31994D0662

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 27. juli 1994 om CDC-Participations tegning af obligationslaan emitteret af Air France (Kun den franske udgave er autentisk) (Tekst af betydning for EOES) (94/662/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

under henvisning til aftalen om Det Europaeiske OEkonomiske Samarbejdsomraade, saerlig artikel 62, stk. 1, litra a), og protokol 27,

efter i overensstemmelse med traktatens artikel 93 at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger samt under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I Efter anmodning fra Kommissionen af 1. marts 1993 underrettede den franske regering ved skrivelse af 22. april 1993, registreret hos Kommissionen den 27. april 1993, forsinket Kommissionen om to emissioner af obligationer foretaget af det statsejede selskab Compagnie nationale Air France (i det foelgende benaevnt »Air France«) med tegningsgaranti fra det statsejede selskab CDC-Participation (i det foelgende benaevnt »CDC-P«), der er et datterselskab af Caisse des dépots et des consignations (i det foelgende benaevnt »Caisse«).

Den 28. maj afholdt repraesentanter for Air France og den franske regering i Bruxelles et moede med de ansvarlige embedsmaend i Generaldirektoratet for Transport. De franske myndigheder overleverede en raekke dokumenter, der registreredes hos Kommissionen den 1. juni 1993.

Stoetten registreredes den 19. juli 1993 hos Kommissionens Generalsekretariat som uanmeldt stoette.

Den 10. november 1993 besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter artikel 93, stk. 2, med hensyn til naevnte transaktion mellem Air France og CDC-P. De franske myndigheder blev underrettet om beslutningen ved skrivelse af 7. december 1993. Skrivelsen blev offentliggjort i De Europaeiske Faellesskabers Tidende (1), og andre interesserede parter blev opfordret til at fremsaette deres bemaerkninger til sagen.

Kommissionen besluttede at indlede proceduren efter artikel 93, stk. 2, fordi den havde betaenkeligheder angaaende stoettens art og dens mulige virkninger for samhandelen inden for faellesmarkedet. Kommissionen oenskede isaer at faa klarhed over, hvorvidt stoetten faktisk blev ydet i forbindelse med en omstruktureringsplan. Hvis dette var tilfaeldet, oenskede Kommissionen at sikre sig, at Air France brugte og kun ville bruge den tilfoerte kapital til sin interne omstrukturering. Kommissionen ville desuden sikre sig, at stoetten til Air France ikke paavirkede samhandelen paa en maade, der strider mod den faelles interesse. For at kunne fastslaa, at Air France-koncernen ikke ville bruge stoetten til at overfoere sine vanskeligheder til konkurrenterne, ville Kommissionen have sikkerhed for, at stoetten til Air France ikke ville faa uacceptable virkninger i konkurrencemaessig henseende inden for Faellesskabet og isaer paa indenrigsruterne. Kommissionen anmodede derfor den franske regering om at fremlaegge de oplysninger, der var noedvendige til denne vurdering.

II De franske myndigheder svarede Kommissionen med skrivelse af 7. januar og 17. maj 1994.

De franske myndigheders hovedargumenter kan resumeres som foelger:

a) De franske myndigheder gav ikke Kommissionen meddelelse om transaktionen i forvejen, da de ikke betragter en saadan finansiel foranstaltning som statsstoette.

b) Caisse og dermed CDC-P er organer, der er uafhaengige af den franske regering. CDC's uafhaengighed er sikret ved, at parlamentet (og ikke regeringen) foerer tilsyn med det. Uafhaengigheden fremgaar yderligere af CDC's generaldirektoers status, idet generaldirektoeren udnaevnes af Frankrigs praesident og nyder en saerlig selvstaendighed. Generaldirektoeren kan kun afskediges efter en ganske saerlig procedure (dekret udstedt af Frankrigs praesident efter begrundet anmodning fra »Commission de surveillance«, der er et organ sammensat af parlamentsmedlemmer, dommere og en repraesentant for »Ministre de l'économie et des fiances«). Naar generaldirektoeren, der er den tjenestemand, der har til opgave at forvalte Caisse, udnaevnes, aflaegger han desuden ed paa at opretholde Caisses uafhaengighed.

c) Den 17. februar 1993 besluttede CDC-P at investere i Air France, og dette paa grundlag af en strategisk analyse, der blev afsluttet i slutningen af 1992. I slutningen af 1992 svarede Air Frances situation til konkurrenternes, da 1992 havde vaeret et vanskeligt aar for den civile luftfart som helhed. Air Frances gaeldsforhold var stort set de samme som konkurrenternes. Desuden var udsigterne for 1993 i slutningen af 1992 generelt optimistiske, skoent de blev afkraeftede af de senere begivenheder. Planen, der blev fremlagt i oktober 1992, regnede saaledes med en forbedring paa kort sigt, idet der for 1993 forventedes en stigning i passagertrafikken paa 6,1 %, en stabilisering af indtaegterne pr. enhed og en begraensning af underskuddet til 1,6 mia. ffr. CDC-P besluttede at investere i Air France i betragtning af de gode udsigter og rentesatsen for de to obligationslaan, der i oevrigt var i overensstemmelse med markedsvilkaarene. Den forventede udvikling blev ikke bekraeftet af de efterfoelgende begivenheder, fordi den oekonomiske krise i den civile luftfartsindustri forvaerredes i foerste halvdel af 1993, og det franske hjemmemarked oplevede en saerlig tilbagegang (i foerste halvdel af 1993 faldt salget af luftfartstjenester paa det franske hjemmemarked med 7,7 % i forhold til foerste halvaar i 1992, medens det britiske og tyske hjemmemarked henholdsvis steg med mere end 6,3 og 5,3 point). Denne tilbagegang paavirkede Air Frances resultater negativt.

