EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02009R0715-20181224

Consolidated text: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 715/2009 af 13. juli 2009 om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005 (EØS-relevant tekst)EØS-relevant tekst.

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/715/2018-12-24

02009R0715 — DA — 24.12.2018 — 005.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 715/2009

af 13. juli 2009

om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005

(EØS-relevant tekst)

(EUT L 211 af 14.8.2009, s. 36)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

KOMMISSIONENS AFGØRELSE 2010/685/EU af 10. november 2010

  L 293

67

11.11.2010

►M2

KOMMISSIONENS AFGØRELSE 2012/490/EU af 24. august 2012

  L 231

16

28.8.2012

►M3

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 347/2013 af 17. april 2013

  L 115

39

25.4.2013

►M4

KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2015/715 EØS-relevant tekst af 30. april 2015

  L 114

9

5.5.2015

►M5

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2018/1999 af 11. december 2018

  L 328

1

21.12.2018


Berigtiget ved:

►C1

Berigtigelse, EUT L 229, 1.9.2009, s.  29 (715/2009)

►C2

Berigtigelse, EUT L 309, 24.11.2009, s.  87 (715/2009)




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 715/2009

af 13. juli 2009

om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1775/2005

(EØS-relevant tekst)



Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

Denne forordning har til formål at:

a) fastsætte ikke-diskriminerende regler om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet, idet der tages hensyn til de nationale og regionale markeders særlige kendetegn, med henblik på at sikre et velfungerende indre marked for gas

b) fastsætte ikke-diskriminerende regler om betingelserne for adgang til LNG-faciliteter og lagerfaciliteter under hensyntagen til de nationale og regionale markeders særlige kendetegn, og

c) fremme udviklingen af et funktionsdygtigt og gennemsigtigt engrosmarked med et højt forsyningssikkerhedsniveau for gas og fastlægge mekanismer til harmonisering af reglerne for adgang til net for grænseoverskridende gasudveksling.

De i første afsnit omhandlede formål omfatter fastsættelsen af harmoniserede principper for tariffer, eller beregningsmetoder for tariffer, for netadgang, men ikke for adgang til lagerfaciliteter, fastlæggelse af adgangstjenester for tredjepart og harmoniserede principper for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger, fastlæggelse af krav om gennemsigtighed, regler om balancering og gebyrer for ubalancer samt fremme af handelen med kapacitet.

Med undtagelse af artikel 19, stk. 4, gælder denne forordning kun for lagerfaciliteter, der henhører under artikel 33, stk. 3 eller 4, i direktiv 2009/73/EF.

Medlemsstaterne kan oprette en enhed eller et organ i overensstemmelse med direktiv 2009/73/EF, der skal udføre en eller flere funktioner, der typisk tildeles transmissionssystemoperatøren, som skal være underlagt kravene i denne forordning. Denne enhed eller dette organ certificeres i overensstemmelse med artikel 3 i denne forordning og udpeges i henhold til artikel 10 i direktiv 2009/73/EF.

Artikel 2

Definitioner

1.  I denne forordning forstås ved:

1) »transmission«: transport af naturgas gennem net, der hovedsagelig består af højtryksrørledninger, bortset fra opstrømsrørledningsnet og bortset fra den del af højtryksrørledninger, der hovedsagelig anvendes i forbindelse med lokal distribution af naturgas, med henblik på levering af naturgas til kunder, men ikke forsyning

2) »transportaftale«: en aftale, som transmissionssystemoperatøren har indgået med en netbruger med henblik på transmission

3) »kapacitet«: den maksimale strøm af gas, udtrykt i normal kubikmeter pr. tidsenhed eller i energienheder pr. tidsenhed, som netbrugeren har ret til ifølge bestemmelserne i transportaftalen

4) »uudnyttet kapacitet«: uafbrydelig kapacitet, som en netbruger har erhvervet i henhold til en transportaftale, men som denne bruger ikke har nomineret inden for den frist, der er anført i aftalen

5) »håndtering af kapacitetsbegrænsninger«: forvaltning af transmissionssystemoperatørens kapacitetsudbud med henblik på, at den tekniske kapacitet udnyttes optimalt og maksimalt, og at overbelastnings- og mætningspunkter opdages i tide

6) »sekundært marked«: markedet for den kapacitet, der handles ad andre veje end på det primære marked

7) »nominering«: forudgående meddelelse fra en netbruger til transmissionssystemoperatøren om den faktiske strøm af gas, som brugeren ønsker at tilføre eller trække ud af systemet

8) »renominering«: efterfølgende meddelelse om ændring af en nominering

9) »systemintegritet«: ethvert forhold i et transmissionsnet, herunder de nødvendige transmissionsanlæg, hvor naturgassens tryk og kvalitet forbliver inden for de maksimums- og minimumsgrænser, der er fastsat af transmissionssystemoperatøren, således at transmissionen af naturgas er garanteret set ud fra et teknisk synspunkt

10) »balanceringsperiode«: den periode, inden for hvilken afledning af en mængde naturgas, udtrykt i energienheder, skal opvejes ved, at hver enkelt netbruger tilfører samme mængde naturgas til transmissionsnettet i overensstemmelse med transportaftalen eller netreglerne

11) »netbruger«: en kunde eller en potentiel kunde hos en transmissionssystemoperatør og transmissionssystemoperatørerne selv, når det er nødvendigt for dem at udføre deres funktioner i forbindelse med transmission

12) »afbrydelige tjenester«: tjenester, som transmissionssystemoperatøren tilbyder i forbindelse med afbrydelig kapacitet

13) »afbrydelig kapacitet«: gastransmissionskapacitet, der kan afbrydes af transmissionssystemoperatøren på de betingelser, der er fastlagt i transportaftalen

14) »langsigtede tjenester«: tjenester, der tilbydes af transmissionssystemoperatøren, med en varighed på et år eller mere

15) »kortsigtede tjenester«: tjenester, der tilbydes af transmissionssystemoperatøren, med en varighed på under et år

16) »uafbrydelig kapacitet«: gastransmissionskapacitet, der er garanteret af transmissionssystemoperatøren som uafbrydelig i kraft af en aftale

17) »uafbrydelige tjenester«: tjenester, som tilbydes af transmissionssystemoperatøren i forbindelse med uafbrydelig kapacitet

18) »teknisk kapacitet«: den maksimale uafbrydelige kapacitet, som transmissionssystemoperatøren kan tilbyde netbrugerne, idet der tages hensyn til systemintegritet og transmissionsnettets driftskrav

19) »aftalt kapacitet«: kapacitet, som transmissionssystemoperatøren har tildelt en netbruger ved hjælp af en transportaftale

20) »ledig kapacitet«: den del af den tekniske kapacitet, der ikke er tildelt, og som stadig er til rådighed for systemet på det givne tidspunkt

21) »aftalemæssige kapacitetsbegrænsninger«: den situation, hvor efterspørgslen på uafbrydelig kapacitet overstiger den tekniske kapacitet

22) »primært marked«: markedet for den kapacitet, der forhandles direkte af transmissionssystemoperatøren

23) »fysiske kapacitetsbegrænsninger«: den situation, hvor efterspørgslen på faktiske leverancer overstiger den tekniske kapacitet på et bestemt tidspunkt

24) »kapacitet ved en LNG-facilitet«: en kapacitet ved en LNG-terminal til flydendegørelse af naturgas eller til import, losning, midlertidig oplagring og genforgasning af LNG samt hjælpefunktioner i forbindelse hermed

25) »plads«: det gasvolumen, som en bruger af en lagerfacilitet har ret til at benytte til oplagring af gas

26) »leveringsydelse«: den takt, hvori lagerbrugeren har ret til at udtrække gas fra lagerfaciliteten

27) »injektionsydelse«: den takt, hvori lagerfacilitetsbrugeren har ret til at injicere gas i lageret

28) »lagerkapacitet«: enhver kombination af plads, injektionsydelse og leveringsydelse.

2.  Med forbehold af definitionerne i denne artikels stk. 1 finder de definitioner i artikel 2 i direktiv 2009/73/EF, som er relevante for anvendelsen af denne forordning, ligeledes anvendelse, bortset fra definitionen af transmission i nævnte artikels nr. 3).

De definitioner i stk. 1, nr. 3)-23), der vedrører transmission, finder tilsvarende anvendelse på lagre og LNG-faciliteter.

Artikel 3

Certificering af transmissionssystemoperatører

1.  Har Kommissionen modtaget en underretning om certificering af en transmissionssystemoperatør i henhold til artikel 10, stk. 6, i direktiv 2009/73/EF, behandler den underretningen straks ved modtagelsen. Senest to måneder efter den dag, hvor en underretning modtages, afgiver Kommissionen udtalelse til den relevante nationale regulerende myndighed om underretningens overensstemmelse med artikel 10, stk. 2, eller artikel 11, og artikel 9 i direktiv 2009/73/EF.

I forbindelse med udarbejdelsen af den i første afsnit nævnte udtalelse kan Kommissionen anmode agenturet om en udtalelse om den nationale regulerende myndigheds afgørelse. I så fald forlænges den i første afsnit nævnte periode på to måneder med to måneder.

Hvis der ikke inden for den i første og andet afsnit nævnte periode foreligger en udtalelse fra Kommissionen, anses Kommissionen for ikke at rejse indvendinger mod den regulerende myndigheds afgørelse.

2.  Senest to måneder efter at have modtaget en udtalelse fra Kommissionen vedtager den nationale regulerende myndighed sin endelige afgørelse om certificering af transmissionssystemoperatøren, idet den tager størst muligt hensyn til denne udtalelse. Den regulerende myndigheds afgørelse og Kommissionens udtalelse offentliggøres sammen.

3.  De regulerende myndigheder og/eller Kommissionen kan fra transmissionssystemoperatører og/eller virksomheder, der varetager produktions- eller forsyningsopgaver, når som helst under proceduren udbede sig enhver oplysning, der er relevant for varetagelsen af deres opgaver i medfør af denne artikel.

4.  De regulerende myndigheder og Kommissionen behandler forretningsmæssigt følsomme oplysninger fortroligt.

5.  Kommissionen kan vedtage retningslinjer med nærmere procedureregler for anvendelsen af stk. 1 og 2. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 28, stk. 2.

6.  Hvis Kommissionen har modtaget en underretning om certificering af en transmissionssystemoperatør i henhold til artikel 9, stk. 10, i direktiv 2009/73/EF, træffer den en afgørelse vedrørende certificering. Den regulerende myndighed efterkommer Kommissionens afgørelse.

Artikel 4

Det europæiske net af gastransmissionssystemoperatører

Alle transmissionssystemoperatører samarbejder på fællesskabsplan gennem ENTSO for gas for at fremme gennemførelsen af et velfungerende indre marked for naturgas og grænseoverskridende handel og sikre optimal forvaltning, samordnet drift og holdbar teknisk udvikling af det europæiske naturgastransmissionsnet.

