31999D0275

KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 25. november 1998

om Tysklands statsstøtte til Draiswerke GmbH

(meddelt under nummer K(1998) 3800)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(1999/275/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første punktum,

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have givet interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser, og

ud fra følgende betragtning:

1. PROCEDURE

Danmark meddelte ved brev af 30. august 1996 Kommissionen, at der ifølge en avisartikel i Frankfurter Allgemeine af 8. august 1996 tilsyneladende var ydet statsstøtte til Draiswerke GmbH, Mannheim (herefter benævnt "Draiswerke"). Kommissionen anmodede ved brev af 26. september 1996 Tyskland om at fremsende sine bemærkninger hertil. Tyskland svarede ved brev af 18. februar 1997 og bekræftede, at der havde fundet flere statslige transaktioner sted. Kommissionen mente, at disse transaktioner kunne omfatte ikke-godkendt statsstøtte. Sagen blev derfor registreret som "ikke-anmeldt støtte" den 19. marts 1997. Kommissionen anmodede ved brev af 21. marts 1997 Tyskland om at fremsende de oplysninger, der var nødvendige for en konkurrenceretlig vurdering af omstruktureringsstøtten. Tyskland svarede ved brev af 2. juni 1997. Da der manglede en række vigtige data, blev der ved brev af 18. juli 1997 anmodet om supplerende oplysninger. I forbundsregeringens svar af 8. september 1997 blev de tidligere oplyste data til dels revideret, ligesom der blev omtalt endnu en statslig transaktion. Kommissionen anmodede ved brev af 26. januar 1998 Tyskland om en nærmere redegørelse for disse punkter. Tyskland besvarede henvendelsen ved brev af 16. februar 1998.

Ved brev af 25. marts 1998 informerede Kommissionen Tyskland om, at den havde besluttet at indlede procedure efter EF-traktatens artikel 93, stk. 2, vedrørende de ikke-anmeldte foranstaltninger.

Kommissionens meddelelse herom blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(1). Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte eventuelle bemærkninger hertil. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

2. DETALJERET BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE

I 1996 havde Draiswerke alvorlige likviditetsproblemer. Byen Mannheim formidlede forhandlinger mellem banker og ejere for at sikre virksomhedens fortsatte drift. De involverede parter besluttede at gennemføre omstruktureringsforanstaltninger og afværgede dermed en konkurs. Kommissionens beslutning om at indlede proceduren var baseret på følgende foranstaltninger:

a) I august 1996 indrømmede byen Mannheim virksomheden et lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) med en løbetid på ti måneder og en rentesats på 5 %.

b) Den 21. august 1996 indrømmede Landeskreditbank Baden-Württemberg (herefter benævnt "LAKRA") virksomheden en simpel kaution på 50 % for et beløb på 6 mio. DEM (3 mio. ECU). Den oprindeligt fastsatte løbetid indtil 30. juni 1997 blev den 27. juni 1997 forlænget med endnu et år indtil 30. juni 1998. Der blev fastsat en engangsprovision på 1 % samt et årligt gebyr på 0,5 % af det udestående kautionsbeløb.

c) Sparkasse Mannheim indrømmede virksomheden lån, der blev sikret ved ovennævnte kaution. Der er blandt andet tale om et kontokurantlån på 4 mio. DEM (2 mio. ECU) med en oprindelig rentesats på 8 % (for øjeblikket på 8,25 %) samt et lån mod aval på 2 mio. DEM (1 mio. ECU) med en rentesats på 1 %. Sparkasse Mannheims lån blev oprindelig ydet med en løbetid indtil 30. juni 1996, men blev forlænget indtil 30. juni 1998. Sparkasse Mannheim hørte ikke tidligere til virksomhedens långivere.

d) I august 1996 købte byen Mannheim et areal på 5944 m2 af de hidtidige ejeres privateje. Salgsprovenuet på 1,2 mio. DEM (0,6 mio. ECU) overlod de hidtidige ejere til virksomheden som et sidste bidrag til omstruktureringen.

I sin beslutning om at indlede procedure mente Kommissionen, at Tyskland med de fremsendte oplysninger ikke havde dokumenteret, at de betingelser, der er fastsat i EF's rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder(2) (herefter benævnt "EF's rammebestemmelser"), var opfyldt. Efter Kommissionens opfattelse måtte man i første omgang gå ud fra, at byen Mannheims lån og LAKRA's kaution udgjorde statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92 og var ulovlige, da de ikke på forhånd var anmeldt efter proceduren i EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Kommissionen konstaterede samtidig, at Sparkasse Mannheims lån og den pris, der var betalt for grunden, kunne indeholde støtteelementer.