Trods disse betragtninger paa kort sigt besluttede CDC-P at investere i Air France, fordi vaekstudsigterne for luftfartssektoren paa laengere sigt var ret gode. CDC-P tog Air Frances potentiel (en moderne flaade, kvalificeret personale, verdensomspaendende markeder osv.) i betragtning og handlede som en rationel investor. Paa det tidspunkt, beslutningen blev taget, kunne CDC-P ikke have forudset nedgangen i Air Frances aktivitet i 1993.

d) Denne analyse bekraeftes af, at udenlandske private investorer deltog i transaktionen og oenskede at tegne ORA (obligations remboursables en actions, i det foelgende benaevnt »ORA«) for 26 mio. ffr. Deres oenske kunne ikke imoedekommes fuldstaendigt (de private investorer fik kun lov til at tegne ORA for 1,7 mio. ffr.), da dette ellers ville have indebaaret delvis privatisering af Air France, hvilket ville have kraevet, at man havde fulgt saerlige procedurer (2). De private investorers tilstedevaerelse viser, at tegningsvilkaarene var tiltraekkende og saaledes stemte overens med markedsvilkaarene.

e) Investeringen blev foretaget i forbindelse med den omstruktureringsplan, der blev femlagt i oktober 1992 (Plan de retour à l'équilibre, herefter kaldet »PRE 1«). Kommissionen ville saaledes paa baggrund af den yderligere forvaerring af Air Frances resultater i 1993 ikke have kunnet drage den konklusion, at planen var utilstraekkelig til at overvinde den krise, selskabet stod overfor. Desuden kunne investeringen heller ikke vaere knyttet til en anden plan (»PRE 2«), foreslaaet af Air France i maj/juni 1993 (dvs. efter emission af vaerdi-papirerne) for at styrke PRE 1.

f) Det eneste maal med investeringen var at bidrage til omstruktureringen af Air France. Kapitaltilfoerslen kunne ikke paavirke konkurrencen paa faellesskabsruterne, da Air France i 1993 mistede markedsandele paa de internationale faellesskabsruter (Air Frances lufttrafik mellem lufthavnene i Paris og de andre medlemsstater faldt med 1,1 point i de foerste ti maaneder af 1993 sammenlignet med samme periode i 1992, nemlig fra 36,7 % til 35,6 %). Med hensyn til det franske hjemmemarked var Air Frances stilling ikke specielt relevant. Air France flyver paa ruterne mellem Paris-Charles-de-Gaulle-Nice og Paris-oversoeiske departementer. Air Inter, der er det franske flyselskab, som flyver paa de vigtigste franske indenrigsruter, modtog ikke noget finansielt bidrag fra Air France og boer betragtes som et selskab, der er uafhaengigt af Air France.

g) De spoergsmaal vedroerende adgangen til det franske hjemmemarked, som Kommissionen rejste ved indledningen af proceduren efter artikel 93, stk. 2, har ikke direkte forbindelse med naervaerende tilfaelde og skal behandles saerskilt.

III Det Forenede Kongerige, Danmark, Nederlandene og en raekke af Air Frances konkurrenter, bl.a. British Airways, British Midland og TAT, har fremsat forskellige bemaerkninger til sagen, som Kommissionen har videresendt behoerigt til de franske myndigheder.

De andre interesserede parter var generelt af samme opfattelse som Kommissionen og betragtede transaktionen som en stoette, der udoever en forstyrrende indflydelse paa konkurrencen og samhandelen. En del af Air Frances konkurrenter understregede, at stoetten er uforenelig med faellesmarkedet og ikke boer tillades. De haevdede ogsaa, at stoettens negative virkninger paa konkurrencen og samhandelen ville blive forstaerket af en raekke foranstaltninger, som den franske regering har truffet for at bevare Air Frances dominerende stilling paa det franske hjemmemarked, fordi disse foranstaltninger ville foere til en begraensning af udoevelsen af trafikrettighederne og adgangen til de franske indenrigsruter og beskyttelse af det nationale selskab mod konkurrence fra selskaber, der ikke indgaar i Air France-koncernen.

IV Efter forslag fra bestyrelsen af 17. februar 1993 vedtoges det paa Air Frances ekstraordinaere generalforsamling den 24. marts 1993 at udstede 1 877 526 obligationer, der skal indfries ved ombytning til aktier (ORA), og 483 456 efterstillede vaerdipapirer med voksende forrentning og warrants (titres subordonnés à intérêt progressif assortis de bons de souscription d'actions, i det foelgende benaevnt »TSIP-BSA«). Emissionens samlede vaerdi var ca. 1,5 mia. ffr., de fordelte sig med henholdsvis 749 996 535 ffr. for ORA og 749 356 800 ffr. for TSIP-BSA. Tegningsperioden loeb fra den 2. april til den 28. april 1993.

CDC-P garanterede tegning af samtlige udstedte vaerdipapirer.

Air Frances aktiekapital ejes af staten (99,329 %), CDC-P (0,538 %) og nogle private minoritetsaktionaerer (0,132 %).

Som Air Frances hovedaktionaer besluttede den franske regering ikke at deltage i tegningen af nogen af de to emissioner. ORA tegnedes saaledes af nogle private aktionaerer i forhold til deres andel i Air Frances kapital samt af CDC-P for den resterende dels vedkommende (748 080 190 ffr.). Naesten hele TSIP-BSA-emissionen tegnedes af CDC-P med et samlet beloeb paa 749 335 100 ffr.

Vaerdipapirerne har foelgende karakteristika:

a) ORA:

- enhedspris: 399,46 ffr.

- loebetid: seks aar og otte maaneder

- renten er sammensat af en fast del (4 %), der forfalder den 1. maj hvert aar og foerste gang den 1. maj 1994, og en variabel del, der forfalder foerste gang den 1. maj 1996. Den variable rente afhaenger af selskabets resultater og beregnes paa grundlag af forholdet mellem bruttofortjenesten (excédent brut d'exploitation) og omsaetningen (production). Den forventede samlede aktuarmaessige rente er, under forudsaetning af en bruttofortjenestmargen paa 15 % i perioden 1995-1999, 6,5 %, inden for faste graenser paa 5,5 % og 7,5 % pr. aar.

ORA vil obligatorisk blive indfriet ved ombytning til aktier (én aktie for én ORA) senest den 1. januar 2000. ORA-ejerne kan til enhver tid inden denne dato forlange deres obligationer ombyttet til aktier.

Investeringens interne forrentning, som beregnet af CDC, er 14 %. CDC har taget hensyn til renterne af ORA og den forventede stigning i obligationernes vaerdi, efter at de er ombyttet til aktier. I midten af januar beregnede CDC til eget brug den vaerdi, som Air Frances ordinaere aktie saaledes maatte have pr. 1. januar 2000 (dvs. naar ORA indfries ved ombytning til aktier) paa grundlag af langfristede oekonomiske fremskrivninger foretaget af Air France.

b) TSIP-BSA:

- enhedspris: 1 550 ffr.

- loebetid: ubestemt

- renten er fast og stiger i loebet af perioden 1993-1999 fra 5,5 % til 8,5 % (den gennemsnitlige aktuarmaessige rente i perioden er 7 %); renten bliver variabel pr. 1. januar 2000. Den variable rente vil blive beregnet paa grundlag af én-maaneds PIBOR (Paris Interbank Offered Rate) plus en gradvis stigende sats. Denne sats er 1,15 % for den rente, der forfalder den 1. januar 2001, og stiger med 0,15 % hvert aar fra 2006, indtil den udgoer 2,05 %. Renten forfalder til betaling foerste gang den 1. maj 1993.

Hver BSA giver ejeren ret til indtil den 1. januar 2000 at tegne indtil tre aktier i Air France for 517 ffr. pr. aktie.

