EUR-Lex Adgang til EU-lovgivningen

Tilbage til forsiden

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 62001CJ0095

Rozsudek Soudního dvora (šestého senátu) ze dne 5. února 2004.
Trestní řízení proti Johnu Greenhamovi a Léonardu Abelovi.
Žádost o rozhodnutí o předběžné otázce: Tribunal de grande instance de Paris - Francie.
Volný pohyb zboží.
Věc C-95/01.

ECLI-indikator: ECLI:EU:C:2004:71

Arrêt de la Cour

Sag C-95/01


Straffesag
mod
John Greenham og Léonard Abel



(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af tribunal de grande instance de Paris)

«Frie varebevægelser – artikel 28 EF og 30 EF – forbud mod markedsføring af levnedsmidler, der er tilsat vitaminer og mineraler – begrundelse – proportionalitet»

Forslag til afgørelse fra generaladvokat J. Mischo fremsat den 16. maj 2002
    
Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 5. februar 2004
    

Sammendrag af dom

Frie varebevægelser – kvantitative restriktioner – foranstaltninger med tilsvarende virkning – forbud mod at markedsføre berigede levnedsmidler uden forudgående godkendelse – berettigelse – beskyttelse af den offentlige sundhed – betingelser

(art. 28 EF og 30 EF)

Artikel 28 EF og 30 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat forbyder markedsføring – medmindre der er givet forudgående tilladelse – af levnedsmidler, der er lovligt fremstillet og markedsført i en anden medlemsstat, når der til disse levnedsmidler er tilsat andre næringsstoffer, som vitaminer og mineraler, end næringsstoffer, hvis anvendelse er erklæret lovlig i den førstnævnte medlemsstat, for så vidt som visse betingelser er opfyldt.

Dels skal proceduren for forudgående tilladelse være let tilgængelig, den skal kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og såfremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal afslaget kunne indbringes for domstolene. Dels skal et afslag på at få tilladelse til markedsføring være støttet på en grundig evaluering af risikoen for folkesundheden på grundlag af de mest pålidelige videnskabelige data, der er til rådighed, og de seneste internationale forskningsresultater.

(jf. præmis 50 og domskonkl.)




DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
5. februar 2004(1)

»Frie varebevægelser – artikel 28 EF og 30 EF – forbud mod markedsføring af levnedsmidler, der er tilsat vitaminer og mineraler – begrundelse – proportionalitet«

I sag C-95/01,

angående en anmodning, som tribunal de grande instance de Paris (Frankrig) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende straffesag mod

John Greenham ogLéonard Abel

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF,har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),



sammensat af præsidenten, V. Skouris, som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne C. Gulmann, J.-P. Puissochet, F. Macken (refererende dommer) og N. Colneric,

generaladvokat: J. Mischo,
justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

John Greenham og Léonard Abel ved advokat M. Jeannin

den franske regering ved G. de Bergues og R. Loosli-Surrans, som befuldmægtigede

den græske regering ved S. Spyropoulos, C. Georgiadis og N. Dafniou, som befuldmægtigede

den spanske regering ved S. Ortiz Vaamonde, som befuldmægtiget

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Shotter og J. Adda, som befuldmægtigede,

efter at der i retsmødet den 18. april 2002 er afgivet mundtlige indlæg af John Greenham og Léonard Abel, af den franske og den græske regering samt af Kommissionen,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. maj 2002,

afsagt følgende



Dom



1
Ved dom af 19. februar 2001, indgået til Domstolen den 27. februar 2001, har tribunal de grande instance de Paris i medfør af artikel 234 EF forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 28 EF og 30 EF.

2
Spørgsmålet er blevet rejst under en straffesag mod John Greenham og Léonard Abel, der er direktører for NSA France SARL (herefter »NSA France«), som har hjemsted i Paris (Frankrig) og forhandler levnedsmidler, som hidrører fra selskabet »NSA International«, der er hjemmehørende i Det Forenede Kongerige.


