Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Mali og Sahel: Mod stabilisering af regionen

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 2014/219/FUSP om Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik-mission i Mali (EUCAP Sahel Mali)

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN?

Den har til formål at bidrage til at genoprette og opretholde orden og betingelserne for varig fred i Mali og Sahel-regionen.

HOVEDPUNKTER

G5 Sahel

  • I 2014 oprettede Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger gruppen af G5 Sahel-lande for at fremme tæt samarbejde i regionen og tackle de store udfordringer i disse lande, herunder terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet.

EU’s strategi

  • I 2021 vedtog Den Europæiske Union (EU) en ny integreret strategi i Sahel, der bygger på en tidligere strategi, som var blevet udarbejdet i 2011. Der er fortsat fokus på sikkerhedssamarbejde med landene i regionen, men den nye strategi søger at styrke indsatsen på det politiske plan. Den understreger vigtigheden af god regeringsførelse, menneskerettigheder og samarbejde med civilsamfundet og lokale myndigheder.
  • EU har ydet finansiel støtte til oprettelsen af de fælles G5 Sahel væbnede styrker, der omfatter soldater fra alle fem lande og opererer i disse lande.
  • EU er medlem af Sahel-alliancen, der blev lanceret og underskrevet af EU, Tyskland og Frankrig i juli 2017, og som har til formål at yde hurtigere og mere effektiv bistand i hele regionen.
  • Alliancen har i øjeblikket følgende medlemmer: Canada, Danmark, Finland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien, Japan, Luxembourg, Nederlandene, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland, USA, EU, Den Europæiske Investeringsbank, De Forenede Nationers Udviklingsprogram, Den Afrikanske Udviklingsbank og Verdensbanken.
  • Alliancen har desuden følgende observatørmedlemmer: Irland, Den Internationale Finansieringsinstitution, the Bill & Melinda Gates Foundation, the Tony Blair Institute for Global Change og Organisation internationale de la Francophonie.

EU’s kapacitetsopbygningsmission (EUCAP) i Mali

  • Afgørelse 2014/219/FUSP udgør retsgrundlaget for civile missioner under EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik i Mali (EUCAP Sahel Mali).
  • Det primære formål er civil krisestyring. Den har til formål at hjælpe Malis myndigheder med at:
    • genoprette og opretholde en forfatningsmæssig og demokratisk orden og betingelserne for varig fred i Mali
    • genetablere og fastholde statens myndighed og legitimitet på hele det maliske område gennem en effektiv genindsættelse af dens administration.
  • Missionen begyndte i 2015, og efter den seneste forlængelse, ændringsafgørelse (FUSP) 2023/96, løber den indtil den 31. januar 2025.
  • Afgørelsen er blevet ændret flere gange for at øge den økonomiske støtte til missionen, for at oprette en celle for regional rådgivning og koordinering samt for at give Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik bemyndigelse til at frigive visse fortrolige oplysninger til Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning.
  • Ændringsafgørelse (FUSP) 2023/96 giver EUCAP Sahel Mali en yderligere opgave: at støtte den strategiske kommunikationsindsats for at fremme EU’s værdier, fremme EU’s indsats og afsløre udenlandske styrkers krænkelser og overtrædelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret i Mali.
  • EUCAP Mali suppleres af en militæroperation, EU’s uddannelsesmission i Mali (EUTM Mali), der yder rådgivning om omstruktureringen af de maliske væbnede styrker. Mandatet gælder frem til maj 2024.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den trådte i kraft den 15. januar 2015. Afgørelsens gyldighed er forlænget til den 31. januar 2025.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Rådets afgørelse 2014/219/FUSP af 15. april 2014 om Den Europæiske Unions FSFP-mission i Mali (EUCAP Sahel Mali) (EUT L 113 af 16.4.2014, s. 21-26).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2014/219/FUSP er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets afgørelse 2013/87/FUSP af 18. februar 2013 om iværksættelsen af Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (EUT L 46 af 19.2.2013, s. 27).

Rådets afgørelse 2013/34/FUSP af 17. januar 2013 om Den Europæiske Unions militærmission for at bidrage til uddannelsen af Malis væbnede styrker (EUTM Mali) (EUT L 14 af 18.1.2013, s. 19-21).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 25.05.2023

Top