1. 

I den foreliggende sag skal Domstolen tage stilling til det materielle anvendelsesområde af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 ( 2 ). Sagen giver Domstolen mulighed for at redegøre nærmere for sin praksis vedrørende anvendelsen af forordningen på foranstaltninger, som i henhold til en medlemsstats lovgivning henhører under offentlig ret.

2. 

Navnlig giver sagen Domstolen lejlighed til at udtale sig om den i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 omhandlede udvidelse af kompetencen i sager vedrørende forældreansvar til fordel for retten i den medlemsstat, hvortil barnet har en væsentlig tilknytning. Domstolen skal i denne forbindelse afgøre, om en part, der udebliver, kan anses for at have accepteret, at retten er kompetent som omhandlet i den nævnte bestemmelse, når parten repræsenteres af en af retten udpeget rettergangsfuldmægtig, og denne ikke har anfægtet rettens kompetence. Spørgsmålet er tidligere blevet behandlet i relation til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 3 ), men er ikke blevet det i relation til forordning nr. 2201/2003.

3.

Artikel 1 i forordning nr. 2201/2003 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende:

2.   De i stk. 1, litra b), omhandlede spørgsmål kan navnlig vedrøre:

3.   Denne forordning finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende:

4.

I artikel 2, nr. 7), i forordning nr. 2201/2003 defineres »forældreansvar« som »alle de rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue, som er tilkendt en fysisk eller juridisk person ved en retsafgørelse, eller som en sådan person har som følge af loven eller en gyldig aftale[; b]etegnelsen omfatter navnlig forældremyndighed og samværsret«.

5.

I artikel 2, nr. 10), i forordning nr. 2201/2003 defineres »samværsret« som »navnlig retten til at bringe barnet til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum«.

6.

Artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 bestemmer:

»1.   Kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn ligger hos retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges.

2.   Stk. 1 finder anvendelse med forbehold af artikel 9, 10 og 12.«

7.

Det bestemmes i artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at »[d]en ret i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i ethvert spørgsmål vedrørende forældreansvar, der har tilknytning til den pågældende begæring:

8.

Artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 bestemmer, at »[r]etterne i en medlemsstat [ligeledes har] kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn i forbindelse med andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1:

9.

Artikel 127a i den bulgarske familiekodeks (Semeen kodeks, herefter »SK«) bestemmer:

»1.   Spørgsmål vedrørende et barns rejse til udlandet og udstedelse af de nødvendige identitetsdokumenter løses af forældrene ved fælles aftale.

2.   Hvis forældrene ikke kan nå til enighed om en aftale som omhandlet i foregående stykke, indbringes tvisten mellem dem for den Rayonen sad[ ( 4 )], i hvis retskreds barnet har sin nuværende bopæl.

3.   Sagen for retten anlægges ved en af forældrenes indgivelse af en stævning. Retten hører den anden forældrepart, medmindre denne udebliver uden gyldig grund. Retten kan ex officio iværksætte bevisoptagelse.

4.   Retten kan fastsætte foreløbig fuldbyrdelse af den afsagte dom.«

10.

Ifølge artikel 45, stk. 1, i lov om identitetsdokumenter (Zakon za balgarskite lichni dokumenti za samolichnost/za balgarskite lichni dokumenti, herefter »ZBLD«) skal en anmodning om udstedelse af et pas til mindreårige indgives personligt af barnets forældre.

11.

Ifølge artikel 78, stk. 1, sammenholdt med artikel 76, nr. 9), i ZBLD, kan justitsministeren eller, i givet fald, en af ham dertil bemyndiget person forbyde barnet at rejse ud af medlemsstatens område, medmindre der fremlægges et notarielt bekræftet skriftligt samtykke til barnets rejse fra forældrene.

12.

Artikel 47 i den bulgarske civile retsplejelov (Grazhdanski protsesualen kodeks, herefter »GPK«) bestemmer:

»1.   Hvis sagsøgte ikke kan træffes på den adresse, der er anført i sagsakterne, og det ikke er muligt at finde en person, som accepterer at modtage forkyndelsen, hæfter stævningsmanden en meddelelse på den omhandlede persons dør eller postkasse eller, hvis stævningsmanden ikke har adgang hertil, på bygningens hoveddør eller et synligt sted i nærheden. Hvis stævningsmanden har adgang til postkassen, lægger denne også en meddelelse heri.

2.   I den pågældende meddelelse oplyses det, at sagsakterne er deponeret på rettens justitskontor, såfremt forkyndelsen sker ved en medarbejder fra retten eller en stævningsmand, eller at de er deponeret på rådhuset, såfremt forkyndelsen sker ved en medarbejder fra kommunen, og at akterne kan afhentes inden for en frist på to uger fra tidspunktet for opslag af meddelelsen.

3.   Hvis sagsøgte ikke møder op for at afhente en kopi af sagens akter, pålægger retten sagsøgeren at fremlægge oplysninger om den pågældendes registrerede adresse, undtagen i de i artikel 40, stk. 2, og artikel 41, stk. 1, anførte tilfælde, hvor meddelelsen vedlægges sagens akter. Hvis den oplyste adresse ikke svarer til partens faste eller nuværende adresse, fastsætter retten forkyndelse til den nuværende eller faste adresse i henhold til fremgangsmåden i stk. 1 og 2.

