—

A ved Rechtsanwalt T. Frad

—

B m.fl. ved Rechtsanwalt A. Egger

—

den østrigske regering ved G. Hesse, som befuldmægtiget

—

den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede

—

den franske regering ved G. de Bergues, D. Colas og B. Beaupère-Manokha, som befuldmægtigede

—

den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato L. D’Ascia

—

Europa-Kommissionen ved W. Bogensberger, H. Krämer og A.-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 267 TEUF og artikel 24 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001 L 12, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem A og B m.fl. vedrørende en sag om erstatning, som de sidstnævnte har anlagt mod A ved de østrigske retter.

3

Følgende fremgår af 2., 11. og 12. betragtning til forordning nr. 44/2001:

[...]

4

Forordningens artikel 2, stk. 1, bestemmer:

»Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5

Nævnte forordnings artikel 3 har følgende ordlyd:

»1.   Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.

2.   I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I, ikke gøres gældende imod dem.«

6

I kapitel II, afdeling 7, med overskriften »Aftaler om værneting« fastsætter artikel 24 i forordning nr. 44/2001:

»For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.«

7

Samme forordnings artikel 26, der er indeholdt i dette kapitels afdeling 8 med overskriften »Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til påkendelse«, bestemmer:

»1.   Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning.

2.   Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.

[...]«

8

I kapitel III med overskriften »Anerkendelse og Fuldbyrdelse« fastsætter artikel 34, nr. 2), i forordning 44/2001, at en retsafgørelse ikke kan anerkendes, »såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det«.

9

I overensstemmelse med artikel 89, stk. 1 og 2, i Bundes-Verfassungsgesetz (forbundsforfatningen, herefter »B-VG«) kan de almindelige retter ikke annullere almindelige love på grund af forfatningsstridighed. Oberster Gerichtshof såvel som de retter, der skal træffe afgørelse i anden instans, skal, såfremt der er tvivl om en almindelig lovs forfatningsmæssighed, indgive en begæring om annullation af den pågældende almindelige lov til Verfassungsgerichtshof (forfatningsdomstolen).

10

B-VG’s artikel 92, stk. 1, bestemmer, at Oberster Gerichtshof er øverste instans i civile sager og straffesager.

11

I henhold til B-VG’s artikel 140, stk. 1, har Verfassungsgerichtshof kompetence til at påkende forfatningsmæssigheden af almindelige love efter begæring herom fra bl.a. Oberster Gerichtshof såvel som fra de retter, der skal træffe afgørelse i anden instans. Verfassungsgerichtshofs afgørelse om annullation af en almindelig lov som forfatningsstridig har ifølge B-VG’s artikel 140, stk. 6 og 7, generel virkning, og den er bindende for de almindelige retter og de administrative myndigheder.

12

§ 115 i Zivilprozessordnung (retsplejeloven, herefter »ZPO«) fastsætter, at forkyndelse for personer, hvis opholdssted er ukendt, i princippet skal ske gennem offentlig bekendtgørelse ved optagelse i et register over offentlige kundgørelser (»Ediktsdatei«).

13

ZPO’s § 116 har følgende ordlyd:

»For personer, for hvem der på grund af ukendt opholdssted alene kunne ske forkyndelse gennem offentlig bekendtgørelse, skal retten ex officio eller efter anmodning beskikke en kurator ([ZPO’s]§ 9), såfremt disse personer som følge af forkyndelsen for dem skulle foretage en processuel handling til varetagelse af deres rettigheder, og navnlig hvis det dokument, der skulle forkyndes, indeholder en tilsigelse af den pågældende.«

14

I overensstemmelse med ZPO’s § 117 skal kuratorbeskikkelsen bekendtgøres ved offentlig kundgørelse i registeret over offentlige kundgørelser.

15

Den 12. oktober 2009 anlagde B m.fl. sag mod A ved Landesgericht Wien med påstand om erstatning og gjorde herunder gældende, at A havde bortført deres ægtefæller eller deres fædre i Kasakhstan.

16

For så vidt angår de østrigske retters kompetence har B m.fl. gjort gældende, at A havde sin sædvanlige bopæl i retskredsen for den ret, hvor sagen er anlagt.

