EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995R2221

Kommissionens forordning (EF) nr. 2221/95 af 20. september 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 386/90 for så vidt angår fysisk kontrol ved udførsel af landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitutioner

EFT L 224 af 21.9.1995, p. 13–18 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/12/2002; ophævet ved 32002R2090

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1995/2221/oj

31995R2221

Kommissionens forordning (EF) nr. 2221/95 af 20. september 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 386/90 for så vidt angår fysisk kontrol ved udførsel af landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitutioner

EF-Tidende nr. L 224 af 21/09/1995 s. 0013 - 0018


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 2221/95 af 20. september 1995 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 386/90 for så vidt angår fysisk kontrol ved udførsel af landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitutioner

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 386/90 af 12. februar 1990 om kontrol i forbindelse med udførsel af landbrugsprodukter, der giver ret til udbetaling af restitutioner eller andre beløb (1), ændret ved forordning (EF) nr. 163/94 (2), særlig artikel 6, og

ud fra følgende betragtninger:

Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2030/90 (3) er der fastsat gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 386/90; forordningens gennemførelsesbestemmelser er begrænset til kun at omfatte de bestemmelser, der er strengt nødvendige for en hurtig gennemførelse af EF-ordningen, idet det forudses, at de senere suppleres på baggrund af erfaringerne, bl.a. med hensyn til de kvantitative aspekter ved den fysiske kontrol;

de kontrolforanstaltninger, som allerede gælder, og navnlig dem, der eksisterer inden for rammerne af følgende bestemmelser, bør anvendes:

- Kommissionens forordning (EØF) nr. 2200/87 af 8. juli 1987 om almindelige bestemmelser for tilvejebringelse i Fællesskabet af produkter, der skal leveres som led i Fællesskabets fødevarehjælp (4), ændret ved forordning (EØF) nr. 790/91 (5)

- Kommissionens forordning (EØF) nr. 3665/87 af 27. november 1987 om fælles gennemførelsesbestemmelser for eksportrestitutioner for landbrugsprodukter (6), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1384/95 (7);

i sin supplerende rapport (8) til Rådet om anvendelsen af forordning (EØF) nr. 386/90 understregede Kommissionen, at den havde til hensigt at give en mere præcis definition af begrebet »fysisk kontrol«, der er omhandlet i artikel 2, litra a), i forordning (EØF) nr. 386/90, for at EF-bestemmelserne kan blive anvendt mere ensartet i medlemsstaterne;

det er nødvendigt at træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at det på ethvert tidspunkt kan afgøres, om kontrolsatsen på 5 % er nået;

det er nødvendigt at fastsætte regler for de tilfælde, hvor der kun er et ubetydeligt antal udførsler i forbindelse med et toldsted;

for at imødegå risiko for ombytning af varerne, når udførselsangivelserne antages af et toldsted inde i en medlemsstat, er der nødvendigt at fastsætte, hvor ofte der som minimum skal foretages »kontrol af ombytning« ved det toldsted, hvor varerne forlader Fællesskabets område; i betragtning af det sted kontrollen af ombytning gennemføres, bør kontrollen have form af en lempet kontrol;

for at begrænse risikoen for ombytning er det nødvendigt at forsegle alle transportmidler eller kolli, bortset fra undtagelsestilfælde, hvor produkternes identifikation kan sikres på anden vis;

Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (9), ændret ved akten vedrørende Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse, og de ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 (10), senest ændret ved forordning (EF) nr. 1762/95 (11), fastsatte gennemførelsesbestemmelser anvendes på udførsler af alle industri- og landbrugsprodukter; for landbrugsprodukter, som der ydes eksportrestitution for, kan det være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser;

for at de nye bestemmelser lettere kan anvendes i praksis, og for at der kan skabes større klarhed og sikres en bedre administration, bør forordning (EØF) nr. 2030/90 erstattes af nærværende forordning;

erfaringen viser, at disse foranstaltninger er nødvendige; de er afpasset efter forholdene, og de bør anvendes ensartet;

de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra de berørte forvaltningskomitéer -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Ved denne forordning fastsættes gennemførelsesbestemmelserne for den fysiske kontrol, der omhandles i artikel 2, litra a), i forordning (EØF) nr. 386/90, og den kontrol med ombytning af varerne, der omhandles i samme forordnings artikel 3a.