Air France kan indfri alle eller en del af TSIP-BSA den 1. januar hvert aar fra den 1. januar 2000. I tilfaelde af likvidation eller frivillig eller tvungen oploesning af selskabet vil TSIP-BSA blive indfriet efter alle privilegerede og uprivilegerede fordringer (deraf betegnelsen »titres subordonnés«), men forud for ORA.

Investeringens interne forrentning i perioden 1993-1999, som beregnet af CDC-P, er 11,5 %. CDC-P har taget hensyn til renterne af TSIP-BSA i denne periode og den forventede stigning i obligationernes vaerdi (pr. 1. januar 2000), der er beregnet paa grundlag af selskabets forventede vaerdi til den tid.

V Kommissionen undersoegte Air Frances oekonomiske og finansielle situation i de to beslutninger fra henholdsvis november 1991 om forhoejelse af Air Frances kapital og juli 1992 om ORA- og TSDI-emissioner (sag N 653/91 og N 291/91). Disse kapitaltilfoersler beloeb sig til i alt 5,84 mia. ffr. Kommissionen erkendte i sine beslutninger, at luftfartsselskabet havde finansielle problemer. Air Frances evne til selv at finansiere sine investeringer svaekkedes betydeligt i perioden 1988-1991. Sammenligninger med andre EF-luftfartsselskaber tydede paa en staerk forringelse af Air Frances finansielle struktur. Kommissionen mente, at dette skyldtes, at selskabet led under de negative foelger af Golfkrisens oekonomiske virkninger, UTA-overtagelsen og de oegede finansielle byrder som foelge af oegede udgifter til nye investeringsprojekter. Det var imidlertid Kommissionens opfattelse, at trods nogle problemer paa kort sigt var udsigterne for Air France lovende paa lang sigt, og selskabets overordnede struktur god. Kapitalforhoejelsen og ORA- og TSDI-emissionerne betragtedes derfor som normale finansielle transaktioner og ikke som statsstoette efter traktatens artikel 92.

Kommissionens beslutninger blev ogsaa truffet paa grundlag af den omstaendighed, at de franske myndigheder den 1. august 1991 havde godkendt et dokument (»Contrat de plan«), der omfattede et omstruktureringsprogram (CAP '93) og forskellige oekonomiske maal, der skulle naas i perioden 1991-1993. Disse maal byggede bl.a. paa foelgende finansielle forpligtelser:

- finansiel omstrukturering af Air France, hvis cash flow skulle have vaeret tilstraekkelig til at finansiere mindst 50 % af dets investeringer og dermed mindske behovet for yderligere gaeldsaetning

- forbedring af selskabets bruttoavance.

Kommissionen konkluderede derfor i begge tilfaelde efter det saakaldte markedsoekonomiske investorprincip (jf. nedenfor), at en privat investor ikke ville have fundet det ufornuftigt at investere i Air Frances kapital.

Trods omstruktureringsplanen, CAP '93, og kapitaltilfoersler paa naesten 6 mia. ffr. i slutningen af 1991 og begyndelsen af 1992 blev Air Frances situation til stadighed vaerre.

Air France (inklusive UTA) formaaede i 1992 kun at oege sin passagertrafik med ca. 4,2 % (sammenholdt med et gennemsnit paa 14 % for AEA-luftfartsselskaberne). Den samlede koncerns indtaegter faldt med 1,2 %, og koncernen oplevede en kraftig nedgang i bruttodriftsresultatet (excédent brut d'exploitation - EBE) paa 1,64 mia. ffr. (3).

CAP '93-planens maal for koncernens bruttodriftsresultat (EBE) kunne ikke naas, og EBE blev i 1992 3 mia. ffr. i stedet for 8,1 mia. ffr.

Mens Air Frances (koncernens) nettodriftsresultat det foregaaende aar endnu havde vaeret positivt, udviste det et betydeligt underskud i 1992 (minus 1,5 mia. ffr.). Det ordinaere nettoresultat, der efter planen skulle have vaeret positivt i 1992, blev i hoej grad negativt (minus 3,6 mia. ffr.). Der maa ogsaa tages hensyn til den oegede finansielle udgiftsbyrde (2,1 mia. ffr. i 1992) og det negative resultat paa de ekstraordinaere poster (minus 699,8 mio. ffr.); i de to foregaaende aar havde isaer salg af fast ejendom haft en positiv indflydelse paa de usaedvanlige resultater.

Alle disse faktorer var medvirkende til, at Air Frances nettoresultat i 1992 blev negativt for tredje gang i traek og langt mere negativt end tidligere (minus 3,2 mia. ffr.).

Air Frances overskudsindikatorer afspejler de negative resultater i 1992, der viser, at Air France var i en vaerre situation end andre store europaeiske luftfartsselskaber (der ligeledes er beroert af den oekonomiske recession).

For Air France startede 1993 ikke bedre. I aarets foerste fire maaneder gik Air Frances passagertrafik tilbage med 2,7 %, hovedsagelig som foelge af en svag indenlandsk efterspoergsel. Dette staar i skarp kontrast til AEA-selskabernes resultat, der viste en stigning paa 9 % i trafikken inden for Faellesskabet i aarets foerste kvartal.

Air Frances finansielle situation blev alvorligt forvaerret paa grund af tabene i 1992. Ved udgangen af 1992 udviste koncernbalancen en midlertidig uligevaegt med for megen kortfristet gaeld; der blev rettet op paa denne situation ved optagelse af to langfristede obligationslaan i marts og juni 1993 paa i alt 3 mia. ffr. samt ved de ORA- og TSIP-BSA-emissioner, som er genstand for denne undersoegelse.

Det er imidlertid mere alvorligt, at det ikke lykkedes at naa CAP '93-programmets finansielle maal. Forholdet mellem gaeld og egenkapital, der skulle have vaeret bevaret paa 1990-niveauet (1,2 for langfristet gaeld), forvaerredes til stadighed. Cash flow-situationen udviste en staerk forvaerring i 1992. CAP '93-planens maal for »selvfinansieringsevnen« (dvs. cash flow plus salg af aktiver) kunne ikke naas.

Koncernen var ingenlunde ved at naa CAP '93-maalet om finansiering af 50 % af dens investeringer med egne midler.

I de foerste maaneder af 1993 syntes Air Frances produktivitet stadig forholdsvis lav; Air France behoevede et ret stort personale pr. fly og transporterede faerre passagerer pr. ansat end dets vigtigste konkurrenter. Det skal ogsaa bemaerkes, at produktivitetsforbedringerne maalt i udbudte saedekilometer eller indtaegtsgivende passagerkilometer pr. ansat i de senere aar har vaeret lavere end dem, Air Frances vigtigste konkurrenter har opnaaet.

