31992Y0819(01)

Faellesskabets rammebestemmelser for statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder (SMV) (92/C 213/02)

(Vedtaget af Kommissionen den 20. maj 1992)

1. Indledning

1.1. I de senere aar har man i stigende grad erkendt, at smaa og mellemstore virksomheder (SMV) har stor betydning for oekonomien. Deres betydning traeder ikke blot klart frem, naar man ved et oejebliksbillede af oekonomien paa et givet tidspunkt ser paa deres andel af produktion og beskaeftigelse (1), men ogsaa naar man paa grundlag af et dynamisk billede af oekonomien betragter andre aspekter. For det foerste spiller SMV en uforholdsmaessig stor beskaeftigelsesfremmende rolle, isaer i perioder, hvor store virksomheder foretager afskedigelser. For det andet er SMV tilboejelig til at vaere i forreste linie hvad angaar fornyelse, fordi de er mere udsat for konkurrence, men samtidig har stoerre fleksibilitet og tilpasningsevne end store virksomheder. Som foelge heraf er SMV for det tredje en vigtig konkurrenceskabende faktor paa markederne, ligesom de virker som den vigtigste drivkraft for strukturaendringer og fornyelse i oekonomien som helhed; de goer det saaledes lettere at kanalisere oekonomiske ressourcer fra sektorer i tilbagegang til ekspanderende sektorer. Imidlertid skal man ikke underkende de store virksomheders betydning. SMV og de meget store virksomheder supplerer hinanden, men SMV er livsnerven i enhver oekonomi. De bidrager til at goere oekonomien dynamisk, mens deres manglende tilstedevaerelse foerer til stagnation.

1.2. I nogle oekonomiske sektorer har SMV saerlig stor betydning. Dette er f.eks. tilfaeldet inden for fremstillingsvirksomhed, hvor underleverancer spiller en voksende rolle. Hos mange store producenter tegner underleverandoerer sig her for en stadig stoerre del af produkternes vaerditilvaekst, ligesom de beroerte SMV i stigende grad paatager sig forskning og udvikling paa de omraader, hvor de er specialiserede (2). SMV er desuden af afgoerende betydning for regionaludviklingen.

1.3. Det erkendes generelt, dels at et erhvervsklima, der fremmer etableringen af SMV, er af vital betydning, dels at SMV i det moderne samfund kan have visse handicap i forhold til store veletablerede virksomheder. Det er f.eks. vanskeligere for dem at skaffe kapital, ligesom de byrder, virksomhederne faar paalagt af det offentlige, vejer tungere paa SMV. For smaa virksomheder kan det vaere forbundet med stoerre udgifter at overholde offentlige krav om sundhed og sikkerhed, regnskabsaflaeggelse m.v., ligesom deres skattebyrde - saavel hvad angaar skatteprocenten (3) som de omkostninger, skattesystemet medfoerer (f.eks. bidrag til socialsikringsordninger og moms) - kan veje tungere.

1.4. Paa grund af de saerlige problemer, SMV staar overfor, samt de generelle fordele de frembyder i form af en mere dynamisk og innovativ oekonomi, der er i stand til at absorbere strukturaendringer og skabe beskaeftigelse, er det noedvendigt, at det offentlige traeffer positive foranstaltninger med henblik paa at skabe mere ensartede vilkaar eller endog begunstige SMV en smule. Disse positive foranstaltninger maa ikke have til formaal at fjerne alle risici, idet risikoelementet er det afgoerende element til at forbedre effektiviteten og konkurrenceevnen. Formaalet skal hovedsagelig vaere at skabe et erhvervsklima, der gennem teoretisk og praktisk uddannelse samt forenkling af de offentlige krav fremmer etableringen af smaa virksomheder. De positive foranstaltninger til fremme af SMV kan ogsaa omfatte finansiel stoette til etablering og investeringer.

