61996J0104

Fri bevaegelighed for personer - etableringsfrihed - selskaber - direktiv 68/151 - anvendelsesomraade - spoergsmaalet om, hvilke retsvirkninger handlinger udfoert af medlemmer af selskabsorganer i tilfaelde af interessekonflikt med det selskab, vedkommende repraesenterer, har over for tredjemand - ikke omfattet

(Raadets direktiv 68/151, art. 9, stk. 1, foerste afsnit)

Reguleringen af, hvilke retsvirkninger handlinger udfoert af medlemmer af selskabsorganer i tilfaelde af interessekonflikt med det selskab, vedkommende repraesenterer, har over for tredjemand, falder uden for rammerne af direktiv 68/151 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemaends interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde, og henhoerer under den nationale lovgivers kompetence.

Det fremgaar af saavel ordlyden som indholdet af artikel 9, stk. 1, foerste afsnit, i foerste direktiv, at bestemmelsen vedroerer graenserne for de paagaeldende befoejelser, saaledes som de ved lov er fordelt mellem selskabets forskellige organer, men ikke har til formaal at samordne de nationale lovgivninger, som finder anvendelse, naar et medlem af et saadant organ paa grund af sine personlige forhold befinder sig i en interessekonflikt med det selskab, vedkommende repraesenterer.

I sag C-104/96,

angaaende en anmodning, som Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Cooeperatieve Rabobank »Vecht en Plassengebied« BA

mod

Erik Aarnoud Minderhoud (kurator i Mediasafe BV's konkursbo),

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 9, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde (EFT 1968 I, s. 41),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Ragnemalm (refererende dommer), og dommerne G.F. Mancini og P.J.G. Kapteyn,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- Cooeperatieve Rabobank »Vecht en Plassengebied« BA ved advokaterne J.C. van Oven og A.P. Schoonbrood-Wessels, Haag

- den spanske regering ved statens advokat R. Silva de Lapuerta, som befuldmaegtiget

- den finske regering ved afdelingschef H. Rotkirch, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- den svenske regering ved afdelingschef L. Nordling, Udenrigshandelsafdelingen, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent A. Caeiro og B.J. Drijber, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 8. januar 1997 af Cooeperatieve Rabobank »Vecht en Plassengebied« BA ved advokat J.C. van Oven, af E. Minderhoud, som kurator i Mediasafe BV's konkursbo, ved advokat J.J. Feenstra, Rotterdam, af den spanske regering ved R. Silva de Lapuerta og af Kommissionen ved B.J. Drijber,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 12. marts 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 22. marts 1996, indgaaet til Domstolen den 1. april 1996, har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 9, stk. 1, i Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde (EFT 1968 I, s. 41, herefter »foerste direktiv«).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en retssag, der foeres mellem paa den ene side Cooeperatieve Rabobank »Vecht en Plassengebied« BA (herefter »Rabobank«), der var finansieringsinstitut for holdingselskabet Holland Data Groep BV (herefter »HDG«), for fem af dettes erhvervsaktive selskaber og for selskabet Mediasafe BV (herefter »Mediasafe«), og paa den anden side kuratoren i Mediasafe's konkursbo. Retssagen vedroerer sidstnaevntes anfaegtelse af gyldigheden af en modregningsaftale mellem debet- og kreditsaldi, som var indgaaet mellem dels HDG, de fem naevnte selskaber og Mediasafe, og dels Rabobank.

3 Det fremgaar af forelaeggelsesdommen, at Rabobank den 23. oktober 1989 med HDG og de fem erhvervsaktive selskaber indgik en aftale om renteberegning af kombinerede konti og om modregning af debet- og kreditsaldi, i henhold til hvilken selskaberne haeftede solidarisk over for Rabobank.

4 Den 21. november 1989 stiftede HDG og Stichting Nieuwegein Mediasafe, hvori HDG var indehaver af 99 anparter og Stichting Nieuwegein af 1 anpart. HDG blev udnaevnt til selskabets enedirektoer, og to bestyrelsesmedlemmer blev udnaevnt paa forslag af Stichting Nieuwegein. Disse bestyrelsesmedlemmer havde til opgave paa Stichting Nieuwegein's vegne at foere tilsyn med Mediasafe's direktion og dets almindelige forretningsfoerelse.