3. TYSKLANDS BEMÆRKNINGER

Tyskland fremsendte sine bemærkninger til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren ved brev af 17. juli 1998.

Tyskland gjorde opmærksom på, at der allerede var forelagt en rapport fra Deutsche Gesellschaft für Mittelstandsberatung mbH (herefter benævnt "DGM"), der var udarbejdet i august 1996. Tyskland forklarede, at omstruktureringsprogrammet skulle dokumentere, at virksomheden var værd at omstrukturere. Samtidig forelagde Tyskland oplysninger om en videregående omstruktureringsplan (af 16. december 1996), en omfattende forretningsplan fra Draiswerke (af 20. maj 1998), Draiswerkes årsregnskaber for 1997 samt skøn over den månedlige likviditet og over resultatopgørelse og balance for 1998 til 2001. Efter Tysklands opfattelse foreligger der nu en realistisk og sammenhængende omstruktureringsplan.

Tyskland fremlagde breve fra Draiswerkes banker, nemlig fra Deutsche Bank (af 4. juni 1998), Dresdner Bank (af 12. juni 1998) og Sparkasse Mannheim (af 19. juni 1998). I disse breve udtalte bankerne sig positivt om Draiswerkes fremtidsudsigter.

Tyskland oplyste, at byen Mannheims lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) med en løbetid på ti måneder var tilbagebetalt rettidigt med renter ved udgangen af maj 1997. Tyskland anførte, at virksomheden ganske vist var kriseramt, men at lånebeløbet ikke kunne betragtes som statsstøtte. Eventuelle rentefordele var omfattet af de minimis-reglen.

LAKRA's kaution faldt ifølge Tyskland ind under retningslinjerne for delstaten Baden-Württembergs kautionsydelser til erhvervslivet. Tyskland forelagde præcise oplysninger om udviklingen i virksomhedens arbejdsstyrke fra 1996 til 1998 og viste, at virksomheden på det tidspunkt, hvor kautionen blev forlænget, havde 279 ansatte, hvilket var under den grænse på 300 medarbejdere, over hvilken Tyskland havde forpligtet sig til at anmelde garantier individuelt.

Tyskland anførte, at Draiswerke havde overladt det til M& A-virksomheden B. Metzler at finde investorer, og forelagde en rapport fra B. Metzler af 23. juni 1998. Tyskland anførte, at det ville være en fordel for omstruktureringen, hvis der kunne findes en ny investor, men at dette ikke var nogen absolut forudsætning.

Tyskland fremlagde et brev fra Sparkasse Mannheim af 16. juni 1998, hvori sparekassen oplyser, at den handlede efter den private investors princip, da den ydede lån til Draiswerke.

Tyskland gav udtryk for den opfattelse, at prisen på grunden ikke indeholdt støtteelementer, og henviste til handelsværdirapporten fra Mannheim-distriktets ejendomsvurderingsudvalg (Gutachterausschuss für die Ermittlung von Grundstückwerten des Stadtkreises Mannheim).

Desuden forelagde Tyskland som del af sine bemærkninger en udtalelse fra Draiswerke af 30. juni 1998, hvori virksomheden giver udtryk for, at omstruktureringen efter dens overbevisning er en succes.

4. KONKURRENCERETLIG VURDERING

På baggrund af de oplysninger, som Tyskland har tilsendt Kommissionen ved brev af 17. juli 1998, har den undersøgt sagen på grundlag af konkurrenceretten.

4.1. Støttemodtageren

Draiswerke GmbH ligger i Baden-Württemberg. Virksomheden ligger ikke i et regionaludviklingsområde. I 1996 beskæftigede Draiswerke gennemsnitligt 334 medarbejdere og havde en omsætning på 55 mio. DEM (27,5 mio. ECU) og en balance på 41 mio. DEM (20,5 mio. ECU) ved årets afslutning. Ifølge definitionen i Kommissionens henstilling af 3. april 1996 vedrørende definitionen af små og mellemstore virksomheder(3) er der tale om en stor virksomhed, da beskæftigelsestallet lå over grænsen på 250 medarbejdere. De hidtidige ejere, der tilhørte en og samme familie, solgte i 1996 anparterne til virksomhedens ansatte.

Virksomheden producerer specialmaskiner på to produktområder, nemlig inden for dispersions- og mikrovådformalingsteknik samt blandings- og reaktionsteknik. Virksomheden er leverandør til den kemiske industri, overfladebehandlingsvirksomheder, nærings- og nydelsesmiddelindustrien, den farmaceutiske industri, vaske- og rengøringsmiddelsektoren samt den keramiske branche.