1.5. Faellesskabet fremmer SMV gennem sit aktionsprogram (4) og dets forskellige foranstaltninger, som f.eks. EF-raadgivningskontorer, BC-Net, forenkling og kodificering af den for SMV gaeldende EF-lovgivning, ivaerksaetterydelser (5), samt foranstaltninger til fremme af innovation og teknologioverfoersel i henhold til SPRINT-programmet (6). De enkelte landes regeringer traeffer ogsaa foranstaltninger for at forbedre erhvervsklimaet for SMV, herunder ved direkte finansiel stoette. Generelt har Kommissionen altid vaeret positivt indstillet overfor statsstoette til SMV (7) og har tilladt stoetteordninger til fordel for smaa virksomheder i de fleste medlemsstater. Antallet af saadanne ordninger stiger i takt med den voksende erkendelse af SMV's betydning. Samtidig er det noedvendigt at begraense visse typer generelle stoetteordninger, der ikke udelukkende gaelder for SMV, herunder saerligt generelle investeringsstoetteordninger udenfor regionaludviklingsomraader. Dette skyldes dels den oegede risiko for, at statsstoette vil fordreje konkurrencen i det indre marked, dels behovet for stoerre oekonomisk og social samhoerighed, hvilket paa ny er blevet understreget i Traktaten om Den Europaeiske Union. Dette rejser spoergsmaalet om definitionen af SMV. I lyset heraf er det derfor noedvendigt, at Kommissionen nu klart fastlaegger sin politik for statsstoette til SMV, hvilket netop er formaalet med det foreliggende dokument. Foerst behandles det vigtige spoergsmaal om definitionen af SMV og dernaest de forskellige typer stoette og den stoetteintensitet, som Kommissionen normalt vil kunne tillade til SMV.

1.6. Disse rammebestemmelser gaelder for stoette til SMV inden for alle sektorer, der ikke er undergivet saerlige regler for statsstoette under EOEF- og EKSF-Traktaten. For oejeblikket gaelder der saadanne saerlige regler for staalindustrien, skibsbygningsindustrien, kunstfiberindustrien, motorkoeretoejsindustrien, landbrug, fiskeri, transport og kulindustrien, og disse regler gaelder ogsaa for eventuel stoette til SMV i de naevnte sektorer.

2. Definition

2.1. Der findes ikke nogen almindelig anerkendt definition af smaa og mellemstore virksomheder. De enkelte lande og deres forskellige institutioner anvender forskellige definitioner. De sondrer undertiden mellem smaa og mellemstore virksomheder, undertiden goer de det ikke. Denne sondring er ofte berettiget, idet den afspejler vidt forskellige situationer og formaal (f.eks. momsfritagelse, lempelse af retsforskrifter, hvem der er stoetteberettiget, eller hvem der er maalgruppen for en informationskampagne) (8). De mange definitioner afspejles i EF's forskellige politikker vedroerende SMV, som f.eks. finansieringen over EIB og strukturfondene, administrativ forenkling, information og konkurrencepolitik (9). Den definition af SMV, Kommissionen skal anvende ved kontrollen med statsstoette, maa opfylde en raekke betingelser. Den skal afgraense SMV-sektoren saaledes, at den omfatter de fleste virksomheder med de generelle fordele og handicap, der er beskrevet under punkt 1.1 til 1.3 ovenfor. Definitionen maa ikke vaere saa bred, at den kommer til at omfatte mange stoerre virksomheder uden de fordele eller handicap, der er karakteristiske for SMV. Stoette, der ydes til stoerre virksomheder paa grundlag af forhold, der hovedsagelig goer sig gaeldende for mindre virksomheder, vil med stoerre sandsynlighed kunne fordreje konkurrencevilkaarene og paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Endelig maa definitionen af SMV vaere enkel og let anvendelig, saafremt rammebestemmelserne skal forbedre gennemsigtigheden.

