31999D0592

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 9. december 1998

om Tysklands påtænkte støtte til MCR Gesellschaft für metallurgisches Recycling mbH, Eberswalde (Brandenburg)

(meddelt under nummer K(1998) 4277)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(1999/592/EKSF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, særlig artikel 4, litra c),

under henvisning til Kommissionens beslutning nr. 2496/96/EKSF af 18. december 1996 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien(1), særlig artikel 3,

efter opfordring til de berørte parter om at fremkomme med bemærkninger i henhold til ovennævnte bestemmelser og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I. PROCEDUREN

Tyskland underrettede ved skrivelse af 29. april 1997 Kommissionen om sine planer om at yde miljøstøtte til MCR Gesellschaft für metallurgisches Recycling mbH, Eberswalde (i det følgende benævnt MCR). Projektet blev anmeldt på grundlag af artikel 6 i beslutning nr. 2496/96/EKSF, i det følgende benævnt "stålstøttereglerne".

Ved skrivelse af 22. maj 1997, 11. juli 1997 og 1. oktober 1997 udbad Kommissionen sig supplerende oplysninger. Tyskland fremsendte disse oplysninger ved skrivelse af 20. juni 1997, 24. september 1997 og 23. oktober 1997.

Ved skrivelse af 19. januar 1998 underrettede Kommissionen Tyskland om sin beslutning om at indlede proceduren i henhold til artikel 6, stk. 5, i stålstøttereglerne med hensyn til ovennævnte støtteprojekt.

I overensstemmelse med artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i stålstøttereglerne pålagde Kommissionen endvidere Tyskland at udsætte udbetalingen af en regional investeringsstøtte, der var godkendt i 1994.

Kommissionen havde i december 1994 godkendt en regional investeringsstøtte (N 671/94) til samme projekt. Godkendelsen af denne støtte var baseret på artikel 1 og 5 i Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27. november 1991 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien(2) (i det følgende "stålstøttereglerne af 1991"). Ifølge artikel 1, stk. 3, andet afsnit, i denne beslutning måtte der ikke udbetales støtte i henhold til artikel 5 efter 31. december 1994.

Meddelelsen af beslutningen om procedurens indledning blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3). Kommissionen opfordrede ved denne lejlighed alle berørte parter til at fremkomme med deres bemærkninger.

Kommissionen modtog bemærkninger fra nogle berørte parter og videresendte disse til Tyskland, som fremsendte sine bemærkninger hertil ved skrivelse af 7. juli 1998.

Tyskland fremkom med supplerende oplysninger ved skrivelse af 27. februar 1998, 12. juni 1998, 21. august 1998, 18. september 1998, 27. oktober 1998, 4. november 1998, 11. november 1998 og 12. november 1998.

II. DETALJERET BESKRIVELSE AF STØTTEFORSLAGET

Støtten skal ydes til et nyt anlæg til genindvinding af gamle køretøjer og rester fra metalprodukter. Tyskland har anført, at man med MCR's procedure vil opnå en højere grad af miljøbeskyttelse end de i øjeblikket gældende normer.

Anmeldelsen vedrørte et miljøstøtteprojekt i form af rentegodtgørelse i forbindelse med to lån til MCR. Det ene lån på 65 mio. DEM skulle ydes på grundlag af ERP-miljøkreditprogrammet til en fast rente på 4,75 % over ti år. Lånet skulle have en løbetid på 20 år med en afdragsfri periode omfattende de første år. Det andet lån på 32 mio. DEM skulle ydes på grundlag af "DtA-miljøkreditprogrammet". For dette lån var der fastsat en fast rente på 5,93 % over ti år og en løbetid på 20 år med en afdragsfri periode på tre år. Delstaten Brandenburg ville stille en simpel kaution på 80 % for begge lån.

Tyskland har ændret sit støtteprojekt under proceduren. For lånet på 65 mio. DEM blev den effektive rente nedsat til 3,8 %. Med hensyn til lånet på 32 mio. DEM forpligtede Tyskland sig til ikke at indrømme en rentesats, der ligger under den referencerentesats for fem- og tiårige lån, der var gældende på tidspunktet for lånets tildeling. Endvidere stilles der en kaution på 80 % af højst 67976000 DEM, hvilket svarer til det støtteberettigede maksimumsbeløb. I modsætning til hvad der blev oplyst ved procedurens indledning, skal MCR betale et vederlag for denne kaution. Kautionen indrømmes som led i delstatens kautionsprogram til fordel for private virksomheder, som Kommissionen godkendte ved støttesagerne N 81/93 og N 297/91. Vederlaget andrager 0,5 % p.a. af lånebeløbet og betales i forbindelse med et oprettelsesgebyr på 25000 DEM.