5 Den 11. december 1989 indgik Rabobank en ny aftale om modregning mellem debet- og kreditsaldi af samme indhold og raekkevidde som aftalen af 23. oktober 1989. Mediasafe var repraesenteret af HDG som enedirektoer. I henhold til denne aftale haeftede alle selskaberne i HDG-koncernen, herunder Mediasafe, solidarisk for deres gaeld over for Rabobank.

6 Den 22. maj 1990 blev Mediasafe erklaeret konkurs. E. Minderhoud blev udnaevnt som kurator i konkursboet. Mediasafe havde paa dette tidspunkt hos Rabobank en kreditsaldo paa 447 117,60 HFL.

7 Rabobank meddelte ved skrivelse af 5. juni 1990 kurator, at banken i henhold til aftalen af 11. december 1989 og artikel 53 i Faillissementswet (den nederlandske konkurslov) agtede at foretage modregning af debet- og kreditsaldiene paa kontokuranterne for HDG's oevrige selskaber, som Mediasafe var solidarisk medskyldner for. Rabobank meddelte, at Mediasafe's tilgodehavende hos Rabobank efter modregningen udgjorde 67 337,36 HFL paa konkursdatoen.

8 Ved dom af 31. juli 1990 blev HDG og holdingselskabets fem oevrige erhvervsaktive selskaber erklaeret konkurs.

9 Kurator afkraevede Rabobank betaling af forskellen mellem Mediasafe's tilgodehavende foer og efter denne modregning, nemlig 379 780,24 HFL. Ifoelge kurator kunne modregningsaftalen af 11. december 1989 ikke tillaegges nogen retsvirkning, idet der mellem HDG - som havde indgaaet aftalerne bl.a. i Mediasafe's navn i egenskab af enedirektoer - og sidstnaevnte selskab forelaa en interessekonflikt som omhandlet i artikel 12, stk. 3 og 4, i Mediasafe's vedtaegter og artikel 2:256 i Burgerlijk Wetboek (herefter »den nederlandske civillovbog«). HDG havde derfor ikke vaeret befoejet til at repraesentere Mediasafe ved aftalens indgaaelse.

10 Artikel 2:146 i den nederlandske civillovbog, som finder anvendelse paa »naamloze vennootschappen« (aktieselskaber) og artikel 2:256 i samme lov, som finder anvendelse paa »besloten vennootschappen met beperkte aansprakelijkheid« (anpartsselskaber), bestemmer, at naar der ved indgaaelsen af en retshandel foreligger en interessekonflikt mellem paa den ene side selskabet og paa den anden side direktoererne, kan retshandelen kun indgaas af selskabets bestyrelsesmedlemmer.

11 Samme bestemmelse er i oevrigt optaget i artikel 12, stk. 3 og 4, i Mediasafe's vedtaegter, der har foelgende ordlyd:

»3. I tilfaelde af interessekonflikt mellem selskabet og én eller flere direktoerer har den anden direktoer eller de oevrige direktoerer befoejelse til at forpligte selskabet.

4. Saafremt der kun er én direktoer, eller saafremt interessekonflikten bestaar for alle direktoerer, repraesenteres selskabet af bestyrelsen.«

12 Ved dom af 4. august 1993 fastslog Arrondissementsrechtbank, Utrecht, at HDG paa grund af en interessekonflikt som omhandlet i artikel 2:256 i den nederlandske civillovbog ikke paa Mediasafe's vegne havde vaeret befoejet til at indgaa modregningsaftalen med Rabobank, og retten udtalte, at Rabobank paa grund af sin stilling som erhvervsdrivende maatte anses for at have haft fornoedent kendskab til interessekonflikten. Arrondissementsrechtbank gav derfor kurator medhold.

13 Denne dom blev stadfaestet af Gerechtshof, Amsterdam, med den samme begrundelse.

14 For Nederlandenes Hoge Raad har Rabobank gjort gaeldende, at en interessekonflikt som omhandlet i civillovbogens artikel 2:256 alene kunne foreligge, saafremt der var tale om en retshandel indgaaet mellem selskabet og dets direktoer. Hoge Rad forkastede dette argument. Hoge Raad har dog fundet det tvivlsomt, om den omstaendighed, at et selskab over for tredjemand stoetter ret paa artikel 2:256 i naevnte lov, er forenelig med artikel 9 i foerste direktiv, som bestemmer foelgende:

»1. Et selskab forpligtes over for tredjemand ved sine organers handlinger, selv om disse handlinger ikke omfattes af selskabets formaal, medmindre handlingerne ligger uden for de befoejelser, som ifoelge loven er tillagt eller kan tillaegges disse organer.

