Fiskerimuligheder i Østersøen (2024)
RESUMÉ AF:
Forordning (EU) 2023/2638 om fastsættelse for 2024 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen og om ændring af forordning (EU) 2023/194 for så vidt angår visse fiskerimuligheder i andre farvande
HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?
- Forordningen fastsætter de samlede tilladte fangstmængder (TAC’er) for 2024, der gælder for fiskerfartøjer i Den Europæiske Union (EU), som fisker efter visse fiskebestande i Østersøen, med henblik på at forbedre disses bæredygtighed eller hjælpe med genopretning af risikobestande.
- Forordningen fastsætter begrænsninger for rekreativt fiskeri* efter visse arter.
HOVEDPUNKTER
Samlede tilladte fangstmængder og tildelinger
- TAC’er for forskellige fiskearter fra Østersøen i 2024 er angivet i bilaget til forordningen.
- De fastsatte fangstbegrænsninger følger princippet om en bæredygtig udnyttelse i overensstemmelse med det maksimale bæredygtige udbytte* og den flerårige plan for fiskeri i Østersøen (forordning (EU) 2016/1139).
- De er baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd og tager hensyn til biologiske og socioøkonomiske faktorer.
- Grænserne fastsættes af EU-medlemsstaterne på baggrund af et forslag fra Europa-Kommissionen.
- TAC’en for hver enkel art er opdelt i kvoter — andele af den TAC, som er tildelt medlemsstater.
Kvoter for arter
TAC’er for 2024 sammenfattes som følger.
- Torsk (Gadus morhua). På grund af lave biomasseniveauer fastholder forordningen TAC-niveauet for de to torskebestande, som begrænses til uundgåelige bifangster*, hvor direkte fiskeri ikke er tilladt, bortset fra til videnskabelige undersøgelser. Fiskeri i visse områder er forbudt på visse tidspunkter for at beskytte torskens gydning.
- Sild (Clupea harengus). Målrettet fiskeri efter sild i den centrale del af Østersøen og i Den Botniske Bugt er tilladt, med TAC’er på henholdsvis 40 368 ton og 55 000 ton. For sild i den centrale del af Østersøen indføres der en 30-dages lukning for at beskytte gydende fisk. TAC’er for sild i den vestlige del af Østersøen gælder kun bifangster, dog med en undtagelse for kystfiskeri i mindre omfang. TAC’en for sild i Rigabugten er 37 959 ton.
- Rødspætte (Pleuronectes platessa). Rødspættebestandene er blevet større, men torsk er en uundgåelig bifangst ved rødspættefiskeri, så TAC-niveauerne forbliver de samme som i 2023.
- Brisling (Sprattus sprattus). TAC-niveauet er nedsat med 10 %.
- Atlanterhavslaks (Salmo salar). TAC-niveauet er nedsat med 15 % og er fortsat begrænset til uundgåelige bifangster, hvor direkte fiskeri ikke er tilladt, bortset fra til videnskabelige undersøgelser, dog med visse sæsonundtagelser og særlige betingelser i de nordligste områder. TAC-niveauet for laks i Finske Bugt er forhøjet med 7 % i forhold til 2023-tallene.
- Havørred. Der er begrænsninger for fiskeri efter havørred og laks i visse områder, hvor landede bifangster af havørred ikke må overstige 3 % af den samlede fangst af laks.
Rekreativt fiskeri
- Rekreativt fiskeri efter torsk er fortsat forbudt i den østlige del af Østersøen og nu også helt forbudt i den vestlige del.
- Rekreativt fiskeri efter vildlaks er fortsat forbudt. Alle vildlaks, der fanges utilsigtet, skal omgående genudsættes i havet. Som en undtagelse er én opdrættet laks pr. fisker pr. dag tilladt, hvorefter fiskeren skal holde op med at fiske laks for resten af dagen.
Ændring til forordning (EU) 2023/194
Forordningen ændrer også forordning (EU) 2023/194 (se resumé) i forbindelse med en aftale med Det Forenede Kongerige om fiskerimuligheder efter sperling, kuller og lodde i Nordsøen.
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den gælder fra den 1. januar til den 31. december 2024.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
VIGTIGE BEGREBER
Rekreativt fiskeri. Ikkekommercielt fiskeri, der udnytter havets biologiske ressourcer, herunder til rekreation, turisme eller sport.
Maksimalt bæredygtigt udbytte. Det største udbytte (den største fangst), som kan tages fra bestanden af en art over en ikke nærmere bestemt periode uden af bringe dens overlevelse i fare.
Bifangst. Utilsigtet fangst af uønskede fisk og marine arter.
HOVEDDOKUMENT
Rådets forordning (EU) 2023/2638 af 20. november 2023 om fastsættelse for 2024 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande i Østersøen og om ændring af forordning (EU) 2023/194, for så vidt angår visse fiskerimuligheder i andre farvande (EUT L 2023/2638 af 22.11.2023).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Rådets forordning (EU) 2023/194 af 30. januar 2023 om fastsættelse for 2023 af fiskerimuligheder for visse fiskebestande gældende for EU-farvande og for EU-fiskerfartøjer i visse andre farvande og om fastsættelse af sådanne fiskerimuligheder for visse dybhavsbestande for 2023 og 2024 (EUT L 28 af 31.1.2023, s. 1-219).
Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2023/194 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1139 af 6. juli 2016 om en flerårig plan for torske-, silde- og brislingebestandene i Østersøen og fiskeriet, der udnytter disse bestande, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2187/2005 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 (EUT L 191 af 15.7.2016, s. 1-15).
Se den konsoliderede udgave.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22-61).
Se den konsoliderede udgave.
Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1-50).
Se den konsoliderede udgave.
Rådets Forordning (EF) nr. 847/96 af 6. maj 1996 om supplerende betingelser for forvaltningen af TAC og kvoter fra år til år (EFT L 115 af 9.5.1996, s. 3-5).
Se den konsoliderede udgave.
seneste ajourføring 19.02.2024