Kommissionen anførte ved procedurens indledning, at rentegodtgørelsen for begge lån udgør statsstøtte, og at denne svarer til forskellen mellem rentesatsen for de to lån og den langfristede referencerentesats på 6,15 % (denne blev pr. 1. november 1998 nedsat til 5,41 %). Kommissionen var endvidere af den opfattelse, at kautionen omfattede et statsstøtteelement.

Kommissionen indledte proceduren, fordi den på grundlag af de på det pågældende tidspunkt foreliggende oplysninger ikke kunne foretage en sondring mellem investeringsomkostninger, der var nødvendige for at opnå en forbedring af miljøbeskyttelsen, og de grundlæggende investeringsomkostninger. Endvidere kunne den ikke vurdere støttens proportionalitet, dvs. støttens omfang sammenholdt med den opnåede miljøforbedring og de hertil nødvendige investeringer.

Tyskland hævdede endvidere, at det med de nye produktionsanlæg ville være muligt at opnå energibesparelser på ca. 50 %. Ved beregningen af de støtteberettigede omkostninger blev der imidlertid ikke taget hensyn til fordelen ved disse besparelser.

Endvidere nærede Kommissionen tvivl med hensyn til, om man med projektet kunne opnå en betydelig højere grad af miljøbeskyttelse end de gældende normer. Denne tvivl var endvidere begrundet i, at samme projekt i 1994 var blevet undersøgt på grundlag af artikel 5 i stålstøttereglerne af 1991 med henblik på regional investeringsstøtte.

Endelig nærede Kommissionen alvorlig tvivl med hensyn til, om den støtte, der var godkendt i 1994, stadig var forenelig med fællesmarkedet, da de (nye) stålstøtteregler i modsætning til stålstøttereglerne fra 1991 ikke omfatter noget retsgrundlag for regional investeringsstøtte i (øst) Tyskland. Det viste sig, at den regionale investeringsstøtte ikke var blevet udbetalt inden 31. december 1994, men at den sandsynligvis ville blive udbetalt straks efter en anmodning herom fra MCR. Kommissionen krævede derfor, at udbetalingen blev udsat, indtil der foreligger en endelig beslutning om den pågældende investeringsstøtte.

III. DE FREMSATTE BEMÆRKNINGER

Kommissionen har modtaget bemærkninger fra fire berørte parter. Medens Usinor, Lech-Stahlwerke GmbH og Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH henstiller til Kommissionen, at den træffer en negativ beslutning, giver Federec Metal primært udtryk for tvivl med hensyn til de forventede fordele på miljøområdet.

I bemærkningerne anfægtes det, at miljøbeskyttelsesforanstaltningerne vil koste 97 mio. DEM. Der henvises desuden til tidligere forsøg på at genindvinde skrot inden for stålsektoren, som har været resultatløse. Endelig konstateres det, at MCR ikke vil være i stand til at fremstille halvfabrikata af stål.

Som argument anføres, at projektet er urentabelt og derfor ikke støtteberettiget, og der henvises til en undersøgelse, der er gennemført af Roland Berger, som i 1994 fastslog, at et genindvindingsprojekt ikke ville være rentabelt. Det blev endvidere hævdet, at MCR's proces måske nok kunne forekomme rentabel i 1994, men ikke ville være det i dag på grund af udviklingen i skrotpriserne, kvalitative problemer i forbindelse med halvfabrikata samt priserne for bortskaffelse af kunststoffer. Det hævdes derfor, at staten vil være nødsaget til at intervenere som kautionist og dermed fordreje konkurrencen på lang sigt. I øvrigt ville investeringsstøtten på 24 mio. DEM være tilstrækkelig til at forbedre et eksisterende anlæg på en sådan måde, at der vil kunne opnås emissionsværdier, der er i overensstemmelse med den 17. forbundsforordning om beskyttelse mod emission (BundesImmissionsschutzVerordnung).

