31998H0322

KOMMISSIONENS HENSTILLING af 8. april 1998 om samtrafik på et liberaliseret telemarked (Del 2 - Opsplitning af regnskaber og omkostningsberegning) (EØS-relevant tekst) (98/322/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER,

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab;

som henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/33/EF af 30. juni 1997 om samtrafik på teleområdet med henblik på at sikre forsyningspligtydelser og interoperabilitet ved anvendelse af ONP-principperne (1), særlig artikel 7, stk. 5; og

som tager følgende i betragtning:

Direktiv 97/33/EF tildeler de nationale tilsynsmyndigheder på teleområdet en vigtig rolle ved sikring af passende muligheder for samtrafik mellem net i overensstemmelse med EF-retten og under hensyntagen til Kommissionens henstillinger med henblik på at lette udviklingen af et egentligt europæisk hjemmemarked; navnlig artikel 7, stk. 5, i direktiv 97/33/EF pålægger Kommissionen at udarbejde henstillinger om omkostningsberegningssystemer og opsplitning af regnskaber;

i henhold til artikel 7, stk. 2, i direktiv 97/33/EF skal samtrafiktakster for organisationer, der af de nationale myndigheder er meddelt som havende en stærk markedsposition (herefter kaldet »meddelte operatører«), følge principperne om gennemsigtighed og omkostningsægthed;

i henhold til artikel 8, stk. 2, i direktiv 97/33/EF skal meddelte operatører føre særskilte regnskaber for de aktiviteter, der har at gøre med samtrafik - herunder både samtrafiktjenester, der udbydes internt, og samtrafiktjenester, der udbydes til andre - og for andre aktiviteter, således at alle omkostnings- og indtægtselementer fremgår - med grundlaget for beregningen heraf og detaljeret redegørelse for de anvendte metoder - i forhold til deres samtrafikvirksomhed, herunder en specificeret opgørelse over anlægsaktiver og strukturomkostninger;

Kommissionen anfører i sin henstilling 98/195/EF af 8. januar 1998 om samtrafik på et liberaliseret telemarked (Del 1 - Samtrafiktakster) (2), at den bedste metode til fastlæggelse af samtrafiktakster, er anvendelse af de forventede langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger, da denne metode stemmer bedst overens med et konkurrencepræget marked; metoden udelukker ikke anvendelsen af begrundede »tillæg« som en måde til at genvinde en effektiv operatørs forventede fællesomkostninger under konkurrenceprægede forhold;

samtrafiktakster baseret på forventede langsigtede gennemsnitlige differensomkostninger forudsætter et regnskabssystem, som bygger på løbende omkostninger snarere end afholdte omkostninger; Kommissionen har (i henstillingen af 8. januar 1998) anbefalet medlemsstaterne at give deres meddelte operatører en frist til gennemførelse af nye regnskabssystemer baseret på aktivitetsbestemte omkostninger; »bottom-up« økonomiske/strukturelle modeller bliver stærkt avancerede, men de er endnu ikke fejlfri, derfor er det indtil videre tilrådeligt at benytte både »top-down« og »bottom-up« metoden samtidigt;

i henhold til artikel 7, stk. 5, i direktiv 97/33/EF skal de nationale tilsynsmyndigheder sikre, at der efter anmodning stilles en beskrivelse af omkostningsberegningssystemerne til rådighed for interesserede parter, som viser de vigtigste af de kategorier, omkostningerne er samlet i, og de regler, der anvendes ved fordelingen af omkostningerne i forbindelse med samtrafikken; det er nødvendigt, at fordelingsmetoderne har en detaljeringsgrad, som tydeliggør forholdet mellem omkostninger og takster for netkomponenter og tjenester (dvs. brugsfaktorer); det er tillige nødvendigt, at der stilles en beskrivelse til rådighed af det grundlag, hvorpå omkostninger, der ikke kan henføres, er blevet fordelt mellem forskellige regnskaber; den nationale myndighed eller en anden kompetent instans, der er uafhængig af televirksomhederne og godkendt af den nationale tilsynsmyndighed, skal kontrollere, at omkostningsberegningen sker efter de fastsatte regler; en gang om året skal der offentliggøres en finansiel erklæring om, hvorvidt reglerne er blevet overholdt;

i henhold til artikel 12, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/62/EF af 13. december 1995 om ONP-vilkår for taletelefonitjenesten (3) skal taksterne for brug af det faste offentlige telenet og taletelefonitjenesten opfylde de grundlæggende principper om omkostningsægthed og gennemsigtighed, herunder skal meddelte operatører indføre et passende omkostningsberegningssystem, der tager højde herfor; bidrag fra sammenkoblede parter til ordninger i forbindelse med underskud på abonnenttilslutningen er kun tilladt, hvis de nationale myndigheder pålægger takstforpligtelser på grundlag af princippet om rimelige priser for og adgang til teletjenester i henhold til artikel 12, stk. 2, i direktiv 95/62/EF; Kommissionen har i sin meddelelse af 27. november 1996 om kriterier for vurdering af nationale ordninger til omkostningsberegning og finansiering af forsyningspligtydelser inden for telekommunikation og retningslinjer for medlemsstaterne for driften af sådanne ordninger (4) tilkendegivet, at den mener, at sådanne ordninger bør ophæves senest 1. januar 2000;

i henhold til Kommissionens direktiv 90/388/EØF af 28. juni 1990 om liberalisering af markedet for teletjenester (5), som ændret ved direktiv 96/2/EF (6), for så vidt angår mobil- og personkommunikation skal medlemsstaterne sikre en effektiv konkurrence mellem operatører, der konkurrerer på de pågældende markeder; gennemsigtighed er særlig påkrævet i omkostningsberegningssystemet hos operatører, der både driver faste net og mobilkommunikationsnet;

i henhold til artikel 2 i Kommissionens direktiv 95/51/EF af 18. oktober 1995 om ændring af direktiv 90/388/EØF med hensyn til afskaffelse af begrænsninger i brugen af kabel-tv-net til liberalisering af allerede liberaliserede teletjenester (7) skal medlemsstaterne sikre regnskabsmæssig gennemsigtighed og forebygge diskriminerende adfærd i de tilfælde, hvor en leverandør har en eksklusiv ret til at stille både offentlig telenetinfrastruktur og kabel-tv-netinfrastruktur til rådighed, navnlig til at kræve en opdeling af regnskaberne på de enkelte net og dets aktiviteter som leverandør af teletjenester; i henhold til artikel 8, stk. 1, i direktiv 97/33/EF skal meddelte operatører, som har særlige eller eksklusive rettigheder på udbud af tjenester i andre sektorer (dvs. kabel- eller satellit-tv udsendelser) føre særskilte regnskaber for deres teleaktiviteter og andre aktiviteter i samme omfang, som det ville være nødvendigt, hvis det var juridisk uafhængige virksomheder, der varetog de pågældende teleaktiviteter, eller at teleaktiviteterne og andre aktiviteter er udskilt strukturelt;

i henhold til artikel 8, stk. 3, i direktiv 97/33/EF skal organisationer, som udbyder offentlige telenet eller -tjenester snarest efter anmodning fra deres nationale tilsynsmyndighed fremlægge så detaljerede finansielle oplysninger, som det forlanges; de nationale tilsynsmyndigheder kan under hensyn til forretningshemmeligheder offentliggøre oplysninger, der kan medvirke til virkeliggørelsen af et åbent og konkurrencebaseret marked;

anvendelsen af de principper, der er fastlagt i denne henstilling, begrænser ikke medlemsstaternes eller virksomhedernes forpligtelse til fuldt ud at overholde EF's konkurrenceregler, under hensyntagen til de særlige forhold, der er beskrevet i Kommissionens meddelelse om anvendelse af konkurrencereglerne på aftaler om adgang inden for telesektoren (8);

det rådgivende udvalg, som er nedsat i henhold til artikel 9, stk. 1, i Rådets direktiv 90/387/EØF (9) (»ONP-udvalget«), har givet bred opbakning til principperne i denne henstilling, og Kommissionen har taget størst muligt hensyn til udvalgets synspunkter,

HENSTILLER:

1. Denne henstilling vedrører systemer til opsplitning af regnskaber og omkostningsberegning, som gennemføres af operatører, som af den nationale tilsynsmyndighed er meddelt som havende en stærk markedsposition (i det følgende benævnt »meddelte operatører«) i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i direktiv 97/33/EF med henblik på gennemførelse af samtrafikforpligtelser, navnlig for så vidt angår principperne om gennemsigtighed og omkostningsægthed.