Som helhed synes alle disse faktorer at tyde paa, at Air Frances situation, som Kommissionen gennemgik i de to beslutninger af november 1991 og juli 1992, er blevet forvaerret siden da.

VI De vanskeligheder, Air France havde i 1992 med at naa CAP '93-planens maal, har tvunget selskabet til at foretage en radikal revision af planen. I efteraaret 1992 fik regeringen forelagt en ny plan (PRE 1), ifoelge hvilken der skulle opnaas besparelser eller oegede indtaegter paa i alt 1,37 mia. ffr. i 1993 og 3 mia. ffr. i 1994 (se nedenfor).

VII Ifoelge traktatens artikel 92, stk. 1, og EOES-aftalens artikel 61, stk. 1, er statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler under enhver taenkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med faellesmarkedet i det omfang, den paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

I det foreliggende tilfaelde har Air France gennem CDC-P modtaget 1,5 mia. ffr. til styrkelse af Air Frances egenkapital. Den franske regering gav paa emissionstidspunktet afkald paa sin tegningsret til fordel for de oevrige aktionaerer, der kunne tegne begge emissionerne i forhold til deres aktiebesiddelser i Air France. CDC-P tegnede med 748 080 190 ffr. 99,7 % af ORA (1 873 010 ORA ud af 1 877 526) og med 749 335 100 ffr. 99,9 % af TSIP-BSA (483 442 TSIP-BSA ud af 483 456).

Den franske regering har anfoert, at Air Frances private minoritetsaktionaerer oenskede at tegne et beloeb, der var hoejere end det beloeb, deres forholdsmaessige aktiebesiddelser gav dem adgang til. Deres anmodninger blev imidlertid ikke imoedekommet, da en delvis privatisering af Air France ikke kunne lade sig goere uden en saerlig bemyndigelse ved lov. Det vil sige, at det ville have vaeret umuligt at give Air Frances private aktionaerer tilladelse til at tegne et beloeb, der var hoejere end det beloeb, deres forholdsmaessige aktiebesiddelser gav dem adgang til.

1) Kommissionen har vurderet, om kapitaltilfoersel til Air France blev ydet af den franske stat eller ved hjaelp af statsmidler.

I den forbindelse skal det bemaerkes, at Domstolen har fastslaaet, at »forbuddet i artikel 92 omfatter enhver statsstoette eller stoette, som ydes ved hjaelp af statsmidler, uden at der er anledning til at sondre mellem, om stoetten ydes direkte af staten eller gennem offentlige eller private organer, som staten opretter eller udpeger til at forvalte stoetten« (4). I Van der Kooy-sagen udtalte Domstolen ved afgoerelsen af, om en praeferencetarif, som et aktieselskab i Nederlandene (Gasunie) anvendte, var et resultat af den nederlandske stats adfaerd, desuden, at ». . . strukturen i aktiebesiddelsen i Gasunie er saaledes, at den nederlandske stat direkte eller indirekte besidder 50 % af aktierne og raader over halvdelen af pladserne i bestyrelsen, som bl.a. skal fastsaette de tariffer, der skal anvendes . . .«, og Domstolen konkluderede, at »de naevnte oplysninger viser, betragtet i deres helhed, at Gasunie ved fastsaettelsen af gastarifferne paa ingen maade handler selvstaendigt, men handler under de offentlige myndigheders kontrol og efter deres direktiver. Det er foelgelig fastslaaet, at Gasunie ikke kunne fastsaette denne tarif uden at tage hensyn til det offentliges krav« (5).

Caisse er er fransk offentligt organ (établissement public), der blev oprettet ved lov af 18. april 1816, og hvis bestyrelsesmedlemmer og direktion udnaevnes af den franske regering efter forslag fra finansministeren. Caisse ejer samtlige aktier i CDC-P, udpeger alle CDC-P's bestyrelsesmedlemmer og kan i kraft af sin stemmeret fastlaegge datterselskabets politik og fremskaffe de noedvendige midler til CDC-P's finansielle transaktioner. CDC-P (hvor alle Caisses aktiebeholdninger er blevet anbragt siden december 1991) er et instrument til erhvervelse af kapitalandele i andre selskaber. Desuden blev CDC-P, som understreget af de franske myndigheder, valgt, fordi det er en offentlig institution, der tilhoerer staten; den franske privatiseringslovgivning blev saaledes ikke overtraadt ved foroegelsen af Air Frances kapital gennem CDC-P.

Ud over disse juridiske betragtninger er statens kontrol med Caisses og dens datterselskabers investeringsaktivitet ogsaa blevet godtgjort over for Senatet (6).

Selv om Kommissionen erkender, at CDC-P er et aktieselskab efter fransk ret, som er oprettet med det hovedformaal at forvalte en investeringsfond, er alle betingelser til stede for at etablere en solid forbindelse mellem den paagaeldende stoette og statens hensigter. De naevnte omstaendigheder viser tilstraekkelig tydeligt, at CDC-P ikke er en selvstaendig enhed i forhold til Caisse, der selv er underlagt de franske offentlige myndigheders kontrol. Kapitaltilfoerslen er derfor en handling, der kan tilskrives den franske stat efter Domstolens retspraksis vedroerende artikel 92, stk. 1 (7).

2) Kommissionen har undersoegt, om transaktionen er en stoette, der henhoerer under traktatens artikel 92, stk. 1, og EOES-aftalens artikel 61, stk. 1.

For at fastslaa, om der er tale om statsstoette, baserer Kommissionen sin vurdering paa det markedsoekonomiske investorprincip. Efter dette princip er der ikke tale om statsstoette, naar der tilfoeres ny kapital paa betingelser, som ville vaere acceptable for en privat investor, der driver virksomhed paa normale markedsoekonomiske vilkaar (8).

Rom-traktaten og EOES-aftalen fastslaar princippet om neutralitet over for de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne (traktatens artikel 222 og EOES-aftalens artikel 125) samt princippet om ligebehandling af offentlige og private virksomheder. Som foelge af disse principper maa Kommissionens foranstaltninger hverken vaere til skade for eller begunstige offentlige organer, naar de tilfoerer virksomheder kapital. Kommissionen skal imidlertid undersoege kapitaltilfoersler til virksomheder for at forhindre, at medlemsstaterne overtraeder traktatens statsstoetteregler. Normalt er det Kommissionens opfattelse, at der ved kapitaltilfoersler foretaget med offentlige midler ikke er tale om statsstoette, hvis et betydeligt antal private minoritetsaktionaerer deltager i transaktionen paa grundlag af deres forholdsmaessige aktiebesiddelser. De private investorers aktiebesiddelse skal imidlertid vaere af reel oekonomisk betydning (9). I det foreliggende tilfaelde har flere private aktionaerer (nogle af Air Frances ansatte samt Bank of New York/London, Bankers Trust INT. PLC og Granite Capital LP) tegnet ORA og i mindre omfang TSIP (ingen banker tegnede TSIP).

