►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/144/EF

af 30. november 2009

om visse dele af og specifikationer for landbrugs- og skovbrugstraktorer

(kodificeret udgave)

(EØS-relevant tekst)

(EFT L 027, 30.1.2010, p.33)

Tidende

  No

page

date

►M1

KOMMISSIONENS DIREKTIV 2010/52/EU EØS-relevant tekst af 11. august 2010

  L 213

37

13.8.2010

►M2

KOMMISSIONENS DIREKTIV 2010/62/EU EØS-relevant tekst af 8. september 2010

  L 238

7

9.9.2010

►M3

KOMMISSIONENS DIREKTIV 2013/8/EU EØS-relevant tekst af 26. februar 2013

  L 56

8

28.2.2013

1.1.

Ved »længde« forstås

1.2.

Ved »bredde« forstås

1.3.

Ved »højde« forstås

1.4.

Ved »påhængskøretøjets masse« forstås

1.5.

Ved »tilkoblingsanordning« forstås

den tekniske enhed på traktoren, der sørger for den mekaniske forbindelse mellem traktor og påhængskøretøj.

1.6.

Ved »traktorens egenmasse i køreklar stand (mt)« forstås:

den masse, der er defineret i bilag I, punkt 2.1.1, til direktiv 2003/37/EF.

1.7.

Ved »påhængskøretøjets teknisk tilladelige masse« forstås:

2.1.1.

Længde: 12 m

2.1.2.

Bredde: 2,55 m (uden hensyntagen til dækkets udbulning ved kontakten med vejbanen)

2.1.3.

Højde: 4 m

2.1.4.

Målingerne til kontrol af dimensionerne ovenfor foretages således:

2.2.1.

Påhængskøretøjets tilladte masse må ikke overskride:

2.2.2.

Hvis en medlemsstat anvender bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, skal påhængskøretøjets(ernes) masse angives på traktorens registreringsattest.

1.

Del(e) eller specifikation(er):

2.

Traktorens mærke (eller firmabetegnelse):

…

3.

Traktorens type og evt. handelsbetegnelse:

…

4.

Fabrikantens navn og adresse: …

…

5.

I givet fald den befuldmægtigedes navn og adresse:

…

…

6.

Traktoren fremstillet til EF-standardtypegodkendelse den:

…

7.

Kontrolmyndighed:

…

…

8.

Afprøvningsrapportens dato:

…

9.

Afprøvningsrapportens nummer:

…

10.

EF-standardtypegodkendelse af dimensioner og påhængskøretøjets masse meddeles/nægtes ( 8 )

11.

Sted: …

12.

Dato: …

13.

Underskrift: …

14.

Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-typegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… målsatte tegninger

… tegning eller fotografi af traktoren.

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

15.

Eventuelle bemærkninger:

…

…

1.1.

Såfremt traktoren fra fabrikantens side er udstyret med en omdrejningstalregulator, skal den være monteret og konstrueret på en sådan måde, at traktoren opfylder kravene i direktiv 2009/60/EF ( 9 ) om konstruktivt bestemt maksimalhastighed.

2.1.1.

Transmissionsdelene, de udragende dele og hjulene på traktoren skal være konstrueret, monteret og afskærmet på en sådan måde, at ulykker under normale anvendelsesforhold undgås.

2.1.2.

Bestemmelserne i punkt 2.1.1 anses for overholdt, hvis kravene i punkt 2.3 er opfyldt. Andre løsninger end de i punkt 2.3 beskrevne tillades, såfremt fabrikanten godtgør, at de er mindst lige så effektive som kravene i punkt 2.3.

2.1.3.

Afskærmningsanordninger skal være fast forbundet med traktoren. »Fast forbundet« vil sige, at afskærmningsanordninger kun må kunne afmonteres ved brug af værktøj.

2.1.4.

Hjelme, dæksler og lemme, der kan forårsage læsioner, når de klapper i, skal udformes således, at det kan forhindres, at de utilsigtet falder i (f.eks. ved sikkerhedsanordninger eller ved passende anbringelse eller udformning).

2.1.5.

Flere farlige punkter kan sikres ved en fælles afskærmningsanordning. Der skal dog anbringes yderligere afskærmningsanordninger, når der under den fælles afskærmning findes anordninger til justering, vedligeholdelse eller støjdæmpning, som skal betjenes ved tilkoblet motor.

2.1.6.

Sikringselementer (f.eks. fjederstift eller ringstift) til sikring af

skal være fast forbundet med forbindelseselementet, traktoren eller afskærmningsanordningen.

2.2.1.

Ved »afskærmning« forstås en anordning beregnet til afskærmning af farlige dele. I forbindelse med dette direktiv omfatter afskærmningsanordningerne skærme, dæksler og indhegninger.

2.2.2.

Ved »farlig del« forstås ethvert punkt, der som følge af placeringen eller konstruktionen af en traktors faste eller bevægelige dele indebærer en risiko for kvæstelser. De farlige dele er især punkter, hvor der kan ske klemning, overklipning, overskæring, gennemboring, sammenpresning og fasthængning samt adgangs- og angrebspunkter.

2.2.3.

Ved »rækkevidde« forstås den største afstand, som personer eller visse dele af deres krop kan nå opad, nedad, indad, ovenover, omkring og igennem uden hjælp af nogen genstand (fig. 1).

2.2.4.

Ved »sikkerhedsafstand« forstås afstanden svarende til rækkevidden eller kroppens dimensioner, idet der tilføjes en sikkerhedsmargen (fig. 1).

2.2.5.

Ved »betjeningsorgan« forstås enhver anordning, som, når den påvirkes direkte, gør det muligt at ændre traktorens eller et hertil koblet redskabs tilstand eller funktion.

2.2.6.

Ved »normal drift« forstås, at traktoren anvendes til det af fabrikanten tiltænkte formål, og at den føres af en operatør, der er bekendt med traktorens egenskaber, og som overholder de af fabrikanten i brugervejledningen eller ved skilte på traktoren anførte drifts-, vedligeholdelses- og sikkerhedsanvisninger.

2.2.7.

Ved »uforsætlig kontakt« forstås en ikke forudset kontakt mellem en person og et farligt punkt som følge af denne persons handlinger under normal drift og vedligeholdelse af traktoren.

2.3.1.

Sikkerhedsafstanden måles fra steder, der kan nås ved aktivering, vedligeholdelse og inspektion af traktoren samt fra jorden. Ved »vedligeholdelse og inspektion af traktoren« forstås udelukkende arbejde, som normalt udføres af føreren selv i overensstemmelse med instruktionsbogen. Ved fastsættelse af sikkerhedsafstandene går man ud fra det princip, at traktoren er i den tilstand, som den er konstrueret til, og at der ikke anvendes noget værktøj til at nå den farlige del.

Sikkerhedsafstandene er fastsat i punkt 2.3.2.1 – 2.3.2.5. I visse bestemte områder eller for visse bestemte komponentdele er sikkerhedsniveauet tilstrækkeligt, hvis traktoren opfylder kravene i punkt 2.3.2.6 – 2.3.2.14.

2.3.2.