Formålet med opsplitning af regnskaber er at gøre det muligt at foretage en analyse af de oplysninger, der fremkommer på grundlag af regnskabsopgørelserne, således de i videst muligt omfang afspejler resultatet af dele af forretningsområdet på samme måde, som hvis de var drevet som særskilte virksomheder.

2. Det anbefales, at de nationale tilsynsmyndigheder af deres meddelte operatører forlanger, at deres driftsomkostninger, investeret kapital samt indtægter opdeles mindst i følgende forretningsområder:

Basisnet (koblet infrastruktur)

Ved basisnet forstås udbuddet af samtrafiktjenester, transittjenester og operatørtjenester.

Lokal abonnenttilslutning (Local Access-Network) (abonnentnetinfrastruktur)

Forretningsområdet abonnenttilslutning omfatter tilvejebringelse af forbindelser til telefoninettet (10).

Abonnementsordninger

Dette forretningsområde omfatter aktiviteter, der primært er rettet mod kommercielt udbud af faste telefonitjenester og faste lejede kredsløb til slutbrugere. Der kan udarbejdes særskilte regnskaber for hver enkelt aktivitet inden for dette forretningsområde (f.eks. lejede kredsløb, telefoni).

Andre aktiviteter

Forretningsområdet »Andre aktiviteter« omfatter andre aktiviteter udbudt af den meddelte operatør, som bl.a. kan være aktiviteter, der ikke er lovreguleret, samt andre former for lovregulerede aktiviteter. Regnskaber for lovregulerede og ikke-lovregulerede aktiviteter skal holdes adskilte.

Afsnit 1 i bilaget definerer omfanget af hvert forretningsområde. Trafiktaksterne mellem de enkelte forretningsområder er specificeret i afsnit 2.

De nationale tilsynsmyndigheder kan anse en yderligere opsplitning i regnskaberne af disse af bredt formulerede forretningsområder for hensigtsmæssig under hensyntagen til kravene til gennemsigtighed ifølge national ret og fællesskabsret (f.eks. mobiltelefoni, kabel-tv eller internationale aktiviteter).

3. Det anbefales, at fordelingen af omkostninger, investeret kapital og indtægter sker i overensstemmelse med omkostningsfordelingsprincippet (f.eks. aktivitetsbestemt omkostningsberegnings-»ABC«).

Meddelte operatørers omkostningsberegningssystem skal være tilstrækkeligt detaljeret til i videst muligt omfang at gøre det muligt at fordele omkostninger på separate netkomponenter, navnlig at fastlægge omkostningerne ved separate samtrafiktjenester.

Et veldefineret omkostningsfordelingssystem vil gøre det muligt, at mindst 90 % af omkostningerne kan fordeles efter den direkte eller indirekte omkostningsberegningsmetode (11).

Det anbefales, at omkostninger, der ikke kan henføres (omkostninger, der kun kan henføres på et skønsmæssigt grundlag), specificeres klart i et særskilt regnskab og behandles separat af den nationale tilsynsmyndighed (dvs. fordelt efter de af hver enkelt medlemsstat fastsatte regler, i overensstemmelse med Fællesskabets konkurrenceregler og under overholdelse af principperne om gennemsigtighed og proportionalitet).

Det anbefales, at den nationale tilsynsmyndighed gennemfører en offentlig høring med deltagelse af markedsaktørerne om vedtagelsen af fornuftige fordelingsmetoder og om den specifikke behandling af ikke-henførbare omkostninger.

Afsnit 3 i bilaget beskriver de principper, der anbefales for fordeling af omkostninger, investeret kapital og indtægter i forbindelse med udarbejdelse af særskilte regnskaber.

Afsnit 4 i bilaget opstiller retningslinjer for anvendelsen af disse principper på beregningen af driftsomkostninger, inklusive afskrivning. Det samme gøres i afsnit 5 med hensyn til kapitalomkostningerne og den investerede kapital, mens afsnit 6 vedrører indtægter.

4. I henstillingen af 8. januar 1998 blev det anbefalet, at de nationale tilsynsmyndigheder fastsætter en frist for deres meddelte operatørers indførelse af nye omkostningsberegningssystemer med en fordeling baseret på løbende omkostninger.

Det anbefales, at metoderne og kriterierne for værdiansættelse af netaktiver i nutidsværdi fastsættes af den nationale tilsynsmyndighed efter en offentlig konsultation med markedsaktørerne.

Værdiansættelse af en effektiv operatørs netaktiver til forventet værdi eller nutidsværdi, dvs. den værdi, der ville være gældende, såfremt markedet var stærkt konkurrencebetonet, er et nøgleelement i metoden til regnskabsaflæggelse baseret på løbende omkostninger (»current cost accounting« (CCA)). Det kræver, at afskrivningsbeløbene, der er inkluderet i driftsomkostningerne, beregnes på grundlag af nutidsværdiansættelse af ækvivalente aktiver, og regnskabet for den investerede kapital skal i konsekvens heraf også ske på basis af løbende omkostninger.

Tillægget til bilaget giver retningslinjer for moderne værdiansættelse af aktiver og metoder til korrektion for løbende omkostninger.

5. Med hensyn til afledning af samtrafiktakster kan de nationale tilsynsmyndigheder kræve, at der anvendes effektivitetskriterier i erkendelse af, at brugen af CCA-værdier for nettet måske ikke fuldt ud afspejler en effektiv operatørs omkostninger (12). Med dette for øje udgør de i henstillingen af 8. januar 1998 fastlagte »bedste gældende praksis-samtrafiktakster« en passende reference.

6. Det anbefales, at operatører, der har pligt til opsplitning af regnskaber, forelægger en resultatopgørelse og en balance for hvert af de særskilte forretningsområder. Trafiktakster eller handler mellem forretningsområder skal klart identificeres.

Det anbefalede indhold og formater for de lovregulerede opgørelser, som de meddelte operatører skal tilvejebringe, er angivet i afsnit 7 i bilaget.

Af hensyn til en konsekvent regnskabsaflæggelse anbefales det, at de finansielle opgørelser i disse særskilte obligatoriske regnskaber indarbejdes i en resultatopgørelse og en balance for selskabet som helhed. Det foreslås tillige at afstemme de særskilte lovpligtige regnskaber med operatørens egne vedtægtsbestemte regnskaber.

7. Det anbefales, at de nationale tilsynsmyndigheder på opfordring stiller tilstrækkeligt detaljerede relevante regnskabsoplysninger fra meddelte operatører til rådighed for interesserede parter, således at det sikres, at der ikke har fundet utilbørlig diskriminering sted mellem udbud af tjenester internt og tjenester, der udbydes eksternt, og det sikres, at de gennemsnitlige omkostninger for særskilte samtrafiktjenester identificeres.

I denne henseende vil den meddelte operatørs offentliggørelse af tilstrækkeligt detaljerede omkostningsopgørelser, der viser de gennemsnitlige omkostninger for netkomponenterne, skabe forøget gennemsigtighed og tillid hos konkurrenterne til, at der ikke eksisterer krydssubsidier. Det anses for at være særlig vigtigt for grænseoverskridende samtrafiktjenester og internationale aktiviteter.

For de medlemsstater, hvor der findes ordninger for finansiering af forsyningspligtydelser og/eller ordninger i forbindelse med bidrag til dækning af underskud på abonnenttilslutningen, anbefales det tillige, at de nationale tilsynsmyndigheder stiller tilstrækkelige regnskabsoplysninger til rådighed fra meddelte operatører for at sikre, at der ikke finder nogen diskriminering sted mellem takster, der opkræves hos andre operatører og takster, der (indirekte) opkræves internt.

8. Disse regnskabsmæssige retningslinjer vedrører lovpligtig indberetning, og de tilsigter ikke at erstatte nogen anden form for obligatorisk opgørelse, som en medlemsstat måtte forlange.

9. Denne henstilling vil blive gennemgået af Kommissionen senest den 31. juli 1999.

10. Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. april 1998.

På Kommissionens vegne

Martin BANGEMANN

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 199 af 26. 7. 1997, s. 32.

