61988J0069

++++

Frie varebevaegelser - kvantitative restriktioner - foranstaltninger med tilsvarende virkning - skattemyndighedernes adgang til at foretage udlaeg i genstande solgt paa afbetaling med ejendomsforbehold - ikke en forbudt foranstaltning

( EOEF-Traktaten, art . 30 )

EOEF-Traktatens artikel 30 er ikke til hinder for en national retsforskrift, hvorefter en skattemyndighed har adgang til i forbindelse med inddrivelse af direkte skatter at goere udlaeg i genstande - bortset fra varelagre - som befinder sig paa en skattepligtigs ejendom, selv om genstandene hidroerer fra en leverandoer, som er hjemmehoerende i en anden medlemsstat, og som har solgt dem paa afbetaling med ejendomsforbehold .

Dels finder en saadan retsforskrift anvendelse uden forskel paa indenlandske og indfoerte produkter, og den tilsigter ikke at regulere vareudvekslingen med de andre medlemsstater, dels er den omstaendighed, at leverandoerer, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater, eventuelt vil vaere mindre tilboejelige til at saelge goder paa afbetaling til koebere i den paagaeldende medlemsstat, fordi der er risiko for, at skattemyndighederne goer udlaeg i goderne, hvis koeberne ikke betaler deres skattegaeld, alt for usikker og indirekte til, at en national retsforskrift, der giver adgang til at foretage et saadant udlaeg, kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne .

1 Ved dom afsagt den 3 . marts 1988, indgaaet til Domstolen den 7 . marts 1988, har Arrondissementsrechtbank ( Foerste Afdeling ), Maastricht, i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 .

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag, som foeres mellem paa den ene side H . Krantz GmbH & CO . ( herefter benaevnt Krantz GmbH ), Aachen ( Forbundsrepublikken Tyskland ), og paa den anden side Ontvanger der Directe Belastingen ( oppeboerselskontoret for direkte skatter, herefter benaevnt skattemyndigheden ) og den nederlandske stat . Sagen drejer sig om et udlaeg, skattemyndigheden har foretaget i maskiner, der tilhoerer Krantz GmbH, i medfoer af artikel 16 i den nederlandske lov af 22 . maj 1845 om inddrivelse af direkte skatter til staten ( Wet op de invordering van 's Rijks directe belastingen ). Maskinerne var af Krantz GmbH blevet solgt paa afbetaling med ejendomsforbehold til J . J . Krantz & Zoon NV, Leiden, og af koeberen blevet opstillet i en fabrik, der blev drevet af koeberens datterselskab, Vaalser Textielfabriek BV, Vaals .

3 Efter at J . J . Krantz & Zoon NV og Vaalser Textielfabriek BV var erklaeret konkurs, gjorde skattemyndigheden i medfoer af skatteinddrivelseslovens artikel 16 udlaeg for sidstnaevnte selskabs skattegaeld i alle loesoeregenstande, der befandt sig i selskabets fabrik .

4 For de nationale retsinstanser gjorde Krantz GmbH gaeldende, at artikel 16 i loven af 22 . maj 1845 er uforenelig med formaalet med og indholdet af EOEF-Traktatens artikel 30, da salg paa afbetaling til koebere i Nederlandene ville finde sted i betydeligt mindre omfang, hvis skattemyndighedens adgang til at goere udlaeg var almindelig kendt .

5 Arrondissementsrechtbank, Maastricht, har fundet, at sagen rejser spoergsmaal om fortolkningen af faellesskabsretten, og retten har derfor udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal :

"1 ) Skal artikel 16 i lov af 22 . maj 1845 ( Staatsblad 22 ) om inddrivelse af direkte skatter til staten ( Wet op de invordering van 's Rijks directe belastingen ) betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion, jfr . EOEF-Traktatens artikel 30, for det tilfaelde at de nederlandske skattemyndigheder goer udlaeg i genstande, der befinder sig paa en skattepligtigs ejendom, selv om genstandene hidroerer fra og tilhoerer en leverandoer i en anden medlemsstat?

2 ) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende, er det da alligevel berettiget at anvende den naevnte artikel 16 i henhold til EOEF-Traktatens artikel 36 paa grund af et af de i denne traktatbestemmelse naevnte hensyn?"

6 Vedroerende den retlige baggrund, de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forloeb samt de skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen, henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

7 Indledningsvis bemaerkes, at det inden for rammerne af EOEF-Traktatens artikel 177 ikke tilkommer Domstolen at traeffe afgoerelse om nationale retsforskrifters forenelighed med Traktaten . Domstolen kan dog forsyne den nationale ret med de faellesskabsretlige fortolkningselementer, som kan saette denne i stand til at bedoemme, om forskriften er forenelig med Traktaten med henblik paa paadoemmelsen af den verserende sag .

8 De spoergsmaal, der er forelagt af den nationale ret, findes derfor at maatte forstaas saaledes, at det oenskes klarlagt, om Traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for en national retsforskrift, hvorefter en skattemyndighed har adgang til i forbindelse med inddrivelse af direkte skatter at goere udlaeg i genstande, bortset fra varelagre, som befinder sig paa en skattepligtigs ejendom, selv om genstandene hidroerer fra og tilhoerer en leverandoer, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat, og, i bekraeftende fald, om retsforskriften er begrundet i henhold til Traktatens artikel 36 .

Spoergsmaal 1

9 I henhold til Domstolens faste praksis, jfr . dom af 11 . juli 1974, Dassonville ( 8/74, Sml . s . 837 ) udgoer enhver foranstaltning, der er egnet til direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt at hindre samhandelen inden for Faellesskabet, en foranstaltning med tilsvarende virkning .

10 Det bemaerkes dog, at den bestemmelse, den nationale retsinstans har henvist til, finder anvendelse uden forskel paa indenlandske og indfoerte produkter, og at den ikke tilsigter at regulere vareudvekslingen med de andre medlemsstater .

11 Det maa dernaest konstateres, at den omstaendighed, at personer, der er hjemmehoerende i andre medlemsstater, eventuelt vil vaere mindre tilboejelige til at saelge goder paa afbetaling til koebere i den paagaeldende medlemsstat, fordi der er risiko for, at skattemyndighederne goer udlaeg i goderne, hvis koeberne ikke betaler deres nederlandske skattegaeld, er alt for usikker og indirekte til, at en national retsforskrift, der giver adgang til at foretage et saadant udlaeg, kan betragtes som en foranstaltning, der er egnet til at hindre samhandelen mellem medlemsstaterne .

12 Spoergsmaal 1 maa herefter besvares med, at EOEF-Traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for en national retsforskrift, hvorefter en skattemyndighed har adgang til i forbindelse med inddrivelse af direkte skatter at goere udlaeg i genstande - bortset fra varelagre - som befinder sig paa en skattepligtigs ejendom, selv om genstandene hidroerer fra og tilhoerer en leverandoer, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat .

Spoergsmaal 2

13 Under hensyn til besvarelsen af spoergsmaal 1 findes det ufornoedent at besvare spoergsmaal 2 .

Sagens omkostninger

14 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Anden Afdeling )

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Arrondissementsrechtbank, Maastricht, ved dom af 3 . marts 1988, for ret :

EOEF-Traktatens artikel 30 skal fortolkes saaledes, at den ikke er til hinder for en national retsforskrift, hvorefter en skattemyndighed har adgang til i forbindelse med inddrivelse af indirekte skatter at goere udlaeg i genstande - bortset fra varelagre - som befinder sig paa en skattepligtigs ejendom, selv om genstandene hidroerer fra og tilhoerer en leverandoer, der er hjemmehoerende i en anden medlemsstat .