Artikel 5

Oprettelse af ENTSO for gas

1.  Gastransmissionssystemoperatørerne forelægger senest den 3. marts 2011 Kommissionen og agenturet et udkast til vedtægter for det kommende ENTSO for gas, en liste over dets medlemmer og et udkast til dets forretningsorden, herunder proceduren for høring af andre interessenter.

2.  Senest to måneder efter dagen for modtagelsen forelægger agenturet efter formelt at have hørt de organisationer, der repræsenterer alle interessenter, navnlig systembrugere og herunder kunderne, Kommissionen en udtalelse om vedtægtsudkastet, medlemslisten og forretningsordensudkastet.

3.  Kommissionen afgiver udtalelse om vedtægtsudkastet, medlemslisten og forretningsordensudkastet under hensyntagen til agenturets udtalelse i henhold til stk. 2 og senest tre måneder efter modtagelsen af agenturets udtalelse.

4.  Senest tre måneder efter dagen for modtagelsen af Kommissionens udtalelse opretter transmissionssystemoperatørerne ENTSO for gas og vedtager og offentliggør dets vedtægter og forretningsorden.

Artikel 6

Etablering af netregler

1.  Kommissionen fastlægger efter høring af agenturet, ENTSO for gas og de øvrige relevante interessenter en årlig prioritetsliste over de områder, der er anført i artikel 8, stk. 6, og som skal medtages i udviklingen af netregler.

2.  Kommissionen anmoder agenturet om inden for et rimeligt tidsrum på højst seks måneder at forelægge den ikke-bindende overordnede retningslinjer (»overordnede retningslinjer«) med klare og objektive principper i overensstemmelse med artikel 8, stk. 7, for udviklingen af netregler vedrørende de områder, der er identificeret på prioritetslisten. Alle overordnede retningslinjer skal bidrage til ikke-diskrimination, reel konkurrence og et effektivt fungerende marked. Kommissionen kan på begrundet anmodning fra agenturet forlænge dette tidsrum.

3.  Agenturet hører formelt ENTSO for gas og andre relevante interessenter om de overordnede retningslinjer i en periode på mindst to måneder på en åben og gennemsigtig måde.

4.  Hvis Kommissionen finder, at de overordnede retningslinjer ikke bidrager til ikke-diskrimination, reel konkurrence og et effektivt fungerende marked, kan den anmode agenturet om at revidere de overordnede retningslinjer inden for et rimeligt tidsrum og genforelægge dem for Kommissionen.

5.  Hvis agenturet ikke forelægger eller genforelægger de overordnede retningslinjer inden for det tidsrum, som Kommissionen har fastsat i henhold til stk. 2 eller 4, udarbejder Kommissionen de pågældende overordnede retningslinjer.

6.  Kommissionen anmoder ENTSO for gas om at forelægge netregler, der er i tråd med de relevante overordnede retningslinjer, for agenturet inden for et rimeligt tidsrum på højst tolv måneder.

7.  Inden for en periode på tre måneder efter dagen for modtagelsen af netregler, hvor agenturet kan gennemføre en formel høring af de relevante interessenter, forelægger agenturet ENTSO for gas en begrundet udtalelse om netreglerne.

8.  ENTSO for gas kan ændre netreglerne i lyset af agenturets udtalelse og genforelægge dem for agenturet.

9.  Når agenturet er overbevist om, at netreglerne er i tråd med de relevante overordnede retningslinjer, forelægger agenturet netreglerne for Kommissionen og kan henstille, at de vedtages inden for et rimeligt tidsrum. Hvis Kommissionen ikke vedtager reglerne, angiver den årsagerne hertil.

10.  Hvis ENTSO for gas ikke har udviklet netregler inden for det tidsrum, Kommissionen har fastsat i henhold til stk. 6, kan Kommissionen anmode agenturet om at udarbejde et udkast til netregler på grundlag af de relevante overordnede retningslinjer. Agenturet kan indlede en yderligere høring i forbindelse med udarbejdelsen af et udkast til netregler i medfør af nærværende stykke. Agenturet forelægger et udkast til netregler, der er udarbejdet i henhold til dette stykke, for Kommissionen og kan henstille, at det vedtages.

11.  Kommissionen kan, hvis ENTSO for gas eller agenturet ikke har udviklet netregler eller ikke har udarbejdet et udkast til netregler som omhandlet i stk. 10 i denne artikel, på eget initiativ eller efter henstilling fra agenturet i henhold til stk. 9 i denne artikel vedtage et eller flere sæt netregler på de områder, der er nævnt i artikel 8, stk. 6.

Når Kommissionen foreslår at vedtage netregler på eget initiativ, hører den agenturet, ENTSO for gas og alle relevante interessenter om udkastet til netregler i et tidsrum på mindst to måneder. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 28, stk. 2.

12.  Denne artikel berører ikke Kommissionens ret til at vedtage og ændre retningslinjerne som fastlagt i artikel 23.

Artikel 7

Ændring af netregler

1.  Udkast til ændringer af alle netregler, der er vedtaget i henhold til artikel 6, kan forelægges for agenturet af personer, som vil kunne have en interesse i disse netregler, herunder ENTSO for gas, transmissionssystemoperatører, netbrugere og forbrugere. Agenturet kan også foreslå ændringer på eget initiativ.

2.  Agenturet hører alle interessenter i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 713/2009. På baggrund af denne proces kan agenturet fremlægge begrundede forslag til ændringer for Kommissionen ledsaget af en redegørelse for sådanne forslags sammenhæng med målene for netreglerne i artikel 6, stk. 2.

3.  Kommissionen kan under hensyn til agenturets forslag vedtage ændringer af alle netregler, der er vedtaget i henhold til artikel 6. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 28, stk. 2.

4.  Behandlingen af forslag til ændringer som led i proceduren i artikel 28, stk. 2, er begrænset til de aspekter, der vedrører den foreslåede ændring. Disse foreslåede ændringer foregriber ikke andre ændringer, som Kommissionen måtte foreslå.

Artikel 8

Opgaver for ENTSO for gas

1.  ENTSO for gas udarbejder netregler på de i denne artikels stk. 6 nævnte områder på anmodning af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 6, stk. 6.

2.  ENTSO for gas kan udarbejde netregler på de i stk. 6 nævnte områder med henblik på at nå de i artikel 4 fastsatte mål, hvis disse netregler ikke vedrører områder, der er omfattet af en anmodning fra Kommissionen. Disse netregler forelægges for agenturet med henblik på en udtalelse. ENTSO for gas tager behørigt hensyn til denne udtalelse.

3.  ENTSO for gas vedtager:

a) fælles redskaber til driften af nettet for at sikre koordinering af nettets drift under normale forhold og i beredskabssituationer, herunder en fælles klassificeringsskala for forstyrrelser, og forskningsplaner

b) en ikke-bindende ti-årig europæisk netudviklingsplan (»europæisk netudviklingsplan«) hvert andet år, herunder en europæisk prognose for forsyningens tilstrækkelighed

c) henstillinger om koordineringen af teknisk samarbejde mellem transmissionssystemoperatører i Fællesskabet og i tredjelande

d) et årligt arbejdsprogram

e) en årsrapport

f) årlige sommer- og vinterprognoser for forsyningen.

4.  Den europæiske prognose for forsyningens tilstrækkelighed, jf. stk. 3, litra b), skal dække gassystemets samlede evne til at efterkomme den nuværende og forventede efterspørgsel efter gas i den næste femårsperiode samt i perioden mellem fem og ti år fra datoen for denne prognose. Den europæiske prognose for forsyningens tilstrækkelighed skal bygge på de nationale prognoser for forsyningens tilstrækkelighed, der er udarbejdet af hver enkelt transmissionssystemoperatør.

5.  Det årlige arbejdsprogram, jf. stk. 3, litra d), indeholder en liste over og beskrivelse af de netregler, der skal udarbejdes, og en plan for samordning af netdriften og af den forsknings- og udviklingsindsats, der skal gennemføres i det pågældende år, samt en vejledende tidsplan.

6.  Netreglerne, jf. stk. 1 og 2, dækker følgende områder, idet der om nødvendigt tages hensyn til særlige regionale forhold:

a) regler om netsikkerhed og pålidelighed

b) regler om nettilslutning

c) regler for tredjepartsadgang

d) regler om dataudveksling og afregning

e) regler om interoperabilitet

f) driftsprocedurer i beredskabssituationer

g) regler om kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger

h) regler om handel i forbindelse med teknisk og operativ levering af netadgangstjenester og systembalancering

i) regler om gennemsigtighed

j) regler om balancering, herunder netrelaterede regler om nomineringsprocedurer, regler om gebyrer for ubalancer og regler om driftsbalancering mellem transmissionssystemoperatørernes systemer

k) regler om harmoniserede transmissionstarifstrukturer, og

l) energieffektivitet i forbindelse med gasnet.

7.  Netreglerne udvikles for grænseoverskridende netspørgsmål og spørgsmål om markedsintegration og berører ikke medlemsstaternes ret til at udarbejde nationale regler for spørgsmål, der ikke berører grænseoverskridende handel.

8.  ENTSO for gas overvåger og analyserer gennemførelsen af de netregler og retningslinjer, som Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 6, stk. 11, og deres virkning på harmoniseringen af gældende regler, der tager sigte på at lette markedsintegrationen. ENTSO for gas aflægger rapport til agenturet om resultaterne og redegør for resultaterne af analysen i årsberetningen, jf. denne artikels stk. 3, litra e).

9.  ENTSO for gas stiller alle de oplysninger til rådighed, som agenturet har brug for til varetagelsen af sine opgaver i henhold til artikel 9, stk. 1.

10.  ENTSO for gas vedtager og offentliggør en europæisk netudviklingsplan, jf. stk. 3, litra b), hvert andet år. Den europæiske netudviklingsplan omfatter modellering af det integrerede net, udvikling af scenarier, en europæisk prognose om forsyningens tilstrækkelighed og en vurdering af systemets elasticitet.

Den europæiske netudviklingsplan skal navnlig:

▼M3

a) bygge på nationale investeringsplaner, der tager hensyn til regionale investeringsplaner, jf. artikel 12, stk. 1, og, hvor det er relevant, EU-aspekter ved planlægningen af nettet som anført i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur ( 1 ); den skal gennemgå en cost-benefit-analyse, hvor der anvendes den metode, som er fastsat i artikel 11 i den forordning;

▼B

b) med hensyn til grænseoverskridende samkøringslinjer også bygge på de rimelige behov, som forskellige netbrugere kan have, og integrere langfristede forpligtelser fra investorer som omhandlet i artikel 14 og artikel 22 i direktiv 2009/73/EF

c) redegøre for investeringsmangler, navnlig hvad den grænseoverskridende kapacitet angår.

Med henblik på andet afsnit, litra c), kan en gennemgang af de hindringer for øget grænseoverskridende kapacitet, som foranlediges af forskelle i godkendelsesprocedurer eller -praksis, vedlægges som bilag til den europæiske netudviklingsplan.

