29.4.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 142/7

(1)

Ved forordning (EF) nr. 1005/2008 (»IUU-forordningen«) fastsættes en EU-ordning, der skal forebygge, afværge og standse ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU-fiskeri).

(2)

I IUU-forordningens kapitel VI fastsættes den procedure, der skal følges ved identifikation af ikkesamarbejdende tredjelande, det fastsættes, hvilke foranstaltninger der kan træffes over for sådanne lande, der fastsættes bestemmelser om opstilling af en liste over sådanne tredjelande, om fjernelse fra listen og om offentliggørelse af nævnte liste, og der fastsættes bestemmelser om hasteforanstaltninger.

(3)

I overensstemmelse med artikel 32 i IUU-forordningen skal Kommissionen underrette tredjelandene om, at de muligvis kan identificeres som ikkesamarbejdende tredjelande. En sådan underretning er foreløbig. Underretningen skal baseres på kriterierne i IUU-forordningens artikel 31. Kommissionen skal ligeledes træffe alle de foranstaltninger, som er anført i artikel 32 i den pågældende forordning, med hensyn til disse lande. I meddelelsen skal Kommissionen især underrette tredjelandene om de vigtige kendsgerninger og overvejelser, som ligger bag identifikationen, landenes mulighed for at reagere og for at fremsende bevismateriale, der modbeviser en sådan identifikation, eller en eventuel handlingsplan for forbedringer og oplysninger om, hvilke foranstaltninger der er truffet til afhjælpning af situationen. Kommissionen skal give det pågældende tredjeland tilstrækkelig tid til at besvare meddelelsen og en rimelig frist til at afhjælpe situationen.

(4)

Europa-Kommissionen skal i henhold til IUU-forordningens artikel 31 identificere tredjelande, som den betragter som ikkesamarbejdende lande, for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri. Et tredjeland skal identificeres som ikkesamarbejdende, hvis det ikke opfylder de folkeretlige forpligtelser, det har som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat til at træffe foranstaltninger til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri.

(5)

Identifikationen af ikkesamarbejdende tredjelande skal baseres på en undersøgelse af alle oplysninger som anført i IUU-forordningens artikel 31, stk. 2.

(6)

I henhold til IUU-forordningens artikel 33 skal Rådet opstille en liste over ikkesamarbejdende tredjelande. Over for sådanne lande kan der bl.a. træffes de foranstaltninger, der er fastsat i IUU-forordningens artikel 38.

(7)

I henhold til IUU-forordningens artikel 20, stk. 1, skal tredjelandsflagstaten for at få godkendt validerede fangstattester meddele Kommissionen, hvilke ordninger den har iværksat med henblik på at gennemføre, kontrollere og håndhæve de love, administrative bestemmelser og bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som de pågældende tredjelandes fiskerfartøjer skal overholde.

(8)

I henhold til IUU-forordningens artikel 20, stk. 4, skal Kommissionen samarbejde administrativt med tredjelande på områder, der vedrører gennemførelsen af forordningen.

(9)

Meddelelsen om Kongeriget Thailand som flagstat blev modtaget af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 20 i IUU-forordningen pr. 6. oktober 2009.

(10)

Fra den 18. til den 22. april 2011 gennemførte Kommissionen med støtte fra EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) et kontrolbesøg i Thailand i forbindelse med det administrative samarbejde, der er fastlagt i artikel 20, stk. 4, i IUU-forordningen.

(11)

Formålet med kontrolbesøget var at verificere oplysninger om Kongeriget Thailands ordninger for gennemførelse, kontrol og håndhævelse af love, administrative bestemmelser og bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som landets fiskerfartøjer skal overholde, foranstaltninger truffet af Thailand med henblik på at gennemføre landets forpligtelse til at bekæmpe IUU-fiskeri og opfylde kravene samt nogle punkter vedrørende gennemførelsen af Unionens ordning for fangstattester.

(12)

Den endelige rapport om kontrolbesøget blev sendt til Thailand den 30. juni 2011.

(13)

Der blev afholdt et teknisk møde mellem Thailand og Kommissionens tjenestegrene den 27. april 2012. Thailand fremlagde ajourførte oplysninger om, hvordan det er gået med gennemførelsen af IUU-forordningen siden april 2011. Thailand fremlagde en revideret fiskerilov, der var godkendt af kabinettet og var klar til vedtagelse i senatet og parlamentet, et program for overvågning af fiskerfartøjer, der var blevet indledt, og som efter planen skulle implementeres i 2013, samt et endeligt forslag til en national handlingsplan mod IUU-fiskeri, der var klar til oversættelse.

(14)

Kommissionen besøgte efterfølgende Thailand den 9.-12. oktober 2012 for at følge op på de foranstaltninger, der blev truffet under det første kontrolbesøg.

(15)

Den endelige rapport om besøget blev sendt til Thailand den 9. november 2012.

(16)

Thailand fremlagde yderligere oplysninger den 29. november 2012 og fremsatte sine bemærkninger til besøgsrapporten fra november 2012 den 23. januar 2013.

(17)

Den 15. februar besvarede Kommissionen de bemærkningerne til rapporten, som Thailand havde fremsat den 23. januar 2013.

(18)

Den 11. april 2013 fremlagde Thailand yderligere oplysninger i form af en handlingsplan, der tager sigtet på at forbedre sporbarhedsordningerne for importerede fiskevarer.

(19)

Kommissionen besøgte efterfølgende Thailand den 8.-9. oktober 2014 for at følge op på de foranstaltninger, der blev truffet under kontrolbesøget i oktober 2012.

(20)

Den endelige rapport om besøget blev sendt til Thailand den 29. oktober 2014. Under dette besøg konstaterede Kommissionen, at der kun var sket begrænsede eller slet ingen fremskridt, når det gælder de kritiske svagheder, man havde konstateret i 2011.

(21)

Der blev afholdt et møde mellem Thailand og Kommissionens tjenestegrene den 19. november 2014, hvor Thailand fremførte yderligere bemærkninger. Efter mødet fremsendte Thailand en række skriftlige bemærkninger. Den 28. januar 2015 fremsendte Thailand en uofficiel udgave af den reviderede fiskerilov, der blev offentliggjort den 9. januar 2015 (reference: Fisheries Act B.E. 2558 (2015).

(22)

Thailand er medlem af Kommissionen for Tunfisk i Det Indiske Ocean (IOTC) og har ratificeret FN's havretskonvention af 1982 (UNCLOS).