17

Landesgericht Wien foretog flere forgæves forsøg på forkyndelse, hvilket tydede på, at A ikke længere havde bopæl på forkyndelsesadressen. Den 27. august 2010 beskikkede retten, på anmodning af B m.fl., en fraværskurator (»Abwesenheitskurator«) i medfør af ZPO’s § 116.

18

Efter forkyndelse af stævningen indgav denne fraværskurator et svarskrift, hvori han nedlagde påstand om frifindelse og fremsatte talrige materielle indsigelser, men uden at anfægte de østrigske retters internationale kompetence.

19

Det er først efterfølgende at et advokatkontor, som A har antaget, er indtrådt i sagen for A og har anfægtet de østrigske retters internationale kompetence. I denne henseende er det gjort gældende, at fraværskurators indtræden ikke kan begrunde de østrigske retters internationale kompetence, når denne fraværskurator ikke har været i kontakt med A og ikke har haft kendskab til de relevante omstændigheder, som fandt sted i Kasakhstan. Med hensyn til sin bopæl har A anført at have forladt Østrig permanent forud for sagsanlægget mod ham. Ved at påberåbe sig fare for sit liv har A ikke for denne ret fremlagt oplysninger om sin bopæl, men har anmodet om, at alle fremtidige forkyndelser rettes til det antagne advokatkontor.

20

Landesgericht Wien erklærede, at den ikke havde international kompetence, og afviste sagen. Denne ret fandt, at A havde bopæl på Republikken Maltas område, og at fraværskuratorens fremmøde ikke indebærer, at der er givet møde i henhold til artikel 24 i forordning nr. 44/2001.

21

Oberlandesgericht Wien gav B m.fl. medhold i den iværksatte appel af denne afgørelse og forkastede indsigelsen om manglende international kompetence. Ifølge denne ret er de nationale retter ikke i medfør af artikel 26 i forordning nr. 44/2001 forpligtede til at prøve deres internationale kompetence, medmindre sagsøgte ikke giver møde. Efter østrigsk ret har de processuelle handlinger, der udføres af en fraværskurator, som er forpligtet til at varetage sagsøgtes interesser, imidlertid samme retsvirkninger som en handling, der udøves af en udpeget befuldmægtiget.

22

Ved Oberster Gerichtshof har A under den af denne anlagte revisionsanke gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af retten til forsvar i henhold til artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). B m.fl. har derimod anført, at såvel EMRK’s som chartrets bestemmelser ligeledes sikrer deres grundlæggende ret til adgang til effektive retsmidler, som kræver beskikkelse af fraværskurator i medfør af ZPO’s § 116.

23

Ifølge det af Oberster Gerichtshof oplyste havde A på tidspunktet for stævningens indgivelse bopæl på Malta. Idet den for A beskikkede fraværskurator ikke har anfægtet de østrigske retters internationale kompetence, opstår således spørgsmålet, om det af denne fraværskurator indleverede svarskrift kan tilskrives A og dermed indebære, at »sagsøgte giver møde« som omhandlet i artikel 24 i forordning nr. 44/2001. I denne henseende har Oberster Gerichtshof bemærket, at fraværskurators omfattende repræsentationsbeføjelse, i medfør af ZPO’s § 116, på én og samme tid kan betragtes som nødvendig for at sikre den for B m.fl. grundlæggende ret til adgang til effektive retsmidler og som uforenelig med A’s grundlæggende ret til at blive hørt.

24

Den forelæggende ret har i denne forbindelse bemærket, at den ifølge fast retspraksis i overensstemmelse med princippet om EU-rettens forrang fra sag til sag undlader at anvende lovbestemmelser, der er i strid med EU-retten. I en afgørelse af 14. marts 2012, U 466/11, har Verfassungsgerichtshof imidlertid tilsidesat denne retspraksis, idet den fandt, at dens prøvelse af de nationale loves forfatningsmæssighed i forbindelse med den almindelige prøvelse af retsregler (»Verfahren der generellen Normenkontrolle«) i medfør af B-VG’s artikel 140 bør udvides til også at omfatte chartrets bestemmelser. I forbindelse med denne prøvelse kan de af EMRK sikrede rettigheder nemlig påberåbes ved denne ret som rettigheder med samme rang som forfatningen. Ifølge Verfassungsgerichtshof kræver ækvivalensprincippet, således som det følger af Domstolens praksis, at den almindelige prøvelse af retsregler ligeledes omfatter de i chartret sikrede rettigheder.