Endvidere var det tvivlsomt, om MCR-processen var miljøvenlig, da der ville blive frigjort betydelige mængder spildegas, som ligeledes skulle behandles efter de gældende miljønormer. I øvrigt skulle virkningerne på miljøet vurderes på basis af de obligatoriske miljønormer, der måtte forventes i fremtiden. Det ville derfor være relevant at sammenligne virkningerne med de normer, der gælder i Frankrig på grundlag af "Accord Cadre sur le traitement des véhicules Hors d'Usage".

Endelig henvises der til, at stålstøttereglerne fra 1991 skal overholdes, hvorfor den regionale investeringsstøtte, der blev godkendt i 1994, ikke bør udbetales til MCR.

IV. TYSKLANDS BEMÆRKNINGER

Med hensyn til projektets miljømæssige karakter anfører Tyskland, at MCR-processen vil resultere i betydelig lavere emissioner end de nugældende krav. For stålvirksomheden MCR gælder den 4. forbundsforordning om beskyttelse mod emission og ikke den 17. forbundsforordning om beskyttelse mod emission, således som det blev fastslået ved procedurens indledning. Den 17. forordning gælder for forbrændingsanlæg. Emissionsforskellene mellem MCR og den 4. forordning fremgår af nedenstående tabel:

Forskel i emissioner mellem MCR og 4. forbundsforordning om beskyttelse mod emission

>TABELPOSITION>

Ifølge oplysningerne fra de tyske myndigheder er den 17. forbundsforordning om beskyttelse mod emission den strengeste retsforskrift i Europa, og emissionerne i forbindelse med MCR-processen ligger 20-60 % under de deri fastsatte normer.

I tilslutning til de lave emissionsværdier er genindvindingsprocessen som sådan miljøvenlig, da der er tale om en omfattende proces, der tilsigter en fuldstændig og miljøvenlig bortskaffelse af skrot fra motorkøretøjer og andre problematiske skrottyper.

For øjeblikket bliver motorkøretøjer, som skal demonteres og forberedes til videreanvendelse i stålindustrien som råmateriale for lysbueovne, behandlet i en såkaldt shredder. Ved afslutningen af shredder-processen fjernes køretøjsdele så som motor, dæk osv., men der opstår også affald i form af organisk materiale (kunststoffer, maling osv.), som oprindelig var en del af køretøjerne. Ifølge den tyske regering skal der hvert år bortskaffes ca. 600000 tons af sådanne affaldsprodukter, der er højtoksiske.

I MCR-anlægget vil man ved hjælp af en målrettet fysisk behandling af stærkt belastede skrottyper, som ikke kan forarbejdes med de procedurer, man har kendskab til i dag, og efter behandling i et ressourceskånende smelteanlæg ved høj temperatur kunne genanvende sekundære råstoffer som zink og bly. Den rest, der er tilovers efter fjernelse af flydende stoffer og bestemte køretøjsdele, vil blive sammenpresset til en klump, som derefter føres ind i smelteanlægget. De organiske stoffer, der stadig befinder sig i denne klump, bliver gennem forkoksning omdannet til koks og anvendt som en højt koncentreret energikilde. Da energifrigørelsen finder sted inde midt i smelteanlægget, er der kun brug for en mindre energitilførsel udefra til smelteprocessen, hvilket resulterer i den hævdede energibesparelse på indtil 50 %.

I sammenligning med den bortskaffelses-/genindvindingsproces, man har kendskab til i dag, vil man ved MCR-proceduren opnå følgende:

- en klar reduktion i anvendelsen af primære energikilder (indtil 50 %)

- emissionsværdier, der ligger klart under de fastsatte grænseværdier

- undgåelse af affald, herunder de til dels højtoksiske shredder-rester bestående af lette kunststoffer.

For at understrege projektets fordele for miljøet gøres der opmærksom på, at den proces, som MCR har udviklet, i sig selv bidrager til virkeliggørelse af et af EF's miljøpolitiske mål. Som bekendt kan højtoksiske stoffer belaste jord og grundvand. Shredder-affald klassificeres derfor i internationale og nationale retsforskrifter samt i EF-retsforskrifter som farligt affald, hvilket også fremgår af det forslag til Rådets direktiv om udrangerede køretøjer, der blev forelagt 9. juli 1997(4). Blandt de målsætninger i forslaget, der har forrang, indgår udvikling af strategier og foranstaltninger til undgåelse af frembringelse af affald. Også i Basel-konventionen vedrørende bortskaffelse af farligt affald klassificeres shredder-rester som farligt affald.