(23)

For at vurdere, hvorvidt Thailand opfylder sine internationale forpligtelser som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat, som er fastsat i de internationale aftaler, jf. betragtning 22, og fastlagt af den relevante regionale fiskeriforvaltningsorganisation (»RFFO«), som er nævnt i samme betragtning, har Kommissionen indhentet og analyseret alle de oplysninger, den anså for at være nødvendige. Den vigtigste nugældende retsakt for fiskeriforvaltningen i Thailand er fiskeriloven fra 1947. Den reviderede udgave fra januar 2015 ventes at træde i kraft i 2015. Den suppleres af en række ministerielle forordninger og meddelelser, der omfatter tekniske aspekter af fiskeriforvaltningen. Størstedelen af disse tekster er mere end 10 år gamle og er ikke blevet ajourført. Myndighederne i Thailand har accepteret, at det er nødvendigt at revidere fiskeriloven, og har arbejdet på at udforme den nye retsakt i flere år.

(24)

Kommissionen har også benyttet oplysninger fra tilgængelige data offentliggjort af IOTC samt offentligt tilgængelige data.

(25)

I overensstemmelse med artikel 31, stk. 3, i IUU-forordningen analyserede Kommissionen Thailands forpligtelser som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat. Med henblik på denne undersøgelse tog Kommissionen hensyn til kriterierne i IUU-forordningens artikel 31, stk. 4-7.

(26)

Kommissionen fastslog på grundlag af oplysninger fra sine kontrolbesøg på stedet og offentligt tilgængelige oplysninger, at mindst 11 fartøjer har været involveret i IUU-aktiviteter i perioden fra 2010 til 2014 (2)  (3)  (4).

(27)

Det fremgår af de indhentede oplysninger, at thailandske fartøjer har begået følgende alvorlige overtrædelser, der strider imod bevarelses- og forvaltningsforanstaltningerne i de pågældende fiskeriområder: De har fisket uden gyldig licens, tilladelse eller godkendelse fra den pågældende flagstat eller de pågældende kyststater; de har fisket uden fartøjsovervågningsudstyr (FOS) om bord på det åbne hav og i farvande henhørende under kyststater, hvor FOS er et krav for alle fartøjer under udenlandsk flag; de har fremlagt fejlagtige oplysninger om fiskeriområder for at få deres fangstattester valideret af de thailandske myndigheder med henblik på import af varerne til EU; de har forfalsket eller skjult mærkninger, identitet eller registrering, og de har hindret kyststatens embedsmænd i at opfylde deres pligt til at kontrollere overholdelsen af gældende bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger. Desuden har nogle af disse fartøjer ikke opfyldt deres forpligtelse til at registrere og indberette indsejlings-, udsejlings- og fangstdata til kyststaternes myndigheder. Det thailandske fiskeriministerium har undersøgt en af sagerne som forklaret i denne afgørelse (betragtning 79), men fremlagde ingen dokumentation for andre foranstaltninger for Kommissionen.

(28)

I oktober 2014 blev fem thailandske fartøjer opbragt for ulovligt fiskeri i Papua New Guineas eksklusive økonomiske zone. Den kendsgerning, at der manglede FOS om bord på de fleste thailandske fartøjer (som beskrevet i betragtning 37) vidner sammen med det begrænsede samarbejde med nabostaterne (del 3.2 i denne afgørelse) på, at risikoen for IUU-aktiviteter i den thailandske flåde er høj. Dette understøttes af den omfattende forekomst af thailandske fartøjer, der er involveret i IUU-aktiviteter i Det Indiske Ocean og i det vestlige Stillehav i 2011-2014 (som anført i betragtning 26). De steder, hvor disse hændelser fandt sted, og udbredelsen af hændelserne svarer til de positioner, hvor den thailandske højsøflåde fiskede inden 2012.

(29)

Historisk set har den thailandske fiskerflåde bidraget med 40 % af den samlede produktion fra havfiskeri. Dette tal er faldet betydeligt i de senere år som følge af overfiskeri af demersale og pelagiske bestande i thailandsk farvand (5). I 2007 blev det oplyst, at den thailandske fiskerflåde fiskede i Indonesien, Cambodja, Malaysia, Bangladesh, Somalia, Madagaskar og Myanmar med mere end 460 kendte fartøjer. I dag er højsøflåden reduceret til 10 langlinefartøjer, der har tilladelse til at fiske i IOTC-området, og 52 trawlere, der har tilladelse til at fiske i Papua New Guinea. Nedgangen i fiskebestandene i thailandsk territorialfarvand kombineret med et reduceret fiskeriområde som følge af, at adgangsrettighederne til tredjelandes farvande er faldet bort, tyder på, at et stort antal fiskerfartøjer fortsat fisker ulovligt uden regulering eller indberetning af fangster, både i internationalt farvand og i kyststaternes farvande.

(30)

Flåden er blevet udvidet med mere end 15 000 fartøjer siden 2011 og tæller nu omkring 40 000 fartøjer, hvoraf 7 000 er klassificeret som kommercielle fartøjer (hver med en bruttotonnage på mere end 20 ton). Mindre end hver femte af disse fartøjer bruger logbøger, hvilket er tegn på, at størstedelen af fangsterne ikke indberettes. I denne henseende har Thailand undladt at opfylde sit ansvar som kyststat for at sikre den optimale udnyttelse af fiskeressourcerne i sin eksklusive økonomiske zone i henhold til videnskabelige, miljømæssige og økonomiske faktorer som krævet i artikel 61 og 62 i UNCLOS. Det er også i strid med punkt 24 i den internationale handlingsplan om forebyggelse, afværgelse og standsning af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IPOA-IUU (6)), der indeholder en forpligtelse til regelmæssig indsendelse af logbogsoplysninger om fangster.

(31)

Betragtning 28-30 viser, at Thailands fiskeri og industri kendetegnes af svindende fiskebestande, et reduceret fiskeriområde (lukninger af områder i den eksklusive økonomiske zone og fortabelse af adgang til tredjelandes kystnære farvande) og en stigende fiskerikapacitet (omkring 4 000 kommercielle fartøjer i 2011 imod 7 000 i 2014). Forholdene, der beskrives i disse betragtninger, understøtter den foreløbige konklusion om, at den thailandske fiskerflåde opererer ulovligt uden for thailandsk territorialfarvand med fangster, der enten ikke indberettes eller indberettes forkert.