Afskærmning af farlige punkter

2.3.2.1.   Rækkevidde opad

Sikkerhedsafstanden for rækkevidden opad er 2 500 mm (se figur 1) for personer, der står oprejst.

Figur 1

2.3.2.2.   Rækkevidde nedad, rækkevidde ovenover

For så vidt angår rækkevidden oven over en kant fremgår sikkerhedsafstanden af:

Figur 2

Med hensyn til rækkevidden nedad og ovenover skal de i tabel 1 anførte sikkerhedsafstande overholdes.

2.3.2.3.   Rækkevidden rundt om

Sikkerhedsafstandene i nedenstående tabel 2 skal mindst overholdes, såfremt den pågældende del af kroppen ikke må nå en farlig del. Ved anvendelse af sikkerhedsafstandene går man ud fra den antagelse, at det vigtigste led af den tilsvarende del af kroppen hviler fast på kanten. Sikkerhedsafstandene anses først for opfyldt, når man har sikret sig, at denne del af kroppen absolut ikke kan flyttes længere frem.

Tabel 2

2.3.2.4.   Rækkevidde ind i og igennem

Såfremt der er mulighed for at trænge ind i eller igennem en åbning og nå frem til de farlige dele, skal de i tabel 3 og 4 anførte sikkerhedsafstande mindst overholdes.

Bevægelige dele indbyrdes eller ved siden af faste dele betragtes ikke som risikofaktorer, såfremt deres indbyrdes afstand ikke overstiger 8 mm.

2.3.2.5.   Sikkerhedsafstande til klemningspunkterne

Et klemningspunkt anses ikke for farligt for den anførte del af kroppen, såfremt sikkerhedsafstandene ikke er mindre end de i tabel 5 anførte, og såfremt det sikres, at den tilgrænsende og større del af kroppen ikke kan komme ind.

2.3.2.6.   Betjeningsorganer

Mellemrummet mellem to pedaler og gennemgangsåbningen for betjeningsorganerne betragtes ikke som klemnings- eller overklipningspunkter.

2.3.2.7.   Trepunktsophæng bagtil

2.3.2.7.1.

Bag et plan gående gennem midterplanet for ledpunkterne på trepunktsophængets løftestænger, skal der være en mindste sikkerhedsafstand på 25 mm mellem de bevægelige dele, for hver position af vandringen n, som gennemløbes af løfteanordningen — uden de øverste og nederste yderpunkter på 0,1 n — såvel som en afstand på 25 mm eller en vinkel på mindst 30° for de overklipningsdele, der frembringer en vinkelændring (se figur 3). Vandringen n′, reduceret med 0,1 n foroven og forneden, defineres således (se figur 4). Hvor de nederste trækstænger påvirkes direkte af løfteanordningen, defineres referenceplanet som et tværgående lodret midterplan i forhold til stængerne. Figur 3 Forklaring: A = løftearm B = trækstang C = løftestang D = traktor E = plan gennem løftestængerne F = sikkerhedsafstand Figur 4

2.3.2.8.   Trepunktsophæng foran

2.3.2.9.   Førersæde og omgivelser

I siddende stilling skal ethvert klemnings- og overklipningspunkt ligge uden for rækkevidde af førerens hænder og fødder. Dette krav anses for opfyldt, såfremt følgende betingelser overholdes:

2.3.2.9.1.

Førersædet er indstillet i midterpositionen såvel i længderetningen som vertikalt. Førerens rækkevidde er opdelt i zone A og zone B. Det centrale sfæriske punkt for disse zoner ligger 60 mm foran og 560 mm oven over sædets indekspunkt (se figur 5). Zone A består af en kugle med en radius på 550 mm. Zone B ligger mellem denne kugle og en kugle med en radius på 1 000 mm. Figur 5

2.3.2.10.   Passagersæde (eventuelt)

2.3.2.10.2.

Inden for en kugle, hvis centrum ligger 670 mm oven over midten af forkanten på passagersædet, skal de farlige punkter, der befinder sig i zone A og B, afskærmes som beskrevet i punkt 2.3.2.9 (se figur 6). Figur 6

2.3.2.11.

▼M2 Smalsporede traktorer og traktorer i klasse T4.3. 2.3.2.11.1. Hvis der er tale om smalsporede traktorer som defineret i andet led i artikel 1 i Rådets direktiv 87/402/EØF ( 10 ) og traktorer i klasse T4.3 som defineret i bilag II, kapitel B, tillæg 1, del 1, i direktiv 2003/37/EF, finder kravene i punkt 2.3.2.9 ikke anvendelse på den zone, der er beliggende under et plan, der skråner 45° bagud på tværs af den fremadgående retning og gående gennem et punkt beliggende 230 mm bag sædets indekspunkt (se figur 7). Hvis der findes farlige punkter i denne zone, skal dette angives på traktoren. ▼B Figur 7 2.3.2.11.2. Afsnit II, punkt 1 og 2, i bilag I til direktiv 80/720/EØF ( 11 ) finder anvendelse på adgangen til førersædet. 2.3.2.11.3. Afsnit I.6 i bilag I til direktiv 80/720/EØF finder anvendelse på betjeningsanordningerne. 2.3.2.11.4. Meget varme dele af udstødssystemet skal være sikret indtil 300 mm i det øvre område — 700 mm over den flade, traktoren står på — og indtil 150 mm i det nedre område (se fig. 8) foran et referenceplan, der i en ret vinkel på fartøjets længdeakse går igennem midten af den ikke-belastede pedal (kobling og/eller driftsbremse). På siderne begrænses det område, der skal sikres, ved den ydre maskinprofil og udstødssystemets ydre profil. Meget varme dele af udstødssystemet, der befinder sig under påstigningsanordningen, skal afskærmes på det vertikale plan eller sikres termisk på anden måde. Figur 8

2.3.2.15.

Frizone omkring drivhjulene 2.3.2.15.1. Frizonen omkring skærmene skal opfylde følgende betingelser: 2.3.2.15.2. Ved frizone forstås det område, som skal være frit rundt om drivhjulenes dæk i forhold til de tilstødende dele på køretøjet. Frizonen for drivhjul monteret med største dækstørrelse skal svare til de i følgende tabel 6 og figur 9 anførte dimensioner. Figur 9 Tabel 6 Standardtraktorer Smalsporede traktorer a h a h mm mm mm mm 40 60 15 30 Der tillades en frizone, der er mindre end den i fig. 9 og tabel 6 viste, foruden de zoner, der er omhandlet i punkt 2.3.2.9 og 2.3.2.10 for smalsporede traktorer, hvis skærme ligeledes tjener til at afskrabe jord fra hjulene.

3.2.1.

Eventuelle OPS-førerværn (Operators Protection Structures) skal opfylde ISO 8084:2003 ( 13 ).

3.2.2.

Til anden anvendelse end skovbrugsarbejde og uden at det påvirker bestemmelserne i punkt 3.2.1, anses traktorer med ruder i henhold til punkt 1.1.3 i bilag III A for at være udstyret med OPS-førerværn.

4.1.

