EUROPA-KOMMISSIONEN

Bruxelles, den 8.5.2015

COM(2015) 206 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Rapport om valget til Europa-Parlamentet i 2014

1.    Indledning

Valget til Europa-Parlamentet i 2014 var det første, der fandt sted efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten, og det blev grundlæggende anderledes end de tidligere valg. For første gang blev der etableret en direkte forbindelse mellem valgresultatet og udnævnelsen af formanden for Europa-Kommissionen. De europæiske politiske familier udpegede for første gang kandidater til posten som formand for Europa-Kommissionen, og den kandidat, som kunne få støtte fra et flertal i det nydannede Europa-Parlament, blev Europa-Kommissionens formand. Det Europæiske Råd udpegede kandidaten for det parti, der fik flest sæder i Europa-Parlamentet, og denne blev siden af Europa-Parlamentet valgt som formand for Europa-Kommissionen.

I denne rapport gennemgås valget i 2014, herunder de foranstaltninger, som blev truffet for at øge valgets gennemsigtighed, demokratiske afvikling og europæiske dimension. Rapporten indeholder en vurdering af borgernes kendskab til valget og de dermed forbundne rettigheder, medlemsstaternes og EU-institutionernes initiativer i den forbindelse og den faktiske valgdeltagelse. Rapporten ser endvidere på håndhævelsen af unionsborgernes rettigheder i forbindelse med valget.

Rapporten er baseret på nye Eurobarometer- og andre undersøgelser, oplysninger fra medlemsstaterne som svar på Kommissionens spørgeskemaer og en undersøgelse 1 , der blev godkendt af Kommissionen, i hvilken der blev indsamlet og analyseret kvalitative og kvantitative data, herunder interviews med europæiske politiske partier, nationale myndigheder, medier og andre interessenter.

Valget i 2014 dæmmede op for det stadige fald i den samlede stemmeprocent siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979. Dette valg har lagt grunden til fremtidige Europa-Parlamentsvalg og etableret en klar forbindelse mellem resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og valget af formand for Europa-Kommissionen. Der er dannet en vigtig præcedens for 2019 og videre frem, og der er oprettet et forum for politisk debat på EU-niveau.

2.    En gennemsigtig valgproces

2.1.    En direkte forbindelse mellem borgernes stemme og valget af Kommissionsformand

Med Lissabontraktaten blev der indført en ny forfatningsmæssig orden for Den Europæiske Union, idet Europa-Parlamentet fik beføjelse til at vælge formanden for Europa-Kommissionen på forslag af Det Europæiske Råd og under hensyntagen til resultaterne af valget til Europa-Parlamentet. I lyset af denne nye situation udsendte Kommissionen den 12. marts 2013 en henstilling om en mere demokratisk og effektiv gennemførelse af valget til Europa-Parlamentet 2 . Kommissionen opfordrede heri de europæiske politiske partier til ifølge Lissabontraktaten at indstille kandidater til posten som formand for Kommissionen, hvilket styrkede Parlamentets rolle i forhold til Kommissionen 3 .

Denne henstilling sigtede mod at synliggøre forbindelsen mellem EU-borgernes stemmer på potentielle medlemmer af Europa-Parlamentet og deres partis kandidat til Kommissionsformand. Desuden tilskyndede Kommissionen de nationale politiske partier til at bruge deres politiske udsendelser til at promovere deres spidskandidater og deres programmer. Parlamentet vedtog også beslutninger om 2014-valget med det formål 4 .

Fem europæiske politiske partier opstillede kandidater til Kommissionens formandskab:

Det Europæiske Folkeparti (PPE) opstillede Jean-Claude Juncker.

De Europæiske Socialdemokraters Gruppe (PSE) opstillede Martin Schulz.

Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE) opstillede Guy Verhofstadt.

Det Europæiske Grønne Parti opstillede José Bové og Franziska Keller.

Det Europæiske Venstrefløjsparti opstillede Alexis Tsipras.

Disse partier lancerede EU-valgkampagner og afholdt offentlige events i hele Europa for at øge kendskabet til deres kandidater og deres politiske programmer for Europa 5 . Kandidaterne besøgte 246 byer på tværs af medlemsstaterne. Følgende oversigt viser de besøgte medlemsstater 6 :

Ud over denne konkrete mobilisering deltog spidskandidaterne i 10 tv-debatter i forskellige medlemsstater og på forskellige sprog 7 , hvor de udvekslede deres visioner for Europas fremtid og diskuterede emner som job og vækst, der er af særlig betydning for vælgerne 8 .

Debatterne fik bred dækning i hele EU - især afslutningsdebatten mellem spidskandidaterne, som den 15. maj blev sendt live i 28 lande på mindst 152 medier (bl.a. på 55 tv-kanaler og 88 websteder) og genererede stor aktivitet på de sociale medier 9 .

15 % af respondenterne i en opfølgende undersøgelse 10 , som dækkede 15 EU-lande, sagde, at de havde set mindst én af tv-debatterne.

2.2.    En mere synlig forbindelse mellem nationale og europæiske politiske partier

Da europæiske politiske partier "bidrager til at skabe en europæisk politisk bevidsthed og til at udtrykke unionsborgernes vilje" 11 , fremsatte Kommissionen to henstillinger, som generelt blev hilst velkommen af medlemsstaterne og de europæiske politiske partier 12 , om at gøre forbindelserne mellem de politiske familier på europæisk og nationalt plan mere synlige 13 :

i)    Medlemsstaterne bør i deres valgsystem fremme og lette tilvejebringelsen af oplysninger om tilknytningen mellem nationale og europæiske politiske partier, bl.a. ved at tillade, at disse bliver anført på stemmesedlerne, og

ii)    nationale politiske partier bør forud for valget offentligt informere om deres tilknytning til europæiske politiske partier og bør vise det åbent i alt kampagnemateriale og i alle meddelelser og politiske udsendelser.

