Forordning (EU, Euratom) 2024/2509 indfører målrettede justeringer af de finansielle regler i Den Europæiske Union (EU). Forordningen kaldes også finansforordningen og har til formål at sikre, at EU-midler bruges effektivt, produktivt og i overensstemmelse med de højeste standarder for økonomisk forvaltning og kontrol.
De vigtigste mål er at:
modernisere og strømline økonomisk forvaltning i EU
yderligere forbedre EU’s allerede strenge finansielle regler
give større sikkerhed for modtagere af EU-midler
sikre bedre reaktionsevne ved kriser og globale udfordringer
øge gennemsigtigheden og ansvarligheden
udvikle et bedre beskyttet og mere fleksibelt budget.
HOVEDPUNKTER
Forordningen fastsætter centrale regler om forvaltning af EU’s budget, hvordan EU-midler gives til modtagerne, og hvordan EU’s institutioner forvalter deres egen økonomi. Den fastsætter desuden regler om, hvordan EU’s institutioner sender bygge- og anlægsarbejder, varer eller tjenesteydelser i udbud, hvordan de tildeler tilskud og priser, og hvordan de anvender finansielle instrumenter eller budgetgarantier.
Et mere gennemsigtigt EU-budget
Forordningen fokuserer på flere centrale områder for at sikre, at budgettet forvaltes åbent og nyder offentlighedens tillid:
forbedring af omfanget af information til offentligheden ved at indføre en bedre offentlig database med mere detaljerede oplysninger om, hvordan EU’s budget anvendes, og hvem der modtager EU-midler
styrkelse af kontroller, overvågning og revision ved at gøre det obligatorisk at indsamle data om dem, der modtager midler, herunder hvem der drager mest fordel af finansieringsbeslutninger, for at sikre større ansvarlighed
håndtering af risici ved at bruge et integreret it-system til datamining og risikoscoring på tværs af alle EU-budgetgennemførelsesmetoder for at identificere tilfælde af uregelmæssigheder, svig, interessekonflikter eller andre problemer.
Beskyttelse af EU’s budget
Forordningen indfører foranstaltninger til mere effektiv beskyttelse af budgettet, herunder:
et system for tidlig opdagelse og udelukkelse, som styrker Europa-Kommissionens muligheder for at identificere modtagere af midler, som overtræder EU’s regler, og udelukke disse fra at modtage flere midler
opdatering af reglerne om interessekonflikter ved at omdefinere interessekonflikter, så deltagerne udelukkes fra finansiering, hvis sådanne konflikter opdages
bedre digitale kontroller, som anvender digital teknologi til at styrke kontrollernes og revisionernes kvalitet og effektivitet gennem digitalisering og nye teknologier, i overensstemmelse med Kommissionens forpligtelse til at anvende digitale praksisser.
Et mere fleksibelt EU-budget
Forordningen indfører følgende for at give mulighed for at anvende budgettet bedre i krisesituationer:
en forenklet ramme for udbud i krisesituationer, som fastsætter tydelige og mere fleksible juridiske retningslinjer
muligheden for, at EU’s institutioner kan handle på vegne af EU-medlemsstaterne eller som grossister, også når der ikke er en krise
et nyt budgetgennemførelsesinstrument, som giver Kommissionen mulighed for at bidrage til globale initiativer, som er multidonor-finansierede midler til håndtering af globale udfordringer, som for eksempel klimaændringer, uddannelse og bekæmpelse af sygdomme som aids (erhvervet immundefektsyndrom), tuberkulose og malaria.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509 af om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 2024/2509 af ).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 af om oprettelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten (EUT L 57 af , s. 17-75).
Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2021/241 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1058 af om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden (EUT L 231 af , s. 60-93).