Søfartssikkerhed: havnestatskontrol
RESUMÉ AF:
Direktiv 2009/16/EF om havnestatskontrol
HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?
- Med direktivet tilstræbes det at reducere antallet af skibe, der ikke opfylder standarderne, i EU’s farvande ved:
- at sikre, at skibe respekterer EU’s og internationale søfarts- og miljøregler
- at fastlægge fælles kriterier for skibsinspektioner.
- Med direktivet omarbejdes direktiv 95/21/EF om havnestatskontrol af skibsfart, der er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder.
HOVEDPUNKTER
- Lovgivningen gælder for alle skibe, der kan underkastes inspektion, og deres besætning, der anløber eller ligger for anker i en EU-havn.
- EU’s regeringer skal sikre, at de har tilstrækkeligt mange kvalificerede skibsinspektører, som har de nødvendige ressourcer til at gennemføre inspektionerne.
- Alle skibe, der kan underkastes inspektion, og som anløber en EU-havn, tildeles en risikoprofil i inspektionsdatabasen THETIS. Den er baseret på kriterier såsom skibets type og alder og fastlægger inspektionernes grundighed og hyppighed.
- For at lette planlægningen af inspektioner knyttes THETIS til SafeSeaNet-systemet, der indeholder oplysninger om skibe i, eller som forventes at anløbe, alle EU-havne.
- Årlige inspektioner er obligatoriske for skibe med en høj risikoprofil og er valgfri for andre.
- Inspektion af skibe, der ikke ret hyppigt anløber EU-havne, prioriteres.
- Indledende inspektioner kontrollerer, at certifikater og dokumenter er i orden, og vurderer skibets generelle tilstand.
- Hvis der opdages fejl og mangler, skal skibet underkastes en mere detaljeret inspektion.
- Mere detaljerede inspektioner forbeholdes skibe med højrisikoprofil, passagerskibe og olie-, gas- eller kemikalietankskibe eller bulkskibe, som er over 12 år gamle.
- Alle fejl og mangler, der opdages, skal udbedres. Hvis de udgør en åbenbar fare for sikkerhed, sundhed eller miljø, tilbageholdes skibet, indtil de er udbedret.
- De nationale myndigheder kan nægte skibe adgang til en havn, hvis de er tilbageholdt mere end to gange i løbet af de foregående to til tre år.
- Skibsredere eller -operatører kan klage over enhver tilbageholdelse eller ethvert adgangsforbud.
- Europa-Kommissionen opretholder og opdaterer inspektionsdatabasen. Den offentliggør regelmæssigt detaljer om selskaber med lav eller meget lav overholdelsesprocent på THETIS’ websted.
- Lovgivningen omfatter ikke:
- fiskerfartøjer eller marinehjælpefartøjer
- krigsskibe
- visse typer træskibe eller
- private fritidsfartøjer.
- Direktivet blev ændret ved direktiv (EU) 2017/2110, der udvider anvendelsesområdet for direktiv 2009/16/EF til at omfatte inspektioner af ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i rutefart. Før disse skibe kan begynde at blive drevet i rutefart, skal de relevante myndigheder inspicere dem for at sikre, at de opfylder kravene til sikker rutefart. Hvis et skib er blevet inspiceret af et andet EU-land inden for de foregående 8 måneder og vurderet tilfredsstillende til sikker rutefart, er det ikke nødvendigt, at skibet underlægges yderligere inspektion.
HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?
Det trådte i kraft den 17. juni 2009. Direktiv 2009/16/EF reviderede og erstattede direktiv 95/21/EF (og efterfølgende ændringer). De nye bestemmelser i direktiv 2009/16/EF skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger senest i 2010.
BAGGRUND
For yderligere oplysninger henvises til:
HOVEDDOKUMENT
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF af 23. april 2009 om havnestatskontrol (omarbejdning) (EUT L 131 af 28.5.2009, s. 57-100).
Efterfølgende ændringer af direktiv 2009/16/EF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2110 af 15. november 2017 om en inspektionsordning med henblik på sikker drift af ro-ro-passagerskibe og højhastighedspassagerfartøjer i rutefart og om ændring af direktiv 2009/16/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 1999/35/EF (EUT L 315 af 30.11.2017, s. 61-77).
seneste ajourføring 16.01.2019
Top