Med hensyn til den første henstilling i) anførte 16 medlemsstater 14 , at de havde truffet foranstaltninger til at informere nationale politiske partier om henstillingen til at informere offentligt om deres tilknytning til europæiske politiske partier. Dette betød hovedsagelig, at myndighederne sendte Kommissionens henstilling til de politiske partier. I nogle tilfælde blev der gjort en mere intensiv indsats. I Grækenland afholdt de nationale myndigheder et møde i det nationale parlament for at informere partierne om henstillingen. I Italien og Finland blev der udsendt retningslinjer for at gøre de nationale partier opmærksomme på henstillingen og tilskynde dem til at følge den.

Ni medlemsstater gjorde det muligt for nationale partier at anføre deres tilknytning til europæiske partier på stemmesedlerne ved at indføre love 15 (hvis der ikke allerede fandtes en sådan lov 16 ), som tillod at anføre det europæiske partis navn eller logo på stemmesedlen.

Seks medlemsstater 17 anførte, at de ikke havde truffet sådanne foranstaltninger, enten fordi de fandt, at det var op til de politiske partier at sørge for oplysninger til vælgerne, eller fordi en foranstaltning fra myndighedernes side ville blive betragtet som indblanding, der var forbudt ifølge deres valglovgivning.

Hvad angår den anden henstilling ii) traf de nationale politiske partier forskellige foranstaltninger for at offentliggøre deres tilknytning til europæiske politiske partier. Det overordnede billede, der tegner sig af undersøgelser 18 af et udsnit på over 500 nationale partier tilknyttet europæiske partier, ser således ud:

De fleste nationale partier i prøven gjorde kun deres tilknytning synlig på en begrænset måde, primært i deres trykte valgmateriale 19 . Dette betød, at tilknytningen var mere synlig for mere velinformerede borgere end for den brede offentlighed.

Undersøgelserne afdækkede kun et lille antal partier, der gjorde en sammenhængende indsats ved at nævne deres tilknytning til europæiske partier både i skriftligt materiale såsom programmer, plakater, websteder og sociale medier og i taler, tv-debatter og kampagnearrangementer 20 . 

Undersøgelsen viste også, at nogle få partier ikke offentliggjorde tilknytningen til et europæisk politisk parti, enten fordi de endnu ikke havde besluttet, om de ville tilknyttes et parti, eller fordi de havde besluttet sig for ikke at blive tilknyttet noget 21 .

Henstillingen om, at tilknytningen til europæiske partier, blev vist på stemmesedlerne blev kun undtagelsesvist fulgt, selv i medlemsstater, hvor det var muligt 22 .

3.    Øget fokus på EU-spørgsmål

Både Kommissionen og Parlamentet traf foranstaltninger før og under valgkampagnen for at øge borgernes kendskab til, hvordan valget ville påvirke deres liv. Der blev gjort en indsats for at sætte fokus på relevansen af EU-spørgsmål, som ellers kunne være blevet sat i skyggen af nationale og lokale emner i debatterne i medlemsstaterne. Procentdelen af EU-borgere, som sagde, at de havde alle de oplysninger, de havde behov for for at stemme, steg lidt sammenlignet med resultatet i 2009 (57 % sammenholdt med 53 % i 2009) 23 .

3.1.    Borgerdialoger

I løbet af 2013 og 2014 afholdt medlemmer af Kommissionen sammen med lokale eller nationale politikere og medlemmer af Europa-Parlamentet 51 dialoger på rådhuset med borgere i hele Europa om deres forventninger til Europas fremtid, og om hvad der skal til for at styrke Unionens demokratiske strukturer.

Borgerdialogerne satte fokus på lokale problemers europæiske dimension og europæiske politiske spørgsmåls lokale dimension, og på hvordan valget til Europa-Parlamentet påvirker borgernes daglige liv. 87 % af deltagerne sagde, at de ville stemme ved valget til Europa-Parlamentet 24 .

3.2.     Kommissionens støtte

Kommissionen gjorde brug af de finansieringsordninger, den har til rådighed til at støtte civilsamfunds- og venskabsbyprojekter med det formål at fremme EU-borgernes demokratiske deltagelse. Programmet Europa for Borgerne og programmet om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab finansierede flere oplysningsprojekter med det formål at give europæiske borgere mulighed for at deltage i EU's demokratiske liv.

3.3.    Europa-Parlamentets oplysningskampagne

Den 11. september 2013 lancerede Europa-Parlamentet en informationskampagne med titlen Gør noget. Gør det bedre. Gør en forskel. Et af hovedmålene var at skabe en EU-fokuseret debat om spørgsmål, som er relevante i hele EU, såsom økonomi, job, livskvalitet og EU's rolle i verden 25 .

Denne kampagne gav genlyd i medierne 26 . Parlamentets valgwebsted blev besøgt 7,1 mio. gange mellem december 2013 og maj 2014. En europæisk valgvideo blev produceret på 34 sprog og sendt over 7 400 gange på 173 tv-kanaler. Der var 11 mio. onlinebesøg. Ca. hver femte europæiske vælger blev nået via Facebook. Meddelelsen "Jeg er en vælger" på Facebook blev delt over 2,7 mio. gange og blev set af næsten 90 mio. mennesker.

