EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Mere sikkert og mindre forurenende udstyr på EU-skibe

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2014/90/EU om skibsudstyr

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Formålet med direktivet er at:

  • forbedre sikkerheden til søs
  • forhindre forurening af havene
  • sikre, at internationale sikkerhedsstandarder for udstyr på Den Europæiske Unions (EU) skibe fortolkes på samme måde overalt i EU.

Det pålægger yderligere betingelser for de nationale myndigheder, der er ansvarlige for at godkende udstyr på skibe, der sejler under landets flag (i henhold til internationale konventioner), ved udstedelse, godkendelse eller fornyelse af certifikater.

HOVEDPUNKTER

  • Direktivet finder anvendelse på alle skibe, der sejler under et EU-lands flag, uanset om fartøjet befandt sig i EU, da udstyret blev monteret.
  • Udstyr vurderes af en uafhængig tredjepart (»bemyndiget organ«).
  • Når det opfylder kravene i direktivet, bliver det mærket med et certificeringsmærke (»ratmærket«).
  • Fabrikanter af udstyr kan desuden påsætte deres produkter et elektronisk mærke. Det skal gøre det nemmere at forhindre forfalskning og overvåge markedet.
  • EU-medlemsstaterne skal gennemføre markedsovervågning i et passende omfang.
  • Hvis de nationale myndigheder mener, at udstyr omfattet af lovgivningen udgør en risiko for sikkerheden til søs, menneskers helbred eller miljøet, eller hvis det ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, skal leverandøren trække det tilbage.

Europa-Kommissionen har vedtaget følgende delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter:

  • Delegeret forordning (EU) 2018/414 supplerer direktiv 2014/90/EU for så vidt angår identifikation af bestemte typer skibsudstyr, der kan forsynes med elektronisk mærkning. En cost-benefit-analyse af brugen af elektronisk mærkning som supplement til eller erstatning for ratmærket, som Kommissionen gennemførte, viste, at elektronisk mærkning af skibsudstyr vil være til gavn for fabrikanterne i form af en bedre beskyttelse mod efterligninger, skibsredere og operatører vil få bedre forudsætninger for at spore udstyr og føre lagerkontrol, og markedsovervågningsmyndighederne vil få direkte og let adgang til de relevante databaser, hvilket vil forbedre valideringskontrollen af certifikater. Konklusionen på analysen var, at de samlede investeringer vil være lave i forhold til de forventede fordele, og at omkostningerne for myndighederne og industrien er rimelige, eftersom der er mulighed for trinvis frivillig gennemførelse.
  • Gennemførelsesforordning (EU) 2018/608 om tekniske kriterier for elektroniske mærker til skibsudstyr.

Desuden vedtager Kommissionen, i overensstemmelse med sine beføjelser, en gennemførelsesretsakt hvert år, der indeholder de nyeste regler om design, konstruktion og ydeevne og prøvningsstandarder for skibsudstyr.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning den 18. september 2016.

BAGGRUND

  • Internationale konventioner om sikkerhed til søs kræver, at landene skal sikre, at udstyret på skibe, der sejler under landets flag, skal leve op til visse standarder for design, konstruktion og ydeevne.
  • Landene har dog et vist spillerum med hensyn til, hvordan de gør dette. Dette kan føre til forskellige sikkerhedsniveauer og forstyrre varernes frie bevægelighed i EU.
  • Ved at gennemføre standardiserede regler for EU-certificering undgås disse problemer, og det indre marked fungerer efter hensigten. Desuden kan besætning og passagerer på skibe, der fører en medlemsstats flag, være sikre på, at ratmærket udstyr ombord er blevet prøvet og certificeret i overensstemmelse med gældende sikkerhedsmæssige og miljømæssige standarder.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/90/EU af 23. juli 2014 om skibsudstyr og om ophævelse af Rådets direktiv 96/98/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 146-185).

Efterfølgende ændringer af direktiv 2014/90/EU er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/1157 af 4. juli 2022 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/90/EU for så vidt angår krav til design, konstruktion og ydeevne samt prøvningsstandarder for skibsudstyr og om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1158 (EUT L 180 af 6.7.2022, s. 1-243).

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/608 af 19. april 2018 om tekniske kriterier for elektroniske mærker til skibsudstyr (EUT L 101 af 20.4.2018, s. 64-67).

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/414 af 9. januar 2018 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/90/EU for så vidt angår identifikation af bestemte typer skibsudstyr, der kan forsynes med elektronisk mærkning (EUT L 75 af 19.3.2018, s. 3-17).

seneste ajourføring 14.09.2022

Top