4.   Hvis stævningsmanden konstaterer, at sagsøgte ikke bor på den oplyste adresse, pålægger retten sagsøgeren at fremlægge oplysninger om den pågældendes registrerede adresse, uafhængigt af opslag af meddelelse i henhold til stk. 1.

5.   Forkyndelsen anses for at have fundet sted, når fristen for at afhente den på rettens justitskontor eller på rådhuset er udløbet.

6.   Efter at have konstateret, at forkyndelsen er sket korrekt, bestemmer retten, at forkyndelsen tilføres sagens akter og udpeger for sagsøgers regning en særlig repræsentant.«

13.

Sagsøgeren, som er bulgarsk statsborger, bor i Italien, hvor hun i en årrække har boet sammen med Ilia Iliev, der ligeledes er bulgarsk statsborger. De har en datter, som blev født den 2. november 2004.

14.

Sagsøgeren og Ilia Iliev er separerede. Sagsøgeren bor sammen med sin datter i Milano, hvor hun har fast arbejde, og hvor barnet går i fjerde klasse i grundskolen. Ilia Iliev bor ligeledes i Italien, hvor han har fast arbejde. Han besøger sin datter hver anden eller tredje uge.

15.

Barnet er bulgarsk statsborger. Der var udstedt et bulgarsk pas til hende, som var gyldigt indtil den 5. april 2012. Ilia Iliev ydede ikke den bistand, som var nødvendig for, at datterens pas kunne fornys.

16.

Sagsøgeren anlagde derfor på grundlag af SK’s artikel 127a sag ved Rayonen sad Petrich med påstand om, at denne afgjorde uenigheden mellem forældrene om, hvorvidt barnet kunne rejse til udlandet og kunne få udstedt de nødvendige identitetsdokumenter, og derved afhjalp faderens manglende samtykke.

17.

Efter at have fastslået, at de i GPK’s artikel 47, stk. 6, fastsatte betingelser var opfyldt, udpegede Rayonen sad en særlig repræsentant for faderen, efter at sagsøgeren havde betalt den pågældende det af Rayonen sad fastsatte vederlag. Den særlige repræsentant anfægtede ikke den bulgarske rets kompetence til at påkende sagen.

18.

Ved kendelse af 10. november 2014 afviste Rayonen sad Petrich sagen. Den erklærede sig inkompetent og afsluttede sagen. Den udtalte, at det, da tvisten vedrørte udøvelse af forældreansvar, og barnet havde sit sædvanlige opholdssted i Italien, i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 kun var de italienske retter, som havde kompetence til at påkende sagen.

19.

Sagsøgeren appellerede den af Rayonen sad Petrich afsagte kendelse den 10. november 2014.

20.

Okrazhen sad Blagoevgrad ( 5 ) stadfæstede Rayonen sads kendelse. Den fandt i lighed med Rayonen sad, at tvisten drejede sig om forældeansvar, og at det i henhold til artikel 8 i forordning nr. 2201/2003 var de italienske retter, der var kompetente, eftersom barnet havde sit sædvanlige opholdssted i Italien. Endvidere fandt den, at den aftale om værneting, som er omhandlet i forordningens artikel 12, stk. 1, litra b), ikke fandt anvendelse, eftersom det ikke var den kassationsindstævnte, men en af retten udpeget rettergangsfuldmægtig for den kassationsindstævnte, der var mødt frem.

21.

Sagsøgeren har iværksat kassationsanke til prøvelse af Okrazhen sads kendelse ved Varhoven kasatsionen sad, den øverste kassationsdomstol. Denne ret er i tvivl om, hvorvidt forordning nr. 2201/2003 finder anvendelse på tvisten. Den ønsker oplyst, om tilladelsen til, at barnet rejser til udlandet, og udstedelsen af et pas er omfattet af udøvelsen af forældreansvar som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 1, litra b).

22.

Varhoven kasatsionen sad har anført, at den selv har afsagt to indbyrdes modstridende kendelser, idet den i den ene, som blev afsagt den 1. december 2010, afgjorde, at en tvist indbragt i henhold til SK’s artikel 127a, hvorefter uenighed mellem forældrene vedrørende barnets rejse til udlandet og om udstedelsen af de nødvendige identitetsdokumenter kan indbringes for domstolene, ikke var omfattet af begrebet forældreansvar som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003, og at den følgelig faldt uden for forordningens anvendelsesområde, mens den i den anden, som blev afsagt den 9. januar 2014, afgjorde, at en sådan tvist var omfattet af begrebet forældreansvar.

23.

Varhoven kasatsionen sad ønsker ligeledes oplyst, om den aftale om værneting, som er omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003, finder anvendelse, når sagsøgte – skønt denne ikke har anfægtet den bulgarske rets kompetence – repræsenteres af en af retten udpeget rettergangsfuldmægtig.

24.

Varhoven kasatsionen sad har derfor besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

25.

Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om at iværksætte den præjudicielle hasteprocedure efter artikel 107 i Domstolens procesreglement. Den 20. maj 2015 besluttede Domstolen ikke at tage anmodningen til følge.

26.

Ved kendelse af 3. juli 2015 ( 6 ) har Domstolens præsident besluttet at undergive den foreliggende sag den fremskyndede procedure efter artikel 105, stk. 1, i Domstolens procesreglement.

