

    EF-Tidende nr. L 088 af 28/03/2001 s. 0021 - 0023


    Kommissionens beslutning

    af 27. marts 2001

    om fastlæggelse af betingelserne for bekæmpelse og udryddelse af mund og klovesyge i Nederlandene i henhold til artikel 13 i direktiv 85/511/EØF

    (meddelt under nummer K(2001) 1018)

    (EØS-relevant tekst)

    (2001/246/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked(1), senest ændret ved direktiv 92/118/EØF(2), særlig artikel 10,

    under henvisning til Rådets direktiv 85/511/EØF af 18. november 1985 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af mund- og klovesyge(3), senest ændret ved akten vedrørende Østrigs, Sveriges og Finlands tiltrædelse, særlig artikel 13, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) I henhold til artikel 13, stk. 3, i direktiv 85/511/EØF kan der nødvaccineres.

    (2) Ifølge principperne i denne artikel skal beslutningen om at indføre vaccination afvejes i forhold til de grundlæggende EF-interesser, som ikke må bringes i fare.

    (3) Efter rapporterne om udbrud af mund- og klovesyge i Det Forenede Kongerige, Frankrig, Nederlandene og Irland vedtog Kommissionen beslutning 2001/172/EF(4), 2001/208/EF(5), 2001/223/EF(6) og 2001/234/EF(7) om beskyttelsesforanstaltninger mod mund- og klovesyge i de respektive medlemsstater.

    (4) Ud over foranstaltningerne i direktiv 85/511/EØF anvender Nederlandene som sikkerhedsforanstaltning forebyggende aflivning af modtagelige dyr på bedrifter, der ligger i umiddelbar nærhed af smitteramte eller mistænkte bedrifter, idet der tages hensyn til den epidemiologiske situation og den store tæthed af modtagelige dyr i visse dele af landet.

    (5) Aflivning af dyr af sygdomsårsager skal ske i henhold til Rådets direktiv 93/119/EØF af 22. december 1993 om beskyttelse af dyr på slagte- eller aflivningstidspunktet(8).

    (6) Ved aflivning af store mængder dyr på smitteramte eller kontaminerede bedrifter kan kapaciteten til sikker destruktion af kroppe hurtigt blive opbrugt, hvilket uundgåeligt forsinker den forebyggende aflivning og kan føre til, at virusset spredes yderligere.

    (7) De nederlandske myndigheder har forelagt Kommissionen et program, hvor vaccination anvendes som et supplerende værktøj til at bekæmpe og udrydde mund- og klovesyge i forbindelse med forebyggende aflivning af dyr af modtagelige arter. Selv om anvendelsen af vaccine i forbindelse med forebyggende aflivning kun nytter, hvis aflivningen forventes at blive udsat i længere tid, end det tager at opbygge tilstrækkelig immunitet til effektivt at reducere spredningen af virus, bør den under ingen omstændigheder medføre, at arbejdet på at reducere antallet af dyr af modtagelige arter omkring udbruddene forsinkes.

    (8) Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel fremsatte i sin rapport af 10. marts 1999 henstillinger med hensyn til strategien for nødvaccination mod mund- og klovesyge, som skal følges(9).

    (9) Enhver form for vaccination er uundgåeligt til skade for mund- og klovesygestatus i den internationale handel, ikke blot for den medlemsstat eller den del af en medlemsstat, der vaccinerer.

    (10) Kommissionen må, inden den træffer afgørelse om nødvaccination, sikre sig, at de foranstaltninger, der skal træffes, mindst indbefatter dem, der er fastsat i artikel 13, stk. 3, første til sjette led, i direktiv 85/511/EØF.

    (11) Formålet med denne beslutning er at fastlægge betingelserne for Nederlandenes anvendelse af nødvaccination.

    (12) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Veterinærkomité -

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    I denne beslutning forstås ved:

    1) "forebyggende aflivning" aflivning af modtagelige dyr på bedrifter inden for en bestemt radius omkring bedrifter, der er pålagt restriktioner som fastsat i artikel 4 og 5 i direktiv 85/511/EØF.

    Formålet er hurtigt at reducere antallet af dyr af modtagelige arter i et smitteramt område.

    2) "forebyggende vaccination" nødvaccination af dyr af modtagelige arter på identificerede bedrifter i et bestemt område, vaccinationsområdet, der udelukkende foretages i forbindelse med forebyggende aflivning som defineret i stk. 1.

    Formålet er hurtigt at reducere mængden af virus, der cirkulerer og risikoen for, at virusset spredes uden for området, uden at den forebyggende aflivning forsinkes.

    Den forebyggende vaccination foretages kun, hvis den forebyggende aflivning af dyr af modtagelige arter må udsættes for en periode, der anslås at ville vare længere end den tid, det kræver effektivt at reducere virussets spredning ved immunisering, af mindst en af følgende årsager:

    - problemer med hensyn til aflivning af dyr af modtagelige arter i henhold til direktiv 93/119/EØF

    - problemer med hensyn til kapacitet til at destruere aflivede dyr i henhold til artikel 5, stk. 2, andet led, i direktiv 85/511/EØF.

    Artikel 2

    1. Uanset direktiv 85/511/EØF, særlig artikel 4, 5 og 9, kan Nederlandene beslutte at indføre forebyggende vaccination på de betingelser, der er fastlagt i bilaget.

    2. Inden foranstaltningerne i stk. 1 påbegyndes, sørger Nederlandene for, at medlemsstaterne og Kommissionen officielt får nærmere oplysninger om den geografiske og administrative afgrænsning af vaccinationsområdet, antallet af berørte bedrifter og tidspunktet for påbegyndelsen og afslutningen af vaccinationen samt årsagen til, at foranstaltningen er truffet.

    Dernæst sørger Nederlandene for, at de oplysninger, der gives i henhold til første afsnit, snarest muligt suppleres med yderligere oplysninger om aflivning af vaccinerede dyr, især antallet af aflivede dyr, antallet af berørte bedrifter, tidspunktet, hvor aflivningen er afsluttet, samt ændringer af restriktionerne i de pågældende områder.

    Artikel 3

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. marts 2001.

    På Kommissionens vegne

    David Byrne

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

    (2) EFT L 62 af 15.3.1993, s. 49.

    (3) EFT L 315 af 26.11.1985, s. 11.

    (4) EFT L 62 af 2.3.2001, s. 22.

    (5) EFT L 73 af 15.3.2001, s. 38.

    (6) EFT L 82 af 22.3.2001, s. 29.

    (7) EFT L 84 af 23.3.2001, s. 62.

    (8) EFT L 340 af 31.12.1993, s. 21.

    (9) http://europa.eu.int/comm/food/fs/sc/scah/outcome_en.html

    BILAG

    Betingelser for anvendelse af forebyggende vaccination til bekæmpelse og udryddelse af mund og klovesyge i henhold til artikel 13, stk. 3, i direktiv 85/511/EØF

    >TABELPOSITION>

    Top