(32)

Med hensyn til oplysningerne i betragtning 26, 27, 28 og 31 mener Kommissionen ikke, at Thailand som flagstat har levet op til sit ansvar for at forhindre, at landets fiskerflåde deltager i IUU-aktiviteter. I denne forbindelse erindres der om, at flagstaten i henhold til artikel 94, stk. 2, litra b), i UNCLOS skal udøve jurisdiktion i henhold til sin hjemlige lovgivning over skibe, der sejler under det pågældende lands flag, og over skibsføreren, officererne og besætningen om bord. Det bemærkes, at flagstaten har pligt til selv eller i samarbejde med andre stater at træffe de foranstaltninger over for deres respektive statsborgere, der er nødvendige for bevarelsen af de levende ressourcer på åbent hav.

(33)

I henhold til artikel 31, stk. 4, litra b), har Kommissionen ligeledes undersøgt, hvilke foranstaltninger Thailand havde truffet for at hindre adgangen til dets marked for fiskevarer, der stammer fra IUU-fiskeri.

(34)

Kommissionen har analyseret dokumentation og andre oplysninger vedrørende Thailands overvågning og kontrol af landets havfiskeri og af importerede varer. Efter denne vurdering finder Kommissionen ikke, at Thailand kan sikre, at fiskevarer, der ankommer til landets havne og forarbejdningsanlæg, ikke stammer fra IUU-fiskeri. De thailandske myndigheder kunne ikke dokumentere, at de råder over alle de nødvendige oplysninger til at certificere lovligheden af importen og forarbejdede varer, der er bestemt til EU-markedet. De centrale elementer, der dannede grundlag for Kommissionens vurdering, sammenfattes i det følgende.

(35)

Registreringen og udstedelsen af licenser til thailandske fartøjer udføres af henholdsvis søfartsministeriet og fiskeriministeriet, idet sidstnævnte har deltaget i begge aktiviteter siden 2010. Antallet af registrerede fartøjer blev næsten fordoblet i 2011 efter en procedure, hvor myndighederne opfordrede ikkeregistrerede fartøjer og fartøjer uden licens til at lade sig registrere.

(36)

Under kontrolbesøget i 2012 blev det afsløret, at de to ministerier, der står for registreringen, ikke samarbejder, og at forskellen mellem antallet af registrerede fartøjer er på flere tusinde. Det manglende samarbejde mellem søfartsministeriet og fiskeriministeriet svækker Thailands evne til at overvåge flådens størrelse og kapacitet og gør det muligt for eventuelle ulovlige operatører at udøve deres aktiviteter fra Thailand uden at blive afsløret. Risikoen for, at thailandske fartøjer fisker uden at være registreret og uden licens og lander urapporterede fangster til forarbejdning, er stadig høj.

(37)

Desuden undergraver det manglende FOS, der er et redskab til overvågning af, hvor fiskeriaktiviteterne foregår, valideringen af thailandske fangstattester, idet myndighederne ikke har mulighed for systematisk og uafhængigt at kontrollere og krydstjekke fangstområdet i forhold til de områder, som operatørerne indberetter. I denne henseende overholder Thailand ikke kravene om at sikre en omfattende og effektiv overvågning og kontrol af fiskeriet i henhold til artikel 94 i UNCLOS og punkt 24 i IPOA-IUU.

(38)

Fartøjer fra tredjelande har ikke tilladelse til at fiske i thailandsk farvand. Thailand forarbejder store mængder fiskevarer fra tredjelande, både tredjelande, der har sendt en meddelelse, og tredjelande, der ikke har sendt en meddelelse.

(39)

Nogle fisk fra tredjelande stammer fra fartøjer, der sejler under et flag tilhørende et land, der af Kommissionen er blevet underrettet om, at det kan blive identificeret som et ikkesamarbejdende tredjelande i henhold til artikel 32 i forordning (EF) nr. 1005/2008. Disse omfatter Korea, Papua New Guinea og Filippinerne.

(40)

Thailand forarbejder også fisk fra tredjelande, der ikke har sendt Kommissionen den meddelelse, der er omhandlet artikel 20 i IUU-forordningen, herunder Vanuatu, Mikronesiens Forenede Stater og Marshalløerne. Dette øger risikoen for, at man ikke kan garantere, at fiskevarer beregnet til EU-markedet ikke stammer fra IUU-fiskeri (som beskrevet i betragtning 48-51).

(41)

De thailandske myndigheder har udviklet en række sporbarhedsordninger for at overvåge og kontrollere tredjelandsfiskevarer, der landes i landets havne med henblik på forarbejdning og videreeksport.

(42)

I henhold til oplysningerne fra myndighederne kontrolleres 10 % af landingerne i de thailandske havne. Men myndighederne har ikke noget retsgrundlag for at inspicere, sanktionere eller nægte fartøjer fra tredjelande adgang til de thailandske havne. Al import forsynes med en importtilladelse efter fremlæggelse af et sæt dokumenter (fartøjets registreringsbevis, licens osv.) og en fangstattest, når der er tale om varer beregnet til EU-markedet. Under kontrolbesøgene i 2012 og 2014 blev det afsløret, at fangstattesterne ofte ankommer flere uger eller sågar måneder efter importen til Thailand. Det er meget vanskeligt om ikke umuligt at fastslå sammenhængen mellem importtilladelsen og nummeret på fangstattesten, hvilket vanskeliggør sporbarheden endnu mere.

(43)

I artikel 11, stk. 2, og 11, stk. 3, i FAO's adfærdskodeks fastslås det, at international samhandel med fisk og fiskevarer ikke bør bringe den bæredygtige udvikling af fiskeriet i fare og bør være baseret på gennemsigtige foranstaltninger og enkle og omfattende love, administrative bestemmelser og procedurer. IUU-handlingsplanen indeholder desuden en række retningslinjer for internationalt godkendte markedsforanstaltninger (punkt 65-76), som kan hjælpe med til at reducere eller standse handelen med fisk og fiskevarer, der stammer fra IUU-fiskeri. De sporbarhedsordninger, som Kommissionen har undersøgt (som beskrevet i betragtning 44-48), viser klart, hvordan Thailand har undladt at træffe foranstaltninger til at forbedre gennemsigtigheden på landets markeder, hvilket ville fjerne risikoen for, at varer fra IUU-fiskeri kunne handles via Thailand.

(44)

I 2012 besøgte Kommissionen adskillige operatører, speditører og tunforarbejdningsfabrikker for at evaluere gennemsigtigheden og sporbarheden på det thailandske marked for fiskevarer. Man konstaterede en række mangler (som beskrevet i betragtning 45-47).

