Den særlige lovgivningsprocedure

Den særlige lovgivningsprocedure betyder, at Rådet er den eneste lovgiver, i modsætning til at være medlovgiver på lige fod (fælles beslutning) med Europa-Parlamentet om et lovgivningsforslag fremsat af Europa-Kommissionen (den almindelig lovgivningsprocedure, der anvendes ved størstedelen af EU-lovgivningen).

Artikel 289, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bestemmer imidlertid, at Rådet i specifikke tilfælde, der er fastsat i traktaterne, er den eneste lovgiver, og at Parlamentet skal:

godkende Kommissionens forslag
høres om det.

Godkendelsesprocedure

I henhold til denne procedure:

kan Parlamentet acceptere eller afvise et lovgivningsforslag ved absolut flertal, men det kan ikke ændre forslaget
Rådet har ikke beføjelse til at ændre Parlamentets udtalelse.

Denne procedure bruges, når der foreslås ny lovgivning om bekæmpelse af forskelsbehandling.

Artikel 352 i TEUF giver Parlamentet vetoret, når den bestemmelse i traktaten bruges som retsgrundlag for vedtagelsen af forslag stillet af Kommissionen.

Proceduren bruges også i følgende tilfælde:

vedtagelse af visse internationale aftaler, som EU har indgået (for eksempel handelsaftaler med et eller flere tredjelande eller internationale organisationer (artikel 207, stk. 3, i TEUF eller aftaler angivet i artikel 218, stk. 6, litra a, i TEUF))
tiltrædelse af nye EU-medlemsstater
en alvorlig overtrædelse af de grundlæggende rettigheder (artikel 7 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU))
et land, der ønsker at træde ud af EU (artikel 50 i TEU).

Høringsprocedure

I henhold til denne procedure:

vedtager Rådet først et lovgivningsforslag, når Parlamentet har afgivet udtalelse
kan Parlamentet godkende, afvise eller foreslå ændringer til Kommissionens lovforslag, men Rådet er ikke juridisk forpligtet til at tage disse i betragtning
høres Parlamentet i tilfælde af en ikke-lovgivningsmæssig procedure, når der er indgået internationale aftaler i henhold til EU fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
høres Parlamentet i tilfælde af lovgivning på visse specifikke områder som konkurrencepolitik (artikel 103 i TEUF) og harmonisering af lovgivninger om indirekte skatter (artikel 113 i TEUF).

SE DESUDEN

Top