De private aktionaerers aktiebesiddelser i Air France udgoer imidlertid kun 0,132 % af Air Frances kapital, og den andel af ORA og TSIP, de har tegnet, et ubetydelig (4 516 ORA ud af 1 877 526 og 14 TSIP ud af 483 456). De private investorers deltagelse i tegningen af ORA og TSIP-BSA kan derfor ikke udelukke muligheden af, at kapitaltilfoerslerne er statsstoette efter traktatens artikel 92 og EOES-aftalens artikel 61. Med hensyn til ORA kan Kommissionen i modsaetning til den franske regering ikke tillaegge det nogen betydning, at anmodningerne fra de store private udenlandske investorer af juridiske aarsager ikke blev imoedekommet fuldt ud (de tre banker fik kun lov til at tegne ORA for 1,7 mio. ffr. i stedet for de oenskede 25,9 mio. ffr: Bank of New York/London anmodede om ORA for 9,9 mio. ffr., Bankers Trust for 7,9 mio. ffr. og Granite Capital for 7,9 mio. ffr.). Det antal ORA, de tre banker oenskede at tegne (65 025), udgoer en lille procentdel (3,3 %) af det samlede antal ORA, som alle investorer oenskede at tegne (1 942 760). For at differentiere portefoeljen kan en investeringsbank beslutte at foretage nogle risikobetonede investeringer. 9,9 mio. ffr. og 7,9 mio. ffr. er ikke betydelige beloeb i forhold til en banks samlede investeringsportefoelje og indebaerer saaledes ikke risiko af betydning. De private investorers risiko er alt i alt meget begraenset, da deres investering i Air France kun repraesenterer et lille beloeb, og de private investorers relativt lille investering kan derfor ikke betragtes som noget serioest argument, der udelukker muligheden af statsstoette.

CDC-P's tegning af ORA kan sammenlignes med en aktieinvestering, der tager sigte paa at styrke luftfartsselskabets egenkapital. ORA er vaerdipapirer, som obligatorisk konverteres til aktier, og de repraesenterer ud fra et finansielt synspunkt en udskudt forhoejelse af kapitalen. For saa vidt angaar ORA afhaenger forrentningen af investeringen, som tidligere anfoert, af selskabets finansielle resultater og vaerdien af Air Frances aktier paa ombytningstidspunktet. Tilsvarende betragtninger gaelder for TSIP-BSA. TSIP-BSA konverteres dog ikke obligatorisk til aktier; hver BSA giver ejeren mulighed for indtil den 1. januar 2000 at tegne tre Air France-aktier til en forud fastsat kurs paa 517 ffr. pr. aktie. Ejeren kan ogsaa undlade at bruge sin tegningsret og kan vaelge fortsat at modtage rente efter den 1. januar 2000, indtil selskabet beslutter at indfri vaerdipapirerne. Ulempen ved TSIP-BSA er, at ejerne i tilfaelde af, at selskabet oploeses, foerst faar deres tilgodehavende tilbagebetalt efter de oevrige kreditorer. Derfor er saadanne vaerdipapirer heller ikke saerlig almindelige paa kapitalmarkederne. Ovenstaaende betragtninger om obligationernes art bekraeftes af Air Frances tegningsindbydelse (»Emission de valeurs mobilières composées«, som blev offentliggjort i april 1993, da obligationerne blev udstedt), hvori formaalet med de to udstedelser blev beskrevet som en metode til at styrke virksomhedens egenkapital paa lang sigt.

For at anvende det markedsoekonomiske investorprincip maa Kommissionen fastslaa tidspunktet for ydelse af stoette (eller med andre ord det tidspunkt, hvor CDC-P traf beslutningen om at investere i Air Frances kapital). Beslutningstidspunktet er vigtigt, fordi det goer det muligt at vurdere, hvorvidt CDC-P paa grundlag af objektive data med rimelighed kunne paaregne et passende afkast af investeringen. Ifoelge de franske myndigheder traf CDC-P sin beslutning om at investere i Air France sidst i 1992. CDC-P skal saaledes have truffet beslutningen paa baggrund af »plan de retour à l'équilibre« og paa et tidspunkt, hvor man endnu ikke forudsaa det bratte fald i Air Frances passagertrafik, der indtraadte i 1993.

I henhold til oplysninger fra de franske myndigheder fastsatte Air Frances bestyrelse, efter forhandlinger med CDC-P, de naermere bestemmelser for investeringen og foreslog aktionaererne at godkende emissionen den 17. februar 1993. Paa den ekstraordinaere generalforsamling, der blev afholdt den 24. marts 1993, blev de definitive bestemmelser for obligationsemissionen godkendt. Ifoelge almindelig forretningspraksis maa CDC-P's investeringsbeslutning formodes at vaere truffet paa tidspunktet for tegningen af obligationerne (dvs. april 1993). De franske myndigheder har ikke godtgjort, at CDC-P var juridisk forpligtet til tegning af emissionen foer denne dato. Da der ikke foreligger noget retligt bindende dokument, maa enhver erklaering fra CDC-P's side foer tegningsdatoen betragtes som en simpel hensigtserklaering. Under alle omstaendigheder, og selv hvis det formodes, at CDC-P traf investeringsbeslutningen foer april 1993, og at denne beslutning ikke kunne tilbagekaldes, kan den relevante dato tidligst saettes til den 17. februar 1993 (dvs. datoen for bestyrelsens forslag om at udstede obligationerne). Foer denne dato var de endelige emissionsbestemmelser endnu ikke fastsat, og CDC-P havde saaledes ikke tilstraekkelige oplysninger til raadighed til at traeffe en endelig beslutning eller at forpligte sig paa nogen maade.

Under proceduren efter artikel 93, stk. 2, har Kommissionen grundigt undersoegt forholdene i forbindelse med de to emissioner for at verificere, hvorvidt de er forenelige med markedsforholdene. Forrentningen af vaerdipapirerne afhaenger af selskabets resultater. Foer konverteringen har ORA et betydeligt udbytteorienteret element, da rentesatsen varierer i forhold til de cash flow-margener, der registreres af selskabet (aktuarrenten varierer fra 5,5 % til 7,42 %). Renten (4 %) udbetales foerste gang den 1. maj 1994. Efter konverteringen bliver ORA aktier, og indtjeningen afhaenger derefter udelukkende af udbyttet. TSIP-BSA-renter er ikke direkte udbytterelaterede, men hvis Air France i et givet aar har et konsolideret tab paa over 30 % af egenkapitalen, kan betaling af rente for dette aar suspenderes. Endvidere har indehavere af TSIP-BSA i tilfaelde af likvidation eller oploesning kun en meget begraenset beskyttelse, da de tilbagebetales efter alle andre kreditorer. Kommissionen har med hensyn hertil erklaeret, at der er tale om statsstoette, »naar virksomhedens finansielle situation, navnlig gaeldens struktur og stoerrelse, er af en saadan art, at det ikke synes berettiget at forvente et normalt afkast (i form af udbytte eller vaerdistigninger) af den investerede kapital inden for en rimelig frist« (10).

