Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Beskatning af finansielle transaktioner

I forbindelse med den økonomiske og finansielle krise erkendes det i stadig stigende grad, at finanssektoren skal bidrage mere rimeligt, idet denne sektor hidtil har været underbeskattet i betragtning af, at størstedelen af de finansielle tjenesteydelser er fritaget for moms. Formålet med dette direktivforslag er derfor at indføre en fælles beskatning af finansielle transaktioner for primært at få finansielle institutioner til at bidrage i et rimeligt omfang til omkostningerne ved krisen og undgå fragmentering af det indre marked for finansielle transaktioner.

FORSLAG

Forslag til Rådets direktiv af 28. september 2011 om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF [KOM(2011) 594 endelig – Ikke offentliggjort i EUT].

RESUMÉ

Dette forslag har til formål at oprette en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner * (FT-afgift).

Forslaget gælder alle finansielle transaktioner, dvs. køb og salg af et finansielt instrument såsom selskabsaktier, obligationer, pengemarkedsinstrumenter, andele i investeringsforeninger, strukturerede produkter og derivater og indgåelse eller ændring af derivataftaler, når mindst én af deltagerne i transaktionen er etableret i en medlemsstat, og en finansiel institution (såsom investeringsselskaber, organiserede markeder, kreditinstitutter, forsikrings- og genforsikringsselskaber, investeringsinstitutter og deres forvaltere, pensionsfonde og deres forvaltere og visse andre virksomheder, der i væsentligt omfang udfører bestemte finansielle aktiviteter), der er etableret på den pågældende medlemsstats område, er part i transaktionen, enten for egen regning eller for en anden persons regning, eller optræder på vegne af en af transaktionens parter.

Generelt anses en finansiel institution for at være etableret på den medlemsstats område, hvis myndigheder har godkendt den til at optræde som sådan, men det skal bemærkes, at en finansiel institution, der er etableret uden for EU, på visse betingelser, f.eks. når den deltager i en finansiel transaktion med en part i EU, ligeledes anses for at være etableret på en medlemsstats område (nemlig den pågældende parts).

Følgende enheder er undtaget fra direktivets anvendelsesområde:

  • Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfacilitet
  • enhver international finansiel institution oprettet af to eller flere medlemsstater, som har til formål at mobilisere kapital og stille finansiel bistand til rådighed for de af sine medlemmer, der er ramt eller truet af alvorlige finansieringsproblemer
  • centrale modparter, nemlig de retlige enheder, som intervenerer mellem modparterne i en finansiel transaktion
  • værdipapircentraler og internationale værdipapircentraler.

Følgende transaktioner er undtaget fra direktivets anvendelsesområde:

  • primærmarkedstransaktioner, principielt i forbindelse med udstedelse af selskabsaktier eller obligationer
  • på visse betingelser transaktioner med Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab, Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank, og de organer, som er oprettet af Den Europæiske Union eller Det Europæiske Atomenergifællesskab og andre internationale organisationer og organer
  • transaktioner med medlemsstaternes centralbanker.

FT-afgiftens forfald, beskatningsgrundlag og afgiftssatser

FT-afgiften forfalder på det tidspunkt, hvor transaktionen gennemføres. En efterfølgende annullering eller korrektion af en finansiel transaktion har ingen indflydelse på afgiftens forfald, undtagen i tilfælde af fejl.

I tilfælde af andre transaktioner end dem, der vedrører derivataftaler, består beskatningsgrundlaget i princippet af summen af alle de elementer, der udgør den betalte eller skyldige modydelse fra modparten eller en tredjepart til gengæld for overførslen.

For så vidt angår transaktioner vedrørende derivataftaler, består beskatningsgrundlaget af summen af derivataftalens notionelle beløb (dvs. det underliggende nominelle eller pålydende beløb, der benyttes til beregning af betalinger forbundet med en given derivataftale) på tidspunktet for den finansielle transaktion.

Som valutakurs anvendes i givet fald den på FT-afgiftens forfaldstidspunkt senest noterede salgskurs på det mest repræsentative valutamarked i den berørte medlemsstat eller en valutakurs fastsat med reference til dette marked.

De satser, som medlemsstaterne skal anvende for FT-afgiften, må ikke være mindre end (mindstesatserne):

  • 0,1 % for alle andre finansielle transaktioner end dem, der vedrører derivataftaler
  • 0,01 % for alle finansielle transaktioner vedrørende derivataftaler.

Betaling af FT-afgiften, tilknyttede forpligtelser og forebyggelse af skatteflugt, skatteundgåelse og skattesvig

FT-afgiften betales af enhver finansiel institution (som anses for at være etableret på en medlemsstats område), der opfylder en af følgende betingelser:

  • Den er part i transaktionen, enten for egen regning eller for en anden persons regning.
  • Den optræder på vegne af en part i transaktionen.
  • Transaktionen er blevet gennemført for dennes regning.

Det skal bemærkes, at hver finansiel institution, som er part i en transaktion, eller som medvirker ved en transaktion, derfor er betalingspligtig for FT-afgiften. En enkelt transaktion kan derfor udløse betaling af FT-afgift fra begge parter i transaktionen efter den sats, der er gældende i den medlemsstat, på hvis område den pågældende finansielle institution er etableret.

Når en finansiel institution optræder på vegne af en anden finansiel institution, er det imidlertid kun sidstnævnte, der skal betale FT-afgiften.

Begge parter i en transaktion hæfter solidarisk for betaling af den afgift, som en finansiel institution skal betale for denne transaktion.

Frister for betaling af FT-afgiften til medlemsstaternes skattemyndigheder:

  • på det tidspunkt, hvor afgiften forfalder til betaling, når transaktionen gennemføres elektronisk
  • inden for en frist på tre arbejdsdage fra afgiftens forfaldstidspunkt i alle andre tilfælde.

Medlemsstaterne skal indføre andre forpligtelser, der kan sikre, at afgiften betales, og at det kontrolleres, at den er korrekt betalt.

Medlemsstaterne skal undlade at fastholde eller indføre andre afgifter på finansielle transaktioner end FT-afgiften eller merværdiafgift (moms) som fastsat i momsdirektivet.

Kontekst

Den 7. oktober 2010 gennemgik Europa-Kommissionen betydningen af at indføre en afgift på finansielle transaktioner (FT-afgiften) i sin meddelelse om beskatning af finanssektoren. Dette direktivforslag konkretiserer denne indførelse af en afgift og udgør således det første skridt mod et eventuelt mere globaliseret beskatningssystem.

Dokumentets nøglebegreber

  • Ved finansiel transaktion forstås en af følgende handlinger:

Referencer

Forslag

Den Europæiske Unions Tidende

Procedure

KOM(2011) 594

-

Høringsprocedure 2011/0261/CNS

See also

  • Generaldirektoratet for Beskatning og Toldunion – Beskatning af finanssektoren (DE) (EN) (FR)

Seneste ajourføring: 23.11.2011

Top