11.  Agenturet gennemgår de nationale ti-årige netudviklingsplaner for at bedømme deres overensstemmelse med den europæiske netudviklingsplan. Finder agenturet uoverensstemmelser mellem en national ti-årig netudviklingsplan og den europæiske netudviklingsplan, kommer det om nødvendigt med henstillinger vedrørende ændring af den nationale ti-årige netudviklingsplan eller den europæiske netudviklingsplan. Såfremt en sådan national ti-årig netudviklingsplan er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 22 i direktiv 2009/73/EF, henstiller agenturet til den kompetente nationale regulerende myndighed, at denne ændrer den nationale ti-årige netudviklingsplan i overensstemmelse med artikel 22, stk. 7, i nævnte direktiv og underretter Kommissionen herom.

12.  ENTSO for gas forelægger på Kommissionens anmodning denne sine synspunkter om vedtagelsen af retningslinjerne som fastlagt i artikel 23.

Artikel 9

Agenturets overvågningsopgaver

1.  Agenturet overvåger, hvordan ENTSO for gas varetager sine opgaver, jf. artikel 8, stk. 1, 2 og 3, og aflægger rapport til Kommissionen.

Agenturet overvåger ENTSO for gas' gennemførelse af netregler, der er udarbejdet i henhold til artikel 8, stk. 2, og netregler, som er udarbejdet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1-10, men som ikke er vedtaget af Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 11. Hvis ENTSO for gas ikke har gennemført sådanne netregler, anmoder agenturet ENTSO for gas om en behørigt begrundet redegørelse for, hvorfor det ikke er sket. Agenturet underretter Kommissionen om denne redegørelse og forelægger sin udtalelse hertil.

Agenturet overvåger og analyserer gennemførelsen af netreglerne og de retningslinjer, som Kommissionen vedtager i overensstemmelse med artikel 6, stk. 11, og deres virkning på harmoniseringen af gældende regler, der tager sigte på at lette markedsintegrationen samt ikke-diskrimination, reel konkurrence og et effektivt fungerende marked, og aflægger rapport til Kommissionen.

2.  ENTSO for gas forelægger agenturet udkastet til europæisk netudviklingsplan og udkastet til det årlige arbejdsprogram, herunder oplysninger om høringsprocessen samt de andre dokumenter, der er nævnt i artikel 8, stk. 3, med henblik på en udtalelse.

Agenturet forelægger inden for to måneder fra dagen for modtagelsen ENTSO for gas og Kommissionen en behørigt begrundet udtalelse samt henstillinger, hvis det skønner, at udkastet til det årlige arbejdsprogram eller udkastet til europæisk netudviklingsplan, som ENTSO for gas har forelagt, ikke bidrager til ikke-diskrimination, reel konkurrence, et effektivt fungerende marked eller tilstrækkelige grænseoverskridende samkøringslinjer, der er åbne for tredjepartsadgang.

Artikel 10

Høringer

1.  Ved udarbejdelsen af netreglerne, udkastet til europæisk netudviklingsplan og det årlige arbejdsprogram, jf. artikel 8, stk. 1, 2 og 3, foretager ENTSO for gas omfattende høringer af alle de relevante markedsdeltagere, navnlig de organisationer, der repræsenterer alle interessenter, på et tidligt stadium og på en åben og gennemsigtig måde, i overensstemmelse med forretningsordenen, jf. artikel 5, stk. 1. Høringen inddrager også de regulerende myndigheder og andre nationale myndigheder, alle forsynings- og produktionsvirksomheder, netbrugere, herunder kunder, distributionssystemoperatører, herunder også relevante (branche)sammenslutninger, tekniske organer og interessentforeninger. Den tager sigte på at fastlægge synspunkter hos og forslag fra alle relevante parter i beslutningsprocessen.

2.  Alle dokumenter og mødereferater, der vedrører høringerne i stk. 1, offentliggøres.

3.  Inden ENTSO for gas vedtager det årlige arbejdsprogram og de netregler, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, 2 og 3, gør det rede for hvorledes der er blevet taget hensyn til de kommentarer, det har modtaget under høringen. Har det ikke taget hensyn til sådanne kommentarer, skal det begrundes.

▼M3

Artikel 11

Omkostninger

Omkostningerne ved aktiviteterne i ENTSO'en for gas, jf. artikel 4-12 i denne forordning, og artikel 11 i forordning (EU) nr. 347/2013 påhviler transmissionssystemoperatørerne og medtages i tarifberegningen. De regulerende myndigheder godkender kun disse omkostninger, hvis de er rimelige og hensigtsmæssige.

▼B

Artikel 12

Regionalt samarbejde mellem transmissionssystemoperatørerne

1.  Transmissionssystemoperatørerne etablerer et regionalt samarbejde inden for rammerne af ENTSO for gas for at bidrage til gennemførelsen af aktiviteterne i artikel 8, stk. 1, 2 og 3. Navnlig offentliggør de en regional investeringsplan hvert andet år og kan træffe investeringsbeslutninger på grundlag af denne regionale investeringsplan.

2.  Transmissionssystemoperatørerne fremmer driftsordninger, der er med til at sikre den bedst mulige forvaltning af nettet, og fremmer udviklingen af energibørser, den samordnede fordeling af grænseoverskridende kapacitet gennem ikke-diskriminerende markedsbaserede løsninger, der tager behørigt hensyn til de specifikke fordele ved implicitte auktioner med henblik på kortfristede tildelinger, og integreringen af mekanismerne for balancering.

3.  Med henblik på at nå de i stk. 1 og stk. 2 fastsatte mål kan Kommissionen fastlægge det geografiske område, som den enkelte regionale samarbejdsstruktur dækker, under hensyn til de eksisterende regionale samarbejdsstrukturer. Hver medlemsstat har lov til at fremme samarbejde i mere end et geografisk område. Den i første punktum omhandlede foranstaltning, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 28, stk. 2.

Kommissionen hører agenturet og ENTSO for gas om dette spørgsmål.

Artikel 13

Tariffer for netadgang

1.  De tariffer eller metoder til beregning af disse, som transmissionssystemoperatører anvender, og som er godkendt af de regulerende myndigheder i medfør af artikel 41, stk. 6, i direktiv 2009/73/EF, samt de tariffer, der er offentliggjort i medfør af artikel 32, stk. 1, i samme direktiv, skal være gennemsigtige, tilgodese behovet for systemintegritet og forbedring deraf og afspejle de faktiske omkostninger, for så vidt sådanne omkostninger svarer til en effektiv og strukturelt sammenlignelig netoperatørs omkostninger og er gennemsigtige, samtidig med at de giver et rimeligt investeringsafkast, og der skal, hvor det er rimeligt, tages hensyn til de regulerende myndigheders benchmarking af tariffer. Tarifferne eller metoderne til beregning af disse skal anvendes på en ikke-diskriminerende måde.

Medlemsstaterne kan beslutte, at tarifferne også kan fastsættes gennem markedsbaserede ordninger, såsom auktioner, forudsat at sådanne ordninger og indtægterne herfra er godkendt af den regulerende myndighed.

Tarifferne eller metoderne til beregning af disse skal bidrage til en effektiv handel med gas samt konkurrence på markedet, samtidig med at krydssubsidiering mellem netbrugerne undgås, og samtidig med at der anspores til investeringer og opretholdes eller skabes interoperabilitet for transmissionsnet.

Tariffer for netbrugere skal være ikke-diskriminerende og skal fastsættes særskilt for hvert indfødningspunkt til og udtagningspunkt fra transmissionssystemet. Mekanismer til omkostningsfordeling og metoder til takstfastsættelse i forbindelse med indfødningspunkter og udtagningspunkter godkendes af de nationale regulerende myndigheder. Medlemsstaterne sikrer, at netafgifter efter en overgangsperiode, dvs. senest den 3. september 2011, ikke beregnes ud fra kontraktmæssigt fastsatte transportruter.

2.  Tarifferne for netadgang må hverken begrænse markedets likviditet eller medføre skævheder i handelen på tværs af grænserne mellem forskellige transmissionssystemer. Når forskelle i tarifstrukturer eller balanceringsmekanismer hindrer handelen på tværs af transmissionssystemerne, skal transmissionssystemoperatøren uanset artikel 41, stk. 6, i direktiv 2009/73/EF i tæt samarbejde med de relevante nationale myndigheder arbejde aktivt for konvergens mellem tarifstrukturerne og principperne for gebyropkrævning, herunder i forbindelse med balancering.

Artikel 14

Transmissionssystemoperatørers adgangstjenester for tredjepart

1.  Transmissionssystemoperatører skal:

a) sikre, at de tilbyder tjenester på et ikke-diskriminerende grundlag til alle netbrugere

b) tilbyde både uafbrydelige og afbrydelige adgangstjenester for tredjepart. Prisen på afbrydelig kapacitet skal afspejle sandsynligheden for afbrydelse

c) tilbyde netbrugerne både kort- og langsigtede tjenester.

Hvis en transmissionssystemoperatør tilbyder samme tjeneste til forskellige kunder, skal det, med henblik på første afsnit, litra a), ske på samme aftalevilkår, enten på grundlag af harmoniserede transportaftaler eller på grundlag af fælles regler for netadgang, som er godkendt af den kompetente myndighed i overensstemmelse med proceduren i artikel 41 i direktiv 2009/73/EF.

2.  Transportaftaler, der indgås med usædvanlige startdatoer eller kortere løbetid end en standardtransportaftale på årsbasis, må ikke medføre vilkårligt højere eller lavere tariffer, der ikke afspejler tjenestens markedsværdi, i overensstemmelse med principperne i artikel 13, stk. 1.

3.  Når det er hensigtsmæssigt, kan der tildeles adgangstjenester for tredjepart mod passende garantier fra netbrugere for så vidt angår disse brugeres kreditværdighed. Sådanne garantier må ikke udgøre unødvendige hindringer for markedsadgang og skal være ikke-diskriminerende, gennemsigtige og rimelige.

Artikel 15

Lager- og LNG-faciliteters adgangstjenester for tredjepart

1.  LNG- og lagersystemoperatører skal:

a) sikre, at de tilbyder tjenester på et ikke-diskriminerende grundlag til alle netbrugere, der tilgodeser efterspørgsel på markedet; når en LNG- eller lagersystemoperatør tilbyder samme ydelse til forskellige kunder, skal det ske på ensartede aftalevilkår

b) tilbyde ydelser, der er forenelige med brugen af sammenkoblede gastransportsystemer, og samarbejde med transmissionssystemoperatøren om at lette adgangen og

c) offentliggøre relevante oplysninger, især data om udnyttelsen og disponibiliteten af tjenester, inden for tidsfrister, der er forenelige med rimelige forretningsmæssige behov hos brugerne af LNG- eller lagerfaciliteter; offentliggørelsen overvåges af den nationale regulerende myndighed.

