EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R1206

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1206 af 23. juli 2015 om afslutning af antisubsidieproceduren vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1331/2014 om at gøre importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan til genstand for registrering

EUT L 196 af 24.7.2015, p. 4–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2015/1206/oj

24.7.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 196/4


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/1206

af 23. juli 2015

om afslutning af antisubsidieproceduren vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 1331/2014 om at gøre importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan til genstand for registrering

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 af 11. juni 2009 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»antisubsidiegrundforordningen«), særlig artikel 14 og 24, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

1.1.   Indledning

(1)

Den 14. august 2014 offentliggjorde Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (2) (»indledningsmeddelelsen«) om indledning af en antisubsidieprocedure vedrørende importen til Unionen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»antisubsidieproceduren«).

(2)

Antisubsidieproceduren blev indledt, efter at Eurofer (»klageren«) indgav en klage den 1. juli 2014 på vegne af EU-producenter, der tegner sig for over 25 % af den samlede EU-produktion af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål.

(3)

Klagen indeholdt umiddelbare beviser for subsidiering af nævnte vare og deraf følgende væsentlig skade, hvilket blev fundet tilstrækkeligt til at berettige indledningen af en procedure.

(4)

Kommissionen underrettede endvidere specifikt klageren, de øvrige kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og myndighederne i Kina, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere og sammenslutninger, som den vidste var berørt af indledningen af undersøgelserne, og opfordrede dem til at deltage. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.

1.2.   Sideløbende antidumpingprocedure

(5)

Den 26. juni 2014 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (3) om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Kina og Taiwan i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (4) (»antidumpinggrundforordningen«).

(6)

Den 24. marts 2015 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2015/501 (5) om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Kina og Taiwan. Undersøgelsen pågår.

1.3.   Registrering

(7)

Som følge af en anmodning fra klageren, som blev understøttet af de påkrævede beviser, vedtog Kommissionen den 15. december 2014 gennemførelsesforordning (EU) nr. 1331/2014 (6) om at gøre importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Kina og Taiwan til genstand for registrering fra den 17. december 2014.

(8)

Registreringen af importen i forbindelse med den sideløbende antidumpingundersøgelse blev afbrudt ved gennemførelsesforordning (EU) 2015/501. Registreringen af importen i forbindelse med antisubsidieproceduren fortsatte.

2.   TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN OG AFSLUTNING AF PROCEDUREN

(9)

Ved brev af 11. maj 2015 til Kommissionen trak klageren formelt sin klage tilbage.

(10)

I overensstemmelse med artikel 14, stk. 1, i antisubsidiegrundforordningen kan proceduren afsluttes, når klageren trækker sin klage tilbage, medmindre afslutningen ikke er i Unionens interesse.

(11)

Kommissionen mente, at den nuværende antisubsidieprocedure burde afsluttes, da den relevante undersøgelse ikke havde vist, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse. De interesserede parter er blevet underrettet herom og har fået mulighed for at fremsætte bemærkninger. Kommissionen modtog ingen bemærkninger, som kunne føre til den konklusion, at en sådan afslutning ikke ville være i Unionens interesse.

(12)

Kommissionen konkluderer derfor, at antisubsidieproceduren vedrørende importen til Unionen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Kina bør afsluttes uden indførelse af foranstaltninger.

3.   OPHÆVELSE AF GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1331/2014

(13)

I lyset af ovennævnte bør registreringen af importen med henblik på antisubsidieundersøgelsen, jf. antisubsidiegrundforordningens artikel 24, stk. 5, ophøre. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1331/2014 bør derfor ophæves.

(14)

Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1225/2009 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Antisubsidieproceduren vedrørende importen til Unionen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der i øjeblikket tariferes under KN-kode 7219 31 00, 7219 32 10, 7219 32 90, 7219 33 10, 7219 33 90, 7219 34 10, 7219 34 90, 7219 35 10, 7219 35 90, 7220 20 21, 7220 20 29, 7220 20 41, 7220 20 49, 7220 20 81 og 7220 20 89, afsluttes hermed.

Artikel 2

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1331/2014 om at gøre importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan til genstand for registrering ophæves hermed.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 188 af 18.7.2009, s. 93.

(2)  EUT C 267 af 14.8.2014, s. 17.

(3)  EUT C 196 af 26.6.2014, s. 9.

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51).

(5)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/501 af 24. marts 2015 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan (EUT L 79 af 25.3.2015, s. 23).

(6)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1331/2014 af 15. december 2014 om at gøre importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Taiwan til genstand for registrering (EUT L 359 af 16.12.2014, s. 90).


Top