De tyske myndigheder erklærer endvidere, at MCR-processen vil reducere spildgasmængden til et minimum. Dette opnås ved, at man undgår at tilføre ekstra luft under processen samt ved at tilføje luft til afkøling af spildgassen. I modsætning til andre teknikker vil MCR anvende et lukket system til den spildgas, der dannes i anlægget. Gassen behandles ved en rensningsproces i flere trin, som indebærer succesiv rensning i flere faser. Det betyder, at emissioner af spildegas og dens komponenter reduceres med 90 % i forhold til emissioner ved sammenlignelige processer.

Som argument for den påtænkte tildeling af lånet med rentegodtgørelse anfører Tyskland, at det er det tidsrum, som rentesatsen for et lån er fastsat for, der er det økonomisk relevante kriterium for fastsættelse af rentesatsen, og ikke lånets løbetid. For lånene på 65 mio. DEM og 32 mio. DEM fastsættes rentesatsen kun for ti år, trods det at lånene har en løbetid på tyve år. Hvis lånet videreføres efter de ti år, hvor rentesatsen er bundet, skal lånebetingelserne genforhandles. Låntager har ret til uden videre at opsige lånet efter ti år. Hvis det ikke sker, vil rentesatsen blive tilpasset markedsrenten på det gældende tidspunkt. Vurderingen af støtteelementet skal derfor ske på grundlag af den fem- til tiårige referencerentesats og ikke den langfristede referencerentesats.

I modsætning til de oplysninger, der blev forelagt ved procedurens indledning, har Tyskland nu meddelt Kommissionen, at der i forbindelse med kautionen på 80 % skal betales et vederlag på 0,5 % p.a. af lånebeløbet og et oprettelsesgebyr på 25000 DEM.

Efter anmodning fra Kommissionen ved procedurens indledning har Tyskland udarbejdet en detaljeret oversigt over de investeringsomkostninger, der er nødvendige for at opnå miljøforbedringen og for at etablere et nyt produktionsanlæg med samme kapacitet, der opfylder retsforskrifternes miljønormer. Ifølge denne oversigt er der tale om en meromkostning på 69,810 mio. DEM.

>TABELPOSITION>

Kommissionen understregede ved procedurens indledning, at lavere produktionsomkostninger, f.eks. energiomkostninger, skulle fratrækkes de støtteberettigede omkostninger. Ifølge de tyske myndigheder er det realistisk at regne med årlige energibesparelser på mellem 500000 og 600000 DEM. På grund af den mere komplicerede proces vil der imidlertid være tale om højere produktionsomkostninger på ca. 300000 - 350000 DEM til drift og vedligeholdelse. Over et tidsrum på ti år anslås den nuværende værdi af de samlede besparelser i produktionsomkostningerne at udgøre 1,834 mio. DEM. Det beløb, der kommer i betragtning med henblik på miljøstøtte, udgør således 67,976 mio. DEM.

Tyskland er af den opfattelse, at MCR har modtaget den investeringsstøtte, der blev godkendt i forbindelse med støttesag N 671/94 inden den 31. december 1994. Ved skrivelse af 27. december 1994 fik MCR nemlig meddelelse om, at virksomheden havde fået tildelt en investeringsstøtte på 24092500 DEM. Ifølge oplysninger fra investeringsbanken i delstaten Brandenburg blev dette beløb krediteret MCR's konto den 30. december 1994. Det var aftale, at denne konto ikke kunne opsiges af nogen af parterne. MCR kan hæve penge på kontoen, men skal godtgøre, at der er foretaget tilsvarende investeringer, mens det organ, der har ydet støtten, ikke har nogen kontrol med den måde, hvorpå midlerne hæves. Det betyder, at organet ikke har adgang til den kapital, der er indbetalt på MCR's konto. Tyskland finder det derfor ikke hensigtsmæssigt at undersøge den pågældende investeringsstøtte inden for rammerne af den igangværende procedure i henhold til artikel 6, stk. 5, i stålstøttereglerne.