I de fleste tilfaelde er der ikke behov for at sondre mellem smaa og mellemstore virksomheder i rammebestemmelserne. En saadan sondring er dog noedvendig i forbindelse med stoette til aktiviteter, der er taet knyttet til den kommercielle markedsfoering, saasom investeringer. Det maa normalt forventes, at en saadan stoette til smaa virksomheder vil medfoere en begraenset paavirkning af samhandelen i EF, medens samme stoette til mellemstore virksomheder meget vel vil kunne paavirke samhandelen maerkbart.

2.2. Paa baggrund af ovenstaaende betingelser defineres »SMV« i disse rammebestemmelser som en virksomhed:

- med hoejst 250 medarbejdere og

- enten

- en aarsomsaetning paa hoejst 20 mio. ECU, eller

- en samlet status paa hoejst 10 mio. ECU, og

- hvor hoejst 25 % af kapitalen ejes af et eller flere selskaber, som ikke opfylder denne definition, bortset fra offentlige investeringsselskaber, venture-selskaber eller - forudsat at der ikke udoeves nogen kontrol - institutionelle investorer.

Naar det er noedvendigt at skelne mellem smaa og mellemstore virksomheder, defineres »smaa« som virksomheder

- med hoejst 50 medarbejdere og

- enten

- en aarsomsaetning paa hoejst 5 mio. ECU, eller

- en samlet status paa hoejst 2 mio. ECU, og

- hvor hoejst 25 % af kapitalen ejes af et eller flere selskaber, der ikke opfylder denne definition, bortset fra offentlige investeringsselskaber, venture-selskaber, eller - forudsat at der ikke udoeves nogen kontrol - institutionelle investorer.

De tre kriterier er kumulative. Det betyder at virksomheder kun betragtes som »SMV« eller »smaa«, hvis de opfylder uafhaengighedskriteriet, ikke overskrider graensen for antallet af medarbejdere og ikke overskrider mindst en af de to andre graenser for omsaetning eller samlet status. De oevre graenser for antallet af medarbejdere er de samme som i fjerde direktiv om aarsregnskaberne for visse selskabsformer (10). De oevre graenser for omsaetningen paa 20 mio. og 5 mio. ECU og den samlede status for SMV paa 10 mio. ECU er 25 % hoejere end i fjerde direktiv, hvor de i oejeblikket er paa henholdsvis 16, 4 og 8 mio. ECU. Denne forhoejelse er imidlertid noedvendig som kompensation for, at graensen for antallet af medarbejdere altid skal anvendes sammen med et af de to finansielle kriterier, medens det i henhold til fjerde direktiv er tilstraekkeligt, at virksomheden blot opfylder de to finansielle kriterier for at vaere berettiget til saerbehandling i medfoer af direktivet. Uafhaengighedskriteriet, dvs. at hoejst 25 % af virksomheden maa ejes af et stoerre selskab, er baseret paa praksis i mange medlemsstater, hvor 25 % betragtes som graense for potentiel kontrol. Dette kriterium er tydeligvis ikke saa praecist som kriterierne for et moder/datterselskabsforhold i syvende direktiv om konsoliderede regnskaber (11), der er bestemmende for, om visse juridiske forpligtelser gaelder, men kriteriet er tilstraekkeligt til at afgoere, om virksomheden har den uafhaengighed, der kraeves for at kunne opnaa stoette som SMV. Medlemsstaterne kan frit anvende strengere og eventuelt mere detaljerede kriterier. Offentlige investeringsselskabers og venture-selskabers kapitalinteresser i SMV aendrer normalt ikke SMV's karakter og kan derfor lades ude af betragtning. Dette gaelder ogsaa, naar der er tale om institutionelle investorer, saasom pensionsfonde og forsikringsselskaber, der normalt ikke udoever indflydelse paa det selskab, de investerer i.

3. Anvendelse af statsstoettereglerne

3.1. EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, forbyder, at visse virksomheder og industrier faar udbetalt statsstoette, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkaarene og paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Der kan dog indroemmes undtagelser fra dette forbud. Statsstoette til SMV opfylder normalt kriterierne i artikel 92, stk. 1. I modsaetning til generelle foranstaltninger til fordel for alle virksomheder, begunstiger statsstoette til SMV saaledes kun visse virksomheder, ligesom stoetten kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, i og med at mange SMV eksporterer en del af deres produktion til andre medlemsstater, og derved at SMV's indenlandske produktion inden for de fleste industrigrene mindsker behovet for import fra andre dele af Faellesskabet.