27.

Den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til de præjudicielle spørgsmål. Den spanske og den tjekkiske regering samt Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 9. september 2015.

28.

Ved det første og det andet spørgsmål, der bør behandles samlet, anmoder den forelæggende ret Domstolen om oplysninger om det materielle anvendelsesområde for forordning nr. 2201/2003. Derfor undersøger jeg nedenfor, om forordningen finder anvendelse på den foreliggende sag. Derpå går jeg over til at behandle det tredje præjudicielle spørgsmål, der drejer sig om en af betingelserne for den i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 omhandlede udvidelse af kompetencen i sager vedrørende forældreansvar til fordel for retten i den medlemsstat, hvortil barnet har en væsentlig tilknytning.

29.

Med sit første spørgsmål anmoder den forelæggende ret Domstolen om at oplyse, om tilladelsen til, at barnet rejser ud af medlemsstatens område, og ansøgningen om et pas i dette øjemed er omfattet af begrebet forældreansvar som omhandlet i forordningens artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 2, nr. 7), i forordning nr. 2201/2003. Med sit andet spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige oplyst, om det søgsmål, hvorved en af forældrene har nedlagt påstand om, at retten afhjælper den anden forældreparts manglende samtykke til barnets rejse og til ansøgningen om et pas, er omfattet af begrebet »civilretlige« spørgsmål som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, skønt de nationale myndigheder skal tage hensyn til rettens afgørelse i forbindelse med, at der udstedes et pas til barnet.

30.

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 bestemmer, at forordningen »finder anvendelse på det civilretlige område, uanset domsmyndighedens art, for spørgsmål vedrørende: [...] b) tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse af forældreansvar«. For at følge ordlyden af denne bestemmelse, hvori forordningens anvendelsesområde først defineres under henvisning til det civilretlige område og derpå til forældreansvar, undersøger jeg nedenfor, om tilladelsen til, at barnet rejser ud af medlemsstatens område, og ansøgningen om et pas i dette øjemed udgør civilretlige spørgsmål som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, og derpå, om de nævnte spørgsmål henhører under begrebet »forældreansvar«, således som det defineres i forordningens artikel 2, nr. 7).

31.

Civilretlige spørgsmål defineres ikke i forordning nr. 2201/2003, hverken i artikel 1 eller 2, der vedrører henholdsvis forordningens anvendelsesområde og definitionen af de udtryk, som anvendes i den, eller i betragtningerne til forordningen. Det opregnes kun i den, nærmere bestemt i artikel 1, stk. 3, hvilke spørgsmål den ikke finder anvendelse på, nemlig fastlæggelse eller bestridelse af forældre-barn-forhold, afgørelser om adoption, adoptionsforberedende foranstaltninger, omstødelse af adoption eller ophævelse af adoptivforhold, barnets for- og efternavne, myndighed, underholdspligt, truster og arv samt foranstaltninger, der er truffet som følge af strafbare handlinger begået af børn ( 7 ).

32.

Artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 er baseret på konventionen af 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet den 27. september 1968 ( 8 ) (herefter »Bruxelleskonventionen af 1968«). Det bestemmes nemlig i artikel 1, stk. 1, i Bruxelleskonventionen af 1968, at den »finder anvendelse på borgerlige sager, herunder handelssager, uanset domsmyndighedens art«. På samme måde som i forordning nr. 2201/2003 defineres »borgerlige sager, herunder handelssager« ikke i Bruxelleskonventionen af 1968, undtagen på negativ måde ( 9 ) ved hjælp af de undtagelser, der opregnes i dens artikel 1, stk. 2 ( 10 ).

33.

Således som Domstolen udtalte i C-dommen ( 11 ), er der ingen tvivl om, at begrebet civilretlige spørgsmål som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal være genstand for en selvstændig fortolkning, idet kun en sådan kan sikre en ensartet anvendelse af forordningen og – således som den tjekkiske regering påpegede under retsmødet – en ensartet behandling af alle børn ( 12 ), uanset om de har opholdssted i den medlemsstat, hvori de er statsborgere, eller ej.

34.

I det foreliggende tilfælde har den sag, som er anlagt ved den forelæggende ret, til formål, at Retten afhjælper faderens manglende samtykke til barnets rejse og til ansøgningen om et pas. Udstedelse af et pas er et administrativt skridt. Det skal derfor undersøges, om tvisten i hovedsagen henhører under begrebet civilretlige spørgsmål, i hvilket tilfælde forordning nr. 2201/2003 finder anvendelse på den, eller om den ikke er omfattet af forordningens anvendelsesområde, fordi den vedrører et administrativt anliggende.

35.

Efter min opfattelse vedrører tvisten i hovedsagen civilretlige spørgsmål som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 af de nedenfor anførte grunde.

36.

For det første kan tvisten ikke henføres til nogen af de spørgsmål, som ifølge artikel 1, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 ikke er omfattet af dennes anvendelsesområde ( 13 ).

37.

For det andet skal det bemærkes, at forordning nr. 2201/2003 ifølge tiende betragtning til forordningen ikke har til formål at finde anvendelse på »foranstaltninger af generel karakter med hensyn til uddannelse og sundhed« ( 14 ). Heraf udleder jeg, at den har til formål at finde anvendelse på andre offentligretlige foranstaltninger end foranstaltninger af generel karakter med hensyn til uddannelse og sundhed ( 15 ).