25

Ifølge Oberster Gerichtshof er konsekvensen af denne afgørelse, at de østrigske retter ikke af egen drift kan undlade at anvende en lov, der er i strid med chartret, men er forpligtede til, »uden at dette berører muligheden for at anmode om en præjudiciel afgørelse«, at indgive en begæring om annullation af denne lov til Verfassungsgerichtshof. Desuden har sidstnævnte fastslået, at dersom en af den østrigske forfatning sikret rettighed har samme anvendelsesområde som en ret i chartret, er der ikke grundlag for at anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse i medfør af artikel 267 TEUF. I dette tilfælde er en fortolkning af chartret ikke relevant for at træffe afgørelse om en begæring om generel annullation af en lov, hvilken afgørelse ville kunne træffes på grundlag af de af den østrigske forfatning sikrede rettigheder.

26

Den forelæggende ret ønsker oplyst, om ækvivalensprincippet kræver, at den særskilte begæring om forfatningsstridighed udvides til rettigheder sikret i chartret, for så vidt som denne begæring forlænger sagsbehandlingstiden og forøger omkostningerne. Formålet med en generel revision af lovgivningen ved annullation af en lov, som er i strid med chartret, ville også kunne gennemføres efter sagens afslutning. Den omstændighed, at en rettighed sikret af den østrigske forfatning og en i chartret fastlagt rettighed har samme anvendelsesområde, kan desuden ikke fritage for forpligtelsen til at forelægge et præjudicielt spørgsmål. Det kan ikke udelukkes, at Verfassungsgerichtshofs fortolkning af denne grundlæggende rettighed ville afvige fra Domstolens fortolkning, og at dennes afgørelse dermed ville gribe ind i de forpligtelser, der følger af forordning nr. 44/2001.

27

Under disse omstændigheder har Oberster Gerichtshof besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om EU-retten og navnlig artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de almindelige retter, der træffer afgørelse som appelinstans eller som øverste instans, er forpligtede til, når de finder, at en national lov er i strid med chartrets artikel 47, i forbindelse med den for retten verserende sag at indgive en begæring om en generel annullation af loven i stedet for blot at undlade at anvende loven i det konkrete tilfælde.

29

Selv om den forelæggende ret i det første spørgsmål udelukkende henviser til ækvivalensprincippet som følge af Verfassungsgerichtshofs praksis, der på dette princip har baseret en forpligtelse til for denne at indgive en begæring om generel annullation af enhver lov, der er i strid med chartret, synes begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen at vise, at den forelæggende ret navnlig er i tvivl om, hvorvidt denne retspraksis er i overensstemmelse med de almindelige retters forpligtelser i medfør af artikel 267 TEUF og princippet om EU-rettens forrang.

30

I denne henseende fremgår det af forelæggelseskendelsen, at det følger af Verfassungsgerichtshofs praksis, der er nævnt i denne doms præmis 24, at de almindelige retter, der træffer afgørelse som appelinstans eller som øverste instans, når de finder, at en lov er strid med chartret, er forpligtede til for denne ret at indgive begæring i henhold til proceduren om generel annullation af love i medfør af B-VG’s artikel 89 og 140. Eftersom en sådan begæring om generel annullation af love skal indgives i forbindelse med den sag, der verserer for disse almindelige retter, er den forelæggende ret af den opfattelse, at de ikke umiddelbart kan afgøre den tvist, der er indbragt for dem, under undladelse af at anvende en lov, som de skønner er i strid med chartret.

31

For så vidt dernæst angår konsekvenserne af denne forfatningsretlige praksis for forpligtelserne i henhold til artikel 267 TEUF angiver den forelæggende ret blot, at forpligtelsen til for Verfassungsgerichtshof at forelægge enhver lov, der er i strid med chartret, ikke berører muligheden for at indhente en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, uden dog at angive, om denne mulighed er underlagt nogen betingelser.