I det foreliggende tilfaelde er det Kommissionens opfattelse, at da investeringsbeslutningen blev truffet (dvs. tidligst den 17. februar 1993), var CDC-P klar over (eller burde i hvert fald have vaeret klar over) den klare forvaerring af Air Frances finansielle struktur. CDC-P vidste i hvert fald besked med virksomhedens oegede tab i 1992 (3,2 mia. ffr. i 1992 efter 685 mio. ffr. i 1991 og 717 mio. ffr. i 1990) trods vedtagelsen af omstruktureringsplanen CAP '93. CDC-P burde have vaeret alvorlig bekymret med hensyn til selskabets kritiske gaeldsstruktur, som, hvis den skulle genoprettes, ville kraeve en betydelig forbedring af rentabiliteten. Air Frances evne til at betale sin gaeld ved hjaelp af sin egen cash flow syntes ringe. Air Frances driftsoverskud havde ikke daekket renteudgifterne i de sidste tre aar (rentedaekningsgraden var 0,71 i 1992, 0,10 i 1991, og 0,78 i 1990). Air Frances gaeldsniveau var meget hoejt, selv for en sektor som luftfartssektoren, hvor gaeldsniveauet normalt er meget hoejt. Forholdet mellem Air Frances gaeld og egenkapital (debt/equity ratio) steg i 1992 sammenlignet med det foregaaende aar trods det store investeringsprogram CAP '93 og uden hensyntagen til kapitalvaerdien af driftsleasing.

Med hensyn til vaerdipapirernes interne rente skal det bemaerkes, at den blev beregnet af CDC-P under hensyntagen til renten og den forventede vaerdi af Air Frances aktier paa konverteringstidspunktet. Ifoelge de franske myndigheder var CDC-P naaet frem til sin egen vurdering af Air Frances fremtidige vaerdi midt i januar 1993. Denne vurdering afspejlede CDC-P's formodninger, og ville utvivlsomt have foert til andre resultater, hvis man havde anvendt mere forsigtige tal. Eksempelvis synes vurderingen, i alt fald hvad angaar ORA, helt klart for optimistisk, da et hoejeste afkast beregnet af Air France for ORA paa emissionstidspunktet var lavere end det af CDC-P beregnede. Den tegningsindbydelse, Air France udsendte i april 1993, indeholdt en tabel over vaerdien af Air Frances aktier i forhold til det mulige afkast af ORA. Det hoejeste afkast var 13,12 %, hvilket er 0,88 % mindre end det afkast, der forventedes af CDC-P (14 %). Det forventede afkast fra BSA-kuponen repraesenterer et vigtigt element i beregningen af det interne afkast af TSIP-BSA. I betragtning af svagheden af Air Frances finansielle udsigter paa mellem- og lang sigt burde CDC-P have konkluderet, at de underliggende aktiers vaerdi var lig nul. Afkastet af TSIP alene ville derfor ikke have vaeret tilstraekkeligt til at berettige CDC-P's deltagelse ud fra det markedsoekonomiske investorprincip. Denne konklusion bestyrkes, naar man tager laanets efterstillede karakter i betragtning. Den omstaendighed, at den interne rente af de to vaerdipapirer, som beregnet af CDC-P, ligger paa linje med de herskende markedssatser, er derfor ikke i sig selv tilstraekkelig til at slutte, at transaktionen ikke har nogen som helst karakter af stoette.

I betragtning af forvaerringen af Air Frances finansielle struktur mener Kommissionen ikke, at en privat investor, der handler under normale kommercielle betingelser, ville have vaeret villig til at indgaa i en betydningsfuld finansiel transaktion med Air France paa samme maade som CDC-P.

Hvad angaar det markedsoekonomiske investorprincip har Domstolen understreget, at en privat investors optraeden, som en offentlig investors intervention maa sammenlignes med, i hvert fald skal vaere som et privat holdingselskab eller en privat koncerns, som foelger en global eller sektorbestemt strukturpolitik, og som lader sig lede af mere langsigtede rentabilitetsudsigter (11).

Naar det drejer sig om tabsgivende selskaber, ville en saadan investor, som investerer paa lang sigt, basere sin beslutning paa en sammenhaengende omstruktureringsplan. Med hensyn til Air France mener Kommissionen, at stoetten ikke direkte var knyttet til PRE1. Hverken PRE1, den tegningsindbydelse, der blev udsendt i forbindelse med de to emissioner, eller referatet fra bestyrelsens moede angav, at disse investeringer skulle finansiere planens gennemfoerelse. Selv hvis man formoder, at kapitaltilfoerslerne ved at styrke Air Frances egenkapital indirekte var forbundet med gennemfoerelsen af PRE1, er Kommissionen dog naaet til den konklusion, at planen end ikke paa lang sigt var tilstraekkelig til at genoprette selskabets finansielle og oekonomiske levedygtighed. PRE1 sigtede ved hjaelp af en raekke foranstaltninger paa at reducere omkostningerne og forbedre cash flow med 3 mia. ffr. i 1994 og 1,4 mia. ffr. i 1993. Ved hjaelp af PRE1 burde Air France have forbedret sine resultater meget betydeligt i 1993 og haft overskud i 1994. Denne plan, der tilsigtede en reduktion af omkostningerne, omfattede foelgende omstruktureringsforanstaltninger:

- reduktion af de eksterne udgifter (f. eks. kontrol med interline-fakturering, genforhandling af lufthavnsafgifter, hotelaktiviteter osv.)

- rationalisering af luftflaaden og af organisationen (ophoer med anvendelsen af B 727-fly, udnyttelse af gruppens synergier osv.)

- reduktion af omkostninger i forbindelse med flypersonalet og oeget produktivitet hos personalet paa jorden

- reduktion af omkostningerne i forbindelse med andet personale

- reduktion af de finansielle omkostninger i forbindelse med flyflaaden

- omorganisering af billetreservationssystemet

- oprettelse af et knudepunkt i Charles-de-Gaulle-lufthavnen i Paris fra april 1993.