Relevante retsregler

De fællesskabsretlige bestemmelser

3
Det er ubestridt, at der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for hovedsagen, ikke fandtes fællesskabsbestemmelser om betingelser for tilsætning af næringsstoffer som vitaminer og mineraler til almindelige levnedsmidler.

4
For så vidt angår levnedsmidler, der er bestemt til særlig ernæring, er visse af dem omfattet af direktiver udstedt af Kommissionen med hjemmel i Rådets direktiv 89/398/EØF af 3. maj 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (EFT L 186, s. 27).

De nationale bestemmelser

5
Artikel L. 213-1 i den franske code de la consommation (lov om forbrugerforhold, markedsføring, produktsikkerhed mv.) har i den affattelse, der finder anvendelse i hovedsagen, følgende ordlyd:

»Den, der ved et hvilket som helst virkemiddel eller en hvilken som helst handlemåde, herunder selv ved tredjemands mellemkomst, vildleder eller forsøger at vildlede en aftalepart om nedenstående forhold, straffes, uanset om vedkommende selv er part i aftalen, med fængsel i indtil to år og/eller bøde på op til 250 000 FF:

1° en vares beskaffenhed, art, oprindelse, væsentligste egenskaber, sammensætning eller indhold af aktive bestanddele

2° mængden af det leverede eller identiteten heraf ved levering af en anden vare end den bestemte genstand, der er aftalt

3° brugsegnethed, risici forbundet med anvendelsen af produktet, udførte kontrolforanstaltninger, anvendelsesmåde eller forholdsregler, der bør træffes.«

6
De franske bestemmelser om markedsføring af kosttilskud og almindelige levnedsmidler, der er beriget med vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer, f.eks. aminosyrer, er indeholdt i dekret af 15. april 1912 om bestemmelser til gennemførelse af lov af 1. august 1905 om bekæmpelse af svig i forbindelse med forhandling af varer og forfalskning af varer på levnedsmiddelområdet, især kød, charcuterivarer, frugt, grøntsager, fisk og konserves.

7
I dekretets artikel 1, som affattet ved dekret nr. 73-138 af 12. februar 1973 (JORF af 15.2.1973, s. 1728), bestemmes:

»Det er forbudt at opbevare med henblik på salg, udbyde til salg eller sælge varer og levnedsmidler, såfremt der til disse er tilsat andre kemiske produkter end dem, hvis anvendelse er erklæret lovlig ved fælles bekendtgørelser, der efter udtalelse fra Conseil supérieur d'hygiène publique de France [Frankrigs øverste råd for folkesundhed, herefter »CSHFP«] og Académie nationale de médecine [det nationale medicinske akademi] er udstedt af landbrugsministeren, økonomi- og finansministeren, industri- og videnskabsministeren samt sundhedsministeren.«

8
Ved dekret nr. 99-242 af 26. marts 1999 (JORF af 28.3.1999, s. 4653) blev dekretet af 15. april 1912 ændret, idet det blev bestemt, at der i stedet for udtalelserne fra CSHPF og Académie nationale de médecine skulle indhentes udtalelse fra Agence française de sécurité sanitaire des aliments (AFSSA, det franske agentur for levnedsmiddelsikkerhed).

9
Ifølge artikel 1 i dekret nr. 91-827 af 29. august 1991 om levnedsmidler bestemt til særlig ernæring (JORF af 31.8.1991, s. 11424):

»anses for levnedsmidler bestemt til særlig ernæring de levnedsmidler, der på grund af deres særlige sammensætning eller særlige fremstillingsmetode klart adskiller sig fra almindelige levnedsmidler, opfylder de[t] angivne ernæringsmæssige mål og markedsføres på en måde, der viser, at de opfylder dette mål«.