Endvidere afholdt Parlamentet ReACT-konferencer 27 i Paris, Frankfurt, Warszawa, Rom og Madrid med deltagelse af borgere, eksperter og europæiske politikere. På disse konferencer kunne EU-borgere udveksle synspunkter om de vigtigste spørgsmål, som blev rejst i kampagnen.

3.4.    Fælles valgdag

For at højne vælgernes følelse af at være med i et fælles europæisk projekt havde Kommissionen opfordret medlemsstaterne til at blive enige om en fælles afstemningsdag for valget til Europa-Parlamentet med samme lukketidspunkt for valgstederne.

I den forbindelse var der ingen ændringer i forhold til tidligere valg. I 21 medlemsstater blev valget afholdt den 25. maj, og i syv 28 fandt det sted mellem den 22. og 24. maj. Alle medlemsstater meddelte deres resultater på ca. samme tid, om aftenen den 25. maj, da afstemningen var afsluttet i hele Europa.

4.    Valgdeltagelse

4.1.    Samlet valgdeltagelse

Siden det første direkte valg i 1979 er deltagelsen ved valg til Europa-Parlamentet faldet støt fra 61,99 % i 1979 til 42,97 % i 2009. Den samlede deltagelse i valget i 2014 var dog kun marginalt lavere end i 2009, idet den faldt med 0,36 % (til 42,61 %) sammenlignet med større fald på 2,5 % mellem 2004 og 2009 og 4 % mellem 1999 og 2004. Således blev der dæmmet væsentligt op for den nedadgående tendens. Til sammenligning var valgdeltagelsen ved præsidentvalget i USA 57,1 % i 2008 og 54,9 % i 2012.

Følgende figur viser den samlede valgdeltagelse i EU ved forskellige Europa-Parlamentsvalg 29 :

Valgdeltagelsen varierede betydeligt i de 28 medlemsstater. Den var hele 89,64 % i Belgien, 59,97 % i Grækenland (det er obligatorisk at stemme i begge lande) og 57,22 % i Italien, men betydeligt lavere i andre lande såsom Den Tjekkiske Republik (18,20 %) og Slovakiet (13,05 %).

Følgende figur viser stemmeprocenten for valget til Europa-Parlamentet i 2009 og 2014 i EU og i de enkelte medlemsstater 30 :

Valgdeltagelsen var højere blandt mænd end kvinder (henholdsvis 45 % og 41 %) 31 , idet forskellen var lidt større sammenlignet med 2009 (44 % i forhold til 42 %) 32 .

Yngre mennesker var den største gruppe af sofavælgere, idet kun 27,8 % af de 18-24-årige stemte sammenlignet med 51,3 % i aldersgruppen 55+ 33 .

Nedenstående tabel viser en sammenligning mellem procentdelene af unge (18-24 år), der stemte i hvert medlemsland 34 :

Der blev i en rapport om vurdering af Erasmus-projektet konstateret en stærk sammenhæng mellem erfaringerne med studieophold i udlandet og stemmeadfærd ved valget til Europa-Parlamentet i 2014. Således havde tidligere Erasmus-studerende større tilbøjelighed til at stemme – 81 % af dem, der svarede, sagde, at de havde stemt 35 .

Respondenter i Parlamentets opfølgende studie efter valget sagde, at hovedårsagen til, at de stemte var, at de "stemmer systematisk" (41 %), "det er en borgerpligt" (41 %) eller "for at støtte det parti, som jeg er tilhænger af" (22 %). Følgende tre faktorer blev også nævnt: "Jeg er EU-tilhænger" (14 %), "Jeg føler mig som europæer" (13 %), og "Ved at stemme ved Europavalget kan man ændre på tingene" (12 %). 5 % anførte, at de stemte for at have indflydelse på valget af formand for Europa-Kommissionen 36 .

Med hensyn til begrundelser for ikke at stemme var de mest populære svar "Generel mangel på tillid til politik" (23 %), "Ikke interesseret i politik som sådan" (19 %) og "Det fører ikke til noget at stemme" (14 %). 7 % anførte, at de "manglende kendskab til EU, Europa-Parlamentet eller valget til Europa-Parlamentet". Procentdelen af sofavælgere, der anfører begge typer af begrundelse, dvs. opfattelsen af at det ikke fører til noget at stemme, og manglende kendskab til EU eller valget til Europa-Parlamentet, faldt sammenlignet med de foregående valg 37 . Desuden blev antallet af borgere, der afholdt sig fra at stemme på grund af manglende offentlig debat eller valgkampagner, halveret 38 . Den endelige beslutning om at stemme eller ej afhænger traditionelt af en lang række faktorer, hvoraf nogle er personlige og ikke har noget at gøre med kampagnens kvalitet eller opfattelserne af valg til Europa-Parlamentet 39 .

I lande, hvor Europa-Parlamentsvalget fandt sted samtidig med andre nationale eller landsdækkende valg (Belgien, Litauen, Grækenland, Tyskland, Irland, Italien, Malta og Det Forenede Kongerige), var valgdeltagelsen højere end andre steder 40 , men den politiske debat var generelt domineret af nationale emner. I Litauen blev EP-valget afholdt den samme dag som præsidentvalget, og valgdeltagelsen steg til 47 %, fra bare 21 % i 2009 41 .

4.2.    Deltagelse af EU-borgere, der bor i en anden medlemsstat end deres egen

EU-borgere, der bor i en anden medlemsstat end deres egen (mobile EU-borgere) har ret til at stemme og stille op som kandidater til Europa-Parlamentsvalg i værtsmedlemsstaten på samme betingelser som landets egne statsborgere. Denne ret, som er fastsat i artikel 22 i TEUF og artikel 39 i EU's charter om grundlæggende rettigheder er konkret gennemført i direktiv 93/109/EF 42 .