(45)

De thailandske myndigheder har indført en sporbarhedsordning, der har til formål at sikre, at alle varer bestemt til EU-markedet kan spores tilbage til deres oprindelse, og at alle varer registreres. Kommissionen evaluerede denne sporbarhedsordning både hos myndighederne og forarbejdningsvirksomhederne under sine kontrolbesøg i oktober 2012. Kommissionen fastslog, at de sporbarhedsordninger, som de offentlige myndigheder i Thailand har udviklet, ikke er integreret i virksomhedernes regnskabssystemer og derfor ikke sikrer, at oplysningerne er udtømmende og pålidelige, eftersom der ikke findes nogen sammenhæng mellem det, der registreres i myndighedernes ordninger, og det, der registreres i virksomhedernes regnskabs- og produktionssystemer. Denne situation undergraver troværdigheden af sporbarhedskæden på virksomhedsniveau. Desuden er de elektroniske databaser, som myndighedernes ordninger er baseret på, ufuldstændige, og centrale dokumenter i forsyningskæden såsom indførselsdokumentet indeholder ikke registreringer af kritiske data (f.eks. navnet på de leverende fartøjer og den faktiske samlede mængde, som forarbejdningsvirksomheden har indkøbt). Dette viser, at det er selve sporbarhedsordningen, der er mangelfuld.

(46)

De nationale dokumentationsordninger, som myndighederne har udarbejdet med henblik på at sikre sporbarheden, anvendes forkert af de erhvervsdrivende; det kunne således konstateres, at de erhvervsdrivende foretager unøjagtige registreringer af de modtagene fiskemængder. Dette gør ordningen sårbar over for et eventuelt misbrug, idet de erhvervsdrivende kan overindberette modtagne mængder på grundlag af fejlbehæftede fangstattester og således »hvidvaske« fisk ved hjælp af disse overindberetninger.

(47)

Virksomhederne udfylder et ark med en råvarebalance til brug for denne ordning. De udfylder arket med henvisning til de samlede mængder, der indberettes på fangstattesten, i modsætning til de faktisk indkøbte mængder. Arket udfyldes af virksomhederne uden sammenhæng med de interne regnskabssystemer, og det sker efter forarbejdningen med henblik på at opnå en forarbejdningserklæring fra myndighederne i henhold til bilag IV. Dette viser, at de undersøgte dataregistreringssystemer var utilstrækkelige, idet de ikke tog højde for forskellene i produktionsudbytte og omregningssatser. Desuden betyder den manglende mulighed for at sammenkæde mængderne af råvarer med mængderne af forarbejdede varer ved hjælp af interne regnskabssystemer, at systemet giver mulighed for fejlindberetninger og »hvidvaskning« af varer fra IUU-fiskeri. De forholdsvis få revisioner, som fiskeriministeriet udfører, og manglen på konkrete foranstaltninger over for disse fejlbehæftede sporbarhedsordninger er tegn på manglende vilje til at sikre gennemsigtighed i forsyningskæden og til at træffe foranstaltninger over for erhvervsdrivende, der direkte eller indirekte har forbindelse med IUU-fiskeriaktiviteter som omhandlet i punkt 72-74 i handlingsplanen mod IUU-fiskeri.

(48)

Under besøget i 2012 blev det også afsløret, at 40 000 t importeret tun ikke var blevet kontrolleret af toldmyndighederne. Samarbejdet mellem fiskeriministeriet og toldvæsenet om at sikre, at mængden af importerede råvarer registreres korrekt, er begrænset.

(49)

Som forberedelse til besøget i 2014 analyserede EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) et par hundrede fangstattester, som var blevet fremlagt ved EU's grænser for forsendelser fra Thailand. Disse fangstattester var valideret af de thailandske fiskerimyndigheder på grundlag af oplysninger fra de thailandske erhvervsdrivende. Følgerne af de problemer med dataregistreringssystemerne, der skitseres ovenfor, fremgår af de uregelmæssigheder, der er beskrevet nedenfor (i betragtning 50-51).

(50)

Analysen af varer, der er fanget af thailandske fartøjer, afslørede følgende uoverensstemmelser: der var angivet forskellige mængder af den samme råvare, som resulterede i færdigforarbejdede varer af samme vægt; der var udstedt to fangstattester for samme fangstrejse; tørrede varer var angivet med højere vægt i modsætning til den lavere vægt, der forventes som følge af tørreprocessen; udbyttet varierede fra eksportør til eksportør, idet de færdige varer i nogle tilfælde udgjorde det dobbelte af mængden af råvarer; datoen for eksport lå 3 til 4 år efter fangst- og produktionsdatoerne; fangstområderne var ikke angivet; de internationale, regionale og nationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger er ikke angivet.

(51)

Analysen af tredjelandes fangstattester, der blev behandlet i Thailand, viste følgende uregelmæssigheder: en fangstattest kunne kædes sammen med en kendt IUU-aktivitet, angivelse af ukorrekte eller uoverensstemmende oplysninger på fangstattester som f.eks. forkert IMO-nummer, uoverensstemmelser mellem fanget, landet og forarbejdet vægt, fartøj ikke opført i RFFO-godkendte registre, transportfartøj ikke opført på listen over RFFO-godkendte transportfartøjer, landingsdatoer, der lå før omladningsdatoerne, samt fangstattester med ændrede mængder og datoer. Denne forarbejdning af varer fra fangster med direkte forbindelse til IUU-aktiviteter samt fangster, der registreres på grundlag af fangstattester med tydeligt identificerbare fejl, viser, at Thailand har undladt at samarbejde med andre stater og RFFO’er om at træffe hensigtsmæssige markedsrelaterede foranstaltninger for at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri som angivet i punkt 68 og 72 i den nationale handlingsplan mod IUU-fiskeri.

(52)

Oplysningerne i betragtning 50-51 viser, at varer, der er forarbejdet via Thailand, undergraver reglerne for bæredygtig behandling efter fangsten som beskrevet i artikel 11 i FAO's adfærdskodeks og er et yderligere bevis på, at Thailand har undladt at fastsætte regler, som skal sikre et hensigtsmæssigt samarbejde med tredjelandsfangststater, og at gennemføre foranstaltninger, der sikrer gennemsigtighed og sporbarhed for fisk og fiskevarer i hele forsyningskæden, jf. punkt 67-69 og 71-72 i den nationale handlingsplan mod IUU-fiskeri.

(53)

På grundlag af den situation, der er forklaret i denne del af afgørelsen, og alle de faktuelle oplysninger, som Kommissionen har indsamlet, samt Thailands udtalelser, kunne det med henvisning til artikel 31, stk. 3, og artikel 31, stk. 4, litra a) og b), i IUU-forordningen derfor fastslås, at Thailand ikke har opfyldt sine folkeretlige forpligtelser som kyst- og afsætningsstat, når det gælder om at hindre, at fiskevarer fra IUU-fiskeri får adgang til landets marked.