10
Artikel 3 i samme dekret er affattet således:

»I fælles bekendtgørelser udstedt af ministeren for forbrugerspørgsmål, landbrugsministeren og sundhedsministeren efter udtalelse fra [CSHPF] fastsættes:

a)
en liste over og betingelserne for anvendelse af næringsstoffer, f.eks. vitaminer, mineralske salte, aminosyrer og andre stoffer, som det er tilladt at tilsætte levnedsmidler bestemt til særlig ernæring, samt de renhedskriterier, der gælder for disse stoffer

[...]«

11
I dekret nr. 97-964 af 14. oktober 1997 (JORF af 21.10.1997, s. 15266), der supplerer dekretet af 15. april 1912, defineres kosttilskud for første gang som »produkter beregnet til at blive indtaget som supplement til den almindelige kost for at afhjælpe faktisk eller formodet utilstrækkelig daglig tilførsel«.


Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

12
John Greenham og Léonard Abel er tiltalt for i løbet af 1998 at have begået to lovovertrædelser vedrørende salg af levnedsmidler.

13
For det første er de tiltalt for at have udstillet og udbudt angiveligt forfalskede levnedsmidler til salg ved at markedsføre produkter (kosttilskuddet »Juice Plus + grøntsagsblanding« og »Juice Plus + frugtblanding«) tilsat stoffet »coenzym Q10«, der er et næringsstof, som det i Frankrig ikke er tilladt at tilsætte fødevarer, samt vitaminer i et omfang, der oversteg den anbefalede daglige tilførsel eller overskred de sikkerhedsgrænser, der er fastsat af CSHFP.

14
For det andet er de tiltalt for at have vildledt forbrugerne, navnlig med hensyn til produkternes væsentligste egenskaber ved at markedsføre måltidserstatningerne »Juice Plus + Lite med chokolade- og vanillesmag«, der ikke var i overensstemmelse med gældende retsforskrifter, sammenholdt med Kommissionens direktiv 96/8/EF af 26. februar 1996 om levnedsmidler til anvendelse i energifattige diæter med henblik på vægttab (EFT L 55, s. 22), bl.a. i kraft af en energitilførsel, der lå under den fastsatte tærskelværdi, og mangel på visse mineraler.

15
Straffesagen er indledt efter to udtagninger af prøver af de levnedsmidler, som NSA France havde markedsført i Frankrig. Prøveudtagningerne blev foretaget den 23. marts 1998 af Direction générale de la concurrence, de la consommation et de la répression des fraudes (direktoratet for konkurrence, forbrug og bekæmpelse af svig).

16
For den nationale ret har de tiltalte i hovedsagen dels gjort gældende, at de omhandlede levnedsmidler allerede blev lovligt markedsført i de andre medlemsstater i Den Europæiske Union, da de påbegyndte deres virksomhed, og dels, at coenzymet Q10 er tilladt i bl.a. Spanien, Italien, Tyskland og Det Forenede Kongerige. På denne baggrund kan de franske myndigheder efter de tiltaltes opfattelse ikke modsætte sig disse levnedsmidlers frie omsætning og markedsføring i Frankrig.

17
Ud fra den opfattelse, at løsningen af den for retten verserende sag nødvendiggør en fortolkning af artikel 28 EF og 30 EF, har tribunal de grande instance de Paris besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal traktatens artikel 28 EF og 30 EF fortolkes således, at de forbyder, at en medlemsstat hindrer fri omsætning og markedsføring af et kosttilskud, der lovligt sælges i en anden medlemsstat?«


Det præjudicielle spørgsmål

Indlæg for Domstolen

18
De tiltalte i hovedsagen har gjort gældende, at nationale bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede, der er til hinder for fri markedsføring af kosttilskud, der lovligt markedsføres i en anden medlemsstat, mens der ikke er påvist nogen alvorlig sundhedsrisiko, udgør en foranstaltning med tilsvarende virkning i strid med artikel 28 EF og 30 EF.

19
De franske myndigheder har ifølge de tiltalte ikke kunnet påvise, at de nationale bestemmelser er nødvendige for at undgå en alvorlig risiko for folkesundheden, og at de ikke kan erstattes af en foranstaltning, der er mindre restriktiv i forhold til samhandelen inden for Fællesskabet, f.eks. mærkningskrav.