I første halvår 1996 havde virksomheden store tab. Hovedkreditoren mistede derefter tilliden til virksomheden og opsagde pr. 31. juli 1996 sit lån. Et andet pengeinstitut opsagde derefter ligeledes et lån, således at Draiswerke blev insolvent. På dette tidspunkt var Draiswerke altså en kriseramt virksomhed.

4.2. Statsstøtte

Draiswerke driver virksomhed på to delmarkeder i specialmaskinebranchen, hvor der i EØS findes en række konkurrenter. Inden for produktionsområdet dispersions- og mikrovådformalingsteknik, der tegner sig for henved 60 % af omsætningen, er Draiswerkes hovedkonkurrenter det schweiziske Bühler AG og det tyske Erich NETZSCH GmbH & Holding KG. Begge konkurrenter har datterselskaber i flere af EF's medlemsstater. På det andet produktionsområde, nemlig blandings- og reaktionsteknik, der tegner sig for ca. 40 % af omsætningen, er hovedkonkurrenten det tyske Gebrüder Lödige Maschinenbau GmbH, der ligeledes har datterselskaber i forskellige medlemsstater.

Mannheims lån samt LAKRA's kaution blev indrømmet af statsejede organer og er dermed finansieret af statsmidler. Begge foranstaltninger blev gennemført for at give den kriseramte virksomhed mulighed for at videreføre sine forretningsaktiviteter, således at foranstaltningerne begunstigede Draiswerke i forhold til virksomhedens konkurrenter. Foranstaltningerne kan derfor påvirke konkurrenternes økonomiske stilling i andre medlemsstater, hvorfor byen Mannheims lån og LAKRA's kaution udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, der fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene.

Mannheims omstruktureringslån blev ikke ydet inden for rammerne af en godkendt ordning. Kommissionen er ikke enig i Tysklands opfattelse, hvorefter lånebeløbet ikke udgør støtte, og eventuelle rentefordele er dækket af de minimis-reglen. I overensstemmelse med Kommissionens faste beslutningspraksis skal lånebeløbet på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) betragtes som statsstøtte, da virksomheden er kriseramt og ikke havde kunnet optage lånet på finansmarkederne. De 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) overstiger de minimis-grænsen på 100000 ECU over en periode på tre år, jf. Kommissionens meddelelse om de minimis-støtteordninger(4). Samtidig erindrer Kommissionen Tyskland om, at lånet skal akkumuleres med andre omstruktureringsforanstaltninger herunder især LAKRA's kaution. Tyskland skulle altså i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 3, have anmeldt lånet til Kommissionen. Da Tyskland ikke har efterkommet dette krav, er foranstaltningen ulovlig.

Den statsejede bank LAKRA kautionerede på grundlag af retningslinjerne for delstaten Baden-Württembergs kautionsydelser til erhvervslivet. Kommissionen godkendte denne ordning ved brev af 5. juni 1984. I forbindelse med proceduren i sag C 57/86 erklærede Tyskland ved brev af 6. februar 1987 sig villig til individuelt at anmelde eventuelle garantier, der blev ydet efter denne ordning til kriseramte virksomheder med mere end 300 beskæftigede. Ifølge virksomhedens årsregnskab beskæftigede Draiswerke i 1996 334 personer. Kommissionen skulle altså i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 93, stk. 3, have været informeret om den planlagte kautionsydelse. Da LAKRA forlængede kautionen i juni 1997, var arbejdsstyrken på 279 personer og dermed under grænsen på 300 medarbejdere. Forlængelsen af kautionens løbetid skal dog henføres til det tidspunkt, hvor garantien oprindelig blev ydet i 1996, hvor Draiswerke beskæftigede mere end 300 personer. Kommissionen er derfor ikke enig i forbundsregeringens opfattelse af, at LAKRA's forlængelse af garantien er omfattet af retningslinjerne for delstaten Baden-Wurttembergs kautionsydelser til erhvervslivet. Forlængelsen af garantien skulle således også have været anmeldt individuelt efter EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Da Tyskland ikke har efterkommet disse krav, er både ydelsen og forlængelsen af kautionen ulovlig.