Et relativt lavt antal mobile EU-borgere benyttede deres stemmeret i deres bopælsland 43 . Deres deltagelse kan være påvirket af, at de skal vælge, om de vil stemme i deres oprindelsesland eller i den medlemsstat, de er flyttet til (dvs. på forskellige kandidater). En Eurobarometerundersøgelse fra 2012 viste, at folk er delt med hensyn til de kandidater og lister, de foretrækker at stemme for ved valg til Europa-Parlamentet. Omkring 48 % sagde, at hvis de boede i en anden medlemsstat end deres egen, ville de foretrække at stemme der, mens 42 % stadig ville foretrække at benytte deres stemmeret i deres hjemland 44 .

Følgende tabel viser andelen af udlændinge (som er mobile EU-borgere), der var optaget på valglisten ved valget til Europa-Parlamentsvalget i 2009 og 2014 i EU og efter medlemsstat 45 :

Selv om tallet stadig er lavt, blev antallet af mobile EU-borgere, der opstillede til valget i deres bopælsmedlemsstat mere end fordoblet fra 81 i 2009 til 170 i 2014 46 . Dette kan skyldes de nye forenklede procedurer, som blev indført med direktiv 2013/1/EU, og som betyder, at kandidater ikke længere skal fremlægge bevis for, at de ikke har været frataget deres valgrettigheder i deres hjemland, men kun skal afgive en erklæring herom for at blive undersøgt af myndighederne i værtsstaten.

4.3.    Oplysning og inddragelse af EU-borgere

Medlemsstaterne anlagde forskellige tilgange til deres oplysningskampagner. Nogle gennemførte generelle kampagner, der dækkede alle vælgere, mens andre lavede kampagner specifikt målrettet EU-borgere fra andre medlemsstater, der boede i deres land.

Civilsamfundsorganisationer blev aktivt inddraget i bestræbelserne på at mobilisere vælgere, f.eks. informerede de borgerne om betydningen af at deltage i valget til Europa-Parlamentet og fordelene herved, de stillede elektroniske værktøjer til rådighed for at hjælpe vælgerne med at vælge en kandidat, der svarede til deres holdninger 47 , eller arbejdede for mere inkluderende politikker for at sikre adgang for personer med handicap 48 .

Med særligt henblik på at mobilisere EU-borgere gennemførte flere NGO'er kampagner for at mobilisere dem og generelt øge deres kendskab til deres rettigheder i forbindelse med valget. Andre projekter fokuserede på at tilskynde kvinder i hele EU til at stemme og stille op som kandidater til Europa-Parlamentsvalget 49 .

Politikere og vælgere kunne kommunikere direkte takket være den øgede aktivitet på de sociale medier i forbindelse med valget, spidskandidaterne og deres programmer. En analyse af de digitale kampagner #EP2014 og #EU14 viste ca. tre mio. tweets om valget 50 . Der blev sendt over en mio. i ugen op til selve valget 51 . Den øgede brug af sociale medier gav kandidaterne et ekstra middel til at nå ud til borgerne og gav vælgerne en bedre mulighed for at gå aktivt ind i debatten i stedet for blot at afgive deres stemme.

5.    EU-borgeres udøvelse af deres rettigheder i forbindelse med valget og respekt for fælles principper

5.1    Beskyttelse af valgrettigheder for EU-borgere, der bor i en anden medlemsstat end deres egen

Mobile EU-borgeres valgret og valgbarhed i deres bopælsland

Kommissionen gjorde en omfattende indsats forud for valget for at sikre en korrekt og fuldstændig gennemførelse og anvendelse af direktiv 93/109/EF for at fjerne mulige hindringer for EU-borgeres udøvelse af deres stemmeret og især for at sikre, at der ikke ifølge national lovgivning blev stillet yderligere krav til EU-borgere fra andre medlemsstater. I maj 2014 var alle gennemførelsesproblemer, som Kommissionen havde afdækket før valget 52 , løst og national lovgivning ændret, hvor det var nødvendigt.

Kommissionen har siden været i dialog med de britiske myndigheder om en række problemer indberettet af unionsborgere, som bor i Det Forenede Kongerige, og som ønskede at blive optaget på valglisten der 53 . Den 14. november 2014 offentliggjorde det britiske Underhus, House of Commons, en rapport 54 , hvor man noterede sig den britiske valgkommissions holdning til specifikke hindringer, som EU-borgere havde oplevet med hensyn til deltagelse i valget. I rapporten blev det anbefalet at forenkle systemet og gennemføre en kampagne for at informere EU-borgere om de relevante vilkår og bestemmelser for optagelse på valglisten.

Næsten alle problemer vedrørende for sen gennemførelse af direktiv 2013/1/EU om mobile EU-borgeres valgbarhed blev løst før valget 55 . Kommissionen fører bilaterale dialoger med nogle medlemsstater 56 om en række problemer med ukorrekt eller ufuldstændig gennemførelse af direktivet.

Retten til at grundlægge eller blive medlem af politiske partier

En dialog fandt sted med 11 medlemsstater, som ikke tillod statsborgere fra andre EU-lande at grundlægge eller blive medlemmer af politiske partier, således at de kunne deltage i valg på de samme betingelser som statsborgere i deres bopælsland.