Ud over kravene i ISO-standard 3600:1996 skal betjeningsanvisningen især omhandle følgende:

4.2.

Betjeningsanvisningen skal indeholde følgende:

4.3.

Betjeningsanvisningen skal indeholde en angivelse af støjniveauet i førerens ørehøjde, målt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/76/EF ( 15 ), og traktorens støjniveau under kørsel, målt i overensstemmelse bilag VI til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/63/EF ( 16 ).

4.4.

Betjeningsanvisningen skal indeholde en angivelse af vibrationsniveauet, målt i overensstemmelse med Rådets direktiv 78/764/EØF ( 17 ).

4.5.

Relevante anvendelser af traktoren, som med rimelighed kan forventes, men anses for at indebære en særlig fare:

Der bør i betjeningsanvisningen lægges særlig vægt på anvendelse af traktoren kombineret med ovennævnte udstyr.

4.5.1.    Frontlæsser

4.5.2.    Skovbrugsarbejde

4.5.3.    Arbejde med marksprøjter (risiko for farlige stoffer)

Beskyttelsesniveauet mod farlige stoffer, jf. EN 15695-1:2009 skal fremgå af betjeningsanvisningen.

1.

Del(e) eller specifikation(er):

▼M1

▼B

2.

Traktorens mærke (eller firmabetegnelse):

…

…

3.

Traktorens type og evt. handelsbetegnelse:

…

…

4.

Fabrikantens navn og adresse:

…

…

5.

I givet fald den befuldmægtigedes navn og adresse:

…

…

6.

Beskrivelse af de i punkt 1 anførte dele og/eller specifikationer:

…

7.

Traktoren fremstillet til EF-standardtypegodkendelse den:

…

8.

Kontrolmyndighed:

…

…

9.

Afprøvningsrapportens dato:

…

10.

Afprøvningsrapportens nummer:

…

11.

EF-standardtypegodkendelse af omdrejningstalregulator, afskærmning af transmissionsdele, udragende dele og hjul ( 18 ).

12.

Sted: …

13.

Dato: …

14.

Underskrift: …

15.

Følgende dokumenter, der er forsynet med det ovenfor angivne EF-typegodkendelsesnummer, vedlægges denne meddelelse:

… målsatte tegninger

… tegning eller fotografi af traktoren.

▼M1

… betjeningsanvisning.

▼B

Disse oplysninger gives til de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater på disses udtrykkelige anmodning.

16.

Eventuelle bemærkninger: …

…

…

…

1.1.

Landbrugs- og skovbrugstraktorer kan efter fabrikantens valg være udstyret med:

2.1.

»rude af hærdet glas«, en rude bestående af et enkelt glaslag, som har gennemgået en særlig behandling med henblik på at øge dets mekaniske modstandsdygtighed og påvirke brudmønstret i tilfælde af brud,

2.2.

»rude af lamineret glas«, en rude bestående af mindst to glaslag, som holdes sammen af et eller flere mellemlæg af plastmateriale; dette laminerede glas kan være:

2.3.

»sikkerhedsrude beklædt med plastmateriale«, en rude som defineret i punkt 1.1 eller 1.2 beklædt på indersiden med et lag plastmateriale,

2.4.

»sikkerhedsrude af plexiglas«, en rude af lamineret glas og med et glaslag og et eller flere plastlag oven på hinanden, hvoraf mindst et fungerer som mellemlæg. Plastlag(et)ene er anbragt på indersiden, når ruden er monteret på traktoren,

2.5.

»gruppe af forruder«, en gruppe bestående af forruder af forskellige former og dimensioner, som undersøges med hensyn til deres mekaniske egenskaber, brudmønster og opførsel under prøvning af modstandsdygtigheden over for påvirkninger fra omgivelserne,

2.6.

»dobbeltvindue«, en enhed bestående af to ruder monteret særskilt i samme åbning på traktoren,

2.7.

»dobbeltrude«, en enhed bestående af to ruder samlet permanent på fabrikken og adskilt af et ensartet mellemrum,

2.8.

»primært kendetegn«, et kendetegn, der i væsentlig grad ændrer en rudes optiske og/eller mekaniske egenskaber på en måde, som har betydning for den funktion, som denne rude skal opfylde på traktoren. Dette udtryk omfatter endvidere handelsnavn eller fabriksmærke,

2.9.

»sekundært kendetegn«, et kendetegn, der kan ændre en rudes optiske og/eller mekaniske egenskaber på en måde, som har betydning for den funktion, som denne rude skal opfylde på traktoren. Betydningen af ændringen vurderes under hensyntagen til vanskelighedsindekset,

2.10.

»vanskelighedsindeks«, en klassifikation i to grader gældende for ændringer observeret i praksis for hvert sekundært kendetegn. Overgangen fra indeks 1 til indeks 2 er et indeks for nødvendigheden af at foretage yderligere forsøg,

2.11.

»en forrudes udfoldede flade«, fladen for den mindste rektangel af glas, af hvilken en forrude kan fremstilles,

2.12.

»en forrudes hældningsvinkel«, den vinkel, der dannes af den lodrette og den rette linje, der forbinder rudens over- og underkant, idet disse rette linjer tages i et vertikalt plan indeholdende traktorens længdeakse,

2.13.

»segmenthøjde h«, den maksimale afstand mellem rudens indre flade og et plan gående gennem rudens kanter. Denne afstand måles omtrent vinkelret på ruden (se bilag III N; figur 1),

2.14.

»rudetype«, de i punkt 2.1 — 2.4 definerede ruder uden væsentlige forskelle, navnlig med hensyn til de i bilag III D til III L nævnte primære og sekundære kendetegn,

2.15.

»krumning r«, den omtrentlige værdi af den mindste radius for forrudens bue målt i den mest buede zone.

3.1.

Ansøgning om EF-komponenttypegodkendelse af en rudetype indgives af fabrikanten af sikkerhedsruder eller af dennes repræsentant, som er behørigt befuldmægtiget i det land, hvor den er indgivet. For hver rudetype kan ansøgningen kun indgives i en enkelt af medlemsstaterne.

3.2.

For hver type sikkerhedsrude ledsages ansøgningen af nedennævnte dokumenter i tre eksemplarer og følgende oplysninger:

3.3.

Desuden skal ansøgeren indsende et tilstrækkeligt antal prøver af færdige ruder af de pågældende modeller, eventuelt efter aftale med kontrolmyndigheden.

3.4.

Den kompetente myndighed kontrollerer, om der findes tilfredsstillende bestemmelser for at sikre en effektiv kontrol af produktionens overensstemmelse, inden komponenttypegodkendelsen meddeles.

4.1.

Alle sikkerhedsruder, herunder prøver der indsendes til komponenttypegodkendelse, skal være forsynet med fabrikantens fabriks- eller handelsmærke. Dette mærke skal være let læseligt og må ikke kunne fjernes.

5.1.

Når de prøver, der er fremlagt til komponenttypegodkendelse, opfylder forskrifterne i punkt 5 til 7 nedenfor, meddeles typegodkendelse for den tilsvarende type sikkerhedsruder.

5.2.