Som Tyskland anførte, dannede Sparkasse Mannheim og Draiswerkes to andre långivere, Deutsche Bank og Dresdner Bank, et bankkonsortium. Lånene blev ydet under forudsætning af, at alle tre banker handlede i overensstemmelse med hinanden. Således ydede Sparkasse Mannheim lånene på betingelse af, at de to andre kreditinstitutter igen åbnede deres kreditlinjer. Desuden gjorde Sparkasse Mannheim yderligere lån afhængige af, at de to andre banker forlængede deres kreditlinjer, og at Draiswerkes økonomiske udsigter gav grundlag for indrømmelse af yderligere lån til virksomheden(5). Desuden baserede Sparkasse Mannheim og de to andre banker sig ved långivningen på omstruktureringsplanen, som Draiswerke og rådgivningsfirmaet DGM havde opstillet(6). Sparkasse Mannheim har desuden en repræsentant i Draiswerkes bestyrelse, hvilket giver sparekassen et grundlæggende kendskab til virksomhedens finansielle- og strategiske situation. Desuden blev Sparkasse Mannheims lån sikret ved hjælp af LAKRA's kaution. På baggrund heraf mener Kommissionen, at Sparkasse Mannheims finansieringsaktiviteter er i overensstemmelse med den private investors princip og ikke udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92.

Tyskland dokumenterede, at den pris på 1,2 mio. DEM (0,6 mio. ECU), som Mannheim betalte de tidligere ejere for grunden på 5944 m2, var baseret på en rapport fra Mannheim-distriktets ejendomsvurderingsudvalg. Kommissionen kontrollerede den skønnede værdi og fandt, at handelsværdirapporten levede op til de generelle regler for ejendomsværdivurdering. Desuden fastlagde ejendomsvurderingsudvalget ikke realværdien, men den lavere kapitaliserede værdi som handelsværdi, så markedsprisen snarere blev vurderet forsigtigt. På baggrund heraf mener Kommissionen, at prisen svarer til markedsprisen og ikke indeholder støtteelementer efter EF-traktatens artikel 92.

4.3. Undtagelsesbestemmelser

I EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. l, fastlægges princippet om, at støtte, der opfylder de betingelser, der er fastsat i disse bestemmelser, er forenelig med fællesmarkedet. I EF-traktatens artikel 92, stk. 2 og 3, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 2 og 3, anføres den støtte, der kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet. Kommissionen undersøgte, om statsstøtte på 3,8 mio. DEM (1,9 mio. ECU), nemlig Mannheims lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) og LAKRA's 50 % kaution for 6,0 mio. DEM (3,0 mio. ECU), kunne betragtes som forenelig med fællesmarkedet inden for rammerne af en af disse undtagelsesbestemmelser.

Undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 2, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 2, finder ikke anvendelse, da det hverken drejer sig om støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer, eller støtte til økonomien i visse af forbundsrepublikkens områder, som er påvirket af Tysklands deling.

Undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a), samt det regionale aspekt af undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), finder ikke anvendelse, da virksomheden ikke ligger i et støtteberettiget område.

Med hensyn til undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra b), mener Kommissionen, at den pågældende foranstaltning ikke opfylder de kriterier, som Kommissionen normalt forbinder med projekter af fælleseuropæisk interesse, og at støtten heller ikke afhjalp en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

Undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra d), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra d), finder heller ikke anvendelse, da støtten ikke fremmer kulturen og bevarelsen af kulturarven.

Dermed vil udelukkende første del af undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), kunne finde anvendelse, hvis nemlig støtten bidrager til at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene og i den forbindelse ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

4.4. EF's rammebestemmelser

Draiswerke er en kriseramt virksomhed. Mannheims lån og LAKRA's kaution udgør omstruktureringsstøtte. Det angives i EF's rammebestemmelser(7), under hvilke forudsætninger omstruktureringsstøtte kan betragtes som forenelig med fællesmarkedet.

I henhold hertil skal omstruktureringen ske som del af en realistisk, sammenhængende og vidtrækkende plan til genoprettelse af virksomhedens rentabilitet på længere sigt inden for et rimeligt tidsrum på basis af en realistisk vurdering af virksomhedens fremtidige driftsvilkår. I omstruktureringsplanerne skal der bl.a. tages hensyn til de omstændigheder, der ligger til grund for virksomhedens vanskeligheder, udbud og efterspørgsel på markedet for de pågældende produkter og den forventede udvikling heraf samt virksomhedens særlige stærke og svage sider. Den skal muliggøre virksomhedens planmæssige overgang til en langfristet bæredygtig ny struktur, der skal give virksomheden mulighed for at klare sig selv uden yderligere statsstøtte.