Der blev fundet en løsning i fem tilfælde: i to tilfælde blev den nationale lovgivning ændret 57 , og i de tre øvrige blev situationen afklaret 58 . Yderligere tre medlemsstater bebudede fremtidig lovændring 59 . Kommissionen traf foranstaltninger i de tre resterende tilfælde 60 .

5.2.    Sikring af overholdelsen af de fælles principper for valg til Europa-Parlamentet

Ved afholdelse af valg til Europa-Parlamentet skal medlemsstaterne følge visse fælles principper, der er fastlagt i EU-lovgivningen 61 :

Der skal være almindelige direkte valg til Europa-Parlamentet med fri og hemmelig stemmeafgivning 62

For at beskytte det vigtige princip om frie valg er det ifølge EU-lovgivningen forbudt at offentliggøre valgresultaterne i en medlemsstat, inden valget er afsluttet i alle medlemsstater 63 . Formålet er at undgå, at de, der endnu ikke har stemt, påvirkes af resultaterne i andre medlemsstater. Kommissionen løste dette problem med medlemsstaterne før valget for at sikre overholdelse af dette princip i hele EU.

Ingen må stemme mere end én gang ved hvert valg 64

i)    Mobile EU-borgere

For at forhindre, at mobile EU-borgere stemmer i både deres bopælsstat og deres hjemland, får de, der bliver optaget på valglisten i bopælsstaten, deres navn slettet fra valglisten i hjemlandet.

Med direktiv 93/109/EF indførtes en ordning for udveksling af vælgeroplysninger til det formål. For at afhjælpe vanskelighederne i forbindelse med brugen af ordningen, især den tunge administrative byrde for de nationale forvaltninger, anbefalede Kommissionen en række foranstaltninger, bl.a. oprettelse af én kontaktmyndighed i hver medlemsstat, der skal have indberettet personoplysninger for vælgere til Europa-Parlamentsvalget, og brug af fælles it-værktøjer til overførsel af data.

Det store flertal af medlemsstater hilste henstillingerne velkommen og anførte, at foranstaltningerne havde en betydelig og positiv indvirkning på begrænsningen af bureaukratiet som følge af, at vælgeroplysningerne i de fleste tilfælde ikke længere blev modtaget af flere decentraliserede valgorganer. Nogle få medlemsstater 65 anførte, at manglen på harmoniserede valgkalendere og -metoder til at finde frem til vælgere betød, at ordningen ikke var så effektiv, som den kunne være. En medlemsstat fandt, at ordningen ikke stod i et rimeligt forhold til omfanget af problemet med dobbelt stemmeafgivelse. Kommissionen vil sammen med medlemsstaterne fortsætte med at undersøge, hvordan ordningerne til forebyggelse af dobbelt stemmeafgivelse kan blive endnu mere effektive.

ii)    EU-borgere med dobbelt statsborgerret

Der var bred mediedækning af et tilfælde, hvor en tysk statsborger, som også var statsborger i en anden medlemsstat, kunne stemme to gange.

Selv om ingen kan stemme mere end én gang ved et valg af medlemmer til Europa-Parlamentet 66 , kan ordningen ifølge direktiv 93/109/EF til forebyggelse af dobbelt stemmeafgivelse i sagens natur ikke anvendes på borgere med dobbelt eller flerdobbelt statsborgerskab. Da medlemsstaterne normalt ikke ved, hvilke af deres statsborgere, som også har statsborgerskab i en anden medlemsstat, kan personer med dobbelt statsborgerskab blive optaget på valglisten i to medlemsstater. Når det er sagt, har alle medlemsstater sanktioner mod dobbelt stemmeafgivelse. Den pågældende hændelse viser, at der er behov for, at medlemsstaterne gør mere for at oplyse folk om forbuddet mod dobbelt stemmeafgivelse og de gældende sanktioner herfor.

6.    Konklusion

Det vigtige nye element ved valget til Europa-Parlamentet i 2014 var den direkte forbindelse mellem resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og valget af formand for Europa-Kommissionen ifølge Lissabontraktaten. Denne direkte forbindelse betød, at de europæiske politiske partier udpegede kandidater til posten som formand for Europa-Kommissionen ("spidskandidater") med forskellige politiske programmer og deltog i en paneuropæisk valgkampagne.

Ifølge dette nye system kan vælgerne lettere se forbindelsen mellem en stemme på et nationalt parti og virkningen af denne stemme på Den Europæiske Unions politiske retning i de næste fem år. Dette gjorde det muligt for vælgerne at foretage et informeret valg mellem alternative politiske platforme for Europa i stedet for udelukkende at gøre det på grundlag af nationale politiske spørgsmål. Det gav valget et større element af information og valg, styrkede Europa-Kommissionens demokratiske legitimitet og har potentiale til at styrke offentlighedens interesse og styrke ansvarligheden i fremtiden.

Spidskandidaterne deltog i politiske arrangementer og debatter i hele Europa med bred mediedækning, som havde til formål at gøre borgerne fortrolige med europæiske spørgsmål, som har en direkte betydning for deres liv, og således "europæisere" valget.

Brugen af interaktive sociale medier som kampagneværktøjer gjorde det lettere end før for vælgerne at engagere sig direkte i kampagnen. De forskellige politiske partiers kampagner på de sociale medier nåede ud til flere hundrede millioner europæiske borgere.

Direktiv 2013/1/EU sikrede, at mobile EU-borgere kunne udøve deres politiske rettigheder mere effektivt og med en mindre administrativ byrde for de nationale myndigheder. Som traktaternes vogter har Kommissionen en håndhævende rolle med hensyn til beskyttelse af mobile EU-borgeres valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet og til fremme af udveksling af god praksis, der kan lette udøvelsen af denne ret.

