EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Hændelser inden for civil luftfart — indberetning, analyse og opfølgning

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 376/2014 — indberetning og analyse af samt opfølgning på begivenheder inden for civil luftfart

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

HOVEDPUNKTER

Forordningen fastsætter regler om:

  • indberetning af hændelser, der kan udgøre fare for et luftfartøj, dets passagerer og personale samt andre personer, udstyr eller anlæg, der påvirker flydriften
  • indberetning af andre relevante sikkerhedsoplysninger i denne sammenhæng.

Obligatorisk indberetning

  • Hændelser, der kan udgøre en væsentlig risiko for luftfartssikkerheden, skal indberettes af det luftfartspersonale, der er tættest på, som angivet i forordningen. Disse omfatter hændelser relateret til:
    • driften af luftfartøjet, f.eks. hændelser i forbindelse med en kollision og under en flyvning
    • tekniske betingelser, vedligeholdelse og reparation af et luftfartøj, f.eks. konstruktionsmæssige defekter og fejlfunktion i systemer
    • flynavigationsudstyr og -installationer, f.eks. kollisioner, nærved kollisioner eller fare for kollisioner
    • flyvepladser og groundservices, f.eks. håndtering af passagerer, bagage, post og fragt.
  • Den fulde liste over hændelser, der skal indberettes i de obligatoriske systemer, fremgår af en gennemførelsesretsakt, gennemførelsesforordning (EU) 2015/1018.
  • De ansvarlige personer (f.eks. piloten, flyvelederen eller den person, der underskriver et luftdygtighedsbevis) og organisationer skal i hvert tilfælde indberette hændelser inden for 72 timer efter at være blevet bekendt med dem, medmindre særlige omstændigheder forhindrer det.

Indberetningssystem

  • Alle organisationer, der er etableret i en EU-medlemsstat, skal etablere obligatoriske og frivillige indberetningssystemer til indsamling, evaluering, behandling, analyse og lagring af indberettede hændelser.
  • Hver medlemsstat og EASA skal etablere obligatoriske og frivillige indberetningssystemer til indsamling, evaluering, behandling, analyse og lagring af indberettede hændelser, herunder også hændelser indberettet til dem via organisationerne.
  • Mindre organisationer kan få tilladelse til at etablere en forenklet mekanisme til indsamling og lagring af hændelsesoplysninger.

Opbevaring af sikkerhedsmæssige hændelser og henstillinger

  • De enkelte medlemsstater og EASA skal indberette de indsamlede hændelser til den europæiske centrale database, der administreres af Europa-Kommissionen.
  • Den europæiske centrale database indeholder også sikkerhedsanbefalinger (artikel 17 i forordning (EU) nr. 996/2010 — se resumé) udstedt af medlemsstaternes sikkerhedsundersøgelsesmyndigheder (artikel 4).
  • Gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1128 fastsætter regler om forvaltningen af den europæiske centrale database og kræver bl.a., at alle sikkerhedsanbefalinger og svarene herpå gøres tilgængelige for offentligheden via et offentligt websted.

Risikoklassificering

  • En delegeret retsakt, Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/2034, der trådte i kraft den 31. december 2020, supplerer forordning (EU) nr. 376/2014.
  • Den fastsætter den fælles europæiske risikoklassificeringsordning*, der er defineret som en metode til at kategorisere den samlede sikkerhedsrisiko ved en begivenhed i overensstemmelse med det værste sandsynlige havari, som begivenheden kunne have ført til, og sandsynligheden for dette udfald.
  • Det overordnede formål er at bestemme sikkerhedsrisikoen ved en begivenhed og dermed hjælpe de relevante enheder i deres vurdering af begivenheder og med at fastlægge, hvor de skal sætte ind for at imødegå en ny begivenhed.
  • Gennemførelsesforordning (EU) 2021/2082 om gennemførelsesbestemmelser om den europæiske risikoklassificeringsordning.

Udveksling af information og adgang til ECR-data

  • EU’s medlemsstater og Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) vil gennem ECR få EASA til at udveksle sikkerhedsrelaterede oplysninger, der er lagret i deres respektive databaser.
  • Adgang til ECR-oplysninger reguleres af strenge fortroligheds- og beskyttelsesregler. Kun personer og organisationer, der har til opgave at lovgive om civil luftfartssikkerhed, samt sikkerhedsundersøgelsesmyndigheder i EU skal have fuld og sikker adgang via internettet til oplysninger vedrørende hændelser, der er registreret i den europæiske centrale database.
  • Berørte parter kan på visse betingelser, som angivet i forordning (EU) nr. 376/2014, anmode om og få oplysninger, der er indeholdt i ECR.

Fortrolighed og beskyttelse af informationskilder

  • Rapporter skal håndteres med henblik på at forhindre brug af oplysningerne til andre formål end opretholdelse af sikkerheden.
  • For at fremme en »åben rapporteringskultur« skal der sikres passende fortrolighed af identiteten på indberetteren og på de personer, der er nævnt i indberetningen. I denne sammenhæng er medlemsstaterne og EØS også forpligtede til at udpege et organ, der er ansvarligt for »en åben rapporteringskultur« med henblik på gennemførelsen af den åbne rapporteringskultur som angivet i forordning (EU) nr. 376/2014.
  • Ansatte må ikke udsættes for nogen form for sanktioner fra arbejdsgiveren på grundlag af en hændelsesindberetning. Der er få undtagelser, f.eks. ved forsætlig forsømmelse eller grov uagtsomhed fra medarbejderens side.
  • Medmindre det er i strid med national strafferet, må medlemsstaterne ikke retsforfølge en person på baggrund af en indberetning mod kilder, og i tilfælde af en retssag må de registrerede hændelsesoplysninger ikke bruges mod indberetteren eller personer nævnt i indberetningen. Der gøres undtagelse herfor, hvis der har været en grov tilsidesættelse af en åbenbar risiko og dyb mangel på professionelt ansvar for at foretage sådanne handlinger, som tydeligvis er påkrævet under omstændighederne, hvilket forårsager forudsigelig skade på en person eller ejendom, eller hvilket i alvorlig grad bringer luftfartssikkerheden i fare.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 15. november 2015.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Europæisk risikoklassificeringsordning. Den metode, der anvendes til at vurdere den risiko, som en begivenhed har for den civile luftfart, og som præsenteres i form af en sikkerhedsrisikoscore.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 376/2014 af 3. april 2014 om indberetning og analyse af samt opfølgning på begivenheder inden for civil luftfart, ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 996/2010 og ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/42/EF, Kommissionens forordning (EF) nr. 1321/2007 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1330/2007 (EUT L 122 af 24.4.2014, s. 18-43).

Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 376/2014 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2082 af 26. november 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 376/2014 for så vidt angår den fælles europæiske risikoklassificeringsordning (EUT L 426 af 29.11.2021, s. 32-40).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/2034 af 6. oktober 2020 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 376/2014 for så vidt angår den fælles europæiske risikoklassificeringsordning (EUT L 416 af 11.12.2020, s. 1-10).

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/1128 af 1. juli 2019 om adgangsrettigheder til sikkerhedsanbefalinger og svar herpå, der er registreret i den europæiske centrale database, og om ophævelse af afgørelse 2012/780/EU (EUT L 177 af 2.7.2019, s. 112-113).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1018 af 29. juni 2015 om opstilling af en liste, der klassificerer begivenheder inden for civil luftfart, som skal indberettes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 376/2014 (EUT L 163 af 30.6.2015, s. 1-17).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 30.05.2022

Top