20
Herudover har de tiltalte i hovedsagen gjort gældende, at erhvervsdrivende i strid med fællesskabsrettens krav ikke kan få tilladelse til at markedsføre de omtalte levnedsmidler efter en let tilgængelig procedure, der kan afsluttes inden for rimelige frister.

21
Den franske regering har gjort gældende, at et system med forbud mod markedsføring, medmindre der gives en tilladelse, er foreneligt med fællesskabsretten under forudsætning af, at det overholder visse krav, der er fastsat i fællesskabsretten. En sådan tilladelseprocedure skal være let tilgængelig og kunne afsluttes inden for rimelige frister, og i tilfælde af afslag skal det være muligt at indbringe sagen for domstolene.

22
Den franske regering har understreget, at der i hovedsagen ikke er blevet indgivet nogen ansøgning om tilladelse af NSA France, som derimod bevidst har markedsført de omhandlede produkter uden først at indgive en ansøgning, som kunne være blevet behandlet af de franske myndigheder.

23
Den græske regering har gjort gældende, at den omstændighed, at et bestemt kosttilskud frit markedsføres i andre medlemsstater, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at det automatisk er tilladt at markedsføre kosttilskuddet i den berørte medlemsstat, uden at produktet bliver underlagt den tilladelsesprocedure, der er fastsat i de retsforskrifter, der gælder i denne medlemsstat. De nationale bestemmelser, der er udstedt på området, kan og bør fastsætte visse betingelser for at tillade markedsføring af kosttilskud, uanset om produkterne er produceret i den berørte medlemsstat eller indført til denne fra en anden medlemsstat. Disse betingelser kan bestå i en procedure for forudgående tilladelse.

24
Uden at tage stilling til det forelagte spørgsmål har den spanske regering anført, at ingen af de produkter, der er genstand for det præjudicielle spørgsmål, inden for spansk levnedsmiddellovgivning betragtes som levnedsmidler, og at de følgelig ikke kan markedsføres frit på det spanske levnedsmiddelmarked. Herudover har den spanske regering gjort gældende, at tilsætning af coenzymet Q10 ikke er omhandlet i den nævnte lovgivning.

25
Kommissionen har anført, at tilsætning til levnedsmidler af et næringsstof, der er tilladt i en anden medlemsstat, bør være tilladt, når det drejer sig om et produkt, der er importeret fra denne medlemsstat, og når næringsstoffet, henset til dels resultaterne af international videnskabelig forskning, dels kostvanerne i importmedlemsstaten, ikke udgør en fare for folkesundheden.

26
Ifølge Kommissionen tilkommer det den nationale ret at bedømme, om myndighederne i den berørte medlemsstat har foretaget en risikovurdering af de omhandlede næringsstoffer, der gør det muligt at afgøre, om bestemmelserne vedrørende disse stoffer er nødvendige for effektivt at beskytte folkesundheden.

27
Med hensyn til hovedsagen har Kommissionen anført, at forelæggelseskendelsen hverken giver oplysninger om, hvilke sikkerhedsgrænser der er fastsat af CSHPF for indtagelse af vitaminer, eller om, hvordan disse grænser er fastlagt.

28
Med hensyn til coenzymet Q10 har Kommissionen anført, at der ikke er fremlagt oplysninger om de sundhedsrisici, som tilsætning af dette næringsstof til et levnedsmiddel medfører.

Domstolens besvarelse

29
Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 28 EF og 30 EF skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat forbyder markedsføring – medmindre der er givet forudgående tilladelse – af levnedsmidler, der er lovligt fremstillet og markedsført i en anden medlemsstat, når der til disse levnedsmidler er tilsat andre næringsstoffer, som vitaminer og mineraler, end næringsstoffer, hvis anvendelse er erklæret lovlig i den førstnævnte medlemsstat.

30
Indledningsvis bemærkes, at det præjudicielle spørgsmål, selv om hovedsagen angår strafferetlig forfølgning vedrørende såvel kosttilskud som måltidserstatninger, alene vedrører kosttilskud med tilsætning af coenzymet Q10, som det i Frankrig ikke er tilladt at tilsætte, samt vitaminer i mængder, der overskrider de sikkerhedsgrænser, der er fastsat af CSHPF, eller overstiger den anbefalede daglige tilførsel.