Det er nødvendigt at handle, ikke kun kort før starten på valgkampagnen, men også længe før. Dette skaber et behov for at overveje, hvordan man kan fastholde en vedvarende interesse for EU-politik og øge kendskabet til den direkte virkning, Europa-Parlamentsvalg har på borgernes liv.

Når vi ser frem mod valget i 2019, er det vigtigt at finde ud af, hvordan vi yderligere kan styrke den europæiske dimension og den demokratiske legitimitet af EU's beslutningsproces, og yderligere undersøge og søge at gøre noget ved årsagerne til den konsekvent lave valgdeltagelse i nogle medlemsstater.

Dette peger på et behov for at afdække andre måder, hvorpå vi kan øge deltagelsen i det næste valg, især gennem rettidig støtte til nationale, regionale og lokale oplysningskampagner.

En dialog med alle interessenter kunne være én måde, hvorpå man kan drage den fulde fordel af de nye aspekter ved valget, som blev indført i 2014, f.eks. baseret på ideen om, at spidskandidaterne fremmer politisk ansvarlighed.

En af måderne til at forbedre den politiske ansvarlighed er at fremhæve tilknytningerne mellem nationale og europæiske partier. Dette kan ske i drøftelser med medlemsstaterne, de politiske partier og Europa-Parlamentet.

Borgerdialoger og borgernes deltagelse i europæiske partiers kampagneevents og onlinediskussioner viser, at der er en stærk efterspørgsel blandt borgerne efter mere kommunikation med EU-politikere samt nationale og lokale politikere om spørgsmål, der betyder noget for dem. Denne form for udveksling har virkeligt potentiale til at blive et varigt europæisk projekt, hvilket illustreres af, at det i flere medlemsstater har ført til oprettelsen af uformelle netværk og initiativer, som holder debatten i gang. Støtte til borgerdialoger kan endvidere være et middel til at tilskynde borgerne til at spille en mere aktiv rolle i europæisk politik i hele Kommissionens embedsperiode. At skabe en debat, der omfatter hele EU og bygger på de nye elementer fra 2014-valget, er helt i overensstemmelse med Kommissionsformand Jean-Claude Junckers vægt på en Union med demokratiske forandringer af de politiske retningslinjer.

(1)

     Study on the Conduct of the 2014 Elections to the European Parliament, Centre for Strategy & Evaluation Services (CSES), marts 2015.

(2)

     Kommissionens henstilling 2013/142/EU om en mere demokratisk og effektiv gennemførelse af valget til Europa-Parlamentet af 12. marts 2013 (EUT L 79 af 21.3.2013, s. 29). Den 27. marts 2014 udsendte Kommissionen en foreløbig rapport (COM(2014) 196 final) om initiativer, interessenterne har taget for at gennemføre denne henstilling.

(3)

     I henhold til artikel 17, stk. 7, i TEU vælger Parlamentet Kommissionens formand på forslag af Det Europæiske Råd, som skal tage hensyn til resultaterne af valget til Europa-Parlamentet.

(4)

     Beslutning af 22. november 2012 om valg til Europa-Parlamentet i 2014 (2012/2829(RSP)), beslutning af 4. juli 2013 om forbedring af de praktiske retningslinjer for tilrettelæggelsen af valget til Europa-Parlamentet i 2014 (2013/2102(INI)).

(5)

     Jean-Claude Juncker: http://juncker.epp.eu/my-priorities    
Martin Schulz: http://www.pes.eu/martin_schulz_programme_launch_and_campaign_tour    
Guy Verhofstadt: http://www.guyverhofstadt.eu/uploads/pdf/Plan%20for%20Europe.pdf    
Franziska Keller og José Bové: http://europeangreens.eu/news/proposals-green-commission-european-alternative-we-greens-fight    
Alexis Tsipras: http://alexistsipras.eu/PROGRAMMATIC_DECLARATION_OF_ALEXIS_TSIPRAS.pdf

(6)

     CSES-undersøgelse (se fodnote 1), afsnit 3, tabel 3.2.

(7)

     Tv-debatterne fandt sted i april og maj i Belgien, Nederlandene, Tyskland, Italien og Frankrig. De fem debatter foregik face-to-face mellem repræsentanterne for de to største europæiske politiske partier, og fire var åbne for alle spidskandidater. Endnu en debat blev afholdt mellem lederen af Det Europæiske Grønne Parti og spidskandidaten for Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa.

(8)

     Europa-Parlamentet Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet 2014, s. 9, se:    
http://www.europarl.europa.eu/pdf/eurobarometre/2014/post/post_2014_survey_analitical_overview_da.pdf

(9)

     I alt blev der sendt 112 595 tweets med hashtag #TellEUROPE:    
http://www3.ebu.ch/contents/news/2014/05/ebu-makes-history-with-the-eurov.html

(10)

      http://www.aecr.eu/media/AECRAMR-European-election-poll.pdf (s. 10).

(11)

     Artikel 10, stk. 4, i TEU og artikel 12, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

(12)

     Kommissionens foreløbige rapport (se fodnote 2), s. 2.

(13)

     Kommissionen foreslog også nye bestemmelser med det formål at øge synligheden og anerkendelsen af europæiske politiske partier i hele EU. På grundlag af dette forslag vedtog Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. 1141/2014 om statut for og finansiering af europæiske politiske partier og europæiske politiske fonde (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 1).

(14)

     Som svar på Kommissionens spørgeskemaer: Belgien, Estland, Finland, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portugal, Rumænien, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige, se CSES-undersøgelsen (se fodnote 1), afsnit 3, tabel 3.1.