3.2. De minimis-reglen

Selv om al finansiel stoette til virksomheder i et vist omfang aendrer konkurrencevilkaarene, er det klart, at ikke al stoette medfoerer en maerkbar paavirkning af samhandelen og konkurrencen mellem medlemsstaterne. Dette gaelder isaer meget smaa stoettebeloeb - ofte udbetalt i henhold til ordninger, der administreres af lokale eller regionale myndigheder - der hovedsagelig, men ikke udelukkende, udbetales til SMV.

Af hensyn til den administrative forenkling til fordel for SMV er det oenskeligt, at stoette under et bestemt beloeb, som maa antages ikke at falde ind under artikel 92, stk. 1, ikke laengere paa forhaand skal anmeldes til Kommissionen i henhold til artikel 93, stk. 3. Paa grundlag af de tidligere erfaringer kan dette »de minimis«-beloeb fastsaettes til 50 000 ECU, der over en tre-aarig periode kan udbetales til en hvilken som helst virksomhed til en given bred udgiftskategori (f.eks. investeringer, uddannelse). For fremtiden skal engangsstoette paa op til 50 000 ECU til en given udgiftskategori saaledes ikke laengere anmeldes i henhold til artikel 93, stk. 3. Det samme gaelder stoetteordninger, hvorved den stoette, en virksomhed kan faa udbetalt til en given udgiftstype, begraenses til 50 000 ECU over en tre-aarig periode. Det er dog en forudsaetning, at der til den paagaeldende stoette eller stoetteordning er knyttet den udtrykkelige betingelse, at yderligere stoette til samme virksomhed for samme udgiftstype fra andre ordninger ikke bringer den samlede stoette til virksomheden op over 50 000 ECU. Selv om der ikke fastsaettes nogen begraensning for saa vidt angaar virksomhedens stoerrelse i forbindelse med »de minimis«-ordningen, vil den naturligvis primaert vaere af interesse for mindre virksomheder. Det skal bemaerkes, at ordningen ikke kan anvendes inden for de sektorer, der er undergivet saerlige regler som naevnt i punkt 1.6 ovenfor.

3.3. Stoette til SMV, der er omfattet af artikel 92, stk. 1

I tilfaelde, hvor statsstoette til SMV er omfattet af artikel 92, stk. 1, fordi den kan medfoere en maerkbar paavirkning af samhandelen og konkurrencen i Faellesskabet, kan der eventuelt indroemmes en undtagelse. Den bredeste undtagelsesbestemmelse er artikel 92, stk. 3, litra c), ifoelge hvilken Kommissionen har befoejelse til at tillade stoette, der fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner, forudsat stoetten ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse.

Henset til de generelle fordele forbundet med SMV, deres betydning for bestemte erhvervssektorer og for regionaludviklingen samt de saerlige problemer, de staar overfor, kan der ikke vaere tvivl om, at statsstoette til SMV »fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene eller oekonomiske regioner«.