38.

For det tredje skal det understreges, at det bestemmes i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, at denne »i særdeleshed ikke [omfatter] spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender« ( 16 ). Denne undtagelse blev indført i 1978 i forbindelse med Kongeriget Danmarks, Irlands og Det Forenede Kongerige Storbritanniens og Nordirlands tiltrædelse af Bruxelleskonventionen af 1968 ( 17 ) for at tage hensyn til, at sondringen mellem privatret og offentlig ret, som var almindelig i de oprindelige medlemsstater, knap nok var kendt i Det Forenede Kongerige og Irland, og at det derfor var nødvendigt at specificere, hvilke spørgsmål der ikke ansås for civilretlige ( 18 ). I modsætning til forordning nr. 44/2001 bestemmes det ikke i artikel 1 i forordning nr. 2201/2003, at denne ikke finder anvendelse på administrative anliggender. Vedtagelsen af forordning nr. 2201/2003 den 27. november 2003 fandt sted efter vedtagelsen af forordning nr. 44/2001 den 22. december 2000 og navnlig efter indførelsen i 1978 af undtagelsen for administrative anliggender i Bruxelleskonventionen af 1968. Hvis det havde været lovgivers hensigt at undtage administrative anliggender fra anvendelsesområdet for forordning nr. 2201/2003, mener jeg derfor, at denne ville have gjort det udtrykkeligt.

39.

For det fjerde mener jeg, at selv hvis det forudsættes, at artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skal fortolkes således, at administrative anliggender er undtaget fra forordningens anvendelsesområde, ville en sådan undtagelse ikke kunne omfatte alle administrative anliggender. Den ville kun kunne omfatte udøvelse af offentligretlige beføjelser.

40.

For så vidt angår forordning nr. 44/2001 ( 19 ) har Domstolen nemlig fastslået, at det for at afgøre, om en tvist vedrører civilretlige spørgsmål som omhandlet i forordning nr. 44/2001, er nødvendigt at undersøge arten af retsforholdet mellem parterne og tvistens genstand. Heraf har Domstolen udledt, at selv om visse tvister mellem en offentlig myndighed og en privatperson kan henhøre under nævnte begreb, forholder det sig anderledes, når den offentlige myndighed udøver offentligretlige beføjelser ( 20 ).

41.

Jeg mener ikke, at begrebet civilretlige spørgsmål som omhandlet i forordning nr. 2201/2003 kan fortolkes snævrere end begrebet civilretlige spørgsmål som omhandlet i forordning nr. 44/2001, eftersom det i modsætning til forordning nr. 44/2001 ikke udtrykkeligt bestemmes i forordning nr. 2201/2003, at administrative anliggender er undtaget. Selv hvis artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 skulle fortolkes således, at forordningen ikke finder anvendelse på administrative anliggender, ville det følgelig ikke være tilstrækkeligt til, at en tvist faldt uden for begrebet civilretlige spørgsmål, at den var mellem en offentlig myndighed og en privatperson. Den offentlige myndighed ville ligeledes skulle have udøvet offentligretlige beføjelser.

42.

For at afgøre, om en tvist vedrører civilretlige spørgsmål som omhandlet i forordning nr. 44/2001, skal der som nævnt lægges to kriterier til grund. Dels arten af retsforholdet mellem tvistens parter (hvis forholdet er rent privatretligt, vedrører tvisten civilretlige spørgsmål), dels tvistens genstand (hvis genstanden for tvisten ikke er udøvelse af offentligretlige beføjelser, vedrører tvisten civilretlige spørgsmål).

43.

Hvad for det første angår arten af retsforholdet mellem parterne vurderer Domstolen dette under hensyn til parternes status – offentlige myndigheder eller privatpersoner – og under hensyn til, på hvilket grundlag og efter hvilke nærmere regler søgsmålet er iværksat ( 21 ).

44.

En tvist, hvori begge parter er privatpersoner, udgør således nødvendigvis et rent privatretligt forhold. I Henkel-dommen fandt Domstolen, at en sag, hvori en forbrugerorganisation havde nedlagt påstand om, at det blev forbudt en erhvervsdrivende at anvende urimelige kontraktvilkår, vedrørte civilretlige spørgsmål. Den bemærkede bl.a., at »en forbrugerbeskyttelsesorganisation som [den i sagen omhandlede] [har] karakter af en privat organisation« ( 22 ). På samme måde fandt Domstolen i Frahuil-dommen, at et søgsmål, hvorved en virksomhed, der havde stillet kaution i forhold til toldmyndighederne for en transportørs betaling af toldskyld, krævede tilbagebetaling af beløb, den havde udbetalt til importøren, vedrørte civilretlige spørgsmål. Der var nemlig tale om en tvist mellem to privatpersoner ( 23 ). I dommen i sagen flyLAL-Lithuanian Airlines fastslog Domstolen, at et søgsmål anlagt af en litauisk luftbefordrer mod forvaltningsorganet for en lettisk lufthavn og en lettisk luftbefordrer om erstatning for en påstået overtrædelse af konkurrenceretten vedrørte civilretlige spørgsmål. Den bemærkede bl.a., at den lettiske stat ikke var part i tvisten, selv om den var majoritetsaktionær eller eneste aktionær i de sagsøgte, og at sagsøgeren klagede over, at der skulle betales for høje gebyrer for benyttelse af lufthavnsanlæg, dvs. en handling, som de sagsøgte foretog som erhvervsdrivende, og som ikke indebar udøvelse af offentlig myndighed ( 24 ).