Med hensyn til bemærkningerne fra berørte tredjeparter anfører Tyskland, at argumentet om, at 97 mio. DEM er et for højt beløb, ikke mere er relevant, da Tyskland allerede har nedsat det støtteberettigede beløb. Der henvises endvidere til projektets positive virkninger på miljøet. MCR-emissionerne vil komme til at ligge langt under de gældende miljønormer og de ligger endvidere mellem 20 til 60 % under værdierne i den 17. forbundsforordning om beskyttelse mod emission. Ved et sammenligneligt traditionelt produktionsanlæg vil det ikke være muligt at opnå nogen (primære) energibesparelser, og det vil ikke kunne udelukkes, at der opstår farligt shredder-affald, som de lokale myndigheder stadig har store problemer med at bortskaffe. Det tekniske universitet i Clausthal-Zellerfeld har udarbejdet en uafhængig ekspertise, der konkluderer, at MCR-processen repræsenterer en intelligent problemløsning, hvormed man samtidig løser et teknologisk problem med hensyn til behandling af disse stoffer. Tyskland fremhæver desuden endnu en gang, at MCR-processen resulterer i en mærkbar reduktion af spildgasemissionsværdierne.

Det er rigtigt, at processen ikke i sig selv er rettet mod stålfremstilling, men primært tager sigte på bortskaffelsen. Resultatet er en ressourcebesparende genindvinding og genanvendelse af råstofferne. Man undgår samtidig de farlige affaldsprodukter fra shredder-processen. Den smelteproces, der i MCR-processen kombineres med viderebehandling, resulterer i et letsælgeligt produkt, hvis kvalitet kan sammenlignes med kvaliteten af et produkt fra et standardelektrostålværk, og som er yderst velegnet til viderebearbejdning, f.eks. i et valseværk. Den kvalitet, der opnås, er Baustahlqualität St 37.

Den undersøgelse, der er gennemført af Roland Berger, og som citeres af Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH, kom ikke, som hævdet af denne virksomhed, til den konklusion, at den metallurgiske genindvindingsproces er fundamentalt urentabel, men at de parametre og den konfiguration, der var planlagt for Neue Maxhütte-projektet, ikke var realistiske. Endvidere kan MCR-processen ikke sammenlignes med det koncept, som Roland Berger har undersøgt for Neue Maxhütte Stahlwerke.

Ifølge Tyskland er bemærkningerne om, at MCR-projektet er urentabelt, ukorrekte, fordi de bygger på forkerte antagelser. I modsætning til en produktion i elektroovn anvendes der ved MCR-processen ikke noget shredder-skrot (prisen herpå er i øjeblikket på over 200 DEM pr. ton), og der opstår ingen bortskaffelsesomkostninger. MCR kommer højst til at anvende ca. 90000 tons skrot fra motorkøretøjer og andre former for problematiske skrottyper om året. Skrottet fra motorkøretøjer hentes næsten udelukkende hos lokale leverandører og vil derfor ikke påvirke forsyningsbetingelserne i Sydtyskland. I den driftsplan for MCR, der er udarbejdet af Price Waterhouse, konkluderer man, at der er tale om en driftsøkonomisk fornuftig investering, som endvidere sætter nye vigtige standarder på miljøområdet, bl.a. nye normer for behandling af stoffer, der er farlige for miljøet. Det er denne målsætning, der forfølges med forslaget til direktiv om udrangerede motorkøretøjer.

Tyskland henviser til, at Aicher-koncernen, herunder Neue Maxhütte Stahlwerke GmbH og Lech Stahlwerke GmbH, deltager i både et forbrændingsanlæg og en underjordisk losseplads, hvortil mængderne af shredder-affald ikke længere vil forekomme i det nuværende omfang, hvis der anvendes andre bortskaffelsesmetoder.

V. VURDERING AF STØTTEN

Da MCR fremstiller et produkt, der er omfattet af bilag I til EKSF-traktaten, skal den anmeldte statsstøtte behandles på grundlag af denne traktat. Artikel 4, litra c), i EKSF-traktaten forbyder udtrykkeligt statsstøtte. Stålstøttereglerne fraviger imidlertid artikel 4, litra c), i EKSF-traktaten.

Stålstøttereglerne har til formål at sikre, at stålindustrien har adgang til miljøstøtte på samme betingelser som andre industrigrene. Ifølge artikel 3 i stålstøttereglerne kan miljøstøtte betragtes som forenelig med fællesmarkedet, hvis den opfylder betingelserne i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse(5) (i det følgende benævnt "fællesskabsrammebestemmelserne"), og hvis den er i overensstemmelse med de kriterier for deres anvendelse på EKSF's stålindustri, som er angivet i bilaget til stålstøttereglerne.