32

Det fremgår dog af de sagsakter som Domstolen er i besiddelse af, herunder Verfassungsgerichtshofs afgørelse, der er nævnt i denne doms præmis 24, at forpligtelsen til for denne at indgive en sådan begæring om generel annullation af love, ikke berører de almindelige retters mulighed for at indhente en præjudiciel afgørelse fra Domstolen, ifølge Verfassungsgerichtshofs formulering, der er lånt fra Domstolens retspraksis i dom (C‑188/10 og C‑189/10, EU:C:2010:363, præmis 57), på et hvilket som helst tidspunkt, som de finder passende, og selv efter proceduren om kontrol af forfatningsmæssighed, ethvert præjudicielt spørgsmål, som de finder nødvendigt, kan anordne alle foranstaltninger for at sikre en foreløbig domstolsbeskyttelse, og efter en sådan procedure kan undlade at anvende en national lovbestemmelse, som er i strid med EU-retten. I denne henseende anser Verfassungsgerichtshof det, som det fremgår af afgørelsens præmis 42, for vigtigt, at Domstolen ikke afskæres fra muligheden for at foretage kontrol af den afledte EU-ret i forhold til den primære ret og chartret.

33

Det er i lyset af disse betragtninger, at det første spørgsmål skal besvares.

34

Det skal i den forbindelse bemærkes, at artikel 267 TEUF tillægger Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af traktaterne og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer. Artiklen bestemmer i stk. 2, at en national ret kan forelægge Domstolen sådanne spørgsmål, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, og i stk. 3, at den er pligtig til at gøre det, såfremt dens afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres.

35

Det følger for det første heraf, at selv om det efter omstændighederne kan være hensigtsmæssigt, at de faktiske omstændigheder i sagen er fastslagt, og at rent nationale retsspørgsmål er afklaret inden forelæggelsen for Domstolen (jf. domme, 36/80 og 71/80, EU:C:1981:62, præmis 6, M, C‑83/91, EU:C:1992:332, præmis 26, og C‑236/98, EU:C:2000:173, præmis 31), skal de nationale retter i videst muligt omfang kunne forelægge sager for Domstolen, såfremt de finder, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning eller en bedømmelse af gyldigheden af EU-retlige bestemmelser, som de nødvendigvis må træffe afgørelse om (jf. bl.a. domme, 166/73, EU:C:1974:3, præmis 3, C‑348/89, EU:C:1991:278, præmis 44, Cartesio, C‑210/06, EU:C:2008:723, præmis 88, og EU:C:2010:363, præmis 41).

36

For det andet har Domstolen allerede fastslået, at en national ret, som inden for rammerne af sin kompetence skal anvende EU-rettens bestemmelser, er forpligtet til at sikre den fulde virkning af disse regler og om fornødent af egen drift undlade at anvende enhver modstående bestemmelse i national lovgivning, endog en senere national bestemmelse, uden at den behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne ad lovgivningsvejen eller ved ethvert andet forfatningsmæssigt middel (jf. bl.a. domme, 106/77, EU:C:1978:49, præmis 21 og 24, C‑314/08, EU:C:2009:719, præmis 81, EU:C:2010:363, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, og C‑617/10, EU:C:2013:105, præmis 45).

37

Enhver bestemmelse i en national retsorden eller enhver lovgivningsmæssig, administrativ eller retslig praksis, som har til følge, at EU-rettens virkning begrænses ved, at den dommer, der er kompetent til at anvende EU-retten, fratages mulighed for, når han anvender denne, at foretage, hvad der kræves for at udelukke nationale lovgivningsbestemmelser, der måtte udgøre en hindring for EU-rettens fulde virkning, er således uforenelig med de krav, der følger af selve EU-rettens natur (jf. domme, EU:C:1978:49, præmis 22, C‑213/89, EU:C:1990:257, præmis 20, og EU:C:2013:105, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis). Dette ville være tilfældet, såfremt løsningen af en konflikt mellem en bestemmelse i EU-retten og en national lov var forbeholdt en anden myndighed end den dommer, der er udset til at sikre EU-rettens anvendelse, og denne myndighed havde en særlig skønsbeføjelse, endog selv om den hindring, der således ville opstå for EU-rettens fulde virkning, kun var midlertidig (jf. domme, EU:C:1978:49, præmis 23, og EU:C:2010:363, præmis 44).