45.

Selv om en af tvistens parter er en offentlig myndighed, falder den ikke af den grund uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 44/2001. Det gør den kun, hvis den offentlige myndighed inden for rammerne af tvisten udøver offentligretlige beføjelser. I dommen i sagen Sunico m.fl. afgjorde Domstolen således, at en sag om inddrivelse af en afgiftsfordring anlagt af de britiske skattemyndigheder vedrørte civilretlige spørgsmål, eftersom sagsøger ganske vist var en offentlig myndighed, men alene handlede på grundlag af de britiske regler om det civilretlige erstatningsansvar ( 25 ). På samme måde afgjorde Domstolen i dommen i sagen Sapir m.fl., at det erstatningssøgsmål, ofrene for det nationalsocialistiske regime havde anlagt mod Land Berlin, vedrørte civilretlige spørgsmål. Land Berlin var nemlig sagsøgt i sin egenskab af ejer af fast ejendom, over for hvem der gøres krav gældende om tilbagelevering, og havde den samme erstatningsforpligtelse som en privat ejer ( 26 ).

46.

Hvad for det andet angår tvistens genstand henhører tvisten ikke under civilretlige spørgsmål, hvis dens genstand er udøvelse af offentlig myndighed, dvs. hvis søgsmålet direkte udspringer af en offentligretlig handling ( 27 ).

47.

I dommen i sagen Lechouritou m.fl. afgjorde Domstolen, at genstanden for det søgsmål, hvorved en række græske statsborgere havde nedlagt påstand om erstatning fra den tyske stat for skade som følge af den massakre på civile, soldater i de tyske væbnede styrker begik i 1943, var udøvelse af offentlig myndighed ( 28 ). I Apostolides-dommen fandt den derimod, at genstanden for det søgsmål, hvorved en privatperson, der ejede en ejendom på Cypern, som han havde måttet forlade under det tyrkiske militærs invasion af øen i 1974, havde nedlagt påstand om, at den privatperson, der havde erhvervet ejendommen, øjeblikkelig overdrog den til ham til hans frie rådighed, ikke var udøvelse af offentlig myndighed ( 29 ). At Domstolen traf indbyrdes modsatte afgørelser i de to domme, skyldes efter min opfattelse, at påstanden i dommen i sagen Lechouritou m.fl. drejede sig om erstatning for skade forårsaget direkte af en offentligretlig handling (massakren på civile), mens den i Apostolides-dommen drejede sig om overtagelse af en ejendom erhvervet som følge af en offentligretlig handling (den militære invasion), dvs. at forbindelsen mellem påstanden og den offentligretlige handling kun var indirekte.

48.

Retspraksis vedrørende begrebet civilretlige spørgsmål som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 kan, som det er fremgået ( 30 ), overføres på begrebet civilretlige spørgsmål som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003.

49.

I det foreliggende tilfælde er det en tvist mellem to privatpersoner, nemlig barnets forældre, der er indbragt for den forelæggende ret. Moderen kan naturligvis ikke udøve nogen form for ekstraordinær, alment gældende beføjelse over for faderen. Retsforholdet mellem parterne er følgelig rent privatretligt.

50.

Desuden skal det fremhæves, at det af moderen anlagte søgsmål har til formål, at Retten afhjælper faderens manglende samtykke til, at der udstedes et pas til barnet. Tvistens genstand er ikke udøvelse af offentlig myndighed, eftersom der ikke er nedlagt påstand om, at retten udsteder passet, men at den afhjælper faderens manglende samtykke. Genstanden er en uenighed mellem forældrene, idet moderen ønsker, at barnet besøger sin familie i Bulgarien, mens faderen modsætter sig dette eller i det mindste undlader at tage de skridt, som er nødvendige i det nævnte øjemed. Tvistens genstand er følgelig rent privatretlig.

51.

Artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 2201/2003 bestemmer, at civilretlige spørgsmål vedrørende tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse af forældreansvar, som forordningen finder anvendelse på, bl.a. omfatter samværsret. I artikel 2, nr. 10), i forordning nr. 2201/2003 defineres samværsret som navnlig retten til at bringe barnet til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum.

52.

At tage barnet med på ferie hos dets familie, herunder i en anden medlemsstat [eftersom der i artikel 2, nr. 10), blot angives »et andet sted end dets sædvanlige opholdssted«], og indgive en ansøgning om et pas i dette øjemed, mener jeg klart falder ind under definitionen af samværsret.

53.

Der bør derfor gives den forelæggende ret det svar, at det søgsmål, hvorved en af forældrene har nedlagt påstand om, at retten afhjælper den anden forældreparts manglende samtykke til barnets rejse og til ansøgningen om et pas, henhører under begrebet civilretlige spørgsmål vedrørende udøvelse af forældreansvar som omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra b), og artikel 2, nr. 7) og 10), i forordning nr. 2201/2003.

54.