(2) EFT L 73 af 12. 3. 1998, s. 42.

(3) EFT L 321 af 30. 12. 1995, s. 6.

(4) KOM(96) 608.

(5) EFT L 192 af 24. 7. 1990, s. 10.

(6) EFT L 20 af 26. 1. 1996, s. 59.

(7) EFT L 256 af 26. 10. 1995, s. 49.

(8) EFT C 76 af 11. 3. 1997, s. 9.

(9) EFT L 192 af 24. 7. 1990, s. 1.

(10) Hertil hører de netkomponenter, der ikke er trafikfølsomme, og som er rettet mod særlige kunder, herunder f.eks. abonnentnet, linjekort og porte på koncentratorer og/eller centraler.

(11) Omkostninger, der kan henføres direkte, er de omkostninger, som direkte og utvetydigt kan henføres til et produkt eller en tjeneste. Omkostninger, der kan henføres indirekte, er de omkostninger, som kan henføres til produkter eller tjenester på et givet ikke-vilkårligt grundlag baseret på disse omkostningers forhold til omkostninger, der kan henføres direkte (dvs. under anvendelse af forbrugsfaktorer for hver delt ressource).

(12) Visse af disse aktiver kan ligge over kravene, eller netarkitekturen kan være suboptimal. Indførelsen af en »bottom-up« økonomisk/teknisk model bidrager til at kaste lys over disse mangler.

BILAG

RETNINGSLINJER FOR OPSPLITNING AF REGNSKABER

1. Opsplitning af regnskaber

1.1. Lokal abonnenttilslutning (Local Access-Network)

Lokalnettet udbyder forbindelser til basisnettet. Regnskaberne for forretningsområdet Lokal abonnenttilslutning omfatter de omkostninger og den investerede kapital, der medgår til tilvejebringelse og vedligeholdelse af disse tilslutninger.

I forbindelse med opsplitning af regnskaberne vil forretningsområdet Lokal abonnenttilslutning omfatte alle de kundespecifikke netkomponenter, herunder f.eks. linjekort og porte på koncentratorer og/eller centraler. Basisnettet omfatter alle andre netkomponenter.

Lejede kundelinjer vil være en tjeneste, der udbydes af forretningsområdet Abonnementsordninger. Indtægter af lejede kredsløb til slutbrugere vil derfor blive henført til dette forretningsområde. Indtægter af abonnementsafgifter af separate abonnentnet vil imidlertid, for så vidt de stilles til rådighed for andre markedsaktører, skulle henføres til forretningsområdet Abonnenttilslutning.

Omkostningerne ved at udbyde kredsløb til kunder vil således i første omgang blive indregnet i forretningsområdet Abonnenttilslutninger, og senere hen vil omkostningerne skulle overføres til forretningsområdet Abonnementsordninger, således at indtægterne kommer til at matche med de dertil knyttede omkostninger. De omkostninger, der henføres til forretningsområdet Abonnementsordninger, skal være renset for eventuelle lokalnetindtægter, såsom indtægter af lejede faste kredsløb fra andre markedsaktører eller bidrag til underskud på abonnenttilslutningen (se afsnit 2.2).

1.2. Basisnet

Forretningsområdet Basisnet udbyder en række engros-samtrafiktjenester, både internt og eksternt, der giver kunder hos én operatør mulighed for at kommunikere med kunder hos samme eller en anden operatør, eller få adgang til tjenester udbudt af en anden operatør. Disse tjenester omfatter opkobling og fremføring af opkald. Derudover kan basisnettet udbyde andre tjenester til operatører, såsom teknisk bistand i forbindelse med udvikling og vedligeholdelse af private net og med udvikling af konkurrence (f.eks. nummerportabilitet og operatørvalg).

Regnskaberne for basisnettet omfatter omkostninger, indtægter og investeret kapital i forbindelse med disse tjenester. Indtægterne af basisnettet vil primært komme fra salg af samtrafiktjenester til forretningsområdet Abonnementsordninger og til andre operatører.

Hvis national lovgivning tillader engrosudbud af transmissionskredsløb, skal de dermed forbundne indtægter bogføres i regnskabet for forretningsområdet Basisnet.

1.3. Abonnementsordninger

Forretningsområdet Abonnementsordninger omfatter alle de aktiviteter, der har at gøre med salg af telefonitjenester til slutbrugere, herunder faste lejede kredsløb, opkald, betalingstelefoner samt oplysningstjeneste.

Regnskaberne for dette forretningsområde omfatter omkostninger, indtægter og investeret kapital i forbindelse med disse tjenester til slutbrugere. Til de omkostninger, der fordeles til området Abonnementsordninger, hører trafiktakster for brug af netressourcer eller tjenester fra abonnentnettet og basisnettet, samt omkostninger til markedsføring og fakturering af tjenester til slutbrugere.

De nationale tilsynsmyndigheder skal overveje, i hvilket omfang regnskabet for området Abonnementsordninger skal opsplittes yderligere for at sondre mellem de individuelle tjenesters omkostninger og indtægter under hensyntagen til kravene i national ret og fællesskabsretten om gennemsigtighed. Der skal udarbejdes særskilte regnskaber for hver enkelt aktivitet inden for området Abonnementsordninger, som er lovreguleret. Det ville imidlertid ikke være passende at kræve særskilte regnskaber for aktiviteter, som ikke er omfattet af lovgivningsmæssig kontrol (1).

1.4. Andre aktiviteter

Etablerede operatører udbyder typisk en lang række andre tjenester, herunder leje, reparation og vedligeholdelse af kundeudstyr. Derudover kan de have interesser i ikke-teleaktiviteter (f.eks. tv-transmissioner). Af hensyn til opsplitning af regnskaber skal omkostninger, indtægter og investeret kapital i forbindelse med disse aktiviteter identificeres særskilt.

De nationale tilsynsmyndigheder kan overveje, om der skal oprettes individuelle regnskaber for nogle af disse ekstra tjenester. Det kan være særlig relevant for de etablerede operatører, som ikke udbyder mobiltjeneste som særskilt forretningsområde. Det vil være op til den enkelte nationale tilsynsmyndighed at specificere, i hvilket omfang der vil blive udarbejdet særskilte regnskaber for disse aktiviteter under hensyntagen til national- og fællesskabsretlige krav om gennemsigtighed.

2. Trafiktakster

I dette afsnit fastlægges de principper, som operatørerne skal tage højde for, når de skal definere omkostningerne for produkter eller tjenester, der anvendes internt.

Der anvendes et system med trafiktakster for tjenester og produkter, som udbydes fra et forretningsområde (f.eks. abonnentnet, basisnet og abonnementsordninger) til et andet.

Der skal være en klar logik i de anvendte trafiktakster, og hver enkelt takst skal kunne begrundes. De anvendte takster må ikke være diskriminerende og, som anført i afsnit 7, skal der være gennemsigtighed med hensyn til trafiktaksterne i de særskilte regnskaber.

2.1. Bestemmelse af internt forbrug

Trafiktaksterne for internt forbrug fastlægges som produktet af forbrug og enhedstakster. Taksten for internt forbrug skal svare til den takst, der ville være blevet opkrævet, såfremt produktet eller tjenesten blev solgt eksternt i stedet for internt.

Til brug for opsplitningen af regnskaber skal det antages, at en operatørs abonnementsordninger betaler samme samtrafikafgift for samme tjeneste.

2.2. Bidrag til dækning af underskud på abonnenttilslutningen og bidrag til forsyningspligtydelser

I henhold til samtrafikdirektivet skal samtrafiktakster adskilles fra takster vedrørende bidrag til forsyningspligtydelser, herunder alle takster der pålignes som følge af, at operatørerne af de nationale tilsynsmyndigheder forhindres i at indføre udligningstakster (dvs. bidrag til udligning af underskud på abonnenttilslutningen) Kommissionen har indikeret, at en eventuel takstudligning skal være tilendebragt senest den 1. januar 2000 undtagen i de medlemsstater, som har tilladt en yderligere frist for gennemførelsen i overensstemmelse med direktivet om fuld konkurrence (2).

I de medlemsstater, hvor der findes ordninger til dækning af underskud på abonnenttilslutningen skal disse bidrag henføres til forretningsområdet Abonnenttilslutning. Bidrag vil blive modtaget fra andre operatører og fra forretningsområdet Abonnementsordninger. Der må ikke finde nogen diskriminering sted mellem bidrag til dækning af underskud på abonnenttilslutningen, der pålægges abonnementsordningen og bidrag, der pålægges andre operatører.