Ifølge punkt 3.2.1 i fællesskabsrammebestemmelserne godkendes støtte til investering i jord, bygninger, anlæg og udstyr principielt, inden for de i rammebestemmelserne fastsatte begrænsninger, når den har til formål at reducere eller fjerne forurening og gener for at beskytte miljøet. Støtteberettiget er kun de ekstra investeringsomkostninger, der er nødvendige for at opfylde miljømålsætningerne. Generelle investeringsomkostninger, der ikke kan henføres til miljøbeskyttelse, skal udelukkes. Derfor er investeringsomkostninger til ny-eller geninvestering i anlæg til ren etablering eller erstatning af produktionskapacitet ikke støtteberettigede, medmindre miljøniveauet bliver forbedret.

Ifølge punkt 3.2.3, afsnit B, i fællesskabsrammebestemmelserne kan støtte til investeringer, der gør det muligt at opnå en betydelig højere grad af miljøbeskyttelse end de fastsatte retligt forpligtende miljøstandarder, godkendes for indtil 30 % brutto af de støtteberettigede omkostninger. Det faktiske niveau for støtten til at gå videre, end de fastsatte standarder påkræver, skal stå i forhold til den opnåede forbedring af miljøet og til den til opnåelse af forbedringen nødvendige investering.

Bilaget til stålstøttereglerne indeholder strenge betingelser og garantier for at forhindre, at der ydes skjult investeringsstøtte til nyanlæg eller udstyr under dække af miljøbeskyttelse. Hvis der ydes støtte for at tilskynde virksomheder til at opnå en betydelig højere grad af miljøbeskyttelse, og denne støtte ikke ydes som led i geninvesteringer i forbindelse med gamle anlæg, skal investoren påvise, at der er truffet en klar beslutning om at nå et højere miljøbeskyttelsesniveau, som krævede yderligere investeringsomkostninger, dvs., at der fandtes en løsning med lavere omkostninger. Alle fordele med hensyn til lavere produktionsomkostninger som følge af denne tydelige forbedring skal fratrækkes de omkostninger, der er støtteberettigede ifølge punkt 3.2.3, afsnit B, i fællesskabsrammebestemmelserne.

Tyskland hævdede oprindeligt, at 97 mio. DEM af de samlede investeringer på 130,1 mio. DEM kunne betragtes som nødvendig for at kunne opnå en betydeligt højere grad af miljøbeskyttelse end de retligt forpligtende miljøstandarder. Man skelnede ikke mellem de investeringer, der var nødvendige for at forbedre miljøet, og de grundlæggende investeringer. Tyskland har ganske vist under proceduren forelagt en omfattende sammenligning af omkostningerne ved et "miljøvenligt" MCR-anlæg og de lavere omkostninger ved et anlæg med sammenlignelig kapacitet, som er i overensstemmelse med de gældende miljønormer. Det betyder med andre ord, at de grundlæggende investeringsomkostninger til ny-eller geninvesteringer i anlæg ikke er støtteberettigede, da de udelukkende tjener til etablering eller reetablering af produktionskapacitet uden at forbedre miljøet. Ved hjælp af den billigere løsning bevises det endvidere, at der er truffet en klar beslutning til fordel for højere miljønormer, som kræver ekstra investeringer. Kommissionen har endvidere beregnet de samlede besparelser i produktionsomkostningerne som følge af det klart højere miljøbeskyttelsesniveau, og disse besparelser er i overensstemmelse med stålstøttereglerne fratrukket de støtteberettigede omkostninger. De bemærkninger, der er fremsat af berørte tredjeparter, og som går ud på, at projektet ikke ser ud til at være rentabelt, kan ikke overbevise Kommissionen, da denne opfattelse tilsyneladende er baseret på unøjagtige oplysninger. På grund af oplysningerne fra de tyske myndigheder er Kommissionen derfor nået frem til den konklusion, at beløbet på 67,976 mio. DEM er støtteberettiget.

Ved procedurens indledning nærede Kommissionen tvivl om, hvorvidt ovennævnte projekt ville resultere i en betydelig forbedring i forhold til de gældende miljønormer. De miljønormer, der gælder for stålvirksomheden MCR, er fastlagt i den 4. forbundsforordning om beskyttelse mod emission. MCR-emissionerne ligger langt under disse normer og endvidere langt (20-60 %) under de endnu strengere normer, der er fastsat i den 17. forbundsforordning om beskyttelse mod emission. Kommissionen skal vurdere MCR-processen på grundlag af de gældende normer og kan ikke vurdere projektet på grundlag af eventuelle fremtidige normer som foreslået af de berørte tredjeparter. Kommissionen anerkender endvidere den betydning, som MCR's genanvendelse af toksisk affald har, og mener derfor, at projektet er berettiget til miljøstøtte.