Omstruktureringen indbefatter i reglen, at der skabes et mere effektivt grundlag for virksomheden ved en omorganisering og rationalisering af dens aktiviteter, hvilket normalt betyder, at de aktivitetsområder, der ikke mere er rentable eller allerede er tabsgivende, opgives, at de aktivitetsområder, på hvilke virksomheden igen kan blive konkurrencedygtig, omstruktureres, og at nye rentable aktivitetsområder udbygges eller opbygges. Den fysiske omstrukturering skal i reglen ledsages af en finansiel omstrukturering.

I henhold til afsnit 3 i EF's rammebestemmelser skal Kommissionen især undersøge, om omstruktureringsstøtten opfylder følgende betingelser: for det første skal den inden for et rimeligt tidsrum genoprette virksomhedens rentabilitet på længere sigt, for det andet må den ikke fordreje konkurrencen i urimeligt omfang, og for det tredje skal støtten stå i rimeligt forhold til omstruktureringsomkostninger og -fordele.

4.5. Rentabilitet på længere sigt

Ved brev af 17. juli 1998 forelagde Tyskland en realistisk, sammenhængende og vidtrækkende omstruktureringsplan, som Draiswerke og rådgivningsfirmaet DGM havde opstillet. I planen tages der højde for de omstændigheder, der ligger til grund for virksomhedens vanskeligheder, herunder en ugunstig omkostningsstruktur, utilstrækkelig omkostningsgennemsigtighed og en usolid finansiel situation.

For at forbedre omkostningsstrukturen skulle Draiswerke først og fremmest reducere personaleudgifterne, der i 1996 udgjorde næsten 50 % af omsætningen. Som planlagt i omstruktureringsplanen accepterede de ansatte i Draiswerke en betydelig reduktion af timelønnen. Desuden reducerede Draiswerke arbejdsstyrken med 62 medarbejdere. Som følge heraf lå lønomkostningerne i 1998 5,2 mio. DEM (2,6 mio. ECU) lavere end i 1996, hvilket svarer til en reduktion på 18 %. Desuden traf Draiswerke flere foranstaltninger til at øge effektiviteten i produktionsprocesserne.

Med henblik på at forbedre omkostningsgennemsigtigheden moderniserede Draiswerke sine omkostningsberegnings- og omkostningskontrolmetoder betydeligt. Dette betød, at Draiswerke opgav nøglefærdige anlæg som produktionsområde, reducerede sortimentet og besluttede at koncentrere sig mere om sit kerneområde.

Den finansielle sanering af virksomheden blev først og fremmest finansieret af de tidligere ejere og de beskæftigede samt ved hjælp af de foranstaltninger, virksomheden gennemførte. De tidligere ejere afgav i august 1996 en erklæring, hvorefter et anpartshaverydet lån på 7,2 mio. DEM (3,6 mio. ECU) blev efterstillet. Samtidig afgav Gustav Eirich KG, der ejes af de tidligere ejere, en erklæring om, at et lån på 2 mio. DEM (1 mio. ECU) kunne efterstilles. Desuden indskød de tidligere ejere salgsprovenuet fra grunden på 1,2 mio. DEM (0,6 mio. ECU) i selskabet som et sidste bidrag til omstruktureringen. I november 1996 ydede de ansatte virksomheden et efterstillet uforrentet lån på 746000 DEM (373000 ECU). Samtidig lykkedes det Draiswerke at reducere sine tilgodehavender fra leverancer og ydelser på 17,8 mio. DEM (8,9 mio. ECU) ved udgangen af 1996 til 9,3 mio. DEM (4,6 mio. ECU) ved udgangen af 1997. Værdien af lagerbeholdninger blev i samme tidsrum reduceret fra 6,5 mio. DEM (3,2 mio. ECU) til 3,5 mio. DEM (1,7 mio. ECU). Dertil skal så regnes Mannheims lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) og LAKRA's 50 % kaution for 6,0 mio. DEM (3,0 mio. ECU).

Omstruktureringen gik også hånd i hånd med en ændring i anpartshaverkredsen. De ansatte købte virksomheden af de tidligere ejere for 1 DEM. Der blev udnævnt to nye direktører med erfaring inden for omstruktureringsspørgsmål. Draiswerkes direktion og anpartshavere besluttede sig for at finde en strategisk investor. B. Metzler GmbH fik til opgave at finde en investor. Kommissionen noterer sig, at en ny investor ifølge forbundsregeringen ville styrke virksomhedens strategiske stilling, men ikke var en ubetinget forudsætning for, at omstruktureringen kunne krones med held.