I de medlemsstater, hvor der findes ordninger til finansiering af forsyningspligtydelser, skal ethvert bidrag - både fra andre operatører og internt - identificeres særskilt i regnskabet. I lighed med de regler, der gælder for bidrag til dækning af underskud på abonnenttilslutningen, må der ikke finde nogen diskriminering sted mellem de bidrag til dækning af forsyningspligtydelser, som pålægges andre operatører, og bidrag der pålægges internt.

3. Omkostningsfordelingsprincipper

I dette afsnit fastlægges principperne for fordeling af omkostninger, investeret kapital og indtægter med det formål at udarbejde særskilte regnskaber. Anvendelsen af disse principper på driftsomkostninger, investeret kapital og indtægter behandles mere indgående i afsnit 4, 5 og 6.

Disse principper kan også være relevante for fastlæggelsen af takster for særskilte samtrafiktjenester, hvor operatørernes omkostningsberegningssystemer skal være tilstrækkeligt detaljerede til, at der - så vidt muligt - kan foretages en omkostningsfordeling på særskilte netkomponenter. Der er imidlertid en række yderligere faktorer - såsom omkostningsrelevans - som eventuelt skal indgå i fastlæggelsen af takster for specifikke samtrafiktjenester (3). Det er spørgsmål, der falder uden for disse retningslinjers anvendelsesområde.

3.1. Principper

Opsplitning af regnskaber skal baseres på årsagsprincippet: det vil sige, omkostninger (4) og indtægter skal fordeles på de tjenester eller produkter, der forårsager, at disse omkostninger eller indtægter opstår. Det kræver, at der indføres passende og detaljerede omkostningsfordelingsmetoder. I praksis betyder det, at operatører skal:

- gennemgå hver enkelt af posterne omkostninger, investeret kapital og indtægt

- finde frem til den faktor, der forårsagede, at den enkelte post opstod, og

- bruge denne faktor til at fordele hver post på det enkelte forretningsområde.

De nationale tilsynsmyndigheder har ret til at kontrollere fordelingerne.

Hver enkelt udgifts- og indtægtspost skal fordeles på de produkter og tjenester, som operatørerne udbyder. Med hensyn til indtægterne forventes det, at de fleste, om ikke alle, indtægter kan fordeles direkte på de produkter eller tjenester, som de vedrører. Det er imidlertid ikke tilfældet for omkostninger, fordi en relativt stor andel af operatørernes omkostninger deles mellem forskellige produkter og tjenester.

3.2. Forløbet af omkostningsfordelingsprocessen

Figur 1 illustrerer en typisk omkostningsfordelingsproces. Det skal bemærkes, at faktiske fordelingsprocesser kan variere alt efter enhedens organisationsstruktur og den/de måde(r), hvorpå finansielle/driftsmæssige data registreres på, og de vil være betydeligt mere komplekse, end det fremgår af figur 1. Det er imidlertid vigtigt at notere sig, at endemålet med omkostningsfordeling er det samme.

Processen starter fra oplysninger og data fra hovedbogen eller andre omkostnings- eller finansielle systemer, som virksomheden måtte benytte sig af. De i disse systemer indeholdte oplysninger om omkostningerne kan inddeles efter driftsomkostninger, kapitalomkostninger og regnskabsposter, såsom afskrivninger.

Omkostninger kan enten henføres direkte til tjenester eller til omkostningspuljer, kaldet netkomponenter, relaterede funktioner eller andre funktioner. Disse defineres således:

Tjenester

Omkostninger, der kan identificeres direkte sammen med en særlig tjeneste. Her refererer begrebet »tjeneste« både til slutbrugertjenester (f.eks. betalingstelefoner) og transittjenester (f.eks. nettjenester).

Netkomponenter

Denne pulje indeholder de omkostninger, der vedrører de forskellige transmissionskomponenter, opkobling samt netudstyr og -systemer. Omkostningerne vil vedrøre netkomponenter, som ikke kan henføres direkte til en bestemt tjeneste, fordi de indgår i flere forskellige tjenester.

Relaterede funktioner

Denne pulje indeholder omkostningerne for funktioner, der er nødvendige for at udbyde tjenester til kunden, såsom fakturering, vedligeholdelse og kundetjenester.

Andre funktioner

Denne pulje indeholder omkostningerne for funktioner, som ikke vedrører udbud af specielle tjenester, men er en vigtig del af selskabets drift. Eksempler på sådanne omkostninger er planlægning, personale og økonomi.

Som det bemærkes, er der en række trin, hvorefter omkostningspuljerne fordeles i grupper, for til sidst at blive fordelt på tjenester. Disse trinvise fordelinger gennemføres under anvendelse af relevante tilgrundliggende omkostningsfaktorer. Nedenfor gennemgås hvert enkelt trin:

Trin 1

Fordeling af andre funktioner på relaterede funktioner, netkomponenter og tjenester.

Trin 2

Fordeling af omkostningerne for relaterede funktioner på tjenester og netkomponenter.

Trin 3

Fordeling af netkomponenter på tjenester.

Trin 4

Gruppering af tjenester i forretningsområder (som defineret i forbindelse med opsplitning af regnskaber).

Hvert af de oven for skitserede trin til fordeling kan få en endnu større detaljeringsgrad, navnlig hvis den oprindelige registrering af omkostningsoplysningerne sker samlet. Hvor det er muligt at foretage en fordeling på basis af flere forskellige direkte eller indirekte henførsler, er det at foretrække frem for en fordeling på basis af et enkelt vilkårligt trin.

Figur 1

En typisk omkostningsfordelingsproces

>REFERENCE TIL EN FILM>

Det forventes, at teleoperatører vil skulle anvende samplingteknikker og foretage periodisk aktivitetsgennemgang med henblik på at fordele omkostninger (herunder anlægsomkostninger) på de tjenester, som de udbyder og efterfølgende på de forretningsområder, der er defineret i relation til opsplitning af regnskaber. Eksempelvis kan periodiske analyser af de opgaver, som løses af personalet i kundeservice anvendes til at fastlægge dette personales tidsforbrug på forskellige opgaver. Disse oplysninger kan dernæst anvendes til at fordele - enten direkte eller indirekte - de omkostninger, som ligger til grund for de tjenester, som operatørens personale tilvejebringer.

4. Driftsomkostninger

I dette afsnit ses der på anvendelsen af de i afsnit 3 beskrevne principper på operatørernes driftsomkostninger, herunder afskrivning.

Anvendelse på driftsomkostninger

Den i foregående afsnit beskrevne omkostningsfordelingsproces gælder i princippet både for driftsomkostninger og anlægsomkostninger. I tabel 4.1 neden for gives en oversigt over mulige metoder til fordeling og henførsel af anlægsomkostninger under følgende overskrifter:

- afskrivning

- omkostninger til tilvejebringelse, installation og vedligeholdelse

- netplanlægnings- og udviklingsomkostninger

- netadministrationsomkostninger

- markedsførings- og salgsomkostninger

- fakturerings- og inkassoomkostninger

- omkostninger til servicetelefonen

- omkostninger til oplysningstjeneste

- betalinger til andre operatører, og

- omkostninger til support.

Disse overskrifter tjener udelukkende til illustration, og det er ikke hensigten, at de skal afspejle den måde, hvorpå operatørerne forventes at registrere deres omkostninger. De tjener udelukkende det formål at give kvalificeret vejledning. Den enkelte operatør skal selv udvikle omkostningsfordelingsprocedurer, der er specifikke for den måde, hvorpå han i dag identificerer og registrerer omkostninger, og han skal i det omfang, han finder det formålstjenligt, selv forfine disse procedurer over tiden.

Sidste kolonne i tabel 4.1 giver et fingerpeg om de væsentligste forretningsområder, som de fleste driftsomkostninger må forventes at blive henført til.

>TABELPOSITION>

5. Kapitalomkostninger og investeret kapital

I henhold til samtrafikdirektivets artikel 7, stk. 2, skal samtrafiktakster være omkostningsægte, herunder skal de ikke give mere end en rimelig forrentning af investeringerne. De faktorer, der er afgørende for størrelsen af denne forordning er:

- Kapitalomkostningerne, og

- En kapitalværdi.