Artikel 2

1. Denne forordning:

a) gælder for udførsel til tredjelande af landbrugsvarer og for hermed ligestillede transaktioner, jf. artikel 34 og 42 i forordning (EØF) nr. 3665/87, for hvilke der ansøges om restitutioner, medmindre stk. 2 anvendes

b) gælder ikke for udførsel, der sker som led i EF-fødevarehjælp efter forordning (EØF) nr. 2200/87, og for hvilken der er fastsat en særlig kontrolordning.

2. Med forbehold af de kontrolforanstaltninger, der er nævnt i artikel 35, stk. 4, og artikel 42, stk. 4, i forordning (EØF) nr. 3665/87, kan medlemsstaterne undlade at foretage fysisk kontrol og kontrol af ombytning for de leveringer, der omhandles i artikel 34 og 42 i samme forordning, hvis det drejer sig om eksportører, der drager fordel af proceduren i artikel 35 i forordning (EØF) nr. 3665/87 og eventuelt proceduren i artikel 488-494 i forordning (EØF) nr. 2454/93.

3. Medlemsstaterne kan ved beregningen af den minimumssats for kontrol, der er fastsat i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 386/90, undlade at tage hensyn til udførselsangivelser, der gælder mængder på ikke over

- 5 000 kg, for så vidt angår korn- og rissektoren, og

- 500 kg, for så vidt andre produkter.

4. De medlemsstater, der benytter sig af de i stk. 2 og 3 nævnte muligheder, træffer de nødvendige foranstaltninger til at hindre, at bestemmelserne omgås eller misbruges.

Artikel 3

Ved fastlæggelse af beregningsgrundlaget for den procentdel, der skal anvendes for den fysiske kontrol, der omhandles i artikel 2, litra a), i forordning (EØF) nr. 386/90, forstås ved toldsted efter artikel 3, stk. 2, første led, i samme forordning ethvert kontor, der er beføjet til at afslutte toldformaliteterne ved udførsel for de pågældende produkter.

Artikel 4

Ved anvendelse af artikel 3, stk. 2, tredje led, i forordning (EØF) nr. 386/90 betragtes produkter, der henhører under samme landbrugsmarkedsordning, som tilhørende en enkelt varesektor.

Produkter, der henhører under sektorerne for korn og ris, udgør dog en enkelt varesektor, og varer uden for traktatens bilag II udgør en enkelt varesektor.

Artikel 5

1. Ved »fysisk kontrol« efter artikel 2, litra a), i forordning (EØF) nr. 386/90 forstås kontrol af, at der er overensstemmelse mellem udførselsangivelsen, herunder de dokumenter, der er fremlagt til støtte for angivelsen, og varen, hvad angår dennes mængde, art og kendetegn.

Foreligger den i bilaget beskrevne situation, anvendes de metoder, som er anført i bilaget.

Udførselstoldstedet overvåger, at artikel 13 i forordning (EØF) nr. 3665/87 overholdes.

2. En fysisk kontrol, som eksportøren på forhånd har fået eller har kunnet få underretning om, kan ikke regnes som en fysisk kontrol.

Første afsnit gælder ikke for det tilfælde, hvor der foretages regnskabskontrol i en virksomhed efter punkt 3. a) i bilaget.

3. Hvis et udførselstoldsted antager under 20 udførselsangivelser pr. år pr. sektor, skal der mindst foretages fysisk kontrol af én udførselsangivelse pr. sektor.

4. Hvis restitutionssatsen afhænger af indholdet af bestemte bestanddele, udtager udførselstoldstedet ved den fysiske kontrol repræsentative prøver til en analyse af ingredienserne i det kompetente laboratorium.