Ved sit tredje spørgsmål anmoder den forelæggende ret i det væsentlige Domstolen om at oplyse, om en part, som udebliver, kan anses for at have accepteret, at retten er kompetent som omhandlet i artikel 12, stk. 1, litra b), i forordning nr. 2201/2003, når parten repræsenteres af en rettergangsfuldmægtig, som retten har udpeget, og denne rettergangsfuldmægtig ikke har anfægtet rettens kompetence.

55.

Før jeg behandler det tredje præjudicielle spørgsmål, vil jeg gerne redegøre nærmere for den kompetencefordeling med hensyn til forældreansvar, der fastsættes i forordning nr. 2201/2003.

56.

I artikel 8, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 tillægges retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, kompetencen til at træffe afgørelse om spørgsmål vedrørende forældreansvar. Det bestemmes imidlertid i forordningens artikel 8, stk. 2, at »stk. 1 finder anvendelse med forbehold« af bl.a. artikel 12. I artikel 12, stk. 1, bestemmes det, at retten i en medlemsstat, der i medfør af artikel 3 ( 31 ) udøver sin kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab, har kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar ( 32 ), mens det i artikel 12, stk. 3, bestemmes, at retterne i den medlemsstat, hvortil barnet har en væsentlig tilknytning, bl.a. fordi det er statsborger i denne medlemsstat, har kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar.

57.

Retternes kompetence i den medlemsstat, hvori kompetencen til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse udøves, og retternes kompetence i den medlemsstat, hvortil barnet har en væsentlig tilknytning – hvilke kompetencer fastsættes i artikel 12, stk. 1 og 3, i forordning nr. 2201/2003 – er således parallelle med den kompetence, der tilkommer retterne i den medlemsstat, hvori barnet har sit sædvanlige opholdssted ( 33 ).

58.

For at kunne give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar mener jeg, at det tredje spørgsmål bør omformuleres ( 34 ), således at det behandles på baggrund af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 og ikke på baggrund af stk. 1 i denne bestemmelse. Jeg forklarer nedenfor, hvorfor en sådan omformulering er nødvendig, hvorpå jeg behandler selve spørgsmålet, nemlig om en part, der udebliver, men som repræsenteres af en af retten udpeget rettergangsfuldmægtig, der ikke anfægter rettens kompetence, kan anses for at have accepteret, at denne ret er kompetent som omhandlet i – således – artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003.

59.

Jeg mener ikke, at artikel 12, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003 kan finde anvendelse på den foreliggende sag. Ifølge denne bestemmelse er det, som nævnt, den ret i en medlemsstat, som i henhold til artikel 3 har kompetence til at træffe afgørelse om en begæring om skilsmisse, der har kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar. I anmodningen om en præjudiciel afgørelse angives det kun, at Vasilka Gogova og Ilia Iliev har boet sammen, hvilket giver anledning til at antage, at de aldrig har været gift med hinanden. Denne bestemmelse kan følgelig ikke anvendes på tvisten i hovedsagen.

60.

Om de bulgarske retter er kompetente, skal derimod vurderes på baggrund af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, hvori der i øvrigt fastsættes den samme betingelse som i artikel 12, stk. 1, nemlig at det accepteres, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, er kompetent. Det fastsættes i bestemmelsen, at retterne i en medlemsstat har »kompetence i spørgsmål vedrørende forældreansvar over for et barn i forbindelse med andre retssager end dem, der er omhandlet i stk. 1«, hvis, for det første, barnet har en væsentlig tilknytning til den pågældende medlemsstat, »bl.a. i kraft af, at [...] barnet er statsborger i medlemsstaten«, og for det andet, at de nævnte retters kompetence udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde er accepteret af alle parter i sagen, og denne kompetence er til barnets bedste ( 35 ). Det fremgår af sagens akter, at barnet har bulgarsk statsborgerskab. Den første betingelse i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 for, at den aftale om værneting, som er omhandlet i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, foreligger, er følgelig opfyldt.

61.

Det skal bemærkes, at Domstolen i L-dommen afgjorde, at den aftale om værneting, som er omhandlet i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 i spørgsmål vedrørende forældreansvar, kan anvendes, uden at det er nødvendigt, at sagen vedrørende dette spørgsmål har en tilknytning til en anden sag, som allerede verserer for den ret, som aftalen om værneting er indgået til fordel for ( 36 ). Det er derfor uden betydning, at der ikke er indgivet nogen begæring om skilsmisse til de bulgarske retter. Denne omstændighed er nemlig ikke til hinder for, at artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 finder anvendelse ( 37 ).

62.

Det tredje præjudicielle spørgsmål er derfor fortsat relevant. I stk. 1 og stk. 3 i artikel 12 i forordning nr. 2201/2003 er spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en aftale om værneting, nemlig undergivet den samme betingelse: »[Æ]gtefællerne og [...] indehaverne af forældreansvar« (stk. 1) eller »alle parter i sagen« (stk. 3) skal udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde havde accepteret denne udvidelse af kompetencen. For at kunne give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar er det tilstrækkeligt at behandle spørgsmålet om, hvorvidt en part, der udebliver, og som repræsenteres af en af retten udpeget rettergangsfuldmægtig, der ikke anfægter rettens kompetence, kan anses for at have accepteret, at den er kompetent, på baggrund af stk. 3 og ikke på baggrund af stk. 1.

63.

