Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Elektrisk sikkerhed: elektrisk udstyr med lav spænding

Den Europæiske Unions (EU) politik om salg af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser har til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau for personers sundhed og sikkerhed, for husdyr og for ejendom.

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/35/EU af 26. februar 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse på markedet af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser.

RESUMÉ

Den Europæiske Unions (EU) politik om salg af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser har til formål at sikre et højt beskyttelsesniveau for personers sundhed og sikkerhed, for husdyr og for ejendom.

HVAD ER MÅLET MED DIREKTIVET?

Direktivet opretter ensrettede betingelser over hele EU for salg af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser. Det finder anvendelser på elektrisk materiel bestemt til brug ved en mærkespænding på mellem 50 og 1 000 V for vekselstrøm og på mellem 75 og 1 500 V for jævnstrøm.

Det dækker alle sundheds- og sikkerhedsrisici og sikrer derved, at elektrisk materiel anvendes uden fare og i overensstemmelse med dets formål.

HOVEDPUNKTER

Direktivet fastlægger fabrikanters, importørers og forhandleres ansvar, hvad angår salg af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser:

  • alt elektrisk materiel, der sælges i EU, skal være forsynet med CE-overensstemmelsesmærket for at vise, at det overholder alle væsentlige sikkerhedskrav i EU-lovgivningen
  • før fabrikanten får CE-mærkningen, skal denne foretage en overensstemmelses- og sikkerhedsvurdering, udarbejde den tekniske dokumentation, der godtgør, at materiellet overholder lovgivningen, samt udstede og underskrive en EU-overensstemmelseserklæring
  • importører skal kontrollere, om fabrikanterne har gennemført overensstemmelsesvurderingsproceduren korrekt og meddele den myndighed, der fører tilsyn med sikkerheden, hvis de ikke mener, at materiellet overholder de grundlæggende sikkerhedskrav
  • EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation skal opbevares i ti år
  • instruktioner og sikkerhedsoplysninger skal være skriftlige og på et sprog, der er let forståeligt for slutbrugere i henhold til bestemmelserne fra den relevante nationale myndighed
  • fabrikanter og importører skal angive deres kontaktoplysninger på det elektriske materiel.

Direktivet specificerer desuden de trin, som de nationale myndigheder, der fører tilsyn med sikkerheden, skal tage for at identificere og forebygge salg af farligt elektrisk materiel i EU.

HVORNÅR TRÆDER DIREKTIVET I KRAFT?

Direktivet gælder fra den 20. april 2016. Det ophæver direktiv 2006/95/EF med virkning fra den 20. april 2016.

BAGGRUND

Direktivet opdaterer EU-regler for salg af elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser. Det er et led i bestræbelserne på at modernisere den europæiske lovgivning inden for en lang række industrisektorer for at forenkle reglerne, reducere de administrative byrder samt oprette klarere og mere sammenhængende regler.

Der er yderligere oplysninger på webstedet for Europa-Kommissionens Generaldirektorat for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV’er.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2014/35/EU

18.4.2014

19.4.2016

EUT L 96 af 29.3.2014, s. 357-374

seneste ajourføring 16.02.2015

Top