Artikel 6

For at sikre identiteten af de varer, der skal udføres, mellem udførselstoldstedet og det toldsted, hvor varerne forlader Fællesskabets toldområde, skal transportmidlerne eller kolliene forsegles ifølge bestemmelserne i artikel 349 i forordning (EØF) nr. 2454/93.

Artikel 7

1. Det enkelte udførselstoldsted træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at det på ethvert tidspunkt kan afgøres, om den samlede kontrolsats på 5 % er nået.

Foranstaltningerne skal indebære, at følgende fremgår for hver sektor:

- antallet af udførselsangivelser, der er taget i betragtning i forbindelse med den fysiske kontrol, og

- det antal tilfælde, hvor der er foretaget fysisk kontrol.

2. Ved hver fysisk kontrol skal den toldembedsmand, der har foretaget kontrollen, udfærdige en detaljeret rapport.

Rapporten skal være forsynet med dato og navn på den pågældende embedsmand. Den skal efter udførslen opbevares på udførselstoldstedet eller i et andet kontor i tre år på en sådan måde, at den let kan konsulteres.

3. På det kontroleksemplar T5, der ledsager varen, skal følgende angives i rubrik D:

a) »386/90«, hvis udførselstoldstedet har foretaget fysisk kontrol

b) »2200/87«, hvis det drejer sig om udførsel som led i EF-fødevarehjælp.

Hvis udgangstoldstedet ligger i samme medlemsstat som udførselstoldstedet, anføres den angivelse på det nationale dokument, der ledsager varen.

Artikel 8

1. Ved forudbetaling af restitutionen i medfør af artikel 25-29 i forordning (EØF) nr. 3665/87 kan den fysiske kontrol, der er gennemført af myndighederne:

- ved indlagringen eller under oplagringen, for så vidt angår det i forordningens artikel 28 nævnte tilfælde

- fra forarbejdningsstadiet, for så vidt angår det i forordningens artikel 27 nævnte tilfælde

tages i betragtning ved beregning af den minimumskontrolsats, der er nævnt i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 386/90, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den fysiske kontrol, der er gennemført inden afslutningen af toldformaliteterne i forbindelse med udførsel, skal opfylde de samme kriterier med hensyn til intensitet som den kontrol, der skal gennemføres ifølge artikel 5 i nærværende forordning, og

b) de produkter og varer, der har været omfattet af den forudgående fysiske kontrol, skal være identiske med udførselsangivelsen.

2. Hvis der er foretaget analyser og anden fysisk kontrol forud for afslutningen af toldformaliteterne ved udførsel i henhold til EF-bestemmelser eller nationale bestemmelser, der gælder for den pågældende toldordning eller for de fabrikationsmetoder, produkterne eller varerne har været omfattet af, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Artikel 9

1. Hvis udførselsangivelsen er godkendt af et udførselstoldsted, som ikke er udgangstoldstedet, skal toldstedet for udgang fra Fællesskabets toldområde foretage kontrol af ombytning på betingelserne i denne artikel.

2. Uden at anvendelsen af kontrolforanstaltninger i henhold til andre bestemmelser i øvrigt indskrænkes, foretages kontrollen af ombytning så vidt muligt ved anvendelse af risikoanalyse, og der skal foretages kontrol mindst en gang om dagen, hvis udførselstoldstedet ikke har forseglet transportmidlet eller kolliet.

3. Hvis der er anvendt veterinærstempel og foretaget toldplombering på grund af kravene i bestemmelsestredjelandet, skal kontrollen af ombytning kun foretages, hvis der foreligger mistanke om svig.

4. Kontrollen af ombytning foretages ved, at det ved besigtigelse undersøges, om der er overensstemmelse mellem varen og det dokument, der har ledsaget varen fra udførselstoldstedet til udgangstoldstedet.

Der udtages kun en analyseprøve, hvis udgangstoldstedet ikke kan kontrollere overensstemmelsen mellem varen og dokumentet ved besigtigelse og under anvendelse af oplysningerne fra emballager og dokumenter. I så fald anvendes artikel 5, stk. 4, i denne forordning ikke.