En sagsøgt, der udebliver, kan efter min opfattelse ikke anses for at have accepteret, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, er kompetent som omhandlet i artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003, alene fordi den nævnte ret, da den ikke har kunnet forkynde det indledende processkrift i sagen for den pågældende, ex officio har udpeget en rettergangsfuldmægtig for ham, og denne fuldmægtige har fremsat et materielt forsvar uden at rejse indsigelse om, at retten savner kompetence.

64.

Det skal bemærkes, at EU-lovgiver ønskede at gøre det muligt for parterne at vælge, i hvilken medlemsstat retterne skulle have kompetence til at tage stilling til forældreansvaret. Artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 tillader dem således at fravige reglen om, at det er retterne i den medlemsstat, hvori barnet har sit sædvanlige opholdssted, der er kompetente, til fordel for retterne i den medlemsstat, hvortil barnet har en væsentlig tilknytning. EU-lovgiver ønskede med andre ord at fremme parternes aftalefrihed ved at give dem et valg, som ganske vist var undergivet den betingelse, at barnet havde en væsentlig tilknytning til den medlemsstat, hvis retter blev valgt ( 38 ), men dog et valg. Dette fremgår af begrundelsen for Kommissionens forslag til forordning, hvorefter artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 har til formål »at tilskynde til opnåelse af enighed, om end kun om, hvilken ret der skal behandle sagen, og for at give indehaverne af forældremyndigheden nogen fleksibilitet« ( 39 ).

65.

Eftersom det beror på parternes ønske, om den ret, for hvilken sagen er indbragt, er kompetent, er det vigtigt at sikre sig, at begge parter rent faktisk har samtykket til, at den er kompetent ( 40 ). Lovgivers hensigt, nemlig at fremme parternes aftalefrihed, taler for en snæver fortolkning af den »udtrykkelig[e] eller på anden [måde] utvetydig[e]« accept af, at den ret er kompetent, for hvilken sagen er indbragt ( 41 ).

66.

Det skal fremhæves, at det bestemmes i artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003, at det skal være »til barnets bedste«, at det er retterne i den af parterne valgte medlemsstat, der er kompetente. Denne præcisering mener jeg på baggrund af den centrale stilling, barnets bedste har i den kompetenceordning, der fastlægges i forordning nr. 2201/2003 ( 42 ), skal forstås som en regulær forpligtelse for den ret, for hvilken sagen er indbragt, til at sikre sig, at parterne ikke har gjort brug af deres valgfrihed på bekostning af barnets bedste ( 43 ). Denne forpligtelse bekræfter, at accepten af, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, er kompetent, på grundlag af artikel 12, stk. 3, skal fortolkes snævert.

67.

At antage, at sagsøgte har accepteret, at de bulgarske retter er kompetente, når det indledende processkrift i sagen ikke har kunnet forkyndes for ham, med den begrundelse, at den af retten udpegede rettergangsfuldmægtig ikke har anfægtet rettens kompetence, mener jeg ikke opfylder kravet om en snæver fortolkning af den betingelse om accept, der fastsættes i artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003.

68.

Jeg undrer mig over, at den bulgarske ret har udpeget en rettergangsfuldmægtig til at repræsentere sagsøgte, når det fremgår af forelæggelseskendelsen, at faderen ser sin datter hver anden eller hver tredje uge. Jeg noterer mig, at det bestemmes i GPK’s artikel 47, stk. 4 ( 44 ), at hvis den ret, for hvilken sagen er indbragt, konstaterer, at sagsøgte ikke bor på den angivne adresse, »pålægger [den] sagsøgeren at fremlægge oplysning« herom. Det forekommer mig temmelig underligt, at moderen regelmæssigt overlader barnet til faderen, men er uvidende om hans adresse. Det skal bemærkes, at det bestemmes i artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at retten skal udsætte sagen, så længe det ikke er blevet fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen, »eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet« ( 45 ).

69.

Jeg har svært ved at forstå, at en sagsøgt kan anses for at have accepteret, at retterne i en medlemsstat er kompetente, når den pågældende ikke engang har kendskab til, at der er anlagt en sag mod ham ( 46 ). Ligeledes tvivler jeg på, at en af retten udpeget rettergangsfuldmægtig med føje kan samtykke i, at retten er kompetent, når denne fuldmægtig ikke har nogen kontakt med sagsøgte og derfor ikke er i besiddelse af oplysninger, som gør det muligt for den fuldmægtige at vurdere, om den ret er kompetent, for hvilken sagen er indbragt ( 47 ).

70.

Det skal bemærkes, at Domstolen i en sag om fortolkningen af artikel 24, første punktum, i forordning nr. 44/2001, hvori det bestemmes, at »[f]or så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den«, for nylig i A-dommen fastslog, at fremmødet af en fraværskurator, som en østrigsk ret havde udpeget på grund af sagsøgtes fravær, ikke gjaldt som fremmøde af sagsøgte som omhandlet i artikel 24 og følgelig ikke medførte, at den ret, for hvilken sagen var indbragt, blev kompetent ( 48 ).

71.

Artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 skal efter min mening fortolkes på samme måde som artikel 24, første punktum, i forordning nr. 44/2001.

72.

Dels fastsættes der nemlig i artikel 24, første punktum, i forordning nr. 44/2001, på samme måde som i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003, en kompetence baseret på et af sagens parter foretaget bevidst valg ( 49 ).