(15)

     Grækenland og Slovenien.

(16)

     Der fandtes allerede love i Østrig, Belgien, Cypern, Frankrig, Irland, Nederlandene og Det Forenede Kongerige.

(17)

     Som svar på Kommissionens spørgeskemaer: Den Tjekkiske Republik, Danmark, Kroatien, Letland, Polen og Slovakiet.

(18)

     CSES-undersøgelsen (se fodnote 1). Prøven dækkede de to politiske partier fra hver medlemsstat med flest sæder i Europa-Parlamentet. I de fleste tilfælde var disse også flertalspartier i de respektive medlemsstater. Da dette ikke var tilfældet alle steder blev nogle mindre partier dog inkluderet i prøven for at sikre en repræsentativ dækning på nationalt plan.

(19)

     I Tyskland, f.eks., offentliggjorde både flertalspartierne, dvs. det Socialdemokratiske Parti (Sozialdemokratische Partei Deutschlands) og Den Kristelig-Demokratiske Union (Christlich Demokratische Union Deutschlands), og mindre partier kun deres tilknytning til europæiske partier i deres programmer og i nogle tilfælde i tv-debatter og kampagnearrangementer, men ikke på reklametavler. I Den Tjekkiske Republik gjorde alle de tre analyserede partier, dvs. det Tjekkiske Socialdemokratiske Parti (Česká strana sociálně demokratická), ANO 2011 og TOP09 kun en begrænset indsats for at oplyse om deres tilknytning. I Ungarn henviste det Ungarske Socialistparti (Magyar Szocialista Párt) til deres europæiske parti i offentlige debatter, men ikke i generelt kampagnemateriale, mens den Ungarske Borgerlige Alliance (Fidesz — Magyar Polgári Szövetség) nævnte deres tilknytning ved events og i offentlige debatter, men der fremgik ikke nogen klar forbindelse i trykt materiale eller på plakater. I Danmark nævnte Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti primært deres tilknytning i deres programmer. I Malta nævnte Nationalistpartiet og Arbejderpartiet kun deres tilknytninger til europæiske partier i noget valgmateriale.

(20)

     Eksempler herpå var de største nationale partier i Letland, flere partier (bl.a. et af de ledende koalitionspartier) i Grækenland, Folkepartiet (Partido Popular) i Spanien, den Demokratiske Alliance (Δημοκρατικός Συναγερμός) i Cypern, den Venstreorienterede Blok (Bloco de Esquerda) i Portugal, de største partier i Luxembourg og tre af de 19 partier i Nederlandene.

(21)

     Eksempler herpå var Bevægelsen for et bedre Ungarn (Jobbik) i Ungarn, Femstjernebevægelsen (Movimento 5 stelle) i Italien og Uafhængighedspartiet (UKIP) i Det Forenede Kongerige.

(22)

     Kun nogle partier i Frankrig, et koalitionsparti i Grækenland, fire partier i Italien og tre i Nederlandene gjorde brug af denne rettighed. I Belgien, Østrig, Cypern og Spanien nævnte intet parti tilknytningen til et europæisk politisk parti på stemmesedlen.

(23)

     Den opfølgende undersøgelse efter Europa-Parlamentsvalget (se fodnote 8), s. 75.

(24)

     Rapport fra Kommissionen om Borgerdialoger – et bidrag til udviklingen af et europæisk offentligt rum, 24. marts 2014, (COM(2014) 173 final), s. 13, se:    
http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/rep/1/2014/DA/1-2014-173-DA-F1-1.Pdf

(25)

      http://www.europarl.europa.eu/news/da/news-room/content/20130906IPR18827/html/European-Parliament-launches-information-campaign-towards-2014-elections

(26)

      http://www.europarl.europa.eu/news/da/news-room/content/20140603sto48801/html/How-social-media-enabled-people-to-be-a-part-of-the-European-elections

(27)

      http://www.europarl.europa.eu/news/da/news-room/content/20140123STO33618/html/ReACT-Rome-improving-the-quality-of-life-in-Europe ; http://audiovisual.europarl.europa.eu/Page.aspx?id=1119

(28)

     Den Tjekkiske Republik, Irland, Letland, Malta, Nederlandene, Slovakiet og Det Forenede Kongerige. Disse lande afholder ikke valg om søndagen.

(29)

     Kilde: TNS/Scytl i samarbejde med Europa-Parlamentet, European and national elections figured out, European Parliament Review (special 2014 European elections edition), november 2014, s. 41, se:
http://www.europarl.europa.eu/pdf/elections_results/review.pdf

(30)

     Baseret på tal i EP Review 2014 (se fodnote 30), s. 49.

(31)

     Undersøgelse efter EP-valget (se fodnote 8), sociodemografisk bilag s. 11.

(32)

     Europa-Parlamentet, 2009 post-election survey – first results: European average and major national trends, s. 2, se: http://www.europarl.europa.eu/pdf/eurobarometre/28_07/FR_EN.pdf

(33)

     Se til sammenligning ifølge en offentlig undersøgelse fra 2013 (Flash Eurobarometer 375, European Youth: Participation in Democratic Life, s. 11: http://ec.europa.eu/youth/library/reports/flash375_en.pdf ), 73 % af de unge vælgere havde stemt inden for de tre foregående år ved et andet valg end til Europa-Parlamentet (dvs. valg på lokalt, regionalt eller nationalt plan).

(34)

     Baseret på tal i EP Review 2014 (se fodnote 29), s. 43.

