Generel ramme for EU-sanktioner

HOVEDPUNKTER

• EU vedtager sanktioner, enten som EU’s egne foranstaltninger (dvs. autonome sanktioner) og/eller for at gennemføre De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolutioner, i de tilfælde hvor ikke-EU-lande, fysiske og juridiske personer, grupper eller ikkestatslige enheder:
  • ikke overholder international ret eller menneskerettigheder
  • fører en politik eller handler på en måde, der ikke overholder reglerne for et retssamfund eller demokratiske principper.
• Sådanne sanktioner er forebyggende instrumenter, der ikke indeholder elementer af straf, som er udviklet til at give EU mulighed for at reagere hurtigt på politiske udfordringer og udviklinger, i overensstemmelse med principperne i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
• EU-sanktioner skal ses på baggrund af en bredere politisk dialog. Restriktive foranstaltninger skal udformes således, at de begrænser konsekvenserne for den civile befolkning. I denne forbindelse finder EU det hensigtsmæssigt at håndtere den specifikke situation ved at pålægge et land eller en del af det, regeringsmedlemmer, enkeltpersoner, grupper eller enheder målrettede og differentierede sanktioner.

Gradvise sanktioner

EU kan pålægge ikke-EU-lande en række gradvise sanktioner, herunder følgende.

• Diplomatiske sanktioner:
  • udvisning af diplomater, suspendering af officielle besøg
  • suspendering af bilateralt eller multilateralt samarbejde med EU
  • boykot af sportslige eller kulturelle arrangementer.
• Økonomiske og finansielle sanktioner:
  • våbenembargoer for produkter til militære formål, der er opført på EU’s fælles liste over militært udstyr
  • import- og eksportrestriktioner for produkter, der kan anvendes både militært og civilt (produkter med dobbelt anvendelse).

Restriktive foranstaltninger kan omfatte:

• indefrysning af midler og økonomiske ressourcer, der ejes eller kontrolleres af de enkeltpersoner eller organisationer, der er mål for sanktionerne (såsom kontanter, bankindeståender, aktier og andre ejerandele osv.), således at der ikke er adgang til dem, og de ikke kan flyttes eller sælges, samt fast ejendom, der ikke må sælges eller udlejes
• visum- eller rejseforbud, således at enkeltpersoner ikke kan rejse ind i EU
• forbudsforanstaltninger i sektorer, for eksempel i forbindelse med import eller eksport af visse varer eller teknologier.

I visse tilfælde kan undtagelser fra indefrysningen af aktiver tillade eksport af produkter, der varetager grundlæggende behov (såsom fødevarer og medicin).

Medlemsstaterne kan også tillade undtagelser fra rejseforbud (for eksempel for at tillade, at et medlem fra regeringen i et ikke-EU-land, der er ramt af et sanktioner, deltager i en FN-konference på EU’s område).

Virkning og konsekvenser

Formålet med sanktioner er at afstedkomme politiske og økonomiske konsekvenser. De gælder for:

• enhver person inden for eller uden for EU’s område, hvad enten det er en EU-person eller en ikke-EU-statsborger
• virksomheder og organisationer, der er underlagt lovgivningen i en medlemsstat (herunder filialer af EU-virksomheder i ikke-EU-lande)
• regeringer, organisationer og ikkestatslige enheder i ikke-EU-lande
• enhver forretning, der helt eller delvist drives i EU.

indførelse af ordninger for restriktive foranstaltninger

I 2018 og 2019 blev der indført tre ordninger med restriktive foranstaltninger:

• bekæmpelse af brug og spredning af kemiske våben med vedtagelsen af afgørelse (FUSP) 2018/1544 og forordning (EU) 2018/1542
• målrette de ansvarlige for cyberangreb med vedtagelsen af afgørelse (FUSP) 2019/797 og forordning (EU) 2019/796
• indsats mod de ansvarlige for ikketilladte boreaktiviteter i det østlige Middelhav med vedtagelsen af afgørelse (FUSP) 2019/1894 og forordning (EU) 2019/1890.

Overtrædelse af restriktive foranstaltninger føjet til listen over EU-forbrydelser

I november 2022 vedtog Rådet afgørelse (EU) 2022/2332, der identificerer overtrædelsen af EU’s restriktive foranstaltninger som en forbrydelse, der opfylder kriterierne i artikel 83, stk. 1, i TEUF.