(54)

I henhold til 31, stk. 5, litra a), har Kommissionen analyseret sit samarbejde med Thailand for at se, om landet rent faktisk havde samarbejdet om at besvare spørgsmål, levere feedback eller undersøge spørgsmål vedrørende IUU-fiskeri og tilhørende aktiviteter.

(55)

Samarbejdet blev vurderet på baggrund af Thailands fremskridt fra år til år.

(56)

Efter kontrolbesøget i 2011 opfordrede Kommissionen Thailand til at samarbejde om en række problemer i forbindelse med fiskeriforvaltning, der krævede en øjeblikkelig indsats. Der var tale om følgende problemer: — Retsreglerne og de administrative forskrifter for fiskeriforvaltningen skulle ajourføres med vedtagelsen af en revideret fiskerilov og en national IUU-handlingsplan for at sikre omsætningen af den internationale og regionale lovgivning om fiskeriforvaltning i national ret. — Kommissionen opfordrede Thailand til at udarbejde en sammenhængende og afskrækkende sanktionsordning underbygget med et register over overtrædelser og sanktioner. — Kommissionen foreslog en forbedring af reglerne for overvågning og kontrol for at sikre, at der føres kontrol med den thailandske fiskerflåde og tredjelandsfartøjers adgang til thailandske havne. Udvikling af fartøjsovervågningssystemet og udarbejdelse af en inspektionsplan. — Effektiviteten og gennemsigtigheden af ordningen for fangstattestering og sporbarhed for eksport beregnet til EU-markedet skulle have været forbedret.

(57)

Det blev under kontrolbesøget til Thailand i 2012 konstateret, at der kun var sket begrænsede eller slet ingen fremskridt på de områder, der vakte bekymring, og som Kommissionen fremhævede i 2011 (som beskrevet i ovenstående betragtning). Forslaget til fiskeriloven og IUU-handlingsplanen befandt sig stadig på forslagsstadiet med vage tidsrammer for vedtagelsen. Der kunne ikke konstateres nogen fremskridt vedrørende retsreglerne for overvågning og kontrol, og med undtagelse af en supplerende kobling mellem importdokumenter og fangstattester fra tredjelande kunne man heller ikke konstatere væsentlige fremskridt med gennemførelsen af Thailands sporbarhedsordning. Kommissionens rapport fra november 2012 indeholder en detaljeret beskrivelse af de forskellige problemer, der nævnes i denne betragtning. Der er tale om de samme forhold, som man konstaterede ved det seneste kontrolbesøg i november 2014.

(58)

Kommissionen gentog behovet for samarbejde og korrigerende foranstaltninger i sin rapport af 9. november 2012. Thailand fremsatte kommentarer til denne rapport den 23. januar 2013. Kommissionen besvarede disse bemærkninger den 15. februar 2013 og understregede, at de thailandske foranstaltninger henviser til fremtidige initiativer, uden at der fremlægges detaljerede målsætninger eller tidsplaner for færdiggørelsen. Der blev ikke fremlagt konkrete foranstaltninger eller løsninger på de problemer, der blev fremhævet under kontrolbesøgene i 2011 og 2012, og spørgsmålene vedrørende vedtagelsen af fiskeriloven og forbedringerne af sporbarhedsordningen er fortsat ubesvarede.

(59)

Thailand besvarede Kommissionens brev den 11. april 2013 med en Action Plan of the Improvement of Traceability System for Imported Fishery Product (handlingsplan om forbedring af sporbarhedsordningen for importerede fiskevarer). Den blev suppleret med et teknisk møde den 27. april 2013, hvor Thailand forpligtede sig til frister for vedtagelsen af de nye retsregler (planlagt til 2013) med detaljerede mål for igangværende fiskeri- og sporbarhedsprojekter.

(60)

Den næste kontakt blev taget på Kommissionens initiativ den 30. juni 2014, hvor man anmodede om en opfølgning på besøget i 2012. Ved det efterfølgende besøg i oktober 2014 blev det afsløret, at der ikke var sket fremskridt siden 2012. Den meget vigtige vedtagelse af fiskeriloven, som ville give mulighed for gennemførelse og håndhævelse af centrale fiskeriforvaltnings- og sporbarhedsværktøjer, var endnu ikke sket, og loven befandt sig fortsat på forslagsstadiet, idet det var planen at vedtage den i løbet af 2015. FOS-dækningen var begrænset til færre skibe end i 2012, og analysen af fangstattester behandlet i Thailand viste, at der var risiko for, at IUU-varer nåede frem til EU-markedet. Derfor mener Kommissionen, at Thailand har undladt at træffe foranstaltninger til at afhjælpe alle de problemer, der blev identificeret i 2012, og har undladt at udøve sin jurisdiktion i henhold til artikel 94 i UNCLOS, når det gælder de administrative, tekniske og sociale spørgsmål, der vedrører landets fiskerflåde. Desuden har Thailand undladt at gennemføre bestemmelserne i punkt 24 i IUU-handlingsplanen vedrørende overvågning og kontrol med sin flåde, navnlig vedrørende indførelsen af FOS og kravene til logbøger (som beskrevet i betragtning 36-38 og 69-74).

(61)

De thailandske myndigheder var generelt samarbejdsvillige, og de reagerede generelt hurtigt på anmodninger om oplysninger eller verifikationer, som både medlemsstaterne og Kommissionen har fremsendt i henhold til artikel 17, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1005/2008. Manglerne i deres sporbarhedsordninger som beskrevet i del 3.1 i denne afgørelse sår imidlertid tvivl om nøjagtigheden af deres svar. Disse svagheder forstærkes af det manglende samarbejde mellem de thailandske myndigheder og de tredjelandsflagstater, som landet importerer råvarer fra.

(62)

I henhold til artikel 63 og 64 i UNCLOS bør kyststater og flagstater samarbejde om forvaltningen af fælles bestande og stærkt vandrende fiskearter. I punkt 28 og 51 i IUU-handlingsplanen skitseres praksis og arbejdsområder, hvor staterne bør forsøge at samarbejde. Disse omfatter udformning af fælles politikker, mekanismer for datadeling samt samarbejde om overvågning og kontrol.