38

For det tredje har Domstolen fastslået, at en national ret, som behandler en tvist, der berører EU-retten, og som finder, at en national bestemmelse ikke blot er i strid med EU-retten, men også er forfatningsstridig, ikke er afskåret fra eller fritaget for den i artikel 267 TEUF foreskrevne mulighed for eller forpligtelse til at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten som følge af den omstændighed, at retten efter denne konstatering af, at en national retsregel er forfatningsstridig, har pligt til at forelægge sagen for medlemsstatens forfatningsdomstol. Således ville EU-rettens gennemslagskraft blive bragt i fare, såfremt en ordning med forelæggelsespligt for forfatningsdomstolen kunne forhindre den nationale ret, som behandler en sag, i hvilken EU-retten har betydning, i at udnytte sin mulighed for i henhold til artikel 267 TEUF at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af EU-retten, således at den nationale ret kan bedømme, hvorvidt en national retsforskrift er forenelig med EU-retten (dom EU:C:2010:363, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

39

Henset til den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 35-38, kræver samarbejdsordningen mellem Domstolen og de nationale retter, der er indført ved artikel 267 TEUF, og princippet om EU-rettens forrang, at den nationale ret på ethvert tidspunkt under proceduren, som den finder passende, og selv efter en procedure om kontrol af forfatningsmæssighed, frit kan forelægge Domstolen ethvert præjudicielt spørgsmål, som den finder nødvendigt (jf. i denne retning dom, EU:C:2010:363, præmis 51 og 52).

40

For så vidt som den nationale ret indeholder en forpligtelse til at indlede en forfatningsmæssig procedure for almindelig prøvelse af retsregler, kræver anvendelsen af ordningen indført med artikel 267 TEUF endvidere, at den nationale ret dels frit kan anordne enhver nødvendig foranstaltning med henblik på at sikre en foreløbig domstolsbeskyttelse af rettighederne i henhold til Unionens retsorden, dels efter en sådan procedure kan undlade at anvende en national lovbestemmelse, hvis den finder den i strid med EU-retten (jf. dom EU:C:2010:363, præmis 53).

41

Hvad endelig angår den parallelle anvendelse af grundlæggende rettigheder, der er sikret ved en national forfatning, og grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret, på en national lovgivning, der gennemfører EU-retten som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, skal det bemærkes, at den omstændighed, at der i første række skal indledes en procedure om kontrol af forfatningsmæssigheden af en national lov, hvis indhold begrænser sig til at gennemføre ufravigelige bestemmelser i et EU-direktiv, ikke må berøre den kompetence, som kun tilkommer Domstolen, til at konstatere ugyldigheden af en EU-retsakt, og herunder navnlig et direktivs ugyldighed, en kompetence, som har til formål at garantere retssikkerheden ved at sikre en ensartet anvendelse af EU-retten (jf. i denne retning domme, 314/85, EU:C:1987:452, præmis 15-20, C‑344/04, EU:C:2006:10, præmis 27, C‑119/05, EU:C:2007:434, præmis 53, og EU:C:2010:363, præmis 54).

42

For så vidt som det forhold, at der i første række skal indledes en procedure om kontrol af forfatningsmæssighed, resulterer i ophævelse af en national lov, der begrænser sig til at gennemføre ufravigelige bestemmelser i et EU-direktiv, fordi denne lov er i strid med den nationale forfatning, kan Domstolen således i praksis fratages muligheden for efter anmodning herom fra de retter, som træffer afgørelse om sagens realitet i den pågældende medlemsstat, at foretage en kontrol af gyldigheden af nævnte direktiv ud fra de samme grunde vedrørende kravene i de primærretlige bestemmelser og navnlig de rettigheder, som er anerkendt i chartret, som artikel 6 TEU tillægger samme juridiske værdi som traktaterne (dom, EU:C:2010:363, præmis 55).

43

Inden kontrollen af, hvorvidt en lov, hvis indhold begrænser sig til at gennemføre ufravigelige bestemmelser i et EU-direktiv, er forfatningsmæssig, kan gennemføres ud fra de samme grunde, som har rejst tvivl med hensyn til dette direktivs gyldighed, har de nationale retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres i henhold til nationale bestemmelser, i princippet pligt til i medfør af artikel 267, stk. 3, TEUF at forelægge Domstolen et spørgsmål om gyldigheden af nævnte direktiv og herefter at drage de konsekvenser, der følger af Domstolens dom i den præjudicielle sag, medmindre den ret, som skal foretage kontrollen af forfatningsmæssighed, selv har forelagt sagen for Domstolen på grundlag af artikel 267, stk. 2, TEUF. Hvad således angår en national gennemførelseslov med et sådant indhold er spørgsmålet om, hvorvidt direktivet er gyldigt, henset til gennemførelsesforpligtelsen, af forudgående karakter (dom, EU:C:2010:363, præmis 56).