2.  Lagersystemoperatører skal

a) tilbyde både uafbrydelige og afbrydelige adgangstjenester for tredjepart; prisen på afbrydelig kapacitet skal afspejle sandsynligheden for afbrydelse

b) tilbyde brugerne af lagerfaciliteter både kort- og langsigtede tjenester og

c) tilbyde brugerne af lagerfaciliteter lagerplads, injektionsydelse og leveringsydelse, både som pakkeydelser og hver for sig.

3.  LNG- og lagerfacilitetskontrakter må ikke give vilkårligt højere tariffer, når de underskrives

a) uden for et naturgasregnskabsår med usædvanlige startdatoer eller

b) med kortere løbetid end en standard LNG- og lagerfacilitetsaftale på årsbasis.

4.  Når det er hensigtsmæssigt, kan der tildeles adgangstjenester for tredjepart mod passende garantier fra netbrugere for så vidt angår disse brugeres kreditværdighed. Sådanne garantier må ikke udgøre unødvendige hindringer for markedsadgang og skal være ikke-diskriminerende, gennemsigtige og rimelige.

5.  Aftalemæssige begrænsninger af den fornødne mindstestørrelse af kapacitet ved en LNG-facilitet og af lagerkapacitet skal være teknisk begrundede og tillade mindre lagerbrugere adgang til lagerydelser.

Artikel 16

Principper for kapacitetstildeling og procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger vedrørende transmissionssystemoperatører

1.  Den størst mulige kapacitet på alle relevante punkter nævnt i artikel 18, stk. 3, skal stilles til rådighed for markedsdeltagere under hensyntagen til systemintegritet og effektiv netdrift.

2.  Transmissionssystemoperatører skal indføre og offentliggøre ikke-diskriminerende og gennemsigtige mekanismer for kapacitetstildeling, der skal

a) give passende økonomiske signaler med henblik på en effektiv og maksimal udnyttelse af den tekniske kapacitet og fremme investeringer i ny infrastruktur samt fremme grænseoverskridende naturgasudveksling

b) være forenelige med markedsmekanismen, herunder spotmarkeder og handelspladser, og samtidig være fleksible og kunne tilpasses ændrede markedsforhold, og

c) være forenelige med medlemsstaternes ordninger for netadgang.

3.  Transmissionssystemoperatører gennemfører og offentliggør ikke-diskriminerende og gennemsigtige procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger, som fremmer grænseoverskridende naturgasudveksling på en ikke-diskriminerende måde, under hensyntagen til følgende principper:

a) i tilfælde af aftalemæssige kapacitetsbegrænsninger skal transmissionssystemoperatører tilbyde uudnyttet kapacitet på det primære marked mindst én dag frem og som afbrydelig kapacitet, og

b) netbrugere har ret til at videresælge eller overdrage deres uudnyttede aftalte kapacitet på det sekundære marked.

Med henblik på første afsnit, litra b), kan medlemsstaterne kræve, at netbrugerne anmelder dette til transmissionssystemoperatøren eller oplyser denne herom.

4.  Hvis der opstår fysiske kapacitetsbegrænsninger, skal transmissionssystemoperatøren eller eventuelt de regulerende myndigheder anvende ikke-diskriminerende, gennemsigtige principper for kapacitetstildeling.

5.  Transmissionssystemoperatørerne bedømmer jævnligt efterspørgslen på markedet efter nye investeringer. Når transmissionssystemoperatørerne planlægger nye investeringer, bedømmer de markedets efterspørgsel og tager højde for forsyningssikkerheden.

Artikel 17

Principper for kapacitetstildelingsmekanismer og procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger vedrørende lager og LNG-faciliteter

1.  Der stilles størst mulig lagerkapacitet og kapacitet ved en LNG-facilitet til rådighed for markedsdeltagerne under hensyntagen til systemets integritet og drift.

2.  LNG- og lagersystemoperatørerne skal indføre og offentliggøre ikke-diskriminerende og gennemsigtige mekanismer for kapacitetstildeling, som

a) giver passende økonomiske signaler med henblik på en effektiv og maksimal udnyttelse af kapaciteten og fremmer investeringer i ny infrastruktur

b) er forenelige med markedsmekanismen, herunder spotmarkeder og handelspladser, og samtidig er fleksible og kan tilpasses ændrede markedsforhold, og

c) er forenelige med de sammenkoblede netadgangssystemer.

3.  LNG- og lagerfacilitetsaftaler skal indeholde bestemmelser, der skal forhindre kapacitetshamstring ud fra følgende principper, som finder anvendelse, hvis der opstår aftalemæssige kapacitetsbegrænsninger:

a) systemoperatøren skal straks udbyde ubrugt kapacitet på LNG-faciliteter og lagre på det primære marked; for lagrenes vedkommende skal det ske i mindst én dag frem og som afbrydelig kapacitet

b) brugere af LNG- og lagerfaciliteter skal have ret til at videresælge deres aftalte kapacitet på det sekundære marked.

Artikel 18

Krav til transmissionssystemoperatører om gennemsigtighed

1.  Transmissionssystemoperatører skal offentliggøre detaljerede oplysninger om de tjenester, de tilbyder, og de dertil knyttede betingelser tillige med de tekniske oplysninger, der er nødvendige, for at netbrugerne kan få effektiv netadgang.

2.  Transmissionssystemoperatører eller relevante nationale myndigheder skal med henblik på at sikre gennemsigtige, objektive og ikke-diskriminerende tariffer samt for at fremme gasnettets effektive anvendelse offentliggøre rimelige og tilstrækkeligt dokumenterede oplysninger om tariffernes beregning, metode og struktur.

3.  For de tjenester, der tilbydes, skal den enkelte transmissionssystemoperatør jævnligt offentliggøre absolutte tal vedrørende teknisk, aftalt og ledig kapacitet for alle relevante punkter, herunder indfødningspunkter og udtagningspunkter, på en brugervenlig, standardiseret måde.

4.  De punkter i et transmissionssystem, der skal offentliggøres oplysninger om, skal godkendes af de kompetente myndigheder efter høring af netbrugerne.

5.  Transmissionssystemoperatører skal altid forelægge de oplysninger, der kræves i henhold til denne forordning, på en meningsfyldt, kvantificerbart klar og let tilgængelig måde og på et ikke-diskriminerende grundlag.

6.  Transmissionssystemoperatører skal offentliggøre både fremadrettede og bagudrettede oplysninger om udbud og efterspørgsel på grundlag af nomineringer, prognoser og realiserede strømme ind og ud af systemet. Den nationale regulerende myndighed sikrer, at alle sådanne oplysninger offentliggøres. De offentliggjorte oplysningers detaljeringsgrad skal afspejle de oplysninger, transmissionssystemoperatøren råder over.

Transmissionssystemoperatørerne offentliggør de foranstaltninger, der træffes for at skabe balance i systemet, såvel som de udgifter og indtægter, foranstaltningerne medfører.

De berørte markedsdeltagere stiller de i denne artikel omhandlede data til rådighed for transmissionssystemoperatørerne.

Artikel 19

Krav til lagerfaciliteter og LNG-faciliteter om gennemsigtighed

1.  LNG- og lagersystemoperatører skal offentliggøre detaljerede oplysninger om de tjenester, de tilbyder, og de dertil knyttede betingelser tillige med de tekniske oplysninger, der er nødvendige, for at brugerne af LNG- og lagerfaciliteterne kan få effektiv adgang til disse faciliteter.

2.  For de ydelser, der tilbydes, skal LNG- og lagersystemoperatører jævnligt offentliggøre absolutte tal for aftalt og disponibel kapacitet på lagre og LNG-faciliteter på en brugervenlig, standardiseret måde.

3.  LNG- og lagersystemoperatører skal altid forelægge de oplysninger, der kræves i henhold til denne forordning, på en meningsfyldt, kvantificerbart klar og let tilgængelig måde og på et ikke-diskriminerende grundlag.

4.  LNG- og lagersystemoperatører offentliggør gasmængden i hvert lager og hver LNG-facilitet eller gruppe af lagerfaciliteter, hvis dette er måden, hvorpå systembrugerne tilbydes adgang, strømme ind og ud af faciliteten samt den disponible kapacitet i lageret henholdsvis LNG-faciliteten, også for de faciliteter, der er fritaget for tredjepartsadgang. Oplysningerne meddeles også til transmissionssystemoperatøren, der offentliggør dem som aggregerede tal for hvert system eller delsystem defineret ved de relevante punkter. Oplysningerne ajourføres mindst en gang om dagen.

Hvis en lagersystembruger er eneste bruger af en lagerfacilitet, kan lagersystembrugeren til den nationale regulerende myndighed indsende en begrundet anmodning om fortrolig behandling af de i første afsnit omhandlede data. Hvis den nationale regulerende myndighed konkluderer, at en sådan anmodning er berettiget, idet der navnlig tages hensyn til behovet for at afveje den legitime interesse i beskyttelse af forretningshemmeligheder, hvis offentliggørelse ville påvirke lagerbrugerens overordnede forretningsstrategi negativt, overfor målet om at skabe et konkurrencebaseret indre gasmarked, kan den tillade, at lagersystemoperatøren i højst et år ikke offentliggør de i første afsnit omhandlede data.

Andet afsnit finder anvendelse uden, at det berører transmissionssystemoperatørens forpligtelser til meddelelse og offentliggørelse, jf. første afsnit, medmindre de aggregerede data er identiske med de individuelle data for lagersystemet, som den nationale regulerende myndighed har godkendt ikke skal offentliggøres.

5.  For at sikre gennemsigtige, objektive og ikke-diskriminerende tariffer og fremme en effektiv udnyttelse af infrastrukturerne offentliggør LNG- og lagerfacilitetsystemoperatørerne eller de relevante regulerende myndigheder tilstrækkeligt detaljerede oplysninger om tarifafvigelser, metoder og tarifstruktur under reguleret tredjepartsadgang.

Artikel 20

Systemoperatørernes journalføring

Transmissionssystemoperatører, lagersystemoperatører og LNG-systemoperatører opbevarer alle de oplysninger, der er omhandlet i artikel 18, artikel 19 og bilag I, del 3, i mindst fem år, således at de står til rådighed for de nationale myndigheder, herunder den nationale regulerende myndighed, den nationale konkurrencemyndighed og Kommissionen.

Artikel 21

Regler for balancering og gebyrer for ubalancer

1.  Reglerne for balancering skal udformes på en retfærdig, ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde og baseres på objektive kriterier. Balanceringsreglerne skal afspejle reelle systembehov, idet der tages hensyn til, hvilke ressourcer transmissionssystemoperatøren råder over. Balanceringsreglerne skal være markedsbaserede.

2.  For at netbrugerne kan foretage korrigerende indgreb i tide, skal transmissionssystemoperatørerne fremlægge fyldestgørende, rettidige og pålidelige internetbaserede oplysninger om brugernes balanceringsstatus.