Kommissionen efterprøvede de skøn over udviklingen på balancen, i resultatopgørelsen og i likviditeten, der var opstillet for en periode frem til år 2001, for at vurdere, om omstruktureringsforanstaltningerne resulterer i en genoprettelse af virksomhedens rentabilitet. Kommissionen konstaterer, at prognoserne fremlægges i detaljeret form med angivelse af de underliggende antagelser. I overensstemmelse med strategien om at opgive tabsgivende aktivitetsområder og koncentrere sig om kerneaktiviteterne reducerede Draiswerke i 1997 sin produktion med mere end 10 % i forhold til det foregående år. Kommissionen noterer sig, at driftsresultatet i 1997 allerede igen var positivt på trods af den mindre produktion. Virksomhedens nettoresultat var negativt i det pågældende år, da der blev foretaget fysiske omstruktureringsforanstaltninger for 4,7 mio. DEM (2,4 mio. ECU). Ifølge omstruktureringsplanen vil Draiswerke igen være overskudsgivende i 1998, hvor Draiswerke med et positivt resultat på 1,2 mio. DEM (0,6 mio. ECU) af den ordinære drift forventes af opnå en overskudsgrad (afkast i forhold til omsætningen) på 2,2 %. Efter prognoserne øges virksomhedens overskud frem til år 2001 til 8,8 mio. DEM (4,4 mio. ECU) svarende til en overskudsgrad på 12,8 %. Det vil betyde, at virksomheden i år 2001 er særdeles rentabel og konkurrencedygtig.

I prognoserne regnes der med en forøgelse af omsætningen på gennemsnitlig 9 % årligt frem til 2001 og en kontinuerlig reduktion af personaleudgifterne til 35 % af omsætningen i 2001, mens alle andre udgiftsposter vil tegne sig for mere eller mindre samme andel. Omstruktureringen gennemføres således først og fremmest ved hjælp af en reduktion af personaleudgifterne, som allerede er påbegyndt, og forbedringer i produktionsprocesserne. Kommissionen mener, at disse antagelser er optimistiske, men at de kan realiseres. Kommissionen konstaterer ligeledes, at Draiswerke har forelagt en detaljeret geografisk opdeling af omsætningen for begge aktivitetsområder og vist, at virksomheden har reduceret sine forventninger til omsætningen i Asien betydeligt på grund af den økonomiske krise og devalueringerne.

Virksomheden vil i 1998 stadig have en negativ egenkapital. For så vidt angår videreførelsen af aktiviteterne har virksomheden ifølge Tyskland imidlertid betydelige skjulte reserver på 16,8 mio. DEM (8,4 mio. ECU), hvilket er blevet bekræftet af revisorfirmaet Schitag Ernst & Young. Draiswerke kunne derfor undgå en konkursprocedure. Desuden vil Draiswerke ifølge omstruktureringsplanen kunne beholde fremtidige overskud. Dermed øges egenkapitalen frem til 2001 til 15,4 mio. DEM (7,7 mio. ECU) (svarende til 37,7 % af balancesummen). Ifølge de forelagte skøn planlægger Draiswerke ikke at foretage store investeringer frem til 2001. Virksomheden skulle derfor kunne reducere sine forpligtelser og blive et finansielt sundt foretagende inden 2001.

Efter Kommissionens opfattelse viser prognoserne, at Draiswerkes forretningsaktiviteter på lang sigt er bæredygtige, og at virksomheden er i stand til at klare sig selv uden yderligere statsstøtte.

Følgende tabeller giver et overblik over de vigtigste faktorer i Kommissionens vurdering:

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Kommissionen konstaterer, at Draiswerke har forpligtet sig til at gennemføre omstruktureringsplanen.

Kommissionen konstaterer også, at Draiswerkes banker, nemlig Deutsche Bank, Dresdner Bank og Sparkasse Mannheim, har vurderet Draiswerkes forretningsudsigter positivt og erklæret sig villige til at yde lån til Draiswerke.

4.6. Ingen konkurrencefordrejning

Kommissionen har undersøgt, om der skal træffes foranstaltninger for at opveje skadelige virkninger på konkurrenterne.

Omstruktureringsstøtten i form af Mannheims lån og LAKRA's kaution kan have en konkurrencefordrejende virkning på to måder. For det første påvirker støtten markedet, idet Draiswerke fortsat driver virksomhed. For det andet kan omstruktureringsstøtten reducere Draiswerkes finansielle udgifter.