PRE1 sigtede primaert paa at reducere driftsomkostningerne og i mindre grad de finansielle udgifter, men behandlede ikke tilstraekkeligt de andre finansielle parametre, som formodedes at forblive konstante. PRE1 tog hensyn til nedgangen i afkast pr. enhed, men bortset fra oprettelse af et knudepunkt i Charles-de-Gaulle-lufthavnen i Paris, indeholdt den ikke andre foranstaltninger med henblik paa at foroege indtaegterne. Til trods for at den tredje liberaliseringspakke snart skulle traede i kraft (1. januar 1993), analyserede PRE1 ikke den paaregnelige markedsudvikling, og uden at henholde sig til nogen form for undersoegelser eller statistikker formodede den, at Air Frances langdistance- og mellemdistancetrafik i loebet af de foelgende fire aar ville stige med henholdsvis 5 % og 2,5 %. PRE1 tog den midlertidige overkapacitet inden for lufttransportindustrien til efterretning, men indeholdt intet om en tilpasning af Air Frances kommercielle politik, og fulgte tvaertimod en investeringsstrategi.

Der indgik heller ikke andre omstruktureringsforanstaltninger i PRE1 i tilfaelde af yderligere forvaerring af selskabets oekonomiske situation. Med hensyn til dette angav PRE1, at: »enhver yderligere forvaerring af situationen vil bringe gennemfoerelsen af dette maal (forbedring af cash flow) i fare«. »La Compagnie . . . vil i saa fald foretage yderligere bestraebelser paa at forbedre sin oekonomi, noedvendigheden af saadanne bestraebelser kan ikke udelukkes fuldt ud i dag«. PRE1 udviste ogsaa visse mangler, for saa vidt som den anfoerte flere muligheder uden reelt at vaelge en, og planen angav intet om, hvilke midler der skulle anvendes for at gennemfoere de maal, planen opstillede.

Under disse omstaendigheder mener Kommissionen, at PRE1 var utilstraekkelig til at genoprette selskabets oekonomiske levedygtighed og rentabilitet, selv paa laengere sigt. Kommissionen mener, at CDC-P paa det tidspunkt, hvor investeringsbeslutningen blev truffet, burde have vaeret klar over PRE1's strukturelle svagheder. Endvidere burde CDC-P have vaeret klar over, at Air France siden vedtagelsen af PRE1 i oktober 1992 havde oeget sin kapacitet i et forhold, der oversteg den forholdsmaessige trafiktilvaekst (Air Frances ASK steg med 8,2 % i oktober 1992, medens Air Frances trafiktilvaekst var 4,3 %; de tilsvarende tal for november var 1,8 % og 1,5 %, i december 0,9 % med en trafikreduktion paa 1,7 %, i januar 1993 3,3 % med en trafiktilvaekst paa 0,7 %, i februar 0 % med en trafikreduktion paa 4,1 %).

Kommissionen mener derfor, at en fornuftig privat investor ikke ville have investeret 1,5 mia. ffr. i Air France i betragtning af selskabets daarlige resultater baade i driftsmaessig og finansiel henseende i den senere tid, samt i betragtning af at selskabet havde vaeret ude af stand til at gennemfoere omstruktureringsprogrammet CAP '93, og den omstaendighed at det var klart, at PRE1 ikke var tilstraekkeligt til at genoprette situationen.

Kapitaltilfoerslen er derfor en driftsstoette, som har til formaal at hjaelpe det nationale franske luftfartsselskab til midlertidigt at overvinde sin finansielle krise.

3. Kommissionen har undersoegt, hvorvidt stoetten fordrejer konkurrencen og paavirker samhandelen.

I betragtning af den staerke konkurrence paa flere af de ruter, Air France beflyver inden for Faellesskabet, fordrejer en saadan stoette, der styrker Air Frances finansielle stilling i forhold til dets konkurrenter, konkurrencen i Europa. Konkurrencefordrejningen er saerlig alvorlig i betragtning af foelgende omstaendigheder:

- Air Frances stoerrelse, idet selskabet er et af Europas stoerste og langt det stoerste franske selskab

- overkapaciteten, som var saerlig alvorlig paa det tidspunkt, hvor stoetten blev ydet, og som i hvert fald midlertidigt belastede den europaeiske lufttransportsektor

- stoetten blev givet faa maaneder efter ikrafttraedelse af Faellesskabets tredje liberaliseringspakke for lufttransportmarkedet (12).

Stoetten paavirker den europaeiske samhandel, fordi den begunstiger et selskab, som udfoerer transport - og saaledes udoever en aktivitet, der i kraft af selve sin karakter paavirker samhandelen direkte - inden for hele det europaeiske oekonomiske samarbejdsomraade.

Kommissionen mener derfor, at CDC-P's tegning af de to emissioner udgoer stoette efter traktatens artikel 92, stk. 1, og artikel 61, stk. 1, i EOES-aftalen.

VIII

Stoetten, der ikke falder ind under anvendelsesomraadet for de godkendte stoetteordninger, skulle have vaeret anmeldt til Kommissionen i overensstemmelse med traktatens artikel 93, stk. 3. Ved ikke at anmelde denne stoette paa forhaand, dvs. foer den blev sat i vaerk, har den franske regering overtraadt de forpligtelser, der paahviler den efter artikel 93, stk. 3. Stoetten er derfor blevet givet paa ulovlig vis og er retsstridig.

IX

Kommissionen kan ikke betragte stoetten til Air France som forenelig med faellesmarkedet efter traktatens artikel 92, stk. 2, eller EOES-aftalens artikel 61, stk. 2, da stoetten ikke er omfattet af nogen af de undtagelser, der er anfoert i disse bestemmelser.

I traktatens artikel 92, stk. 3, og artikel 61, stk. 3, i EOES-aftalen anfoeres det, hvilke former for stoette der kan betragtes som forenelige med faellesmarkedet. Foreneligheden skal vurderes i forhold til Faellesskabet og ikke i forhold til en enkelt medlemsstat.

Traktatens artikel 92, stk. 3, litra a) og c), og EOES-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a) og c), fastsaetter undtagelser for stoette til fremme af udviklingen i bestemte omraader. Stoetten til Air France synes ikke at kunne falde ind under de undtagelser, der er fastsat i artikel 92, stk. 3, litra a) eller c), for saa vidt angaar regionalstoette, og de franske myndigheder har da heller ikke anfoert argumenter af denne art for at begrunde den paataenkte stoette.

Hvad traktatens artikel 92, stk. 3, litra b), og aftalens artikel 61, stk. 3, litra b), angaar, fremgaar det af omstaendighederne, at den paagaeldende stoette ikke skulle tjene til at fremme virkeliggoerelsen af et vigtigt projekt af faelleseuropaeiske interesse eller afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den franske oekonomi. De franske myndigheder har heller ikke paaberaabt sig denne bestemmelse.