Med hensyn til vurderingen af støtteelementet sammenlignede Kommissionen i første omgang rentesatsen for de 20-årige lån med den langfristede referencerentesats. Den accepterer imidlertid Tysklands argument om, at man i dette tilfælde bør anvende den fem-årige referencerentesats for fem-årige lån, da der kun er tale om en rentebinding på ti år.

Rentegodtgørelsen på lånet på 65 mio. DEM, som beror på forskellen mellem rentesatsen på 3,80 % og referencerentesatser på 4,87 %, resulterer i en støtteintensitet på 7,85 %, henholdsvis 7,5 %, når det samlede støtteberettigede beløb lægges til grund. Hermed tages der hensyn til, at betingelserne for lånet på 65 mio. DEM skal nyforhandles efter de ti år, og at lånet ville blive ydet til en normal rentesats. Da Tyskland er parat til at yde lånet på 32 mio. DEM på grundlag af den fem-årige referencerentesats, der er gældende på lånetidspunktet, mener Kommissionen, at dette lån ikke indebærer statsstøtte. Den mener endvidere, at kautionen på 80 % af maksimalt 67,976 mio. DEM har en støtteintensitet på 0,5 %. Miljøstøttens samlede intensitet er derefter på 8,0 % og ligger derfor under den maksimumsgrænse på 30 %, der er fastlagt i fællesskabsrammebestemmelserne. I betragtning af de betydelige forbedringer i forhold til de gældende normer konkluderer Kommissionen, at støttens størrelse står i forhold til den opnåede forbedring af miljøet og den til opnåelse af forbedringen nødvendige investering.

På grundlag af oplysningerne fra de tyske myndigheder om at den investeringsstøtte, der blev godkendt den 30. december 1994 i overensstemmelse med stålstøttereglerne af 1991, blev overført til en konto til fordel for MCR, og på grundlag af oplysningen om, at det støtteydende organ ikke mere har adgang til denne kapital, finder Kommissionen, at MCR har modtaget støtten inden 31. december 1994. Da støtten er udbetalt i overensstemmelse med stålstøttereglerne af 1991 trækker Kommissionen sit påbud om udsættelse af støttebetalingen i henhold til artikel 6, stk. 4, i stålstøttereglerne tilbage.

VI. KONKLUSION

Kommissionen konkluderer derfor, at lånet på 65 mio. DEM og kautionen på 80 % for lån på højst 67,976 mio. DEM til investeringer, der gør det muligt at opnå en betydelig højere grad af miljøbeskyttelse end de gældende normer, kan godkendes i henhold til artikel 3 i stålstøttereglerne. Kommissionen finder endvidere, at lånet på 32 mio. DEM ikke indebærer statsstøtte. Endvidere trækker den sit påbud om udsættelse af den regionale investeringsstøtte på 24092500 DEM tilbage. Kommissionen er dog af den opfattelse, at Tyskland skal underrette den om de nye betingelser for lånet på 65 mio. DEM, hvis dette lån forlænges efter ti års forløb -

TRUFFET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den miljøstøtte, som Tyskland påtænker at yde til MCR Gesellschaft für metallurgisches Recycling mbH, Eberswalde, i form af et lån på 65 mio. DEM med rentegodtgørelse og en kaution på 80 % for højst 67,976 mio. DEM er forenelig med det fælles marked for kul og stål.

Artikel 2

Påbuddet om udsættelse af den investeringsstøtte, der er godkendt af Kommissionen som led i beslutning N 671/94, trækkes tilbage.

Artikel 3

Tyskland meddeler Kommissionen de nyforhandlede betingelser for lånet på 65 mio. DEM, hvis dette lån forlænges efter ti års forløb.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. december 1998.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 338 af 28.12.1996, s. 42.

(2) EFT L 362 af 31.12.1991, s. 57.

(3) EFT C 114 af 14.4.1998, s. 8.

(4) EFT C 337 af 7.11.1997, s. 3.

(5) EFT C 72 af 10.3.1994, s. 3.