Der tildeles et typegodkendelsesnummer til hver typegodkendt type som defineret i bilag III E, III G, III K og III L, eller, for forrudernes vedkommende, til hver typegodkendt gruppe. De to første tal (for tiden 00 for direktiv 89/173/EØF i dets oprindelige form) angiver ændringsserien svarende til de seneste større tekniske ændringer i direktiv 89/173/EØF som erstattet af nærværende direktiv på datoen for typegodkendelsens meddelelse. En medlemsstat kan ikke tildele dette nummer til en anden type eller gruppe af sikkerhedsruder.

5.3.

Komponenttypegodkendelsen, udvidelse af typegodkendelse eller nægtelse af typegodkendelse for en type sikkerhedsrude i henhold til nærværende direktiv meddeles medlemsstaterne ved hjælp af et skema svarende til modellen i bilag III B og i tillæggene til dette direktiv.

5.4.

På alle sikkerhedsruder og alle dobbeltruder, som er i overensstemmelse med en rudetype, der er typegodkendt i henhold til nærværende direktiv, anbringes på synlig måde, ud over det i punkt 4.1 foreskrevne mærke, et EF-komponenttypegodkendelsesmærke. Der kan desuden anbringes ethvert andet komponenttypegodkendelsesmærke, som den enkelte rude i en dobbeltrude har fået tildelt.

Dette komponenttypegodkendelsesmærke består af

5.5.

Nedenstående supplerende symboler anbringes i nærheden af EF-typegodkendelsesmærket:

5.6.

EF-komponenttypegodkendelsesmærker og symbolet skal være let læselige og må ikke kunne fjernes.

5.7.

Der er i tillægget til dette bilag givet eksempler på komponenttypegodkendelsesmærker.

6.1.

Alle glas og navnlig glas til fremstilling af forruder skal være af en sådan kvalitet, at risikoen for personskader nedsættes mest muligt i tilfælde af brud. Glasset skal have en tilstrækkelig modstandsdygtighed over for de påvirkninger, som kan forekomme under normal kørsel samt over for atmosfæriske og termiske faktorer, kemiske stoffer, brand og slid.

6.2.

Sikkerhedsglassene skal desuden have en tilstrækkelig gennemsigtighed og må ikke give anledning til nogen nævneværdig forvrængning af genstande set gennem forruden eller forveksling af de farver, der anvendes i trafiksignaler. Såfremt forruden knuses skal føreren fortsat kunne se vejen tilstrækkelig tydeligt til at kunne bremse og bringe traktoren til sikker standsning.

7.1.

forruder af hærdet glas: kravene i bilag III D,

7.2.

ruder af glas med ensartet hærdning, bortset fra forruder: kravene i bilag III E,

7.3.

forruder af almindeligt lamineret glas: kravene i bilag III F,

7.4.

ruder af almindeligt lamineret glas bortset fra forruder: kravene i bilag III G,

7.5.

forruder af behandlet lamineret glas: kravene i bilag III H,

7.6.

plastbeklædte sikkerhedsruder: kravene i bilag III I, ud over de pågældende forskrifter ovenfor,

7.7.

forruder af plexiglas: kravene i bilag III J,

7.8.

ruder af plexiglas bortset fra forruder: kravene i bilag III K,

7.9.

dobbeltruder: kravene i bilag III L.

8.1.

Der er tale om følgende obligatoriske prøvninger:

8.1.1.   Brud

Formålet med denne prøvning er:

8.1.2.   Mekanisk modstandsdygtighed

8.1.2.1.   Slagprøve med kugle

Der er to prøvninger, den ene med en kugle på 227 g og den anden med en kugle på 2 260 g.

8.1.2.2.   Prøvning med attraphoved

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, om ruden opfylder kravene vedrørende begrænsning af kvæstelser ved hovedets sammenstød med forrude, laminerede ruder og plexiglasruder bortset fra forruder samt enheder med dobbeltruder, der anvendes som sideruder.

8.1.3.   Modstandsdygtighed over for påvirkninger fra omgivelserne

8.1.3.1.   Slidprøve

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om en sikkerhedsrudes modstandsdygtighed mod slid ligger over en specifik værdi.

8.1.3.2.   Prøvning ved høje temperaturer

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at der ved længere tids påvirkning med høje temperaturer ikke opstår blærer eller andre fejl i mellemlægget i lamineret glas og plexiglasruder.

8.1.3.3.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkning

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om lysgennemgangen i ruder af lamineret glas, plexiglas og glas beklædt med plastmateriale reduceres i væsentlig grad som følge af længere tids lyspåvirkning, eller om ruderne misfarves i væsentlig grad.

8.1.3.4.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod fugt

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om ruder af lamineret glas, plexiglas og glas beklædt med plastmateriale kan tåle længere tids påvirkning med luftfugtighed uden at forandres i væsentlig grad.

8.1.3.5.   Modstandsdygtighed over for temperaturændringer

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om de(t) anvendte plastmateriale(r) i en sikkerhedsrude som defineret i punkt 2.3 og 2.4 ovenfor kan modstå længere tids påvirkning med ekstreme temperaturer uden at forandres i væsentlig grad.

8.1.4.   Optiske egenskaber

8.1.4.1.   Prøvning af lysgennemgang

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om sikkerhedsruders normale gennemgang ligger over en bestemt værdi.

8.1.4.2.   Prøvning af optisk forvrængning

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at forvrængning af genstande set gennem forruden ikke når en sådan grad, at det generer føreren.

8.1.4.3.   Prøvning af sekundærbilledets adskillelse

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at den vinkel, der adskiller sekundærbilledet fra primærbilledet ikke overstiger en bestemt værdi.

8.1.4.4.   Prøvning af farveidentifikation

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at der ikke er nogen risiko for forveksling af farver set gennem en forrude.

8.1.5.   Prøvning af modstandsdygtigheden mod ild

Formålet med denne prøvning er at kontrollere, at den indvendige side af en sikkerhedsrude, som defineret i punkt 2.3 og 2.4 ovenfor, har en tilstrækkelig lav forbrændingshastighed.

8.1.6.   Modstandsdygtighed mod kemiske stoffer

Formålet med denne prøvning er at konstatere, om den indvendige flade i en sikkerhedsrude som defineret i punkt 2.3 og 2.4 ovenfor kan modstå påvirkning med kemiske stoffer, der kan være til stede eller anvendes i et køretøj (f.eks. rengøringsprodukter osv.), uden at forandres.

8.2.

9.1.

Enhver ændring af en type sikkerhedsruder eller, for forruders vedkommende, enhver tilføjelse af forruder til en gruppe, skal meddeles den instans, der har meddelt typegodkendelse for denne type ruder. Denne instans kan derefter:

9.2.

10.1.

Sikkerhedsruder, der er typegodkendt i henhold til nærværende bilag og følgende bilag, skal være fremstillet i overensstemmelse med den typegodkendte type og opfylde forskrifterne i punkt 6, 7 og 8 ovenfor.

10.2.

Der skal foretages en permanent kontrol af produktionen med henblik på at kontrollere, at forskrifterne i punkt 10.1 overholdes.

10.3.