5. Det enkelte udgangstoldsted træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at følgende på ethvert tidspunkt kan konstateres:

- antallet af udførselsangivelser, der er taget i betragtning i forbindelse med kontrollen af ombytning

- det antal tilfælde, hvor der er foretaget kontrol af ombytning.

Hvis udgangstoldstedet har udtaget en prøve, skal oplysningen »prøve udtaget« være anført på kontroleksemplar T5 eller på det eventuelle nationale dokument, som sendes tilbage til myndighederne.

Der opbevares en genpart eller en kopi af det officielle dokument på udgangstoldstedet.

6. Udgangstoldstedet underretter skriftligt de i stk. 5 nævnte myndigheder om analyseresultatet, idet det anfører:

- »overensstemmende analyseresultat«, eller

- resultatet af analysen, hvis dette ikke stemmer overens med det angivne produkt.

Artikel 10

Forordning (EØF) nr. 2030/90 ophæves.

Artikel 11

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 1996 for udførselsangivelser, der antages fra denne dato.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. september 1995.

På Kommissionens vegne

Franz FISCHLER

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. L 42 af 16. 2. 1990, s. 6.

(2) EFT nr. L 24 af 29. 1. 1994, s. 2.

(3) EFT nr. L 186 af 18. 7. 1990, s. 6.

(4) EFT nr. L 204 af 25. 7. 1987, s. 1.

(5) EFT nr. L 81 af 28. 3. 1991, s. 108.

(6) EFT nr. L 351 af 14. 12. 1987, s. 1.

(7) EFT nr. L 134 af 20. 6. 1995, s. 14.

(8) EFT nr. C 218 af 12. 8. 1993, s. 14.

(9) EFT nr. L 302 af 19. 10. 1992, s. 1.

(10) EFT nr. L 253 af 11. 10. 1993, s. 1.

(11) EFT nr. L 171 af 21. 7. 1995, s. 8.

BILAG

Metoder, der skal anvendes ved fysisk kontrol

1. a) Hvis eksportøren anvender lukkede læsseanlæg med automatisk, justeret vejning ved læsning af varer i løs afladning, foretages kontrollen af, at der er overensstemmelse mellem udførselsangivelsen og varen, ved at mængden bestemmes ved automatisk, justeret vejning, og arten og kendetegnene kontrolleres ved repræsentativt udvalgte prøver.

Desuden kontrollerer udførselstoldstedet ved stikprøvekontrol:

- at veje- og læsseanlæggene ikke åbner mulighed for, at varerne får utilsigtet bestemmelse i disse lukkede systemer, eller at de undergår nogen anden form for manipulation

- at fristerne for vejeanlæggenes justering ikke er udløbet, og at forseglingen er intakt, når der er tale om lukkede vejesystemer

- at de vejede partier faktisk er læsset på det fastsatte transportmiddel

- at oplysningerne i vejebøgerne eller vejeattesterne stemmer overens med oplysningerne i læssepapirerne.

b) Hvis mængden af varer i løs afladning i undtagelsestilfælde ikke konstateres ved et system med automatisk, justeret vejning, anvender toldstedet et andet kontrolmiddel, der handelsmæssigt set er tilfredsstillende.

2. a) Hvis eksportøren har angivet varer, for hvilke han ved emballeringen anvendte automatiske anlæg for påfyldning af sække, dåser, flasker m.v. . og automatisk, justeret vejning/måling eller anvendte emballager eller flasker efter Rådets direktiv 75/106/EØF (1) og 75/107/EØF (2), foretager udførselstoldstedet principielt en fuldstændig optælling af sække, dåser, flasker m.v., og kontrollerer arten og kendetegnene ved udtagning af repræsentative prøver. Vægten eller målet konstateres ud fra den automatiske, justerede vejning/måling eller på grundlag af emballagen eller flaskerne ifølge de to nævnte direktiver. Udførselstoldstedet kan veje eller måle en sæk, en dåse eller en flaske.

Hvis anlægget omfatter en automatisk, justeret tæller, kan tallene fra den automatiske tæller lægges til grund ved den fysiske kontrol af mængden.

