61994J0243

++++

Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende ° familieydelser ° arbejdsloese ° retten til familieydelser betinget af retten til arbejdsloeshedsydelser ° berettiget til arbejdsloeshedsydelser ° begreb

(Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, og artikel 74)

Artikel 74 i forordning nr. 1408/71, hvorefter retten for en arbejdsloes arbejdstager til familieydelser er betinget af, at den paagaeldende modtager arbejdsloeshedsydelser, skal fortolkes saaledes, at begrebet "arbejdsloes arbejdstager ... der modtager ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat", ogsaa omfatter en arbejdsloes, som er tilmeldt den kompetente nationale myndighed, og hvis ret til arbejdsloeshedsunderstoettelse er suspenderet paa grund af en affindelsessum, som han har faaet udbetalt af sin arbejdsgiver som foelge af arbejdsforholdets ophoer, uden at opsigelsesvarslet er overholdt, eller hvis ret til kontante arbejdsloeshedsydelser er suspenderet paa grund af en midlertidig karantaeneperiode, saafremt den arbejdsloese i karantaeneperioden er daekket mod risikoen for sygdom og ulykke i medfoer af den kompetente stats lovgivning.

For det foerste kan den modtagne affindelsessum ° i det tilfaelde, hvor arbejdsloeshedsydelserne er suspenderet ° sidestilles med en ydelse ved arbejdsloeshed, da den har direkte sammenhaeng med risikoen for arbejdsloeshed, der omhandles i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, og for det andet ° for saa vidt angaar den situation, hvor retten til kontantydelser midlertidigt er udelukket ° anvender artikel 74 udtrykket "ydelser ved arbejdsloeshed" uden at sondre mellem kontantydelser og andre ydelser, og bestemmelsen kraever ikke, at den paagaeldende modtager alle de ydelser, som er foreskrevet for arbejdsloeshedsperioden efter den kompetente stats lovgivning.

I sag C-243/94,

angaaende en anmodning, som Sozialgericht Stuttgart (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

Alejandro Rincón Moreno

mod

Bundesanstalt fuer Arbeit,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 74 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6) samt aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris (refererende dommer), og dommerne F.A. Schockweiler, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray og H. Ragnemalm,

generaladvokat: M.B. Elmer

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Alejandro Rincón Moreno ved Angel González Maeztu, chef for den sociale tjeneste ved Spaniens Generalkonsulat

° den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roeder og Assessor Gereon Thiele, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

° den spanske regering ved Director General de Coordinación Jurídica et Institucional Comunitaria Alberto José Navarro González, og Abogado del Estado Gloria Calvo Díaz, Statens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Maria Patakia, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Horstpeter Kreppel, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 5. oktober 1995 er afgivet mundtlige indlaeg af Alejandro Rincón Moreno ved Angel González Maeztu, den tyske regering ved Ernst Roeder, den spanske regering ved Gloria Calvo Díaz, Det Forenede Kongerige ved Barrister Philippa Watson og Kommissionen ved Maria Patakia og Horstpeter Kreppel,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 7. december 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 29. august 1994, indgaaet til Domstolen den 8. september 1994, har Sozialgericht Stuttgart i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 74 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366), som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6) samt aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1, herefter "forordning nr. 1408/71").

2 Spoergsmaalet er rejst under en tvist mellem Alejandro Rincón Moreno og Bundesanstalt fuer Arbeit vedroerende sidstnaevntes afslag paa at udbetale Moreno familieydelser for januar og februar 1993.

3 Moreno, som er spansk statsborger, arbejdede som loenmodtager i Tyskland fra 1966 til den 15. december 1992 og fik som foelge heraf udbetalt boernetilskud af Bundesanstalt fuer Arbeit for sine to soenner, som var under uddannelse i Spanien.

4 Moreno blev opsagt med virkning fra den 15. december 1992. Efter tysk lovgivning var opsigelsen paa grund af ansaettelsesforholdets varighed betinget af et varsel. Moreno samtykkede imidlertid i, at opsigelsesvarslet ikke blev overholdt, mod, at hans arbejdsgiver betalte ham en affindelsessum.

5 Som foelge heraf traf Bundesanstalt fuer Arbeit to afgoerelser vedroerende Moreno i medfoer af Arbeitsfoerderungsgesetz af 25. juni 1969 (lov om fremme af arbejde, BGBl. I, s. 582), med senere aendringer (herefter "AFG").

6 For det foerste besluttede Bundesanstalt fuer Arbeit i henhold til AFG' s § 117, stk. 2 og 3, at suspendere Moreno' s arbejdsloeshedsunderstoettelse for perioden mellem den 16. december 1992 og den 21. februar 1993. Ifoelge disse bestemmelser suspenderes arbejdsloeshedsunderstoettelsen for en arbejdsloes, hvis arbejdsforhold er ophoert, uden at opsigelsesvarslet er overholdt, og som faar udbetalt en affindelsessum af sin arbejdsgiver. Suspensionens varighed afhaenger af den udbetalte affindelsessums stoerrelse.

7 For det andet besluttede Bundesanstalt fuer Arbeit, at Moreno i medfoer af AFG' s § 119, jf. § 119a, var undergivet en karantaene i perioden mellem den 16. december 1992 til den 9. marts 1993. Ifoelge disse bestemmelser udelukkes en arbejdsloes i en vis periode fra arbejdsloeshedsunderstoettelse, saafremt han har ophaevet arbejdsforholdet eller ved en adfaerd i strid med arbejdskontrakten har givet anledning til arbejdsforholdets ophaevelse og derved forsaetligt eller groft uagtsomt har fremkaldt arbejdsloesheden.

8 Under suspensions- eller karantaeneperioden er den arbejdsloese dog sygeforsikret i medfoer af § 19, stk. 2, i Sozialgesetzbuch V (lov om social sikring - V. bog), jf. AFG' s § 155 og 155a, samt ulykkesforsikret i medfoer af AFG' s § 165.

9 Ved afgoerelse af 6. april 1993 afslog Bundesanstalt fuer Arbeit at udbetale Moreno boernetilskud for januar og februar 1993 med den begrundelse, at det efter artikel 74 i forordning nr. 1408/71 er en betingelse for at faa udbetalt boernetilskud, at den paagaeldende faktisk modtager ydelser ved arbejdsloeshed. Da Moreno ikke havde faaet udbetalt arbejdsloeshedsydelser i den omtvistede periode paa grund af de foranstaltninger, som Bundesanstalt fuer Arbeit havde truffet for hans vedkommende, var der efter sidstnaevntes opfattelse heller ikke grundlag for at udbetale ham boernetilskud.

10 Efter at Moreno' s administrative klage var blevet afvist, anlagde han sag ved Sozialgericht Stuttgart, hvorunder han i det vaesentlige gjorde gaeldende, at han havde krav paa boernetilskud saavel i suspensions- som i karantaeneperioden, da disse perioder fratraekkes den samlede periode, hvorunder den paagaeldende har krav paa arbejdsloeshedsydelser, hvorfor han maatte anses som modtager af saadanne ydelser i artikel 74' s forstand i forordning nr. 1408/71. Ifoelge Moreno maatte dette saa meget mere antages under den midlertidige karantaeneperiode, som han i medfoer af de foernaevnte bestemmelser i Sozialgesetzbuch og AFG var lovpligtigt forsikret mod sygdom.

11 Da Sozialgericht Stuttgart fandt, at tvistens afgoerelse afhang af, hvorledes artikel 74 i forordning nr. 1408/71 fortolkes, besluttede retten at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"Skal artikel 74 i forordning (EOEF) nr. 1408/71 fortolkes saaledes, at begrebet 'arbejdsloes arbejdstager, der modtager ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat' , ogsaa omfatter en arbejdsloes, som er tilmeldt arbejdsformidlingen, naar hans ret til arbejdsloeshedsunderstoettelse er suspenderet i henhold til § 117 i Arbeitsfoerderungsgesetz (AFG) paa grund af en affindelsessum, som han har faaet udbetalt af sin arbejdsgiver som foelge af arbejdsforholdets ophoer, eller er suspenderet i henhold til AFG' s § 119, fordi der er indtraadt en karantaeneperiode (' Sperrzeit' )?"

12 Ifoelge artikel 74 i forordning nr. 1408/71 har "en arbejdsloes arbejdstager ... der modtager ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat ... for de af sine familiemedlemmer, der er bosat paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i den foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosat paa dennes omraade ...".

13 Det fremgaar af denne bestemmelse, at det er en betingelse for, at en arbejdsloes er berettiget til boernetilskud for familiemedlemmer, der er bosat paa en anden medlemsstats omraade, at den paagaeldende modtager ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat, dvs. hvad angaar hovedsagen efter lovgivningen i Tyskland.

14 I den foreliggende sag opstaar spoergsmaalet, om den paagaeldende maa antages at have modtaget ydelser ved arbejdsloeshed i artikel 74' s forstand, selv om Bundesanstalt fuer Arbeit ikke inden for den omtvistede periode har udbetalt ham nogen kontante arbejdsloeshedsydelser paa grund af afgoerelsen om suspension af hans arbejdsloeshedsunderstoettelse og om hans karantaene.

Om suspensionen

15 Hvad angaar suspensionsperioden bemaerkes, at arbejdstageren ikke har modtaget nogen kontant arbejdsloeshedsydelse fra den kompetente institution, men har faaet udbetalt en affindelsessum af sin arbejdsgiver ved ophaevelsen af arbejdsforholdet. Spoergsmaalet er derfor, om denne affindelsessum kan anses for en ydelse ved arbejdsloeshed i artikel 74' s forstand i forordning nr. 1408/71.

16 Domstolen har gentagne gange fastslaaet, at en ydelse kan anses for en social sikringsydelse, saafremt den tildeles de berettigede uden nogen individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, men efter lovbestemte kriterier, og forudsat, at den vedroerer en af de risici, der udtrykkeligt er anfoert i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 (jf. bl.a. dom af 2.8.1993, sag C-66/92, Acciardi, Sml. I, s. 4567, praemis 14, af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, praemis 29, af 16.7.1992, sag C-78/91, Hughes, Sml. I, s. 4839, praemis 15, og af 24.2.1987, forenede sager 379/85, 380/85, 381/85 og 93/86, Giletti m.fl., Sml. s. 955, praemis 11).

17 I den forbindelse bemaerkes, at det fremgaar af sagens akter, at en arbejdstager, som mister sit arbejde, principielt har krav paa arbejdsloeshedsunderstoettelse efter tysk ret. Kravet herpaa suspenderes dog efter AFG' s § 117, naar arbejdsgiveren har bragt arbejdsforholdet til ophoer uden at overholde opsigelsesvarslet, og naar den arbejdsloese har modtaget en affindelsessum som foelge heraf eller skal rejse krav herom.

18 Endvidere bemaerkes dels, at der ifoelge AFG' s § 117 tages hensyn til denne affindelsessums stoerrelse ved fastsaettelsen af suspensionsperioden, dels, at det foelger af selve suspensionsbegrebet, at der fortsat bestaar et krav paa de omhandlede ydelser, men at den kompetente institution foerst genoptager udbetalingen heraf efter suspensionsperiodens ophoer.

19 Endelig traeder en affindelsessum i henhold til AFG' s § 117, som anfoert af den tyske regering, delvis i stedet for den arbejdsloeshedsydelse, som den arbejdsloese principielt har krav paa. Foelgelig har en saadan affindelsessum direkte sammenhaeng med den risiko for arbejdsloeshed, som er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1408/71, hvorfor den kan sidestilles med en ydelse ved arbejdsloeshed i artikel 74' s forstand i forordning nr. 1408/71.