Indehaveren af en komponenttypegodkendelse skal bl.a.:

10.4.

Den kompetente myndighed kan til enhver tid kontrollere de metoder til kontrol af overensstemmelsen, som anvendes i den enkelte produktionsenhed (se punkt 1.3 i bilag III O).

11.1.

Den komponenttypegodkendelse, som er meddelt for en type sikkerhedsruder i henhold til nærværende direktiv, kan trækkes tilbage, såfremt de i ovenstående punkt 10.1 anførte betingelser ikke overholdes.

11.2.

Såfremt en medlemsstat skulle tilbagekalde en typegodkendelse, som den tidligere har meddelt, underretter den straks de øvrige medlemsstater herom ved hjælp af en kopi af typegodkendelsesattesten, hvorpå der til slut med store bogstaver anføres den underskrevne og daterede påtegning »KOMPONENTTYPEGODKENDELSE TILBAGEKALDT«.

1.

Klasse sikkerhedsglas:

…

2.

Beskrivelse af ruden (se tillæg 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7 (24) ) samt, når der er tale om en forrude, listen i overensstemmelse med tillæg 8:

…

…

3.

Fabriks- eller handelsmærke:

…

4.

Fabrikantens navn og adresse:

…

…

5.

I givet fald navn og adresse på fabrikantens befuldmægtigede:

…

6.

Fremstillet til komponenttypegodkendelse den:

…

7.

Kontrolmyndighed:

…

8.

Afprøvningsrapportens dato:

…

9.

Afprøvningsrapportens nummer:

…

10.

Komponenttypegodkendelse meddeles/nægtes/udvides/tilbagekaldes (24) .

…

11.

Begrundelse for udvidelse af typegodkendelse:

…

…

…

12.

Bemærkninger:

…

…

…

13.

Sted: …

14.

Dato: …

15.

Underskrift: …

16.

En liste over de typegodkendelsesdokumenter, der er indleveret til den typegodkendende myndighed, og som kan udleveres efter anmodning, vedlægges nærværende meddelelse.

1.1.

Den rude, der skal afprøves, må ikke være stramt fastspændt; den kan imidlertid fæstnes til en lignende rude ved hjælp af tape, der klæbes på hele kanten.

1.2.

Til at frembringe brud anvendes en hammer med en masse på omkring 75 g eller en anden anordning, der giver tilsvarende resultater. Spidsens krumningsradius skal være 0,2 ± 0,05 mm.

1.3.

Der foretages en prøvning på hvert foreskrevet anslagspunkt.

1.4.

Brudstykkerne skal undersøges på grundlag af optagelser på fotografisk papir, idet eksponeringen begynder senest 10 sek. efter slaget og slutter senest 3 min. efter dette. Der skal kun tages hensyn til de mørkeste linjer, som repræsenterer det oprindelige brud. Laboratoriet skal opbevare de fotografiske gengivelser af de opnåede brud.

2.1.1.1.

Kugle af hærdet stål med en masse på 227 ± 2 g og en diameter på ca. 38 mm.

2.1.1.2.

Anordning, der gør det muligt at lade kuglen falde frit fra en nærmere angivet højde, eller en anordning, der gør det muligt at give kuglen en hastighed svarende til den hastighed, som den kunne opnå i frit fald. Såfremt der anvendes en anordning, der slynger kuglen ud, skal tolerancen på hastigheden være ± 1 % af den hastighed, der svarer til hastigheden i frit fald.

2.1.1.3.

Et stativ som det, der er vist i fig. 1, og som består af to stålrammer med 15 mm brede glatte kanter, som passer sammen, og som er forsynet med gummipakninger af en tykkelse på ca. 3 mm og en bredde på 15 mm og en hårdhed på 50 IRHD.

Den nederste ramme hviler på en kasse af stål med en højde på ca. 150 mm. Den afprøvede rude holdes på plads af den øverste ramme, hvis masse er på ca. 3 kg. Stativet er svejset fast på en ca. 12 mm tyk stålplade, som hviler på jorden med mellemlæg af en gummiplade med en tykkelse på ca. 3 mm og en hårdhed på 50 IRHD.

Figur 1 – Stativ til prøvning med kugle

2.2.1.1.

Kugle af hærdet stål med en masse på 2 260 ± 20 g og en diameter på ca. 82 mm.

2.2.1.2.

Anordning, der gør det muligt at lade kuglen falde frit fra en nærmere angivet højde, eller en anordning, der gør det muligt at give kuglen en hastighed svarende til den hastighed, som den kunne opnå i frit fald. Såfremt der anvendes en anordning, der slynger kuglen ud, skal tolerancen på hastigheden være ± 1 % af den hastighed, der svarer til hastigheden i frit fald.

2.2.1.3.

Et stativ som det, der er vist i fig. 1 og identisk med det, der er beskrevet i punkt 2.1.1.3.

3.1.1.

Et kunstigt hoved med kugle- eller halvkugleform udført i hård krydsfinér, beklædt med et lag aftageligt filt og eventuelt forsynet med en tværstang af træ. Mellem den kugleformede del og tværstangen befinder der sig et mellemstykke, der simulerer halsen, og på den anden side af tværstangen en monteringsstang.

Dimensionerne er anført på fig. 2.

Den samlede masse for dette apparat skal ligge på 10 ± 0,2 kg.

Figur 2 – Kunstigt hoved

3.1.2.

Anordning, der gør det muligt at lade det kunstige hoved falde frit fra en nærmere angivet højde, eller en anordning, der gør det muligt at give det kunstige hoved en hastighed svarende til den, som det kunne opnå i frit fald.

Såfremt der anvendes en anordning, der slynger det kunstige hoved ud, skal tolerancen på hastigheden være ± 1 % af den hastighed, der svarer til hastigheden i frit fald.

3.1.3.

Et stativ som det i figur 3 viste til prøvning på plane prøveemner, stativet består af 2 stålrammer med glatte kanter med en bredde på 50 mm, som passer sammen og er udstyret med gummipakninger med en tykkelse på ca. 3 mm, en bredde på 15 ± 1 mm og en hårdhed på 70 IRHD.

Den øverste ramme holdes fastspændt til den nederste ramme med mindst otte bolte.

3.2.1.

Temperatur 20° ± 5 °C

3.2.2.

Tryk: mellem 860 og 1 060 mbar

3.2.3.

Relativ fugtighed 60 ± 20 %.

Figur 3 – Stativ til prøvninger med kunstigt hoved

3.3.2.

Afprøvning på en komplet forrude (kun anvendt til en faldhøjde mindre end eller lig med 1,5 m)

Forruden anbringes frit på et stativ med et mellemliggende gummibånd med en hårdhed på 70 IRHD og en tykkelse på ca. 3 mm, idet bredden af kontaktfladen på hele omkredsen er ca. 15 mm. Stativet skal bestå af et fast stykke, der svarer til forrudens form, således at det kunstige hoved rammer indersiden. Om nødvendigt klemmes forruden fast på stativet ved hjælp af passende anordninger. Stativet skal hvile på et fast fundament med et mellemliggende gummilag med en hårdhed på 70 IRHD og en tykkelse på ca. 3 mm.

Forrudens overflade skal være tilnærmelsesvis vinkelret på indfaldsretningen for det kunstige hoved.

Anslagspunktet skal ligge højst 40 mm fra forrudens geometriske centrum. Hovedet skal ramme forrudens overflade, som repræsenterer sikkerhedsrudens inderside, når denne er monteret på traktoren. Hovedet må kun frembringe et enkelt anslagspunkt.

Filtlagets anslagsflade udskiftes efter tolv prøvninger.

4.1.1.

Slibeanordning ( 26 ), vist skematisk i figur 4 og bestående af følgende dele:

Slibeanordningens drejeskive skal dreje regelmæssigt og tilnærmelsesvis i et plan (afvigelsen fra dette plan må ikke overstige ± 0,05 mm i en afstand af 1,6 mm fra skivens omkreds). Rullerne monteres således, at når de er i kontakt med det drejende prøveemne, drejer de modsat i forhold til hinanden og udøver således en tryk- og slibepåvirkning langs kurveformede linjer på en cirkel på omkring 30 cm2 to gange i løbet af hver af prøveemnets rotationer.

4.1.2.

Sliberuller ( 27 ) med en diameter på 45 til 50 mm og en tykkelse på 12,5 mm. De består af et særligt slibemateriale, der er fint pulveriseret, og som er optaget i en gummimasse af middel hårdhed. Rullerne skal have en hårdhed på 72 ± 5 IRHD målt på fire punkter med lige stor afstand fra hinanden på slibefladens midterlinje, idet trykket udøves vertikalt langs en diameter på rullen; aflæsningerne skal ske 10 sekunder efter udøvelsen af trykket.

Sliberullerne skal tilslibes meget langsomt på et stykke plant glas for at få en absolut plan overflade.

4.1.3.

Lyskilde bestående af en glødelampe, hvis glødetråd ligger i en volumen af form som et parallelepipedum på 1,5 mm × 1,5 mm × 3 mm. Spændingen på pærens glødetråd skal være således, at dens farvetemperatur er 2 856 ± 50 K. Denne spænding skal stabiliseres ved ± 1/1 000. Måleapparatet, der anvendes til kontrol af denne spænding, skal have en passende nøjagtighed til dette formål.

4.1.4.

Optisk system bestående af en linse med en brændvidde, ƒ, på mindst 500 mm og korrigeret for kromatisk aberration. Linsens fulde åbning må ikke overstige ƒ/20. Afstanden mellem linsen og lyskilden skal reguleres således, at der opnås et tilnærmelsesvis parallelt strålebundt. Der anbringes en blænder til at begrænse strålebundtets diameter til 7 ± 1 mm. Denne blænder skal anbringes i en afstand af 100 ± 50 mm fra linsen på modsat side af lyskilden.

4.1.5.

Apparat til måling af det spredte lys (se figur 5) bestående af en fotocelle med en integrationskugle med en diameter på 200 til 250 mm; kuglen skal være udstyret med ind- og udgangsåbninger for lyset. Indgangsåbningen skal være cirkelformet, og dens diameter skal være mindst det dobbelte af strålebundtets diameter. Kuglens udgangsåbning skal være forsynet med enten en lysfælde eller en refleksionsmåler alt efter den fremgangsmåde, der er specificeret i punkt 4.4.3. Lysfælden skal absorbere alt lyset, når der ikke er placeret noget prøveemne på strålebundtets bane.

Strålebundtets akse skal gå gennem indgangs- og udgangsåbningernes centrer. Udgangsåbningens diameter, b), skal være lig med 2a tg 4°, hvor a er kuglens diameter.

Fotocellen skal være placeret således, at den ikke kan nås af lys, der kommer direkte fra indgangsåbningen eller fra rekfleksionsmåleren.

Indersiderne på integrationskuglen og refleksionsmåleren skal have praktisk talt ensartede refleksionsfaktorer; de skal være matte og ikke-selektive. Udgangssignalet for fotocellen skal være lineært indtil ± 2 % inden for den anvendte lysstyrkeskala.

Apparatet skal være således konstrueret, at der ikke sker noget udslag af galvanometernålen, når kuglen ikke er oplyst. Det samlede udstyr skal kontrolleres med regelmæssige mellemrum ved hjælp af kalibrerede mål for nedsættelse af udsynet. Hvis der foretages målinger af nedsættelsen af udsynet med et udstyr eller efter metoder, der adskiller sig fra ovennævnte udstyr og metode, skal resultaterne om nødvendigt korrigeres for at bringe dem i overensstemmelse med de resultater, der er opnået med det ovenfor beskrevne måleapparat.

Figur 5 – Udstyr til måling af nedsættelsen af udsynet

4.2.1.

Temperatur: 20 ± 5 °C

4.2.2.

Tryk: mellem 860 og 1 060 mbar

4.2.3.

Relativ fugtighed: 60 ± 20 %.

4.4.1.

Umiddelbart før og efter slibningen renses prøveemnerne på følgende måde:

Enhver behandling med ultralyd bør undgås. Efter rengøringen må prøveemnerne kun berøres i kanterne og skal beskyttes mod enhver beskadigelse eller forurening af overfladen.

4.4.2.

Prøveemnerne konditioneres i mindst 48 timer ved en temperatur på 20 ± 5 °C og ved en relativ fugtighed på 60 ± 20 %.

4.4.3.

Prøveemnet anbringes direkte mod integrationskuglens indgangsåbning. Vinklen mellem lodret på dets overflade og strålebundtets akse må ikke være større end 8°.

Dernæst foretages følgende aflæsninger:

Aflæsningerne T1, T2, T3 og T4 gentages med andre bestemte positioner for prøveemnet med henblik på at bestemme ensartetheden.

Faktoren for den samlede transmission Tt = T2/T1.

Faktoren for den spredte transmission, Td, beregnes ved hjælp af formlen:

Td = (T4 – T3(T2/T1))/T1

Beregn dæmpningsgraden ved diffusion for udsynet eller for lyset, eller for begge, ved hjælp af formlen:

(Td/Tt) × 100 %

Mål den oprindelige dæmpning af udsynet for prøveemnet for mindst fire punkter med lige stor afstand i det område, der ikke udsættes for slibning, efter ovenstående formel. Beregn gennemsnittet af de opnåede resultater for hvert prøveemne. I stedet for de fire målinger kan man opnå en gennemsnitsværdi ved at lade prøveemnet dreje regelmæssigt med en hastighed af 3 omdr./sekund eller mere.

For hver sikkerhedsrude foretages tre prøvninger under samme belastning. Anvend dæmpningen af udsynet som mål for den underliggende slibning efter at prøveemnet har været underkastet slidprøven.

Mål det spredte lys fra den bane, der udsættes for slid, for mindst fire punkter med lige stor afstand langs denne bane i henhold til ovenstående formel. Beregn gennemsnittet af de opnåede resultater for hvert prøveemne. I stedet for de fire målinger kan man opnå en gennemsnitsværdi ved at lade prøveemnet dreje regelmæssigt med en hastighed af 3 omdr./sekund eller mere.