31
De frie varebevægelser mellem medlemsstaterne er et grundlæggende princip i EF-traktaten, der kommer til udtryk i forbuddet i artikel 28 EF mod kvantitative indførselsrestriktioner mellem medlemsstaterne såvel som mod alle foranstaltninger med tilsvarende virkning.

32
Forbuddet i artikel 28 EF mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som restriktioner omfatter enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan hindre samhandelen i Fællesskabet (jf. bl.a. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, præmis 5, og af 23.9.2003, sag C-192/01, Kommissionen mod Danmark, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39).

33
Det synes at fremgå af akterne i hovedsagen, at der er tale om levnedsmidler, der er indført fra en anden medlemsstat, hvor de er lovligt fremstillet og/eller markedsført. Det påhviler ikke desto mindre den nationale ret at efterprøve, om dette er tilfældet, og om de regler og principper, der er afledt af de frie varebevægelser, faktisk finder anvendelse i sagen, idet alene den nationale ret har kompetence til at afgøre og bedømme de faktiske omstændigheder i den sag, der verserer for den (jf. i denne retning dom af 18.5.2000, sag C-107/97, Rombi og Arkopharma, Sml. I, s. 3367, præmis 72).

34
En national ordning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter det er forbudt at markedsføre levnedsmidler, som er tilsat næringsstoffer, og som er lovligt fremstillet og/eller markedsført i eksportmedlemsstaten, men forbudt i importmedlemsstaten, eller hvorefter det kræves, at disse stoffer forudgående er blevet opført på en national liste, for at markedsføringen af de levnedsmidler, de er tilsat, er tilladt, kan, som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion i artikel 28 EF's forstand, være begrundet, hvis den er i overensstemmelse med kravene i artikel 30 EF som fortolket af Domstolen.

35
Dels skal en sådan ordning give adgang til en procedure, hvorefter de erhvervsdrivende kan få opført et næringsstof på den nationale liste over tilladte stoffer. Denne procedure skal være let tilgængelig og kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og såfremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal afslaget kunne indbringes for domstolene (jf. i samme retning dom af 16.7.1992, sag C-344/90, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 4719, præmis 9, og af 5.2.2004, sag C-24/00, Kommissionen mod Frankrig, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 26).

36
Dels må en ansøgning om at få et næringsstof opført på den nationale liste over tilladte stoffer kun afslås af de nationale myndigheder, hvis dette stof udgør en reel fare for folkesundheden (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 46).

37
Det tilkommer ganske vist medlemsstaterne, når der ikke er sket en harmonisering, og i det omfang der på den videnskabelige forsknings nuværende udviklingstrin består en vis usikkerhed, at afgøre, hvor langt de vil strække beskyttelsen af menneskers sundhed og liv, og dermed kræve en forudgående tilladelse til at markedsføre levnedsmidler under hensyntagen til de krav, der følger af de frie varebevægelser inden for Fællesskabet (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 42).

38
Denne skønsbeføjelse vedrørende beskyttelsen af folkesundheden er i særdeleshed vigtig, når det påvises, at der på den videnskabelige forsknings nuværende udviklingstrin består en vis usikkerhed med hensyn til visse næringsstoffer, som vitaminer, der i almindelighed ikke i sig selv er skadelige, men kan fremkalde særlige skadevirkninger, såfremt de indtages i store mængder sammen med den øvrige ernæring, hvis sammensætning hverken kan forudsiges eller kontrolleres (jf. dom af 14.7.1983, sag 174/82, Sandoz, Sml. s. 2445, præmis 17, og dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 43).

