Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999R2423

    Kommissionens forordning (EF) nr. 2423/1999 af 15. november 1999 om beskyttelsesforanstaltninger for sukker henhørende under KN-kode 1701 og for sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 18061030 og 18061090, med oprindelse i de oversøiske lande og territorier

    EFT L 294 af 16.11.1999, p. 11–12 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 29/02/2000

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1999/2423/oj

    31999R2423

    Kommissionens forordning (EF) nr. 2423/1999 af 15. november 1999 om beskyttelsesforanstaltninger for sukker henhørende under KN-kode 1701 og for sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 18061030 og 18061090, med oprindelse i de oversøiske lande og territorier

    EF-Tidende nr. L 294 af 16/11/1999 s. 0011 - 0012


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2423/1999

    af 15. november 1999

    om beskyttelsesforanstaltninger for sukker henhørende under KN-kode 1701 og for sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90, med oprindelse i de oversøiske lande og territorier

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets afgørelse 91/482/EØF af 25. juli 1991 om de oversøiske landes og territoriers associering med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab(1), senest ændret ved afgørelse 97/803/EF(2), i det følgende benævnt "OLT-afgørelsen", særlig artikel 109,

    efter høring af det udvalg, der er oprettet ved artikel 1, stk. 2, i bilag IV til nævnte afgørelse, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Der er i de seneste måneder opstået vanskeligheder, der vil kunne forringe situationen i EF's sukkersektor væsentligt; disse vanskeligheder skyldes den meget kraftige stigning siden 1997 i lavprisimporten af uforarbejdet sukker med EF-OLT-kumulation af oprindelsen samt af sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 med oprindelse i de oversøiske lande og territorier; disse produkter fritages ved indførsel i Fællesskabet for importafgifter i henhold til artikel 101, stk. 1, i OLT-afgørelsen;

    (2) denne import risikerer i høj grad at forringe den måde, hvorpå den fælles markedsordning for sukker fungerer i Fællesskabet, samt at få yderst skadelige virkninger for Fællesskabets erhvervsdrivende inden for sukkersektoren;

    (3) markedsordningen risikerer at blive voldsomt destabiliseret, idet sukkerforbruget på EF-markedet ligger på et konstant niveau; derfor vil enhver sukkerimport i Fællesskabet til priser, der ligger under interventionsprisen, bevirke, at en tilsvarende mængde EF-sukker ikke kan afsættes på EF-markedet og dermed må udføres; restitutionerne for dette sukker skal betales over EF-budgettet (p.t. ca. 520 EUR/t); denne eksport er underkastet mængdemæssige begrænsninger i GATT-aftalerne; således medfører importen, at muligheden for at eksportere kvotesukker mindskes; for at imødegå denne situation bør det påtænkes at nedsætte EF-produktionskvoterne;

    (4) Fællesskabets erhvervsdrivende i sukkersektoren risikerer også at blive ramt af denne stigende import; den fælles markedsordning for sukker er nemlig karakteriseret ved dels princippet om selvfinansiering for EF's sukkerproducenter af afsætningen af overskudssukker produceret i EF (bl.a. gennem eksportrestitutioner), dels en minimumspris, som de europæiske sukkerproducenter skal betale for de sukkerroer, der udgør råvaren; når denne stigende import af uforarbejdet sukker eller af produkter med et højt sukkerindhold finder sted til lavere priser end dem, EF-producenterne kan sælge tilsvarende produkter til, fører det til en høj grad af destabilisering af EF-virksomhederne, idet disse på baggrund af de forpligtelser, som den fælles landbrugspolitik medfører for landbrugerne, ikke kan konkurrere med førnævnte import;

    (5) stigningen i den mængde, der eksporteres med restitutioner, kan endvidere indebære en risiko for, at enhedsomkostningerne øges for kvotesukkereksporten, og at den produktionsafgift, som Fællesskabets sukkerproducenter skal betale, dermed også stiger;

    (6) der er således risiko for en forringelse af situationen i EF's sukkersektor; det er derfor i medfør af artikel 109 i OLT-afgørelsen nødvendigt at anvende beskyttelsesforanstaltninger for importen i Fællesskabet af sukker henhørende under pos. 1701 og af sukker- og kakaoblandinger med et sukkerindhold på over 65 vægtprocent, henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 med oprindelse i de oversøiske lande og territorier;