(63)

Thailand er verdens største importør af tunfisk og importerer mellem 800 000 og 850 000 ton tun om året (2008-data) for at skaffe forsyninger til mere end 50 forarbejdningsanlæg, der alle er specialiseret i forarbejdning af tun. 90 % af denne import stammer fra det vestlige og centrale Stillehav og resten fra det vestlige Indiske Ocean (7). Disse tal sætter fokus på Thailands betydningsfulde rolle i forsyningskæden for forarbejdede fiskevarer til Europa og dermed betydningen af at samarbejde med de tredjelande, som landet importerer uforarbejdede fiskevarer (råvarer) fra.

(64)

Siden 2010 har Thailand i kun 26 tilfælde foretaget kontrol af de tusindvis af importer, der foretages fra tredjelandsflagstater, og i kun 14 tilfælde har tredjelandsflagstaten fremsat bemærkninger til kontrollen. Under hensyntagen til de spørgsmål, der rejses i betragtning 51-52, vedrørende problemer med fangstattester fra tredjelande mener Kommissionen, at Thailand har undladt at samarbejde med andre stater om at lette kommunikationen, for det første ved ikke at offentliggøre formelle kontaktpunkter for kommunikation mellem staterne og for det andet ved ikke at indgå aftaler og ordninger med stater, hvorfra landet importerer fiskevarer til forarbejdning.

(65)

I 2011 var der bilaterale fiskeriaftaler i kraft mellem Thailand og Myanmar, Yemen, Oman, Iran, Papua New Guinea og Bangladesh. Af disse er kun én bilateral aftale fortsat i kraft i dag med individuelle fiskeriorganisationer i Papua New Guinea.

(66)

I oktober 2014 blev fem thailandske fartøjer opbragt for ulovligt fiskeri i Papua New Guineas eksklusive økonomiske zone. Kommissionen tog dette punkt op på mødet med Thailand den 19. november 2014, men fiskeriministeriet erklærede, at man ikke havde noget kendskab til denne hændelse. Denne situation viser, at der er begrænset samarbejde mellem Thailand og andre tredjelande, selv lande, som Thailand har bilaterale aftaler med.

(67)

Kommissionen har i henhold til artikel 31, stk. 5, litra b), analyseret de gældende håndhævelsesforanstaltninger, som tager sigte på at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri i Thailand.

(68)

Reglerne vedrørende registrering af fartøjer og udstedelse af licenser er uklare, og manglende overholdelse af registreringskravet i henhold til den thailandske lovgivning er ikke blevet sanktioneret tilstrækkeligt hårdt af de thailandske myndigheder (8). Situationen forværres af det manglende samarbejde mellem myndighederne om sammenligning af registreringsdata, hvilket gør systemet sårbart over for svindel (betragtning 35-36). I artikel 94 i UNCLOS og punkt 42 og 43 i IUU-handlingsplanen angives tydeligt, hvilke forpligtelser flagstaten har med hensyn til registrering af fiskerfartøjer. I den forbindelse mener Kommissionen, at Thailand har undladt at sikre, at fartøjer, der sejler under landets flag, registreres og får udstedt licens, og har undladt at træffe effektive håndhævelsesforanstaltninger for at rette op på situationen.

(69)

På mødet i november 2014 fremhævede Kommissionen de milde sanktioner, der er anført i det reviderede forslag til fiskerilov. Den nuværende bødestørrelse er ikke tilstrækkelig til at afholde store kommercielle fartøjer fra at udnytte fordelene ved potentielt ulovlige aktiviteter. Sanktionerne i deres nuværende form er ikke omfattende og strenge nok til at virke afskrækkende. Desuden fører fiskeriministeriet ikke et register over overtrædelser eller sanktioner og kan derfor ikke umiddelbart sammenkæde overtrædelser for at identificere gentagne overtrædelser. Situationen forværres af, at love og procedurer hverken er klare eller gennemskuelige, navnlig når det gælder registrering og udstedelse af licenser og sporbarheden og troværdigheden af landings- og fangstdata. Thailand overholder ikke sine forpligtelser til at indføre effektive håndhævelsesforanstaltninger som fastsat i artikel 94 i UNCLOS og har ikke påvist, at landet råder over en hensigtsmæssig sanktionsordning til bekæmpelse af IUU som skitseret i punkt 21 i IUU-handlingsplanen.

(70)

Der er i den thailandske lovgivning ikke fastsat krav om et fartøjsovervågningssystem (FOS), og fartøjer er ikke juridisk forpligtede til at benytte et FOS-system i thailandsk territorialfarvand.

(71)

I 2011 meddelte fiskeriministeriet, at man ville lancere et FOS-pilotprojekt med deltagelse af over 300 fartøjer. Systemet blev drevet af private udbydere, og indberetningshyppigheden var ikke i overensstemmelse med de internationale standarder for FOS-indberetning, f.eks. de standarder, der er fastsat af RFFO’erne. Desuden fulgte fiskeriministeriet ikke ordentligt op på uregelmæssigheder i forbindelse med hyppigheden af indberetningen af FOS-meddelelser.

(72)

I 2012 omfattede FOS-pilotprojektet 110 fartøjer, som fiskede i farvande henhørende under kyststater eller på det åbne hav, hvor FOS er et krav i henhold til lovgivningen. Projektet skulle efter planen udvides til hele den kommercielle fiskerflåde i 2014-2015. I oktober 2014 var FOS-dækningen imidlertid faldet til 50 fartøjer, og der var endnu ikke indført retsforskrifter for indførelse af FOS-krav for den thailandske fiskerflåde.

(73)

Den manglende FOS-dækning af størstedelen af flåden viser, at det er umuligt at overvåge fiskeriet til søs og gør det vanskeligt for fiskeriministeriet at håndhæve reglerne for de forskellige berørte havområder i praksis. Dette har sammen med det manglende samarbejde med tredjelande betydet, at thailandske fartøjer fisker uden FOS i Papua Ny Guineas farvand, hvor alle tredjelandsfartøjer i henhold til Papua Ny Guineas lovgivning skal have FOS om bord. Thailand har skitseret et udkast til et program for installation af FOS-transpondere i fiskerflåden (alle fartøjer på over 30 bruttoregisterton). Thailands manglende indførelse af et effektivt FOS-system har indvirkning på landets forudsætninger for at overholde artikel 94 i UNCLOS og anbefalingerne i punkt 24 i IUU-handlingsplanen. Derfor mener Kommissionen ikke, at Thailand sikrer en omfattende og effektiv overvågning og kontrol af fiskerfartøjer, der sejler under landets flag.

(74)

De forholdsvis få kontroller, som de kompetente myndigheder udfører af import fra tredjelande til Thailand (betragtning 64), viser, at Thailand ikke proaktivt har samarbejdet med tredjelande om at sikre lovligheden af forarbejdede varer. Dette svækker gennemsigtigheden i sporbarhedskæden og fiskeriministeriets mulighed for at afsløre overtrædelser og indføre hensigtsmæssige håndhævelsesforanstaltninger.