73.

Dels foretog Domstolen i A-dommen en afvejning mellem retten til forsvar og sagsøgers ret til adgang til effektive retsmidler, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 50 ). Den fremhævede, at sagsøgtes bopæl ganske rigtigt var ukendt, og at dette forhindrede sagsøgerne i at fastslå, hvilken ret der var kompetent, og i at udøve deres ret til effektive retsmidler. Den fortsatte imidlertid sit ræsonnement med at understrege, at hvis fraværskuratorens fremmøde skulle anses for at gælde for fremmøde af sagsøgte som omhandlet i artikel 24, første punktum, i forordning nr. 44/2001, ville sagsøgte ikke længere skulle anses for udebleven. Sagsøgte ville ikke kun ikke skulle anses for udebleven længere som omhandlet i forordningens artikel 24, men også som omhandlet i dens artikel 34, nr. 2, hvorefter en retsafgørelse ikke kan anerkendes, hvis det indledende processkrift i sagen ikke er blevet forkyndt for den sagsøgte. Denne ville følgelig ikke længere kunne påberåbe sig artikel 34, nr. 2), som grundlag for at modsætte sig, at retsafgørelsen blev anerkendt. Domstolen anførte afslutningsvis, at en sådan fortolkning af artikel 24 i forordning nr. 44/2001 ikke kunne anses for at skabe en rimelig afvejning mellem sagsøgtes ret til adgang til effektive retsmidler og retten til forsvar ( 51 ).

74.

Hvad det foreliggende tilfælde angår skal det bemærkes, at den i artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003 fastsatte kompetence for retterne i den medlemsstat, hvortil barnet har en væsentlig tilknytning, er en kompetence, som er parallel med den i forordningens artikel 8, stk. 1, fastsatte kompetence for retterne i den medlemsstat, hvori barnet har sit sædvanlige opholdssted. Hvis de bulgarske retter i det foreliggende tilfælde finder, at de savner kompetence, fordi faderen ikke har accepteret, at de er kompetente, vil moderen følgelig kunne indbringe sagen for de italienske retter. Der vil derfor ikke mangle adgang til domstolsprøvelse.

75.

Endvidere skal det fremhæves, at faderen ikke vil kunne anlægge en sag, hvis de bulgarske retter finder, at de er kompetente på grundlag af artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 2201/2003.

76.

Det bestemmes nemlig i artikel 41, stk. 1, i forordning nr. 2201/2003, at en afgørelse truffet i en medlemsstat, som er blevet attesteret i domsstaten, anerkendes og er eksigibel i en anden medlemsstat, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen. Ifølge artikel 41, stk. 2, litra a), er det en betingelse for at udstede attesten, at det indledende processkrift i sagen er blevet forkyndt for sagsøgte. Hvis sagsøgte imidlertid anses for at have accepteret, at de bulgarske retter er kompetente som omhandlet i artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003, indebærer det, at han ikke anses for udebleven. Han kan derfor ikke anses for udebleven som omhandlet i forordningens artikel 41, stk. 2, litra a). Hvis de bulgarske retter følgelig skulle anses for kompetente på grundlag af artikel 12, stk. 3, ville de skulle udstede den attest, som medfører, at afgørelsen kan anerkendes og fuldbyrdes i Italien.

77.

I så fald ville faderen ikke kunne gøre indsigelse mod fuldbyrdelsen af de bulgarske retters afgørelse. Dels bestemmes det i artikel 43, stk. 2, i forordning nr. 2201/2003, at udstedelsen af en attest ikke kan appelleres. Dels bestemmes det i forordningens artikel 41, stk. 1, at der ikke kan gøres indsigelse mod anerkendelsen af en retsafgørelse, som er blevet attesteret i domsstaten ( 52 ).

78.

Hvis faderen følgelig blev anset for at have accepteret, at de bulgarske retter var kompetente som omhandlet i artikel 12, stk. 3, litra b), i forordning nr. 2201/2003, ville indgrebet i retten til forsvar efter min opfattelse være uforholdsmæssigt.

79.

Hypoteční banka-dommen, hvori Domstolen fastslog, at forordning nr. 44/2001 ikke er til hinder for en national bestemmelse, hvorefter der kan anlægges sag mod en sagsøgt, hvis bopæl er ukendt, forudsat at den ret, for hvilken sagen indbringes, udpeger en procesværge ( 53 ), kan ikke anvendes som et argument imod denne konklusion. Således som Domstolen udtrykkeligt bemærkede i A-dommen, kunne sagsøgte ganske vist i Hypoteční banka-dommen gøre indsigelse mod anerkendelsen af dommen på grundlag af den nævnte artikel 34, nr. 2), men denne mulighed forelå ikke i A-dommen. Muligheden for at påberåbe sig artikel 34, nr. 2), »forudsætter [nemlig] sagsøgtes udeblivelse, og at proceshandlingerne udført af den beskikkede værge eller af fraværskurator ikke kan gøre det ud for, at sagsøgte giver møde i [forordning nr. 44/2001’s] forstand« ( 54 ). Hvis den ret, for hvilken sagen indbringes, er kompetent på grundlag af artikel 24 i denne forordning, anses sagsøgte ikke for udebleven.

80.

På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Varhoven kasatsionen sad forelagte spørgsmål som følger: