13.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 63/7

1)

Artikel 221, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks skal fortolkes således, at den deri omhandlede »bogføring« af det afgiftsbeløb, der skal efteropkræves, er den samme »bogføring« af det nævnte beløb, som er defineret i forordningens artikel 217, stk. 1.

2)

Der skal sondres mellem »bogføring« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 217, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 og indskrivningen af de konstaterede afgifter i regnskabet over egne indtægter som omhandlet i artikel 6 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter. Da artikel 217 i forordning nr. 2913/92 ikke opstiller praktiske regler for »bogføring« i bestemmelsens forstand og dermed hverken tekniske eller formmæssige minimumskrav, skal denne bogføring foretages på en sådan måde, at det sikres, at de kompetente toldmyndigheder indskriver det korrekte importafgifts- eller eksportafgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, i regnskabsregistrene eller på anden måde navnlig for at muliggøre, at bogføringen af de omhandlede beløb foretages med sikkerhed, herunder i forhold til den betalingspligtige.

3)

Artikel 221, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 skal fortolkes således, at toldmyndighedernes underretning af debitor efter en passende fremgangsmåde om det import- eller eksportafgiftsbeløb, der skal betales, kun kan foretages retsgyldigt, hvis disse afgifters størrelse forudgående er blevet bogført af de pågældende myndigheder. Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at vedtage særlige processuelle regler om den fremgangsmåde, hvorefter den betalingspligtige skal underrettes om disse afgifters størrelse, såfremt der gælder nationale generelle processuelle regler for, hvordan underretningen skal foretages, som sikrer, at den betalingspligtige modtager passende oplysninger, og som giver denne mulighed for at varetage sine rettigheder med fuldt kendskab til sagen.

4)

Fællesskabsretten er ikke til hinder for, at en national ret går ud fra en formodning om rigtigheden af toldmyndighedernes forklaring om, at bogføringen af import- eller eksportafgiftsbeløbet, i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i toldkodeksens artikel 217, er foretaget, før debitor blev underrettet om beløbets størrelse, forudsat at effektivitets- og ækvivalensprincippet er overholdt.

5)

Artikel 221, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 skal fortolkes således, at mens den pågældende medlemsstats toldmyndigheder forud for underretningen om det afgiftsbeløb, der skal opkræves, skal have bogført dette beløb og ikke kan opkræve beløbet, hvis det ikke er bogført i overensstemmelse med artikel 217, stk. 1, i forordning nr. 2913/92, bevarer myndighederne imidlertid muligheden for at foretage en ny underretning vedrørende det samme beløb under overholdelse af de i artikel 221, stk. 1, i forordning nr. 2913/92 fastsatte betingelser og de forældelsesregler, der var gældende på tidspunktet for toldskyldens opståen.

6)

Selv om import- eller eksportafgifterne forbliver »skyldige efter lovgivningen« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 236, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 2913/92, selv om den betalingspligtige har modtaget underretning om beløbet, uden at dette forud herfor er blevet bogført i overensstemmelse med forordningens artikel 221, stk. 1, forholder det sig ikke desto mindre således, at hvis en sådan underretning ikke længere er mulig, fordi fristen i forordningens artikel 221, stk. 3, er udløbet, bør den betalingspligtige i princippet kunne opnå tilbagebetaling af beløbet hos den medlemsstat, der har opkrævet det.