Jernbanesikkerhed i hele EU
RESUMÉ AF:
Direktiv (EU) 2016/798 om jernbanesikkerhed
HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?
HOVEDPUNKTER
Direktivet fastlægger en række foranstaltninger til udvikling og forbedring af jernbanesikkerheden og forbedring af adgangen til markedet for jernbanetransportydelser, herunder:
- oprettelse af agenturet som et organ, der udsteder sikkerhedscertifikater til jernbanevirksomheder, der driver virksomhed i mere end én EU-medlemsstat
- fastlæggelse af ansvarsområderne for de bemyndigede organer i EU’s jernbanesystem
- udvikling af fælles sikkerhedsmål og fælles sikkerhedsmetoder, med det formål at fjerne nationale forskrifter og dermed hindringer for udviklingen af et fælles europæisk jernbaneområde
- fastlæggelse af principperne for at udstede, forny, ændre og begrænse eller tilbagekalde sikkerhedscertifikater og godkendelser
- krav om, at hver medlemsstat opretter en national sikkerhedsmyndighed og et organ til at undersøge ulykker og hændelser
- fastsættelse af fælles principper for forvaltning af og tilsyn med jernbanesikkerheden.
Anvendelsesområde
Direktivet gælder for jernbanesystemerne i medlemsstaterne, men gælder ikke for:
- metrosystemer
- sporvogne og andre letbanesystemer og infrastruktur, der udelukkende anvendes af disse køretøjer
- net, der er uden forbindelse til EU’s jernbanesystem, og som kun er tænkt anvendt til persontrafik i lokal-, by- og oplandsområder, samt virksomheder, der udelukkende driver virksomhed på disse net.
Udvikling og sikkerhedsledelse
- Inden for deres respektive kompetenceområder under EU-lovgivningen er agenturet og medlemsstaterne ansvarlige for at sikre, at jernbanesikkerheden opretholdes og generelt forbedres, og at forebyggelse af ulykker prioriteres.
- Medlemsstaterne er også ansvarlige for at sikre, at:
- foranstaltninger til udvikling og forbedring af sikkerheden følger en systembaseret tilgang
- infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder har ansvaret for en sikker drift af EU’s jernbanesystem og kontrollen med de risici, der opstår i dette system.
Fælles sikkerhedsmetoder og -mål
- Vurdering af sikkerhedsniveauer og opnåelse af sikkerhedsmål samt opfyldelse af andre sikkerhedskrav fastlægges ved hjælp af fælles sikkerhedsmetoder, især:
- risikoevaluering og risikovurdering
- overensstemmelsesvurdering for udstedelse af sikkerhedscertifikater og -godkendelser
- tilsyn af de nationale myndigheder og overvågning af jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og jernbanernes vedligeholdelsesorganer
- vurdering af opnåelsen af sikkerhedsmålene på EU-plan og nationalt plan.
- Minimumssikkerhedsmål, der skal opnås af EU’s jernbanesystem som helhed, fremgår af de fælles sikkerhedsmål. De kan tage form af risikoacceptkriterier eller målsikkerhedsniveauer.
EU-sikkerhedscertifikat
- For at få adgang til jernbaneinfrastrukturen skal en jernbanevirksomhed have et EU-sikkerhedscertifikat, der er udstedt af agenturet eller af den relevante nationale sikkerhedsmyndighed.
- Formålet med EU-sikkerhedscertifikatet er at bevise, at den pågældende jernbanevirksomhed har etableret sit sikkerhedsledelsessystem, og at den kan drives sikkert i det planlagte driftsområde.
Ændring for så vidt angår anvendelsen af reglerne om jernbanesikkerhed og -interoperabilitet i forbindelse med den faste forbindelse under Den Engelske Kanal
Med forordning (EU) 2020/1530 udvides definitionen af national sikkerhedsmyndighed for så vidt angår et organ, som har fået overdraget opgaver af en medlemsstat og et ikke-EU-land, og tilrettelægger de tilhørende arrangementer.
HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?
Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning senest den 16. juni 2020. For at give jernbanesektoren større retssikkerhed og fleksibilitet under de ekstraordinære omstændigheder som følge af covid-19-pandemien blev denne dato dog forlænget ved ændring af direktiv (EU) 2020/700 til den 31. oktober 2020.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102).
Efterfølgende ændringer til direktiv (EU) 2016/798 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/698 af 25. maj 2020 om særlige og midlertidige foranstaltninger i lyset af covid‐19-udbruddet vedrørende fornyelse eller forlængelse af visse certifikater, licenser og godkendelser eller tilladelser samt udsættelse af visse periodiske kontroller og efteruddannelser inden for visse områder af transportlovgivningen (EUT L 165 af 27.5.2020, s. 10).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44).
Se den konsoliderede udgave.
seneste ajourføring 22.12.2023