Strategiske olielagre

Medlemsstaternes pligt til at opbygge og opretholde et vist minimumslager af mineralolie garanterer Den Europæiske Unions (EU) forsyningssikkerhed med olieressourcer. I lyset af oliens betydning i EU's energiforsyning, EU's stærke afhængighed af udlandet til forsyning med olieprodukter og den geopolitiske usikkerhed i flere producentområder er det helt nødvendigt at sikre forbrugerne løbende adgang til olieprodukter.

DOKUMENT

Rådets direktiv 2006/67/EF af 24. juli 2006 om forpligtelse for medlemsstaterne til at opretholde minimumslagre af mineralolie og/eller mineralolieprodukter.

RESUMÉ

I en geopolitisk ustabil situation, hvor forholdet mellem udbud og efterspørgsel generelt er anspændt, navnlig på grund af en voksende efterspørgsel hos nye storforbrugere som Kina, er Den Europæiske Unions (EU) afhængighed af importen af olieprodukter en kilde til voksende usikkerhed for Europas økonomiske udsigter.

En forsyningskrise som følge af en uventet afbrydelse af olieforsyningen fra tredjelande vil efter al sandsynlighed have en særdeles negativ indvirkning på de økonomiske aktiviteter i Europa. Afbrydelser af forsyningen kan ligeledes opstå inden for EU.

For at garantere forsyningssikkerheden med olieressourcer pålægger EU medlemsstaterne at opretholde minimumslagre af mineralolieprodukter, der kan anvendes i tilfælde af en forsyningskrise til at erstatte hele det manglende udbud eller en del af dette.

Forpligtelse til strategiske lagre

Medlemsstaterne er forpligtede til at oprette og opretholde minimumslagre af mineralolieprodukter svarende til 90 dages gennemsnitligt indenlandsk dagsforbrug i løbet af det foregående kalenderår.

Beregningen af det indenlandske daglige forbrug er baseret på automobilbenzin og flybrændstof, diesel, fyringsolie, petroleum og jet fuel af petroleumstypen samt fuelolier.

Blandt de mineralolieressourcer, der medregnes i den statistiske opgørelse over de strategiske lagre, findes oplagrede mængder i lossehavne eller om bord på tankbåde, der ligger i havn med henblik på losning, når havneformaliteterne er afsluttet, mængderne i forrådstanke ved udgangspunktet for olierørledninger samt mængder, der befinder sig i raffinaderiers tanke. Derimod kan visse ressourcer ikke medregnes i den statistiske opgørelse såsom råolie i oliekilder, bunkerleverancer til skibsfarten, leverancer, der befinder sig i rørledninger, i tankvogne og jernbanetankvogne, i tanke ved detailsalgssteder og hos småforbrugere samt leverancer, der opbevares hos eller er forbeholdt de væbnede styrker.

Medlemsstater, der producerer olie indenlands, kan trække denne produktion forholdsmæssigt fra deres oplagringsforpligtelse. Fradraget må imidlertid ikke overstige 25 % af medlemsstatens indenlandske forbrug.

Medlemsstaterne kan kun medregne leverancer, som står til deres fulde disposition i tilfælde af en olieforsyningskrise, i deres strategiske lagre.

Oplagringsformer

Oplagringsfaciliteterne skal sikre, at lagrene er disponible og tilgængelige for medlemsstaterne, således at disse kan reagere øjeblikkelig i tilfælde af en forsyningskrise. Medlemsstaterne skal kunne styre anvendelsen af lagrene og hurtigt stille dem til disposition for de sektorer, hvor forsyningsbehovet er mest presserende.

Oplagringen kan baseres på et system, hvor hele oplagringen eller dele heraf varetages af en lagerorganisation. Medlemsstaterne skal sikre, at oplagringsbestemmelserne er gennemskuelige samt anvende ligelige og ikke-diskriminerende betingelser.