Beregningen og fastlæggelsen af en kapitalomkostning i relation til fastlæggelse af samtrafiktakster, ligger uden for anvendelsesområdet for disse retningslinjer. Imidlertid skal der være sammenhæng mellem omfanget af den investerede kapital, som danner grundlag for kapitalomkostningen, og omfanget af den investerede kapital i de særskilte regnskaber i henhold til samtrafikdirektivet.

Dette vil gøre det muligt at foretage en sammenligning af den faktiske procentvise forrentning, som operatørerne opnår gennem deres regulerede aktiviteter, såsom samtrafik, med den af de nationale tilsynsmyndigheder tilladte kapitalomkostning, når taksterne for disse aktiviteter gennemgås. Behovet for en konsekvent sammenhæng, og betydningen heraf for fordelingen af kapitalposter, er hovedtemaet for dette afsnit.

5.1. Kapitalomkostninger

Operatørernes kapitalomkostninger bør afspejle de alternativomkostninger, der er investeret i netkomponenter og andre relaterede aktiver. Traditionelt afspejler de følgende:

- de (vægtede) gennemsnitlige gældsomkostninger for de forskellige former for gæld, som hver enkelt operatør har

- egenkapitalomkostningerne som målt ved den forrentning, som aktionærerne kræver for at investere i nettet under hensyntagen til de dermed forbundne risici, og

- værdierne af gæld og egenkapital.

Disse oplysninger kan dernæst anvendes til at bestemme de vejede gennemsnitlige kapitalomkostninger (weighted average cost of capital (WACC)) med anvendelse af følgende formel:

WACC = re .

>NUM>E/

>DEN>(D+E)

+ rd .

>NUM>D/

>DEN>(D+E)

hvor re er egenkapitalomkostningen, rd er gældsomkostningen, E er den samlede værdi af egenkapital og D er den samlede værdi af rentebærende gæld.

Beregningen af WACC for den enkelte operatør i alt vil være relativt ligefrem - selv om man kan diskutere den præcise afledning og værdien af de givne inputs til WACC-formlerne. De nationale tilsynsmyndigheder kan imidlertid blive nødt til at overveje, om anvendelsen af de samlede kapitalomkostninger, som udgøres af WACC, er tilstrækkelig for operatørernes regulerede aktiviteter. Hvis det er tilfældet kan WACC i alt anvendes til fastlæggelse af samtrafiktakster.

Omvendt kan de nationale tilsynsmyndigheder tage hensyn til, at der normalt gælder forskellige risikotillæg for forskellige aktiviteter, som kunne blive afspejlet i forskellige egenkapitalomkostninger »re« (5), selv om den finansielle struktur er den samme. Hvis det er tilfældet, kan der eventuelt være en forskel i WACC for hvert enkelt forretningsområde eller opdelt aktivitet, såsom mobiltelefoni, kabel-tv eller internationale tjenester.

5.2. WACC og kapitalværdi

WACC skal anvendes på en kapitalværdi for netkomponenter og andre relaterede aktiver med henblik på at fastlægge den forrentning, der skal opnås gennem samtrafiktakster. Det kan godt være, at det er let at identificere værdierne af gæld og egenkapital for en operatør som sådan, men det samme er ikke tilfældet for de underliggende aktiviteter. Det skyldes, at beslutninger om gældsfinansiering stort set træffes alene af selskaberne, og fastlægges på grundlag af en række faktorer, såsom historisk betingede lånemuligheder og skattemæssige overvejelser. Et selskabs gældsposition behøver derfor ikke nødvendigvis relatere sig specifikt til kapitalbehovene for individuelle aktiviteter. En alternativ fremgangsmåde til at fastlægge kapitalværdien for lovregulerede aktiver (såsom samtrafik) er derfor nødvendig.

En fremgangsmåde findes ved følgende balanceidentitet:

Aktionærernes midler (dvs. egenkapital) + gæld = nettoaktiver minus gæld (6).

Heraf følger, at kapitalværdierne af lovregulerede aktiviteter kan bestemmes ved at fordele nettoaktiver eller investeret kapital. Denne fordeling bør gennemføres ud fra årsagsprincippet og under anvendelse af eksisterende værdiansættelsesmetoder.

5.3. Investeret kapital

Tabel 5.1 indeholder en oversigt over mulige fordelingsmetoder for forskellige poster af investeret kapital, tillige med angivelse af de væsentligste forretningsområder, som det kan forventes de fleste poster vil blive henført til. Anvendelsen af disse og, hvor det er relevant, andre metoder vil bestemme kapitalværdierne af forskellige lovregulerede aktiviteter, herunder samtrafik.

Tabellen skal ikke forestille at være en udtømmende liste over poster, der kan klassificeres som investeret kapital eller en liste over metoder til fordeling på forskellige aktiviteter.

>TABELPOSITION>

Ved prisfastsættelsen vil de nationale tilsynsmyndigheder og operatører se på den gennemsnitlige investerede kapital over et givent tidsrum, og ikke så meget på den investerede kapital på et bestemt tidspunkt, f.eks. ultimo regnskabsåret. Årsagen er den, at et øjebliksbillede ikke behøver at være repræsentativt for den kapital, som operatørerne investerer i gennemsnit. Mere specifikt behøver der ikke at være sammenfald mellem udestående driftskapital på et givet tidspunkt og de gennemsnitlige driftskapitalbehov over en længere periode. Operatørernes særskilte regnskaber bør derfor vise den gennemsnitlige investerede kapital, og ikke årsultimoopgørelserne (se afsnit 7).

5.4. Behovet for ensartethed i behandlingen af driftskapital

I tabel 5.1 foreslås en metode for behandlingen af driftskapitalen i beregningen af investeret kapital. Der eksisterer imidlertid også andre metoder, der kan være lige så anvendelige. I praksis er der to principper, der bør anvendes, når man overvejer behandlingen af enkeltposter i driftskapitalen med henblik på opstilling af særskilte regnskaber (7). Der er tale om følgende:

- Der skal være overensstemmelse mellem behandlingen af aktiver og de dermed forbundne omkostninger og indtægter; og

- medtagelse eller udeladelse af individuelle poster bør i princippet få tilsvarende virkning på WACC. Disse to virkninger (dvs. beslutningen om at medtage eller udelade poster og den tilsvarende korrektion i forhold til WACC) udligner hinanden, for så vidt angår deres samlede virkning på det af operatørerne krævede absolutte afkast.

6. Indtægter

I afsnit 3 er nedfældet nogle principper for fordeling og henførsel af omkostninger og indtægter på produkter og tjenester udbudt af operatører. I dette afsnit ses der nærmere på anvendelsen af disse principper på indtægterne.

6.1. Indtægter af basistelefonaktiviteter

Det forventes, at indtægter af tilvejebringelse af basistelefoniprodukter og -tjenester kan fordeles direkte på de produkter og tjenester, som de vedrører på grundlag af regnskaber og oplysninger om faktureringssystemer. I de tilfælde, hvor direkte fordeling på grundlag af regnskaber eller data om faktureringssystemer ikke er mulig, henføres indtægterne efter princippet om korrekt afvejning.

Fordelingen af indtægter fra basistelefonitjenester på henholdsvis Lokal abonnenttilslutning, Basisnet, og Abonnementsordninger, for et fasttelefonnet er skitseret neden for (8).

Tilslutningsafgifter

Afgifter for etablering af nye forbindelser til fasttelefonnettet (undtagen afgifter for etablering af et samtrafikpunkt - se samtrafiktakster neden for - fordeles på Abonnementsordninger.

Afgifter for kundelinjer

Takster for kundernes leje af kredsløb henføres til Abonnementsordninger.

Indtægter af lejede faste kredsløb

Indtægter af lejede faste kredsløb fordeles på Abonnementsordninger

Indtægter af lejede kredsløb til andre operatører

Udbydes denne tjeneste til andre markedsaktører, fordeles indtægterne af leje af separate abonnentnet på forretningsområdet Lokal abonnenttilslutning.

Bidrag til dækning af underskud på abonnenttilslutningen

I medlemsstater med ordninger i forbindelse med underskud på abonnenttilslutningen, fordeles bidrag hertil på forretningsområdet Lokal abonnenttilslutning.