(35)

     Erasmus Voting Assessment Project, Generation Europe Foundation, Bruxelles, 2014, se:    
http://erasmusvoting.eu/news/press-release-erasmus-studying-abroad-increases-political-participation-young-people

(36)

     Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet (se fodnote 8), sammenfattende analyse s. 25.

(37)

     Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet (se fodnote 8), sammenfattende analyse s. 35: 14 % (sammenlignet med 17 % i 2009) sagde, at de følte, at deres stemme ikke førte til noget eller ændrede noget. 7 % (mod 10 % i 2009) sagde, at de ikke vidste meget om EP eller EP-valget.

(38)

     Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet (se fodnote 8), sammenfattende analyse s. 35: 3 % af sofavælgerne anførte det som begrundelse for ikke at stemme sammenlignet med 6 % af sofavælgerne i 2009.

(39)

     Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet (se fodnote 8), sammenfattende analyse s. 35: 13 % af sofavælgerne sagde, at de havde for travlt, ikke havde tid eller skulle arbejde, 7 % var syge, 6 % var optaget af en familiebegivenhed eller fritidsaktivitet, og andre 7 % nævnte andre årsager.

(40)

     Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet (se fodnote 8), sammenfattende analyse s. 3.

(41)

     Studie til opfølgning på valget til Europa-Parlamentet (se fodnote 8), sammenfattende analyse s. 20.

(42)

     Rådets direktiv 93/109/EU af 6. december 1993 om fastsættelse af de nærmere regler for valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet for unionsborgere, der har bopæl i en medlemsstat, hvor de ikke er statsborgere (EUT L 329 af 30.12.1993, s. 34). Dette direktiv blev ændret ved direktiv 2013/1/EU, som sigtede mod at lette mobile EU-borgeres udøvelse af deres valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet.

(43)

     Af alle ikketjekkiske EU-borgere med stemmeret i Den Tjekkiske Republik blev kun 0,4 % optaget på en valgliste (682 ud af 164 644). Andelen af mobile EU-borgere, der blev optaget på valglisten, var også lav i Ungarn – 1,5 % (1 605 ud af 104 822), Tyskland – 5,4 % (172 110 ud af 3 168 638) og Cypern – 6,9 % (7 712 ud af 112 012). Omvendt blev et relativt højt antal mobile EU-borgere optaget på valglisten i Irland – 22,2 % (71 735 ud af 323 460), Frankrig – 17,4 % (245 063 ud af 1 199 818), Malta – 17,1 % (7 868 ud af 45 917) og Sverige – 19,8 % (49 092 ud af 247 426).

(44)

     Flash Eurobarometer 364, Electoral rights, marts 2013, se:    
http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_364_en.pdf , s. 34.

(45)

     Baseret på tal i CSES-undersøgelsen (se fodnote 1), afsnit 5, tabel 5.6.

(46)

     CSES-undersøgelse (se fodnote 1), afsnit 5, tabel 5.8.

(47)

     F.eks. Europæisk Ungdomsforum — League of Young Voters' online information platform, e-værktøjet VoteWatch, Det Europæiske Universitetsinstituts euandi valgprofiler, WeCitizens valgprofiler.

(48)

     F.eks. søgte Det Europæiske Handicapforum at afdække hindringer, som mennesker med handicap står over for, når de skal benytte deres valgret. Som f.eks. den europæiske kampagne for paritetisk demokrati og aktivt unionsborgerskab: "no modern European democracy without gender equality!" fra Mediterranean Institute of Gender Studies.

(49)

     Som f.eks. den europæiske kampagne for paritetisk demokrati og aktivt unionsborgerskab: "no modern European democracy without gender equality!" fra Mediterranean Institute of Gender Studies.

(50)

     Social media and the elections — did it have an impact?, Marek Zaremba-Pike, 2014, se:    
http://europedecides.eu/2014/06/social-media-and-the-elections-did-it-have-an-impact

(51)

     Ibid.

(52)

     Om fremskridt hen imod et effektivt unionsborgerskab 2011-2013, rapport i henhold til artikel 25 i TEUF (COM(2013) 270).

(53)

     Kommissionens opmærksomhed blev henledt på tilfælde, hvor valgmyndighederne ikke havde sendt den særskilte formular om optagelse på valglisten eller ikke havde behandlet den, skønt den var korrekt udfyldt og indsendt.

(54)

     UK House of Commons, Voter engagement in the UK, Fourth Report of Session 2014-15, se:    
http://www.publications.parliament.uk/pa/cm201415/cmselect/cmpolcon/232/232.pdf

(55)

     I ét tilfælde (Den Tjekkiske Republik) udsendte Kommissionen en begrundet udtalelse. I alle andre tilfælde underrettede de berørte medlemsstater Kommissionen om gennemførelsesforanstaltninger efter modtagelse af åbningsskrivelsen.

(56)

     Østrig, Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Litauen, Nederlandene og Slovenien.

(57)

     Bulgarien og Finland.

(58)

     Tyskland, Grækenland og Malta.

(59)

     Litauen, Slovakiet og Spanien.

(60)

     Den Tjekkiske Republik, Letland og Polen.

(61)

     "1976-akten" om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, som er knyttet til Rådets afgørelse 76/787/EKSF/EØF/Euratom af 20. september 1976 og senest ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom (EFT L 283 af 21.10.2002, s. 1).

(62)

     Artikel 1, stk. 3, i "1976-akten".

(63)

     Artikel 10 i "1976-akten".

(64)

     Artikel 9 i "1976-akten" og artikel 4 i direktiv 93/109/EF.

(65)

     F.eks. Østrig, Cypern, Slovenien og Portugal.

(66)

     Artikel 9 i "1976-akten".