    (7) ifølge artikel 100 i OLT-afgørelsen er målet at fremme samhandelen mellem OLT og Fællesskabet under hensyn til deres respektive udviklingsniveau; i henhold til artikel 109, stk. 2, i OLT-afgørelsen skal der således fortrinsvis vælges foranstaltninger, som bringer mindst mulig forstyrrelse i associeringens og Fællesskabets funktion; disse foranstaltninger må endvidere ikke gå ud over, hvad der er absolut nødvendigt for at afhjælpe de opståede vanskeligheder;

    (8) det synes i den forbindelse hensigtsmæssigt at gøre overgangen til fri omsætning i Fællesskabet af importafgiftsfritaget sukker henhørende under pos. 1701 betinget af, at den dokumenterede importpris for den ikke-emballerede vare på cif-stadiet ab europæisk havn i Fællesskabet for sukker af den standardkvalitet, der er fastlagt i EF-lovgivningen, ikke ligger under interventionsprisen for de pågældende produkter; denne foranstaltning skal sikre, at det importerede sukker ikke sælges til priser, der ligger under priserne på EF-markedet og undgå denne imports destabiliserende virkninger, samtidig med dels at de berørte erhvervsdrivende i OLT sikres en passende, ensartet fortjeneste, dels at EF-traktatens præferenceorden for EF-produkter og OLT-produkter overholdes;

    (9) det synes på nuværende stadium hensigtsmæssigt at benytte proceduren med fællesskabstilsyn for importen af sukker- og kakaoblandinger henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90; denne foranstaltning vil give Kommissionen mulighed for på nært hold at følge udviklingen i denne import for så vidt angår mængder og priser, uden at de erhvervsdrivende pålægges yderligere administrative byrder;

    (10) den særlige kontrol i samhandelen med tredjelande af de indførte varer, som er genstand for foranstaltningerne i nærværende forordning, samt den kontrol, der er indført ved EF-bestemmelserne om overgang til fri omsætning og toldværdi, bl.a. i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks(3), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1662/1999(4), vil kunne sikre overholdelsen af bestemmelserne i nærværende forordning;

    (11) under hensyn til den konstaterede udvikling i de mængder, der allerede er leveret i produktionsåret 1998/99, bør disse midlertidige foranstaltninger anvendes, indtil OLT-afgørelsens gyldighedsperiode udløber -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    1. Produkter henhørende under KN-kode 1701, som har EF-OLT-kumulation af oprindelsen, overgår til fri omsætning i Fællesskabet med importafgiftsfritagelse, når den ikke-emballerede vares cif-importpris for standardkvaliteten som fastlagt i Rådets forordning (EØF) nr. 793/72 om fastsættelse af standardkvalitet for hvidt sukker(5) ikke er lavere end de pågældende produkters interventionspris.

    2. I forbindelse med formaliteterne ved overgangen til fri omsætning for de produkter, der omhandles i stk. 1, fremlægger importørerne enhver form for dokumentation for salgsprisen samt transport- og forsikringsomkostningerne vedrørende den indførte vare; til dette formål skal importprisen være for den ikke-emballerede vare.

    3. Medlemsstaterne giver hver uge via skriftlig telekommunikation Kommissionen meddelelse om de i stk. 1 omhandlede produktmængder, for hvilke der er udstedt importlicens, med angivelse af udstedelsesdato og eksportland.

    Disse oplysninger meddeles særskilt fra dem, der vedrører de øvrige importlicensansøgninger i sukkersektoren.

    Artikel 2

    Overgangen til fri omsætning i Fællesskabet med importafgiftsfritagelse for produkter med oprindelse de oversøiske lande og territorier og henhørende under KN-kode 1806 10 30 og 1806 10 90 er underlagt proceduren for fællesskabstilsyn efter reglerne i artikel 308d i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks(6).

    Artikel 3

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Den anvendes indtil den 29. februar 2000.

    Imidlertid anvendes artikel 1 ikke for import, for hvilken der er udstedt importlicens inden denne forordnings ikrafttrædelsesdato.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 15. november 1999.

    På Kommissionens vegne

    Franz FISCHLER

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 263 af 19.9.1991, s. 1.

    (2) EFT L 329 af 29.11.1997, s. 50.

    (3) EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.

    (4) EFT L 197 af 29.7.1999, s. 25.

    (5) EFT L 94 af 21.4.1972, s. 1.

    (6) EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1.

    Top