39
Medlemsstaterne skal ved udøvelsen af deres skønsbeføjelse vedrørende beskyttelsen af folkesundheden imidlertid overholde proportionalitetsprincippet. De midler, medlemsstaterne vælger, skal således begrænses til det reelt nødvendige for at sikre beskyttelsen af folkesundheden. De skal stå i rimeligt forhold til det mål, der forfølges, hvilket ikke kunne være nået ved foranstaltninger, der i mindre omfang begrænser samhandelen inden for Fællesskabet (jf. Sandoz-dommen, præmis 18, og dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 45).

40
Da artikel 30 EF er en undtagelse, der skal fortolkes indskrænkende, fra reglen om frie varebevægelser inden for Fællesskabet, påhviler det desuden de nationale myndigheder, der påberåber sig den, i hvert enkelt tilfælde, og under hensyntagen til nationale kostvaner og internationale forskningsresultater, at godtgøre, at deres bestemmelser er nødvendige for effektivt at beskytte de interesser, der er nævnt i denne bestemmelse, og navnlig, at forhandlingen af de pågældende produkter frembyder en reel fare for folkesundheden (jf. i denne retning Sandoz-dommen, præmis 22, dom af 30.11.1983, sag 227/82, Van Bennekom, Sml. s. 3883, præmis 40, og dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 46).

41
Et forbud mod markedsføring af levnedsmidler, som er tilsat næringsstoffer, skal således være støttet på en grundig evaluering af den risiko, der påberåbes af den medlemsstat, der gør artikel 30 EF gældende (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 47).

42
Der kan kun træffes beslutning om at forbyde markedsføring af et beriget levnedsmiddel, hvilket i øvrigt er den mest restriktive hindring for samhandelen vedrørende produkter, der fremstilles og markedsføres lovligt i andre medlemsstater, såfremt den reelle påståede risiko for folkesundheden forekommer tilstrækkeligt godtgjort på grundlag af de seneste videnskabelige data, der er til rådighed på tidspunktet for vedtagelsen af en sådan beslutning. I en sådan sammenhæng er genstanden for den evaluering af risikoen, som medlemsstaten er forpligtet til at foretage, en vurdering af sandsynlighedsgraden af de skadelige virkninger for menneskers sundhed ved tilsætning af bestemte næringsstoffer til levnedsmidler samt af omfanget af disse potentielle virkninger (dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 48).

43
Ganske vist kan en sådan evaluering af risikoen vise, at der vedvarende er videnskabelig usikkerhed med hensyn til, om og i givet fald i hvilket omfang der er en reel risiko for menneskers sundhed. Under sådanne omstændigheder må det antages, at en medlemsstat i medfør af forsigtighedsprincippet kan træffe beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at det fuldt ud påvises, at der er en risiko, og hvilket omfang denne har (jf. i denne retning dom af 5.5.1998, sag C-157/96, National Farmers’ Union m.fl., Sml. I, s. 2211, præmis 63). Evalueringen af risikoen kan imidlertid ikke støttes på rent hypotetiske overvejelser (jf. dom af 9.9.2003, sag C-236/01, Monsanto Agricoltura Italia m.fl., endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 106, og dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 49).

44
Under retsmødet har den franske regering anført, at NSA France ved skrivelse af 21. oktober 1996 var blevet informeret om, at CSHPF havde afgivet en negativ udtalelse om tilsætning af Q10 til fødevarer på foranledning af en ansøgning om tilladelse til markedsføring, der var indgivet af en anden erhvervsdrivende. Ifølge den franske regering var denne udtalelse af 11. juni 1996 støttet på manglende ernæringsmæssigt behov for tilsætning af coenzymet Q10 og især manglende toksikologiske data om virkningerne af dette stof.

45
Den franske regering har under retsmødet tillige gjort gældende, at de franske myndigheders ræsonnement med hensyn til ansøgninger om tilladelse til at tilsætte næringsstoffer til levnedsmidler er støttet på det forhold, at der ikke er nogen grund til at tillade markedsføring af et levnedsmiddel, der er tilsat sådanne stoffer, som, selv om de ikke aktuelt udgør en risiko for folkesundheden, ikke desto mindre i fremtiden kan indebære en sådan risiko, især når stofferne ikke har nogen ernæringsmæssig betydning.