Kommissionen tog ved vurderingen af første aspekt udgangspunkt i de foreliggende markedsoplysninger og den markedsrapport, Tyskland havde forelagt. Inden for produktionsområdet dispersions- og mikrovådformalingsteknik forventes øget efterspørgsel i de følgende år. Inden for produktionsområdet blandings- og reaktionsteknik afhænger efterspørgslen i høj grad af den kemiske industris investeringer, hvorfor der også på dette område er gode vækstmuligheder. Der har på ingen af de to produktområder kunnet konstateres overkapacitet. Denne vurdering understreges også af, at Kommissionen ikke har modtaget bemærkninger fra andre interesserede parter. Som anført i nr. 3.2.2 under nr. ii) i EF's rammebestemmelser kræver Kommissionen normalt ikke en kapacitetsnedskæring til gengæld for støtten, hvis der ikke er tale om strukturel overkapacitet på det relevante marked i EF, hvor støttemodtageren udøver sin virksomhed.

Det må også konstateres, at Draiswerke har opgivet bestemte aktivitetsområder og reduceret sit sortiment. Der skal desuden tages hensyn til, at Draiswerke, der for øjeblikket falder ind under kategorien små og mellemstore virksomheder, har en lille markedsandel på det relevante marked, og at virksomhedens hovedkonkurrenter, nemlig Bühler AG, Erich NETSCH GmbH & Holding KG samt Gebrüder Lödige Maschinenbau GmbH, ud fra omsætning og antal ansatte er meget større end Draiswerke.

Hvad angår andet aspekt, nemlig den eventuelle reduktion af de finansielle udgifter, konstaterer Kommissionen, at Draiswerke betalte 5 % i rente for det lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU), som byen Mannheim ydede for en timåneders periode. Denne rentesats lå under referencerenten, der for 1996 udgjorde 6,7 % for Tyskland. Dermed vil Draiswerkes fordel som følge af den lavere forrentning af Mannheims lån beløbe sig til 11000 DEM (5500 ECU). Selv hvis Kommissionen sammenligner lånerenten med den rentesats, som Sparkasse Mannheim forlangte (8,25 %), er fordelen ved de lavere finansielle udgifter stadig lille (21000 DEM eller 10500 ECU).

For LAKRA's 50 % kaution betalte Draiswerke, som Kommissionen har konstateret, en engangsprovision på 1 % samt et årligt gebyr på 0,5 % af det udestående kautionsbeløb. Gebyret på 0,5 % kan sidestilles med 1 % renten på lånet mod aval på 2 mio. DEM (1 mio. ECU), som Sparkasse Mannheim stillede til rådighed for Draiswerke. Da LAKRA og Sparkasse Mannheim skal bære en lige stor risiko, går Kommissionen ud fra, at LAKRA's gebyr ligger 0,5 procentpoint under de normale markedsvilkår. For de 22 måneder, som løbetiden for lånet mod aval udgør, giver dette Draiswerke en fordel på 50000 DEM (25000 ECU).

Lånet på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) og det beløb på 3 mio. DEM (1,5 mio. ECU) (50 % af 6 mio. DEM), som kautionen omfattede, udgør statsstøtte, da der er tale om en kriseramt virksomhed, der ikke havde kunnet opnå et sådant lån og en sådan kaution på finansmarkederne. Efter Kommissionens opfattelse er fordelene ved lånet og kautionen i form af en lavere finansiel belastning små (0,1 % af omsætningen) og uden større indvirkning på virksomhedens driftsudgifter og rentabilitet. Desuden skal der tages hensyn til, at der ikke har kunnet konstateres overkapacitet, at virksomheden kun har en lille markedsandel, og at den har opgivet bestemte aktivitetsområder. Kommissionen mener derfor, at det ikke er nødvendigt at træffe foranstaltninger for at opveje støttens eventuelle skadelige virkninger på konkurrenterne.

4.7. Støtte i forhold til omstruktureringsomkostninger og -fordele

Kommissionen har undersøgt, om støtten er begrænset til det strengt nødvendige minimum.

Omstruktureringsstøtten bidrog til, at Draiswerke kunne overvinde den likviditetskrise, der var forårsaget af store tab i de forudgående år. I 1995 havde Draiswerke et tab på den ordinære drift på 8,9 mio. DEM (4,4 mio. ECU) (svarende til 18 % af omsætningen). I 1996 udgjorde tabet 1,9 mio. DEM (1 mio. ECU) (svarende til 3,3 % af omsætningen). I 1997 viste Draiswerkes regnskaber et tab på 4,3 mio. DEM (2,2 mio. ECU), som frem for alt skyldtes omkostningerne ved den fysiske omstrukturering af nogenlunde denne størrelse. På grund af tabene mistede Draiswerke i perioden 1995[hyphen]1997 henved 14 mio. DEM (7 mio. ECU) i likviditet.

Kommissionens vurdering af cash flow-beregningerne og balanceprognoserne viser, at byen Mannheims lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) og LAKRA's 50 % kaution for Sparkasse Mannheims kreditlinje på 6 mio. DEM (3 mio. ECU) ikke resulterede i et likviditetsoverskud, men var begrænset til det, der var nødvendigt for at opretholde Draiswerkes forretningsaktiviteter og give virksomheden mulighed for at finansiere de nødvendige omstruktureringsforanstaltninger. Kommissionen henviser på ny til, at Draiswerke kun gjorde brug af de 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) i ti måneder og tilbagebetalte lånet i juni 1997 på et tidspunkt, hvor virksomhedens finansielle situation stadig var meget svag. Virksomhedens egenkapital var således stadig negativ. Kautionen, der løb frem til juni 1998, var nødvendig for at sikre overgangsfinansieringen af de løbende forretningsaktiviteter på finansmarkedet. Dette var en forudsætning for at kunne opretholde forretningsaktiviteten.

Kommissionen har taget hensyn til, at omstruktureringsstøtten gik hånd i hånd med omfangsrige kapitaltilførsler foretaget af de tidligere ejere (10,4 mio. DEM svarende til 5,2 mio. ECU) og de nye anpartshavere (746000 DEM svarende til 373000 ECU). Den erindrer om, at de tidligere ejere i begyndelsen af august erklærede sig villige til at efterstille et anpartshaverydet lån på 7,2 mio. DEM (3,6 mio. ECU), og at Gustav Eirich KG, der ligeledes ejes af de tidligere ejere, erklærede sig villig til at efterstille et lån på 2 mio. DEM (1 mio. ECU). Desuden skød de tidligere ejere provenuet fra grundsalget på 1,2 mio. DEM (0,6 mio. ECU) ind i virksomheden som et sidste bidrag til omstruktureringen. I november 1996 ydede virksomhedens medarbejdere, der er de nye anpartshavere, virksomheden et efterstillet, rentefrit lån på 746000 DEM (373000 ECU). Desuden accepterede personalet en betydelig løn- og personalereduktion, hvorved personaleudgifterne i 1998 blev reduceret med 5,2 mio. DEM (2,6 mio. ECU) i forhold til 1996.

På baggrund heraf mener Kommissionen, at der var et rimeligt forhold mellem statsstøtten og omstruktureringsomkostningerne samt anpartshavernes kapitalbidrag.

5. KONKLUSIONER

Efter Kommissionens opfattelse er lånet og kautionen ydet ulovligt i strid med EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Kommissionen tager dog hensyn til, at det var første gang, Draiswerke modtog omstruktureringsstøtte, og at Mannheims lån og LAKRA's kaution opfyldte de betingelser, der er fastsat i EF's rammebestemmelser, og som krativer, at virksomhedens rentabilitet på længere sigt skal genoprettes inden for et rimeligt tidsrum, at der ikke må opstå konkurrencefordrejende virkninger, og at støtten skal stå i forhold til omstruktureringsomkostningerne og -fordelene.

Kommissionen konkluderer derfor, at statsstøtten bidrog til udviklingen af erhvervsaktiviteter, der ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Kommissionen har derfor besluttet, at statsstøtten på grundlag af første del af undtagelsen i EF-traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), skal betragtes som forenelig med fællesmarkedet.

Kommissionen opfordrer den tyske forbundsregering til at forelægge detaljerede årsberetninger for at dokumentere, at omstruktureringsplanen gennemføres korrekt -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Tysklands statsstøtte til Draiswerke i form af byen Mannheims lån på 0,8 mio. DEM (0,4 mio. ECU) og LAKRA's 50 % kaution er forenelig med fællesmarkedet.

Artikel 2

Tyskland forelægger Kommissionen detaljerede årsberetninger for at dokumentere, at omstruktureringsplanerne gennemføres korrekt.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 1998.

På Kommissionens vegne

Karel VAN MIERT

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 207 af 3.7.1998, s. 14.

(2) EFT C 368 af 23.12.1994, s. 12.

(3) EFT L 107 af 30.4.1996, s. 4.

(4) EFT C 68 af 6.3.1996, s. 9.

(5) Draiswerkes banker udtalte sig i deres breve positivt om virksomhedens fremtidsudsigter.

(6) Som det vil fremgå af det følgende, mener Kommissionen, at omstruktureringsplanen er realistisk, sammenhængende og vidtrækkende, og at den inden for et rimeligt tidsrum vil kunne gøre virksomheden rentabel på længere sigt.

(7) Sml. fodnote 2.