20 Som foelge af det anfoerte maa en affindelsessum ved opsigelse som den, der er omhandlet i AFG' s § 117, anses for en ydelse ved arbejdsloeshed i artikel 74' s forstand i forordning nr. 1408/71.

Om den midlertidige karantaene

21 Hvad angaar afgoerelsen om en midlertidig karantaene for Moreno, maa der tages stilling til, om denne foranstaltning fratager ham enhver form for arbejdsloeshedsydelser.

22 Herom bemaerkes, at artikel 74 i forordning nr. 1408/71 anvender udtrykket "ydelser ved arbejdsloeshed" uden sondring mellem kontantydelser og andre ydelser, og uden at det stilles som betingelse for bestemmelsens anvendelse, at den paagaeldende modtager alle de ydelser, som er foreskrevet for arbejdsloeshedsperioden efter den kompetente stats lovgivning. Foelgelig stiller denne bestemmelse ikke nogen betingelse vedroerende arbejdsloeshedsydelsernes karakter.

23 I det omfang den arbejdsloese, som er udelukket fra retten til kontante arbejdsloeshedsydelser, i medfoer af den kompetente medlemsstats lovgivning fortsat er forsikret mod risikoen for sygdom og ulykke, maa udtrykket i artikel 74 i forordning nr. 1408/71 "ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat" derfor forstaas saaledes, at det ogsaa omfatter denne form for ydelser.

24 Foelgelig maa en arbejdsloes, som under den midlertidige karantaeneperiode fortsat er forsikret mod sygdom og ulykke i medfoer af den nationale lovgivning, antages at modtage ydelser ved arbejdsloeshed i artikel 74' s forstand i forordning nr. 1408/71.

25 Af samtlige de anfoerte betragtninger foelger, at det spoergsmaal, som er forelagt af den nationale ret, boer besvares med, at artikel 74 i forordning nr. 1408/71 skal fortolkes saaledes, at begrebet "arbejdsloes arbejdstager ... der modtager ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat", ogsaa omfatter en arbejdsloes, som er tilmeldt den kompetente nationale myndighed, og hvis ret til arbejdsloeshedsunderstoettelse er suspenderet paa grund af en affindelsessum, som han har faaet udbetalt af sin arbejdsgiver som foelge af arbejdsforholdets ophoer, uden at opsigelsesvarslet er overholdt, eller hvis ret til kontante arbejdsloeshedsydelser er suspenderet paa grund af en midlertidig karantaeneperiode, saafremt den arbejdsloese i karantaeneperioden er daekket mod risikoen for sygdom og ulykke i medfoer af den kompetente stats lovgivning.

Sagens omkostninger

26 De udgifter, der er afholdt af den tyske og den spanske regering, af Det Forenede Kongerige samt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Sozialgericht Stuttgart ved kendelse af 29. august 1994, for ret:

Artikel 74 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 samt aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989, skal fortolkes saaledes, at begrebet "arbejdsloes arbejdstager ... der modtager ydelser ved arbejdsloeshed efter lovgivningen i en medlemsstat", ogsaa omfatter en arbejdsloes, som er tilmeldt den kompetente nationale myndighed, og hvis ret til arbejdsloeshedsunderstoettelse er suspenderet paa grund af en affindelsessum, som han har faaet udbetalt af sin arbejdsgiver som foelge af arbejdsforholdets ophoer, uden at opsigelsesvarslet er overholdt, eller hvis ret til kontante arbejdsloeshedsydelser er suspenderet paa grund af en midlertidig karantaeneperiode, saafremt den arbejdsloese i karantaeneperioden er daekket mod risikoen for sygdom og ulykke i medfoer af den kompetente stats lovgivning.