Punkt (1. a), andet afsnit, finder tilsvarende anvendelse.

Hvis eksportøren anvender paller, der er læsset med kartoner, dåser m.v., udvælger udførselstoldstedet repræsentative paller og kontrollerer, om der faktisk er det angivne antal kartoner, dåser m.v. Fra disse paller udvælger toldstedet et antal repræsentative kartoner eller dåser, og antallet af flasker, pakker m.v. heri kontrolleres.

b) Hvis eksportøren ikke anvender anlæg som nævnt i første og andet afsnit, skal udførselstoldstedet tælle antallet af sække og dåser m.v. Art, kendetegn, vægt eller mål kontrolleres ved udtagning af repræsentative prøver. Foregående afsnit finder tilsvarende anvendelse.

3. a) For varer uden for bilag II,

- der er emballeret til detailsalg eller forsynet med relevant mærkning med oplysninger om indhold og vægt på den emballage, der umiddelbart omslutter varen, og

- som enten opfylder betingelserne i artikel 3, stk. 2, tredje afsnit, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1222/94 (3), eller for hvilke de anvendte produktmængder er dem, der er anført i bilag C til forordningen,

kan udførselstoldstedet anvende følgende fremgangsmåde:

aa) Først kontrollerer det vægten og indholdet af varen uden for bilag II i umiddelbar emballage ifølge oplysningerne på denne emballage. Det kan veje en enkeltvare uden emballage.

bb) Derefter tæller og/eller vejer det - principielt - den samlede mængde varer uden for bilag II i umiddelbar emballage.

Punkt 2. a) og 2. b) finder tilsvarende anvendelse.

Det kan udtage en prøve for at kontrollere, at der ikke er sket ombytning. Artikel 5, stk. 4, i denne forordning anvendes ikke.

cc) aaa) Udførselstoldstedet kan gå ud fra, at sammensætningen af varen uden for bilag II er korrekt, hvis beskrivelsen og det på den umiddelbare emballage anførte indhold er sammenhængende med udførselsangivelsen og identifikationskoden for registrering af fremstillingsformlen, der allerede skal være kontrolleret af myndighederne, og kontrollen skal være sket mindre end et år forud for udførslen.

I dette tilfælde sørger udførselstoldstedet for, at den officielle regnskabsinspektør hurtigst muligt efterfølgende kontrollerer, om den fremstillede varer er identisk med den udførte vare. Når regnskabsinspektøren har foretaget kontrollen, underretter han udførselstoldstedet om resultatet.

Hvis myndighederne endnu ikke har kontrolleret fremstillingsformlen, sørger udførselstoldstedet for, at den officielle regnskabsinspektør hurtigst muligt efterfølgende kontrollerer formlen og vareidentiteten.

bbb) For anvendelse af denne metode til kontrol af sammensætningen af en vare uden for bilag II indfører medlemsstaten forud en procedure, hvorved det sikres:

- at sammensætningen af varen uden for bilag II kan kontrolleres ved hjælp af regnskabet og de specifikke dokumenter, der har forbindelse med fremstillingen

- at identiteten af varen uden for bilag II, der er fremstillet, af udførselsangivelsen, af fremstillingsformlen og af den vare, der skal udføres, kan sikres ved hjælp af virksomhedens produktionsdokumenter, og

- at den officielle regnskabsinspektør efterfølgende kan kontrollere, at der er sammenfald mellem den udførte vare, den pågældende udførselsangivelse, fremstillingsformlen og den fremstillede vare.

b) De specifikke dokumenter vedrørende fremstillingen af en vare uden for bilag II skal opbevares af virksomheden i tre år efter det år, udførslen har fundet sted.

c) Anvendes fremgangsmåden i punkt 3. a) ikke, udtager udførselstoldstedet repræsentative prøver, uden at dette i øvrigt indskrænker anvendelsen af artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1222/94.

(1) EFT nr. L 42 af 15. 2. 1975, s. 1.

(2) EFT nr. L 42 af 15. 2. 1975, s. 14.

(3) EFT nr. L 136 af 31. 5. 1994, s. 5.

Top