(75)

På grundlag af de oplysninger, der er indhentet i forbindelse med Kommissionens kontrolbesøg i 2011 og 2012, bemærker Kommissionen, at de thailandske myndigheder derfor ikke kan anses for at mangle finansielle ressourcer, men snarere mangler de retsregler og administrative forskrifter, der er nødvendige for at kunne varetage deres opgaver som flag-, kyst- og afsætningsstat ordentligt.

(76)

Thailand betragtes som et avanceret udviklingsland (9), der modtager bistand igennem fælles partnerskaber med en række forskellige internationale organisationer (f.eks. FAO) og EU. Thailand ligger højt i indekset for menneskelig udvikling med en placering som nummer 89 ud af 187 lande i 2014 (10) i henhold til De Forenede Nationers indeks over menneskelig udvikling. I lyset af disse elementer og oplysningerne fra kontrolbesøgene i perioden 2011-2014 finder Kommissionen ikke, at Thailand mangler økonomiske ressourcer til at opfylde sine forpligtelser som flag-, kyst-, havne- og afsætningsstat, men snarere de nødvendige retsregler og administrative forskrifter til at sikre en omkostningseffektiv og effektiv opfyldelse af sine forpligtelser.

(77)

I lyset af den situation, som er forklaret i denne del af afgørelsen, og på grundlag af de faktiske oplysninger, som Kommissionen har indsamlet, samt alle Kongeriget Thailands udtalelser, kan det i henhold til artikel 31, stk. 3 og 5, i IUU-forordningen fastslås, at Thailand ikke har opfyldt sine folkeretlige forpligtelser, når det gælder samarbejds- og håndhævelsesforanstaltninger.

(78)

Thailand ratificerede UNCLOS i 2011 og er kontraherende part til IOTC.

(79)

I henhold til artikel 31, stk. 6, litra b), har Kommissionen analyseret alle oplysninger vedrørende Thailands status som kontraherende part til IOTC. De væsentligste spørgsmål var opbringelsen af et fiskerfartøj under thailandsk flag, der fiskede uden tilladelse eller licens i Mauretaniens eksklusive økonomiske zone (11) i 2011, og overtrædelser begået af langlinefartøjer til tunfiskeri under omladninger til søs i 2013 (12). Thailand undersøgte sagen fra 2013 og afgav et tilfredsstillende svar (13), men reagerede ikke på sagen fra 2011 og fremlagde ikke nogen rapport om en undersøgelse af sagen (14). Dette er ikke i fuld overensstemmelse med kravene om, at flagstater skal undersøge sager vedrørende overtrædelser begået af deres fartøjer, jf. artikel 94 i UNCLOS, og med pligten i henhold til artikel 118 i UNCLOS til at samarbejde med andre stater om spørgsmål vedrørende bevarelse og forvaltning af de levende ressourcer. Der blev indberettet andre mindre problemer vedrørende indsendelse af observatør- og fangstdata efter fristen, men Thailand reagerede på alle disse inden for de gældende frister (15).

(80)

Forslaget til den reviderede 2015-fiskerilov blev fremlagt første gang allerede i 1999, og der blev i december 2014 indarbejdet mindre tilføjelser, som giver mulighed for yderligere foranstaltninger vedrørende fiskerikontrol, akvakultur, fødevarehygiejne og et sanktionssystem. I det nuværende forslag tages der imidlertid ikke i tilstrækkelig grad hensyn til kompleksiteten af fiskeriaktiviteterne og handelen med varer via Thailand, som foregår i dag. For det første virker definitionerne utilstrækkelige, fordi de ikke omfatter definitioner af aktiviteter, der betragtes som IUU-aktiviteter eller udgør en alvorlig overtrædelse. For det andet er anvendelsesområdet for snævert, eftersom det hovedsagelig giver mulighed for forvaltning af fiskeriaktiviteter i territorialfarvandet og i tre områder uden for Thailands eksklusive økonomiske zone, som landet ikke i øjeblikket har nogen ordninger for eller tilladelse til at fiske i. Hvis anvendelsesområdet skal være fyldestgørende, skal det omfatte alle fartøjer, der opererer i thailandsk farvand, og thailandske fartøjer, der opererer uden for den eksklusive økonomiske zone. For det tredje blev forslaget udarbejdet inden Thailands ratificering af UNCLOS i 2011, og den foreslåede tekst omsætter ikke centrale internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, f.eks. dem, der er fastsat i artikel 61-64 i UNCLOS. Desuden blev teksten udarbejdet inden udformningen af en række centrale internationale fiskeriforvaltningsinstrumenter, som f.eks. IUU-handlingsplanen fra 2001, og omfatter derfor ikke de principper og den definition, der er fastsat i denne tekst, der — omend den ikke er bindende — er bredt accepteret. Endelig har man ikke medtaget en afskrækkende sanktionsordning, hvilket undergraver Thailands evne til at opfylde kravene i artikel 73 i UNCLOS vedrørende håndhævelsen af love og bestemmelser samt punkt 21 i IUU-handlingsplanen.

(81)

I artikel 62, stk. 1, i UNCLOS hedder det, at kyststaterne skal indføre foranstaltninger, der er forenelige med de gældende foranstaltninger i regionen og på åbent hav, for at sikre den langsigtede bæredygtighed for fælles og stærkt vandrende fiskebestande samt fremme den optimale udnyttelse af fiskeriressourcerne. Thailands retsregler giver kun mulighed for begrænsede bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger i territorialfarvande.

(82)

Med undtagelse af UNCLOS (havretskonventionen af 1982) har Thailand ikke ratificeret andre internationale retlige instrumenter vedrørende fiskeriforvaltning. I lyset af Thailands betydning som afsætningsstat for især vandrende tun og tun-lignende arter undergraver disse resultater landets bestræbelser på at opfylde sine forpligtelser til samarbejde i henhold til UNCLOS (artikel 62, 63, 116 og 117).

(83)

Manglerne vedrørende gennemførelsen af FOS er ikke i overensstemmelse med artikel 24, stk. 3, i IUU-handlingsplanen, hvori staterne opfordres til at sikre en omfattende og effektiv overvågning og kontrol af fiskeriet, lige fra påbegyndelsen af selve fiskeriet, landingen og til det endelige bestemmelsessted, bl.a. ved at gennemføre FOS i overensstemmelse med de relevante nationale, regionale og internationale standarder. Hvis Thailand ratificerede bevarelses- og forvaltningsforanstaltningerne i ovennævnte internationale instrumenter og gennemførte dem i den nationale lovgivning, ville den thailandske fiskerflåde ikke blive anset for potentielt at være involveret i IUU-aktiviteter.