Spoergsmaalet er, om statsstoette til SMV paavirker samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse. Dette afhaenger af stoettens art og intensitet. Stoette til aktiviteter, der er relativt fjerne fra den kommercielle markedsfoering, f.eks. stoette til konsulentbistand til forbedring af administrationen, paavirker kun samhandelen indirekte og i et forholdsvis lille omfang. Stoette til aktiviteter naermere knyttet til den kommercielle markedsfoering, saasom investeringsstoette, paavirker uden tvivl samhandelen mindre, naar den ydes til SMV, end naar den ydes til store virksomheder. Dette skyldes dels, at de enkelte SMV saelger mindre end de store virksomheder, hvilket yderligere forstaerkes af, at SMV's omsaetning pr. beskaeftiget ofte er lavere, dels at der findes saerlig mange SMV i sektorer, hvor samhandelen mellem medlemsstaterne er forholdsvis beskeden (f.eks. bygge- og anlaegsvirksomhed, visse levnedsmiddelindustrier, detailhandelen, servicesektoren). Ikke desto mindre kan investeringsstoette medfoere en stoerre paavirkning af samhandelen, naar den ydes til de mellemstore virksomheder, end naar den ydes til de smaa. Paa baggrund af ovenstaaende og under forudsaetning af, at en bestemt acceptabel stoetteintensitet ikke overskrides, vil stoette til SMV normalt ikke faa saa stor indvirkning paa samhandelsvilkaarene, at det strider mod den faelles interesse - isaer ikke naar de generelle fordele forbundet med SMV tages i betragtning.

3.4. Konklusion

Foruden den stoette, der med sikkerhed kan anses for at falde uden for artikel 92, stk. 1 (»de minimis«), vil stoette til SMV, dog afhaengig af stoettens art og forudsat den ikke overstiger en vis intensitet, normalt kunne fritages i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c). Kommissionen kan derfor med rette gaa ud fra, at en saadan stoette normalt er forenelig med faellesmarkedet.

4. Generelt acceptabel stoetteintensitet i forbindelse med SMV

Der kan ifoelge Kommissionens praksis indroemmes undtagelse i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c), for statsstoette til de formaal og med den stoetteintensitet, der er angivet nedenfor, naar der er tale om SMV som defineret ovenfor.

4.1. Generel investeringsstoette til SMV

Kommissionen er nu af den opfattelse, at generelle investeringsstoetteordninger, dvs. ordninger for investeringsstoette til virksomheder uanset deres stoerrelse og beliggenhed, er uforenelige med faellesmarkedet og ikke laengere kan tillades. Der er to aarsager hertil.

For det foerste er det i en virksomheds egen interesse at foretage investeringer, der saaledes maa betragtes som en normal omkostning for virksomheden. Under normale omstaendigheder boer der derfor ikke ydes statsstoette hertil. Hvis der paa det stadig mere integrerede EF-marked ydes stoette til investeringer, der jo er naert knyttet til den kommercielle markedsfoering, vil stoetten kunne fordreje konkurrencen og medfoere en fejlallokering af ressourcerne.

For det andet vil en almindelig adgang til investeringsstoette modvirke den tilstraebte foroegelse af den oekonomiske og sociale samhoerighed i Faellesskabet. Saafremt der kan ydes investeringsstoette i mere velstillede ikke-stoetteberettigede omraader i Faellesskabet, goer det stoetten i stoetteberettigede omraader mindre tillokkende, saerligt i de mest tilbagestaaende regioner.

Det samme goer sig til en vis grad gaeldende, naar SMV har almindelig adgang til investeringsstoette, og i saerdeleshed naar det drejer sig om mellemstore virksomheder. For disse virksomheder vil de ovenfor anfoerte argumenter mod investeringsstoette formodentlig veje tungere end argumenterne om, at en saadan stoette fremmer udviklingen af SMV. Hvis der i ikke-stoetteberettigede omraader tillades investeringsstoette endog til den stoerste SMV, vil det ikke blot indebaere en risiko for konkurrencefordrejninger, men ogsaa goere det mindre tillokkende for SMV at foretage investeringer i mere tilbagestaaende omraader. Det skyldes, at forskellen mellem den stoette, der ydes SMV i de ikke-stoetteberettigede omraader i de centralt beliggende rige medlemsstater, og den stoette, der ydes i de stoetteberettigede omraader i saavel de centralt beliggende medlemsstater som de mindre velstaaende medlemsstater i udkanten af EF (som sjaeldent har raad til at yde den maksimumsstoette, der teoretisk set er mulig), kan vaere temmelig lille. Medens risikoen for en saadan uheldig virkning kan vaere ubetydelig, naar det gaelder meget smaa virksomheder, stiger den naturligvis i takt med virksomhedernes stoerrelse.