For handlinger, som ikke omfattes af selskabets formaal, kan medlemsstaterne dog bestemme, at selskabet ikke forpligtes, naar det godtgoer, at tredjemand vidste, at handlingen ikke omfattedes af selskabets formaal, eller han efter det foreliggende ikke kunne vaere ubekendt dermed; den blotte bekendtgoerelse af vedtaegterne er ikke tilstraekkelig til at udgoere dette bevis.

2. Begraensninger af selskabsorganernes befoejelser, der foelger af vedtaegter eller beslutning fra dette selskabs organ, kan ikke paaberaabes over for tredjemand, selv om de er bekendtgjorte.

3. Dersom en medlemsstats lovgivning bestemmer, at dennes almindelige regel om befoejelsen til at optraede paa selskabets vegne kan fraviges ved, at befoejelsen i henhold til vedtaegterne tillaegges én person eller flere personer i forening, kan denne lovgivning fastsaette, at denne vedtaegtsbestemmelse skal kunne paaberaabes over for tredjemand, dersom den angaar denne almindelige befoejelse til at optraede paa selskabets vegne; bestemmelserne i artikel 3 er afgoerende for, om en saadan vedtaegtsbestemmelse kan paaberaabes over for tredjemand.«

15 Nederlandenes Hoge Raad, der har fundet, at artikel 2:256 i den nederlandske civillovbog skal fortolkes under hensyntagen til bestemmelserne i det foerste direktiv har forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Er det i overensstemmelse med bestemmelserne i det foerste direktiv, at det tillades et selskab over for en tredjemand, med hvem en direktoer, som generelt er berettiget til at repraesentere selskabet, har indgaaet en retshandel paa selskabets vegne, at paaberaabe sig, at direktoeren ikke har haft ret til at forpligte selskabet, fordi han har haft en interesse i retshandelen, som er i konflikt med selskabets interesse?

2) Skal spoergsmaal 1 kun besvares bekraeftende, saafremt interessekonflikten var tredjemanden bekendt paa det tidspunkt, da retshandelen blev indgaaet, eller med rimelighed kunne vaere kendt for ham paa grundlag af de oplysninger, som han da raadede over?

3) Skal spoergsmaal 1 kun besvares bekraeftende, saafremt interessekonflikten paa det tidspunkt, da retshandelen blev indgaaet, var saa aabenbar, at ingen tredjemand fornuftigvis ville kunne mene, at der ikke var tale om en interessekonflikt?«

16 E. Minderhoud og den svenske regering har anfoert, at faellesskabsretten ikke regulerer det forhold, der er omhandlet i spoergsmaalet fra Nederlandenes Hoge Raad, og at hverken artikel 9 eller nogen anden bestemmelse i det foerste direktiv omhandler spoergsmaalet om, hvorvidt et selskab forpligtes i tilfaelde, hvor en regel som den i hovedsagen omhandlede om en begraensning af befoejelsen til at forpligte selskabet er overtraadt.

17 Rabobank, den spanske regering og Kommissionen har anfoert, at artikel 9, stk. 1, i foerste direktiv er til hinder for, at et selskab over for en tredjemand, med hvem dets direktoer har indgaaet en for selskabet bindende retshandel, kan goere gaeldende, at direktoeren ikke havde befoejelse hertil, fordi han havde en mod selskabet stridende interesse, naar det ikke fremgaar af en ufravigelig lovbestemmelse, at vedkommende ikke var befoejet hertil. Det maa herved vaere uden betydning, om den paagaeldende tredjemand var bekendt med den bestaaende interessekonflikt, eller om konflikten maatte vaere aabenbar.

18 Den finske regering har anfoert, og den svenske regering har subsidiaert anfoert, at det foerste direktiv ikke er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter et selskab kan paaberaabe sig en ugyldighedsgrund, som er baseret paa en interessekonflikt, saafremt tredjemand vidste eller ikke kunne vaere uvidende om, at der bestod en interessekonflikt. Herved kan der efter disse regeringers opfattelse opnaas en rimelig interesseafvejning mellem paa den ene side hensynet til sikkerheden i selskabets dispositioner, og paa den anden side selskabets behov for beskyttelse.