4.5.

Slidprøven udføres kun, såfremt prøvelaboratoriet anser det for nødvendigt i betragtning af de informationer, som det råder over. Undtagen for materialer af plexiglas er det i tilfælde af ændring af f.eks. tykkelsen af mellemlægget eller materialet normalt ikke nødvendigt at foretage andre prøvninger.

4.6.

De sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

5.3.1.

Prøvningen af modstandsdygtigheden ved høj temperatur anses for at give et positivt resultat, såfremt der ikke opstår hverken blærer eller andre fejl mere end 15 mm fra en ikke-skåret kant eller 25 mm fra en skåret kant på prøveemnet eller mere end 10 mm fra eventuelle revner, som måtte være opstået under prøvningen.

5.3.2.

En serie prøveemner, der er indsendt til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen af modstandsdygtigheden ved høj temperatur, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

6.1.1.1.

Lyskilde bestående af en kviksølvlampe med middelstort tryk bestående af et quartz-rør, der ikke procedurer ozon, og hvis akse er monteret vertikalt. Lampens nominelle dimensioner skal være 360 mm for længden og 9,5 mm for diameteren. Lysbuens længde skal være 300 mm ± 4 mm. Lampens tilførselseffekt skal være på 750 W ± 50 W.

Enhver anden lyskilde med samme virkning som den ovenfor definerede lampe kan anvendes. For at kontrollere, at virkningerne af en anden kilde er de samme, skal der foretages en sammenligning ved måling af den energimængde, der udsendes i et bånd med bølgelængder gående fra 300 til 450 Nm, idet alle øvrige bølgelængder er elimineret ved hjælp af tilstrækkelige filtre. Reservekilden skal så anvendes med disse filtre.

Når der er tale om sikkerhedsruder, for hvilke der ikke består nogen tilfredsstillende sammenhæng mellem denne prøvning og anvendelsesbetingelserne, er det nødvendigt at revidere afprøvningsbetingelserne.

6.1.1.2.

Forsyningstransformator og kondensator, der er i stand til at forsyne lamper (6.1.1.1) med en begyndelsesspænding på mindst 1 100 V og en driftsspænding på 500 ± 50 V.

6.1.1.3.

Anordning, der skal holde og dreje prøveemnerne mellem 1 og 5 omdr./minut omkring lyskilden, der er placeret centralt, således at der sikres en regelmæssig belysning.

6.1.2.1.

Prøveemnernes størrelse skal være 76 mm × 300 mm.

6.1.2.2.

Prøveemnerne udskæres af laboratoriet i rudernes øverste del, således at:

6.1.4.

Hvert prøveemne (i alt tre) udsættes i overensstemmelse med ovennævnte fremgangsmåde for en lyspåvirkning, således at bestrålingen på hvert punkt af prøveemnet frembringer den samme effekt på det benyttede mellemlæg som den, der frembringes af en solbestråling på 1 400 W/m2 i 100 timer.

6.3.1.

Prøvningen af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkning anses for at give et positivt resultat, såfremt følgende betingelser er opfyldt:

6.3.2.

En serie prøveemner, der indsendes til komponenttypegodkendelse, anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen af modstandsdygtigheden mod lyspåvirkning, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

7.3.1.

Sikkerhedsruden anses for tilfredsstillende med hensyn til modstandsdygtigheden mod fugt, såfremt der ikke observeres nogen væsentlig ændring mere end 10 mm fra de ikke-afskårne kanter og mere end 15 mm fra de afskårne kanter efter et ophold på to timer i den omgivende luft for så vidt angår almindelige og behandlede laminerede ruder, og efter et ophold på 48 timer i den omgivende luft for så vidt angår ruder beklædt med plastmateriale samt plexiglas.

7.3.2.

En serie prøveemner indsendt til komponenttypegodkendelse anses for tilfredsstillende med hensyn til prøvningen af modstandsdygtigheden mod fugt, såfremt en af følgende betingelser er opfyldt:

9.1.1.1.

Lyskilde, bestående af en glødelampe, hvis glødetråd ligger i en volumen af form som et parallelepipedum på 1,5 mm × 1,5 mm × 3 mm. Spændingen på pærens glødetråd skal være således, at dens farvetemperatur er 2 856 K ± 50 K. Denne spænding skal stabiliseres ved ± 1/1 000. Måleapparatet, der anvendes til kontrol af denne spænding, skal have en passende nøjagtighed til dette formål.

9.1.1.2.

Optisk system bestående af en linse med en brændvidde, f, på mindst 500 mm og korrigeret for kromatisk aberration. Linsens fulde åbning må ikke overstige f/20. Afstanden mellem linsen og lyskilden skal reguleres således, at der opnås et tilnærmelsesvis parallelt strålebundt.

Der anbringes en blænder til at begrænse strålebundtets diameter til 7 mm ± 1 mm. Denne blænder skal anbringes i en afstand af 100 mm ± 50 mm fra linsen på modsat side af lyskilden. Målepunktet skal ligge midt i strålebundtet.

9.1.1.3.

Måleapparat. Modtageren skal have en relativ spektral følsomhed svarende til CIE's (Commission Internationale de L'Éclairage) relative spektrale lysvirkning for det fotoptiske billede. Modtagerens følsomme flade skal være dækket af en spreder og skal mindst være to gange tværsnittet af det parallelle strålebundt, som udsendes af det optiske system. Såfremt der anvendes en integrationskugle, skal kuglens åbning være mindst to gange tværsnittet af det parallelle strålebundt.

Enheden modtagermåle-apparat skal have en linearitet bedre end 2 % i den nyttige del af skalaen. Modtageren skal være centreret på strålebundtets akse.

9.1.2.1.

Når der er tale om forruder, kan der anvendes to prøvemetoder, idet der kan anvendes enten et prøveemne udskåret i den fladeste del af en forrude eller et særlig forberedt kvadratisk stykke med samme karakteristika med hensyn til materiale og tykkelse som en forrude, idet målingerne foretages vinkelret på ruden.

9.1.2.2.

Prøvningen udføres i zone I′, som er omhandlet i punkt 9.2.5.2 i nærværende bilag.

9.1.2.3.

For traktorer, hvor det ikke er muligt at bestemme zone I, som omhandlet i punkt 9.2.5.2 i dette bilag, udføres prøvningen i zone I′, som omhandlet i punkt 9.2.5.3 i dette bilag.

9.1.4.1.

Den regelmæssige transmission målt i overensstemmelse med punkt 9.1.2 må ikke i tilfælde af forruder være mindre end 75 % og i tilfælde af andre ruder end forruder være mindre end 70 %.

9.1.4.2.

I tilfælde af vinduer, der befinder sig på steder, som ikke spiller nogen væsentlig rolle for førerens udsyn (f.eks. glastag), kan den regelmæssige transmissionskoefficient for lyset fra ruden være mindre end 70 %. Ruder med en regelmæssig transmissionskoefficient for lyset på mindre end 70 % skal mærkes med et passende symbol.

9.2.1.1.1.