(84)

Fødevare- og landbrugsorganisationens adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri (FAO's adfærdskodeks), som Thailand heller ikke har indført, indeholder henstillinger om gennemsigtighed i fiskerilove og ved udarbejdelsen af disse, og det samme gælder for udarbejdelsen af politikker, beslutningstagning og forvaltningsprocedurer (henholdsvis artikel 6, stk. 13, og 7, stk. 1, nr. 9). Adfærdskodeksen indeholder principper og standarder for bevarelse, forvaltning og udvikling af alt fiskeri og dækker bl.a. fangst, forarbejdning og handel med fisk og fiskevarer, fiskeri og fiskeriforskning. Den manglende anerkendelse af betydningen af disse principper, som fiskeriministeriet gav udtryk for på mødet i november 2014, underbygger Kommissionens foreløbige konklusioner vedrørende Thailands manglende evne til at indføre klare, dækkende og gennemsigtige regler og procedurer (som beskrevet i betragtning 80). Desuden strider den manglende sporbarhed, som beskrives i del 3.1 i denne afgørelse, imod artikel 11.1.11 i FAO's adfærdskodeks, hvori staterne opfordres til at sikre, at den internationale samhandel og handelen på hjemmemarkedet med fisk og fiskevarer foregår i overensstemmelse med forsvarlig bevarelses- og forvaltningspraksis ved at gøre det lettere at identificere fisks og fiskevarers oprindelse. I lyset af Thailands betydning som en af de største fiskeforarbejdende nationer synes anvendelsen af sådanne principper at være af afgørende betydning for at sikre en bæredygtig bevarelse af de levende ressourcer i såvel kystnære farvande som på åbent hav, jf. artikel 61, 117 og 119 i UNCLOS.

(85)

Thailands resultater vedrørende gennemførelsen af internationale instrumenter er ikke i overensstemmelse med anbefalingerne i punkt 10 i IUU-handlingsplanen, hvori det anbefales, at staterne hurtigst muligt ratificerer, godkender eller tiltræder UNFSA. Kommissionen mener, at denne anbefaling er særlig relevant for Thailand, som har en stor flåde af fiskerfartøjer, der deltager i fiskeriet efter stærkt vandrende arter (især tun i IOTC-området og muligvis i WCPFC-området).

(86)

I lyset af den situation, som er forklaret i denne del af afgørelsen, og på grundlag af de faktiske oplysninger, som Kommissionen har indsamlet, samt alle Thailands udtalelser, kan det i henhold til artikel 31, stk. 3 og 6, i IUU-forordningen fastslås, at Thailand ikke har opfyldt sine folkeretlige forpligtelser, når det gælder internationale regler, administrative bestemmelser og bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

(87)

Der erindres om, at Thailand i henhold til De Forenede Nationers indeks over menneskelig udvikling anses for at være et land med et højt niveau af menneskelig udvikling (nr. 89 ud af 187 lande). Der erindres også om, at Thailand ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1905/2006 af 18. december 2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (16) er opført i den øverste tranche af mellemindkomstlande og -territorier (17).

(88)

Det skal bemærkes, at meddelelsen om Thailand som flagstat blev godkendt af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 20 i IUU-forordningen den 6. oktober 2009. Thailand bekræftede som krævet i artikel 20, stk. 1, i IUU-forordningen, at der findes nationale ordninger til gennemførelse, kontrol og håndhævelse af de love, administrative bestemmelser og bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som landets fiskerfartøjer skal overholde.

(89)

Det er også relevant at bemærke, at EU allerede har finansieret en specifik foranstaltning med teknisk bistand i Thailand i forbindelse med bekæmpelse af IUU-fiskeri i 2011 (18).

(90)

I lyset af landets ovennævnte placering i UNHDI og de forhold, der blev observeret under kontrolbesøgene i 2011-2014 foreligger der ingen oplysninger, der kunne tyde på, at Thailands manglende opfyldelse af sine folkeretlige forpligtelser skyldes et lavt udviklingsniveau. Der foreligger ingen konkrete beviser, der kan sammenkæde mangler vedrørende fiskeriovervågning og -kontrol med begrænset kapacitet og infrastruktur. Thailand har aldrig fremført det argument, at landets begrænsede udvikling påvirker dets evne til at foretage effektiv overvågning og kontrol, og først for nylig (november 2014) anmodede Thailand om støtte fra EU til at forbedre ordningerne for sporbarhed og fangstattestering. Kommissionen har reageret positivt på denne generelle anmodning.

(91)

I lyset af den situation, som er forklaret i denne del af afgørelsen, og på grundlag af alle de faktuelle oplysninger, som Kommissionen har indsamlet, samt udtalelser fra Thailand kunne det i henhold til artikel 31, stk. 7, i IUU-forordningen konstateres, at Thailands udviklingsstatus og overordnede præstation med hensyn til fiskeriforvaltning ikke er påvirket af dets udviklingsniveau.

(92)

På baggrund af ovenstående konklusioner om Thailands manglende opfyldelse af sine folkeretlige forpligtelser som flag-, havne-, kyst- eller afsætningsstat til at træffe foranstaltninger til at forebygge, afværge og standse IUU-fiskeri bør dette land i henhold til IUU-forordningens artikel 32 underrettes om, at det muligvis kan blive identificeret som et land, som Kommissionen betragter som et ikkesamarbejdende tredjeland, for så vidt angår bekæmpelse af IUU-fiskeri.

(93)

I overensstemmelse med artikel 32, stk. 1, i IUU-forordningen skal Kommissionen underrette Thailand om, at det muligvis kan identificeres som et ikkesamarbejdende tredjeland. Kommissionen bør ligeledes træffe alle de foranstaltninger, som er anført i artikel 32 i IUU-forordningen, med hensyn til Thailand. For at sikre en forsvarlig forvaltning bør der fastsættes en frist for det pågældende land til at svare skriftligt på meddelelsen og afhjælpe situationen.

(94)

Underretningen af Thailand om, at det muligvis kan blive identificeret som et land, som Kommissionen i forbindelse med denne afgørelse betragter som ikkesamarbejdende, udelukker ikke og fører heller ikke automatisk til, at Kommissionen eller Rådet efterfølgende tager skridt til at identificere ikkesamarbejdende lande og opstille en liste over dem.