46
Selv om Domstolen har fastslået, at kriteriet om et ernæringsmæssigt behov i en medlemsstats befolkning i en situation med videnskabelig usikkerhed kan spille en rolle ved den grundige evaluering, der foretages af medlemsstaten af den risiko, der kan være for folkesundheden ved tilsætning af næringsstoffer til levnedsmidler, kan den omstændighed, at der ikke foreligger et sådant behov, imidlertid ikke i sig selv begrunde et totalt forbud i henhold til artikel 30 EF mod markedsføring af levnedsmidler, der fremstilles og/eller markedsføres lovligt i andre medlemsstater (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 54).

47
Som anført i præmis 41 og 43 i den foreliggende dom, skal et forbud mod markedsføring af levnedsmidler, som er tilsat næringsstoffer, desuden være støttet på en grundig evaluering af den reelle risiko for folkesundheden, der påberåbes af de nationale myndigheder, som gør artikel 30 EF gældende, på grundlag af de mest pålidelige videnskabelige data, der er til rådighed, og de seneste internationale forskningsresultater (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 51).

48
Hvis det viser sig ikke at være muligt med sikkerhed at fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang den påståede risiko foreligger, som følge af, at resultaterne af de foretagne undersøgelser er utilstrækkelige, ikke er overbevisende eller er upræcise, men at sandsynligheden for en reel skade på folkesundheden varer ved, dersom risikoen indtræder, begrunder forsigtighedsprincippet restriktive foranstaltninger (jf. dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, præmis 52).

49
Det tilkommer den forelæggende ret at bedømme, om et forbud mod markedsføring af de omhandlede levnedsmidler under de retlige og faktiske omstændigheder, der karakteriserer situationen i den berørte medlemsstat, er i overensstemmelse med de krav, som stilles i fællesskabsretten, for at en restriktion for de frie varebevægelser kan være begrundet.

50
På baggrund af disse bemærkninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 28 EF og 30 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat forbyder markedsføring – medmindre der er givet forudgående tilladelse – af levnedsmidler, der er lovligt fremstillet og markedsført i en anden medlemsstat, når der til disse levnedsmidler er tilsat andre næringsstoffer, som vitaminer og mineraler, end næringsstoffer, hvis anvendelse er erklæret lovlig i den førstnævnte medlemsstat, for så vidt som visse betingelser er opfyldt.

Dels skal proceduren for forudgående tilladelse være let tilgængelig, den skal kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og såfremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal afslaget kunne indbringes for domstolene. Dels skal et afslag på at få tilladelse til markedsføring være støttet på en grundig evaluering af risikoen for folkesundheden på grundlag af de mest pålidelige videnskabelige data, der er til rådighed, og de seneste internationale forskningsresultater.


Sagens omkostninger

51
De udgifter, der er afholdt af den franske, den græske og den spanske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af tribunal de grande instance de Paris ved dom af 19. februar 2001, for ret:

Artikel 28 EF og 30 EF skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat forbyder markedsføring – medmindre der er givet forudgående tilladelse – af levnedsmidler, der er lovligt fremstillet og markedsført i en anden medlemsstat, når der til disse levnedsmidler er tilsat andre næringsstoffer, som vitaminer og mineraler, end næringsstoffer, hvis anvendelse er erklæret lovlig i den førstnævnte medlemsstat, for så vidt som visse betingelser er opfyldt.

Dels skal proceduren for forudgående tilladelse være let tilgængelig, den skal kunne afsluttes inden for en rimelig frist, og såfremt resultatet af proceduren bliver et afslag, skal afslaget kunne indbringes for domstolene. Dels skal et afslag på at få tilladelse til markedsføring være støttet på en grundig evaluering af risikoen for folkesundheden på grundlag af de mest pålidelige videnskabelige data, der er til rådighed, og de seneste internationale forskningsresultater.

Skouris

Gulmann

Puissochet

Macken

Colneric

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 5. februar 2004.

R. Grass

V. Skouris

Justitssekretær

Præsident


1
Processprog: fransk.

Op