Lagrene kan opbevares uden for det nationale område i en anden medlemsstat. Medlemsstaten, på hvis område lagrene befinder sig, udøver kontrol med disse lagre og garanterer, at de reelt er disponible. Den medtager ikke disse lagre i sin statistiske opgørelse.

Medlemsstaterne er forpligtede til at føre administrativt tilsyn med deres lagre, med andre ord at sikre kontrollen med lagrene. Disse kontrolmekanismer omfatter ligeledes sanktioner med afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne tilsender Kommissionen en statistisk opgørelse over lagrene ved udgangen af hver måned, hvori de præciserer det antal dages gennemsnitligt forbrug udregnet på grundlag af det foregående kalenderår, som lagrene udgør.

Koordinering

I tilfælde af en forsyningskrise indfører Kommissionen koordinerede foranstaltninger og gennemfører en høring mellem medlemsstaterne, enten på eget initiativ eller på anmodning af en af medlemsstaterne.

Medlemsstaterne tager i princippet ikke olieprodukter ud af lagrene i et omfang, der medfører, at disse kommer under det obligatoriske minimumsniveau, før en sådan høring har fundet sted, dog med undtagelse af en særlig nødsituation.

Medlemsstaterne er således forpligtede til at give Kommissionen meddelelse om træk på lagrene (dato, hvor lagrene er kommet under det obligatoriske minimum, årsagen til trækket på lagrene, foranstaltninger til genoprettelse af lagrene, forventelig udvikling i lagrene i den periode, hvor de vil ligge under det obligatoriske minimumsniveau).

Baggrund

I slutningen af 1960'erne blev Den Europæiske Union opmærksom på behovet for at forebygge mangelsituationer inden for mineralolieforsyningen. Ved direktiv 68/414/EØF indførte man således en forpligtelse til, at medlemsstaterne skulle opbygge og vedligeholde strategiske mineralolielagre. Senere indførte man ved direktiv 72/425/EØF en forpligtelse til, at lagrene, der oprindelig skulle svare til 65 dages dagligt indenlandsk forbrug, skulle forøges til et omfang svarende til mindst 90 dages forbrug. Ved direktiv 98/93/EF udvidede og forstærkede man bestemmelserne i direktiv 68/414/EØF. For at skabe klarhed og effektivitet gennemføres en kodificering ved direktiv 2006/67/EF, hvorved de tidligere direktiver blev ophævet.

Som prognose og i tilfælde af en forsyningskrise vil det kun være effektivt at erstatte det manglende udbud ved at bringe medlemsstaternes lagre på markedet, hvis der tilknyttes visse ledsageforanstaltninger (foranstaltninger til fremme af energieffektiviteten og dermed begrænsning af kulbrinteforbruget, en mere detaljeret markedsanalyse af hensyn til bedre prognoser, diversificering af energikilderne, herunder fremme af vedvarende energikilder osv.).

Nærværende direktiv ophæves af direktiv 2009/119/EF pr. 31. december 2012.

TILHØRENDE DOKUMENT

Rådets beslutning 77/706/EØF af 7. november 1977 om en målsætning på fællesskabsplan for nedsættelse af forbruget af primær energi i tilfælde af vanskeligheder for forsyningen med mineralolie og mineralolieprodukter [EF-Tidende L 292 af 16.11.1977].

Ændret ved Kommissionens beslutning 79/639/EØF [Den Europæiske Unions Tidende L 183 af 19.7.1979].

Medlemsstaterne kan blive nødt til at begrænse deres olieforbrug. Beslutningen giver også Kommissionen mulighed for at fastsætte et mål for reduktionen af forbruget af olieprodukter på op til 10 % af det normale forbrug.

See also

• Der kan findes flere oplysninger på siden "Oil" (EN) og navnlig på siden "Security stocks" (EN) på GD Energi og Transports hjemmeside.

Seneste ajourføring: 16.11.2009