Bidrag til forsyningspligtydelser

I medlemsstater med ordninger i forbindelse med finansiering af bidrag til forsyningspligtydelser, fordeles bidrag fra andre operatører på området Abonnementsordninger. Desuden skal der i regnskabet udarbejdes en forklarende note, der påviser, at der ikke finder nogen diskriminering sted mellem bidrag over for andre operatører og de bidrag, der opkræves (indirekte) internt.

Samtrafiktakster

Samtrafiktakster, herunder enkeltstående omkostninger ved etablering af et samtrafikpunkt, samt omsætningsrelaterede takster, fordeles på Basisnet.

Samtaleafgifter

Indtægter af samtaleafgifter fordeles på den relevante tjeneste i forretningsområdet Abonnementsordninger.

Leje og salg af udstyr

Indtægter af leje og salg af udstyr, såsom telefoner og telefaxapparater fordeles på den relevante tjeneste i »Andre aktiviteter«.

Indtægter af reklamer i telefonbøger

Indtægter modtaget for reklamer i telefonbøger fordeles på et regnskab for nummertjenester i forretningsområdet »Andre aktiviteter«.

Tekniske tjenester/Konsulentvirksomhed

Indtægter af tekniske tjenester/konsulentvirksomhed, bortset fra samtrafik, fordeles på »Andre aktiviteter«.

6.2. Andre indtægter

Operatører kan også generere indtægter af ikke-telefonitjenester. I overensstemmelse med princippet om korrekt afvejning fordeles disse indtægter på de aktiviteter, de vedrører.

Et eksempel ville være indtægter af fremleje af dele af ejendomme, som anvendes af basistelefonitjenester, og indtægterne heraf kan behandles på forskellig vis. Bl.a. kan man:

- behandle indtægten som indtægt for fremleje af faciliteterne; og

- opføre indtægten under »Andre aktiviteter«.

Den ene fremgangsmåde er ikke nødvendigvis bedre end de andre mulige fremgangsmåder. Imidlertid er det vigtigt, at indtægterne af ikke-basisaktiviteter og de dermed forbundne omkostninger behandles konsekvent. I modsat fald vil det føre til, at overskuddet af et forretningsområde værdiansættes for lavt, mens overskuddet af et andet forretningsområde ansættes for højt.

Indkomst af anlægsinvesteringer

Indkomst af anlægsinvesteringer fordeles på samme måde som de investeringer, de vedrører. På baggrund af den fremgangsmåde, der er vedtaget i afsnit 5 for fordelingen af rent finansielle investeringer og investeringer i ikke-relaterede aktiviteter, vil indkomsten af disse investeringer blive fordelt på »Andre aktiviteter«. Indkomst af anlægsinvesteringer fordeles kun på området Lokal abonnenttilslutning, Basisnettet eller Abonnementsordningen, såfremt de relaterede investeringer fordeles på samme måde.

Indkomst af kortfristede investeringer

Samme principper finder anvendelse på indkomst af kortfristede investeringer. Indkomsten fordeles på det forretningsområde, som den tilknyttede investering er fordelt på.

7. Rapporteringskrav

I dette afsnit af retningslinjerne redegøres der for de oplysninger, som operatører skal udarbejde med henblik på en opsplitning af regnskaberne, lige som vi ser på, i hvilket omfang, disse oplysninger skal offentliggøres.

7.1. Foreslåede regnskaber

Der skal udarbejdes særskilte regnskaber for operatørers aktiviteter inden for forretningsområderne Lokal abonnenttilslutning, Basisnet, og Abonnementsordninger, sammen med oplysninger om »Andre aktiviteter«, opsummeret i et enkelt sæt regnskaber (9).

Der skal udarbejdes følgende oplysninger for hvert sæt regnskaber:

- en resultatopgørelse; og

- balanceoplysninger i en form, der står i forhold til omfanget af investeret kapital i relation til prisfastsættelsen.

Operatørens abonnementsaktiviteter omfatter både lovregulerede og ikke-lovregulerede aktiviteter. Der skal udarbejdes særskilte regnskaber for hver enkelt lovreguleret aktivitet. Det er de nationale tilsynsmyndigheder, der fastlægger de abonnementsaktiviteter, for hvilke der skal udarbejdes særskilte regnskaber under hensyntagen til de nationale og fællesskabsretlige krav om gennemsigtighed.

Det vil ikke være hensigtsmæssigt at kræve, at operatørerne skal give detaljerede finansielle oplysninger om deres ikke-lovregulerede aktiviteter, som de ikke ellers ville skulle oplyse i henhold til nationale bestemmelser. Sådanne oplysninger skal betragtes som forretningshemmeligheder. Oplysninger herom skal i stedet vises samlet og indberettes som »Abonnementsordninger - andre aktiviteter«.

7.2. Indholdet af indberetningerne

I figur 7.1 sidst i dette afsnit er indeholdt et forslag til en resultatopgørelse og en balance for Basisnet, for så vidt angår opsplitning af regnskaber. I figur 7.2, 7.3 og 7.4, er vist foreslåede formater for Lokal abonnenttilslutning, Abonnementsordninger og Andre aktiviteter.

Enhver trafiktakst til eller fra andre forretningsområder skal fremgå klart af alle regnskaber. Eksempelvis skal takster betalt af operatørens egen abonnementsaktivitet for samtrafiktjenester fremgå tydeligt som en omkostning i regnskabet for Abonnementsordninger og som en indtægt i Basisnet-regnskabet.

Det skal ligeledes af regnskabet udtrykkeligt fremgå, hvis der er nogen forskelle mellem de omkostninger, som operatøren har fordelt på forskellige aktiviteter, og de omkostninger, som den nationale tilsynsmyndighed gav tilladelse til at fastlægge som takstgrundlag. Det vil give gennemsigtighed, for så vidt angår omfanget af de omkostninger, som den nationale tilsynsmyndighed har udeladt som beregningsgrundlag, og for så vidt angår baggrunden for at udelade dem.

7.3. Udgangspunkt for udarbejdelsen

Der skal udarbejdes særskilte regnskaber med udgangspunkt i de løbende omkostninger. Tillægget giver vejledning i brugen af regnskabssystemer, der bygger på løbende omkostninger.

7.4. Revisionskrav

Som fastsat i artikel 8 i samtrafikdirektivet skal de af operatørerne udfærdigede særskilte regnskaber underkastes en uafhængig revision i overensstemmelse med de relevante love i medlemsstaten.

7.5. Andre oplysninger

Følgende oplysninger skal ligeledes indgå i udarbejdelsen af særskilte regnskaber:

- en redegørelse for de til grund for regnskabsudarbejdelsen liggende principper

- en afstemning mellem de særskilte regnskaber og operatørens lovpligtige regnskaber

- en matrix der opsummerer de samlede trafiktakster mellem forskellige regnskaber. Af denne matrix vil klart fremgå de samlede takster fra f.eks. Basisnet til Abonnementsordninger, og vil indgå i afstemningen mellem de særskilte regnskaber og de lovpligtige regnskaber

- en redegørelse for, på hvilket grundlag ikke-henførbare omkostninger er blevet fordelt mellem forskellige regnskaber (10)

- oplysninger om de anvendte omkostningsfordelingsmetoder med henblik på at udarbejde særskilte regnskaber. Det skal ske så detaljeret, at forholdet mellem omkostninger og samtrafiktakster klart fremgår

- en redegørelse for gennemsnitsomkostningerne for netkomponenter; og

- i medlemsstater med ordninger i forbindelse med finansiering af bidrag til forsyningspligtydelser udarbejdes en forklarende note, der viser, at der ikke finder nogen diskriminering sted mellem bidrag over for andre operatører og de bidrag, der opkræves (indirekte) internt.

Det er op til operatørerne, efter konsultation af den nationale tilsynsmyndighed, at bestemme den form, ovennævnte oplysninger skal præsenteres i.

I henhold til samtrafikdirektivet skal operatører ligeledes tilbyde samtrafiktjenester til andre operatører på samme vilkår, som gælder for tjenester, der udbydes af dem selv (dvs. internt), deres underafdelinger eller partnere. Med dette for øje skal operatørerne tilvejebringe oplysninger til deres nationale tilsynsmyndighed, hvoraf fremgår, at der ikke har fundet utilbørlig diskriminering sted mellem udbuddet af tjenester internt, og tjenester der udbydes eksternt. Det er op til den enkelte nationale tilsynsmyndighed at give regler for, i hvilken form disse oplysninger skal foreligge, samt bestemme hvorledes disse oplysninger skal vurderes.