De fremlagte oplysninger skal afspejle de oplysninger, der er til rådighed for transmissionssystemoperatøren, og referere til den afregningsperiode, som der beregnes gebyrer for ubalancer for.

Oplysninger i henhold til dette stykke fremlægges uden betaling.

3.  Gebyrerne for ubalancer skal i videst muligt omfang være omkostningsbaserede, men skal samtidig på passende vis anspore netbrugerne til at skabe balance i deres tilførsel og udtræk af gas. Krydssubsidiering mellem netbrugere skal undgås, og gebyrerne må ikke hindre nye markedsdeltagere i at komme ind på markedet.

Metoden for beregning af gebyrerne for ubalance samt de endelige tariffer skal offentliggøres af de kompetente myndigheder eller transmissionssystemoperatøren.

4.  Medlemsstaterne sikrer, at transmissionssystemoperatørerne bestræber sig på at harmonisere balanceringsordninger og strømline strukturer og niveauer for balanceringstariffer for at fremme handelen med gas.

Artikel 22

Handel med kapacitetsrettigheder

Hver transmissions-, lager- og LNG-systemoperatør skal tage passende skridt til at muliggøre og lette fri handel med kapacitetsrettigheder på en gennemsigtig og ikke-diskriminerende måde. Hver af disse operatører skal til det primære marked udforme harmoniserede aftaler og procedurer for transport og for brug af LNG-faciliteter og lagre for at lette sekundær handel med kapacitet og anerkende en overførsel af primære kapacitetsrettigheder, der anmeldes af systembrugere.

De harmoniserede aftaler og procedurer for transport og for brug af LNG-faciliteter og lagre skal anmeldes til de regulerende myndigheder.

Artikel 23

Retningslinjer

1.  I retningslinjer, der medfører det minimum af harmonisering, som er nødvendigt for at nå denne forordnings mål, fastsættes der, hvor det er relevant:

a) nærmere bestemmelser om adgangstjenester for tredjepart, herunder karakteren og varigheden af samt andre krav vedrørende disse tjenester, jf. artikel 14 og 15

b) nærmere principper for kapacitetstildelingsmekanismer og nærmere regler for anvendelse af procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger i tilfælde af aftalemæssige kapacitetsbegrænsninger, jf. artikel 16 og 17

c) nærmere bestemmelser om fremlæggelse af oplysninger og om, hvilke tekniske oplysninger der er nødvendige, for at netbrugerne kan få effektiv adgang til systemet, samt fastlæggelse af, hvilke punkter kravene om gennemsigtighed skal gælde for, herunder hvilke oplysninger der skal offentliggøres ved alle relevante punkter samt en tidsplan for offentliggørelsen, jf. artikel 18 og 19

d) nærmere bestemmelser om fastlæggelse af tariffer i forbindelse med handel med naturgas på tværs af grænserne, jf. artikel 13

e) nærmere bestemmelser om de områder, der er nævnt i artikel 8, stk. 6.

Med henblik herpå hører Kommissionen agenturet og ENTSO for gas.

2.  Retningslinjer for transmissionssystemoperatører på de områder, der er anført i stk. 1, litra a), b) og c), fastlægges i bilag I.

Kommissionen kan vedtage retningslinjer om de forhold, der er anført i stk. 1, i denne artikel og ændre de i litra a), b) og c) omhandlede retningslinjer. Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i denne forordning ved at supplere den, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 28, stk. 2.

3.  Anvendelse og ændring af retningslinjer, der vedtages i medfør af denne forordning, skal afspejle forskelle mellem nationale gassystemer og må derfor ikke kræve ensartede detaljerede vilkår og betingelser for tredjeparts adgang på fællesskabsplan. Der kan dog fastsættes mindstekrav, som skal opfyldes for at opnå ikke-diskriminerende og gennemsigtige netadgangsbetingelser, der er nødvendige for et indre marked for naturgas, og som så kan anvendes på baggrund af forskelle mellem de nationale gassystemer.

Artikel 24

Regulerende myndigheder

Når de regulerende myndigheder udfører deres opgaver i henhold til denne forordning, skal de sikre overensstemmelse med denne forordning og de retningslinjer, der vedtages i medfør af artikel 23.

Når det er relevant, skal de samarbejde med hinanden, med Kommissionen og agenturet i overensstemmelse med kapitel VIII i direktiv 2009/73/EF.

Artikel 25

Oplysninger

Medlemsstaterne og de regulerende myndigheder giver efter anmodning Kommissionen alle oplysninger, der kræves med henblik på artikel 23.

Kommissionen fastsætter en rimelig tidsfrist, inden for hvilken oplysningerne skal gives, under hensyn til, hvor komplekse de ønskede oplysninger er, og hvor hurtigt der er behov for dem.

Artikel 26

Medlemsstaternes ret til at træffe mere detaljerede foranstaltninger

Denne forordning griber ikke ind i medlemsstaternes ret til at opretholde eller indføre foranstaltninger, der indeholder mere detaljerede bestemmelser end denne forordning eller de retningslinjer, der er omhandlet i artikel 23.

Artikel 27

Sanktioner

1.  Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af nærværende forordning og træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de bestemmelser vedrørende sanktioner, der svarer til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1775/2005, senest den 1. juli 2006 og giver straks meddelelse om alle efterfølgende ændringer, der vedrører dem. ►C2  De giver Kommissionen meddelelse om de bestemmelser vedrørende sanktioner, der ikke svarer til bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1775/2005, senest den 3. marts 2011 og giver straks meddelelse om alle efterfølgende ændringer, der vedrører dem. ◄

2.  Sanktioner som omhandlet i stk. 1 er ikke af strafferetlig karakter.

Artikel 28

Udvalgsprocedure

1.  Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 51 i direktiv 2009/73/EF.

2.  Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

▼M5 —————

▼B

Artikel 30

Fravigelser og undtagelser

Denne forordning finder ikke anvendelse på

a) naturgastransmissionsnet, der er beliggende i medlemsstaterne, så længe de undtagelser, der er indrømmet i henhold til artikel 49 i direktiv 2009/73/EF, gælder

b) større nye anlæg i gasinfrastrukturen, dvs. sammenkoblingslinjer, LNG- og lagerfaciliteter samt markante kapacitetsforøgelser i eksisterende infrastrukturanlæg eller ændringer af sådanne anlæg, der muliggør åbning af nye gasforsyningskilder, som er undtaget fra bestemmelserne i artikel 9, 14, 32, 33, 34 eller artikel 41, stk. 6, 8 og 10, i direktiv 2009/73/EF, jf. samme direktivs artikel 36, stk. 1 og 2, så længe undtagelsen fra de i dette afsnit nævnte bestemmelser gælder, bortset fra denne forordnings artikel 19, stk. 4, eller

c) naturgastransmissionsnet, som er omfattet af en undtagelse i henhold til artikel 48 i direktiv 2009/73/EF.

Med henblik på første afsnit, litra a), kan medlemsstater, som har fået indrømmet undtagelser i henhold til artikel 49 i direktiv 2009/73/EF, ansøge Kommissionen om en midlertidig undtagelse fra anvendelsen af denne forordning i en periode på indtil to år fra den dato, hvor den i litra a) omhandlede undtagelse udløber.

Artikel 31

Ophævelse

Forordning (EF) nr. 1775/2005 ophæves med virkning fra den 3. marts 2011. Henvisninger til den ophævede forordning betragtes som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag II.

Artikel 32

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

▼C1

Den anvendes fra den 3. marts 2011.

▼B

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




BILAG I

RETNINGSLINJER FOR

1.   Adgangstjenester for tredjepart hos transmissionssystemoperatører

1)

Transmissionssystemoperatører skal tilbyde uafbrydelige og afbrydelige tjenester af ned til en dags varighed.

2)

Harmoniserede transportaftaler og fælles regler for netadgang skal udformes således, at de letter handel med og genudnyttelse af kapacitet, som der er indgået aftale om med netbrugere, uden at det hindrer frigørelsen af kapacitet.

3)

Transmissionssystemoperatører skal udvikle regler for netadgang og harmoniserede aftaler efter passende høring af netbrugerne.

4)

Transmissionssystemoperatører skal indføre standardiserede procedurer for nominering og renominering. De skal udvikle informationssystemer og elektroniske kommunikationsmidler med henblik på at give netbrugere fyldestgørende oplysninger og forenkle transaktioner, såsom nominering, indgåelse af aftaler om kapacitet og overførsel af kapacitetsrettigheder mellem netbrugere.

5)

Transmissionssystemoperatører skal harmonisere formaliserede anmodningsprocedurer og svarfrister i overensstemmelse med bedste praksis inden for sektoren, med det mål at reducere svarfristerne. De skal senest den 1. juli 2006 stille internetbaserede systemer til rådighed til reservation og bekræftelse af kapacitet, samt indføre procedurer for nominering og renominering, efter høring af de relevante netbrugere.

6)

Transmissionssystemoperatører må ikke afkræve netbrugerne særskilte gebyrer for anmodninger om oplysninger og transaktioner i forbindelse med deres transportaftaler, som gennemføres efter standardregler og procedurer.

7)

Der kan dog kræves betaling for anmodninger om oplysninger, der medfører ekstraordinære eller urimeligt høje udgifter, såsom gennemførlighedsundersøgelser, forudsat at gebyrerne kan begrundes på behørig vis.

8)

Transmissionssystemoperatører skal samarbejde med andre transmissionssystemoperatører om at koordinere vedligeholdelsen af deres respektive net for at bringe afbrydelser i tjenesterne til netbrugere og transmissionssystemoperatører inden for andre områder ned på et minimum og for at sikre, at alle nyder samme fordele hvad angår forsyningssikkerhed, herunder i forbindelse med transit.

9)

Transmissionssystemoperatører skal mindst en gang om året inden en på forhånd fastsat frist offentliggøre alle planlagte vedligeholdelsesperioder, der kan påvirke netbrugerne rettigheder ifølge transportaftaler, samt tilhørende driftsrelaterede oplysninger med tilstrækkeligt forudgående varsel. Dette krav omfatter også hurtig og ikke-diskriminerende offentliggørelse af eventuelle ændringer i de planlagte vedligeholdelsesperioder og meddelelse om uforudsete vedligeholdelsesarbejder, så snart transmissionssystemoperatøren råder over disse oplysninger. I vedligeholdelsesperioder skal transmissionssystemoperatørerne jævnligt offentliggøre ajourførte oplysninger om, hvor lang tid vedligeholdelsesarbejdet forventes at tage, og hvilke virkninger det forventes at have.

10)

Transmissionssystemoperatører skal dagligt føre protokol over det igangværende vedligeholdelsesarbejde og de afbrydelser i gasstrømmen, der forekommer, og stille protokollen til rådighed for den kompetente myndighed efter anmodning. Oplysningerne skal også stilles til rådighed på anmodning af parter, der berøres af eventuelle afbrydelser.

