EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Hvidvaskning af penge: forebyggelse gennem toldsamarbejde

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 1889/2005 — kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den supplerer reglerne i direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

HOVEDPUNKTER

Angivelsespligt

  • Denne forordning pålægger alle fysiske personer, som rejser ind i eller forlader EU med likvide midler* af en værdi på 10 000 EUR eller derover, en forpligtelse til at angive dette beløb til de kompetente myndigheder*. Angivelsespligten er ikke opfyldt, hvis oplysningerne er ukorrekte eller ufuldstændige.
  • Angivelse kan foretages skriftligt, mundtligt eller elektronisk ifølge det enkelte EU-lands bestemmelser, og skal indeholde oplysninger om:
    • anmelderen, herunder det fulde navn, fødselsdato og fødested samt nationalitet
    • ejeren af de likvide midler samt beløbet og arten af de likvide midler
    • modtageren af de likvide midler
    • oprindelsen af de likvide midler og deres anvendelsesformål.
  • De oplysninger, der indhentes ved angivelse eller kontrol, registreres og behandles. De stilles til rådighed for de myndigheder i medlemsstaten, der har ansvar for at bekæmpe hvidvask eller terrorfinansiering i det EU-land, som pengene indføres til eller udføres fra. De indhentede oplysninger kan videregives til et tredjeland af medlemsstaterne eller af Europa-Kommissionen, under forudsætning af samtykke fra de kompetente myndigheder. De nationale og EU-reglerne om videregivelse af personoplysninger skal overholdes.
  • Enhver oplysning af fortrolig art, eller som meddeles fortroligt, er omfattet af tavshedspligt. Den må ikke videregives uden udtrykkelig tilladelse fra den person eller den myndighed, der har meddelt den. Videregivelse af oplysninger er tilladt, for så vidt de kompetente myndigheder måtte være forpligtet hertil ifølge gældende bestemmelser, navnlig i forbindelse med en retssag. I de tilfælde skal offentliggørelse eller videregivelse af oplysninger ske under fuld overholdelse af gældende bestemmelser vedrørende beskyttelse af personoplysninger.

Kontrol af overholdelse af angivelsespligten

  • Repræsentanter for de kompetente myndigheder kan kontrollere, om angivelsespligten er overholdt, ved at udføre kontrol af enkeltpersoner. Det omfatter kontrol af den enkelte person, dennes bagage og transportmiddel. Alle kontroller skal udføres i overensstemmelse med den nationale lovgivning det pågældende sted.
  • Ved manglende overholdelse af angivelsespligten, kan de likvide midler administrativt tilbageholdes i overensstemmelse med de betingelser, der er fastlagt i den nationale lovgivning.
  • De indhentede oplysninger kan stilles til rådighed for andre EU-lande, navnlig når der er bevis for ulovlige aktiviteter. I sådanne tilfælde vil forordning (EF) nr. 515/97 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne være gældende. Hvis forholdene indikerer, at EU’s finansielle interesser påvirkes negativt, skal oplysningerne ligeledes videregives til Kommissionen.
  • Når en kontrol afslører, at en person, der rejser ind i eller forlader EU med likvide midler af en værdi på under 10 000 EUR, og hvor der er bevis for ulovlig aktivitet i forbindelse med bevægelsen af de likvide midler, skal disse oplysninger ligeledes registreres og behandles.

Sanktioner

Medlemsstaterne skulle senest den 15. juni 2007 indføre effektive og passende sanktioner, som afskrækkende middel, såfremt den fastsatte anmeldelsespligt ikke overholdes.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Det trådte i kraft den 15. juni 2007.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Likvide midler: dækker kontante penge (sedler og mønter) samt andre betalingsmidler, som checks, gældsbreve, pengeanvisninger etc.
Kompetente myndigheder: medlemsstaternes toldmyndigheder eller alle andre myndigheder, der af medlemsstaterne er bemyndiget til at gennemføre denne forordning.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 af 26. oktober 2005 om kontrol med likvide midler, der indføres til eller forlader Fællesskabet (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 9-12).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT L 82 af 22.3.1997, s. 1-16).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 515/97 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73-117).

Se den konsoliderede udgave.

Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om vurderingen af de risici for hvidvask og finansiering af terrorisme, der påvirker det indre marked og vedrører grænseoverskridende aktiviteter (COM(2017) 340 final af 26.6.2017).

seneste ajourføring 06.12.2017

Top