Kommissionen er forpligtet til at bekaempe saadanne uheldige virkninger. I EOEF-Traktatens nye artikel 130 b, som EF's stats- og regeringschefer har vedtaget i forbindelse med Traktaten om Den Europaeiske Union, er der fastsat foelgende: »Udformningen og gennemfoerelsen af Faellesskabets politikker og aktioner samt gennemfoerelsen af det indre marked skal ske under hensyntagen til maalene i artikel 130 a (oekonomisk og social samhoerighed) og skal bidrage til deres virkeliggoerelse.«

Med forbehold af den nedenfor anfoerte undtagelse for regioner, der henhoerer under strukturfondenes maal nr. 2 og 5 b, har Kommissionen derfor besluttet at tillade investeringsstoette uden for de nationale stoetteberettigede omraader (dvs. omraader, der er stoetteberettigede i henhold til nationale regionaludviklingsordninger, uafhaengig af strukturfondene) paa op til 15 % brutto (12) til smaa virksomheder som defineret ovenfor, og 7,5 % brutto til andre SMV, dvs. mellemstore virksomheder.

I nationale stoetteberettigede omraader vil Kommissionen tillade, at der foruden den af Kommissionen godkendte regionalstoette efter den gaeldende sats kan ydes SMV (hvad enten de er smaa eller mellemstore) stoette paa yderligere 10 % brutto af investeringen i omraader omfattet af artikel 92, stk. 3, litra c), og yderligere 15 % brutto af investeringen i omraader omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a) (13). Regionalstoetten og SMV-stoetten maa dog ikke tilsammen overstige 30 % netto i de foerstnaevnte omraader og 75 % netto i de sidstnaevnte. De ovenfor givne satser (jf. vedhaeftede oversigt) skal dels sikre, at den hoejeste stoette tillades i omraader med de stoerste behov, dels at forskelsbehandlingen mellem stoetteberettigede og ikke-stoetteberettigede omraader opretholdes for alle virksomheder, bortset fra de mindste.

Stoetteloftet for kumuleret regionalstoette og SMV-stoette i stoetteberettigede omraader vil gaelde, uanset om stoetten udelukkende er national eller samfinansieres med Faellesskabet over strukturfondene, navnlig EFRU.

Nogle omraader i Faellesskabet er berettigede til stoette over strukturfondene i henhold til maal nr. 2 og 5 b (14), men er ikke nationale stoetteomraader. Kommissionen har besluttet, at der ogsaa i disse omraader - indtil udgangen af 1993 - kan ydes investeringsstoette til SMV (hvad enten de er smaa eller mellemstore) op til et bestemt beloeb, der fastsaettes for hver enkelt ordning.

De tilladte maksimumintensiteter gaelder for alle former for stoette.

4.2. Stoette til investeringer i miljoebeskyttelse

I henhold til rammebestemmelserne for miljoestoette (15) stilles investeringer i miljoebeskyttelse, som f.eks. forureningsbekaempelse, nedbringelse af CO2, beskyttelse af ozonlaget osv., gunstigere end generelle investeringer. Dette gaelder uanset virksomhedens beliggenhed eller stoerrelse, men SMV kan i stoetteberettigede omraader naturligvis kraeve stoette efter den gaeldende sats for generel investeringsstoette (regionalstoette og SMV-stoette), som i de fleste tilfaelde vil vaere hoejere end de 15 % netto, der for oejeblikket tillades i henhold til rammebestemmelserne for miljoestoette, ligesom den ikke er undergivet de samme stramme betingelser.

4.3. Stoette til konsulentbistand, uddannelse og formidling af viden

Der tillades normalt stoette paa op til 50 % brutto i forbindelse med bistand og raadgivning fra eksterne konsulentfirmaer til samt uddannelse af nye og etablerede smaa og mellemstore virksomheder og deres personale inden for virksomhedsledelse, finansielle spoergsmaal, ny teknologi (isaer informationsteknologi), forureningsbekaempelse, beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder eller lignende eller vurdering af nye projekters gennemfoerlighed. De enkelte projekter vurderes imidlertid paa grundlag af deres indhold, idet der laegges saerlig vaegt paa, hvor fjerne aktiviteterne er fra den kommercielle markedsfoering, eventuelle begraensninger i stoettebeloebet pr. virksomhed, mulighederne for kumulering samt andre relevante faktorer. Under ganske saerlige omstaendigheder kan Kommissionen tillade stoette paa over 50 %, herunder saerligt til generelle oplysningskampagner, idet den finansielle fordel for den enkelte virksomhed her er forholdsvis beskeden.

4.4. Stoette til forskning og udvikling

For saa vidt angaar stoette til forskning og udvikling i henhold til nationale stoetteordninger, kan SMV modtage stoette, der er indtil 10 % hoejere end den stoette, der ydes til store virksomheder, jf. rammebestemmelserne for stoette til forskning og udvikling (16).

4.5. Stoette til andre formaal

De fleste af de anmeldte stoetteordninger for SMV er omfattet af ovennaevnte kategorier. Kommissionen vil dog eventuelt kunne tillade andre former for berettiget stoette til SMV, som f.eks. stoette til fremme af samarbejde mellem SMV.

5. Hurtig godkendelsesprocedure for stoetteordninger til fordel for SMV

Kommissionen har anfoert, at den normalt ikke vil rejse indsigelse mod stoetteordninger til SMV som defineret i punkt 2.2, naar stoetteintensiteten eller -beloebet er lav, dvs. enten

- hoejst 7,5 % brutto af investeringen, saafremt ordningen tager sigte paa investering, eller

- hoejst 3 000 ECU pr. nyoprettet arbejdsplads, saafremt ordningen tager sigte paa fremme af beskaeftigelsen, eller

- hoejst 200 000 ECU i alt, saafremt ordningen ikke tager sigte paa investeringer eller fremme af beskaeftigelsen,

og naar stoette under ordningen ikke kan kombineres med anden form for stoette, der medfoerer en overskridelse af ovennaevnte satser.

For stoetteordninger, der falder ind under én af ovennaevnte tre kategorier, har Kommissionen indfoert en hurtig godkendelsesprocedure. Denne procedure vil fortsat gaelde for nye stoetteordninger til fordel for SMV, ligesom Kommissionen generelt er positivt indstillet overfor en saadan stoette. Proceduren vil ligeledes fortsat blive anvendt i forbindelse med aendringer (17) af bestaaende stoetteordninger godkendt af Kommissionen, hvad enten de gaelder SMV eller andre virksomheder. I modsaetning til »de minimis«-stoette (jf. punkt 3.2 ovenfor) skal stoette, der kan behandles efter den hurtige godkendelsesprocedure, fortsat anmeldes.

6. Anmeldelse, eksisterende tilladelser, gyldighedsperioder og revision af rammebestemmelserne

6.1. Disse rammebestemmelser beroerer ikke medlemsstaternes forpligtelser i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, til at anmelde alle stoetteordninger til fordel for SMV og alle aendringer af saadanne ordninger, bortset fra »de minimis«-stoetteordninger.

6.2. Rammebestemmelserne faar ingen indvirkning paa ordninger, der allerede er godkendt paa tidspunktet for rammebestemmelsernes offentliggoerelse, dog med forbehold af muligheden for revision i henhold til artikel 93, stk. 1.

6.3. Kommissionen vil i tre aar at regne fra datoen for deres offentliggoerelse foelge disse rammebestemmelser ved sin vurdering af stoetteordninger til fordel for SMV. Kommissionen vil inden denne periodes udloeb tage rammebestemmelserne op til revision.

>TABELPOSITION>

(1) Virksomheder med under 200 beskaeftigede, herunder enkeltmandsvirksomheder, tegner sig for 62,7 % af den samlede beskaeftigelse i EF - EF-Kommissionen, sammenstilling af data indsamlet af EF's Statistiske Kontor og GD XXIII i forbindelse med et faelles projekt for SMV-statistikker, december 1989; se ogsaa EF-Kommissionen, Enterprises in the European Community, Bruxelles - Luxembourg 1990.

(2) Jf. KOM(89) 402 og SEK(91) 1286, Kommissionens meddelelser til Raadet om henholdsvis »Udvikling af underleverancer i Faellesskabet« og »Et europaeisk marked for underleverancer«.

(3) Isaer for virksomheder, der ikke er registreret som selskaber, da disse normalt betaler indkomstskat og eventuelt beskattes efter den hoejeste marginalskatteprocent. I de fleste medlemsstater er denne skat hoejere end selskabsskatteprocenten, som normalt og uanset stoerrelse betales af registrerede selskaber.

(4) Raadets resolution af 3. november 1986 (EFT nr. C 287 af 14. 11. 1986, s. 1).

(5) Raadets resolution af 30. juni 1988 (EFT nr. C 197 af 27. 7. 1988, s. 6) og af 27. maj 1991 (EFT nr. C 146 af 5. 6. 1991, s. 3) samt Raadets beslutning af 28. juli 1989 (EFT nr. L 239 af 16. 8. 1989, s. 33) om forbedring af erhvervsklimaet og fremme af virksomhedernes udvikling, isaer SMV, som aendret ved Raadets beslutning af 18. juni 1991 (EFT nr. L 175 af 4. 7. 1991, s. 32).

(6)Raadets beslutning af 17. april 1989 (EFT nr. L 112 af 25. 4. 1989, s. 12).

(7)Jf. navnlig redegoerelsen for Kommissionens politik i Sjette Beretning om Konkurrencepolitikken (1976), nr. 253 til 255.

(8) Jf. Kommissionens beretning til Raadet om definition af SMV, SEK(92) 351 endelig udg. af 29. april 1992, s. 2: »SMV kan dog ikke entydigt defineres. Bestraebelserne paa at finde en daekkende definition af SMV giver kun mening, hvis de ses i sammenhaeng med en konkret foranstaltning, hvor det anses for noedvendigt at definere en virksomhedskategori i forhold til alle andre paa grundlag af `stoerrelse`. De kriterier, der laegges til grund for denne differentiering, afhaenger noedvendigvis af, hvilket maal der forfoelges.«

(9) Jf. Kommissionens beretning til Raadet om definition af SMV.

(10)EFT nr. L 222 af 14. 8. 1978, s. 11, sidst aendret ved EFT nr. L 317 af 16. 11. 1990, s. 57.

(11) EFT nr. L 193 af 18. 7. 1983, s. 1.

(12) Dvs. den nominelle (foer-skat) vaerdi af statstilskud og den aktualiserede foer-skat vaerdi af stoette til rentebetaling som en andel af investeringsomkostningerne. Netto-beloeb er efter skat.

(13) Jf. Kommissionens meddelelse vedr. fremgangsmaaden ved anvendelsen af artikel 92, stk. 3, litra a) og c), for regionale stoetteordninger (EFT nr. C 212 af 12. 8. 1988, s. 2). Det bemaerkes, at den til meddelelsen vedlagte liste ikke laengere er tidssvarende.

(14)Jf. Kommissionens beslutning af 21. marts 1989 (er blevet forlaenget) og 10. maj 1989 (EFT nr. L 112 af 25. 4. 1989, s. 19 og EFT nr. L 198 af 12. 7. 1989, s. 1).

(15)Meddelelse til medlemsstaterne, vedfoejet som bilag til skrivelse SG(87) D/3795 af 23. marts 1987.

(16) EFT nr. C 83 af 11. 4. 1986, s. 2.

(17)Nemlig forlaengelse af gyldighedsperioden, forhoejelse af de afsatte midler med maksimalt 20 %, en kombination af disse to aendringer, eller en stramning af de betingelser, virksomhederne skal opfylde for at vaere stoetteberettigede.