19 Det bemaerkes, at formaalet med foerste direktiv er at samordne de garantier, som kraeves i medlemsstaterne med hensyn til de aktie- og anpartsselskaber, som er omhandlet i direktivets artikel 1, bl.a. med henblik paa at beskytte tredjemands interesser.

20 Med henblik herpaa indeholder foerste direktiv, som det fremgaar af femte betragtning, i direktivets anden afdeling bestemmelser, der i videst muligt omfang begraenser de grunde, som kan medfoere, at de i selskabets navn indgaaede forpligtelser bliver ugyldige.

21 Direktivets artikel 9, stk. 1, foerste afsnit, bestemmer, at et selskab forpligtes over for tredjemand ved sine organers handlinger, selv om disse handlinger ikke omfattes af selskabets formaal, medmindre handlingerne ligger uden for de befoejelser, som ifoelge loven er tillagt eller kan tillaegges disse organer.

22 Det skal dog fremhaeves, at det saavel af bestemmelsens ordlyd som indhold fremgaar, at bestemmelsen vedroerer graenserne for de paagaeldende befoejelser, saaledes som de ved lov er fordelt mellem selskabets forskellige organer, men ikke har til formaal at samordne de nationale lovgivninger, som finder anvendelse, naar et medlem af et saadant organ paa grund af sine personlige forhold befinder sig i en interessekonflikt med det selskab, vedkommende repraesenterer.

23 Endvidere vedroerer den i bestemmelsen fastlagte ordning for, hvilke forhold der kan goeres gaeldende, de befoejelser, som ifoelge loven er tillagt eller kan tillaegges selskabsorganet, idet tredjemand kan henholde sig til loven, men ikke spoergsmaalet om, hvorvidt en tredjemand har haft kendskab til eller ikke kunne vaere ubekendt med en interessekonflikt paa grund af de foreliggende faktiske forhold.

24 Det maa derfor fastslaas, at reguleringen af, hvilke retsvirkninger handlinger, udfoert af medlemmer af selskabsorganer under saadanne omstaendigheder, har over for tredjemand, falder uden for rammerne af det foerste direktiv, og henhoerer under den nationale lovgivers kompetence.

25 Dette resultat bekraeftes i oevrigt af forslaget til et femte direktiv om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser med hensyn til aktieselskabers struktur samt deres organers befoejelser og forpligtelser (JO 1972 C 131, s. 49).

26 Det fremgaar saaledes af artikel 10, stk. 1, i forslaget til femte direktiv, at enhver aftale, i hvilken selskabet er deltager, og som direkte eller blot indirekte beroerer et af direktions- eller kontrolorganets medlemmers interesser, i det mindste skal godkendes af kontrolorganet.

27 Desuden har artikel 10, stk. 4, i forslaget til femte direktiv foelgende ordlyd:

»Det kan over for tredjemand kun goeres gaeldende, at der ikke forelaa tilladelse fra kontrolorganet, eller at den beslutning, hvormed tilladelsen blev givet, var ulovlig, hvis selskabet beviser, at tredjemand var vidende om, at der ikke forelaa tilladelse, eller at beslutningen var ulovlig, eller efter omstaendighederne ikke kunne vaere uvidende herom.«

28 Det stillede spoergsmaal maa saaledes besvares med, at reguleringen af, hvilke retsvirkninger handlinger udfoert af medlemmer af selskabsorganer i tilfaelde af interessekonflikt med det selskab, vedkommende repraesenterer, har over for tredjemand, falder uden for rammerne af det foerste direktiv og henhoerer under den nationale lovgivers kompetence.

Sagens omkostninger

29 De udgifter, der er afholdt af den spanske, den finske og den svenske regering samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved dom af 22. marts 1996, for ret:

Reguleringen af, hvilke retsvirkninger handlinger udfoert af medlemmer af selskabsorganer i tilfaelde af interessekonflikt med det selskab, vedkommende repraesenterer, har over for tredjemand, falder uden for rammerne af Raadets foerste direktiv 68/151/EOEF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kraeves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, naevnte selskaber til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formaal at goere disse garantier lige byrdefulde, og henhoerer under den nationale lovgivers kompetence.