44

Når EU-retten herudover overlader medlemsstaterne et vist skøn i forbindelse med gennemførelsen af en EU-retsakt, har de nationale retter fortsat beføjelse til at sikre overholdelsen af de i den nationale forfatning sikrede rettigheder, forudsat at anvendelsen heraf hverken strider mod det beskyttelsesniveau, der er fastsat i chartret, som fortolket af Domstolen, eller EU-rettens forrang, enhed og effektivitet (jf. i denne retning dom, C‑399/11, EU:C:2013:107, præmis 60).

45

Hvad angår ækvivalensprincippet, som den forelæggende ret har henvist til i sin anmodning om præjudiciel forelæggelse, skal det bemærkes, at ifølge dette princip må processuelle regler for søgsmål til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (domme Transportes Urbanos y Servicios Generales, C‑118/08, EU:C:2010:39, præmis 33, og 04, C-93/12, EU:C:2013:432, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). Påberåbelsen af ækvivalensprincippet kan imidlertid ikke have til følge, at de nationale retter, ved anvendelse af de nationale processuelle regler, fritages for nøje overholdelse af de krav, der følger af artikel 267 TEUF.

46

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at EU-retten og navnlig artikel 267 TEUF skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter de almindelige retter, der træffer afgørelse som appelinstans eller som øverste instans, er forpligtede til, når de finder, at en national lov er i strid med chartrets artikel 47, under sagen til forfatningsdomstolen at indgive en begæring om en generel annullation af loven i stedet for blot at undlade at anvende loven i det konkrete tilfælde, for så vidt som den omstændighed, at denne procedure skal indledes i første række – såvel før indgivelsen af en sådan begæring for den nationale ret, som har til opgave at kontrollere loves forfatningsmæssighed, som i givet fald efter afgørelsen vedrørende nævnte begæring fra denne ret – forhindrer disse almindelige retter i at udøve deres mulighed for eller opfylde deres forpligtelse til at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen. Derimod skal EU-retten og navnlig artikel 267 TEUF fortolkes således, at den ikke er til hinder for en sådan national lovgivning, forudsat at disse almindelige retter fortsat:

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om den nationale lovgivning kan fortolkes i overensstemmelse med disse krav i EU-retten.

47

Med det andet og det tredje spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 24 i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at når en national ret i overensstemmelse med den nationale lovgivning beskikker en fraværskurator for en sagsøgt, for hvem stævningen ikke er blevet forkyndt på grund af ukendt opholdssted, er denne fraværskurators fremmøde svarende til, at denne sagsøgte giver møde som omhandlet i forordningens artikel 24, som fastlægger denne rets internationale kompetence.

48

Det skal indledningsvis bemærkes, at ifølge den forelæggende rets bemærkninger havde A, på tidspunktet for hovedsagens anlæg ved de østrigske retter, ikke længere bopæl i denne medlemsstat. Sagen vedrører desuden et spørgsmål om erstatning for bortførelse af personer, der ikke fandt sted i Østrig, men i Kasakhstan. Det må derfor konstateres, at de østrigske retters internationale kompetence ikke følger af artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 44/2001. Desuden synes tvisten i hovedsagen ikke have nogen som helst forbindelse med østrigsk område, som kan danne grundlag for deres kompetence i henhold til bestemmelserne i denne forordning, medmindre A havde givet møde for den ret, ved hvilken sagen er anlagt som omhandlet i nævnte forordnings artikel 24.

49

I denne henseende fremgår det af de sagsakter, der er fremlagt for Domstolen, at den beskikkede fraværskuratur i medfør af ZPO’s § 116, har en omfattende repræsentationsbeføjelse, der indebærer retten til at give møde for den sagsøgte, der ikke giver møde.

50

Ifølge fast retspraksis skal bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 fortolkes selvstændigt, primært ud fra dens mål og opbygning (jf. i denne retning domme, C‑1/13, EU:C:2014:109, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis, og C‑387/12, EU:C:2014:215, præmis 24).