2.   Principper for kapacitetstildeling og procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger hos transmissionssystemoperatører og deres anvendelse i tilfælde af aftalemæssige kapacitetsbegrænsninger

2.1.   Principper for kapacitetstildeling og procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninge hos transmissionssystemoperatører

1)

Mekanismerne for kapacitetstildeling og procedurerne for håndtering af kapacitetsbegrænsninger skal lette udviklingen af konkurrence og likvid handel med kapacitet, og de skal være forenelige med markedsmekanismerne, herunder spotmarkeder og handelspladser. De skal være fleksible og kunne tilpasses efter skiftende markedsforhold.

2)

Disse mekanismer og procedurer skal tage hensyn til integriteten i det pågældende system såvel som til forsyningssikkerheden.

3)

Disse mekanismer og procedurer må hverken stå i vejen for nye markedsdeltagere eller skabe urimelige hindringer for indtrængen på markedet. De må ikke forhindre markedsdeltagere, herunder nye markedsdeltagere og virksomheder med en lille markedsandel, i at konkurrere effektivt.

4)

Disse mekanismer og procedurer skal give passende økonomiske signaler med henblik på en effektiv og maksimal udnyttelse af den tekniske kapacitet og fremme investeringer i ny infrastruktur.

5)

Netbrugere skal orienteres om forhold, som kan indvirke på adgangen til den aftalte kapacitet. Oplysninger om afbrydelse bør svare til de oplysninger, der er til rådighed for transmissionssystemoperatøren.

6)

Hvis der opstår vanskeligheder med at opfylde kontraktlige leveringsforpligtelser som følge af systemets integritet, bør transmissionssystemoperatørerne underrette netbrugerne og straks finde en ikke-diskriminerende løsning.

Transmissionssystemoperatørerne skal høre netbrugerne om procedurer, inden de iværksættes, og indgå aftaler om dem med den regulerende myndighed.

▼M2

2.2.    Procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger i tilfælde af aftalemæssige kapacitetsbegrænsninger

2.2.1.    Almindelige bestemmelser

1) Bestemmelserne i afsnit 2.2 anvendes på sammenkoblingspunkter mellem indfødnings-udtags-systemer, der støder op til hinanden, uanset om de er fysiske eller virtuelle, og uanset om de er beliggende mellem to eller flere medlemsstater eller inden for den samme medlemsstat, hvis der gælder procedurer for kapacitetsreservation på disse punkter. De kan også finde anvendelse på indfødningspunkter fra og udtagspunkter til tredjelande, hvis den pågældende nationale regulerende myndighed har truffet afgørelse om det. Udtagspunkter til slutforbrugerne og til distributionsnet, indfødningspunkter fra LNG-terminaler og produktionsanlæg samt indfødnings-udtags-punkter fra og til lagerfaciliteter er ikke omfattet af bestemmelserne i afsnit 2.2.

▼M4

2) På grundlag af de oplysninger, som transmissionssystemoperatørerne har offentliggjort i henhold til afsnit 3 i dette bilag, og som i givet fald er valideret af de nationale tilsynsmyndigheder, skal agenturet inden den 1. juni hvert år og første gang i 2015 offentliggøre en overvågningsrapport om kapacitetsbegrænsninger ved sammenkoblingspunkterne, hvori der redegøres for det foregående års salg af uafbrydelig kapacitet og så vidt muligt er taget hensyn til handel med kapacitet på det sekundære marked og anvendelse af afbrydelig kapacitet.

▼M2

3) Ekstrakapacitet, der er frigjort ved hjælp af en af de procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger, der er omhandlet i afsnit 2.2.2, 2.2.3, 2.2.4 og 2.2.5, skal den eller de pågældende transmissionssystemoperatører udbyde i den ordinære tildelingsproces.

4) De foranstaltninger, der er fastsat i afsnit 2.2.2, 2.2.4 og 2.2.5, gennemføres fra den 1. oktober 2013. Afsnit 2.2.3, punkt 1)-5), finder anvendelse fra den 1. juli 2016.

2.2.2.    Kapacitetsforøgelse ved hjælp af en overtegnings- og tilbagekøbsordning

1) Transmissionssystemoperatørerne skal foreslå og, når forslaget er godkendt af den nationale regulerende myndighed, iværksætte en incitamentbaseret ordning for overtegning og tilbagekøb med det formål at udbyde uafbrydelig ekstrakapacitet. Før gennemførelsen skal den nationale tilsynsmyndighed rådføre sig med de nationale tilsynsmyndigheder i tilstødende medlemsstater og tage højde for de tilstødende nationale tilsynsmyndigheders udtalelser. Ekstrakapacitet defineres som uafbrydelig kapacitet, der tilbydes oven i den tekniske kapacitet på et sammenkoblingspunkt, der er beregnet på grundlag af denne forordnings artikel 16, stk. 1.

2) Formålet med overtegnings- og tilbagekøbsordningen er at give transmissionssystemoperatørerne et incitament til at udbyde ekstrakapacitet, idet der tages hensyn til tekniske forhold som brændværdi, temperatur, forventet forbrug ved det relevante indfødnings-udtags-system og kapaciteten i de tilstødende net. Transmissionssystemoperatørerne skal anvende en dynamisk metode til at nyberegne indfødnings-udtags-systemets tekniske kapacitet eller ekstrakapacitet.

3) Overtegnings- og tilbagekøbsordningen skal bygge på et incitamentsystem, der afspejler den risiko, transmissionssystemoperatørerne løber ved at udbyde ekstrakapacitet. Ordningen skal struktureres på en sådan måde, at indtægterne ved salg af ekstrakapacitet og omkostningerne ved tilbagekøbsordningen eller ved foranstaltninger i medfør af punkt 6) deles mellem transmissionssystemoperatørerne og netbrugerne. De nationale tilsynsmyndigheder træffer afgørelse om fordelingen af indtægter og omkostninger mellem transmissionssystemoperatøren og netbrugeren.

4) Med det formål at bestemme transmissionssystemoperatørernes indtægter skal den tekniske kapacitet, herunder også returneret kapacitet og efter omstændighederne kapacitet, der frigøres ved at anvende »use it or lose it«-mekanismer (»forbrug eller tab«) på uafbrydelig kapacitet et døgn frem og på langfristet kapacitet, anses for tildelt før en eventuel ekstrakapacitet.

5) Ved bestemmelsen af ekstrakapaciteten skal transmissionssystemoperatøren tage hensyn til statistiske scenarier for, hvor store mængder fysisk uudnyttet kapacitet der sandsynligvis på ethvert givet tidspunkt vil være ved sammenkoblingspunkterne. I denne forbindelse skal der også tages hensyn til en risikoprofil for udbud af ekstrakapacitet, der ikke medfører en uforholdsmæssigt stor tilbagekøbsforpligtelse. Overtegnings- og tilbagekøbsordningen skal også anslå sandsynligheden for og udgifterne ved tilbagekøb af kapacitet på markedet, og sikre, at dette afspejles i størrelsen af den ekstrakapacitet, der stilles til rådighed.

6) Hvor det er nødvendigt af hensyn til systemintegriteten, skal transmissionssystemoperatørerne anvende en markedsbaseret tilbagekøbsprocedure, der giver netbrugerne mulighed for at udbyde kapacitet. Netbrugerne skal orienteres om den gældende tilbagekøbsprocedure. Anvendelsen af en tilbagekøbsprocedure berører ikke de gældende nødforanstaltninger.

7) Inden transmissionssystemoperatørerne anvender en tilbagekøbsprocedure, skal de kontrollere, om systemintegriteten kan opretholdes omkostningseffektivt ved hjælp af andre tekniske eller forretningsmæssige foranstaltninger.

8) En transmissionssystemoperatør, der stiller forslag om en overtegnings- og tilbagekøbsordning, skal fremlægge alle relevante data, overslag og modeller for den nationale regulerende myndighed, så denne kan vurdere ordningen. Transmissionssystemoperatøren skal regelmæssigt rapportere til den nationale regulerende myndighed om, hvordan ordningen fungerer, og fremlægge alle relevante oplysninger, når den nationale regulerende myndighed anmoder om det. Den nationale regulerende myndighed kan anmode transmissionssystemoperatøren om at ændre ordningen.

2.2.3.    »Use it or lose it«-mekanisme for uafbrydelig kapacitet et døgn frem

1) De nationale regulerende myndigheder skal forlange, at transmissionssystemoperatørerne over for hver netbruger på sammenkoblingspunkterne mindst anvender punkt 3)'s regler om ændringer af den oprindelige nominering, hvis agenturets årlige overvågningsrapport, jf. afsnit 2.2.1, punkt 2), viser, at efterspørgslen i forbindelse med kapacitetstildelingen i det år, overvågningsrapporten omfatter, i sammenkoblingspunkter oversteg udbuddet — til mindsteprisen, hvor der er tale om auktioner — af produkter, der skulle bruges enten i det pågældende år eller i et af de to efterfølgende år:

a) kapacitetsbegrænsninger for mindst tre produkter med uafbrydelig kapacitet af en varighed på en måned eller

b) for så vidt angår mindst to produkter med uafbrydelig kapacitet af en varighed på et kvartal eller

c) for så vidt angår mindst ét produkt med uafbrydelig kapacitet af en varighed på et år eller mere eller

d) i tilfælde, hvor der ikke har været udbudt produkter med uafbrydelig kapacitet og med en varighed af en måned eller længere.

2) Viser den årlige overvågningsrapport, at det er usandsynligt, at den situation, der er defineret i punkt 1), vil komme igen i de følgende tre år, f.eks. fordi kapaciteten øges på grund af fysisk udvidelse af nettet eller opsigelse af langtidskontrakter, kan de relevante nationale regulerende myndigheder vedtage at »use it or lose it«-mekanismen for uafbrydelig kapacitet et døgn frem skal bortfalde.

3) Renominering af uafbrydelig kapacitet er tilladt op til 90 % og ned til 10 % af den kapacitet, som der er indgået aftale om med en netbruger på sammenkoblingspunktet. Hvis nomineringen overstiger 80 % af den aftalte kapacitet, kan halvdelen af den ikke-nominerede mængde dog renomineres i opadgående retning. Hvis nomineringen ikke overstiger 20 % af den aftalte kapacitet, kan halvdelen af den nominerede mængde renomineres i nedadgående retning. Anvendelsen af dette punkt berører ikke de gældende nødforanstaltninger.

4) Den oprindelige indehaver af den aftalte kapacitet kan renominere den del af sin aftalte uafbrydelige kapacitet, som der gælder restriktioner for, som afbrydelig kapacitet.

5) Punkt 3) finder ikke anvendelse på netbrugere — personer eller virksomheder og de virksomheder, de kontrollerer, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 139/2004 — der havde mindre end 10 % af det foregående års gennemsnitlige tekniske kapacitet på sammenkoblingspunktet.

6) For sammenkoblingspunkter, hvor der anvendes en »use it or lose it«-mekanisme for uafbrydelig kapacitet et døgn frem i overensstemmelse med punkt 3), skal den nationale regulerende myndighed vurdere sammenhængen med overtegnings- og tilbagekøbsordningen, jf. afsnit 2.2.2, og myndigheden kan på dette grundlag træffe afgørelse om ikke at anvende afsnit 2.2.2 på disse sammenkoblingspunkter. En sådan afgørelse skal straks meddeles agenturet og Kommissionen.

7) En national regulerende myndighed kan vedtage at anvende en »use it or lose it«-mekanisme for uafbrydelig kapacitet et døgn frem i overensstemmelse med punkt 3) på ethvert sammenkoblingspunkt. Inden den nationale regulerende myndighed træffer afgørelse, skal den høre de tilstødende medlemsstaters nationale regulerende myndigheder. Den nationale regulerende myndighed tager i forbindelse med sine afgørelser hensyn til de tilstødende nationale regulerende myndigheders udtalelser.

2.2.4.    Returnering af aftalt kapacitet

Transmissionssystemoperatørerne skal acceptere enhver returnering af uafbrydelig kapacitet, som netbrugeren har indgået aftale om på et sammenkoblingspunkt, undtagen kapacitetsprodukter med en varighed på et døgn eller mindre. Netbrugerens rettigheder og pligter i henhold til kapacitetsaftalen gælder fortsat, indtil transmissionssystemoperatøren omfordeler kapaciteten, og i det omfang transmissionssystemoperatøren ikke omfordeler kapaciteten. Den returnerede kapacitet anses først for omfordelt, når al den til rådighed stående kapacitet er tildelt. Transmissionssystemoperatøren underretter straks netbrugeren om enhver omfordeling af den returnerede kapacitet. Den nationale regulerende myndighed skal godkende de nærmere vilkår og betingelser for returnering af kapacitet, navnlig for tilfælde, hvor flere netbrugere returnerer deres kapacitet.

2.2.5.    »Use it or lose it«-mekanisme for langfristet kapacitet

1) De nationale regulerende myndigheder skal forlange, at transmissionssystemoperatørerne helt eller delvis trækker den aftalte kapacitet tilbage, som en netbruger systematisk har underudnyttet på et sammenkoblingspunkt, når denne bruger ikke har solgt eller på rimelige vilkår har udbudt sin uudnyttede kapacitet til salg, og andre netbrugere anmoder om uafbrydelig kapacitet. Der er navnlig tale om systematisk underudnyttelse af aftalt kapacitet, hvis:

a) netbrugeren bruger mindre end 80 % i gennemsnit af sin aftalte kapacitet både fra den 1. april til den 30. september og fra den 1. oktober til den 31. marts med en effektiv aftaleløbetid på mere end et år, uden at dette har kunnet begrundes behørigt, eller

b) netbrugeren systematisk nominerer tæt på 100 % af sin aftalte kapacitet og renominerer i nedadgående retning for at omgå reglerne i afsnit 2.2.3, punkt 3).

2) Anvendelse af en »use it or lose it«-mekanisme for uafbrydelig kapacitet et døgn frem må ikke anses for at være en grund til ikke at anvende punkt 1).

3) Tilbagetrækning skal medføre, at netbrugeren mister sin aftalte kapacitet helt eller delvis for en bestemt periode eller for resten af den effektive aftaleløbetid. Netbrugerens rettigheder og pligter i henhold til kapacitetsaftalen gælder fortsat, indtil transmissionssystemoperatøren omfordeler kapaciteten, og i det omfang transmissionssystemoperatøren ikke omfordeler kapaciteten.

4) Transmissionssystemoperatørerne forelægger regelmæssigt de nationale regulerende myndigheder alle de data, der er nødvendige for at overvåge udnyttelsesgraden for aftalt kapacitet med en effektiv aftaleløbetid på over et år eller med tilbagevendende kvartaler, der dækker mindst to år.

▼M1

3.    Fastlæggelse af, hvilke tekniske oplysninger der er nødvendige, for at netbrugerne kan få effektiv adgang til systemet; fastlæggelse af, hvilke punkter kravene om gennemsigtighed skal gælde for, og hvilke oplysninger der skal offentliggøres ved alle relevante punkter samt en tidsplan for offentliggørelsen

3.1.    Fastlæggelse af, hvilke tekniske oplysninger der er nødvendige for at netbrugerne kan få effektiv adgang til systemet

3.1.1.    Offentliggørelsens form

1) Transmissionssystemoperatører skal stille de oplysninger, der er omhandlet i afsnit 3.1.2 og i afsnit 3.3, punkt 1) – 5), til rådighed på følgende måde:

a) på et websted, der er gratis tilgængeligt for offentligheden, og som ikke kræver nogen registrering eller anden form for tilmelding hos transmissionssystemoperatøren

b) jævnligt/løbende; hvor hyppigt oplysningerne skal ajourføres afhænger af, hvor hyppigt de ændrer sig og af tjenestens varighed

c) på en brugervenlig måde

d) på en tydelig, kvantificerbar, lettilgængelig måde og på et ikke-diskriminerende grundlag

▼M2

e) i et downloadbart format, der er aftalt mellem transmissionssystemoperatørerne og de nationale regulerende myndigheder — på grundlag af en udtalelse, som agenturet skal fremsætte, om et harmoniseret format — og som gør det muligt at foretage kvantitative analyser

▼M1

f) med ensartet brug af måleenheder, navnlig skal kWh (med en referenceforbrændingstemperatur på 298,15 K) anvendes som måleenhed for energiindhold og m3 (ved 273,15 K og 1,01325 bar) for volumen. Den konstante faktor for omregning til energiindhold skal oplyses. Ud over dette format kan der også benyttes andre måleenheder til offentliggørelsen

g) på medlemsstatens officielle sprog samt på engelsk

▼M2

h) alle data skal fra den 1. oktober 2013 stilles til rådighed på én central EU-platform, der etableres af ENTSOG på et omkostningseffektivt grundlag.

▼M1

2) Transmissionssystemoperatører skal offentliggøre information om faktiske ændringer i de oplysninger, der er omhandlet i afsnit 3.1.2 og i afsnit 3.3, punkt 1)–5), så snart de har kendskab til ændringerne.

3.1.2.    Offentliggørelsens indhold

Transmissionssystemoperatører skal som minimum offentliggøre følgende oplysninger om deres systemer og tjenester:

a) en detaljeret og dækkende beskrivelse af de forskellige tjenester, der tilbydes, samt tarifferne herfor

b) de forskellige typer transportaftaler, der kan indgås om disse tjenester

c) reglerne for netadgang og/eller standardvilkårene med en beskrivelse af netbrugernes rettigheder og forpligtelser, herunder:

1. harmoniserede transportaftaler og andre relevante dokumenter

2. hvor det er relevant for adgangen til systemet, en specifikation for alle relevante punkter, jf. punkt 3.2 i bilaget, af de relevante gaskvalitetsparametre, herunder som minimum øvre brændværdi og Wobbe-indekset, samt erstatningsansvaret eller konverteringsomkostningerne for netbrugerne i tilfælde af, at gassen ikke opfylder disse specifikationer

3. hvor det er relevant for adgangen til systemet, oplysninger om trykkrav for alle relevante punkter

4. hvilken procedure der følges i tilfælde af afbrydelser i den afbrydelige kapacitet, herunder, hvor det er relevant, den tidsmæssige planlægning, omfanget og prioriteringen af de enkelte afbrydelser (f.eks. pro-rata eller først-til-mølle — sidst afbrudt).

d) de harmoniserede procedurer, der gælder, når transmissionssystemet anvendes, herunder definition af centrale udtryk

e) bestemmelser om kapacitetstildeling, håndtering af kapacitetsbegrænsninger og procedurer for at modvirke hamstring og lette genudnyttelse

f) de regler, der gælder i forhold til transmissionssystemoperatører i forbindelse med handel med kapacitet på det sekundære marked

g) regler om balancering og metoden til beregning af gebyrer for ubalancer

h) hvor det er relevant, oplysninger om fleksibilitet og toleranceniveauer, der indgår i transporttjenester og andre tjenester uden særskilt gebyr, såvel som om den fleksibilitet, der tilbydes ud over dette, og de tilhørende gebyrer

i) en detaljeret beskrivelse af transmissionssystemoperatørens gassystem og alle dets relevante sammenkoblingspunkter, som fastlagt i afsnit 3.2 i dette bilag, samt navnene på operatørerne af de sammenkoblede systemer eller anlæg

j) reglerne for tilslutning til det system, der drives af transmissionssystemoperatøren

k) oplysninger om nødforholdsregler, for så vidt som disse er transmissionssystemoperatørens ansvar, f.eks. foranstaltninger, der kan føre til, at grupper af kunder kobles af nettet, samt andre generelle regler vedrørende ansvar, der gælder for transmissionssystemoperatøren

l) de procedurer for sammenkoblingspunkter, som transmissionssystemoperatørerne er blevet enige om, vedrørende netinteroperabilitet, fælles procedurer for nominering og matching og andre fælles procedurer, der fastlægger bestemmelser om tildeling af gasstrømme og balancering, herunder de anvendte metoder, i den udstrækning disse oplysninger er relevante for netbrugernes adgang til de pågældende transmissionssystemer,

m) en detaljeret og dækkende beskrivelse af de metoder og den proces, der anvendes til at beregne den tekniske kapacitet, herunder oplysninger om de anvendte parametre og centrale forudsætninger.

3.2.    Fastlæggelse af, hvilke punkter kravene om gennemsigtighed skal gælde for

1) Relevante punkter omfatter som minimum:

a) alle indfødnings- og udtagningspunkter i et transmissionsnet, der drives af en transmissionssystemoperatør, med undtagelse af udtagningspunkter, der er forbundet med en enkelt slutforbruger, og med undtagelse af indfødningspunkter, der er direkte forbundet med en enkelt producents produktionsanlæg, som er beliggende i EU

b) alle indfødnings- og udtagningspunkter, der forbinder transmissionssystemoperatørernes balanceringszoner

c) alle punkter, der forbinder en transmissionssystemoperatørs net med en LNG-terminal, fysiske gashandelspladser, lagerfaciliteter og produktionsanlæg, medmindre de pågældende produktionsanlæg er omfattet af undtagelsen i litra a)

d) alle punkter, der forbinder en given transmissionssystemoperatørs net med infrastruktur, der er nødvendig for at levere hjælpefunktioner, som defineret i artikel 2, stk. 14, i direktiv 2009/73/EF.

2) Oplysninger om enkelte slutforbrugere og produktionsanlæg, der ikke indgår i definitionen af relevante punkter i afsnit 3.2.1, litra a), offentliggøres i samlet form, som minimum pr. balanceringszone. Samlingen af enkelte slutbrugere og af produktionsanlæg, der ikke indgår i definitionen af relevante punkter i afsnit 3.2.1, litra a), anses i forbindelse med dette bilag som ét relevant punkt.

3) Hvor punkterne mellem to eller flere transmissionssystemoperatører udelukkende forvaltes af de berørte operatører og systembrugerne ikke er involveret, hverken kontraktmæssigt eller driftsmæssigt, eller hvor punkterne forbinder et transmissionssystem med et distributionssystem, og der ikke er nogen kontraktmæssig kapacitetsbegrænsning ved disse punkter, fritages transmissionssystemoperatørerne for disse punkter for forpligtelsen til at offentliggøre oplysningerne under afsnit 3.3 i dette bilag. Den nationale regulerende myndighed kan dog kræve, at transmissionssystemoperatørerne offentliggør oplysningerne under afsnit 3.3 i dette bilag for de punkter, for hvilke fritagelsen gælder, eller for grupper af disse punkter. I så fald skal oplysningerne, såfremt transmissionssystemoperatørerne råder over dem, offentliggøres i samlet form på et passende niveau, som minimum pr. balanceringszone. Denne samling af punkter anses i forbindelse med dette bilag som ét relevant punkt.

3.3.    Oplysninger, der skal offentliggøres for alle relevante punkter, samt en tidsplan for offentliggørelsen

1) For alle relevante punkter skal transmissionssystemoperatører offentliggøre de oplysninger, der er anført i litra a)–g), for samtlige tjenester og hjælpefunktioner, der tilbydes, (særlig oplysninger om blanding, ballastning og konvertering). Disse oplysninger skal offentliggøres på et numerisk grundlag, på time- eller dagsbasis, svarende til den korteste referenceperiode for reservering og (re)nominering af kapacitet og den korteste afregningsperiode, for hvilken der beregnes gebyrer for ubalancer. Hvis den korteste referenceperiode er mindre end en dag, offentliggøres oplysningerne i litra a)–g) desuden dagligt. Disse oplysninger og ajourføringerne heraf skal offentliggøres, så snart de er til rådighed for systemoperatøren (»nær-tidstro oplysninger«).

a) den tekniske kapacitet for strømme i begge retninger

b) den samlede aftalte og uafbrydelige og afbrydelige kapacitet i begge retninger

c) nomineringer og renomineringer i begge retninger

d) den ledige uafbrydelige og afbrydelige kapacitet i begge retninger

e) de faktiske fysiske strømme

f) planlagte og faktiske afbrydelser af afbrydelig kapacitet

g) planlagte og uforudsete afbrydelser af uafbrydelige tjenester såvel som oplysninger om genopretning af den uafbrydelige tjeneste (bl.a. oplysninger om vedligeholdelse af systemet og deraf følgende afbrydelsers sandsynlige varighed). Planlagte afbrydelser skal offentliggøres mindst 42 dage på forhånd.

▼M2

h) forekomsten af afviste, juridisk gyldige anmodninger om produkter med uafbrydelig kapacitet af en varighed på en måned eller mere, herunder hvor mange anmodninger og hvor store mængder der er afvist, og

i) hvor der er tale om auktioner: hvor og hvornår produkter med uafbrydelig kapacitet af en varighed på en måned eller mere er blevet solgt til priser, der var højere end mindsteprisen

j) hvor og hvornår der ikke er blevet udbudt noget produkt med uafbrydelig kapacitet af en varighed på en måned eller mere i den ordinære tildelingsproces

k) hvor stor en kapacitet, der i alt er stillet til rådighed ved anvendelse af de procedurer for håndtering af kapacitetsbegrænsninger, der er fastsat i afsnit 2.2.2, 2.2.3, 2.2.4 og 2.2.5 for hver anvendt procedure for håndtering af kapacitetsbegrænsninger

l) litra h) -k) finder anvendelse fra den 1. oktober 2013.

▼M4

2) For alle relevante punkter skal oplysningerne under afsnit 3.3, punkt 1), litra a), b) og d), offentliggøres mindst 24 måneder forud.

▼M1

3) For alle relevante punkter skal transmissionssystemoperatører løbende offentliggøre historiske oplysninger om kravene i afsnit 3.3, punkt 1), litra a)–g), for de forudgående fem år.

4) Transmissionssystemoperatører skal dagligt offentliggøre målte værdier for den øvre brændværdi eller Wobbe-indekset for alle relevante punkter. Der skal offentliggøres foreløbige tal senest tre dage efter den pågældende gasdag. De endelige tal skal offentliggøres senest tre måneder efter udgangen af den pågældende måned.

5) For alle relevante punkter skal transmissionssystemoperatører årligt offentliggøre oplysninger om ledig kapacitet, reserveret kapacitet og teknisk kapacitet i hele den periode, hvor der er indgået aftale om kapaciteten, samt ét år ud over denne periode, dog som minimum de næste ti år. Disse oplysninger skal ajourføres mindst en gang om måneden eller oftere, hvis der foreligger nye oplysninger. Offentliggørelsen skal afspejle den periode, hvor kapaciteten tilbydes på markedet.

3.4.    Oplysninger, der skal offentliggøres om transmissionssystemet, samt en tidsplan for offentliggørelsen

1) Hvor transmissionssystemoperatørerne råder over oplysninger om de samlede kapacitetsmængder, der tilbydes og indgås aftale om på det sekundære marked (dvs. som én netbruger sælger til en anden), skal de dagligt offentliggøre og ajourføre disse oplysninger. Oplysningerne skal omfatte følgende:

a) sammenkoblingspunkter, hvor kapaciteten sælges

b) kapacitetens art, dvs. indfødningskapacitet, udtagningskapacitet, uafbrydelig og afbrydelig kapacitet

c) kapacitetsmængden og varigheden af brugsretten til kapaciteten

d) transaktionens art, f.eks. overdragelse eller tildeling

e) det samlede antal handler/overdragelser

f) andre vilkår, som transmissionssystemoperatøren har kendskab til, jf. punkt 3.3.

Hvis disse oplysninger stilles til rådighed af en tredjepart, fritages transmissionssystemoperatørerne for denne forpligtelse.

2) Transmissionssystemoperatører skal offentliggøre harmoniserede betingelser for accept af kapacitetstransaktioner (f.eks. overførsler og tildelinger). Disse betingelser skal som minimum omfatte følgende:

a) en beskrivelse af standardiserede produkter, der kan sælges på det sekundære marked

b) frister for gennemførelse/godkendelse/registrering af handler på det sekundære marked. I tilfælde af forsinkelser skal årsagerne hertil offentliggøres

c) meddelelsen til transmissionssystemoperatøren fra sælgeren eller den tredjepart, der henvises til i afsnit 3.4, punkt 1), om navnene på sælger og køber samt oplysninger om kapaciteten som anført i afsnit 3.4.

Hvis disse oplysninger stilles til rådighed af en tredjepart, fritages transmissionssystemoperatørerne for denne forpligtelse.

3) Hvad angår balanceringstjenester, skal hver transmissionssystemoperatør for sit eget systems vedkommende og for hver balanceringsperiode underrette hver enkelt netbruger om nettets foreløbige ubalancer og om omkostningerne pr. netbruger senest en måned efter balanceringsperiodens slutning. Endelige oplysninger om kunder med en standardbelastningsprofil kan forelægges op til 14 måneder senere. Hvis disse oplysninger stilles til rådighed af en tredjepart, fritages transmissionssystemoperatørerne for denne forpligtelse Ved formidlingen af disse oplysninger skal fortroligheden af forretningsmæssigt følsomme oplysninger respekteres.

4) Hvor der ud over tilladte afvigelser tilbydes fleksibilitetstjenester med henblik på tredjeparts adgang, skal transmissionssystemoperatørerne hver dag offentliggøre prognoser, der rækker én dag frem, for den maksimale fleksibilitet, den reserverede fleksibilitet og den ledige fleksibilitet på markedet for den næste gasdag. Transmissionssystemoperatøren skal også efterfølgende offentliggøre oplysninger om den samlede udnyttelse af hver enkelt fleksibilitetstjeneste ved udgangen af hver gasdag. Hvis den nationale regulerende myndighed er overbevist om, at offentliggørelse af disse oplysninger kan give anledning til misbrug fra netbrugernes side, kan den beslutte at fritage transmissionssystemoperatøren for denne forpligtelse.

5) Transmissionssystemoperatører skal for hver balanceringszone offentliggøre mængden af gas i transmissionssystemet ved starten af hver gasdag og prognosen for mængden af gas i transmissionssystemet ved slutningen af gasdagen. Prognosen for mængden af gas ved slutningen af gasdagen skal ajourføres hver time i løbet af gasdagen. Hvis gebyrer for ubalancer beregnes på timebasis, skal transmissionssystemoperatøren offentliggøre mængden af gas i transmissionssystemet på timebasis. Som alternativ kan transmissionssystemoperatøren for hver balanceringszone offentliggøre alle brugeres samlede ubalanceposition ved starten af hver balanceringsperiode og prognosen for alle brugeres samlede ubalanceposition ved slutningen af hver gasdag. Hvis den nationale regulerende myndighed er overbevist om, at offentliggørelse af disse oplysninger kan give anledning til misbrug fra netbrugernes side, kan den beslutte at fritage transmissionssystemoperatøren for denne forpligtelse.

6) Transmissionssystemoperatørerne skal stille brugervenlige midler til rådighed til beregning af tariffer.

7) Transmissionssystemoperatører skal på en effektiv måde føre optegnelser over alle kapacitetsaftaler og andre relevante oplysninger vedrørende beregning af og levering af adgang til ledig kapacitet, særlig individuelle nomineringer og afbrydelser; optegnelserne skal være til rådighed for de relevante nationale myndigheder i mindst fem år. Transmissionssystemoperatører skal gemme dokumentation for alle relevante oplysninger, der er nævnt under afsnit 3.3, punkt 4) og 5), i mindst fem år og på anmodning stille dokumentationen til rådighed for den regulerende myndighed. Begge parter skal respektere fortroligheden af forretningsoplysninger.

▼B




BILAG II

SAMMENLIGNINGSTABEL



Forordning (EF) nr. 1775/2005

Nærværende forordning

Artikel 1

Artikel 1

Artikel 2

Artikel 2

Artikel 3

Artikel 4

Artikel 5

Artikel 6

Artikel 7

Artikel 8

Artikel 9

Artikel 10

Artikel 11

Artikel 12

Artikel 3

Artikel 13

Artikel 4

Artikel 14

Artikel 15

Artikel 5

Artikel 16

Artikel 17

Artikel 6

Artikel 18

Artikel 19

Artikel 20

Artikel 7

Artikel 21

Artikel 8

Artikel 22

Artikel 9

Artikel 23

Artikel 10

Artikel 24

Artikel 11

Artikel 25

Artikel 12

Artikel 26

Artikel 13

Artikel 27

Artikel 14

Artikel 28

Artikel 15

Artikel 29

Artikel 16

Artikel 30

Artikel 31

Artikel 17

Artikel 32

Bilag

Bilag I



( 1 ) EUT L 115 af 25.4.2013, s. 39.

Top