Med hensyn til undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), vedroerende stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene kan Kommissionen betragte en del af stoetten til omstrukturering som forenelig med faellesmarkedet, hvis den opfylder en raekke kriterier (13).

Disse kriterier skal ses i sammenhaeng med de to principper, der er anfoert i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EOES-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c): stoetten skal vaere paakraevet til udvikling af den paagaeldende erhvervsgren ud fra et faellesskabssynspunkt, og stoetten maa ikke aendre samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse (14). Disse kriterier er blevet fortolket i en sektormaessig sammenhaeng (luftfart) i memorandum nr. 2, ifoelge hvilket Kommissionen i visse tilfaelde og under overholdelse af artikel 92 kan beslutte, at der kan ydes stoette til et luftfartsselskab, der har alvorlige finansielle vanskeligheder, saafremt visse betingelser er opfyldt:

a) Stoetten skal indgaa i et program, der er godkendt af Kommissionen, og som tager sigte paa at genoprette luftfartsselskabets sundhed, saaledes at det inden for en rimelig frist kan forventes at vaere levedygtigt uden yderligere stoette.

b) Stoetten maa ikke resultere i, at vanskelighederne overfoeres fra den beroerte medlemsstat til resten af Faellesskabet.

c) Stoetten skal vaere struktureret paa en saadan maade, at den er gennemsigtig og kan efterproeves.

Som naevnt var de paagaeldende finansielle tilfoersler ikke forbundet med nogen af de maalsaetninger, der beskrives i PRE1, men var driftsstoette, som havde til formaal at sikre, at et selskab, som befandt sig i en alvorlig krise, overlevede. Selv hvis det formodes, at disse tilfoersler indirekte udgjorde en del af PRE1, har Kommissionen paavist, at denne plan ganske klart var utilstraekkelig til at genskabe Air Frances sundhed.

X

Naar det drejer sig om stoette, der er uforenelig med faellesmarkedet, er Kommissionen i henhold til traktatens artikel 92, stk. 2, som bekraeftet af Domstolen ved dens dom af 12. juli 1993 (15) og dens dom af 24. februar 1987 (16), befoejet til at kraeve, at medlemsstaterne paalaegger modtagerne at tilbagebetale stoetten. De franske myndigheder skal derfor inden for to maaneder inddrive den af CDC-P ulovligt ydede stoette til Air France (dvs. 1 497 415 290 ffr. med fradrag af de renter, der allerede er betalt af Air France til CDC-P). Inddrivelsen af stoetten skal finde sted i overensstemmelse med de nationale retsregler, herunder reglerne for betaling af morarenter paa gaeld til staten, idet renterne loeber fra datoen for ydelse af stoetten.

Denne foranstaltning er noedvendig for at genetablere den tidligere eksisterende situation ved at eliminere alle de finansielle fordele, som modtageren af den ulovligt ydede stoette uretmaessigt har nydt godt af siden datoen for ydelsen af stoetten -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

CDC-Participations tegning for et beloeb paa 1 497 415 290 ffr. af ORA og TSIP-BSA udstedt af Air France i april 1993 er en ulovlig statsstoette, fordi den er ydet til virksomheden i strid med EF-traktatens artikel 93, stk. 3. Stoetten er uforenelig med faellesmarkedet efter EF-traktatens artikel 92 og EOES-aftalens artikel 61.

Artikel 2

Det paalaegges Den Franske Republik at kraeve tilbagebetaling inden for to maaneder efter offentliggoerelsen af denne beslutning af denne stoette paa 1 497 415 290 ffr. efter fradrag af de renter, som Air France allerede maatte have betalt til CDC-Participations. Tilbagebetaling af stoetten finder sted i henhold til de relevante nationale retsregler, herunder reglerne for betaling af morarenter paa gaeld til staten, idet renterne loeber fra datoen for ydelsen af stoetten.

Artikel 3

Den Franske Republik underretter senest to maaneder efter offentliggoerelsen af denne beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, den har truffet for at efterkomme den.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 27. juli 1994.

Paa Kommissionens vegne

Hans VAN DEN BROEK

Medlem af Kommissionen

(1) EFT nr. C 334 af 9. 12. 1993, s. 7.

(2) Dekret efter udtalelse fra Commission d'évaluation des entreprises publiques.

(3) Alle de finansielle tal vedroerende Air France-koncernen er hentet fra aarsberetningen for 1992. Disse tal afviger lidt fra tallene i beslutningen om indledningen af proceduren efter artikel 93, stk. 2, der var foreloebige tal opgivet af de franske myndigheder.

(4) Domstolen, Kommissionen mod Frankrig, sag 290/83, Sml. 1985, s. 439, praemis 14, s. 449.

(5) Domstolen, Van der Kooy m.fl. mod Kommissionen, forenede sager 67, 68 og 70/85, Sml. 1988, s. 219, praemis 36 og 37, s. 272.

(6) Informationsrapport om Caisse fra senator Roger Chinaud paa vegne af »Commission des Finances, du contrôle budgétaire et des comptes économiques de la Nation« til det franske Sénat, bilag til referatet af moedet den 9. juni 1992, s. 180.

(7) Domstolen, Steinike og Weinlig mod Forbundsrepublikken Tyskland, sag 78/76, Sml. 1977, s. 595, praemis 21, s. 611; Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1985, s. 439, praemis 12, s. 448; van der Kooy, Sml. 1988, s. 263, praemis 35 til 37, s. 272.

(8) Se »Kommissionens meddelelse til medlemsstaterne om offentlige myndigheders erhvervelse af kapitalinteresser i virksomheder« af 17. september 1984, EF-Bull. 9-1984; Domstolen, de forenede sager 296 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek BV mod Kommissionen, Sml. 1985, s. 809, praemis 17, s. 823.

(9) Se Kommissionens meddelelse om anvendelse af artikel 92 og 93 paa kapitaltilfoersler foretaget med offentliger midler, EF-Bull. 9-1984.

(10) Meddelelse til medlemsstaterne om offentlige myndigheders erhvervelse af kapitalinteresser i virksomhederne, EF-Bull. 9-1984.

(11) Se sag C-305/89, Italien mod Kommissionen, Sml. 1991, s. I-1603, praemis 24, s. I-1641.

(12) Raadets forordning (EOEF) nr. 2407/92, (EOEF) nr. 2408/92 og (EOEF) nr. 2409/92, EFT nr. L 240 af 24. 8. 1992, s. 1, 8 og 15.

(13) Ottende beretning om konkurrencepolitikken, praemis 176.

(14) Se Domstolens dom af 17. september 1980 i sag 730/79, Philip Morris, Sml. 1980, s. 2671.

(15) Sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1973, s. 813.

(16) Sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 901.