51

EU-rettens bestemmelser, såsom bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, skal fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, som ifølge fast retspraksis er en integrerende del af de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte, og som nu er opført i chartret (jf. i denne retning dom, C‑131/12, EU:C:2014:317, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis). I denne henseende bemærkes, at samtlige bestemmelser i forordning nr. 44/2001 udtrykker den hensigt, at det inden for rammerne af forordningens mål må påses, at procedurer, der fører til retsafgørelser, finder sted i former, der sikrer retten til forsvar, som er fastsat i chartrets artikel 47 (jf. domme, C‑327/10, EU:C:2011:745, præmis 48 og 49, og G, C‑292/10, EU:C:2012:142, præmis 47 og 48 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om fraværskurators fremmøde for den udeblevne sagsøgte svarer til at denne sagsøgte giver møde som omhandlet i nævnte forordnings artikel 24.

53

I denne henseende bemærkes for det første, at denne artikel 24 er at finde i kapitel II, afdeling 7 i forordning nr. 44/2001, der har overskriften »Aftaler om værneting«. Nævnte artikel 24, første punktum, indeholder en kompetenceregel, som er baseret på sagsøgtes fremmøde, for alle tvister, hvor kompetencen hos den ret, for hvilken sagen er indbragt, ikke følger af andre bestemmelser i denne forordning. Denne bestemmelse finder også anvendelse, når en sag er blevet indbragt for retten i strid med forordningens bestemmelser, og indebærer, at sagsøgtes fremmøde kan anses for en stiltiende accept af, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, har kompetence, og dermed som en udvidelse af dennes kompetence (jf. domme C‑111/09, EU:C:2010:290, præmis 21, og EU:C:2014:109, præmis 34).

54

Som generaladvokaten har anført i punkt 43 i forslaget til afgørelse, er den stiltiende udvidelse af kompetencen i medfør af artikel 24, første punktum, i forordning nr. 44/2001 således baseret på et af sagens parter foretaget bevidst valg angående denne kompetence, hvilket forudsætter, at sagsøgte har kendskab til, at der er anlagt sag mod ham. En udebleven sagsøgt, for hvem stævningen ikke er blevet forkyndt, og som ikke har kendskab til den mod ham anlagte sag, kan derimod ikke anses for stiltiende at have accepteret kompetencen hos den ret, for hvilken sagen er indbragt.

55

En sagsøgt, der ikke giver møde, og som ikke har kendskab til den mod ham anlagte sag og beskikkelsen af en fraværskurator, kan ikke give denne fraværskurator alle de nødvendige oplysninger for at bedømme den internationale kompetence hos den ret, ved hvilken sagen er anlagt, og give denne mulighed for effektivt at anfægte denne kompetence eller acceptere denne på et oplyst grundlag. Under disse omstændigheder kan nævnte fraværskurators fremmøde ikke anses for at svare til denne sagsøgtes stiltiende accept.

56

Det skal for det andet bemærkes, at inden for rammerne af forordning nr. 44/2001 er den internationale kompetence hos den ret, ved hvilken sagen er anlagt, kun genstand for en ex officio-domstolsprøvelse eller for en domstolsprøvelse på denne sagsøgtes anmodning, således som det fremgår af forordningens artikel 26 og 34, hvis sagsøgte kan anses for at være udeblevet. Under disse omstændigheder kræver overholdelsen af retten til forsvar, at en procesbefuldmægtiget kun gyldigt kan give møde for sagsøgte som omhandlet i forordning nr. 44/2001, hvis han faktisk er i stand til at sikre overholdelsen af den udeblevne sagsøgtes ret til forsvar. Som det fremgår af Domstolens praksis vedrørende artikel 27, stk. 2, i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978 L 304, s. 17), som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention, og af retspraksis vedrørende artikel 34, nr. 2), i forordning nr. 44/2001, har en sagsøgt, som ikke har kendskab til den mod ham anlagte sag, og for hvem en advokat eller en »beskikket værge« giver møde uden fuldmagt fra sagsøgte, ikke mulighed for effektivt at varetage sine interesser, og skal følgelig anses for udeblevet i denne bestemmelses forstand, selv om proceduren har været kontradiktorisk (jf. i denne retning for så vidt angår fortolkningen af nævnte konvention 27.9.1968, med senere ændringer, domme, C‑78/95, EU:C:1996:380, præmis 18, og EU:C:2011:745, præmis 53 og 54).