7.6. Offentliggørelse af oplysninger

Offentliggørelse af oplysninger som krævet i samtrafikdirektivet tjener en række formål, bl.a.:

- synliggøre forholdet mellem samtrafiktakster og omkostninger

- skabe gennemsigtighed med hensyn til de samtrafiktakster, som betales af operatørens egne abonnementsaktiviteter og sikkerhed for, at der ikke har fundet utilbørlig diskrimination sted mellem et internt og eksternt udbud af samtrafiktakster; og

- medvirke til at sikre tilliden til samtrafikordningen.

De nationale tilsynsmyndigheder skal tilskynde til en offentliggørelse af så mange af de ovennævnte oplysninger som muligt.

Oplysninger, der opfattes som forretningshemmeligheder, offentliggøres ikke.

Det kan ikke undgås, at der vil komme til at ske ændringer i operatørernes omkostningsfordelingsmetoder, navnlig for de operatører, som ikke traditionelt har skullet udarbejde særskilte regnskaber. Derfor skal de nationale tilsynsmyndigheder overveje, i hvilket omfang ovennævnte oplysninger offentliggøres i det første år efter vedtagelsen af samtrafikdirektivet. De af operatørerne anvendte omkostningsfordelingsmetoder skal offentliggøres straks.

Figur 7.1. Foreslåede indberetningsformater for forretningsområdet basisnet

>START GRAFIK>

>SLUT GRAFIK>

Figur 7.2. Foreslåede indberetningsformater for forretningsområdet lokal abonnenttilslutning

>START GRAFIK>

>SLUT GRAFIK>

Figur 7.3 Foreslåede indberetningsformater for forretningsområdet abonnementsordninger

>START GRAFIK>

>SLUT GRAFIK>

Figur 7.4. Foreslåede indberetningsformater for »Andre aktiviteter«

>START GRAFIK>

>SLUT GRAFIK>

Tillæg

Regnskabsførelse på basis af nutidsomkostninger

1. Beregning af aktivværdier på basis af løbende omkostninger

Et hovedelement i metoden med løbende omkostninger er værdiansættelsen af aktiver. Aktiver kan værdiansættes med udgangspunkt i følgende overvejelser og tommelfingerregler:

Netto-genanskaffelsesomkostninger

Netto-genanskaffelsesomkostninger er omkostningerne ved at udskifte et aktiv med et andet med tilsvarende karakteristika og alder.

En væsentlig faktor i denne formel er beregningen af aktivets genanskaffelsesomkostninger. Genanskaffelsesomkostningerne kan simpelt hen være omkostningerne i dag ved at erstatte aktivet med et identisk aktiv. Med de hastige teknologiske fremskridt kan et eksisterende aktiv imidlertid meget vel tænkes ikke længere at kunne erstattes (f.eks. fordi det ikke længere fremstilles). I dette tilfælde er det nødvendigt at beregne værdien af et moderne ækvivalent aktiv (Modern Equivalent Asset (»MEA«)), som er værdien af et aktiv med samme kapacitet og funktionalitet som det eksisterende aktiv. De spørgsmål i relation til beregningen af MEA-værdierne, som vedrører teleoperatører, behandles neden for.

Restværdi

Ved restværdi (Deprival Value (»DV«)) forstås nytteværdien af aktivet for organisationen, dvs. den højeste værdi af den økonomiske værdi, som aktivet forventes at generere, eller den nettoværdi af aktivet, der kan realiseres (net realisable value (»NRV«)), såfremt det blev solgt.

Økonomisk værdi

Økonomisk værdi (»EV«) er en målestok for værdien af et aktiv baseret på nettonutidsværdien af fremtidige pengestrømme.

Værdiansættelsesreglerne kan opsummeres som følger:

- Hvis EV > NRV, vil selskabet beholde aktivet med dets nuværende anvendelse.

- Hvis NRV > EV, vil selskabet sælge aktivet nu, fordi provenuet af salget ville overstige den økonomiske værdi, som det ville forventes at generere ved fortsat brug.

Derfor er restværdien eller beløbet for aktivet, der kan realiseres, den højeste værdi af EV og NRV. De løbende omkostninger er derfor de laveste af aktivets restværdi og netto-genanskaffelsesomkostninger. Det vil sige, det laveste af det beløb, som selskabet ville kunne få for aktivet, og omkostningerne for selskabet ved at erstatte aktivet med et identisk aktiv.

2. Værdiansættelse af et MES

Vedtagelsen af CCA-metoder inden for telekommunikation kompliceres af den hastighed, hvormed det teknologiske fremskridt i industrien skrider frem. Det har virkninger både med hensyn til at identificere relevante genanskaffelsesomkostninger for aktiver, der bruger gammel teknologi, og at sikre, at aktiverne fremviser samme funktionalitet og egenskaber.

Eksempler på teknologiske problemstillinger for teleoperatører er bl.a.:

- kobber- modsat fiberkabler

- analog- modsat digitalopkoblinger; og

- PDH-transmissionsteknologi modsat SDH-teknologi.

De nye teknologier er normalt de gamle teknologier langt overlegne med hensyn til funktionalitet og effektivitet. Da MEA-værdierne imidlertid skal afspejle aktiver med ækvivalent kapacitet og funktionalitet, er det nødvendigt at foretage korrektioner af den gældende købspris og også de relaterede driftsomkostninger - f.eks. kan det være, at det nye aktiv kræver mindre vedligeholdelse.

3. Korrektioner i regnskaber opstillet på basis af nutidsomkostninger

Der findes to alternative fremgangsmåder for CCA. De adskiller sig i deres måde at behandle »kapitalvedligeholdelse«, på. Dvs. den måde, hvorpå et selskabs kapital betragtes, når man skal bestemme overskuddet.

Kapital kan enten anskues ud fra en operationel synsvinkel (dvs. som selskabets evne til at producere varer og tjenester) eller fra en finansiel synsvinkel (dvs. som værdien af aktionærens egenkapitalandel). Det kendes under begreberne driftskapitalvedligeholdelse og finansiel kapitalvedligeholdelse:

- Driftskapitalvedligeholdelse (Operating Capital Maintenance (»OCM«)) tager højde for selskabets driftsevne. Fortalere for OCM hævder, at kapitalvedligeholdelse under denne fremgangsmåde kræver, at selskabet har lige så stor driftsevne - eller produktivitetsevne - pr. periodens ultimo som pr. primo perioden (11).

- Finansiel kapitalvedligeholdelse (Financial Capital Maintenance (»FCM«)) tager udgangspunkt i, at selskabets finansielle kapital holdes i løbende priser. Kapitalen antages at blive bevaret, såfremt aktionærernes midler ultimo en periode fastholdes i faste priser på samme niveau som primo en periode (12).

3.1. De væsentligste korrektioner under OCM

Som anført oven for vedrører dette begreb vedligeholdelse af operatørens produktionskapacitet. En af de væsentligste korrektioner drejer sig om revaluering af anlægsaktiver til løbende omkostninger. Som følge af en sådan revaluering er det dernæst nødvendigt med yderligere korrektioner for at værdifastsætte afskrivningsbeløbene igen. Disse identificeres neden for.

Opskrivning af anlægsaktiver

Under OCM opskrives den bogførte bruttoværdi af aktiverne med henblik på at tage højde for specifikke ændringer i prisen på aktiver og teknologiske ændringer.

En måde at beregne et aktivs løbende omkostninger på er at anvende specifikke prisindekser på den eksisterende bogførte bruttoværdi af aktiver. De kan være kommet fra selskabets indkøbsafdeling. Alternativt kan værdiansættelsen efter MEA-metoderne anvendes. Disse metoder baserer værdien af aktiver på de løbende omkostninger for moderne ækvivalente aktiver under forudsætning af omkostnings-»reduktioner«. Disse reduktioner drøftes nærmere neden for.

Supplerende afskrivning

Afskrivningsomkostningerne for året beregnes på grundlag af de nye aktivværdiansættelser. Det sikrer, at de løbende omkostninger for anlægsaktiver, der forbruges i løbet af året, holdes op mod indtægterne. For hvert enkelt aktiv, eller gruppe af aktiver, kan OCM-afskrivningsomkostningerne - under forudsætning af lineært afskrivning - fås ved at dividere brutto-genanskaffelsesomkostningerne med aktivets levetid.

Supplerende afskrivning er forskellen mellem afskrivning efter afholdte omkostninger og afskrivning efter løbende omkostninger. Den kan være positiv eller negativ afhængigt af, om værdien af aktiverne er stigende eller faldende. Det er en omkostning, der modregnes i overskuddet i resultatopgørelsen.

Illustration af disse begreber

Tabellerne neden for illustrerer ovennævnte begreber ved et eksempel på et aktiv, indkøbt for 10 000 ECU. Aktivets forventede levetid er 4 år. For forenklingens skyld antages det, at aktivet afskrives lineært. I tabel 1 antages det, at omkostningerne ved genanskaffelse af aktivet falder med 10 % pr. år. I tabel 2 antages det derimod, at omkostningerne ved genanskaffelse stiger med 5 % pr. år.

>TABELPOSITION>

>TABELPOSITION>

Afledning/forklaring:

- løbende omkostninger er aktivets genanskaffelsesomkostninger

- afskrivning på grundlag af løbende omkostninger fremkommer som brutto-genanskaffelsesomkostningerne divideret med aktivets levetid

- afskrivning på grundlag af afholdte omkostninger er de oprindelige erhvervelsesomkostninger divideret med aktivets levetid

- supplerende afskrivning er den yderligere afskrivning, der pålignes som følge af revaluering af aktivet (den kan også beregnes som afskrivning på grundlag af løbende omkostninger, minus afskrivning på grundlag af afholdte omkostninger)

- kumulativ afskrivning er summen af de kumulative afskrivninger på de løbende omkostninger pr. ultimo den foregående periode, »backlog«-afskrivningerne for den foregående periode og afskrivningerne på de løbende omkostninger for indeværende periode. Det svarer til den nødvendige afskrivning pr. ultimo den foregående periode plus afskrivningen på løbende omkostninger for indeværende periode.

- »Nødvendige« afskrivninger er de kumulative afskrivninger, der ville være pålignet ud fra de løbende omkostninger for aktivet - eller sagt på en anden måde er det forskellen mellem aktivets brutto- og netto-genanskaffelsesomkostninger, og

- »Backlog«-afskrivninger er forskellen mellem krævede afskrivninger og kumulative afskrivninger.

3.2. Yderligere korrektioner under finansiel kapitalvedligeholdelse (FCM)

Under FCM skal der foretages en lignende korrektion som under OCM-ordningen, for så vidt angår opskrivning af anlægsaktiver og supplerende afskrivninger. Imidlertid skal nogle af behandlingerne under FCM i relation til resultatopgørelsen korrigeres yderligere for at tage højde for gevinster eller tab, der opstår som følge af virkningen af aktivspecifik inflation på aktivers nutidsværdi og virkningen af den generelle inflation på aktionærernes midler (13).

4. Hvilket kapitalvedligeholdelseskoncept?

Oven for er der redegjort for de væsentligste korrektioner, der skal foretages i forbindelse med regnskaber på basis af afholdte omkostninger med henblik på at få oplysninger om de løbende omkostninger ved anvendelse af OCM og FCM. Det har den baggrund, at det afspejler det forhold, at overgangen til LRAIC fra fuldt fordelte afholdte omkostninger som udgangspunkt for fastlæggelsen af samtrafiktakster kræver, at aktiver værdiansættes til deres markedsværdi (eller løbende omkostninger). Brugen af oplysninger på grundlag af løbende omkostninger er derfor et kardinalpunkt, der skal være med til at fastlægge de relevante samtrafiktakster, og valget af kapitalvedligeholdelse, som en effektiv operatør bruger, skal have særlig fokus (14).

Hvis OCM blev anvendt til fastlæggelse af takster, ville indtægtskravet (15), fremkomme som summen af driftsomkostninger, afskrivninger på basis af afholdte omkostninger, supplerende afskrivninger og et afkast af nettoaktiver. Under FCM vil indtægtskravet svare til summen af driftsomkostninger, afskrivninger på basis af afholdte omkostninger, supplerende afskrivninger og et afkast af nettoaktiver minus gevinst/tab plus korrektion for aktionærernes midler. Den krævede kapital afviger derfor afhængigt at det anvendte kapitalvedligeholdelseskoncept.

Brugen af OCM-konceptet kan systematisk komme til at indebære, at utilstrækkelige eller overskydende afkast medtages i de tilladte indtægter (afhængigt af om aktiv-specifik inflation forventes at være lavere eller højere end den generelle inflation). Det er ikke noget ønskværdigt karakteristikum for nogen forskriftsmæssig ordning, idet det ikke i tilstrækkeligt omfang ville påvirke investeringslysten positivt. Det er grunden til, at FCM er det foretrukne kapitalvedligeholdelseskoncept.

(1) Principielt kan omfanget af de særskilte regnskaber, der udarbejdes for den enkelte aktivitet inden for abonnementsordningerne, forventes at falde med tiden, efterhånden som udbuddet at tjenester bliver mere og mere konkurrencebestemt.

(2) Kilde: Kommissionens meddelelse om kriterier for vurdering af nationale ordninger til omkostningsberegning og finansiering af forsyningspligtydelser inden for telekommunikation og retningslinjer for medlemsstaterne for driften af sådanne ordninger, KOM(96) 608 endelig udg., Bruxelles, den 11. november 1996.

(3) Som må forventes at ændre sig over tid som en konsekvens af ændrede krav på markedet.

(4) Herunder drifts- og kapitalomkostninger.

(5) Finansøkonomi og faktisk investoradfærd lærer, at egenkapitalomkostningen »re

« er lig med omkostningen ved risikofri gæld, plus et risikotillæg, afhængigt af den underliggende aktivitet og af det finansielle marked, der benyttes. Aktiviteter med større konkurrence indebærer sædvanligvis større risiko. Gældsomkostningen »rd

« varierer ligeledes mellem aktiviteter mellem selskaber, men - for et givet finansielt marked - ikke så meget som egenkapitalomkostningen »re

«. Som for kapitalstrukturen (E og D) bør den også afspejle regnskabet for hver enkelt hovedaktivitet. Hvor der kun er et hovedregnskab for flere forskellige aktiviteter, kan det accepteres, at der benyttes samme kapitalstruktur for disse aktiviteter. I denne forbindelse kan gældsomkostningen »rd

« normalt antages at være den samme for alle aktiviteter, medmindre de har markant forskellige regnskaber.

(6) Dvs. anlægsaktiver + omsætningsaktiver - kreditorer (minus gæld) - hensættelser.

(7) Arthur Andersen-rapporten om opsplitning af regnskaber inden for rammerne af ONP opstiller yderligere retningslinjer for anvendelsen af disse principper på behandlingen af anlægsinvesteringer, kortfristede investeringer, langfristede investeringer, samt skatte- og udbytteforpligtelser. Det er potentielt kontroversielle områder, som er omfattet af reglerne for god regnskabsskik i den enkelte medlemsstat, og de ligger således uden for anvendelsesområdet for disse retningslinjer.

(8) Samme princip kan anvendes analogt på andre net.

(9) Såfremt de nationale tilsynsmyndigheder, som drøftet i afsnit 1, kræver, at der skal udarbejdes særskilte sæt regnskaber for visse »Andre aktiviteter«, skal der ligeledes udarbejdes rapporter herfor. Det vil reducere omfanget af aktiviteterne, der er medtaget i regnskaberne for »Andre aktiviteter«.

(10) Bedste praksis er at fordele ikke-henførbare omkostninger i de endelige regnskaber på samme måde, som de blev fordelt, for så vidt angår prisfastsættelsen.

(11) Effektivt og langsigtet.

(12) For kapital som udnyttet af en effektiv operator.

(13) Arthur Andersen-rapporten om opsplitning af regnskaber inden for rammerne af ONP giver yderligere vejledning i de regnskabsmæssige korrektioner, der skal ske under finansiel kapitalvedligeholdelseskoncept.

(14) Forudsat at graden af investeringer i aktiver er effektiv.

(15) Defineret som det indtægtsniveau, der er nødvendigt for at opnå et rimeligt afkast.