Optisk afbøjning: vinkel som den tilsyneladende retning danner med den sande retning for et punkt set gennem sikkerhedsruden. Værdien af denne vinkel er funktion af indfaldsvinkelen for synskredsen, rudens tykkelse og hældning samt krumningsradius på indfaldspunktet.

9.2.1.1.2.

Optisk forvrængning i en retning MM′: algebraisk vinkelafbøjningsforskel Δα målt mellem to punkter M og M′ på rudens overflade, der har en sådan afstand, at deres projektioner i et plan vinkelret på observationsretningen ligger i en afstand med en fast værdi Δx (se fig. 6).

En afbøjning mod urets retning anses for positiv og en afbøjning med urets retning anses for negativ.

9.2.1.1.3.

Optisk forvrængning i punkt M: maksimal optisk forvrængning for alle retningerne MM′ fra punktet M.

9.2.1.2.1.

Projektor af god kvalitet med en punktuel lyskilde med stor lysstyrke og med f.eks. følgende karakteristika:

Figur 8 – Forstørret del af diapositivet

Projiceringsanordningen er skematisk gengivet i figur 7. En blænder med en diameter på 8 mm skal være anbragt ca. 10 mm fra objektivlinsen.

9.2.1.2.2.

Diapositiver (prøvebilleder) bestående f.eks. af et net af klare cirkler på mørk baggrund (se figur 8). Diapositiverne skal være af høj kvalitet og godt kontrasteret, for at der kan foretages målinger med en fejlmargen på mindre end 5 %. Når den afprøvede rude ikke er til stede, skal cirklernes dimensioner være sådan, at de, når de projiceres, danner et net af cirkler på skærmen med diameteren ((R1 + R2)/R1) Δx med Δx = 4 mm (se figur 6 og 9).

Figur 9 – Opstilling af udstyret til prøvning af optisk forvrængning

9.2.1.2.3.

Stativ, helst af en type, der tillader lodrette og vandrette bevægelser samt en rotation af sikkerhedsruden.

9.2.1.2.4.

Kontrolskabelon til måling af dimensionsændringer, såfremt en hurtig beregning er ønsket. En passende form er vist i figur 10.

Figur 10 – Eksempel på passende kontrolskabelon

Δd

er udtrykt i millimeter

A

er udtrykt i millimeter

ΔαL

er udtrykt i bueminutter

Δα

er udtrykt i bueminutter

R2

er udtrykt i meter.

9.2.1.6.

Afstanden Δx skal være 4 mm.

9.2.1.7.

Forruden skal være monteret med en hældningsvinkel svarende til traktorens hældningsvinkel.

9.2.1.8.

Projektionsaksen i horisontalplanet skal holdes i en position tilnærmelsesvis vinkelret på forrudens spor i dette plan.

9.2.2.

Målingerne foretages i zone I, som omhandlet i punkt 9.2.5.2 i dette bilag.

9.2.3.

9.2.3.1.   Materialets art

9.2.3.2.   Andre sekundære kendetegn

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

9.2.4.

Der afprøves fire prøveemner.

9.2.5.

9.2.6.

En type forrude anses for tilfredsstillende med hensyn til den optiske forvrængning, såfremt forvrængningen på de fire emner der afprøves, ikke overstiger en maksimal værdi på 2 bueminutter i zone I eller i zone I′:

η

er grænseværdien for adskillelsen af sekundærbilledet

x

er afstanden mellem sikkerhedsruden og skiven (ikke under 7 m)

D

er givet ved formlen:

9.3.1.3.

Observationsretningen i horisontalplanet skal holdes tilnærmelsesvis vinkelret på forrudens spor i dette plan.

9.3.2.

Målingerne foretages efter kategorierne af traktorer i zonerne som defineret i punkt 9.2.2 ovenfor.

9.3.2.1.   Traktortype

Prøvningen skal gentages, såfremt forruden skal monteres på en traktortype, hvis synsfelt fortil er forskelligt fra synsfeltet på den traktortype, for hvilken forruden allerede er typegodkendt.

9.3.3.

9.3.3.1.   Materialets art

9.3.3.2.   Andre sekundære kendetegn

De øvrige sekundære kendetegn tages ikke i betragtning.

9.3.4.

Der afprøves fire prøveemner.

9.3.5.

En type forrude anses for tilfredsstillende med hensyn til adskillelsen af sekundærbilledet, såfremt adskillelsen af primær- og sekundærbillederne i de fire prøveemner ikke overstiger en maksimal værdi på 15 bueminutter.

10.2.1.

Brandhastighed: kvotient for den brændte afstand, målt i henhold til denne metode ved den tid, som flammen skal bruge til at gennemløbe denne afstand.

Udtrykkes i millimeter pr. minut.

10.2.2.

Sammensat materiale: materiale bestående af flere lag materialer, ens eller forskellige, presset sammen ved cementering, limning, beklædning, svejsning osv. Når samlingen indeholder afbrydelser, (f.eks. søm, hyppige svejsepunkter, nitning osv.), som giver mulighed for individuelle prøveudtagninger i overensstemmelse med punkt 10.5, anses materialerne ikke for sammensatte.

10.2.3.

Udsat flade: den flade, som vender mod førerhuset, når materialet er monteret på traktoren.

10.4.1.

Forbrændingskammer (figur 15) helst af rustfrit stål, med de i figur 16 anførte dimensioner. Forsiden på dette kammer har en ikke-brandbar observationsrude, som kan dække hele forsiden og som kan fungere som indgangsluge.

Kammerets underside er gennemhullet af ventilationshuller og oversiden har en udluftningssprække hele vejen rundt.

Kammeret hviler på fire fødder, der er 10 mm høje. På en af siderne kan kammeret have en åbning til indføring af den udstyrede prøveholder; på den anden side føres gasslangen ind gennem en åbning. Det smeltede materiale opsamles i en skål (se figur 17) anbragt på kammerets bund mellem ventilationshullerne uden at tildække disse.

Figur 15 – Eksempel på forbrændingskammer, med prøveholder og skål

Figur 16 – Eksempel på forbrændingskammer

Figur 17 – Eksempel på skål

10.4.2.

Prøvebeholder bestående af to U-formede metalplader eller rammer af korrosionsbestandigt materiale. Dimensionerne er anført i figur 18.

Den nederste plade har tapper og den øverste plade tilsvarende udboringer, således at prøveemnet kan fastgøres sikkert. Tapperne tjener ligeledes som målepunkter for begyndelsen og afslutningen af brandafstanden.

Et stativ, bestående af varmebestandige tråde med en diameter på 0,25 mm udspændt på tværs af prøveholderens nederste plade med mellemrum på 25 mm (se figur 19), skal forefindes.

Figur 18 – Eksempel på prøveholder

Figur 19 – Eksempel på udsnit af den U-formede ramme, underste del beregnet til udstyring med støttetråde

Prøveemnets nederste del skal befinde sig i en afstand af 178 mm over bundpladen. Afstanden mellem prøveholderens kant og kammerets yderste punkt skal være 22 mm; afstanden mellem kanterne på langs af prøveholderen og kammerets sider skal være 50 mm (alle dimensioner målt indvendigt) (se figur 15 og 16).