57

For det tredje ville en fortolkning af forordningens artikel 24, hvorefter en fraværskurator kan give møde for sagsøgte, ikke være i overensstemmelse med de mål, der forfølges med den nævnte forordnings kompetenceregler, som, således som det fremgår at dennes 11. betragtning, bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium. I en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor det indledende processkrift i sagen ikke er blevet forkyndt for A, som havde bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor den påkendende ret er beliggende, kan fastlæggelsen af de østrigske retters internationale kompetence som følge af, at en fraværskurator, der er beskikket for A, giver møde, ikke anses for at være af forudsigelig karakter.

58

Endelig kræver sagsøgers ret til adgang til effektive retsmidler, som sikret ved chartrets artikel 47, der skal gennemføres sideløbende med sagsøgtes ret til forsvar inden for rammerne af forordning nr. 44/2001 (jf. i denne retning domme, EU:C:2011:745, præmis 48 og 49, og G, EU:C:2012:142, præmis 47 og 48), i modsætning til hvad B m.fl. har gjort gældende i deres indlæg for Domstolen, ikke en anden fortolkning af forordningens artikel 24.

59

I denne henseende har B m.fl. bemærket, at A i forbindelse med tvisten i hovedsagen stadig ikke har angivet sin aktuelle bopæl og dermed forhindrer fastlæggelsen af den kompetente ret og deres udøvelse af retten til adgang til effektive retsmidler. I denne situation må det for at undgå situationer, hvor en sagsøger ikke har adgang til domstolsprøvelse, og for at sikre en rimelig afvejning mellem sagsøgerens og sagsøgtes rettigheder i overensstemmelse med den i den foregående præmis nævnte retspraksis anerkendes, at en fraværskurator kan give møde for denne sagsøgte som omhandlet i artikel 24 i forordning nr. 44/2001.

60

Selv om Domstolen under de særlige omstændigheder i de sager, der gav anledning til domme Hypoteční banka (EU:C:2011:745) og G (EU:C:2011:745), har fastslået, at forordning nr. 44/2001, fortolket i lyset af chartrets artikel 47, ikke er til hinder for at føre proces mod en sagsøgt, der ikke giver møde, hvor sidstnævnte er blevet frataget muligheden for faktisk at forsvare sig, har Domstolen imidlertid lagt vægt på det forhold, at sagsøgte har haft mulighed for at håndhæve sin ret til forsvar ved i medfør af forordningens artikel 34, nr. 2), at anfægte anerkendelsen af den dom, som er afsagt imod ham (jf. i denne retning domme, EU:C:2011:745, præmis 54 og 55, og G, C‑292/10, EU:C:2012:142, præmis 57 og 58). Denne mulighed for domstolsprøvelse på grundlag af nævnte forordnings artikel 34, nr. 2), forudsætter dog, som det er fastslået i denne doms præmis 56, sagsøgtes udeblivelse, og at proceshandlingerne udført af den beskikkede værge eller af fraværskurator ikke kan gøre det ud for, at sagsøgte giver møde i forordningens forstand. I det foreliggende tilfælde bevirker de proceshandlinger, der foretages af fraværskurator i medfør af ZPO’s § 116, derimod, at A i forhold til den nationale lovgivning skal anses for at have givet møde for den ret, der behandler sagen. En fortolkning af artikel 24 i forordning nr. 44/2001, hvorefter en sådan beskikket værge eller fraværskurator kan give møde for denne sagsøgte som omhandlet i artikel 24 i forordning nr. 44/2001, kan ikke anses for at skabe en rimelig afvejning mellem retten til adgang til effektive retsmidler og retten til forsvar.

61

Det andet og det tredje spørgsmål må herefter besvares med, at artikel 24 i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at når en national ret i overensstemmelse med den nationale lovgivning beskikker en fraværskurator for en sagsøgt, for hvem stævningen ikke er blevet forkyndt på grund af ukendt opholdssted, svarer denne fraværskurators fremmøde ikke til, at denne sagsøgte giver møde som omhandlet i forordningens artikel 24, hvilket ville give grundlag for denne rets internationale kompetence.

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: